NATO’s tredie dimension

Redaktør Niels Jørgen Haagerup analyserer her NATO’s sociale dimension, som præsident Nixon siden sin tiltræden har lagt så stor vægt på at få udviklet sideløbende med NATO-samarbejdets militære og politiske dimension.
Forfatteren peger på, at den egentlige betydning af denne tredie dimension ligger i den amerikanske interesse i at engagere de europæiske medlemmer af alliancen i et samarbejde om problemer, som USA selv er så stærkt optaget af.

Forureningsproblemer har fået politisk tække. De allersidste års rapporter om den skade, forureningen af vore omgivelser kan forvolde, er særdeles alarmerende. I betragtning af behovet for, at der gøres noget for at løse forureningsproblemerne, kan man kun hilse politikernes interesse velkommen.
Forureningsproblemer er fælles-problemer for alle industrialiserede lande. Derfor er behandlingen af vand- og luftforurening og af støjplagen også begyndt at blive taget op på internationalt plan. Blandt de internationale organisationer og institutioner, som må anses for egnet hertil, forekommer Atlantpagtorganisationen ikke umiddelbart at være. Alligevel er NATO også blevet inddraget på en bemærkelsesværdig måde i den stadig mere omfattende debat om forurening og om milieu- problemer i videre forstand. 
For få uger siden blev der nedsat en permanent komite med henblik på milieuproblemerne. Forsåvidt er det altså afgjort, at forureningen kommer NATO ved. Men hvad kan der egentlig gøres i NATO, som ikke allerede gøres andetsteds og som ikke kan udrettes mere effektivt i andre organisationer?
Atantpagten har en militær og en politisk rolle. Får den nu også en tredie role på det sociale felt, kan man tale om en såkaldt tredie dimension. Det er præsident Nixons udtryk. Men et økonomisk og teknisk samarbejde er der allerede taget til orde for i Atlantpagtens artikel 2, hvori det siges, at medlemmerne vil fremme almindelig stabilitet og velfærd, og at de vil søge at fjerne uoverensstemmelser i deres internationale økonomiske politik og tilskynde til indbyrdes økonomisk samarbejde. 
Gentagne forsøg på at aktivisere artikel 2-samarbejdet, som det er kaldt, er dog aldrig blevet kronet med større held. Årsagen hertil har ganske enkelt været, at motiveringen for Atlantpagtens oprettelse var sikkerhedspolitisk, og at motiveringen for dens fortsatte eksistens også i dag er sikkerhedspolitisk. Tillige har det voksende økonomiske samarbejde fundet sted både på tosidet basis og i andre internationale organisationer, herunder OECD. 
Dog har NATO til stadighed været rammen om et vist videnskabeligt samarbejde overvejende, men ikke udelukkende, i tilknytning til militære projekter. Det gælder således havforskning og meteorologi. Der er en særlig videnskabelig komite i NATO, og der er en videnskabelig rådgiver med rang af assisterende generalsekretær. Denne post indehaves for tiden af den norske professor Gunnar Randers. 
Der uddeles hvert år et vist antal videnskabs-stipendier i NATO, men nogen større udadvendt aktivitet er dog aldrig udfoldet fra alliancens side på det videnskabeligt-tekniske og økonomiske samarbejdes område. Alle anbefalinger fra NATO-parlamentarikernes videnskabs-komite i 1968 forblev således ganske ubesvaret fra NATO-rådet — et forhold man på den anden side ikke skal tilægge afgørende betydning. 
Parlamentarikerne, der hvert år mødes i den såkaldte atlantiske forsamling, udgør ikke nogen integreret del af NATO, og regeringerne kan efter behag ignorere parlamentarikernes mange resolutioner og forslag. Det vil således nok gælde den meget lidt kloge resolution, parlamentarikerne vedtog her i efteråret med en advarsel til u-landene om at nationalisere virksomheder i deres lande, som var tilvejebragt ved udenlandsk investering. Resolutionen blev iøvrigt vedtaget mod de danske og norske parlamentarikeres stemmer.
Når der nu er mere opmærksomhed i NATO omkring milieuproblemerne og herunder forureningsproblemerne, skyldes det præsident Nixon. Da han kort efter sin tiltræden besøgte Europa og kom til NATO’s hovedkvarter i Bruxelles i februar 1969, sagde han til det permanente NATO-råd, at alle måtte beskæftige sig med milieu-problemer, der er skabt af vor avancerede teknologi. Han henviste specielt til luft- og vandforurening og de stadig tættere bymæssige koncentrationer. 
Da Atlantpagtens udenrigsministre samledes i Washington på 20-års dagen for pagtens underskrivelse i april, foreslog præsidenten i sin tale til dem, at alliancen skulle påtage sig at udforske på hvilke måder de vestlige nationers erfaringer og ressourcer mest effektivt kunne forenes for at forbedre levevilkårene for deres befolkninger. Han tog til orde for, at der blev nedsat en permanent NATO-komite til behandling af, hvad han kaldte det moderne samfunds udfordringer, det vil sige især milieu- problemerne. 
Talen var udtryk for amerikanernes og den amerikanske regerings stærke optagethed af disse problemer. Den var også udtryk for et ønske om at forbedre det almindelige billede af NATO - NATO’s såkaldte image - ved at udvide allianceorganisationens arbejdsområder. Men det var endelig også et udtryk for den betydning, som USA tillægger Atant- pagten og det som kaldes det »atlantiske samfund«, at Nixon så stærkt appellerede til de andre medlemmer om at tage disse spørgsmål op og udveksle erfaringer og studier indbyrdes. Når det efter præsidentens ønske skal ske netop i Atlantpagten har det noget at gøre med den politiske gennemslagskraft, som NATO har overfor den amerikanske offentlighed og den amerikanske kongres. 
I NATOs permanente råd i Bruxelles har det amerikanske forslag gentagne gange været diskuteret i årets løb. Modtagelsen har været temmelig forbeholden fra adskillige om ikke alle de europæiske medlemslandes side. Det afspejledes allerede i communiqueet fra mødet i Washington i april, hvori det hed, at alliancemedlemmerne er på det rene med, at de har fælles milieuproblemer, og at de vil kunne bringe deres samfund velfærd og fremgang i fare, hvis de ikke søges løst. Men der henvistes samtidig anerkendende til det betydningsfulde arbejde, som allerede udførtes på disse felter i andre internationale organisationer. 
NATOs generalsekretær Manlio Brosio og professor Randers besøgte i sommer hver for sig en række europæiske hovedstæder for at sætte sig ind i de europæiske landes syn på Nixons forslag. Da de kom tilbage fandt de, at reaktionen var tilstrækkeligt positiv til at gå videre med arbejdet. Men som generalsekretær Brosio selv sagde i et foredrag i Rom i september, var det måske lige tidligt nok at begynde at tale om NATOs tredie dimension. 
Han præciserede, at alliancen har en militær dimension, som skal garantere sikkerheden. Den har en politisk dimension, som skal fremme solidariteten mellem medlemslandene og opretholdelsen af fred. Den kan også ifølge traktatens artikel 2 have en social dimension med henblik på at styrke det sociale mønster som det nødvendige grundlag for al militær og politisk styrke. 
Det kan blive en ny og vigtig opgave for alliancen, men vi står ved en tidlig begyndelse, og der kan ikke blive tale om en omdannelse af alliancen. Forsvar, politisk solidaritet og mulig afspænding forbliver alliancens fundamentale mål. Socialt samarbejde kan hjælpe men ikke erstatte dem, fastslog generalsekretæren.
Det var et vidnesbyrd om den amerikanske præsidents optagethed af ideen om NATOs tredie dimension, at hans særlige rådgiver i bymæssige spørgsmål Daniel Moynihan i september redegjorde for den amerikanske regerings synspunkter overfor NATO-rådet i Bruxelles. Måneden efter kom han igen til Europa for at tale til NATO-parlamentarikeme.

I denne tale brugte han så drastiske vendinger, som at menneskeheden måske kun havde 50 pet. chance for at overleve til 1980, hvis der ikke blev gjort energiske forsøg på at løse forureningsproblemerne. Han sagde videre, at menneskeheden nu havde levet i 25 år under truslen om en atomkrigskatastrofe. Men den var nu kun én af de former for ødelæggelser, vi kunne komme til at stå overfor. 
Det amerikanske synspunkt blev også udtrykt af den nye NATO-ambassadør, Robert Ellsworth, som i et foredrag i Oslo den 5. oktober udtalte: Landene i NATO er teknologisk set blandt de mest avancerede, og de har måske den største erfaring, når det gælder behandlingen af de problemer, som er en følge af teknologiske fremskridt. Ingen anden alliance eller international organisation har haft mere positive erfaringer i internationale rådslagninger og internationalt samarbejde, specielt når det gælder overførslen og udnyttelsen af teknologiske fremskridt, fortsatte ambassadøren, som understregede, at medlemmerne ligefrem er forpligtede til et samarbejde om det moderne samfunds udfordringer, for det var ikke NATOs grundlæggeres hensigt udelukkende at forsvare et landområde samtidig med, at man kunne iagttage svækkelsen af den civilisation, der var blevet bygget op. 
Fra britisk side er det blevet sagt med næsten samme ord, at et samarbejde om milieuproblememe skal tjene til at gøre det værd at forsvare, som alliancen er sat til at forsvare.
Beslutningen om etablering af en permanent komite om det moderne samfunds udfordring blev truffet i begyndelsen af november ved et møde i NATO-rådet med deltagelse af en række viceudenrigsministre og højtstående embedsmænd udover de faste NATO-ambassadører1. Den amerikanske viceudenrigsminister Elliot Richardson kaldte beslutningen »et dramatisk bidrag til et bedre liv for hele menneskeheden«. Trods disse ord er det dog værd at hefte sig ved de begrænsninger, som det indledte NATO-samarbejde om milieuproblemerne nødvendigvis må virke under, begrænsninger, der blandt andet er fremhævet fra dansk side, uanset at den danske regering fra starten har været principielt positiv overfor præsident Nixons plan. 
Det ligger således klart, at NATOs rolle og herunder den nye komites rolle skal være koordinerende og inspirerende, mens selve det praktiske faglige samarbejde ikke skal foregå i NATO selv, men de steder, hvor den fornødne tekniske sagkundskab er tilstede. Endvidere skal medlemslandene ikke på nogen måde begrænse deres samarbejde til anden side. For Danmark har det aktualitet for det nordiske samarbejde, da det jo også omfatter ikke-medlemmer af NATO. Men der tænkes tillige på et muligt samarbejde med landene i Østeuropa. Spørgsmål som luft- og vandforurening, støjplage, klimakontrol, trafiksikkerhed og katastrofehjælp er ikke ladet med politisk sprængstof - i hvert fald ikke i international forstand. Derfor kunne der være god mening i at samarbejde nærmere med østlandene om dem. De ender nok med at komme på dagsordenen for en såkaldt europæisk sikkerhedskonference. 
Den nye NATO-komite holdt sit første møde i anden uge af december, nogle få dage efter det vanlige december-møde af Atlantpagtens udenrigsministre. At dømme efter den begrænsede opmærksomhed, som blev Atlantpagtens »tredie dimension« til del på udenrigsministrenes møde, skal man ikke regne med nogen tyngdepunktsforskydning indenfor alliancen i retning af et mere civilt samarbejdsprogram. 
At der er nedsat en permanent rådskomite er i sig selv vidnesbyrd om, at ideen er blevet accepteret, men den korte henvisning, som NATO« communiqueet indeholdt til den nye NATO-komite og dens opgave - som ifølge communiqueet er at stimulere handling fra medlemslandenes side enten enkeltvis, i fællesskab eller i internationale organisationer - tyder ikke på nogen overvældende optagethed af dette seneste forsøg på at aktivisere det såkaldte artikel 2-samarbejde. 
Nu er arbejdet imidlertid lagt i faste rammer. Komiteen er gået i gang med sit arbejde, og den skal aflægge sin første rapport til NATOs udenrigsministre, når de mødes igen i Rom sidst i maj.
Den egentlige betydning af den »tredie dimension« ligger i amerikanernes interesse for at engagere deres europæiske allierede i et samarbejde om problemer, som de selv er så stærkt optaget af. Hvis USAs præsident og regering tillægger det meget stor vægt, at Atlantpagten virkelig tager det moderne samfunds udfordringer op, ligger der selvsagt et motiv for europæerne til at reagere på denne amerikanske indstilling, hvis de ellers er interesseret i at bevare USAs aktive deltagelse i alliancen. 
Det er også tænkeligt, at der kan komme en bonus i form af øget interesse og forståelse for NATO fra kredse, der ellers er ligegyldige eller endog fjendtlige.
Denne følge af det nye arbejde, der nu tages op i Atlantpagten, skal man dog ikke satse for meget på. Der er noget sundt i den europæiske skepsis overfor de amerikanske tanker, for den får europæerne til at reflektere mere over, hvad NATO egentlig eksisterer for. En fremtrædende amerikansk pressemand, som jeg mødte i Helsingfors kort efter starten af SALT-forhandlingeme, sagde med et stort smil, at den europæiske reaktion på Nixons forslag tydede på, at mange europæere pludselig havde fået øjnene op for NATOs militære og politiske betydning.
Heri ligger vel det rigtige, at den europæiske reaktion har været noget påvirket af frygten for, at USA skulle tillægge det militære og politiske samarbejde en aftagende betydning, hvorved den amerikanske garanti af Vesteuropas sikkerhed på længere sigt kunne blive mere usikker. Det har ikke været i den amerikanske præsidents tanker, men hvis følgen bliver en større europæisk iver efter at fastholde NATO på alliancens oprindelige grundlag, kan det eventuelt give Washington et mere positivt indtryk af den europæiske indstilling, end man derovre sædvanligvis giver udtryk for. Men det er måske for optimistisk? 
Et andet argument for samarbejde over grænserne om forureningen er de store udgifter ved dens bekæmpelse. De kan bedst dækkes gennem fælles finansiering. Forurening er, som en britisk sagkyndig fomylig skrev i The Obeserver, ikke så meget et teknisk problem som et spørgsmål om, hvem der skal betale for at få det løst. De økonomisk mindre udviklede lande kan med al mulig ret forlange, at industrilandene på egen hånd løser de problemer, som er en følge af deres egen højt udviklede industrialisering! og avancerede teknologi. 
Det understreger yderligere behovet for et internationalt samarbejde.
Det er svært at se, at netop NATOs rolle kan blive afgørende i dette samarbejde, men når milieuproblemerne nu tages op også her, er det udfra en erkendelse af, at der er tale om opgaver, der stort set er fælles for medlemmerne. Hvis faren for dobbeltarbejde undgås og en nyttig arbejdsdeling indføres, kan det vel ikke skade og muligvis endog være politisk betydningsfuldt, at milieuproblememe sættes på alliancens dagsorden, både for interne drøftelser og for fremtidige forhandlinger med andre lande herunder de østeuropæiske. 

 

Kildehenvisninger:
North Atlantic Assembly: »Environment«: Third Dimension of NATO. Addition to the general report of the Scientific and Technical Committee submitted by M. Georges Mundeleer, Reporter (Belgium), Document M. 143 ST C (69)11, International Secretariat.

»NATO - en revurdering« - en tale af ambassadør Ellsworth på den norske Atlanter- havskomites seminar, Oslo, 5.-6. oktober 1969. Secretary General Brosio’s Speech to NATO Defence College, Rome, 5th September 1969.

 
Lord Kennet: The Cost of Clean Living i The Observer, 23 november 1969. Halvard Lange: Ikke-militært samarbeid i NATO (Den norske Atlanterhavskomite, Oslo, 1969).
 
Press Communique M4(69)2 5 December 1969. Le Monde, Neue Ziircher Zeitung og The International Herald Tribune fra september til december 1969.
 

NOTER:
1:  Komiteens officielle navn er the Committee on the Challenges of Modern Society (CCMS)

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fraPDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del: