Network Centric Warfare (NCW) i et Command and Control (C2) perspektiv

NCW er som begreb over os og uden tvivl på vej ind i dansk forsvar, men er de operative førere klar til at tage bolden op? Jeg har endnu ikke set tegn derpå. Læs denne artikel og få mit syn på begrebet NCW samt et antal spørgsmål, som de operative førere må tage stilling til.

NCW eller NetværksBaseret Forsvar (NBF). Kært barn har mange navne. Mange har en menig om begrebet, men min opfattelse er, at der primært fokuseres på teknik (kapaciteter) og ikke på, HVAD det egentligt drejer sig om, nemlig: Hvem skal udveksle informationer om hvad med hvem? Dette kan omsættes til: Hvad og hvordan vil vi gøre i fremtiden? Hvordan vil vi anvende teknologien?

Foto: Forsvaret.dk

Vi må ikke ensidigt fokusere på teknologien, men fortsat holde fast i opgaveløsningen og lade teknikken være et værktøj til at løse opgaven bedre eller på et højere niveau.

Jeg savner, at væsentlige spørgsmål stilles eller måske snarere, at problematikken omkring NCW behandles ud fra alle dens aspekter, ikke kun ud fra teknologiens muligheder, men ud fra hvordan vi ønsker at anvende den. Her skal der operative folk på banen.

Det siges i forbindelse med NCW bl.a., at nu er det lige meget hvor ilden kommer fra, en vilkårlig observatør kan kalde på ildstøtte ind i et netværk, og så er det lige meget, hvem der skyder. Det er meget vel korrekt, men den gamle artilleridisciplin og – begreb ildledelse, hvor operationsofficeren (OO) tog og vel stadig tager stilling til, hvilket mål der skal bekæmpes hvornår, med hvor meget og af hvem, er efter min mening evig gyldige spørgsmål. Jeg tager her ikke stilling til den niveaumæssige placering af ”den bestemmende” OO, idet sådanne beslutninger principielt skal tages på alle niveauer.

Forudsætningerne for OO’s beslutningsproces er en voldsom data- og informationsmængde, som skal være til stede på det niveau/sted/ved den funktion, som er tildelt den beslutningsmæssige kompetence. Hvis vi ønsker, at systemet skal træffe beslutninger eller give forslag dertil, såkaldt beslutningsstøtte, så skal (data-) behandlingsreglerne være defineret. Dette betyder, at det direktiv, som den gammelkendte OO arbejdede ud fra, skal omsættes til parametre og regler, som et EDB-baseret system kan arbejde på. Systemet følger direktivet 100 % uden skelen til, om situationen har ændret sig en smule. Det skal derfor tilstræbes, at systemet er fuldt opdateret på situation mm., det være sig ved, at data automatisk ”fanges” og indlæses eller indtastes af en operatør.

Spørgsmålet er ikke hvad vi kan med NCW? Men hvad vi vil med NCW?

Herudover bør der tages stilling til følgende og mange flere spørgsmål, som vil dukke op hen ad vejen:

·         Hvem skal have lov til fx at melde ind i systemet?

·         Hvem skal have adgang til hvilke informationer i systemet?

·         Hvem skal have lov til at påkalde ild i (via) systemet?

·         Hvordan (og evt. af hvem) skal meldinger opbygges til efterretninger, hvilket i systemer svarer til, hvordan data omsættes til informationer.

·         Hvordan håndteres og prioriteres fx behov for ildstøtte til fordel for en given enhed, d.v.s. skudordre fra de forskellige niveauer?

Årsagen til disse spørgsmål kan belyses ved følgende eksempel. Geværskytte 3 kan se et mål, som han ønsker at beskyde, det være sig med hans eget gevær eller måske ved at påkalde ild fra en slagkrydser; i Danmark erstattet af et mindre skib. Men hvad vi vil tillade ham at gøre i hvilke situationer, skal afklares, som vi altid har gjort det. Tidligere var afgrænsningen lettere, fordi den langt hen ad vejen var givet af teknologiens begrænsninger. Så let er det ikke i fremtiden. Den kompetence, som vi vil tillægge en given deltager i systemet er svær at fastlægge (definere) på forhånd, men det skal den, for at teknologiens og dermed systemets mulighed for at understøtte beslutningsprocessen kan nyttiggøres.

Forsvaret i Danmark, også hvis udvidet til at omfatte vore allierede, kan opfattes som et system: Et forsvarssystem vist ved nedenstående model. Systemet består i princippet af ”data indsamling” (observationsmidler) og ”virkemidler” (effektleverandører) samt beslutningstager. Sidstnævnte er både ”indsætter” og bruger af midlerne, som i modellen er repræsenteret ved et antal delsystemer vist som cirkler. Chefer for disse delsystemer (enheder) er alene operatører af disse elementer, ikke brugere. Brugeren vist som ”Beslutningstager” er bruger af informationer leveret af observationsmidler samt effekt leveret af enheder med våben og er i princippet en og samme person. Pilene i modellen repræsenterer data- og informationsstrømme, som styres under anvendelse af kommando- og støtteforhold (Command and Control). Virkningen er ekstern til systemet og ”opsamles” af de indsatte observationsmidler. Denne informationsstrøm er således ikke styret af C2, men af midlernes indsættelse og kapacitet til at ”se”.

Dette er vist i nedenstående model, der er uden niveau, og dermed i tilrettet form anvendelig på alle organisatoriske niveauer. Modellen forklares i større detaljeringsgrad nedenfor.

Den viste model med overskriften ”System-relationer” er en grov model af et ”Forsvarssystem”, som jeg kreerede tilbage i efteråret 1996 som sagsbehandler i Forsvarskommandoens Materielstab. Modellen blev anvendt som illustration i forbindelse med behandling af GMK (grundlæggende militære krav) til et UAV-system (Unmanned Aeriel Vehicle), som udstyret med de rette sensorer kan indhente store datamængder. Disse omsættes internt i UAV-systemet til informationer, som sendes til brugeren af informationerne, som på det tidspunkter var efterretningsofficeren ved divisionen. Jeg mener, at modellen kan anvendes generisk, idet den er ”niveauløs” forstået på den måde, at der i modellen ikke tages stilling til HVOR en beslutning skal tages, men alene, at den skal tages. Øvrige viste eksempler på delsystemer til dataindsamling er: AGS (Alliance Ground Surveillance), OPK (Opklaring, som kan være mange forskellige systemer), OBS/PTR (Observatører og patruljer) og ARTPJRAD (Artilleripejleradar). Hvor beslutningen skal tages fastsættes ved C2 –kommando- og kontrolforanstaltninger, som fastlægger beføjelser og kommandoveje. C2 anvendes både ved indsættelse af observationsmidler og effektleverandører. Selv om det ikke fremgår af modellen, skal der naturligvis være mulighed for at koble delelementer direkte sammen. For at modellen kan virke optimalt forudsættes rådighed over højt udviklet teknologi til især databehandling og kommunikation.

NCW giver en signalmæssig mulighed svarende til, at alle i det gamle miljø var på samme radionet (-frekvens), og at alle kunne række alle uden det gamle systems begrænsning i form af, at der kun kunne sendes ét signal ad gangen. Under NCW vil alle kunne sende samtidigt og alle modtage et utal af signaler, men operatøren ved skærmen, det være sig signalmanden eller føreren på højt niveau, kan fortsat kun kapere at behandle en begrænset mængde data/informationer inden for en given tid!  Computere er gode til at holde styr på og behandle store datamængder, men føring, hvor der ikke er tale om rene rutinebeslutninger, bør efter min mening fortsat langt hen ad vejen være baseret på en menneskelig beslutning.

NCW giver teknologisk kapacitet til, at alle har adgang til alle informationer og til at trække på ild, men vil vi acceptere det? Det vil vi næppe. Så der er fortsat behov for at fastsætte kompetencer og kommandoveje, herunder at tilsikre, at relevant information tilgår dem, som har behov for og skal bruge den, samtidig med, at de og øvrige i systemet ikke belastes med unødige meldinger (data).

Det er om NATO’s kommende store system, Air Command and Control System (ACCS), sagt, at det vil give mulighed for, at man i Grækenland kan følge situationen i detaljer i luftrummet over Nordnorge. Udmærket og imponerende, men det synes at være mindre interessant, for det er der næppe behov for!

I FOFT’s rapport M-17/2003 anføres bl.a.: “.. idet NCW-konceptet kræver, at kompeten­cen til at tage beslutninger selv af vidtrækkende karakter normalt delegeres langt ud i netværket.” Her tages der hul på C2-delen af NCW frem for alene at behandle de tekniske muligheder for, at alle får adgang til en meget stor data- og informationsmængde. De teknologiske muligheder for kommunikation, både hvad angår, hvem der kan tale sammen med hvem og de mængder af informationer, som kan formidles over store afstande og på kort tid, skal nogen forholde sig til. Det bør være de operative førere, der som brugere af og beslutningstagere i systemet, tænker frem og tidligt i udviklingsprocessen tager beslutninger. Mange med adgang til systemet bliver alene operatører. Nogle skal med deres delsystem stille informationer til rådighed, og andre skal overvåge informationsstrømmen med henblik på at trække det væsentlige ud til beslutningstagerne. Jeg forudsætter, at vi ikke forlader os på egen ev­ne til at stille direktiver så klare, fremsynede og entydige, at de omsat til behandlingsregler i EDB-systemer, kan danne grundlag for elektronisk behandling af data, der automatisk lader varsler og/eller beslutninger “poppe” op på skærmen uden en vis menneskelig kontrol. Faren ved det nye er, at førere bindes til skærmen frem for, som i det gammelkendte “analoge” system, hvor situationen kunne følges ved at lytte til et antal radionet i baggrunden samtidig med, at ter­ræn og kort studeres samt overvejelser gøres, og notater skrives på en lap papir. Føreren bliver nødvendigvis en hybrid mellem operatør og bruger, så derfor må og skal han engagere sig meget tidligt i udviklingsprocessen, så han er med til at udvikle og beslutte procedurer, behandlingsregler for data og hvordan brugergrænsefladen i systemet skal se ud.

Mit bud på, hvad NCW er, er som følger:

NCW = C2 + COM + nye procedurer,

hvor grundlaget for beslutninger fortsat bl.a. er kendskab til situationen, både egen, naboens og modstanderens, samt opgaven.

Man kan være enig eller uenig og fastsætte andet, men forudsætningen for at bearbejde begrebet korrekt er en fælles opfattelse af HVAD det er og HVAD det drejer sig om, frem for en behandling af detaljerne.

C2 er en gammelkendt funktion, som principielt alene fastsætter, hvem der har ansvar for hvad og kompetence til hvad. Det ene C i C2 står som bekendt for Control, men ikke kontrol som i dansk sprogbrug. Der er alene tale om kommando på ”et lavere niveau”. Kontrol opnås først, når systemet automatisk giver tilbagemelding om aktiviteter og resultater som følge af de udstukne ordre og direktiver. Altså tilbagemeldinger uafhængigt af rapporter fra dem, som har fået ordren. Dette område behandles ikke her, da artiklen så ville blive for omfangsrig.

COM (kommunikation) er også en gammelkendt funktion, som alene går ud på at formidle informationer, det være sig i form af ordre eller meldinger. I dag løses COM mere effektivt elektronisk end den gjorde i gamle dage med mundtlige eller skrevne informationer (ordre og meldinger), som var langsommelige at overbringe over større afstande. Brug af røgsignaler, signalflag eller blink med lys kan i beskedent omfang øge COM-afstandene.

Procedurerne skal fortsat håndtere samspillet mellem de to andre funktioner, hvor jeg ikke ser den store ændring i behovet for at udføre C2, som jeg udlægger denne funktion. Men dagens og morgenda­gens teknologiske muligheder på COM-fronten kræver, at der ses nøje på procedurerne, hvilket fortsat bør være et operativt og ikke et teknisk ansvar. Med ansvaret følger nødvendig involvering i opgavens løsning.

Teknologien er der, men inden vi anskaffer den, bør procedurer langt hen ad vejen være på plads, så uddannelsen af personellet kan gå i gang på de rette konditioner frem for, at der gennemføres en anskaffelse af hard- og software, som ikke kan understøtte det, vi gerne vil. De procedurer, som vi ønsker at anvende i vores opgaveløsning, dikterer i høj grad de valg, som skal tages på tekniksiden.

Det kendte samspil mellem doktrin, teknologi og organisation, hvor det ene påvirker det andet og omvendt, er fortsat gældende. Problemer er, at anvendes denne model på et system, hvor kun et element ad gangen ændres, vil systemet være i ubalance.

Derfor bør der, når først det er besluttet at gennemføre en anskaffelse af et nyt system, op til og under implementeringen arbejdes parallelt på de tre elementer, som et system består af, nemlig: Procedure, materiel, som i dag består af både isenkram og programmel (H/W og S/W) samt personel med en given uddannelse.

Dette er vist i nedenstående model, hvor jeg har sidestillet doktrin, teknologi og organisation med hhv. procedure, materiel (H/W og S/W) og personel med uddannelse.

Systemet virker alene og kun, når alle tre elementer virker!

Nu er et antal spørgsmål stillet og problematikker rejst, så nu udestår det sure arbejde, som det ikke kan gå stærkt nok med at tage fat på, så svarene formuleres. Det må ikke overlades til en "tilfældig” EDB-nørd (i sidste instans en programmør) at tage stilling. Og stilling skal der tages, og det må og skal være beslutningstagerne (de operative førere), som gør det ”up front” ud fra det faktum, at udgifter til at foretage rettelser i EDB-baserede systemer stiger eksponentielt med tiden, d.v.s. systemets udviklingsstade.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.2_2004.pdf

 

Litteraturliste

Del: