NATOs Videnskabsprogram og Centralasien

Foto: Forsvaret.dk

NATOs videnskabsprogram

NATO kan siges at have tre dimensioner, den militære, som naturligvis er den mest fremtrædende i offentligheden, den politiske og, hvad der er langt mindre kendt, den videnskabelige og sam­fundsmæssige i form af Videnskabskomiteen og Committee on the Challenges of Modern Society (CCMS). Denne artikel handler om Videnskabskomiteen og især dennes projekter i Centralasien.

Videnskabskomiteen er sammensat af 1 medlem fra hvert NATO-land og står for de overordnede retningslinier for videnskabsprogrammet, som spænder meget bredt vi­denskabeligt, og som involverer de 19 NATO-lande, 25 Euro-Asiatiske partnerlande (Østeuropæiske lande og de tidligere sovjetrepublikker) samt 6 Middelhavsdialoglande (Nordafrikanske lande og Israel). Rusland er som forventeligt største samarbejdspartner og bevillingsmodtager og er nu delvis medlem af Videnskabskomiteen under ordningen 19+1. Komiteen er direkte underordnet NATO-Rådet, som står for den politiske styring af hele NATO. Videnskabskomiteen er assisteret af en række rådgivningspaneler i udmøntningen af programmet, især behandling af ansøg­ninger. Sekretariatsarbejdet udføres af NATOs afdeling for videnskabelige og miljø­mæssige anliggender under ledelse af Videnskabskomiteens formand, franskmanden Jean Fournet.

Videnskabsprogrammet består af følgende 4 sub-programmer.

·         Stipendier til yngre forskere. Fx i år 2001 blev givet ca. 1100 stipendier årligt, heraf ca. 600 til forskere fra 25 partnerlande til ophold i NATO-lande.

·         Videnskabeligt og tekniske samarbejde. Her er virkemidlerne afholdelse af viden­skabelige møder og ekspertbesøg, og der dækkes 4 videnskabelige hovedområder: Fysik og ingeniørvidenskab, lægevidenskab og biologi, miljøviden­skab og geofysik, og endelig civil, sikkerhedsrelateret videnskab. I dette sub-program blev der givet næsten 400 bevillinger i 2001.

·         Støtte til forskningsinfrastruktur og organisering af forskning. Formålet er her at støtte partnerlande i opbygning og strukturering af deres forskning. Der gives prioritet til de fjerneste partnerlande og til dem, som er dårligst teknologisk udrustet. Der støt­tes 2 områder. For det første computernetværk, hvor der gives støtte til netværkskon­sulenter, udstyr til tilslutning til Internettet og til workshops. Der blev i alt givet 8 bevillinger til netværksudstyr i 2001. For det andet videnskabs- og teknologipolitik med tilhørende organisation, hvor der støttes ophold af kommende forskningsadministratorer fra partnerlande i NATO-lande samt afholdelse af diskussionsfora.

·         Videnskab for fred til styrkelse af industriel forskning og udvikling. Dette sub-pro­gram blev oprettet i 1997 for at støtte partnerlandene i deres bestræbelser på at etablere en markedsorienteret og miljømæssigt bæredygtig økonomi. Der støttes teknisk-videnskabelige samarbejdsprojekter mellem virksomhe­der og videnskabelige institutter og universiteter i partnerlandene. Sub-programmet har modtaget et næsten overvældende antal ansøg­ninger, hvoraf desværre kun en lille del kan imødekommes pga. budgetmæssige begrænsninger.

Omkring 10.000 forskere deltager i videnskabsprogrammet hvert år. Der fo­kuseres gerne på yngre forskere, som ofte viser sig at blive morgendagens ledere. Ikke mindst i de tidligere sovjetrepublikker har det vist sig, at mange højtstående politiske ledere og administratorer har en teknisk-naturvidenskabelig baggrund.

Der støttes primært udveksling af videnskabelig viden, mens støtte til videnskabeligt ud­styr er begrænset til sub-programmet videnskab for fred og området computernetværk. Lønninger rækker midlerne ikke til (bortset fra stipendieprogrammet).

Videnskabsprogrammets budget

NATOs budget i år 2002 er af størrelsesordenen 12 milliarder kr., hvoraf det militære budget udgør 91% og det civile 9%. Videnskabsprogrammet udgør blot 1,4% af NATOs budget, dvs. 170 millioner kr. - altså et meget begrænset beløb set i forhold til formålets omfang. Det er altså nødvendigt, at Videnskabskomiteen afgrænser sine virkemidler og fokuserer sin indsats til områder, som er relevante for NATOs over­ordnede formål, nemlig at bevare eller skabe fred og stabilitet.

De Centralasiatiske landes deltagelse i videnskabsprogrammet

Videnskabskomiteens samarbejde med Centralasien går tilbage til 1993, men interessen for området rykkede højere op på NATOs dagsorden for nogle få år siden, da den militære indsats mod Taliban-regimet i Afghanistan skulle iværksættes. I det følgende gives en kort introduktion til antallet af aktiviteter og projekter, som Videnskabskomiteen har i gang i Centralasien. Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan er de 5 Centralasiatiske lande i Euro-Atlantic Partnership Council (EAPC). Forskere fra disse lande har mulighed for at deltage i aktiviteter støttet af videnskabsprogrammet, og således har i 2002 57 forskere fra disse lande modtaget bevillinger til videnskabeligt og tekniske samarbejde med kolleger i NATO-landene.

De Centralasiatiske lande er fjernt beliggende, er kulturelt beslægtede, har sproglige ligheder med tyrkisk og har på visse områder fælles problemer, som det er hensigtsmæssigt at samarbejde om, f.eks. jordskælvsfare, vandressourcer og miljøproblemer. Alt dette gør det nærliggende for NATO - trods landenes interessemodsætninger på visse områder - at tilskynde til regionalt samarbejde vha. sin bevillingspraksis, selv om individuelle bevillinger også er mulige.

Siden 1993 er omkring 170 bevillinger til samarbejdsprojekter blevet givet til de Centralasiatiske lande under videnskabsprogrammets 4 ovennævnte sub-programmer; hertil kommer 136 stipendier. Omfanget af deltagelse varierer meget fra land til land, som vist i nedenstående tabel.

Naturligvis afspejler tallene først og fremmest størrelsesforholdene mellem landene, men formodentligt også deres forskningsmæssige stade. 

Videnskabskomiteens besøg i Tasjkent og Samarkand

For at udbygge kontakten til Centralasien afholdt videnskabskomiteen sit møde den 12.–14. juni 2002 i Tasjkent, Usbekistan. Mødet blev kombineret med en videnskabelig konference, hvori deltog 150 forskere ikke blot fra Usbekistan, men også fra Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Turkmenistan for på denne måde at stimulere det regionale samarbejde. På konferencen blev præsenteret en række projekter, som Videnskabskomiteen støtter; der blev fokuseret på videnskab for fred projekter og på projektet Virtual Silk Highwave, som beskrives nedenfor. Diskussionen var særdeles livlig, næsten passioneret, især da det drejede sig om Aralsøens udtørring. 

Komiteen besøgte også en række videnskabelige institutter, og besøget i Usbekistan blev afsluttet med en konference på Universitetet i Samarkand, hvori deltog 250 fakultetsmedlemmer og studerende. Udvalgte forskningsprojekter ved Universitetet blev præsenteret og diskuteret.

Ved Physical-Technical Institute, Uzbek Academy of Sciences blev vist et projekt støttet af sub-programmet videnskab for fred om udvikling af en 3-kW motor baseret på en Sterling motor og et forbrændingskammer til naturgas. The Tashkent Agricultural Machines Factory havde erklæret sig villig til  at videreudvikle motoren i et pilotprojekt med henblik på produktion i stort styktal. Ved samme institut besigtigedes en satellitmodtager til Internet tilslutning, som NATO havde støttet indkøbet af som led i Virtual Silk Highway projektet.

Komiteen besøgte også Ulughbeg’s Astronomical Institute, også ved Uzbek Academy of Sciences. Her havde man modtaget en bevilling fra sub-programmet for videnskabeligt og teknisk samarbejde til et projekt med titlen Magnetic Accretion of Young Stars. Instituttet har arbejdet med solseismologi i de sidste 15 år; man samarbejdede med forskergrupper i Frankrig, USA, Spanien, Tyskland, Kasakhstan og Armenien om soloscillationer, akustisk topografi og solpletter.

I øvrigt går traditionen for astronomisk forskning i Usbekistan langt tilbage i historien. Herskeren Ulughbeg, Timur Lenks foretrukne sønnesøn, lod i Samarkand i 1420erne bygge et 30 m højt astronomisk observatorium med et stort, buet underjordisk skinnelegeme, som findes endnu, til at dreje den store og tunge kikkert. Mere end 200 stjerner blev opdaget, og man var i stand til at foretage nogle af dens tids mest nøjagtige observationer dokumenteret i protokoller, som senere blev tilgængelige i Europa. Desværre lod hans egen søn den naturligvidenskabeligt interesserede fyrste halshugge i 1449 efter tilskyndelse fra det fundamentalistiske præsteskab, som fandt det farligt for deres indflydelse, at han var mere orienteret mod videnskab end mod de klassiske religiøse skrifter.

Internettet som ny silkevej

Silkevejen mellem Kina, Persien og senere Europa går måske tilbage til omkring år 200 f. Kr. Den var faktisk ikke blot en vej, men et stort netværk af veje, som forløb gennem bl.a. Tasjkent og Samarkand. Silkevejen var den vigtigste handelsforbindelse mellem Kina og Europa, indtil den begyndte at miste sin betydning som følge af Djengis Khans og Timur Lenks hærgen i nogle af transitlandene, og da den senere blev overhalet af ny teknologi i form af handelsskibe, som kunne klare sejlturen til Kina. Ud over at være en handelsvej var silkevejen også et netværk for udveksling af information og kultur. Denne tradition kan siges at have fået en genopblomstring med projektet Virtual Silk Highway, som bringer globale Internetforbindelser til Centralasien og Kaukasus. Formålet er at øge informationsudvekslingen med Universiteter og højere læreanstalter. Internettet udgør i dag et af de vigtigste instrumenter, man kan tænke sig, for udveksling af viden og videnskabelige resultater. I et større perspektiv kan adgang til information på Internettet forhåbentligt bidrage til udviklingen af åbne samfund med demokratiske processer, bedre uddannelser og livskvalitet, og dermed til fred og stabilitet.

I Centralasien er det landene Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan, som det drejer sig om; i Kaukasus er det Armenien, Aserbajdsjan og Georgien. Disse lande ligger uden for internationale fiber-optiske forbindelser, som ellers har meget høj datakapacitet, hvorfor det er billigere og hurtigere at forbinde dem via satellit og jordstationer; men til gengæld bliver datakapaciteten langt lavere. Båndbredden, som er til rådighed for forsknings- og uddannelsessektoren, bliver fra 64 kbit/s til 384 kbit/s pr. land. Dette er meget beskedent, men dog et stort fremskridt i forhold til ingenting, og kapaciteten vil blive udbygget gradvist i takt med at finansieringen tilvejebringes.

Der anvendes EurasiaSat-1 satellitten; det centrale knudepunkt er placeret hos Deutsches Elektronen-Synchrotron i Hamburg. Udstyret her er forbundet til det tyske nationale forskningsnet og derfra videre til det europæiske forskningsnet. I hvert af de 8 ovennævnte lande installeres små jordstationer med en paraboldiameter på 2,4 m. Disse jordstationer forbindes så til de respektive landes nationale forsknings- og uddannelsesnetværk. Den første satellitforbindelse blev åbnet den 21. august 2002 mellem Hamburg og Tasjkent. Planen er herefter at oprette forbindelser til Georgien, Turkmenistan, Armenien, Kirgisistan, Kasakhstan, Tadsjikistan og Aserbajdsjan. En videoforbindelse mellem Bisjkek, hovedstaden i Kirgisistan, og Hamburg blev indviet af den kirgisiske præsident den 17. januar 2003.

Projektet støttes af Videnskabskomiteen via dets panel for computernetværk, og netværksleverandøren Cisco Systems Inc. har bidraget kraftigt med Internet rutere. Endvidere støttes projektet af EU, EurasiaSat, Soros Foundation i USA samt United Nations Development Program (UNDP). Det diskuteres nu i computernetværkspanelet at udvide netværket til Afghanistan.

Under Videnskabskomiteens besøg i Tasjkent, og for øvrigt også på mødet året før i Tbilisi, Georgien, gav modtagerlandene udtryk for stor taknemmelighed og begejstring for projektet. Det er helt klart, at det imødekommer et meget presserende behov.

Semipalatinsk polygonen – radioaktivt testområde for kernevåben

Videnskabskomiteen har 10 videnskab for fred projekter i gang i Centralasien. Et af disse omhandler det tidligere sovjetiske testområde for kernevåben nær Semipalatinsk i Kasakhstan. I dette område - Semipalatinsk polygonen - blev der foretaget 456 kernevåbenafprøvninger mellem 1949 og 1989. Ved Sovjetunionens sammenbrud og etableringen i 1991af de 5 centralasiatiske lande som uafhængige republikker blev testområdet forladt. Dette skete uden oprydning af den radioaktive forurening, hvilket for øvrigt også må være en kolossal opgave. Men i resten af tiåret blev der stort set heller ikke foretaget en overvågning af området trods den radioaktive forurening og den mulige fare for den lokale befolkning, flora og fauna. Nu forløber der så et videnskab for fred projekt, som har til formål at undersøge den radioaktive strålingssituation i Sarzhal-området i Semipalatinsk polygonen.

Efter lukningen af testområdet i 1991 var information om den radioaktive forurening klassificeret og kontrolleret af de militære myndigheder indtil 1993, da de første internationale eksperter fik tilladelse til at besøge området. Senere har regeringen i Kasakhstan søgt at fremme samarbejde mellem kasakhiske og internationale forskere og har bedt internationale organisationer om yderligere finansiel og teknisk hjælp. Endvidere har FN har opfordret det internationale samfund til at tilslutte sig arbejdet med at finde bærbare løsninger på de omfattende økologiske problemer.  

Projektet har til formål at afklare omfanget af den radioaktive forurening i et specielt udvalgt og stort set uudforsket område indenfor testområdet. Det udvalgte område er Tel’kem dalen, et steppeområde beliggende nordvest for landsbyen Sarzhal med 2000 indbyggere. Området blev valgt på grund af dets beliggenhed nær ved et vigtigt landbrugsområde og på grund af dets potentiale for fremtidig landbrugsudvikling. Undersøgelsesområdet er 600 km2 stort og ligger i vindretningen fra en større lokalitet, som blev brugt til afprøvninger af brintbomber på jordoverfladen og i atmosfæren, som modtager overfladevand fra bjerge, hvor der foregik 239 underjordiske prøvesprængninger, og som indeholder to søer, der er opstået ved kernevåben eksplosioner. Projektet forløber i samarbejde med National Nuclear Centre of Kazakstan, og der er flere ph.d. studerende involveret i projektet. Man søger at bestemme niveauet af den radioaktive forurening - især hvad angår plutonium - og dens indvirkning på den lokale befolkning og på ansatte, som har arbejdet i testområdet. Der samarbejdes endvidere med Middlesex University i England, og man er i kontakt med International Atomic Energy Agency (IAEA) i Wien. Projektet er et pilotforsøg, idet den metode, som man udvikler, vil blive anvendt i den øvrige del af Semipalatinsk testområdet.

NATOs Videnskabsprogram støtter tre andre projekter i Semipalatinsk området om den radioaktive forurening og dens følger, herunder genetiske.

Aralsøens udtørring og forurening

Et andet videnskab for fred projekt, som er undervejs i Centralasien, er styring af vandressourcer til genopretning af vådområder i Aralsø bassinet.

Usbekistan og Kasakhstan grænser op til Aralsøen. Disse lande er naturligvis meget bekymrede over forureningen og udtørringen af denne sø, som er erklæret økologisk katastrofeområde. Projektet er en del af de internationale bestræbelser for at afhjælpe de ulykkelige følger af udtørringen af søen, som har ramt det lokale landbrug meget hårdt. Projektet har til formål at udvikle en styring af vandressourcerne, som kan forbedre den økologiske situation i den sydlige del af Aralsøens kystområde. Planen er at genoprette og delvis skabe et system af vådområder og vandreservoirer i Amu Darjaflodens delta. Denne nye infrastruktur kombineret med genoprettelsen af skovområder vil beskytte deltaet mod yderligere ørkendannelse. Slutbrugere af projektets resultater er dels den Karakalpakiske Autonome Republik, som hører under Usbekistan, dels ministeriet for landbrug og vandressourcer i Usbekistan. Projektet bygger på tidligere erfaringer fra projekter udført af Ressource Analysis of Delft i Holland.

Projektet forløber i samarbejde med et andet videnskab for fred  projekt, som også vedrører Aralsøen, nemlig et projekt om bæredygtig udvikling af økologi, land og vand gennem oprettelsen af et geografisk informations system (GIS) og et center for telemåling i den Karakalpakiske Republik. Projektet har leveret udstyr og ekspertise til at oprette et moderne center for GIS og telemåling i Nukus; centret er nu fuldt operationelt. Centeret kan levere data for fysiske parametre om Aralsøen, fx overfladetemperatur, vandmængder og udledning af vand i søen.  Alle data lagres i en database, som også omfatter samfundsøkonomiske data såsom befolkningsstørrelse og –fordeling samt kommunikations- og transportnetværk. Centret udnyttes intensivt til uddannelse i GIS og telemåling af studerende fra Universitetet i den Karakalpakiske Republik. NATO-projekterne komplementerer andre projekter, som gennemføres af Verdensbanken og regeringen i Usbekistan. Det er nødvendigt med et omfattende internationalt samarbejde for at afhjælpe de store problemer, som er forbundet med Aralsøens ødelæggelse.

Videnskabsprogrammet støtter andre projekter om Aralsøen, fx genetiske effekter som følge af udsættelsen for pesticider og klimatiske ændringer i Aralområdet.

Hybrid sol-vind energiforsyning i ørken- og steppeområder

NATO har også støttet en workshop i Tasjkent den 22.-24. maj 2002 om hybrid sol-vind energiforsyning i øde områder. En oplagt anvendelsesmulighed i Centralasien er fx forsyning af elektrisk energi til forstærkerstationer, der indgår i telekommunikationsforbindelser, som krydser ørken- og steppeområder.

Udsivning af grundvand fra Issyk-Kulsøen i Kirgisistan

NATO har givet en bevilling til en undersøgelse af strømninger af grundvand i Issyk-Kulsøen i Kirgisistan. Denne sø ligger i en højde af 668 m og er den fjerde største saltvands sø i verden. Den er truet af forurening fra industri og ukontrolleret landbrug i området. Vandstanden er faldet mærkbart i løbet af de sidste årtier. Undersøgelsen skal give pålidelige data for hastigheden og årsagerne til udsivningen af grundvand fra søen.

Uløst matematisk problem

Det matematiske institut under videnskabsakademiet i Dusjanbe, hovedstaden i Tadsjikistan, har sammen med Det Frie Universitet i Berlin modtaget en bevilling til at samarbejde om et uløst matematisk problem, som er relevant mange steder i fysikken og ingeniørvidenskaberne. Bevillingen vil gøre det muligt for forskningsgruppen i Dusjanbe at udføre forskning, som det ellers ville have været meget vanskeligt at gennemføre på grund af manglende adgang til litteratur og kontakt med forskere i andre lande.

Turan-pladen og jordskælvsfare

Centralasien har gennem sin historie været hjemsøgt af jordskælv. Således ødelagde et meget kraftigt jordskælv i 1966 store dele af Tasjkent - hvorved i øvrigt en generalplan for byen blev fremskyndet således, at den i dag har et meget nyt og tiltalende præg med brede, lige gader og store pladser. Et samarbejde er undervejs, som skal undersøge aktive brud i Turan-jord­skor­pe­pla­den ved hjælp af telemålingssatellitter. Turan-pladen er stadig mangelfuldt udforsket, hvorfor projektet skal undersøge området, afdække aktive fejl og levere kort over jordskælvsfarer til brug for de lokale befolkninger. Projektet er et samarbejde mellem universiteter og videnskabelige institutter i London, Paris, Tasjkent og Asjkhabad, hovedstaden i Turkmenistan.

Videnskabsprogrammet fremmer internationalt samarbejde

Videnskabsprogrammet har en række særdeles positive træk. Det skaber forbindelse mel­lem forskere i NATO-lande på den ene side og partnerlande og Middelhavs dialog­lande på den anden side. Det giver forskere mulighed for at blive involveret i NATOs ar­bejde, og det skaber velvilje i alle lande, som er involveret, og bidrager dermed konstruktivt til NATOs omdømme. Endvidere hjælper programmet yngre forskere med at komme i forbindelse med forskere og ingeniører i ver­densklasse og fremmer dermed kvaliteten af forskningen gennem erfaringsudveksling og synergieffekter. Forskning og videnskab rettet mod fredelige formål har altid været et særdeles godt instrument til at fremme internationalt samarbejde, ikke mindst når det involverer unge forskere, som præges positivt for livet.

Programmet administreres som nævnt af afdelingen for videnskabelige og miljømæssige anliggender, og fremtrædende og erfarne forskere og forsknings­administratorer er medlemmer af panelerne og Videnskabskomiteen. Det videnskabelige samfund opfatter programmet som værende kompetent, fair, effektivt og stramt administreret, men alligevel åbent for forslag. Til gengæld er arbejdsbelastningen, der påhviler sekretariatet, meget betydelig, idet stabens størrelse er lille i forhold til opgavernes omfang.

Nedskæring i budgettet og bekæmpelse af terror

NATO-Rådet har i slutningen af 2002 som følge af NATOs pressede økonomi besluttet at nedskære videnskabsprogrammets budget med 20% og har desuden udtrykt ønske om, at programmet målrettes mere direkte mod NATOs overordnede formål. Derfor diskuterer Videnskabskomiteen for tiden, hvorledes programmet kan bidrage til bekæmpelse af terror og andre nye trusler mod sikkerhed og stabilitet. Således er det besluttet at indkalde ansøgninger, som er rettet mod følgende emner af speciel interesse. For det første forsvar mod terror: Detektion og sensorer. Fysisk beskyttelse. Nuklear, kemisk, biologisk og radioaktiv stråling. Afgiftning. Medicinske beskyttelsesforanstaltninger. Modvirkning af agro-terrorisme og computer-terrorisme. For det andet bekæmpelse af andre trusler mod sikkerhed og stabilitet: Miljømæssig sikkerhed. Sikring af vand og andre ressourcer. Forudsigelser og forhindring af katastrofer. Sikring af fødevarer. Informationssikkerhed. Alt dette betyder dog ikke, at andre ansøgninger af høj videnskabelig kvalitet ikke længere kan komme i betragtning.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.1_2003.pdf

 

Litteraturliste

Del: