NATO i fokus

Denne artikel er uddrag i oversættelse af en redegørelse, udarbejdet af en gruppe elever på Royal College of Defence, London. Gruppen bestod af oberst G. Asmussen, Danmark, Captain R. G. A. Fitch, Royal Navy, Group Captain D. C. A. Lloyd, Royal Air Force, og Colonel The O’Morchoe, MBE. Efter en indledende omtale af udviklingen inden for NATO og en redegørelse for de indtil nu opnåede resultater, behandler gruppen de politiske og militære pres, der vil kunne svække NATO’s muligheder.

 

»Instead of standing about in a state of frightened paralysis because Washington has finally taken their advise and come to terms with Moscow, the European allies should be working out a strategy appropriate to lower levels of forces on both sides«

Denis Healey - May 1972.

 
I Pres der påvirker NATO’s fremtid.
 
Afspænding
Forud for en undersøgelse af de situationer, som vil kunne give anledning til pressioner, vil det være af betydning at undersøge den politiske scene i Europa og i særdeleshed at prøve på at analysere Sovjets politiske mål samt NATO’s mulige reaktioner herpå. Cuba-krisen i 1962 betegner begyndelsen af en ny fase i Sovjets politik. Bortset fra den betydelige opbygning af den sovjetiske flåde, markerer den starten af det, Kruschev kaldte den fredelige sameksistens politik. Denne politik har gradvis forskubbet de øst/vestlige relationer fra en konfrontationsperiode til en afspændingsperi- ode, i hvilken de mere iøjnefaldende aspekter har været den for nylig stedfundne ratifikation af Vesttysklands traktater med Polen og Sovjet, den firsidede Berlinaftale og de amerikansk/russiske overenskomster i Moskva inclusive SALT overenskomsterne.
 
Vesttysklands anerkendelse af de eksisterende grænser i Europa har igennem nogen tid været et politisk hovedmål for Sovjet. Dette, samt ikke- angrebspagten mellem Vesttyskland og Sovjet, har allerede resulteret i forbedrede forhold mellem disse to nationer og mellem de to Tysklande. Til trods for de overenskomster, der er indgået for nylig og som leder til afspænding, er der ingen tegn på, at Sovjet løsner sit hold i Østeuropa. Den såkaldte Breshnev-doktrin, der blev fremsat efter 1968 invasionen af Czeckoslovakiet er et vidnesbyrd på det modsatte. Ej heller er der tegn på en tilbageholdenhed i det sovjetiske dogme om at udbrede international kommunisme i verden. Berettigelsen for fredelig sameksistens - taget fra en publikation af februar 1972 fra Sovjet Unionens kommunistiske partis Central Komité - er den, at det er en nyttig politik, fordi den accelererer opbygningen af kommunismen og økonomien i de socialistiske lande; fordi den opmuntrer nationale befrielsesbevægelser; forbedrer udsigterne for kommunistiske bevægelser i kapitalistlande og tillige understøtter klassekampen på alle niveauer.
 
Afspændingssituationen angår i hovedsagen Central-Europa, og det er rimeligt at antage, at Sovjets villighed til at acceptere den har været motiveret, delvis gennem en erkendelse af, at en offensiv i Central-Europa vil medføre uacceptable risici for Sovjet, og delvis på grund af det forværrede forhold til Kina. Det er ikke sandsynligt, at denne afspænding vil få virkning på den stadigt voksende sovjetiske flådeindflydelse rundt om NATO’s flanker, ind i Atlanterhavet fra nord og ind i Middelhavet mod syd. Det er heller ikke sandsynligt, at afspændingen vil mindske Sovjets forsøg på at vinde indflydelse - det være sig militært eller politisk - i de nordafrikanske kystlande og i den Persiske Golf, to områder i hvilke Sovjet vil kunne påvirke olieforsyningerne til Vesten.
 
Det kan derfor siges, at NATO har nået sit mål for så vidt angår det at afskrække Sovjet fra aggression, og det kunne se ud til, at så længe en effektiv afskrækkende styrke eksisterer i Vesteuropa, så længe er udsigterne til en invasion fra Warszawapagten i Vesten ringe. Der vil imidlertid kunne opnås en svækkelse af NATO-alliancen hvis bl.a.:
- De forenede Stater trak sig tilbage fra, eller i meget stor udstærkning reducerede sine styrker i Europa.
- Afspændingssituationen blev misfortolket af de vestlige ledere som en sikkerhedstilstand, og deres militære beredskab blev væsentligt reduceret.
- Sovjetunionen kunne tiltrække sig den vesteuropæiske teknologi og liandel, tilpasset de sovjetiske behov, således at de vestlige lande herved i den grad blev involveret, at de ikke ville acceptere brud på disse områder for NATO-alliancens skyld.
- Troværdigheden af De forenede Staters strategiske atomparaply til støtte for Europa blev mindre udtalt.
- Et kommunistisk regime overtog styret i et NATO-land.
Det må derfor anses for sandsynligt, at Sovjets politik vil være rettet mod mål som disse.
 
På grund af afspændingen vil der uden tvivl forekomme pres inden for NATO for at formindske det nuværende militære beredskab. Interne pres for at reducere forsvarsbudgetterne, vanskeligheder ved at opretholde den militære effektivitet med højt udviklet teknisk materiel, når den militære tjenestetid reduceres, og problemet om opretholdelsen af amerikanske styrker i Europa, når værnepligten ophører. Af disse årsager og til trods for de anstrengelser Eurogruppe-landene gør sig for at forøge forsvarsudgifterne gennem European Defence Improvement Plan, kan det tænkes - skønt det ikke er ønskeligt - at nogen reduktion i størrelse og effektivitet af NATO-styrkerne vil kunne vise sig at være uundgåelig. En ensidig reduktion kan aldrig være til NATO’s fordel. NATO må derfor:
- Undersøge de måder hvorpå man i det mindste kan opretholde og helst forbedre NATO’s relative effektivitet til trods for de ovenfor nævnte pres, så længe den sovjetiske militære trussel eksisterer.
- Stræbe imod en reduktion af de væbnede styrker i såvel NATO som Warszawapagten, der ikke vil medføre militære ulemper for nogen af parterne.
- Forsøge på at fremkalde en liberalisering af regimerne i Østeuropa for at opnå en bedre forståelse mellem Europas folk og herved reducere spænding og andre mulige årsager til konflikter.
 
Conference on European Security and Corporation (CESC)
Der er et almindeligt ønske om at afholde en konference om europæisk sikkerhed og samarbejde. I NATO-rådet er der opnået enighed om multilaterale forhandlinger som forberedelse til denne konference og der er mulighed for, at den vil blive afholdt i 1973. Oprindeligt foreslog NATO forhandlinger om gensidige og balancerede styrkereduktioner (Mutual and Balanced Force Reductions — MBFR) ført direkte mellem NATO og Warszawapagten som en forudsætning for alle andre konferencer om europæisk sikkerhed. Sovjetunionen reagerede ikke, men støttede den europæiske sikkerheds- og samarbejdskonference med den begrundelse, at enhver overenskomst mellem de to pagter ville indebære en fortsat inddragning af USA. Efter det sovjetiske synspunkt ville CESC kunne resultere i en efterfølgende udelukkelse af USA fra den europæiske politiske scene. En sovjetisk dominans af Europa ville blive en logisk konsekvens af dette.
 
Frankrig - medlem af NATO, men ikke af dennes militære organisation - foretrækker også CESC fremfor MBFR-forhandlinger. Frankrig ønsker ligeledes at se den amerikanske rolle i Europa formindsket, men ser sig selv som arvtageren. I nogen tid har der været etableret bilaterale forbindelser med Sovjet, og man ser CESC som en logisk følge heraf. Frankrig håber på en afsvækkelse af den sovjetiske kontrol med de østeuropæiske stater til gengæld for en aftagning af den amerikanske militære indflydelse i Europa. Det er imidlertid NATO’s synspunkt, at en amerikansk medvirken er af væsentlig betydning for en vedvarende vesteuropæisk sikkerhed. En svækkelse i den amerikanske militære tilstedeværelse, som ikke er ledsaget af en tilsvarende effektiv sovjetisk reaktion, ville ikke alene rejse tvivl om effektiviteten af NATO’s konventionelle og taktiske nucleare afskrækkende midler, men også om det amerikanske forsæt om at anvende de strategiske afskrækkelsesmidler til støtte for Vesteuropa.
 
Fra et vestligt synspunkt er der alvorlige vanskeligheder ved at tilvejebringe gunstige eller blot rimelige resultater fra CESC. De østeuropæiske nationer er politisk underordnet Sovjetunionen. Østen taler med én stemme og derfor fra en stærk position. Sandsynligheden for at Sovjet mildner sin kontrol med Østeuropa er ringe. Ideologisk garanterer Brezhnev-dok- trinen en fortsættelse af kommunistregimerne, og historisk er underordnede stødpudestater i tilknytning til grænserne traditionelle mål for Sovjets udenrigspolitik.
 
De øvrige europæiske nationer vil imidlertid gå til konferencen med varierende og til tider modstridende synspunkter. De neutrale nationer vil måske ikke ønske at blive associeret med NATO’s synspunkter og Frankrig har allerede erklæret, at det ikke ønsker det. De forenede Staters stilling vil fremkalde uundgåelige interessekonflikter, fordi de er det dominerende medlem af NATO, skønt ikke en del af Europa. EF’s og USA’s økonomiske politik kan i givet fald være modstridende, og nogen tilfredsstillende langvarig monetær overenskomst mellem de to parter synes endnu ikke inden for rækkevidde. Manglende enighed mellem ikke-Warszawapagtlande om en dagsorden for CESC ville sætte Warszawapagtlandene i en stærk position, i stand til at manøvrere, således at resultatet bliver til deres fordel og til skade for NATO. CESC er politisk overordentlig ønskelig. I praksis ser det imidlertid ud til - så længe Sovjetunionen opretholder sit dogme om udbredelsen af verdenskommunismen - at resultatet vil have tilbøjelighed til at blive til Sovjets fordel. Det er derfor tvivlsomt, om der vil kunne nås nogen grundlæggende overenskomst, som ikke på en mindre gunstig måde vil påvirke Vesteuropas militære og politiske sikkerhed.
 
Mutual and Balanced Force Reduction (MBFR)
For at sikre USA’s stilling i alle drøftelser om Vesteuropas sikkerhed, har NATO-rådet foreslået direkte forhandlinger med Warszawapagtens medlemslande om MBFR. Eftersom Sovjetunionen ikke ønsker USA’s medvirken er det usandsynligt, at disse forhandlinger bliver ført ud i livet undtagen som en del af CESC.
 
Det er NATO’s almindeligt anerkendte militære synspunkt, at enhver reduktion af det nuværende niveau af NATO styrker i Central Europa på afgørende måde ville berøre NATO’s evne til at gennemføre en konventionel kamp, dersom der ikke foretages en reduktion af Warszawapagt styrkerne. NATO’s evne til at gennemføre en sådan kamp, i det mindste for et begrænset tidsrum, uden at ty til brug af kernevåben, er en væsentlig del af »flexible response« strategien. Uden denne mulighed er en sænkning af atomtærsklen uundgåelig. Hvorledes gensidige styrkereduktioner vil kunne opnås, således at det ikke efterlader NATO i en ringere position end nu, kan vanskeligt forudses. Warszawapagtens pansrede enheder overstiger NATO’s i det omtrentlige forhold 3:1, og enhederne er udrustede, organiserede og uddannede til at kæmpe offensivt. Selv om de Sovjet-styrker i Europa, der i almindelighed accepteres som påkrævede til at sikre Warsza- walandenes loyalitet, blev trukket tilbage til Sovjetunionen, ville de let og hurtigt kunne vende tilbage i en spændingsperiode. Det samme vil på grund af afstanden og de geografiske forhold ikke kunne finde sted for de amerikanske styrkers vedkommende, dersom de blev trukket tilbage til USA. Alle gensidige reduktioner vil således være ugunstige for NATO, med mindre de på afgørende måde påvirker Warszawapagtens evne til med kort varsel at gennemføre offensive operationer i Vesteuropa. Det er derfor en permanent og effektiv reduktion af denne evne, der må være NATO’s mål ved MBFR-forhandlingerne. Resultatet af en ensidig reduktion af NATO’s styrker vil derimod være en virkelig fare for Europas sikkerhed.
 
Strategic Arms Limitation Talks and Arms Control (SALT)
De nyligt indgåede SALT overenskomster mellem USA og Sovjet dækkede ikke de britiske og franske kernevåbenstyrker, de amerikanske kernevåben i Europa, og ej heller de sovjetiske Medium Range Ballistic Missiles (MRBM) opstillet mod mål i Vesteuropa. De synes ikke, eller kun sporadisk, at have haft indvirkning på NATO’s position i Europa, idet Anti- Ballistic Missile (ABM) overenskomsten har gjort nødvendigheden af Englands og Frankrigs beslutninger om deres næste generation af strategiske våbensystemer mindre påtrængende. Den nucleare »Ikke sprednings «-traktat forbyder udtrykkeligt overførslen af kernevåben eller kontrollen med disse til andre lande. Selv hvis der opstod et ønske fra de europæiske NATO-lande om at etablere en europæisk atomstyrke - hvilket der for tiden er nogen modstand imod - så ville dette være forbudt i henhold til traktaten, før en eller anden form for politisk union omfattende de berørte nationer og en integration af disses væbnede styrker blev ført ud i livet. Skønt Frankrig ikke har underskrevet »Ikke-sprednings«-traktaten, er det ikke sandsynligt, at man ville tillade andre europæiske nationer at få kontrol med dets kernevåben. Man vil næppe kunne tænke sig, at en europæisk atomstyrke vil kunne se dagens lys i en overskuelig fremtid på anden måde end gennem en kombination af britiske og franske atom-styrker og med kontrollen bibeholdt af disse.
 
Frankrigs stilling
Frankrig er stadig medunderskriver af Atlantpagten og er stadig medlem af NATO-rådet. I marts 1966 meddelte Frankrig sin hensigt om at forlade de integrerede militære kommandoer og som følge deraf rådslagningerne i NATO-rådet vedrørende militære problemer, endvidere krævede man tilbagetrækning af fremmede militære styrker fra fransk område. Efter denne dag har der ikke været tegn på, at Frankrig ville vende tilbage til folden, tværtimod har man haft grund til at frygte en total tilbagetrækning fra alliancen. En sådan frygt er måske svindende efter general de Gaulles død og fordi Frankrig har fortsat sit medlemsskab udover de første obligatoriske 20 år af alliancens eksistens.
 
Frankrigs tilbagetrækning fra de integrerede militære kommandoer var ikke resultatet af en pludselig beslutning, men snarere af en voksende misfornøjelse med de strategiske tanker i alliancen, domineret af USA. General de Gaulles politik var i princippet anti-amerikansk og det var hans faste overbevisning, at der er et mere naturligt interessefællesskab mellem de europæiske nationer, hvadenten de er østlige eller vestlige, end mellem de vesteuropæiske magter og USA. Dette argument fandt kun liden genklang i de øvrige NATO-lande. Tendensen hen imod en europæisk sikker - heds- og samarbejdskonference må imidlertid ses som en bredere bevægelse hen imod de franske synspunkter.
 
General de Gaulle troede også, at en løsere sammenknyttet alliance, bestående af koordinerede centre til uafhængig strategisk beslutningstagen, ville have større kraft til at afskrække krig, end en alliance i hvilken beslutningerne er centraliserede. En sådan koncept ledte til igangsættelsen af det franske kernevåbenspro- gram, en på enhver måde overordentlig ærefuld teknologisk bedrift. Ej heller denne opfattelse vandt megen genklang blandt NATO-magterne, som fremdeles vedkender sig, at et amerikansk engagement er vitalt for vesteuropæisk sikkerhed. Efter præsident Pompidous tiltræden har man nok bemærket en vis tilbageholdenhed med hensyn til at smede stærkere bilaterale bånd til Sovjetunionen, men noget træk henimod et fornyet militært samarbejde med NATO er dog ikke afsløret. Gaullismens arv er stadig en meget betydende faktor i fransk udenrigspolitik, og hvordan end præsidentens egen opfattelse måtte være, vil det stadig være politisk vanskeligt for ham at ændre udenrigspolitikken hen imod en militær genindtræden i alliancen.
 
Frankrig støtter den foreslåede CESC og anser den for sikrest placeret i europæiske hænder, hvis den skal lede til europæisk sikkerhed. Frankrig er modstander af MBFR-forhandlinger, fordi sådanne er i konflikt med dets opfattelse af strategisk uafhængighed indenfor en koordineret alliance. Præsident Pompidou vil utvivlsomt afvente resultaterne af de forestående forhandlinger, alt imens han skeler til den politiske udvikling i USA, før han bestemmer sig til en ændring af Frankrigs politik over for NATO, således som han ændrede politikken over for et udvidet fællesmarked. Virkningen af den franske militære tilbagetrækning har været, at antallet af tropper under NATO’s kommando er reduceret, selv om tilstedeværelsen af den franske hær på eget område eller i den vestlige del af Vesttyskland givetvis må tages med i betragtning af Sovjets strateger. Franske styrker bidrager stadig som afskrækkelsesmiddel mod sovjetisk invasion i Centraleuropa. Det alvorligste slag mod alliancen har - militært set - været manglen på fælles planlægning og øvelse og - politisk set - bruddet i alliancens sammenhæng og en betydelig stigning i andelen af NATO-bud- gettet for de øvrige medlemslande. Der synes ikke at være store chancer for at dette pres på alliancen vil kunne dæmpes i det næste tiår.
 
Fællesmarkedet
Fra begyndelsen af 1973 består det udvidede fællesmarked af Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien, Luxemburg, England, Irland og Danmark. EF omfatter således 8 af de 15 NATO-lande, kun Irland er ikke medlem af begge organisationer. Udenrigs- og forsvarspolitik er i øjeblikket holdt skarpt adskilt fra fællesmarkedets jurisdiktion. Denne form for politik ville imidlertid blive overordentlig effektiv, hvis den blev koordineret og udøvet af et mere ud- adskuende fællesskab. En generel udenrigspolitik burde være et uadskilleligt aspekt af en fælles kommerciel politik og man kan håbe, at udvidelsen, specielt Englands indtræden, parret med general de Gaulles bortgang, vil tjene som en katalysator for et fællesskab med tendens til stagnation. Et udvidet fællesskab vil imidlertid ikke kunne forvente at kunne løbe før det kan gå. De oprindelige seks demonstrerede efter mange års økonomisk samarbejde manglen på dybde i deres fællesskab i efteråret 1971 ved deres uenighed i valutakrisen. Et udvidet fællesskab vil finde det endnu vanskeligere at præsentere en enig front for så vidt angår økonomiske spørgsmål, og det er sandsynligt, at der vil forløbe mere end det næste tiår, før det effektivt kan tumle med udenrigs- og forsvarspolitiske spørgsmål. Successive amerikanske regeringer har givet helhjertet støtte til fællesmarkedets udvidelse. De ser USA’s sikkerhed sammenkædet med Europas, og forestiller sig et økonomisk stærkt fællesskab som den optimale modgift mod kommunistisk infiltration eller invasion. Der må imidlertid eksistere en fare i et økonomisk stærkt EF, som bliver indviklet i en handelskrig med USA. Denne fare må imødegås, hvis ikke sammenhængen i den vestlige alliance skal lide skade.
 
Man må håbe, at det økonomiske samarbejde vil føre til yderligere rationalisering for så vidt angår udgifter til forsvarsmateriel. Det vil også kunne tilvejebringe et forum, i hvilket alle deltagere kan overbevises om rigtigheden af at afse en realistisk andel af bruttonationalproduktet til forsvarsformål, måske også til at bidrage til arrangementer, der formindsker de amerikanske betalingsbalanceproblemer, som delvis er forårsaget af stationeringen af tropper i Vesteuropa. En vurdering af det omfang, i hvilket det udvidede EF vil kunne være til gavn for NATO i det kommende tiår, må stort set blive af spekulativ art i denne fase. Økonomisk fremgang skulle resultere i forøgede BNP og hjælpe til at bevare, hvis ikke forøge, de nationale forsvarsudgifter. Skulle man opnå en højere grad af politisk integration, er der ikke alene mulighed for, at et bedre koordineret politisk mål vil vise sig, men at større cost- effectiveness af forsvarsudgifterne vil kunne opnås.
 
Alliancens sammenhæng
NATO er ikke en perfekt alliance i en tid med verdensomspændende ideologisk konfrontation. Den kunne måske udvides til at indbefatte en noget løsere sammenknyttet kollektiv sikkerhedsoverenskomst, som omfattede det størst mulige antal af antikommunistiske magter. Alternativt kunne den indskrænkes til en arbejds-alliance som ville være effektiv ved at være begrænset til de magter med ensartede mål, som kan samarbejde med hinanden. For øjeblikket befinder NATO sig mellem de to yderpunkter, men har overlevet og nået sit mål. NATO blev dannet i en tid, da den sovjetiske trussel syntes koncentreret i Europa. Måske vil de ændrede omstændigheder gøre en udvidet alliance mere meningsfuld. Det er imidlertid tvivlsomt om et sådant arrangement ville kunne virke effektivt. Det er sandsynligt, at den nuværende række af områdealliancer er en metode til afskrækkelse af sovjetisk ekspansion, der - skønt langt fra perfekt - er lettere at have med at gøre.
 
Den alvorligste afvigelse mellem de 15 nationer er naturligvis Frankrigs stilling, som er særligt omtalt ovenfor. Sammenhængen i alliancen er imidlertid truet på andre områder, i visse tilfælde har situationen eksisteret gennem nogen tid, i andre er nye spændinger dukket op. Grækenland og Tyrkiet er ulykkelige naboer på sydflanken. Deres hovedkonflikt er den, der eksisterer indbyrdes mellem dem; og begge lande har alvorlige interne problemer. Ingen af dem besidder en sådan militær styrke, at den effektivt kan tage affære i Middelhavsområdet, skønt størrelsen af den tyrkiske hær i antallet af soldater er ganske betydelig, men måske giver en urealistisk numerisk ligevægt i den konventionelle militære balance. Grækenland er allerede blevet excluderet af Europarådet på grund af sit udemokratiske regime, som er en konstant kilde til vanskeligheder for NATO-partnerne. Portugals hovedkonflikt er i Afrika, hvor dets politik er en belastning for alliancen, til trods for at de militære faciliteter, som forsøges bibeholdt i koloniområderne, ville kunne være gode aktiver i spændingsperioder eller i krigstilfælde. Herudover er baserne i Portugals hovedland og på Azorerne særdeles værdifulde.
 
Canada er geografisk afsides beliggende fra Europa, men også i anden betydning er afstanden stor. Landets sikkerhed er snævert forbundet til USA’s, og dets ændrede forsvarsprioritering reflekterer nu dette. Der er fornylig foretaget betydelige styrkereduktioner i alle tre værn, og dets troppekontingent i Europa er reduceret til halvdelen. Ikke desto mindre forekommer en canadisk tilbagetrækning fra alliancen usandsynlig. Norge og Danmark har en vital strategisk beliggenhed på nordflanken. Deres militære ressourcer er stort sagt utilstrækkelige til, at de kan forsvare sig selv. Alligevel afslår successive regeringer standhaftigt stationering af allierede styrker (undtagen militære hovedkvarterer) og placering af kernevåben inden for deres territorium. Afskrækkelsen må derfor baseres på rådigheden over særligt udpegede veltrænede forstærkninger.
 
Islands nuværende regering er under kraftigt pres for at få landet til at træde ud af alliancen. Dets største bidrag har været at stille Keflavik-basen til rådighed for USA. Det har aldrig ydet noget militært bidrag for så vidt angår personel eller udrustning, det er end ikke medlem af Defence Planning Committee. NATO’s embedsmænd er optimistiske i deres tro på, at de nuværende vanskeligheder vil kunne overvindes. Under alle omstændigheder formindskes den strategiske betydning af landet stadig, og dets udtræden af alliancen ville - skønt højst uønskelig - ikke være nogen katastrofe. Det forekommer usandsynligt, at disse vedvarende vanskeligheder vil resultere i, at nogle af de lande, der danner alliancens kerne, trækker sig tilbage, eller vil nødvendiggøre en grundlæggende ny-vurdering af NATO- strategien.
 
Forsvarets finansielle byrder
Sovjet anvender noget over 11 % af BNP på forsvaret, et niveau der ville være uantageligt i vestlige demokratier, hvor f.eks. England og Vesttyskland anvender henholdsvis 4,9 og 3,3 %. Afspænding er ingen erstatning for forsvar, og selv hvis den fører til forhandlinger om mere formaliseret form for fredelig sameksistens, er det yderst vigtigt, at NATO er i stand til at forhandle fra en position, der bygger på militær styrke. En sådan styrke er vanskelig at udbygge eller blot vedligeholde i demokratiske lande i betragtning af de hastigt stigende omkostninger for såvel personel som udrustning, selv når dette er af konventionel art.
Mens England nu anvender betydeligt større dele af sine ressourcer til uddannelse end til forsvar, er dette langt fra tilfældet overalt, idet der i verden årligt bruges £ 70.000.000.000 til forsvarsformål, hvilket er 40 % højere end de totale udgifter til uddannelse. Da bestræbelserne i demokratierne i stedse stigende grad rettes mod forbedring af de sociale ydelser, vil det være usandsynligt, at den andel af ressourcerne, der anvendes til forsvarsudgifter, vil øges. Med økonomiens udvikling kan det måske forventes, at forøgelsen af BNP medfører vækst af forsvarsbudgettet, men mod dette må virkningerne af inflationen afvejes.
 
I finansåret 72/73 vil ca. 50 % af Englands forsvarsbudget blive anvendt til personelorienterede udgifter og ca. 34 % til materiel. Personel bliver i stigende omfange bekosteligt for alle forsvarsbudgetter, en tendens, der formentlig vil forstærkes yderligere i de NATO-lande, som stilles over for pres for at ophæve værnepligten og gå over til hvervede styrker. Det er kun på materielområdet, der er plads til forsøg på at få mere ud af pengene. Når der foretages en vurdering af den konventionelle øst/vest-balance, er der én vigtig faktor, der må tages med i beregning, nemlig den øgede effektivitet som må tillægges Warszawapagtens styrker på grund af deres meget høje grad af standardisering i udrustningsmæssig henseende. Lige siden NATO’s tidlige dage har alliancen haft vanskeligheder med problemerne vedrørende snævert samarbejde om tilvejebringelse af udrustning til forsvaret og om standardisering. Man er kun nået frem til nogle få fornuftige, tilfredsstillende løsninger. Denne forsømmelse er generelt erkendt, og fra Eurogruppens forsvarsministermøde i maj 72 udsendtes et communiqué, der bl.a. tiltrådte principperne om »exchange of information, careful review of collaborative possibilities, maximum cooperation in procurement and follow-up support«. Man har nedsat en arbejdsgruppe til at finde ud af, hvorledes disse principper bedst muligt kan omsættes i praksis. Der vil være meget, der taler imod en effektiv og praktisk løsning. Det vigtigste problem i Vesten er, at de nationale regeringer er under stærkt pres for at favorisere hjemmeindustrieme. Kontrakter med forsvaret er vigtige faktorer i styrkelsen af økonomien, og en lang række industrier har gavn af - eller er afhængige af - forsvarsudgifterne. Hertil kommer, at medlemslandenes forskellige niveauer af økonomisk udvikling og effektivitet gør det så godt som umuligt at fordele udbyttet af et internationalt samarbejde med en acceptabel grad af retfærdighed.
 
På det politiske område har mange NATO-medlemmer divergerende ideer om det operative behov for styrker deployeret i og omkring Europa. Det er givetvis nødvendigt, at der opnås enighed om sådanne behov før samarbejde på det forsknings-, udviklings- og produktionsmæssige område kan sættes i værk. Flere lande har forpligtelser uden for Europa, hvor de fører krig eller må være rede til at gøre dette, i omgivelser der er vidt forskellig fra Europa og mod fjender af varierende styrke og kvalitet. En anden faktor, der modarbejder standardisering og multilateral produktion, er sandsynligheden for at den nødvendige tildeling af de forskellige partier som udgør den samlede pakning til industrier af forskellig nationalitet meget vel ville kunne resultere i overkapacitet for så vidt angår en bestemt udrustningsgenstand. I almindelighed vil der være ringe mulighed for virkelige værdifulde besparelser og øget militær effektivitet som resultat af standardiserede NATO-frembringelser førend der er sket en vis grad af politisk integration, en betragtelig ændring i den europæiske industris struktur, eller en betydelig forøgelse af integrationen af de europæiske væbnede styrker.
 
Amerikanske styrker i Europa
Der er til stadighed ca. 300.000 amerikanske soldater på europæisk jord. Dette tal har holdt sig næsten uændret gennem de sidste 20 år. Den mest bemærkelsesværdige ændring var en nedskæring på 35.000 mand i 1967. De blev trukket tilbage til USA og holdt i højt beredskab for genindsættelse i Europa, hvor ekstra udrustning er klar. Hovedparten af det amerikanske kontingent er koncentreret i Sydtyskland. Der er imidlertid forskellige former for pres, som tilsammen udgør en betydelig trussel mod en fortsat deployering af amerikanske styrker i denne størrelsesorden.
 
Omkostningerne ved at opretholde den nuværende styrke er af mindre betydning sammenlignet med det store forbrug af fremmed valuta, som er den fremherskende finansielle faktor. Arrangementerne for en dobbelt basering af de 35.000 mand i 1967 forøgede i virkeligheden omkostningerne på grund af fremskaffelsen af det dobbelte sæt udrustning i Europa og i USA, selv om besparelserne i fremmed valuta var meget betydelige. Dette er ikke stedet til at følge USA’s økonomiske historie gennem de sidste 5 år, kulminerende i foranstaltningerne i august 1971. Det er nok at fastslå, at USA har meget store problemer med fremmed valuta. I 1970 var tabet på grund af tropperne i Europa 1,7 mia. dollars, og denne umådelige sum vil stige yderligere som et resultat af 1971-devalueringen af dollar’en. Der er taget mange skridt for at bøde på dette problem, hovedsagelig for så vidt angår erstatningsoverenskomster; for ret nylig er Eurogruppen således - under pres af muligheden for en storstilet amerikansk tilbagetrækning af tropper - gået med til at finansiere ca. 420 mil. dollars af NATO’s infrastrukturudgifter, som ellers skulle være betalt af USA. Disse skridt er dog kun at betragte som en periferisk afhjælpning af den enorme fremmed valuta forpligtelse.
 
Nixon regeringen har fast modstået ethvert pres for at trække tropper fra Europa. Hovedforkæmperen for et sådant skridt, senator Mansfield, har imidlertid fået betydelig støtte til sin kampagne. Hans resolution af maj 1971, som går ind for en halvering af antallet af amerikanske tropper i Europa ved udgangen af året, blev kun forkastet med 61 stemmer mod 36. Præsidenten har i den seneste tid understreget, at »Nixon-doktrinen« ikke gælder for Europa, hvor amerikanske forpligtelser og troppeniveau vil forblive uændret. Senator Mc.Govern blev den demokratiske kandidat, der skulle stå over for Nixon ved præsidentvalget i november. Hans opdukken fra relativ ukendthed til denne fremtrædende position var meget betegnende og reflekterede måske et omslag i det amerikanske folks tænkemåde. Hans præsidentkampagne førtes på radikale ændringer, som også omfattede en drastisk beskæring af det amerikanske forsvarsbudget. I særdeleshed gik han ind for en reduktion af USA’s tropper i Europa fra 300.000 til 130.000. Der er ingen tvivl om, at præsident Nixon kommer til at stå over for et stadigt stigende pres for at iværksætte styrkereduktioner. I særdeleshed vil vejen ind i en afspændingsæra, som han selv går ind for, være brolagt med vanskeligheder ved at overbevise det amerikanske folk i almindelighed, og kongressen i særdeleshed, om at Amerikas østlige grænse ligger i Europa, hvis sikkerhed stadig vil være vital for USA’s sikkerhed. Det vil måske være forståeligt, hvis den strategisk uskolede vil komme til at betragte forpligtelserne i Europa med den samme antipati, som den der har udviklet sig over for indsatsen i Vietnam. Det er endvidere sandsynligt, at der vil opstå yderligere pres i forbindelse med - som det synes muligt - at de europæiske lande anvender aftagende andele af deres ressourcer til forsvarsformål, alt imens deres økonomiske forhold forbedres som følge af det udvidede fællesmarkeds virksomhed. Et forstærket EF vil også have tilbøjelighed til at blive indviklet i handelskonflikt med USA.
 
II NATO’s muligheder
De overvejelser, der er fremført i det foregående synes at indebære, at hovedfaren for NATO ligger i den sikkerhedsfølelse, som afspændingen har skabt hos medlemslandene. En heraf følgende reduktion i den militære formåen sammen med en ensidig tilbagetrækning af dele af USA’s styrker ville gøre den nuværende NATO-strategi uanvendelig. Om disse reaktioner bliver ført ud i livet, afhænger af NATO-landenes politiske vilje til at erkende farerne ved et ensidigt tab af effektivitet og til at tage de midler i anvendelse, der kan forhindre at det sker. Sådanne midler må omfatte en klar forståelse i NATO-landene af, at en »flexible response« strategi er det mest troværdige afskrækkelsesmiddel mod sovjetisk aggression; en vedvarende og opfindsom indsats af de europæiske NATO-nationer for at opnå et øget udbytte af de beløb, der afs es til for- svarsmål, således at man kan overbevise USA om, at man påtager sig en forsvarlig andel af forsvarsanstrengelserne; en afgørelse fra USA’s side om, at dets styrker kun reduceres som et resultat af tilfredsstillende MBFR- forhandlinger; samt et vedvarende forsøg på at overtale Frankrig til at genindtræde i det integrerede militære kommandosystem.
 
Samtidig med at de umådelige politiske vanskeligheder ved at opnå større udbytte af de penge, der anvendes på udrustning i det lange løb erkendes, forekommer det indlysende, at en bedre koordination af forskningen og en højere grad af standardisering af udrustning og reservedele ville kunne medføre ikke alene materielbesparelser, men samtidig kunne forøge den taktiske effektivitet. På samme måde ville der kunne opnås en bedre afbalancering mellem mængde og tekniske raffinementer, hvis de militære krav baseredes på krigstidskrav, på en »need-to-have« fremfor en »nice-to- have« basis. Visse NATO-stabe er af mange årsager vokset til en størrelse, således at alene antallet af ansatte medfører ineffektivitet og hele kommandosystemet synes at have behov for en streamlining. Af gode grunde er NATO-regeringerne tilbageholdende med hensyn til at acceptere, at for mange atomladninger anvendes i en forsvarskamp. NATO-forskningen ville med udbytte kunne bestræbe sig på at fremstille konventionelle defensive områdevåben for at opveje manglen i styrkeniveauet. Denne mangel vil også delvis kunne opvejes ved at lægge større vægt på såvel strategisk som taktisk varsel.
 
En reel fare er til stede i NATO-landene ved den kommunistiske agitation blandt de underprivilegerede elementer i samfundet, en agitation som kan resultere i nedbrydende virksomhed. Dette må imødegås ved indsats på det sociale område for at lette de underprivilegeredes lod og ved at skabe fuldt integrerede nationale territorialforsvarssystemer organiseret til at tage hånd om opstande.
 
Det mest betydningsfulde for NATO er at opretholde et styrkeniveau, som kan gøre den »flexible response« strategi realistisk. Det er imidlertid forståeligt - henset til afspændingen, nationale politiske pres, den økonomiske situation i landene og manglen på militært personel - hvis NATO’s styrke og effektivitet synker under et niveau, hvor man effektivt kan imødegå og sinke en generel Warszawapagt-invasion i Vesteuropa. Det synes også sikkert, at hvis MB FR-fo rh andlingerne eller CESC lykkes, og NATO- styrkerne reduceres, så vil den nuværende NATO strategi være utilstrækkelig og uigennemførlig, selv om der sker analoge reduktioner for Sovjet. I begge tilfælde vil der være behov for en revurdering af NATO-strategien. En uundgåelig facet er afhængigheden af strategisk gengældelse med kernevåben for at afskrække fra en generel invasion. Troværdigheden i en sådan tankegang kan man strides om, men, skønt NATO’s konventionelle og taktiske atomstyrker for nærværende spiller en vital rolle i den »flexible response« strategi, så er det muligheden for gengældelse med kernevåben, der indtil nu har afholdt Warszawapagten fra at invadere Vesten, ikke effektiviteten af de konventionelle styrker, hvor høj den end måtte være.
 
Det synes derfor som om en generel Warszawapagt-invasion i Vesteuropa vil være højst usandsynlig, så længe troværdigheden af den amerikanske strategiske kemevåbenstyrke kan opretholdes. En logisk videreføring af dette argument er, at hvis det ikke er sandsynligt, at NATO kommer til at stå overfor en generel invasion, og hvis NATO, på grund af reduktioner i styrke og effektivitet, ikke under nogen omstændigheder med konventionelle midler er i stand til effektivt at imødegå en sådan aggression, så må hele troværdigheden af den nuværende NATO-strategi drages i tvivl. Der er dog væsentlige opgaver for NATO’s konventionelle styrker. Den vigtigste af disse er måske evnen til at erkende og bekæmpe opportunistiske Warszawapagt overgreb og krænkelser for at sikre, at de ikke udvikler sig til en gensidig anvendelse af kernevåben. Konventionelle styrker må være bevæbnet, udrustet og være af tilstrækkelig størrelse til at tage hånd om begivenheder af denne art. De må også være i stand til at møde og af- parere geografisk begrænsede aggressioner. Nationale styrker må være i stand til at tage sig af nedbrydende virksomhed og opstande. En sådan strategi i Europa ville få betydning på andre områder. Dette vil kræve detaljerede studier, men lader umiddelbart formode at:
- Flådestyrker må være i stand til at sikre, at handlefriheden til søs kan bibeholdes overalt, hvor det er af betydning for NATO’s interesser i alle situationer før udbrud af en generel krig. De må kunne imødegå indgreb, der strækker sig lige fra mindre pirathandlinger til maritime krigshandlinger, der er sat i værk for at lodde alliancens beslutsomhed. Dersom sådanne handlinger skulle eskalere til en større flådekonfrontation, som afgørende truer NATO’s vitale interesser, er der opstået en situation, der svarer til en generel invasion i Vesteuropa. Sådanne omstændigheder vil retfærdiggøre anvendelsen af strategiske kernevåben.
 
- Den primære rolle for NATO’s taktiske flys tyrker, vil være at opdage enhver fjendtlig bevægelse, efter omstændighederne angribe den, samt at sørge for effektiv og øjeblikkelig taktisk flystøtte. Dette kræver etablering af en gunstig situation i luften over kampområdet, begrænset i rum og tid, en forøgelse af antallet af jagere til kamp om luftoverlegenhed en, og et integreret fællesværns luftforsvarssystem. Som følge af kampens varighed, styrken i det fjendtlige forsvar, og sandsynligheden for dets talmæssige overlegenhed, kan man næppe forestille sig, at der vil være et tilstrækkeligt antal fly til rådighed for counter-air virksomhed.
 
- Kravet til hærstyrkerne vil være bevogtning og patruljering af den øst/vestlige grænse og imødegåelse af krænkelser af denne. Dette vil kræve let pansrede, meget bevægelige styrker med infanteri og panserværnselementer samt normale støtteelementer. Der vil være behov for reserver af svært pansrede styrker til at imødegå begrænsede angreb og alvorligere grænsekrænkelser. Lufttransportable- og amfibiestyrker vil være nødvendige til forstærkning af flankerne og som reserver andetsteds. De opgaver, der omfatter imødegåelse af nedbrydende virksomhed og opstande, vil forblive et nationalt ansvar. Denne sidstnævnte rolle vil kunne varetages af deltids reservestyrker, der også vil kunne udgøre reserver til umiddelbar rådighed for de forringede regulære styrker.
 
Naturligvis vil der stadig være brug for en høj grad af raffineret teknik ved udrustningen af alle tre værn. Det er imidlertid sandsynligt, at de opgaver, der kan forudses, vil gøre det muligt at tage mere hensyn til kvantiteten fremfor kvaliteten, end det er tilfældet idag.
 
III Konklusion
NATO-alliancen blev dannet for at afskrække og om nødvendigt imødegå en meget reel aggressionstrussel fra Sovjetunionen. På baggrund af det amerikanske kernevåbenherredømme antog NATO indledningsvis den såkaldte »snubletrådsstrategi«, som indebar et svar med strategiske kernevåben på en hvilken som helst form for sovjetisk invasion. Da Sovjetunionen opnåede ligevægt med hensyn til kernevåben, blev »snubletråds- strategien« mindre og mindre troværdig. Man udviklede derefter en strategi med »flexible response«, som var afhængig af Centraleuropas konventionelle styrkers evne til indledningsvis at imødegå og sinke en Warszawa- pagt-invasion, således at diplomatiske forhandlinger kunne finde sted. Konventionelle styrker blev en væsentlig del af strategien for om muligt at undgå brugen af taktiske og ultimativt strategiske kernevåben.
 
I dag er sandsynligheden af en Warszawapagt-invasion i Vesteuropa blevet mindre, hovedsagelig på grund af NATO-alliancens succes. Sovjetunionen er slået ind på en fredelig sameksistens-politik, og en atmosfære af afspænding har udviklet sig i Centraleuropa. Ikke desto mindre har den fredelige sameksistens ikke ændret Sovjets mål. at udbrede verdenskommunismen. Endvidere vil de fremgangsmåder, der anvendes for at opnå dette mål, ligesom Sovjets ledelse, kunne skifte fra den ene dag til den anden. Det har heller ikke hindret Sovjet i at udvide sin verdensomspændende indflydelse til søs og i særdeleshed ikke om NATO’s flanker ind i Atlanten og Middelhavet. Ej heller har afspændingssituationen medført nogen som helst reduktion i de offensivt bevæbnede og udstyrede Warszawapagt-styrker i Østeuropa.
 
Diplomatisk ønsker Sovjetunionen at se en formindskelse af den amerikanske indflydelse i Europa og en uløselig inddragning af den vesteuropæiske, og især af den vesttyske, økonomi i den sovjetiske. Dette søges opnået gennem CESC under udnyttelse af enstemmigheden i Warszawapagten og de divergerende synspunkter blandt andre deltagende nationer. I varierende grad forekommer der pres for nedskæring af de væbnede styrker i alle NATO-lande. Dette omfatter ønsker om at formindske forsvarsudgifterne som et resultat af afspændingen, interne politiske pres for at kunne lægge vægten i budgetterne på sociale ydelser, internationale pres for at udnytte afspændingen og gøre den internationale spændingstilstand mindre. Det alvorligste af disse pres er - henset til USA’s fremtrædende position i alliancen - det interne amerikanske ønske om tilbagetrækning af dele af USA’s styrker i Europa. Det amerikanske forsæt om at undgå sådanne troppereduktioner vil påvirke, og blive påvirket af, de europæiske NATO-nationers villighed til at vedligeholde eller forøge effektiviteten af deres bidrag.
 
På grund af den fortsatte Warszawapagt-trussel må det anses for at være af væsentlig betydning for »flexible response« strategien, at NATO opretholder det nuværende niveau af konventionelle styrker. Dette kan kun opnås, hvis viljen dertil eksisterer, og hvis der gøres en reel og beslutsom indsats gennem fælles forskning og ved forøgelse af de fælles våbenudviklings- og produktionsprojekter for således at få større udbytte af de beløb, nationerne afser til forsvaret.
 
Da de forskellige pres er realiteter, bør NATO som det mindste undersøge, hvilken strategi der kan anlægges under disse omstændigheder eller hvis der måtte komme et tilfredsstillende resultat ud af MBFR-forhand- lingerne. I begge tilfælde vil der være utilstrækkelige konventionelle styrker til rådighed til i større udstrækning at sinke en generel invasion fra Warszawapagten. Under alle omstændigheder vil en storstilet invasion være usandsynlig, så længe USA’s strategiske atombevæbnede styrker eksisterer som et afskrækkelsesmiddel, da det vil frembyde uacceptable risici for Sovjetunionen. Hvis dette synspunkt kan accepteres, behøver NATO- styrkerne ikke at være udformet til at imødegå en storstilet offensiv, da en sådan imødegås af de strategiske våben, men ville kunne have styrker og bevæbning til imødegåelse af angrebsmuligheder på alle niveauer undtagen den generelle offensiv. Dette ville indebære, at man accepterer kvantitet fremfor kvalitet. En ansvarlig strategi må imidlertid baseres på en realistisk vurdering af risikoen, herunder også den mulighed, at NATO ikke vil være i stand til at ændre sin stilling i trit med mulige ændringer i Sovjets strategi.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militærts Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_102_aargang_feb.pdf
 

 

Litteraturliste

Del: