NATO og atomvåbnene

Redaktør Niels Jørgen Haagerup, MEP, fremsætter her nogle bemærkninger til Robert McNamara’s seneste forslag om en no-early-use fulgt af en no-first-use doktrin.

Den enorme interesse for visse sider af de sikkerhedspolitiske problemer, som vi har oplevet i den vestlige verden i de sidste par år, har både positive og negative sider. Det mest positive er den medleven i de afgørende spørgsmål, der knytter sig til krig og fred, og som i et demokratisk samfund skulle kunne bane vej for en bedre forståelse mellem politikere og vælgere og mellem sagkyndige og lægmand. Den mest negative side er en udbredt tilbøjelighed til at overforenkle problemerne og omsætte dem i slagord som »nej til atomvåben«, der nok afspejler en holdning, men ikke antyder noget konkret om, hvordan de dybereliggende problem er skal søges løst. Det er ikke atomvåbnene, der i sig selv er problemets kerne. Det er derimod ubestrideligt, at atomvåbnenes eksistens udgør den hid til største udfordring, menneskeheden har stået overfor henset ikke blot til krig og fred, men til selve civilisationens overlevelse.

Den frygt for en ny verdenskrig, som rådede sidst i 1940’eme og i 1950’eme har dog til dato vist sig ubegrundet. Der har været mange krige, men ingen ny stormagtskrig, og der er ikke anvendt atomvåben til krigsformål siden Hiroshima- og Nagasaki-bombeme i 1945. Nu er frygten for en krig atter vokset frem. Den er især knyttet til, hvad der opfattes som de to supermagters stadig mere om fattende atomvåbenoprustning. I centrum for den meget følelsesladede debat, vi har oplevet de sidste år, har stået NATO ’s såkaldte dobbeltbeslutning om over en femårig periode fra slutningen af 1983 at opstille ind til 572 mellemdistanceraketter med atomsprængladninger i Vesteuropa, en beslutning, der var udløst af den forudgående sovjetiske opstilling af især de nye SS-20 raketter rettet fortrinsvis mod mål i Vesteuropa. Så meget i centrum har denne beslutning været, at det for mange fredsaktivister har været set som et hovedmål at forhindre opstillingen af de amerikanske raketter.

At arbejde for fred er af mange blevet udlagt som modstand mod de amerikanske raketter - en af de vildledende overforenklinger i den løbende debat, som ikke har uddybet forståelsen for de sikkerhedspolitiske problemers komplicerede natur. E n anden uheldig tendens er at rette opmærksomheden udelukkende mod atomvåbnene ved at kræve dem afskaffet for dermed at fjerne truslen om en atomvåbenkrig. Atomvåbnene er kommet ind i verden i kraft af vor viden om, hvordan vi kan frem stille dem. Intet forbud og ingen erklæringer kan tilintetgøre den viden, og ingen aftale om at tilintetgøre atomvåben helt eller delvist vil have nogen værdi, medmindre den er baseret på en gensidig tillid og en demonstreret og varig fællesinteresse. Enhver debat om sikkerhedspolitik og atomvåben må derfor gå ud fra en erkendelse af, at der ikke er nogen genvej til at fjerne atomkrigsfaren ved at fjerne atomvåbnene.

Endvidere er det nyttigt at erindre sig, at hvor farligt og bekosteligt den fortsatte oprustning med blandt andet nye typer atomvåben end er, så er der ikke tale om et totalt ukontrolleret og irrationelt kapløb, der fuldstændigt blind t øger antallet af masseødelæggelsesvåben på begge sider for at være i spidsen og opnå eller bevare en sikker overlegenhed. Vi kender ikke så meget til omfanget af det sovjetiske atomvåben-arsenal, der muligvis er vokset uden afbrydelse. Men allerede fra m idt i 1960’eme skete der en formindskelse af de amerikanske atomvåbens samlede sprængkraft, og den opgives i dag at være under en trediedel af, hvad den har været. Det skal dog straks tilføjes, at denne kvantitative form indskelse ikke modsvares af en kvalitativ reduktion, tværtimod. Det hører også med i billedet, at mens der i perioder har været en stilstand i udviklingen og produktionen af nye atomvåben i USA, som det skete under de første år af Jimmy Carters præsidentperiode, så har der i andre perioder, som under præsident Reagan siden 1981, været en udvikling i retning af en forøget oprustning herunder også med nye typer atomvåben.

Men selv om det er konfliktårsageme og m istilliden, man skal søge at komme til livs gennem forhandlinger, diplom ati og ændrede internationale adfærdsmønstre, så giver det naturligvis god mening her og nu at se på, om der er noget, der i forbindelse med vore overvejelser og beslutninger om atomvåbnene kan gøres for at mindske risikoen for en atomvåbenkrig. På det sidste har især den tidligere amerikanske forsvarsminister fra 1961 til 1968, Robert McNamara, gjort sig bemærket ved sine bestræbelser på at få Vesten til at vedtage en anden atomvåbenstrategi eller i hvert fald modificere den hidtidige atom våbenpolitik for derved at mindske atomkrigsfaren. Han har dels med andre, dels alene skrevet artikler i bl.a. Foreign Affairs, senest i udgaven fra efteråret 1983, og han har i en artikel i ugemagasinet Newsweek 5. december 1983 i mere summarisk form anført 18 skridt, som kunne tages nu eller i nær fremtid. De er alle værd at studere, selvom de fleste ikke er nye, og flere af dem er, uafhængigt af McNamara’s forslag, ved at blive til virkelighed.

Når McNamara tager til orde for, at supermagterne stræber mod en aftale, der skal medføre, at de kun råder over atomraketter med en enkelt sprængladning, dækker det over en stadig mere udbredt opfattelse. Den fremgik også af den amerikanske Scowcroft-kommissions forslag til Reagan-regeringen, selvom den gik ind for, som en m idlertidig foranstaltning, at opstille 100 såkaldte MX raketter med mange sprængladninger. McNamara vil også finde udbredt støtte for sit forslag om, at der ikke må ske et atomart gengældelsesslag uden sikkerhed for, hvorfra det første atomslag er kommet. Det giver også god mening at foreslå, at USA i en eventuel atomkrig ikke skal søge at ramme og udslette Sovjetunionens kommandocenter, for det må være muligt for de sovjetiske ledere at kunne bringe en atomvåbenkonflikt til afslutning. Både med dette og andre forslag går M cNam ara således ind på de problemer, der knytter sig til en standsning af en eventuel atomvåbenkrig. Dette er utvivlsom t et alt for uudforsket felt. Jeg erindrer selv et besøg, jeg for mange år siden aflagde hos den amerikanske sikkerhedspolitiske frem tidsforsker Herman Kahns Hudson Institut i USA . Kahn påviste, at nok undersøgte man nøje, hvordan man kunne forhindre udbruddet af en atomkrig, men man gjorde intet eller lidt for at undersøge, hvordan man bragte en sådan krig til afslutning, bl.a. fordi der er tradition for, at når en krig først er begyndt, gælder det om at vinde den, som vi så under de to verdenskrige.

Men hvis ikke disse forslag om, hvordan man kan standse en opstået atomvåbenkonflikt indgår i overvejelserne om at nedbringe risikoen for en atomkrig overhovedet, hører de strengt taget hjemme i en anden sammenhæng end den, det her drejer sig om. McNamara går endvidere ind for at tilbagetrække halvdelen af de ca. 6000 taktiske atomvåben, som NATO har i Vesteuropa, noget som allerede er i gang med de beslutninger, der er truffet af NATO i to omgange. Først i 1980 om fjernelse af 1000 sprængladninger, og siden i 1983 om at endnu 1400 tilbage. De resterende bør trækkes tilbage fra det østlige Vesttyskland for at mindske fristelsen for at anvende dem i en tidlig konfliktfase, mener McNam ara. Også den udvikling er muligvis i gang. Mange ser den fordel ved de planlagte NATO-mellemdistanceraketter i Vesteuropa, at de kan formindske NATO-forsvarets afhængighed af de taktiske atomvåben placeret i et frem skudt område nærmest Østeuropa.

McNamara går også ind for en atomvåbenfri zone på ca. 100 km’s bredde langs Vesttysklands østgrænse. D et kan minde om Palme-kommissionens forslag om et atomvåbenfrit bælte ned gennem Centraleuropa. Det er mere om stridt, for en sådan atomvåbenfri zone kan skabe en illusion om, at man derved formindsker faren for en atomkrig uanset at atomvåbnene vil kunne skyde henover en sådan zone og måske endog netop ville blive koncentreret lige udenfor en sådan zone og i krigstilfælde eventuelt hurtigt ført ind i zonen. En udvikling, der udtynder de taktiske atomvåben og måske kan fjerne dem helt fra de fremskudte områder som led i de to alliancesystemers strategi hver for sig, vil antagelig i første omgang være mere realistisk end en aftale, der forudsæ tter en kontrol, der vil være politisk om stridt set fra Moskva og teknisk vanskelig at realisere.

Andre af McNamara’s forslag går ud på at standse udviklingen af, hvad han betegner som de stabiliserende våben, herunder den nye amerikanske MX-raket og Pershing II raketten, indføre mere vidtgående kontrolmekanismer i hver atomsprængladning, aftale et totalt atomprøvestop og styrke ikke-spredningsforanstaltningeme for at forhindre, at atomvåben kommer i hænderne på terrorister og på flere nye lande. Endelig vil McNamara have et fælles amerikansk-sovjetisk informationsog kontrolcenter, hvormed han antagelig tænker på en udvidelse af den fælles SALT-overvågningskommission. De fleste af disse forslag vil samle støtte i den vestlige verden, og er som sagt tildels allerede ved at blive realiseret. De er ikke helt så nye og originale, som det kunne lyde for nogen.

Mere om stridt er McNamara’s forslag om, at NATO med omgående virkning indfører en strategi, der udelukker hurtig anvendelse af atomvåben i en eventuel forsvarskamp, og at man indenfor fem år vedtager en strategi, der udelukker, at NATO overhovedet anvender atomvåben, medmindre angriberen allerede har anvendt atomvåben. Centralt for McNamara’s argumentation er, at han ikke anser det for en fordel for NATO at bruge atomvåben først. Det ville udløse en sovjetiskatomgengældelse på vestligt territorium , og en sådan første-anvendelse af atomvåben fra NATO’s side vil ikke kunne begrænses, men lede til en stadig mere omfattende atomkrig - medmindre man da følger et andet af McNamara’s og den tidligere sikkerhedsrådgiver McGeorge Bundy’s forslag om, at man i tilfælde af en fjendtlig anvendelse af et atomvåben bruger en mindre type atomvåben end fjenden. Det er en lidt teoretisk tanke. Jeg er mere tilbøjelig til at være enig med dem, der mener, at i en faktisk atomkrig vil sådanne planer om optrapning og nedtrapning være yderst vanskelige at realisere i henhold til en forud fastlagt plan.

McNamara ønsker en NATO-strategi, der afskriver Vestens ret til som den første at bruge atomvåben. Han gør selv opmærksom på, at det forudsætter en udbygning af de konventionelle styrker, og han siger, som mange før ham, at det kan lade sig gøre, og at det ikke vil koste uoverstigelige summer, måske »kun« 10 milliarder dollars ekstra over en femårig periode. Som andre før ham peger han på de forbedrede muligheder indenfor våbenteknologien, der skulle styrke et forsvars mulighed for at klare et konventionelt angreb med konventionelle midler alene. McNamara er tilsyneladende i overensstemmelse med store dele af den vestlige opinion både i USA og - måske især - i Vesteuropa, når han går ind for at formindske NATO-forsvarets afhængighed af atomvåben, hvis man ellers kan udlægge de sidste års store demonstrationer mod atomvåben og raketter på den måde. Men kan denne holdning omsættes til en forståelse for et øget konventionelt forsvar? Det er tvivlsomt.

Selv om demonstrationerne og fredsbevægelserne ikke direkte er rettet mod NATO og det militære forsvar, er de i vid udstrækning også rettet mod NATO og det militære forsvar, og de er i høj grad rettet mod USA, uden hvis aktive deltagelse i Vesteuropas forsvar der ikke vil være noget NATO. Ser man på NATO-landenes beslutning i 1978 om hvert år at forøge forsvarsbudgettet med reelt 3 pct. om året, er det kun ganske få lande, der har opfyldt denne målsætning. Derfor virker den amerikanske øverstkommanderende general Bernard Rogers påvisning af, at yderligere kun een procents forøgelse vil give NATO-landene det tilstrækkelige konventionelle forsvar ikke overbevisende - ud fra en rent politisk vurdering. Der er en udvikling i gang for at mindske NATO-forsvarets afhængighed af atomvåben, især som et resultat af våbenteknologiens udvikling og den indledte modernisering af NATO’s konventionelle styrker. Men at opstille en doktrin, der fastslår, at NATO ikke vil være den første til at anvendeatomvåben, hvis NATO-landene angribes, vil for det første ikke blive anset for trovæ rdigt og for det andet være farligt, hvis NATO’s konventionelle forsvar stadig er utilstrækkeligt. Form odninger om, at en enkelt procents forhøjelse er nok, ignorerer, at den vedtagne 3 procents forhøjelse fra 1978 ikke er realiseret.

Det er derimod rigtigt, at en styrkelse af det konventionelle forsvar kan hæve atomtærsklen, d.v.s. udskyde tidspunktet for en eventuel anvendelse af atomvåben. Men uden en sådan forøgelse eller med en ganske utilstræ kkelig forøgelse kunne en NATO-strategi, der på forhånd udelukker en første-anvendelse af atomvåben øge krigsfaren ved at reducere selve krigsafskrækkelsen, som er atomvåbnenes egentlige og antagelig eneste funktion. Ingen kan bevise, at atomvåbnene har været afgørende for, at vi er sluppet for en ny storkrig, selv om der er en vis sandsynlighed for det. Det er imidlertid ikke russernes vished om, at NATO vil bruge atomvåben, men uvisheden om, hvorvidt de vil blive anvendt, der er krigsforebyggende.

Faren for en storkrig i Europa med eller uden anvendelse af atomvåben er efter min personlige vurdering i dag mindre end den har været ved flere lejligheder i 1950’eme og 1960’eme, og den er ikke vokset proportionalt med atomvåbenarsenalemes vækst. Som den franske skribent fra Le Monde, Andre Fontaine, har skrevet: Sammenlignet med andre våben har atomvåben den fordel - ind til det modsatte kan bevises - at det er så risikabelt at bruge dem, at de, der har dem, er bange for at bruge dem. Andre våben er beregnet til at dræbe, atomvåben kan kun bruges til at skræmme med. Erfaringen fra de krige, supermagterne har været eller er involveret i, synes at underbygge denne opfattelse, når man ser på Indokina, Korea og Afghanistan.

Fontaine har også et svar til dem, der anbefaler ensidige vestlige nedrustningsforanstaltninger, herunder en opgivelse af opstillingen af mellemdistanceraketter i Vesteuropa, ved at henvise til, at russerne ikke har vist sig tilbøjelige til at reagere imødekommende på sådanne vestlige handlinger. Præ sident Carter opgav neutron-bomben, indstillede bygningen af de nye bombefly B-l og ophørte med opstillingen af nye interkontinentale strategiske missiler. I samme periode opstillede russerne de første SS-20. Det vil være yderst betænkeligt, hvis NATO søgte at udvikle og vedtage en strategi, der blev fastlagt med henblik på at berolige en opskræmt vestlig opinion, og som på samme tid undergravede eller afgørendesvækkede den krigsafskrækkende målsætning. Det nytter ikke noget at søge den vestlige opinion beroliget med forsikringer om, at NATO aldrig vil bruge atomvåben først, hvis sådanne forsikringer uden konventionelle styrkeforbedringer opmuntrer Kreml til at tro, at der kan føres en konventionel krig i Europa, og at den kan vindes.

Det vil også være højst risikabelt, såfremt NATO begyndte at operere med een deklaratorisk strategi og en helt anden operativ strategi, eller sagt på en anden måde: hvis den vestlige opinion og en eventuel modpart får at vide, hvad NATO vil gøre i en given situation, mens NATO i virkeligheden planlægger at gøre noget helt andet. Indtil videre er det derfor mest hensigtsmæssigt at give det korrekte indtryk, at NATO ikke udelukker en første-anvendelse af atomvåben, hvis NATO bliver angrebet. Men kan McNamara’s og andres indsats for at skabe forståelse for et mere effektivt konventionelt forsvar bære frugt, vil man kunne mindske NATO’s afhængighed af atomvåben og dermed mindske faren for en atomkrig, vel at mærke uden at svække selve krigsforebyggelsen. Det er, hvad det hele drejer sig om. Om det med tiden kan føre til en no-first-use doktrin er uvist, men hvis det er, hvad europæerne vil, må de også betale prisen for det.

Niels Jørgen Haagerup.

PDF med original udgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:PDF icon 1984_02.pdf

Litteraturliste

Del: