Niccolò Machiavelli Drøftelser af de ti første bøger hos Titus Livius (Discorsi)

Anmeldt af Claus E. Andersen

Niccolò Machiavelli Drøftelser af de ti første bøger hos Titus Livius (Discorsi)

(oversat til dansk ved Fritz Wolder). Hasselager: Helikon, 2004. 512 sider, kr. 398,–

Foto: Salling.dk

 

Det er nødvendigt, at hærføreren er respekteret, således at soldaterne har tillid til hans dygtighed. Og det har de, når de ser, at han er velforberedt, ivrig og modig og forstår at holde på sin rangs værdighed. Det vil han altid gøre, når han straffer deres forseelser, ikke pålægger dem unødige byrder, holder sine løfter til dem, fortæller dem, at sejren let kan vindes, og på forhånd skjuler eller forklejner det, der må forekomme farefuldt.

Niccolò Machiavelli Drøftelser (bog III, afsnit 33, side 381 & 451)

 

Så kom det endeligt. Machiavellis hovedværk, som desværre nok må siges at være forholdsvis ukendt i dansk sammenhæng. De fleste forbinder i realiteten florentineren Niccolò di Bernado Machiavelli (1469–1527) med et helt andet klassisk værk nemlig Fyrsten[1], men ret beset er det det foreliggende værk, som er hans reelle politiske testamente. Heri behandler han spørgsmål som hvordan man skaber en stærk og holdbar stat? Hvordan sikre en stat sig mod andre stater, og hvordan bevarer den sin indre stabilitet? Hvorfor og hvordan er samfundskonflikter gavnlige? Hvilke krav skal man stille til statens lederskab, og hvilke til dens menige borgere? Hvad betyder republikansk frihed, og hvilken rolle spiller religion og moral? Hvor går grænserne for demokratiet, og hvornår er en koncentration af den politiske magt mest hensigtsmæssig eller ligefrem ønskværdig og nødvendig? Hvorfor er krige uundgåelige? Hvordan vindes de? Kan det romerske imperiums succes gentages?

Oversættelsen af foreliggende værk er baseret på en nyere kritisk italiensk udgave af Niccolòs værk. Oversætteren skal roses, fordi han har formået at bevare den flydende og elegante sprogstil, som er karakteristisk for Machiavelli, og dermed rammer Niccolòs nerve usædvanligt godt. Wolder har efter min overbevisning denne gang overgået sig selv, idet oversættelse og kommentarer yder fuld retfærdighed til dette klassiske værk.

Hvem er så denne Niccolò Machiavelli, vil mange måske spørge? Jeg spurgte en gang en ung dame i en boghandel, om man her havde bøger af Machiavelli, hvorefter hun replicerede: har han ikke lige netop skrevet noget nyt? Tja næppe; han har været død i knap femhundrede år!

Men første gang man hører om ham, træder han i året 1498, 29 år gammel, lige direkte ind midt på den politiske scene i den italienske bystat Firenze, som leder af Det Andet Kancelli og sekretær for De Ti’s Råd, der tog sig af “udenrigsdiplomatiet” og krigsplaner. Byen havde forinden gennem­gået store forandringer i et turbulent renæssance Italien. En fransk hær havde bragt uorden i den kunstfærdige magtbalance på halvøen, bragt krigen til bystaterne og deres territorier. De militært uforberedte stater var rystede i deres grundvold. For Firenze betød det, at den magtfulde vekseler­familie Medicierne, som trods byens status som republik havde haft de facto magten i bystaten, var blevet fordrevet, og efter et kort intermezzo med et fundamentalistisk religiøst styre ved roret, holdt den folkevalgte republik sit indtog. Det var i denne republik, at Machiavelli som højtstående embeds­mand udfoldede sin aktive politiske og diplomatiske karriere. Megen korrespondance fra den tid er endnu bevaret og vidner om en skarp iagttager af samtiden og det politiske spil. 1512 vendte Medicierne imidlertid tilbage til Firenze godt hjulpet af fremmede hære og tidernes ugunst. Den folke­valgte republik opløstes, og Machiavelli mistede sit embede. Han blev sågar anklaget for forræderi, fængslet, tortureret og senere forvist til sit lille landsted udenfor selve byen.

        Machiavelli var herefter henvist til at drive sit lille land- og skovbrug for at kunne ernære sin familie, men han brugte også sin lediggang til at nedfælde sine iagttagelser fra den aktive politiske periode. Dette gav sig bl.a. udslag i hovedværket Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio (Drøftelser af de ti første bøger hos Titus Livius). Værket priste den republikanske frihed med antikkens folkevalgte romerske republik som forbillede. Machiavelli skrev endvidere, ofte på bestilling, en lang række andre skrifter, men det korte fyrsteskrift har i eftertiden vundet langt den største genklang. ”Hvem der siger, at man ikke kender Machiavelli, hvis man kun har læst Fyrsten og ikkeDrøftelserne, siger sandheden” skriver oversætteren ganske rigtigt i sit forord til værket (side 38). Det understreger også, at den, der udelukkende baserer sine studier på Fyrsten i realiteten ikke har forstået eller kan forstå Machiavelli. Niccolò Machiavelli var meget interesseret i fænomenet krig, som for ham udgjorde et indlysende aspekt af den politiske virkelighed. Eksempelvis viede Machiavelli 1/6 af Fyrsten, 1/5 af Discorsi, og hele Arte della Guerra til betragtninger om krigen og dens væsen. I Firenzes historie af Machiavelli slutter første og andet kapitel med diskussioner om krig og tapperhed og kapitlerne tre, fem og seks begynder med samme emner.[2]  Dette understreger, hvor vigtigt det må være – også for officeren – at have et indgående kendskab til Machiavellis omfattende forfatterskab.

Oversætteren Fritz Wolder giver en god indledende indføring i Machiavellis univers. Wolder underspiller dog, efter min mening, Machiavellis cykliske historiesyn! Wolder er af den opfattelse, ”at kredsløbet hos M. ikke har den samme deterministiske karakter som hos Polybius, men snarere betragtes som en ren teoretisk mulighed” (side 415, note 13). Det har været genstand for mange overvejelser, hvorledes Niccolò Machiavelli kunne skrive to modsatrettede værker. Et værk, som viste vejen til det rette fyrstedømme, og et andet, som priste republikken og anviste, hvorledes denne skulle oprettes og vedligeholdes. Personligt er jeg af den overbevisning, at dette grundlæggende skyldtes Machiavellis cykliske historiesyn, hvilket han havde fra sine græske og romerske forbilleder, og som i det cirkulære billede kunne placere fyrstedømmet på lavpunktet af statens udvikling og republikken på højdepunktet. Fyrstedømmet var nødvendigt, som en uundgåelig part af den historiske udvikling og måske oven i købet som igangsætter for den udvikling, som skulle lede til etablering af republikken. Machiavellis cykliske historiesyn indebar også, at han blandt andet ikke havde den fremskridtstro, som er så karakteristisk for det moderne menneske i dag. Historien begyndte for ham ikke med Kristi fødsel, og den endte ikke med det evige liv. Den var ikke lineær; den begyndte ikke med mennesket på huleboerstadiet og blev mere og mere avanceret. Derfor kunne den hedengangne folkevalgte romerske republik fortsat være et forbillede for Machiavelli, idet den ikke var blevet umoderne med tiden. Dette kan også bruges som forklaringsmodel til, at Machiavelli både kunne skrive om den folkevalgte republik og om diktatoren med lige stor indfølelse. Republikken var det absolutte højdepunkt, og fyrstedømmet var lavpunktet, men begge dele indgik i cyklen, og den stærke fyrste med tilstrækkelig “virtu” – som kan oversættes med mod, mandshjerte og handlekraft – kunne igangsætte den udvikling, som, via forskellige mellemstationer, skulle ende i republikkens lyksaligheder. Men efter opgang kommer nedgang. Det største problem var derefter at holde republikken på dette højdepunkt, så at sige forlænge det, men dette var ikke muligt uden at borgerne også havde denne “virtu”, og den havde beklageligvis efter Machiavellis mening forladt det italienske folk. Og det er især dette sidste fænomen, som i store dele af Drøftelser optager ham.

Allerede i 1949 udkom en lille bog med uddrag fra Drøftelser af Carlo Sforza i dansk oversættelse i serien Udødelige tanker. Sforza tillod sig imidlertid den frihed at blande teksterne fra Fyrsten og Drøftelser. Sforza skrev desangående: ”I hvert fald tilråder vi, at den, som studerer Machiavelli, ganske simpelt anser ‘Fyrsten’ som en del af ‘Betragtninger’” (side 23). Det er naturligvis en ganske utilstedelig sammenblanding, som ikke yder to værks forskellige sigte retfærdighed. Når det så er sagt, så har Sforza ret i, at der i realiteten ikke er modsigelser mellem de to værker. Oversætteren Wolder har til gengæld valgt en mere seriøs tilgang til denne problematik, idet han har forsynet sin oversættelse med små diskrete henvisninger til fyrsteskriftet i Drøftelser på de steder, hvor han mener at have fundet overensstemmelser. Carlo Sforzas største fortjeneste er, at han har udgivet et uddrag af Machiavellis private korrespondance, som er så vigtigt for forståelsen af mennesket Machiavelli. Alene af den grund er den lille bog trods alt værd at læse. Wolder omtaler på intet tidspunkt Carlo Sforzas lille bog, enten fordi han ikke mener, at den er værd at nævne, eller fordi han måske slet ikke kender den.

Amerikanske politologer har traditionelt udvist stor interesse for Machiavellis værk om republikken. Ikke underligt, når man betænker USA’s egen baggrund som republik. Machiavellis tanker har således virket som inspiration for mange amerikanske politologer. Det har givet sig udslag i værker af eksempelvis J.G.A. Pocock, som skrev The Machiavellian Moment. Florentine Political Thought and the Atlantic Republican Tradition (1975) og politologerne Gisela Bock, Quentin Skinner & Maurizio Viroli, som i fælleskab har udgivet Machiavelli and Republicanism.[3]

I dag er amerikanerne sammen med koalitionspartnere i gang med ”nationbuilding” i lande som Afghanistan og Irak, og selv om det for nogen synes, som om, at amerikanerne ikke har nogen overordnet plan for indførelse af demokrati i de to stater, så er der mange lighedspunkter mellem Machiavellis anbefalinger i Drøftelser, og det, som amerikanerne foretager sig i de to lande. Man har indsat en stærk mand begge steder for at lede et overgangsregime, for som Niccolò fastslår: ”Man kan betragte det som en almindelig regel, at det sjældent eller aldrig sker, at en republik eller et kongedømme fra begyndelsen får en god orden, eller at de gamle ordener ændres fundamentalt, uden at det gøres af én mand” (side 75). Den irakiske interimspræsident Ghazi Mashal Ajil al-Yawer har hævdet, at han vil være brutal, som tidligere Saddam Hussein, men uden det magtmisbrug, som fulgte med denne. For, som Machiavelli hævder: ”Man skal nemlig dadle den, der bruger vold for at ødelægge, ikke den, der gør det for at opbygge.” (side 76). Endvidere ”Man må anse det for at være en uomstødelig sandhed, at en stat, som har levet under en fyrste og er blevet helt igennem fordærvet, aldrig af sig selv vil kunne genvinde friheden…” (side 97), hvilket ligeledes kunne have været møntet på den aktuelle situation i Irak.

Man kan reelt læse Machiavellis Drøftelser på tre planer. For det første som et værk, der beskriver Rom og dets historie, for det andet som en kommentar til Firenze og Italien på Machiavellis tid, og for det tredje som en analyse, der kan overføres på en nutidig situation som f.eks. situationen i Irak, hvor det forsøges at opbygge en ny stat, hvilket er hovedtemaet i Niccolòs værk.

Niccolò Machiavelli anfører i et brev til en ven om selve skriveprocessen, som han gennemgår, mens han skriver Fyrsten og Drøftelser, således: ”Når aftenen kommer, vender jeg hjem, og går op i mit studerekammer, på hvis tærskel jeg kaster de snavsede og støvede klæder, som jeg har båret hele dagen, og ifører mig en hofmands kongelige klæder, så at jeg sømmelig kan træde ind på oldtidens mænds enemærker. Dér er de, og byder mig hjertelig velkommen, og med dem deler jeg den føde, som tilhører mig alene, og som jeg er født og båren til. Dér hindrer ingen forlegenhed mig i at tale med dem og spørge om grundene til deres handlinger, og med deres høje kultur svarer de mig. I hele fire timer er jeg fri for alle ærgrelser, glemmer mine bekymringer, min fattigdom og endog min frygt for døden. Jeg går helt og holdent op i dem.

Og eftersom Dante siger, at der findes ingen viden uden erkendelse af det hørte, så jeg har mærket mig nogle af de ting, som jeg har lært i mine samtaler med dem, og har skrevet en afhandling, som jeg kalder ”De principatibus”. Heri fordyber jeg mig efter bedste evne i dette emne, idet jeg undersøger, hvad et fyrstedømme er, hvor mange slags der gives, hvordan de erhverves og bevares eller mistes”[4].

Her i landet er Machiavelli godt nok bekendt – mest for mesterværket Fyrsten – men ikke nær diskuteret i samme grad, som i udlandet.[5] Derfor findes også kun få af hans værker oversat til dansk; naturligvis er først og fremmest Fyrsten samt lystspillet Mandrágola, og nu foreligger Drøftelser af Titus Livius blandt disse få værker.

        Det er indiskutabelt, at Machiavelli filosofisk og temamæssigt havde og stadig har stor spændvidde. Machiavelli beskæftigede sig hovedsaligt med fyrsters, republikkers og krigens forhold. Men han skrev også i pagt med tiden skønlitteratur såsom digte og skuespil. Man kan sige, at han på mange måder var et ægte renæssancemenneske også i sin tilgang til livets nydelse. Eksempelvis skuespillet Mandrágola spilles stadig på teatrene rundt omkring i verden[6].

Man kunne måske have ønsket sig en paralleloversættelse med den italienske originaltekst på den ene halvdel af opslaget og den danske oversættelse på det andet. Dette er praktiseret i en række andre lande, og det ville have været af uvurderlig hjælp for den, der måtte ønske at studere Machiavellis anvendelse af f.eks. begreberne virtu og fortuna.

Machiavelli anses i videnskabelige kredse for at være grundlæggeren af den moderne politologi og militærvidenskab. Drøftelser er en klassiker i blandt mange andre store værker. Machiavelli har også adskillige gode råd til officeren, idet han anfører, at: “Det er ikke titlerne, der kaster glans over menneskene, men menneskene, der kaster glans over titlerne” (side 395) eller ”En hærfører kan under et slag ikke være alle steder, og har han ikke på forhånd sørget for overalt at have folk, der har hans ånd og også kender hans fremgangsmåde og metoder, så vil en sådan forsømmelse uundgåeligt føre til, at han lider nederlag” (side 379) – var der nogen, der sagde ”Auftragstaktik”? Jeg kan derfor kun gentage, hvad jeg skrev i anmeldelsen af Fyrsten i 1998, nemlig at enhver officer, som et led i sin almene uddannelse, burde have læst det korte fyrstespejl – og det kan jeg nu udvide til ligeledes at omfatte hovedværket Drøftelser, der nu endelig foreligger fuldstændigt på dansk – som et led i deres egen dannelse og forståelse for moderne politologisk tænkning.

Fritz Wolder har med denne oversættelse inklusive kommentarer sat en smuk ramme om oversættelsen af Machiavellis hovedværk. Værket vil få en hædersplads på min reol med henblik på mange års fremtidig anvendelse. Et hjertesuk er dog, at en bog som denne, der forventeligt skal holde til megen fremtidig brug burde være indbundet bedre. Til min store irritation har mit eksemplar allerede begyndende æselører fra transport i tasker og af almindelig brug. Desværre har forlaget valgt at lade bogen indbinde i ”blød” paperbackagtig indbinding, som ikke er særligt slidstærk.

Til slut skal det anføres, at et godt varsel for en tiltrængt renæssance af Machiavellis tanker i Danmark kan aflæses af, at Stabskursus II ved Forsvarsakademiet igen har taget Niccolò på læseplanen.

        Jeg må afslutningsvis udtrykke det håb, at oversætteren Fritz Wolder får mulighed for at fortsætte det gode arbejde med en udgivelse af den bebudede oversættelse af Machiavellis Krigskunsten, som naturligvis vil have stor interesse for alle, der studerer krigen og dens natur.

[1] Fyrsten blev anmeldt i MT 1998, nr. 3.

[2] J.R. Hale 1983, side 381.

[3] Sidstnævnte værk blev anmeldt i MT 1993, nr. 6.

[4] Carlo Sforza, Machiavelli. København 1949, side 150-151.

[5] En forfriskende undtagelse er dog eksempelvis Per stig Møllers bog Magt og afmagt. Anmeldt i MT 2000, nr. 2.

[6] Niccolò Machiavelli, Mandrágola (Alrune). København, 1965.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.3_2005.pdf

Del: