Noget nyt i Dreyfusaffæren?

Adjunkt T. Juncker opridser i denne artikel hovedlinierne for den indviklede sag om major Dreyfus’ domfældelse som spion.

For de fleste er Dreyfus kun et navn, forbundet med en spionsag, hvis forvirren de detaljer man hørte om i skolen, og som man egentlig aldrig fandt ud af. Men da sagen stod på, splittede den Frankrig, bragte landet til borgerkrigens rand, så dønningerne nåede ud over det ganske Europa. Spørgsmålet er så, hvad gik sagen egentlig ud på - hvorfor blev den så forvirrende - og er der i nyere tid afdækket tidligere ukendte detaljer som stiller sagen i et andet lys?

Det hele begyndte med, at man i en papirkurv i den tyske ambassade i Paris i 1894 fandt en liste over franske militærdokumenter. Denne liste, kaldet bordereauet, viste, at en spion arbejdede i den franske generalstab. Det franske efterretningsvæsen, der arbejdede som en selvstændig organisation, kun ansvarlig overfor generalstabschefen, fandt hurtigt ud af, at den skyldige var Alfred Dreyfus. Skriften og bogstavet D rettede nemlig mistanken mod ham. Noget egentligt bevis eksisterede ikke, men det, der afgjorde Dreyfus’ skæbne var, at han var den første ansatte jøde i generalstaben, der ellers var et aristokratisk konservativt monopol. Krigsminister Mercier, som skulle komme til at spille en skæbnesvanger rolle, beordrede krigsret, mens pressen - i hvert fald den antisemitiske, - slog sagen stort op: en rig jøde solgte Frankrig til arvefjenden. Krigsret var den bedste udvej mente man, hærens ære blev frelst, jøder ville for fremtiden blive udelukkede, og efterretningsvæsenet ville få vist sin dygtighed, derved at spionen var indfanget med det samme. Dreyfus’ domfældelse blev en militær nødvendighed og beviserne havde man - dem producerede nemlig efterretningschefen major Henry. Krigsretten, der naturligvis var hemmelig, dømte Dreyfus til deportation for livstid. Da han nægtede at begå selvmord, som man ellers plejer at gøre ved den slags lejligheder, blev han sendt til strengt ensomt fængsel på Djævleøen og holdt der de næste 5 år.

Dermed var sagen egentlig slut, men alligevel var der et stadigt ønske om at komme helt til bunds i forbrydelsen, så meget mere, som hemmelige dokumenter blev ved at forsvinde. Endelig gav ambassadepapirkurven igen noget fra sig — denne gang et ekspresbrev, adresseret til en fransk officer ved navn Esterhazy med krav om flere oplysninger. Den nye chef for efterretningsvæsenet major Picquart sammenlignede dette spor i sagen med bord crauet og fandt ud af, at håndskriften var den samme. Altså var Dreyfus uskyldig, Esterhazy skyldig. Sagen skulle være slut, men her begynder den først for alvor. Eksperten Henry frembragte hurtigt nogle nye dokumenter, der evident viste Dreyfus’ skyld. Picquart blev i hast flyttet til det krigshærgede Tunis, hvor han efter ordre fra Paris skulle have en så ringe eskorte, at den kommanderende general protesterede mod at stille en fransk officer på en sådan uriaspost.

Men krigsministeriet var endnu ikke roligt. Man besluttede at tage nok en krigsret for at få bevist Esterhazys uskyld. Domshandlingen tog 3 minutter. Selvom alle vidste, at Esterhazy var en slyngel, så var ban dog søn af en fransk general - og det talte.

Dreyfus familien havde i mellem tiden intet opnået. Men Picquart, der allerede havde ofret sin karriere for sin retfærdighedssans, sendte sit udsagn til Paris, hvor det via en ven endte hos en senator, der rejste spørgsmålet overfor regeringen. »Der er ingen Dreyfussag,« svarede statsminister Meline - men trods afvisningen var sagen nu nået op på det politiske plan. Offentligheden begyndte at blive interesseret, og bomben sprang med Emile Zolas artikel »J’accuse« (Jeg anklager), et åbent brev til republikkens præsident, hvori han simpelthen anklager krigsministeren og generalstahschefen for at begå justitsmord. Krigsministeriet reagerede øjeblikkeligt og anlagde sag mod Zola og generalstaben. Dømtes ikke Zola, gik generalerne, og de truede med krig, hvis dokumenterne blev offentliggjorte. Nævningene lod sig skræmme, Zola blev dømt - men unddrog sig dommen ved at flygte til England. Picquart blev hentet hjem, sat i fængsel, hvor man søgte at blive ham kvit ved at komme hakket glas i hans mad. Men det var umuligt at bøje ham eller tvinge frem en eneste indrømmelse. Kort efter udstødtes han af hæren.

Her begynder Dreyfusaffæren - offentligheden var vækket - og en kampagne for en omstødning af Dreyfusdominen startede. De, som gik i bredten, var dels folk, hvis retfærdighedssans var trådt over tæerne, dels folk, der nu så en oplagt lejlighed til at komme republikkens fjender til livs - nemlig hæren, monarkisterne og kirken. En ansøgning om revision af dommen var underskrevet af de førende navne indenfor fransk åndsliv, som f. eks. Gide, Anatole France, Proust, Lanson, Briand og mange andre. På den modsatte side skrev højrepressen så ondartede antisemitiske artikler, at nazisterne kunne bruge dem 40 år efter. Kirkens blad La Croix sagde ligeud: Spørgsmålet er ikke om et stakkels individ er skyldigt eller ikke, men om man vil tolerere, at frimurere, protestanter og jøder er herrer i landet eller ikke?

Hæren stod på sit standpunkt: Dreyfus var spion og dømt, sagen var f rdig. Da officerskorpset stort set rekrutteredes fra det aristokrati, der kun lunkent støttede republikken, var det klart, at monarkisterne og kirken, der spekulerede i et statskup, sluttede op bag hæren. Kort sagt - Den tredie republiks bestående var knyttet til Dreyfus’ skæbne. Men forsåvidt havde krigsministeriet spillet sine kort godt. Major Henry kunne stadig skaffe nye falske beviser, og havde man ikke begået den fejl at stille Picquart for en civil domstol, hvor falskneriet blev opdaget, var alt gået godt.

Nu faldt hele korthuset sammen. Major Henry blev arresteret og begik selvmord, Esterhazy flygtede til udlandet. Men nej, hvis man indrømmede, at Dreyfus var uskyldig, ville man diskriminere krigsministeriet, aristokratiet og hæren. Antidreyfusarderne førte kampen videre, ja, i 1899 forsøgte den fanatiske nationalist Poul Deroulede statskup ved præsident Felix Faures begravelse, men det var for farceagtigt til at kunne lykkes. Faures efterfølger Loubet blev på væddeløbsbanen ganske enkelt overfaldet af en royalistisk adelsmand - sådan var stemningen.

Hvad sagde udlandet, i første række Tyskland, til dette? De tyske indberetninger fra Paris viser, at man fra første øjeblik var klar over, at Dreyfus var uskyldig, men man ønskede naturligvis ikke at lade dette komme til udtryk. Den tyske ambassadør skriver, at Tyskland i ro kan betragte udviklingen i denne affære. »Skadefryd«, siger ambassadøren, »er ganske vist et af de ubehageligste udslag af menneskelige følelser, men der er øjeblikke, hvor den er undskyldelig .« Kejser Wilhelm tilføjer: »Ganske rigtigt.« Rigskansler Bülow indskærper, at Tyskland skal stå uden for, men man kan ikke ønske at antidreyfusaderne vinder, for det kan medføre et fransk militærdiktatur — og dermed krig med Tyskland. Det bedste er, fortsætter Bülow, at alfaren fortsat hærger Frankrig, splitter dets hær og skandaliserer landet i Europas øjne. Selvom det skulle være rigtigt, at der har været forbindelse mellem Schwartzkoppen og Esterhazy, skal vi ikke indrømme det, da en sådan indiskretion vil gøre det vanskeligt at skaffe spioner i fremtiden.

Dette må man sige er at gøre situationen nøjagtigt op. Og alligevel - strømmen var ved at vende. Da falskneriet var opklaret, lod den nye krigsminister Dreyfus vende tilbage fra Djævleøen og stille for en ny militærdomstol. Alle var aktive. Den franske regering bad den tyske militærattaché i Paris afgive forklaring for at bevise Esterhazys skyld, men den tyske regering sagde nej såret skulle holdes åbent. Under retsforhandlingerne erklærede forhenværende krigsminister Mercier: »De er en slyngel, Deyfus,« ganske i tråd med hans oprindelige holdning. Domstolens militære medlemm er forsvarede hæren. Og til de 700 tilstedeværende journalisters forfærdelse blev Dreyfus igen dømt skyldig — men under formildende omstændigheder til 10 års fængsel. Clemeneeau udtrykte alles reaktion i udbuddet: »Over hele verden vil lyde et råb: Hvor er Frankrig? Hvad er der sket med Frankrig?«

Da hæren stadig ikke ville indrømme fejltagelsen, udstedte præsident Loubeten benådning, sagen måtte jo afsluttes, og verdensudstillingen stod for døren. D og var det først i 1906, at appelretten endeligt omstyrtede 1899-dommen.

Men selvom sagen var slut, er det stadig et mysterium, hvordan den vel kunne opstå? Den almindelige forklaring er, at det drejede sig om den franske hærs ære. Man pintes af nederlaget 1870-71 og ønskede at stå så stærkt som muligt for at møde revanchen, når tidspunktet var inde. Derfor var hæren noget ophøjet, jana'sten sakrosant i datidens Frankrig. Generalerne tålte ingen indblanding.

De nyeste publikationer i sagen forandrer perspektivet. Maurice Baumonts bog Aux Sources del’Affaires antyder, at der må være noget større på spil. Han opkaster simpelthen spørgsmålet, om man ikke står overfor en sammensværgelse fra generalernes side. Et forsøg på et statskup, der skulle skaffe generalerne magten og indlede revanchekrigen. Mod dette taler, at den franske hær, ligesom de andre institutioner, der er udgået fra Napoleons kejserdømme, har en stærk tjenestemandsindstilling. Officererne er i sidste instans bundet af eden til den, der har den legale magt. Ingen af de omvæltninger, der har fundet sted mellem 1815 og 1958. er inspireret af hæren. De revolutionære bevægelser kom alle fra civile.

På dette tidspunt ønskede ikke Tyskland krig. Men skulle det komme så langt, stod Frankrig ikke alene, det var i forbund med Rusland. Alligevel måtte man regne det for et tvivlsomt foretagende, fordi man p. gr. a. kolonierne havde et ømtåleligt forhold til England. Et krigsudbrud på fastlandet kunne meget let bringe England med ind i billedet - og i en søkrig ville Frankrig komme til kort. Et så hasarderet foretagende ville den franske generalstab højst sandsynlig ikke indlade sig på.

Et andet værk giver en bedre hypotese: det er d’Estaings bog D'Esterlia zy á Dreyfus, hvor forfatteren tager det for givet, at krigsministeren har været vidende om Esterhazys forbindelse med tyskerne, og faktisk selv har fodret ham med oplysninger, men med forældede oplysninger. Da så det berømte bordereau dukker op af den tyske papirkurv, kan han ikke forhindre tjenstlig undersøgelse. Dreyfus, hvis håndskrift næsten til punkt og prikke ligner Esterhazys, kommer under mistanke, uden at krigsministeren rører en finger. Dreyfus bliver dømt og sendt til Djævleøen, altså bevidst ofret af Mercier for at spionagen kan fortsætte. De falske dokumenter produceres for at bevise Dreyfus’ skyld - måske på foranledning af krigsministeren. Da den ivrige Picquart roder i dette fine væv, må han skaffes af vejen. Ifølge d’Estaings teori drejer det sig om et ret højt spil - inden for artilleriet. Frankrig havde nemlig løst rekylproblemet. 75 mm feltkanonen havde kun rekyl i løbet. Ikke hele kanonen rekylerede, hvilket jo satte skudhastigheden kolossalt i vejret, kanonen behøvede ikke længer indstilles efter hvert skud. Tyskerne arbejdede med samme spørgsmål, men havde i deres 77 mm kanon slet ikke løst problemet - og takket være Esterhazys oplysninger troede de heller ikke, at franskmændene havde løst det. Det lykkedes at bevare hemmeligheden frem til 1914 - og det var med 75 mm kanonerne, at de tilføjede tyskerne de umådelige tab ved Marne. Da Mercier forsvinder, mister Esterhazy sin eneste kilde af værdi - deraf tyskerens klage i brevet fra den tyske militærattaché til Esterhazy.

d’Estaigns teori lyder meget sandsynlig. Brikkerne i mosaikken falder på plads. For at bevare en hemmelighed trodser altså Mercier en hel verdens mening - og ofrer et menneske for en nations sikkerhed. Om det var rigtigt eller galt af ham, skal ikke diskuteres her. Marneslaget kan muligvis retfærdiggøre hans gerning, men man må have lov at antyde, at hans fremgangsmåde kunne have været langt mere smidig, således at han havde opnået det samme i al stilhed, og uden at behøve ofre et uskyldig menneskes ære og frihed. 

Torben Juncker.

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon noget_nyt_i_dreufusaffaeren.pdf

Litteraturliste

Del: