Nazisabotørerne – angrebet på Amerika

Anmeldt af Poul Grooss

”Nazisabotørerne – angrebet på Amerika” af Michael Dobbs. Udgivet af Informations Forlag den 18. maj 2011. 364 sider illustreret. Pris kr. 349.

Foto: Saxo.com

Forfatteren er reporter for Washington Post og blandt andet forfatter til en bog om Cuba-krisen fra samme forlag. Bogen er interessant og breder sig faktisk over en lang række specielle emner med relation til Den anden Verdenskrig. Hovedhistorien er en beslutning i det tyske Abwehr under admiral Canaris om at sende tyske sabotører til USA for at sabotere den amerikanske krigsindustri, som i 1942 er begyndt at true de tyske operationer. Hvem er nærliggende at bruge? Det skal være folk, som kan vise sig i det amerikanske samfund uden at vække opsigt. Øjnene falder på de store grupper af tyske emigranter, specielt omkring Chicago, hvoraf mange er organiseret i ”Bund”, som er en nazi-venlig organisation. Nogle af medlemmerne er vendt tilbage for at tjene ”Führer und Vaterland”.

Valget som leder til at udpege velegnede emner og tillige til at stå for uddannelsen er en ren katastrofe. En ubegavet, brovtende tysk-amerikaner, som finder frem til en broget skare af lige så uduelige tysk-amerikanere, og det i sig selv er ganske underholdende læsning. De bliver samlet på en gård uden for Berlin, hvor de lærer om sprængningsteknik, kodemeddelelser og andre nyttige ting.

Næste fase er at få dem til USA. En meget modvillig admiral Dönitz finder to ubåde, som under afbræk fra deres operationer i Nordatlanten kan sætte grupper af i henholdsvis New York og i Florida. Skildringen af ubådsoverfarten for de 8 agenter er spændende læsning. En af ubådsgasterne får blindtarmsbetændelse, og det er måske ikke det smarteste sted at blive syg. Den ene agentlandsætning går glat, men under den anden landsætning er ubåden ved at blive opdaget. Ubåden går på grund og kan ikke selv komme fri. Det lykkes dog for ubådschefen at bringe ubåden flot i løbet af natten efter skiftet fra ebbe mod flod. Inde på land kan man se ubåden, høre den og lugte dieselolien.

De håbløse agenter har levet under den tiltagende nød i Tyskland, og de er meget, meget glade for deres kontantbeholdning på $180.000, som de begynder at bruge løs af. Ikke alle bogens hændelser skal røbes her, men de 8 agenter bliver alle pågrebet af FBI. For FBI-chefen, J. Edgar Hoover, er det en gunstig lejlighed til at promovere sig selv og FBI – især på bekostning af de øvrige organisationer, som US Coast Guard, US Navy og US Army, som alle er involverede.

Næste tema i bogen er det juridiske, som forfatteren har gjort meget ud af. Hele sagen er jo på ”præsidentniveau”, og problemerne er, kort beskrevet, at præsidenten jo i en krigssituation kan stramme ”retfærdighedsbegrebet”. To sager fra henholdsvis Den amerikanske Borgerkrig og Den amerikanske Uafhængighedskrig kommer til at spille en rolle. Er USA i en sådan situation, at de civile retsmyndigheder ikke kan fungere? Hvis det er tilfældet, så kan præsidenten indføre militære retter. (Der trækkes så i øvrigt paralleller til 11. september 2001). I USA var man i 1942 interesseret i presseomtale af sagen mod agenterne, for den kunne bringe befolkningen ”op på mærkerne” i relation til faren fra spioner og agenter. I Storbritannien havde man den modsatte holdning. På grund af censur var der kun særdeles begrænset omtale af sager, hvor fremmede agenter blev hængt. Detaljer måtte vente på offentliggørelse til efter krigen. De tyske agenter var gået i land iført tyske uniformer. Var de militært personel? Det fik betydning for amerikanske agenter ”i civil” bag de tyske linier senere i krigen. I den aktuelle sag i USA blev det prøvet ved højesteret, om den militære domstol arbejdede på et legalt grundlag. Inden da havde præsidenten truffet sin afgørelse om henrettelsen af dem. Bogen har nogle fine juridiske nuancer.

I afslutningen takker forfatteren Timothy Mulligan ”for at have hjulpet mig til at forstå en tysk ubåds funktions- og operationsmåder”. Denne viden er ikke blevet viderebragt til oversætteren, som i kapitlet om ubådsoverfarten boltrer sig i fejloversættelser, misforståelser, selvopfundne udtryk og unødigt komplicerede forklaringer. At ”dybdebomber” omtales som ”dybvandsbomber” er normalt. Her er de blevet til noget endnu mere eksotisk, nemlig ”dybhavsbomber”. RAF kastede bundminer, men det er her blevet til ”flydeminer”. Ubådens ”udkig” omtales som ”spejder”. Når ubådschefen i den engelske udgave råber ”All hands forward” for at få besætningen ud i forskibet, så står der i den danske udgave: ”Alle hænder frem”! Torpedoerne ligger åbenbart på ”kimingen”. For en sømand er ”kimingen” polulært sagt grænsen for, hvor langt han kan se (ofte fejlagtigt omtalt som horisonten). I stedet for at skrive at man kan pejle et radiosignal fra en ubåd, skriver han lidt mere omstændeligt, at ”ved at indtegne kilden til signalerne fra adskillige punkter langs kysten var monitorerne i stand til at bestemme ubådens position…” Endelig er det lykkedes for forfatteren eller oversætteren at blande søslagene i Coral Sea og ved Midway sammen. Det var ikke hangarskibsbaserede fly fra Coral Sea, som sænkede fire japanske hangarskibe ved Midway. Der er et halvt Stillehav imellem.

Under den militære retssag får oversætteren Washingtons chef for militærpolitiet, som er brigadegeneral, til også at være ”generalmarskal”, som formentlig dækker over hans politimyndighed. I noterne fremstår en efterretningsrapport som en ”intelligensrapport”. En ”Captain” (US Navy) (på dansk ”kommandør”) oversættes til kaptajn, og det er jo ganske almindeligt, og det sker også her. Den katastrofale oversættelse skæmmer en ellers ganske udmærket og læseværdig bog, som omhandler en relativ ukendt, men betydningsfuld hændelse under Den anden Verdenskrig.

Bogen er forsynet med omfattende noter, forkortelsesliste og bibliografi.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.2_2011.pdf

Del:

Emneord