The New Counterinsurgency Era. Transforming the U. S. Military for Modern Wars

Anmeldt af Brigadegeneral Michael Clemmesen 

David H. Ucko. Udgivet af Georgetown University Press, Washington (DC) 2009. 258 sider. Pris: 15,47£ ved Amazon UK.

Foto: Saxo.com

Den skal dog først og fremmest henlede opmærksomheden på en kort og klar beskrivelse og analyse af problemer i det amerikanske militær. Det er forhold, som har haft og vil få en central betydning for vort land og dets militære enheders vilkår, uanset hvordan vi vælger at forholde os.

Bogen ligger i forlængelse af Douglas Blaufarb: ”The Counterinsurgency Era” fra 1977, der analyserede udvikling i 1960’erne, og Richard Downie: ”Learning from Conflict. The U.S. Military in Vietnam, El Salvador, and the Drug War.” fra 1998, der gennemarbejdede værnenes håndtering af udfordringerne fra ”lavintensive konflikter (LIC)” i 1970’erne og 1980’erne.

 
Ucko påviser overbevisende, hvordan de amerikanske væbnede styrker har haft meget, meget vanskeligt ved at fastholde, hvad de har lært, når virkelighedens krav har anbragt dem i oprørskrige og stabiliseringsoperationer. Det organisationskulturelle fokus på de omfattende mellemstatslige krige, som værnene bevidst eller underbevidst fastholder er deres altafgørende opgave, gør, at det hårdt lærte udstødes som et fremmedelement af legemet. Selv midt i en krævende indsats som den nuværende i Afghanistan og den næsten afbrudte i Irak fastholdes og udvikles primært strukturer, som er ret irrelevante i en sandsynlig fremtid.
 
Bogens centrale analyse starter i 2001, hvor man som ofte tidligere havde anbragt stabilitetsoperationer og oprørsbekæmpelse i en ”kasse” med andre mindre væsentlige ting, som på det tidspunkt benævntes ”MOOTW: Military Operations Other Than War”. Værnene skulle perfektionere, hvad man lærte i 1991 i Golfen, og overlegent, ”smart” og lynhurtigt prøve at vinde konventionelle krige gennem kombinationen af et overlegent efterretningsbillede, netværkskoordination af al indsats og præcis anvendelse af ildkraft. Det var den agenda, som Donald Rumsfeld uden anfægtelser forfulgte i al sin tid som forsvarsminister. Indsats i oprørsbekæmpelse skulle klares ved rådgivning af specialstyrker, der i øvrigt ikke blev bibragt forståelsen af, at dette var en central opgave. Andre krige både skulle og kunne fravælges. Indsatsen i Afghanistan i 2002 fulgte denne model og syntes umiddelbart at bekræfte den. Bevægelsen mod teknologisk baseret ”RMA, Revolution in Military Affairs” fortsatte uanfægtet.
 
Den bratte opvågning kom i 2004 i Irak, hvor man blev udsat for et oprør, der på grund af manglende professionel forudseenhed og forberedelse hurtigt kom ud af kontrol. Enkelte chefer viste evnen til at tilpasse deres indsats, og der begyndtes på trods af de højere chefers manglende forståelse og støtte etableringen af et modnetværk. Det omfattede officerer, der udarbejdede fremgangsmåder, der skulle kunne bidrage til at bringe situationen under kontrol.
 
Dette arbejde tog fart i 2005, drevet og ledet af generalerne Petraeus fra hæren og Mattis fra marinekorpset. At forståelsen og støtten kun var begrænset i Pentagon blev klart i 2006, da forsvarsledelsen fremlagde den næste fireårsplan for de væbnede styrkers udvikling. Nok skulle man sikre støtte til stabilisering og oprørsbekæmpelse, men den egentlige indsats måtte være nogle andres – civile myndigheders – ansvar, dette på trods af, at disse myndigheder hverken bevillingsmæssigt eller organisatorisk blev gjort egnede til at løse opgaven.
 
Det teoretiske gennembrud kom i december 2006 med hærens og marinekorpsets fælles offentliggørelse af reglementet ”Counterinsurgency” i måneden efter, at Rumsfeld var blevet afløst af Robert Gates som forsvarsminister.
 
I begyndelsen af 2007 sikrede præsident Bush’s satsning på alt, der måske kunne stabilisere situationen i Irak, at general Petraeus fik en mulighed for at demonstrere holdbarheden af sine teorier. Ud fra samme teorier var opgaven imidlertid umulig, og generalen havde hverken støtte i Pentagon eller hos sine forgængere i Irak. At indsatsen af de nu væsentligt forstærkede amerikanske styrker i landet alligevel hurtigt opnåede en meget synlig reduktion af voldsniveauet i landet, skyldtes delvis andre forhold, hvor der allerede var en bedring undervejs. Resultaterne overbeviste den hidtil skeptiske, nye forsvarsminister Gates, der derefter satsede og satser på Petraeus og hans meningsfælle McCrystal.
 
Den gamle vismand for vor profession, Michael Howard, observerede i IISS Survival-artiklen “A Long War” i 2006, (som citeret af Ucka), at: “The military may protest that this is not the kind of war that they joined up to fight, and taxpayers that they see little in return for their money. But … this is the only war we are likely to get: it is also the only kind of peace. So let us have no illusions about it.” 
 
Men som Ucka overbevisende argumenterer, er modstanden i de amerikanske værns ledelser stadig markant og effektiv, og som vi ved, mener mange herhjemme, at det i hvert fald ikke er deres bord, og hvis nogen påstår, at det er, bliver man nødt til at melde sig ind i en forening, der mener noget andet, det vil sige én, hvor hovederne holdes i busken.
 

Del: