NATO syn på flådestyrkers fremtidige rolle

Forord
Jeg er i forbindelse med udgivelse af Militært Tidsskrifts temanummer om Søværnet blevet anmodet om et bidrag om, hvordan NATO ser på flådestyrkers fremtidige rolle. Der er ikke fra det maritime NATO hovedkvarter i Northwood udsendt nogle officielle synspunkter om dette emne, men der arbejdes i Alliancen med studier, som behandler udviklingen af den maritime dimension I forbindelse med den “militære implementering af NATO’s strategiske koncept (MC 400/2 fra år 2000)”. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i disse studier[1], som giver en strategisk analyse af den maritime dimension af NATO’s “joint” militære kapacitet og beskriver retningslinier for dens fremtidige udvikling.

Foto: Forsvaret.dk

Baggrund
NATO står i det 21. århundrede over for en bred vifte af nye ricisi og trusler, og der er derfor behov for at ændre Alliancens strategi med henblik på imødegåelse af disse. Kollektivt forsvar, støttet af afskrækkelsesfilisofien, er fortsat den essentielle, politisk-militære hjørnesten i NATO’s solidaritetskoncept. En storstilet konventionel aggression mod NATO – involverende et Artikel 5 modsvar – anses i øjeblikket og en årrække frem for højst usandsynligt. Derimod må forventes et øget fokus på “ikke artikel 5 missioner” m.h.p. understøttelse af NATO’s sikkerhedspolitiske interesser som modsvar på fremtidige spændinger og kriser, som kan være uforudsigelige m.h.t. kilder, områder og størrelsesorden.

NATO’s seneste strategiske tilpasning til den ændrede sikkerhedspolitiske situation er beskrevet i den stadig gældende strategiske koncept fra 1999. Dette dokument blev fulgt op af Militærkomiteen’s vejledning (MC 400/2) til de øverste strategiske NATO-chefer, så disse kunne udarbejde nødvendige koncepter, direktiver, planer, strukturer og procedurer.

MC 400/2 omtaler tre hovedmissioner for NATO’s militære styrker: Artikel 5 kollektivt forsvar, Ikke Artikel 5 “Crisis Response” og konsultation og samarbejde. Opgaven omkring udviklingen af NATO’s maritime dimension er således at tilsikre, at disse hovedopgaver støttes bedst muligt ved udnyttelse af NATO flådestyrkers unikke karakteristika. I MC 400/2 er specificereret, at det samlede militære “output” af NATO’s styrker kan defines ved syv “Essential Operational Capacilities”, som jeg vender tilbage til senere.

Strategiske tendenser og faktorer
Kilder til fremtidige kriser og konflikter – samt betydningen for Alliancens sikkerhed – er beskrevet i flere NATO dokumenter. Omend det må forventes, at NATO vil bibeholde konventionel militær overlegenhed i forhold til en hvilken som helst potentiel modstander, vil der fortsat være sårbare punkter, som i visse tilfælde vil være mere fremtrædende. Især vil det være langt mindre sandsynligt at se mulige fremtidige konfrontationer gennemført kun på den konventionelle slagmark, og NATO styrker og befolkninger må være forberedt på at stå over for en bred vifte af ikke-konventionelle “asymmetriske” risici. Samtidig kan NATO-chefer forvente at stå over for øgede begrænsninger med hensyn til anvendelse af overvældende militær styrke med henblik på både at kunne bibeholde befolkningernes støtte og opnå bred politisk opbakning bag fremtidige operationer.

Den gennemførte NATO udvidelse har ikke blot fysisk øget Alliancens territorium, men har også implicit øget behovet for militær rækkevidde og deployabilitet – selv i relation til Artikel 5 forsvar! Den erkendte mulige risiko for at en Ikke Artikel 5 krise udvikler sig til at omfatte NATO territorium og dermed “trigger” et Artikel 5 modsvar introducerer også nye risici og potentielle trusler mod NATO’s sikkerhed.

NATO’s strategiske koncept fremhæver to punkter af speciel interesse for fremtidige værnsfælles (joint) operationer med bæring på den maritime dimension. Først anføres det, at: “The size, readiness, availability and deployment of the Alliance’s military forces will reflect its commitment to collective defence and to conduct crisis response operations, sometimes at short notice, distant from their home stations, including beyond the Allies’ territory”.

Denne eksplicitte reference til muligheden for “expeditionary operations”[2] i forbindelse med løsningen af den brede vifte af fremtidige Ikke Artikel 5 operationer stiller store krav til NATO styrkers beredskab, deployabilitet og kapacitet til at kunne operere effektivt såvel indenfor som udenfor Alliancens territorium og infrastruktur.  Ydermere anføres i den Strategiske Koncept, at: “Alliance forces will be structured to reflect the multinational and joint nature of Allied missions”.

Dette indikerer klart, at “jointness” – sammen med multinationalitet – er blevet et hovedprincip i NATO’s militære strukturer og aktiviteter. Vi vil således ikke længere se fly-, land- og maritime styrker som separate entiteter, men som del af og udelelig fra andre dele af en “joint” styrke. Det er den udpegede “Joint Force Commander’s” behov, som vil være bestemmende for de militære komponenters rolle, opgaver og kapaciteter inden for hans “joint” styrke.

Det fremgår således, at der er en meget bredere fremtidig rolle for maritime styrker end blot at forfølge mål i en maritim kampagne. Deres nytte skal ses ved effektiv deltagelse som komponent i en “joint” kampagne, hvor hovedeffekten oftest vil være fokuseret mod landsiden. Men selv hvor udfordringerne er “land-tunge”, skal alle “warfares” udnyttes effektivt for at kunne støtte “Joint Force Commander”. Dette er en vigtig filosofi, som bevirker, at hvert værns særlige styrke integreres for at opnå synergi og en økonomisk styrkekoncentration. Slutproduktet skal således ideelt være en overordnet militær kapacitet, som overstiger summen af de individuelle styrkebidrag. Dette indebærer opfyldelsen af to krav. For det første at NATO som helhed kan konfigurere sine styrker hensigtsmæssigt med en passende blanding af kapaciteter m.h.p. at kunne deltage effektivt i “joint” operationer. For det andet, at chefer og stabe trænes i “joint” operationer, således at de er i stand til at identificere, planlægge og udnytte mulighederne for synergi. Såfremt der ikke leves op til disse principper, reduceres operationens synergi, og i værste fald løses missionen ikke, specielt hvis der opereres med numerisk begrænsede styrker.

Konkluderende er en “joint” tilgangsvinkel således nødvendig som følge af den strategiske udvikling, men også på baggrund af tendensen mod generelt reducerede budgetter i NATO landene.

Maritime kapaciteter
Jeg nævnte tidligere, at det i MC 400/2 er specificereret, at det samlede militære “output” af NATO’s styrker kan defines ved syv “Essential Operational Capacilities (EOC)”. Disse er:

·         Effective Engagement

·         Effective Intelligence

·         Deployability and Mobility

·         Timely Force Availability

·         Effective Command and Control

·         Logistics Sustainability

·         Survivability and Force Protection

Disse EOC indbefatter samtlige militære elementer nødvendige for at løse hele spektret af NATO’s militære missioner og som kan garantere NATO’s militære effektivitet og handlefrihed. De er alle afhængige af hinanden og implicit understøttet af nøglebegreberne “jointness”, interoperabilitet og fleksibilitet.

Af de syv EOC indeholder “Effective Engagement” NATO’s primære “output”. Det indbefatter ikke kun “warfightimg” og højintensive Ikke Artikel 5 operationer, men også “engagementer” på lavere niveau såsom nødhjælps- og humanitære operationer, “peacekeeping”, civilt-militart samarbejde (CIMIC), “Information Operations” og “Public Relation”. Disse former for militært engagement, som ikke nødvendigvis medfører langvarig og meget ressourcekrævende indsats, bidrager til at øge sikkerheden og stabiliteten inden for NATO’s strategiske interessessfære. Set med disse øjne er de værdifulde – ofte udfordrende – “joint” militære aktiviteter, som kræver tilstrækkelige kapaciteter, ressourcer og træning.

EOC danner et målepunkt, ud fra hvilket man kan vurdere de nuværende kapaciteter, som maritime styrker kan tilbyde “Joint Force Commander”. Ligeledes udgør de et benchmark for vurdering af kapacitetsmangler, som Alliancen da må forholde sig til og behandle.

Efterfølgende behandles de enkelte EOC i større eller mindre detaljeringsgrad og der vil blive påpeget områder, som bør behandles m.h.p. optimal løsning af NATO’s fremtidige militære maritime opgaver.

Effective Engagement
Flådestyrker er i stand til at etablere langvarig tilstedeværelse, krisestyring og “extended deterrence” inden for og uden for NATO’s område med et minimeret behov for “Host Nation Support” og “Force Protection”. I lavintensitets operationer kan deres tilstedeværelse i sig selv være tilstrækkelig til opnå de politiske mål med minimale komplikationer. På højere intensitetsniveauer kan flådestyrker - ved anvendelse af de kapaciteter, som muliggør sikker adgang til operationsområdet og navigationsfrihed – hurtigt udnytte havområder med henblik på at supplere og støtte operationer på land og derved komplicere og begrænse en modstanders militære optioner. Dette vil øge Joint Force Commander’s vifte af muligheder for intervention og bl.a. kunne give ham mulighed for at vælge militære løsninger, som ikke bygger på komplicerede “exit” strategier.

Den blotte tilstedeværelse af en maritim styrke kan være en betydningsfuld faktor for at undgå eller begrænse en konflikt, hvor effekten af at have operationsklare, mobile styrker kan være afgørende. Såfremt konflikten alligevel opstår, vil maritime tilstedeværelse kunne tvinge modstanderen til at skulle forsvare en bredere front, mens egne styrker kan koncentrere deres indsats i tid og rum efter eget valg. Når en beslutning om engagement er truffet, kan den maritime indsats – inklusiv evt. direkte pression mod det aktuelle “joint” operationsområdes maritime flanke – medvirke til at udnytte situationen til NATO’s fordel, idet der kan opnås en mere fordelagtig situation for land- og flystyrkers indsats omkring hovedmålet for den “joint” indsats på land. Maritime styrker kan projektere magt ind i “Joint Operations Area” med gradueret intensitet m.h.p. – sammen med styrker fra de andre værn - at opnå den af “Joint Force Commander” krævede effekt. Ydermere kan maritime enheder tilbyde relativt beskyttede platforme, fra hvilke der kan udøves kommando og kontrol over det allierede engagement samtidig med understøttelse af komplementære “Information Operations”, “Public Information” og CIMIC aktiviteter.

I fremtiden vil rækkevidden og effektiviteten af den maritime kapacitet kunne udstrækkes dybere ind i land gennem avancerede maritime fly, missiler, ammunition og amfibiesystemer. Dette vil øge de maritime styrkers mulighed for at kunne støtte “Joint Force Commander’s” indsats i kystnære områder.

Bevæbning af danske Fleksible Støtteskibe med 5” kanon og tanker om bl.a. TLAM og længererækkende Air Defence til kommende Patruljeskibe viser den danske vilje til at understøtte denne udvikling.

NATO har i dag den strategiske fordel af at have et praktisk talt uomtvistet “blue water” søherredømme. Imidlertid er det Alliancens opfattelse, at dens maritime styrker endnu ikke er fuldt optimeret til at udnytte denne fordel i kystnære områder, hvor opnåelsesgraden af “Sea Denial” eller “Sea Control” er direkte bestemmende for udstrækningen af den støtte, der kan ydes til “joint” operationer i land. Evnen til at skabe indflydelse fra søsiden – over hele engagementsspektret – er en hovedkomponent i “Joint Expeditionary Warfare”. P.t. er det NATO’s opfattelse, at kun få NATO lande besidder kapaciteter, som dækker dette spektrum. Den øgede sandsynlighed for involvering i “joint” Ikke Artikel 5 operationer vil kræve, at NATO’s maritime styrker udvikler en bred og fleksibel vifte af kapaciteter mhp. at kunne støtte “Joint Force Commander’s” “Effective Engagement” i komplekse og varierede operative scenarier. Dette vil sandsynligvis betyde en udvikling fra det traditionelle fokus på søgående platforme mod en mere kapacitetsdrevet tilgangsvinkel.  

Effective Intelligence
Effektive efterretningsoplysninger er selvsagt essentielle for chefer på alle niveauer mhp. at kunne identificere risici, trusler og muligheder. Samtidig er de af afgørende betydning som støtte til “joint” “contingency” og operationsplanlægning.

Denne EOC har direkte bæring på andre EOC - ikke mindst “Timely Force Availability”.  

Det er NATO’s opfattelse, at f.eks. evnen til at skaffe tidlige efterretninger fra fremskudte undervandsbåde kan udgøre en værdifuld “force multiplier”, som kan give tidlig indikation af behovet for at deployere “follow-on” elementer fra en “joint” styrke.

Efterretningskilder er oftest under national kontrol, og der ligger en udfordring i at gøre disse tilgængelige for “Joint Force Commander”, således at der kan præsenteres et samlet og nøjagtigt billede. Ikke mindst udsigterne til øget fremtidigt NATO engagement uden for Alliancens område bevirker, at det er nødvendigt at holde fokus på dette område.

Deployability and Mobility
Maritime styrkers mulighed for fleksibelt at kunne støtte en militær “joint” kampagne gennem deres deployabilitet og mobilitet er omtalt tidligere.

For at kunne yde maritim støtte over et bredt spectrum af roller kræves opfyldelse af en række forudsætninger såsom højt beredskab, lang deployeringsrækkevidde, udholdenhed, interoperabilitet, rolleversalitet, integreret styrkebeskyttelse samt indbyggede kommandofaciliteter. Maritime styrkers evne til hurtigt og fleksibelt at kunne indgå i en operation kan tilvejebringes gennem alt lige fra en enkelt enhed til en fuld Combined Joint Task Force (CJTF) støttet af en maritimt baseret kommando og kontrol kapacitet. Deployabilitet og mobilitet omfatter også evnen til at kunne udføre “strategic sealift” mhp. at kunne bevæge styrker frit og fleksibelt ind i og inden for “Joint Operations Area”.

Danmark yder her allerede nu et vigtigt og påskønnet bidrag med TOR ANGLIA og TOR FUTURA. 

Det vil fremover være yderst vigtigt, at deployabilitet og mobilitet matches korrekt til den overordnede kvantitet og kvalitet af den militære kapacitet, som kræves af fremtidige “joint” operationer. De naturlige fordele, som maritime styrker nyder inden for denne EOC, bør derfor udnyttes bedre i fremtiden mhp. at støtte den bredere “joint” indsats. Områder, hvorpå der bør sættes øget fokus, er bl.a. MCM-styrkers deployabilitet og tilvejebringelse af yderligere “heavy lift” skibe.

Timely Force Availability
Kravene til styrkegenerering varierer fra mindre styrker – konfigureret til f.eks. humanitare operationer og klar til deployering på kort varsel (hvis ikke allerede til søs) – til mere kapable og substantielle styrker, inklusiv hovedkvarterer, deployeret mhp. at støtte en “joint” indsats. Uforudsigelige fremtidige scenarier kræver evnen til hurtigt og fleksibelt at kunne svare igen samt en balance af “readiness states” og kapaciteter, som kan klare en bred vifte af indsatsmuligheder. “Timely Force Availability” indbefatter disse kvaliteter og giver essentiel militær støtte til rettidig politisk beslutningstagen i en krise. NATO’s maritime styrker yder allerede nu en betydelig fleksibilitet i form af kapacitet, enhedernes alsidighed, varsel og vel praktiserede multinationale samarbejde og interoperabilitet.

I NATO arbejdes p.t. med det såkaldte NATO Response Force (NRF) koncept. Dette arbejde blev iværksat efter NATO topmødet i Prag i november 2002, hvor det besluttedes, at der skulle skabes en NRF bestående af teknologisk avancerede, fleksible, deployerbare, interoperable og udholdende styrker inkluderende land-, flåde- og flyelementer. NRF skulle være klar til at deployere hurtigt, hvorhen det måtte være nødvendigt som besluttet af NATO-Rådet. NRF koncepten indebærer på det maritime område, at nationerne tilmelder efterspurgte styrker, som herefter indplaceres i “Task Groups” og trænes og certificeres efter en fastlagt turnus. Herefter skal de inden for nærmere fastsatte halvårsperioder være klar på 5 dages varsel mhp. at kunne indsættes i op til 30 dage. Såfremt der bliver behov for NRF indsættelse inden for disse såkaldte “stand by” perioder, skræddersys det maritime bidrag mht. sammensætning og størrelse, således at det yder optimal støtte til en “joint” indsats. Er krisen ikke bragt til ophør inden for de 30 dage, bringes CJTF koncepten i anvendelse, principielt med muligheden for fortsat anvendelse af elementer fra NRF styrken, som allerede er i operationsområdet.

Der er endnu i NRF koncepten punkter, som ikke er færdigudviklet, og et af de vigtige elementer er her certificeringsprocessen. NRF konceptet fastlægger, at den pågældende Component Commander certificerer sine underlagte Task Groups under de af NATO planlagte værnsspecifikke øvelser (LIVEX). Herefter certificerer den “Joint Force Commander” sine underlagte Component Commanders ved en af NATO planlagt Command Post Exercise. I denne proces er det forudsat, at nationer leverer fuldt uddannede og udrustede enheder som fastlagt under styrkegenereringsprocessen. De standarder maritime enheder skal opfylde er fastlagt i publikationen ”ACO Force Standards Vol IV Standards For Maritime Forces”

Allerede på nuværende tidspunkt står det klart, at forudsætningen om fuldt uddannede og udrustede enheder ikke opfyldes af alle nationer. Derfor er der ved at materialisere sig en holdning blandt de maritime Component Commanders til at kategorisere bidragydere i ”A-nationer” og ”B-nationer”. A-nationer er de lande, der har en ”Flag Officer Sea Training” lignende organisation eller som lejlighedsvis deltager heri[3]. B-nationer er øvrige nationer, for hvilke, der påtænkes en stikprøvevis certificering på enhedsniveau.

Det skal bemærkes, at NRF konceptens success beror på nationernes villighed til at afsætte de nødvendige ressourcer og stille de efterspurgte styrker til rådighed, samt at der kan skabes politisk konsensus om at anvende dem, hvor og når det er nødvendigt.

SACEUR forelægger løbende Combined Joint Statement og Requirent (CJSOR) over for NATO’s Militærkomite. CJSOR er de styrker, som kan forudses nødvendige for NRFs løsning af de umiddelbart mest sandsynlige trusler og risici. Det aktuelt mest akutte problem på det maritime område fra den seneste CJSOR er manglende tilmelding af amfibiestyrker samt løftekapacitet til søs og i luften.

Det er planen, at NRF skal opnå sin fulde operative kapacitet ultimo oktober 2006.    

Der arbejdes p.t. i Alliancen med at klarlægge, hvorledes de eksisterende stående flådestyrker (to MCM og to FF/DD styrker) skal integreres i NRF koncepten, idet de klart vil være vigtige elementer qua deres meget høje beredskab og mulighed for umiddelbar indsættelse.

Effective Command and Control
Kommando og kontrolfaciliteter kan på det operative niveau hurtigt stilles til rådighed for “Joint Force Commander” ved anvendelse af de i området tilstedeværende maritime enheder. Dette er specielt en vigtig faktor i de indledende faser af en operation, hvor reaktionstid og effektiv behandling af de rådige informationer er helt afgørende. Derefter vil der afhængig af den “joint” operations karakter være behov for omfattende kommando og kontrolfaciliteter. Interoperabilitet mellem de forskellige styrkekomponenter – hvilket involverer områder som doktriner og træning samt systemernes kompatibilitet – vil udgøre en væsentlig udfordring. Dette gælder ikke mindst som følge af kravet om at kunne integrere ikke-NATO enheder i fremtidige NATO ledede “joint” operationer. Desuden vil en iværksat udvikling af et koncept for oprettelsen af et søbaseret CJTF Hovedkvarter være en væsentlig kommende udfordring. Her vil det være en afgørende faktor at kunne skaffe en platform tilstrækkelig stor til at rumme de nødvendige, omfattende kommando og kontrolfaciliteter. Man kunne her forestille sig, at de europæiske NATO nationer efter samme model som NATO AWACS projektet udviklede et “European Command Ship” som supplement til USS Mount Whitney. Alternativt kunne de nødvendige kommando og kommunikationsfaciliteter modulariseres og placeres i containere på dertil egnede platforme, således at der ikke var behov for bygning af et dedikeret kommandoskib.

Logistics Sustainability
Jeg har tidligere omtalt Alliancens akutte mangel på tilstrækkelig strategisk “airlift”-kapacitet. Flere nationer har nu planer for nyanskaffelser af fly for at råde bod på dette, hvilket i betydelig grad vil kunne støtte tidlig deployering og efterfølgende understøttelse af “joint” styrker indsat i “Expeditionary Operations”. Imidlertid må det forventes, at mange fremtidige “joint” operationsområder vil ligge uden for NATO’s område, og det vil derfor være sandsynligt at langt størstedelen (volumen-mæssigt) af den “joint” logistiske støtte vil skulle transporters til søs.          

Dette vil kræve sikre maritime komunikationslinier og sikre støttemuligheder i forbindelse med levering af varerne. NATO vil derfor have behov for garanteret og hurtig adgang til benyttelse af shippingfaciliteter med et betydeligt volumen. Herudover vil det være nødvendigt at have eskortestyrker, MCM styrker og lokale maritime forsvarsstyrker, som kan sikre de udpegede destinationspunkter i det “joint” operationsområde.

Maritime styrker er i høj grad logistisk i stand til at klare sig selv, hvilket gør dem i stand til at operere i længere perioder uden støtte fra land. Dette giver “Joint Force Commander” en betydelig frihedsgrad mht. deployeringsoptioner for disse styrker. En sådan logistisk uafhængighed vil specielt være værdifuld i de indledende faser af en operation, hvor logistiske genforsyningsmuligheder endnu ikke er fuldt etableret.

Det er NATO’s vurdering, at maritime styrker fremover bør gøres endnu mere udholdende, hvilket vil kræve tilførsel af flere maritime logistikenheder. Ligeledes ses behov for yderligere udvikling af “joint” og multinationale logistiske koncepter, doktriner og procedurer, idet der hidtil kun har været begrænset focus på dette område. Det vil fortsat være et nationalt ansvar at tilvejebringe logistik, som kan understøtte de styrker, som stilles til rådighed for Alliancen, men NATO vil fremover få et større ansvar for koordinering og anvendelse af de logistiske ressourser.

På det maritime område har NATO gode erfaringer mht. multinational logistik fra de sidste 40 års anvendelse af stående NATO-flådestyrker.

Endvidere ses det nødvendigt at få klarificeret prioriteringen for anvendelse af den relativt begrænsede strategiske maritime løftekapacitet og logistiske støtte i en “joint” operations indledende faser.

Survivability and Force Protection
Maritime styrker vil også i fremtiden have en væsentlig rolle i forbindelse med beskyttelse af “joint” styrker i et operationsområde. Især kapaciteter som søbaseret “fire support” og “air power”, efterretningsindhentning, måludpegning og rekognoscering, genforsyning og “Theatre Ballistic Missile Defence” vil kunne bidrage væsentligt til “Joint Force Commander’s” beskyttelse af sin “joint” styrke.

Søbaserede styrker har normalt en betragtelig integreret “Force Protection” indbygget i styrken. Ydermere yder havet en vis naturlig beskyttelse og reducerer til en vis grad sårbarheden mod asymmetrisk krigsførelse og NBC-trusler. Det må dog erkendes, at “Expeditionary Warfare” indebærer øget anvendelse af kystnære områder, og samtidig sker der en udvikling inden for våbenteknologien og udbredelsen af masseødelæggelsesvåben, hvilket relativt set reducerer maritime styrkers “indbyggede” beskyttelsesmuligheder.

Yderligere fremskridt mht. udvikling af maritime platforme, våbensystemer, interoperabilitet, træning og operative standarder vil kunne øge maritime styrkers egenbeskyttelse og overlevelsesevne og samtidig maksimere det maritime bidrag til den overordnede “Joint Force Protection” - især i de kystnære områder.

NATO vil fremover løbende være nødsaget til at revurdere den maritime “Force Protection” i takt med ændringer i trusselsbilledet.          

Sammenfatning og konklusion
Ovenstående gennemgang af de i MC 400/2 anførte EOC viser, at NATO’s maritime styrker allerede nu frembyder en bred vifte af kapaciteter, som i høj grad støtter NATO’s reviderede strategiske koncept. Især er det de maritime styrkers indbyggede mobilitet, mulighed for fleksibel konfiguration og indsættelse samt skalerbare “power projection”, som giver relevante og værdifulde optioner ved gennemførelsen af “joint” operationer over hele spektert af missioner – såvel inden for som uden for NATO’s område.

Gennemgangen viser dog også, at der fortsat skal arbejdes inden for visse felter for at forbedre den maritime dimension af NATO’s fremtidige “joint” militære kapacitet. Det er her vigtigt, at udviklingen af den maritime dimension sker koordineret med andre processer i NATO, herunder bl.a. det igangværende arbejde omkring udviklingen af den tidligere omtalte NRF koncept. NRF koncepten kan ses som en velegnet katalysator for NATO’s udvikling af nødvendige kapaciteter, hvilket bør styre nationernes materielanskaffelsesplaner. Såfremt nationerne ikke leverer de essentielle kapaciteter i tilstrækkeligt omfang (f.eks. “Strategic Airlift”), må NATO levere disse.

“Effective Engagement” bør være det primære produkt af NATO’s fremtidige maritime kapacitet – leveret på den mest effektive måde over hele spektret af sandsynlige missioner med “joint” interoperabilitet som det styrende princip. Dette vil kræve et klart fokus på udnyttelse og forbedring af de maritime kapaciteter inden for alle EOC – støttet af opdaterede doktriner og effektiv “joint” træning, øvelsesvirksomhed og evaluering.

Afslutningsvis er det er glædeligt at konstatere, at Danmark gennem byggeprogrammer som de Fleksible Støtteskibe og Patruljeskibe med deres planlagte kapaciteter – samt andre initiativer (f.eks. ARK-projektet) – har forstået at tilpasse Søværnets og Forsvarets udvikling, således at Danmark også i fremtiden kan bidrage med relevante elementer til NATO’s maritime styrker.

Af Kommandørkaptajn John Hansen, der er tjenstgørende som Branch Head Expeditionary Warfare i Headquarters Maritime Component Command Northwood, England.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.3_2004.pdf


[1] Det seneste dokument, som behandler “den maritime dimension” er dateret august 2002 og udsendt som et fælles Bi-SC papir.

[2] Definition af “Expeditionary Operation”:

“The projection of military power over extended lines of communication into a distant Area of Operations. It involves the establishment of forward bases, either on land or at sea, from which military power can be brought to bear on the situation. Expeditionary forces thus require the capability to temporarily create a support apparatus, necessary to sustain the operation to its conclusion. The capability to “mount the expedition” (movement and sustainment) at appropiate readiness and relatively short notice, is the central consideration in the conduct of an expeditionary operation”.

[3] Storbritannien, Frankrig, Spanien og Italien har egne FOST faciliteter. Tyskland, Holland og Belgien benytter sig i vid udstrækning af FOST

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.