NATO og alliancens fremtidsmuligheder

Henry A. Kissinger: The Troubled Partnership. A Re-appraisal of the Atlantic Alliance. Mc Graw-Hill, New York.

Henry A. Kissinger hører, siden han i midten af 50-erne med sin første bog: »Nuclear Weapons and Foreign Policy« — hvis væsentligste punkter var fremkommet tidligere som en artikel i det amerikanske udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Affairs — rigtigt trådte frem i offentlighedens lys, til det rejsende broderskab af sikkerhedspolitiske eksperter eller kommentatorer, der ved deres deltagelse kaster lys over mere eller mindre officielle konferencer om udenrigspolitiske og strategiske spørgsmål i alle fem verdensdele.

Problemer af denne art har som bekendt overalt i den lidt bredere offentlighed fanget større og større interesse og givet anledning til, at de institutioner, der oftest på halvofficiel eller privat basis — men ikke sjældent med støtte af offentlige midler — har beskæftiget sig med mere videnskabelig behandling af udenrigspolitiske, sikkerhedspolitiske og afrustningsspørgsmål, har formeret og differentieret sig. Til de mange projekter der herunder iværksættes, anvendes et stort antal videnskabsmænd og publicister, der ofte på tværs af deres egentlige videnskabelige uddannelse lægger navn til publikationer, der på grund af deres aktualitet eller særlige synspunkter får stor offentlig omtale og angiveligt — ikke sjældent — indflydelse på fastlæggelsen af politiske retningslinier.

Kissinger fremkom med sin første bog — der var udarbejdet på grundlag af drøftelser i en arbejdsgruppe under Council on Foreign Relations (USA’s mest betydende udenrigspolitiske forening) — på et tidspunkt, hvor især spørgsmål om anvendelse af atomvåben, herunder taktiske atomvåben, og begrænsning af konflikter havde fået aktualitet og ikke i større omfang var blevet offentligt behandlet. Bogen indeholdt flere udenrigspolitiske analyser og fremdrog ny og overbevisende sikkerhedspolitiske problemstillinger, hvilket all sammen bidrog til at gøre forfatteren kendt i offentlighedens bevidsthed.

Senere udsendtes yderligere en bog af Kissinger, »The Necessity for Choice«, hvor den tidligere bogs analyser og forslag blev ajourførte og modererede — og han blev i en kort periode anvendt som rådgiver for den ny Kennedy-administration. Forfatteren er for tiden ansat ved Harvard Universitetets Center for International Affairs.

Det her anmeldte værk er ét af tolv studier, som Council on Foreign Relations har iværksat med rundhåndet støtte fra Ford Foundation under betegnelsen: »The Atlantic Policy Studies«. Hensigten hermed er at undersøge USA’s forhold til og politik over for Vesteuropa, idet formålet ikke alene er at beskrive og forudsige udviklingen, men også at anbefale en politik.

Bogens principielle indhold er ikke ukendt. Som nævnt blev Kissinger anvendt som rådgiver, men havde øjensynligt synspunkter, der var så afvigende fra administrationens, at et samarbejde ikke var frugtbart. Senere fremkom over årene et mindre antal artikler fra Kissingers hånd, hvori han kraftigt tog afstand fra USA’s atlantiske politik og udviste en ikke ringe forståelse for General de Gaulles synspunkter. Endvidere var han stærkt kritisk over for den publicerede amerikanske strategi — især med udgangspunkt i forsvarsminister R. J. Mc Namaras tale ved Ann Arhor Universitetet i 1962. Samtidig deltog han i stadigt voksende omfang i førnævnte institutters konferencevirksomhed, hvorfra hans synspunkter, der selvfølgelig fortsat udvikledes, også er kendte.

Disse fra den officielle linie efterhånden stærkt afvigende synspunkter er — dog ofte i afdæmpet form — indarbejdet i bogen, hvoraf afsnit iøvrigt allerede har været offentliggjort i Foreign Affairs. »

The Troubled Partnership« er særdeles detailrig i sin behandling af USA’s politiske og militære problemer i forholdet til NATO-alliancen. Da værket således hæfter sig ved de forhold, der har direkte betydning for samarbejdet inden for pagtens rammer, kommer ikke alle de spændinger frem, der eksisterer inden for andre af samfundslivets områder. Hertil kommer, at det kun dårligt træder frem, at USA’s forpligtelser over for NATO kun er en del af samtlige de forpligtelser, denne nation har påtaget sig i udenrigspolitisk og militær henseende. Da samtidig — i det store og hele — kun forholdet til England, Frankrig og Vesttyskland behandles på udførlig vis, kan man let lade sig rive med af værket og glemme, at selvom Vesteuropas sikkerhed nok er af stor betydning for en bedømmelse af magtfordelingen mellem øst og vest, så konfronteres disse to magtblokke også andre steder i verden og på en så afgørende måde, at det må spille ind ved en vurdering af NATO’s sikkerhedspolitiske problemer.

Bogen indledes med en forholdsvis kort redegørelse for NATO’s strukturelle problemer, der tager sit udgangspunkt i en beskrivelse af pagtens oprindelige grundlag. Dette grundlag har dels Vesteuropas økonomiske genrejsning ændret, dels den fortsatte udvikling og differentiering af de militære magtmidler forskubbet, således at USA’s hegemoni er svækket. Kissinger anfører i denne forbindelse, at alliancens største problem er, at den teknologiske udvikling bevæger sig i en retning, der er helt i modstrid med sædvanlig opfattelse af national suverænitet. Faren for atomkrig kan således blive for stor til på meningsfyldt måde at kunne kombineres med de træk, der sædvanligvis tillægges suverænitetsprincippet; den suveræne stats ret til at forandre sine strategiske eller politiske synspunkter. De moderne våbens rækkevidde og ødelæggelsesevne har en tendens til at nære både ekstrem nationalisme og neutralisme.

En suveræn stats diplomatiske indflydelse svarer i dag ikke nødvendigvis til dens militære styrke; tværtimod er det muligt — dækket af den eksisterende magtbalance — for svagere nationer at optræde med stærk aggressivitet og selvstændighed i deres udenrigspolitik, beskyttet af den amerikanske atomparaply.

I bogens næste del behandles de politiske problemer i forhold til England, Frankrig og Vesttyskland. Som nævnt viser Kissinger megen forståelse for europæiske synspunkter og er stærkt kritisk over for USA’s »grand design«, der støtter enhver udvikling i retning af en suveræn politisk sammenknytning mellem de europæiske allierede. For en sådan politik anføres sædvanligvis fire argumenter: den vil bringe afslutning på konflikter mellem disse lande indbyrdes, skabe en effektiv modvægt mod Sovjetrusland, binde Vesttyskland uigenkaldeligt til Vesten og give USA en »ligevægtig« partner. Kissinger fremhæver nødvendigheden af, at man i Europa finder sammen i et snævrere samarbejde for at komme igennem den krise, alliancen notorisk befinder sig i. Det er nødvendigt for USA at anerkende specielle — eller ét specielt, såfremt en eller anden form for europæisk politisk samling er mulig — europæiske synspunkter i afgørende udenrigspolitiske spørgsmål. General de Gaulle har ikke skabt denne problemstilling, men blot påbegyndt en amerikansk — europæisk dialog herom, som ville være kommet før eller senere — de Gaulles tro på nationalstatens fortsatte berettigelse målte komme i konflikt med USA’s overbevisning om dens forældelse. Man m i dog holde sig for øje, at generalen ikke er modstander af pagten som sådan, men derimod af den integration af det militære kommandoapparat, som ikke direkte er forudsat i traktaten, men som man under alliancens første år fandt fornøden for at opbygge et tilstrækkeligt stærkt, militært forsvar over for den sovjetrussiske trussel.

Da de Gaulle ser det europæiske sikkerhedsproblem i snæver europæisk ramme, er der en slags »sund fornuft« i hans synspunkt, at kun de nationer, der er i stand til at udøve et ansvar, kan danne meningsfyldte sammenslutninger, og kan derfor logisk set samtidigt kræve en europæisk identitet og en fransk selvstændigbed.

Efter Kissingers opfattelse må NATO betragtes som en enestående foreteelse i verdenshistorien, der bar indbygget et stærkt splittelsesmoment på grund af dens uharmoniske sammensætning. Fra amerikansk side må man, som pagtens magtcenter, interessere sig for den umiddelbart forestående tids problemer, men de Gaulles rækker snesevis af år ind i fremtiden og bygger på en historisk opfattelse, der understreger Frankrigs mission i staternes store samfund. Der er noget tragisk over modsætningerne mellem USA og Frankrig — ingen tvivler om det fælles mål, men man er uenige om vejene frem, der er uforenelige og hver for sig urealisable.

I sin behandling af problemerne i forhold til England og Vesttyskland røres der ikke ved så følelsesladede emner. I behandlingens centrum står Berlin-krisen og Nassau-overenskomsten. Kissinger bestrider rigtigheden i og virkeligheden af en sand særlig engelsk-amerikansk forståelse, og vejer samtidigt Vesttysklands vanskelige stilling mellem amerikansk og fransk tiltrækning — man er nødt til at operere under USA’s militære beskyttelse og under diplomatisk dække af Frankrig. Debatten forvirres på den måde, dens linier bliver trukket og gør det vanskeligt at tage både kritik og støtte af USA’s dispositioner og synspunkter efter deres pålydende værdi.

Den strategiske debat gøres til genstand for en omfattende behandling i bogens tredie del, hvor forfatteren anfører, at uenigheden om valg af fælles strategi er blevet forværret, fordi den er symbol for den langt større modsætning om politiske spørgsmål. Ganske vist har USA gang på gang erkendt sit ansvar for deltagelse i Europas forsvar, men de allierede er stadigt usikre. De har gennem tiderne s et for mange alliancer falde fra hinanden, og deres uro forstærkes ved usikkerheden om den fremtidige konflikts karakter, og fordi der er en overvældende ensidighed i den militære styrkefordeling inden for alliancen.

I et sådant afhængighedsforhold — der slet ikke er i klang med den voksende uafhængighed på andre områder — giver en fortløbende udvikling af den erklærede amerikanske strategi anledning til uro.

Det vil i en anmeldelse føre for vidt at søge kort at referere Kissingers beskrivelse af den amerikanske strategidebats udvikling. Dens hovedpunkter er koncepterne om »flexible response«, modstand mod nationale atom- slagstyrker, anvendelse af taktiske atomvåben samt udbygning af det konventionelle forsvar. USA’s ønske om eksklusiv kontrol med atomstrategien er psykologisk og politisk vanskelig at forene med en strategi, der kræver mulighed for »multiple choice« eller »flexible response«. De europæiske staters nægten at tilskrive de konventionelle styrker nogen meningsfyldt opgave er uforenelig med opretholdelse af store amerikanske konventionelle styrker inden for Europa. Såfremt USA tilskriver det konventionelle forsvar stærk nok betydning, må det tilstå sine allierede en vis autonomi for såvidt angår atomkontrollen, men hvis disse kræver automatisk udløsning af en atom gengældelse, synes stationering af amerikanske konventionelle styrker i Europa uden hensigt.

NATO’s strategiske dilemma består, fordi der er en stadigt voksende uoverensstemmelse mellem de strategisk/tekniske krav og nationalstatens politiske selvfølelse. Tre faktorer er af særlig betydning i denne sammenhæng: Behov for centraliseret kontrol af de militære operationer, de større allieredes ønske om at have en betydende indflydelse på fælles beslutninger, især med hensyn til at bestemme, hvornår der foreligger en aggression, og i planlægningen af de militære operationer, og endelig samme staters ønske om at dele den prestige og politiske magt, som kontrol med atomvåben indebærer, eller rettere som man tror den indebærer.

Den meget skarpe debat om disse spørgsmål, der især er udkrystalliseret ved USA’s og Frankrigs holdning over for hinanden, har givet anledning til forslag om oprettelse af en fælles atomslagstyrke. Kissinger behandler dette projekt meget nøje og øjensynligt objektivt. Bl. a. fremgår det, at den stædige amerikanske fastholden af projektet — på trods af dets mange åbenbare mangler og mindst militære — især skyldes det amerikanske udenrigsministeriums tro på dets politiske berettigelse, idet man som en rimelig pris for de politiske gevinster, godtager udsigten til, at der i den sidste ende ville opstå en ren, europæisk atomstyrke unddraget en centraliseret, amerikansk kontrol.

Kissinger går ind for, at man fra amerikansk side indrømmer, at tanken om den fælles atomslagstyrke var en forbier, og foreslår — også på grund af overvejelser vedrørende anvendelse af taktiske atomvåben — at der oprettes en allieret atomstyrke, der omfatter våben med over ca. 500 km rækkevidde. Disse våben skal samles under en fælles chef, der skal kontrolleres af et politisk organ, hvori Vesttyskland har samme indflydelse som de nuværende tre NATO-atommagter, der skal tilvejebringe atomvåbnene og deres fremføringsmidler. Dette organ skal således handle som rådets udøvende myndighed og have ansvaret for udvikling af fælles politiske programmer og strategiske doktriner.

SACEUR skal bevare kontrol over mindre langtrækkende våben, der skal grupperes således, at der skabes mulighed for i en given situation at kunne vælge mellem konventionelle og atomare operationer.

De konventionelle styrkers gruppering skal klart afspejle deres primære funktioner, som slør og strategisk reserve.

Bogens sidste del forsøger at opridse alliancens politiske fremtidsperspektiver.

Disse er først og fremmest betinget af, i hvilken udstrækning det vil være muligt at imødegå Sovjets diplomatiske offensiver------ herunder især af, hvorledes man griber spørgsmålet om Vesttysklands fremtid an.

Som en væsentlig faktor, der medvirker til at skabe ustabile forhold mellem øst og vest fremdrages den interne magtkamp i Sovjetrusland, der frembringer en særlig ledertype. Deres karriere bygger på ubændige ambitioner, som bortser fra al form for loyalitet — opad, nedad og til siderne — og som skaber en næsten uovervindelig mistænksomhed over for omgivelserne. De hersker gennem deres evne til at »dele« både tilhængere og modstandere -— og de fører dette adfærdsmønster ind på den storpolitiske scene.

Hertil kommer så, at de mener, at marxisme-leninismen giver dem et ufejlbarligt og enestående værktøj til at forstå historiens gang, og at kun deres synspunkter afspejler den »objektive« virkelighed, der omfatter samfundets sociale og økonomiske vilkår. Dette betyder, dels at Sovjetruslands ledere altid vil vælge at vinde en territorial eller politisk fordel fremfor Vestens goodwill, dels al de ikke umiddelbart kan vige i forhandlinger — selv overfor indrømmelser. Tværtimod kræver enhver ændring i deres forhandlingsposition talløse rokeringer og megen tid for at skabe det indtryk, at de egentlig aldrig har villet andet end den ny position.

Over for en sådan modstander kræves fasthed som dels må udmøntes i alliancemedlemmernes villighed til at underordne kortsigtede fordele en langsigtet plan for fremtiden samt evne til at opbygge et konkret og fælles program. For de to Tysklandes vedkommende anbefaler Kissinger, at man søger at skabe en politik, der skiller problemerne om selvbestemmelsesret og genforening. Fra Vestens side skulle man således erklære, at selvom man anser en samling af det delte Tyskland som det endelige mål, kan man for en femten års periode akkviescere ved eksistensen af en østtysk stat, såfremt dens regering fremstår ved fri valg. Østtyskland skulle derefter have en status tilsvarende Østrigs, men de økonomiske bånd, hvormed det er bundet til Østblokken skulle fastholdes de første ti år, hvorefter den gensidige afhængighed skulle fremgå af normale forhandlinger.

Ved fri valg skulle Østtyskland derefter bestemme, om det ville bevare sin status som en selvstændig stat, der kun var løst forbundet med Vesttyskland, eller om det ønskede en genforening. Begge Tysklande skulle anerkende Oder-Neisse grænsen. Det tidligere Østtyskland skulle rømmes for russiske styrker, og et tilsvarende landområde vest for Elben skulle rømmes for fremmede styrker. Samtidig skulle de vesttyske styrker i området udtyndes. Det forenede Tyskland skulle give afkald på at råde over atomvåben.

Forfatterens samlede anbefaling for en ny strukturering af NATO går ud på, at man må søge frem imod en fælles udenrigspolitik — eller i det mindste fastsætte grænser for, hvilke uoverensstemmelser, der kan »tillades«. For at opnå dette kræves skabelse af et politisk organ på højeste plan, der kan samordne medlemslandenes politik — og som tidligere nævnt kontrollere alliancens atomstyrker og strategi. Dette skal konstitueres som rådets udøvende komité og bestå af seks medlemmer (USA, England, Frankrig, Vesttyskland, Italien og et medlem, der efter tur skal vælges blandt pagtens små lande). Denne komité skal i princippet kunne træffe afgørelser med totrediedels flertal og mødes mindst hveranden måned på departementschefsplan, mens pågældende landes NATO ambassadører iøvrigt skal være stedfortrædende medlemmer.

Inden for disse rammer vil det både være muligt at eksistere som en alliance af nationalstater og at gennemføre en nærmere politisk association mellem enkelte eller alle stater i Vesteuropa.

Foranstående spredte, indledende bemærkninger og kortfattede sammendrag kan naturligvis ikke give noget fuldstændigt billede af »The Troubled Partnership« — men giver vel først og fremmest det indtryk, at bogen ikke indeholder noget væsentligt nyt.

Lad nærværende anmelder tilstå, at han i almindelighed ikke er synderligt overbevist om den konkrete værdi af den stribe af politisk-strategiske værker, der forlader »lænestol-strategernes« — eller rettere deres »research-assistents« — skrivemaskiner, og Kissingers ny bog synes ikke at adskille sig fra mængden.

Det må ganske vist erkendes, at den i det små giver problemstillinger en ny drejning og i sin veldrejede form fremtræder med ny »formuleringer« af væsentlige spørgsmål. Men den er i meget udstrakt grad refererende — og selv om forfatteren i udformningen af sine referater giver udtryk for en vis vurdering og iøvrigt fremsætter en række eksplicite vurderinger, er det ligesom bogen for en europæer ikke rigtigt ægger til kommentarer — — alt virker så sært kendt, og det er altid muligt at henvise til andre fremstillinger, der giver udtryk for afvigende synspunkter eller støtter de fremsatte, eller det er muligt at påvise glidninger i Kissingers opfattelse gennem hans forfatterskab.

Således vil det være muligt at anfægte Kissingers fremstilling på mange og væsentlige punkter, men herigennem bidrages kun til den over alle grænser strømmende literatur om emnet. For at være retfærdig må man imidlertid holde sig for øje, at bogen i hovedsagen sigter mod en amerikansk læserkreds, hvis kendskab til NATO er begrænset, og dens fremstillingsform er i overensstemmelse med den, der sædvanligvis findes i amerikanske politiske videnskabsområder.

Kissinger tilstræber formentlig — ganske legitimt selvfølgelig — at påvirke de udøvende amerikanske myndigheders politik over for NATO, og bogen har vakt interesse i USA, hvor den særligt henvender sig til den altid kritisk indstillede del af de toneangivende akademiske lag, hvor det er en selvfølgelighed, at man tager en kritik af den siddende administrations handlemåder til sit hjerte som en væsentlig del af sandheden. Hvorvidt dette er ønskeligt eller ej, skal der ikke dømmes om her, men der skal henvises til, at Kissinger i sine vurderinger ganske ser bort fra NATO’s mindste medlemslandes indflydelse og følelser, og at USA netop ved sin fremgangsmåde over for disse, nemlig ved at oplyse fremfor at manipulere ud fra sin stærke udenrigspolitiske stilling, har opnået en stor goodwill og blandt disse lande finder tilhængere af sin politiske linie.

løvrigt er det altfor nemt at være kritisk over for beslutninger, der er taget — ofte på et grundlag, der kun indeholdt den af de oplysninger, der idag foreligger om problemerne. I denne forbindelse skal en sidste kraftig kritik rejses mod »The Troubled Partnership« — underforstået kræver den, at USA’s militære ledelse altid skal handle fejlfrit og dømmer begåede fejltrin og nuværende politik ud fra den overflade af problemerne, som er synlig. Den anerkender slet ikke, at der også på dette område foregår en evolution, og at man fra militær side må stå lige så usikker over for væsentlige tekniske nyskabelsers betydning, som man gør det fra civil side. Tværtimod kan man måske hævde, at netop det amerikanske forsvar idag står forrest, hvor det gælder om at finde frem til den bedst mulige udnyttelse af de ressourcer, der stilles til dets rådighed — men også den »gode vilje« udsættes for en god portion sarkasme i bogen på grund af evidente fejltrin og på trods af fremskridt.

- e

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon nato_og_alliancens_fremtidsmuligheder.pdf

Del: