No pasarán. Max Fridman i Den Spanske Borgerkrig

Forfatter: Vittorio Giardino

Forlag: Fahrenheit

Diverse: 240 sider; Pris: 249,00 kr.

Anmelder: Simon Papousek

Tegneserien No pasarán har borgerkrigen som bagtæppe hvor læseren følger den schweiziske forretningsmand Max Fridman og hans søgen efter en soldaterkammerat, som angiveligt er forsvundet. Forfatteren og tegneren er den italienske Vittorio Giardino, som tidligere har fortalt om Fridman i albummene Ungarsk Rapsodi og Menneskejagt i Istanbul. No pasarán er hans tredje album på dansk og består af tre kapitler: Tilbagekomsten; Blodets flod; Brudte illusioner.

I sommeren 1938 vender Max Fridman tilbage til Spanien og borgerkrigen. Fridman opsøges af en af hans gamle soldaterkommerater Guido Treves’ kone, som ikke har hørt fra sin mand i lang tid og ikke har vished om hans skæbne. Fridman beslutter sig for at vende tilbage til Spanien, nærmere bestemt Barcelona som er under kontrol af republikanerne og kommunisterne. Efter megen møje og besvær ankommer han til Hotel Aurora som han indlogerer sig på. Han indgår i et rejseselskab af journalister og fotografer, som kommer fra forskellige steder i Europa.  

Hans eftersøgning går i gang og der går ikke længe før han møder tidligere venner fra skyttegravene, perifere bekendtskaber og mistænkeligt udseende personager. For der er andre som også leder efter Treves. Udover at sætte tonen og rammen for fortællingen, får læseren indledningsvis præsenteret begge sider i borgerkrigen og vilkårene hvorpå konflikten udkæmpes.

I historiens anden del flytter handlingen sig fra det relativt fredelige Barcelona ud til fronten ved Ebro. Her er Fridman i selskab med journalister og får derved adgang til selve frontafsnittene og kampene. Dette er den mest actionmættede del af historien, og viser hvordan krigen opleves af soldaterne i skyttegravene, piloterne i luften og civilbefolkningen i byerne.  I tredje del udvikler historien sig til at blive en decideret kriminalhistorie, hvor enderne naturligt bindes sammen og historien om Treves’ egentlige skæbne kommer for dagens lys.

Tegneserien giver et godt i indtryk af den internationale bevågenhed som prægede borgerkrigen i Spanien. Journalister, frivillige, fotografer, lykkeriddere og forretningsfolk der øjner profit på krigen, udgør persongalleriet.

Værket afsluttes med et appendiks indeholdende Giardinos skitser til figurerne og forskelligt fotodokumentation af skyttegrave, våben og uniformer, samt liste over anbefalet og benyttet litteratur.

Den Spanske Borgerkrig udkæmpedes som en art ouverture til den måde som kom til at kendetegne Anden Verdenskrig. Borgerkrigen blev udkæmpet af unge politiske ideologier på begge sider – fascisterne på den ene side og kommunisterne på den anden. Fascisterne fik hjælp fra både Nazityskland og Mussolinis fascistiske Italien. Kommunisterne hjalp republikanerne, som den spanske fascistiske general Franco gjorde oprør mod. Men kommunisterne måtte udkæmpe interne kampe mellem trotskister, leninister, stalinister og marxister. Ud over den militære indsats, som også gav et fingerpeg om hvor langt udviklingen af eksempelvis panservåbenet og flyvevåbnet var kommet siden Første Verdenskrig, blev borgerkrigen en lakmusprøve på, hvor fast forankret de politiske ideologier var. Kunne den hidtidige orden (republikken) holde stand mod den nye politiske bølge (fascismen) med hjælp fra den ligeså nye bølge (socialismen)? Den Spanske Borgerkrig er efter min mening og med dette perspektiv, værd at dykke ned i. Og så kan man som ivrig læser yderligere kaste sig over samtidige romaner af for eksempel George Orwell (Hyldest til Catalonien), Ernest Hemingway (Hvem ringer klokkerne for) eller Nordahl Grieg (Ung må verden endnu være).

Uanset om man ønsker at genopfriske sin interesse for Den Spanske Borgerkrig, eller om man stifter bekendtskab med den for første gang, så er Fahrenheits udgivelse anbefalelsesværdig, og vil ikke skuffe.    

 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.