NATO’s strategi

Major O.H.-G.Hoff, Gardehusarregimentet, kommenterer her oberst H. Kroons artikel i tidsskriftets februar-nummer.
 
Oberst H. Kroon har med sine »utænkelige tanker« opnået at få en betydelig omtale i dansk presse og radio. Ikke dårligt - eller er det?
Oberst Kroons synspunkt, som det er udtrykt i Militært tidsskrift nr. 2/84, er bla. følgende:
- Der er en ny strategi på vej i NATO.
- Den ny strategi vil indeholde en storstilet kampagne, rettet mod Warszawapagtens flystyrker og flyvepladser (OFFENSIVE COUNTER AIR).
- Det er nødvendigt, at strategien indeholder muligheden for et forebyggende angreb (PREEMPTIVE COUNTER AIR).
- Den ny strategi vil få dybtgående indflydelse på dansk forsvarsstruktur.
 
Oberst Kroon må, på grund af sit virke ved NATO Defence College i Rom, anses for at besidde en stor viden og indsigt i de forhold, der for tiden rører sig i NATO-alliancen, politisk som militært. Der er derfor al mulig grund til, at oberstens synspunkter har vakt opmærksomhed. Spørgsmålet er imidlertid, om obersten har ret. Det er min opfattelse, at oberstens artikel med hensyn til de områder, der er fremhævet ovenfor, udtrykker nogle tanker, som ikke alene er direkte forkerte, men som tillige i en vis udstrækning er både militært som politisk uønskelige. Dermed bidrager obersten selv til det, som han vil advare imod: »at give disinformationen alt for let spil«. I det følgende skal jeg kort redegøre for baggrunden for denne holdning, og i øvrigt knytte nogle generelle bemærkninger til den igangværende strategidebat.
 
En ny strategi på vej i NATO?
Først lidt om NATO’s gældende strategi. NATO’s strategi hviler først og fremmest på afskrækkelsen (DETERRENCE). Tilstedeværelsen af kampklare konventionelle og nukleare styrker skal overbevise en mulig aggressor om det meningsløse i at påbegynde et angreb. Svigter afskrækkelsen gælder strategien om det fleksible svar (FLEXIBLE RESPONSE).
Strategien indeholder som bekendt tre hovedgrupper af muligheder for svar på et angreb på alliancen:
- det direkte forsvar, der sigter mod at afvise angrebet med de samme midler, som angriberen anvender, dvs. på det lavest mulige niveau
- tilsigtet eskalation., der sigter mod gennem passende skridt at tvinge angriberen til at standse angrebet
- generel nuklear imødegåelse, der gennem bred anvendelse af atomvåben skal tvinge angriberen til at standse angrebet.
 
I den offentlige debat - både i Danmark og (især) i udlandet - kritiseres elementer af NATO’s strategi. Der skal erindres om McGeorge Bundy’s m.fl. kritik af »førstebrug« af atomvåben, debatten om de taktiske atomvåbens rolle, debatten om ifiulighedeme for at begrænse anvendelsen af atomvåben og debatten om målvalg for de strategiske atomvåben. Denne offentlige debat har hidtil ikke ført til væsentlige interne overvejelser i NATO om ændring af strategien. Visse problemområder har været taget op. F. eks. har High Level Gruppen i 1983 afsluttet arbejdet med en rapport om behovet for taktiske atomvåben. Det er imidlertid værd at understrege, at alliancens overvejelser om evt. ændringer hele tiden har været ført inden for rammerne af den gældende strategi. Så sent som ved forsvarsministermødet i december 1983 blev det klart understreget1), at NATO’s strategi fortsat er gyldig. Når oberst Kroon derfor i sin artikel lægger op til, at NATO’s strategi - der altså hviler på afskrækkelse og et fleksibelt spektrum af svarmuligheder - er under ændring, er det ikke korrekt.
 
Der, hvor man med en vis ret kan tale om en ændring, er i spørgsmålet om de midler, som alHancen opretholder for at sikre strategiens anvendelse. Midlerne - »triaden« af våbensystemer, dvs. de strategiske atomvåben, de taktiske (og mellemdistance-) atomvåben og de konventionelle styrker - skal stedse have en sådan størrelse, kvalitet, beredskab m.m., at strategien virkehg er fleksibel. Hertil kommer, at de doktriner, som fastsætter metoder for anvendelse af alliancens styrker, til stadighed må følge med udviklingen med hensyn til teknologi, trussel m.m. 
 
Debatten om anvendelse af atomvåben har - med rette - afdækket behovet for, at alliancen gør sig mindre afhængig af en tidlig anvendelse af atomvåben. Derfor har alliancen i en årrække bevidst søgt at frigøre sig for behovet for en tidlig nuklear optrapning. På trods af kvalitative forbedringer har de konventionelle styrker ikke kunne forbedres i tilstrækkeligt omfang, fordi nationerne af økonomiske grunde har haft nok at gøre med at fastholde styrkemål, beredskab og beholdningsniveau. Stillet over for et voksende krav om mindre afhængighed af atomvåben har alliancen - som den eneste mulighed - arbejdet mod en forbedring af de konventionelle styrker.
Det er derfor rimeligt og naturligt, at der inden for alliancen - både i NATO-organisationeme og i offentligheden - foregår en livlig debat om midler og metoder for de konventionelle styrker. Det er imidlertid forkert at fremstille denne debat, som om en ny strategi er på trapperne. Udenforstående må tolke oberst Kroons artikel som en tilkendegivelse af, at man i NATO søger at »luske« en ny strategi igennem. Det er af indlysende grunde forkert. En ny strategi er ikke blot et anliggende for alliancens militære planlæggere. En ny strategi er først og fremmest et politisk anliggende, og uden å&n fulde inddragelse af de nationale politiske myndigheder er en omformulering af strategien ikke mulig.
 
Offensiv indsats mod Warszawapagtens flystyrker og flyvepladser (Offensive CounterAir)
Siden præsident Carter i 1977 lagde op tilNATO’s 3%-målsætning - det »lokomotiv«, der skulle hindre forringelse af den konventionelle styrkebalance - har alliancen haft stigende problemer med at tilvejebringe de nødvendige ressourcer. Den erklærede hensigt om en årlig realvækst på 3% har for de fleste lande været politisk uopnåelig. Mens USA og Norge er undtagelserne, har lande som Storbritannien, Forbundsrepublikken og Holland ligget i underkanten af de 3%, og Danmark, Italien, Belgien m.fl. har ligget væsentligt lavere. Danmark har som bekendt næppe kunnet udvise en realvækst overhovedet. Unægtelig dårlige vilkår for en øget vægtning af alliancens konventionelle styrker. Ser man fremad, er de kortsigtede økonomiske muligheder næppe bedre. Planlæggernes svar på de økonomiske betingelser har været øget vægtning af effektiv ressourceudnyttelse (standardisering, koordination af forsvarsplanlægning m.m.) og en øget udnyttelse af den frembiydende teknologis (Emerging Technology) muligheder. Den amerikanske forsvarsminister Caspar Weinburger var den, der lagde op til en struktureret behandling af dette spørgsmål, idet han på forsvarsministermødet i december 1982 fordelte et diskussionsoplæg om mulighederne for udnyttelse af ny teknologi2. Dette oplæg har direkte eller indirekte ligget bag de fleste af de konceptdiskussioner, som siden har været ført i alliancen. (Se f.eks. general Bernard W. Rogers artikel i NATO’s Sixteen Nations februar 1983 om bekæmpelse af » Warzaw Pact Follow on Forces« og beskrivelsen af Airland Battle 2000 og »Deep Strike« i dagbladet Information den 6. januar 1984.)
 
Drøftelser af sådanne konceptspørgsmål kan ikke betragtes som noget suspekt. Bortset fra den begrænsning i informationsspredning, som klassi- fikationsgraden NATO CONFIDENTIAL og NATO SE CRET indebærer, er der ikke noget som helst »hemmeligt« ved den studievirksomhed, der foregår i NATO om disse emner. NATO’s militære myndigheder har begrænsede ressourcer til rådighed, og derfor sker en væsentlig del af studievirksomheden i form af nationale bidrag bl.a. fra USA. Også inden for de europæiske NATO-partnere (EUROGROUP) sker der en betydelig studievirksomhed. Nationerne deltager på lige fod i behandlingen af studieoplæg vedrørende konceptspørgsmål og i studier af strategiske emner. Emneme behandles indledningsvis i de militært dominerede fora (militærkomiteen og »våbenpaneler«). Selv om dette arbejde bestrides af officerer, foregår det under departemental kontrol. Når det enkelte studie er færdigbehandlet her, oversendes det til godkendelse eUer lignende i NATO’s politiske hierarki. Dette er værd at bemærke sig, fordi netop de studier, som er refereret ovenfor, er blevet taget op i pressen på et tidspunkt, hvor de ikke har været underkastet en politisk behandling i NATO. Dette skal ikke ses som en beklagelse, men som en konstatering af, at herved bliver visse kontroversielle spørgsmål, som efter al sandsynlighed vil blive »luget ud« i forbindelse med NATO’s politiske behandling, gjort til genstand for en national politisk debat.
 
Det må være klart, at det er NATO’s militære myndigheders opgave - ligesom det er de nationale militære planlæggeres opgave - at studere og vurdere mulighederne for - inden for de rådige ressourcer - bedst muligt at løse de opgaver, der er knyttet til opretholdelse af et troværdigt konventionelt allianceforsvar. Dette omfatter studier vedrørende den mest effektive bekæmpelse af de Warszawapagtstyrker, der mest umiddelbart truer NATO’s temionnva. (Warzaw Pact firstEchelon Forces). Detomfatter studier vedrørende den mest effektive bekæmpelse af de styrker, som kan forudses ført frem til udnyttelse af første echelons gennembrud (Second Echelon eller Follow on Forces). Det omfatter studierne af mulighederne for at begrænse effekten af Warszawapagtens betydelige flystyrker (med Joel S. Wit’s benævnelse Deep Strike - Information den 6/1 1984). Det omfatter desuden en lang række andre studier f.eks. vedrørende egne kommandostyrkers sårbarhed, vedrørende forstærkningsplanlægningen, vedrørende de logistiske støttemuligheder og meget mere. Som allerede sagt indebærer tilstedeværelsen af denne studievirksomhed ikke, at studiernes anbefalinger umiddelbart implementeres. Studierne skal gennem en omfattende politisk godkendelsesproces i NATO (mange »lægges på is« på et tidligt tidspunkt), og derefter skal anbefalingerne omformes til konkrete styrke- målsforslag (anskaf X antal missiler!), som præsenteres for nationerne. Nationerne tager suverænt stilling til, om forslagene skal nyde fremme.
 
At NATO har haft (og har) kapacitet til at gennemføre angreb mod Warszawapagtens flystyrker og flyvepladser er ikke noget nyt. Denne form for operationer (OFFENSIVE COUNTER AIR OPERATIONS) er en integreret del af ethvert flyvevåbens opgavesæt. Som det blev klart demonstreret bl.a. imder de israelsk-ægyptiske sammenstød, er det fordelagtigt at ødelægge modpartens flystyrker på jorden frem for i luften. Problemet har altid været, at det er særdeles vanskehgt at trænge igennem modpartens net af luftforsvarssystemer. Midler og modmidler har gjort det uhyre bekosteligt at sikre flyenes gennembrud til de forskellige målområder. Denne situation er imidlertid ved at blive ændret. Den teknologiske udvikling, herunder især udviklingen af ubemandede krydsermissiler, har givet de offensive flyoperationer en renaissance. Vores evne til at bekæmpe Warszawapagtens første angrebsbølger afhænger i høj grad af vore evner til at reducere de angribende styrkers muligheder for støtte fra fly og helikoptere. Derfor er både offensive og defensive COUNTER AIR operationer væsentlige i dag, og derfor er det naturhgt, at der kan komme oplysninger ud om studier af denne karakter. Utilfredsstillende er det imidlertid, at oplysninger herom fremlægges på en sådan måde, at det kan rejse tvivl om alliancens grundlæggende hensigter.
 
Forebyggende angreb element i strategien (Preemptive Counter Air)
Oberst Kroon skriver: »For at det skal have nogen mening, må denne Counter-Air være preemptive«. Det, der formentlig hgger i denne betragtning, er, at frem for at vente på, at Warszawapagtens fly kommer på vingerne, er det hensigtsmæssigt at iværksætte et angreb så tidligt, at flyene kan ødelægges på jorden. Som antydet af obersten vil dette i praksis kræve, at NATO-alliancens våbensystemer er på vej mod deres mål inden Warszawapagtens angreb er en realitet. Det kan ikke undre nogen, at oberstens artikel har vakt opmærksomhed. Er der da realiteter bag oberstens udsagn? Nej!
 
Der kan og må ikke være tvivl om, at grundlaget for NATO’s nukleare og konventionelle afskrækkelse - som det blev udtrykt af stats- og regeringscheferne efter topmødet i Bonn den 10. juni 1982 - er, at det er NATO- alliancens mål at undgå krig og bygge fundamentet for en varig fred, og at ingen af NATO’s våben nogen sinde vil blive taget i anvendelse undtagen som svar på et angreb. I Danmark - som i de øvrige NATO-lande - er den folkelige opbakning om NATO og NATO’s strategi hélt afhængig af, at der næres tillid til, at alliancen ikke vil være den første til at bruge våben. Oberst Kroons »OFFENSIVE FORWARD DEFENCE« og ikke mindst oberstens »PREEMPTIVE COUNTER AIR« kaster - berettiget - tvivl over alliancens fredelige hensigter. Selv om oberstens tanker kan forsvares inden for rammerne af rent militære analyser og overvejelser, kan det ikke forsvares, at sådarme tanker fremlægges, som om der er tale om et fremskredet militært/politisk stabsarbejde i NATO. Som det er fremgået af det foregående, er dette ikke tilfældet, og en studie med det af oberstens antydede indhold, vil aldrig overleve en politisk høringsproces i NATO. En indførelse af et element af forebyggende angreb i NATO’s strategi vil ikke give sikkerhed, men vil være destabiliserende og vanskeliggøre krisestyring.
 
Den ny strategis indflydelse på dansk forsvar
Oberst Kroon finder, at »implementeringen af denne nye strategi vil få nok så dybtgående indflydelse på den danske forsvarsstruktur«. Hvis man tager udgangspunkt i, at det, som obersten mener med en ny strategi, er anvendelsen af konventionelle våbensystemer med lang rækkevidde (100-300 km), hvad vil da være konsekvenserne for dansk forsvar? Langtrækkende våbensystemer fører umiddelbart tanken hen på de såkaldte GLASS- missiler (GROUND LAUNCHED ANTISHIP SYSTEM), der blev omtalt i dagbladet Information i december 1983. Den roUe, der (jf. Information) tUtænkes Danmark, og som passer godt sammen med oberst Kroons tanker, er, at man fra dansk område med langtrækkende våbensystemer skal hindre den sovjetiske flåde i udpassage fra Østersøen. Omtalen foranledigede en klar udtalelse fra statsministeren, der i en pressemeddelelse den 20/12 1983 udtalte, at regeringen ikke vil tillade udstationering af krydser- eller Pershing-missiler med konventionelle ladninger (endsige nukleare) i Danmark.
 
Der findes klare internationale regler for krigsskibes passage af internationale stræder. Selv om der kunne være rent militære interesser og fordele forbundet med en lukning af Østersøudgangene allerede tidligt i en periode med international spænding eller krise, er der tale om en handling, som end ikke bør komme under overvejelse. Det vil være en krigshandling, som uanset den sikkerhedspolitiske situation vil gøre Danmark til overtræder af international lov og orden. Det kan ikke være i hverken Danmarks eller NATO’s interesser, at der sås tvivl om Danmarks evne og vilje til at opretholde det nuværende passageregime.
 
Nationale amerikanske overvejelser af denne karakter bør ikke kunne bringe danske forsvarsplanlæggere væk fra den internationale retsordens grundlag. Konsekvensen heraf må være, at det er dansk forsvars opgaver i forbindelse med afvisning af et erkendt angreb, der bør danne grundlag for strukturering af de tre væm. Her er langtrækkende missUer af »GLASS«- typen af sekundær interesse. Styrende for forsvarets dimensionering er de behov, som er knyttet til bekæmpelse af amfibiestyrker, luftlande- styrker, mekaniserede enheder og flystyrker. Der er ikke tale om afgørende brud med hidtidig forsvarsstruktur og -doktrin, men om modernisering af styrker og våbensystemer således at de bliver bedst muligt i stand til at bekæmpe de første echeloner af angrebet, hvad enten det så er til lands, til vands eller i luften. Den nye teknologi indeholder muligheder, som kan udnyttes af dansk forsvar, men den indeholder også muligheder, som ikke kan eller bør løftes af Danmark. Det ændrer imidlertid ikke ved det forhold, at vi som medlem af NATO-alliancen og deltager i studiegrupper og komiteer bør være med til at tage stilling til, i hvilket omfang den ny teknologis muligheder bør udnyttes af alliancen. Her er jeg meget enig med oberst Kroon. Man bør gå ind i en drøftelse af disse forhold og ikke »stikke hovedet i busken«.
 
En national debat om NATO’s strategi
Ser man på de sidste års debat om NATO’s strategi i Danmark, viser der sig et uhyre komplekst billede. Debatten har - inspireret af raketmodstanden og af fredsbevægelsernes voksende engagement - drejet sig om enkeltproblemer, og der har været en tendens til at overse betydningen af en sammenhængende præsentation af NATO’s strategi. Identificeret ved enkeltproblemer løsrevet fra sammenhængen er NATO’s strategi på vej til at miste troværdigheden i befolkningen. Galluptallene, der viser ca. 60% opbakning bag NATO-tilhørsforholdet og 60% modstand mod opstilling af nye atomvåben, er efter min opfattelse ikke så meget udtryk for almindelig undsigelse af atomvåbens rolle i afskrækkelsen, som det er udtryk for, at det ikke er lykkedes at forklare NATO’s strategi og dansk forsvars rolle i denne strategi på en sådan måde, at befolkningen er blevet klar over, at der er en helt afgørende sammenhæng mellem NATO-tilhørs- forhold og accept af NATO’s strategi.
 
Hvis man skal undgå en yderligere konfrontation omkring dansk sikkerhedspolitik, er det helt afgørende nødvendigt, at dette spørgsmål tages op i en bred offentlig debat. En sådan har vi ikke set endnu. Folketingsdebatten den 10. oktober 1983 kunne være blevet startskudet til en sådan debat, men den løb desværre ud i sandet på grund af socialdemokratiets dagsordensforslag vedrørende atomvåbenfri zoner i Norden. Udfaldet af en national strategidebat er desværre ikke givet. Resultatet kan efter Gallup-tallene både gå i retning af en strategiaccept og i retning af en forkastelse af strategien. Bliver det sidste tilfældet vil dansk NATO- medlemsskab være et meget åbent spørgsmål.
Hvorledes skal man da strukturere en sådan debat. Lad mig her pege på seks principper, som er opstillet af tidligere forbundskansler Helmut Schmidt:
 
- Det første princip er afskrækkelsens princip. Det har eksisteret i tusinde år og gælder stadig. Selv om dette princip kraftigt angribes af f.eks. Gert Petersen, er det vigtigt, at det holdes i hævd. Man skal kunne tilføje en angriber en sådan skade, at denne afstår fra sit angreb.
- Det andet princip er troværdighed i afskrækkelsen. Troværdigheden bygger på, at det kan lykkes for os at overbevise modstanderen om, at vi har vilje og evne til at forsvare os. 
- Det tredie princip er princippet om et passende forsvar. Vi søger ikke absolut sikkerhed for os selv på bekostning af andre. Det vi søger, er den »lige tilstrækkelige« grad af sikkerhed. 
- Det fjerde princip er princippet om nyvurdering af vore forsvarsmidler. Det er det, der netop sker for øjeblikket med debatten om Airland Battle 2000 med mere. Det er helt nødvendigt, at alliancen hele tiden er opmærksom på og overvejer, hvilke midler, der kan skabe den nødvendige grad af sikkerhed. 
- Det femte princip er princippet om ligevægt. Det drejer sig om at vurdere, om man med sine handlinger sætter den poténtielle modstander i en uacceptabel situation. Sker det, er man allerede på vej ind i et nyt rustningskapløb. 
- Det sjette princip er princippet om ojfentlig accept. Mere end noget, er det dette princip, som ikke er overholdt i dag. Ingen strategi - hverken den nuværende eller en kommende - vil kunne vinde offentlig støtte, hvis det er den almindelige opfattelse, at man ved sin indsats ødelægger det, som man' vil forsvare. 
 
Oberst Kroon har ved sin artikel været med til at initiere en debat om NATO’s strategi. Det er vigtigt. Det er imidlertid lige så vigtigt, at debatten føres på et sagligt grundlag. Her har Det krigsvidenskabelige Selskabs medlemmer en væsentlig rolle. Og derfor har Selskabet da også taget initiativ til et seminar om NATO’s strategi (se side 143). 
 
 
 
NOTER
1) Kommunique fra forsvarsministermødet den 6/7 december 1983.
2) At spørgsmålet blev rejst i alliancen skyldes en beslutning på Bonn-topmødet i juni 1982.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: