NATO’s Land Component Command – det højeste landmilitære niveau

Foto: HOK arkiv. Forsvaret.dk

 

De grundlæggende forudsætninger - Opgaveanvisningen

De operative opgaver for Alliancens to ”Allied Land Component Commands” (placeret I hhv. Heidelberg og Madrid) er defineret i en række nøgledokumenter, hvoraf MC 324/1 (den militære kommandostruktur) og MC 389-2 (CJTF konceptet) samt chefens Terms of Reference (TOR) er de vigtigste. Alle1 godkendt på højeste militære og politiske niveau.

Jeg skriver med vilje ’de operative opgaver’, idet hovedkvartererne også har en lang række opgaver, som ikke direkte har noget at gøre med at føre militære operationer (Command and Control, C2). Fx har vi ansvar for at planlægge og lede øvelser, lede samarbejdsaktiviteter med partnerlandene og de nye medlemslande, gennemføre daglig forvaltning, administration, budgettering osv. Disse opgaver vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

Jeg bør også understrege, at de nævnte nøgledokumenter netop er nævnt som de ’vigtigste’, fordi en række øvrige dokumenter (fx Det Strategiske Koncept, Ministerial Guidance, Comprehensive Political Guidance, kommunikéer fra ministermøder, visionspapiret fra de strategiske kommandoer osv., osv.), er med til at definere de opgaver, som hovedkvarterer på dette niveau løser.

Det vil føre for langt at gennemgå en samlet opgaveanalyse på baggrund af disse dokumenter her i artiklen (og ikke helt være muligt, fordi de fleste af de nævnte dokumenter ikke er offentligt tilgængelige). De læsere, som ikke har mulighed for selv at læse dokumentationen, må altså stole på mit udsagn, som kortfattet er: Der er givet NATO’s LCC-niveau en række opgaver, som på den ene side klart definerer en række opgaver og roller, men som på den anden side måske kan hævdes ikke helt at tage højde for nutidens udfordringer og realiteter. Man må derfor forvente, at chefen på dette kommandoniveau fortolker sine opgaver. Verdenen er som bekendt hverken sort eller hvid...

 

NATO’s ambitionsniveau

Kort lidt om NATO’s operative ambitionsniveau. Det er stadig grund-præmissen, at den militære kommandostruktur skal kunne lede et forsvar af Alliancens territorium (Artikel V), - om end usandsynligt at en trussel herimod vil kunne manifestere sig på kort sigt. Alternativt skal kommandostrukturen kunne lede to-tre større operationer (Major Joint Operations, MJO) uden for Alliancens territorium (’beyond AOR’) (heraf to ledet af deployerede CJTF’er samt én ledet fra en stationær placering), ligesom styrkestrukturen selv skal kunne lede en række mindre operationer (MJO(-)). Endeligt skal kommandostrukturen kunne lede én stor operation (MJO(+)) ’beyond AOR’.

 

Styrkestrukturen

Som bekendt råder Alliancen kun i meget begrænset omfang over ’egne styrker’, dvs. enheder, som allerede i dagligdagen er under kommando af Alliancen (NATO Airborne Early Warning Force (NAEWF) er nok det bedst kendte eksempel). Langt hovedparten af styrkerne er de nationale styrker, som nationerne har tilmeldt i den såkaldte Styrkestruktur, og som underlægges Alliancens kommando på baggrund af en national beslutning.

Styrkestrukturen er hovedopdelt i ’Deployable Forces’ og ’In-place Forces’ (i princippet begge opbygget af ’High Readiness Forces (HRF)’, ’Lower Readiness Forces (LRF)’ og ’Long Term Build-up Forces’). HRF og LRF udgør tilsammen ’Graduated Readiness Forces (GRF)’, og ud af de i øjeblikket tilmeldte ti GRF korps har seks korpshovedkvarterer opnået status som ’Rapid Deployable’. Med implementeringen af NATO Response Force (NRF) – som forventes at nå ’Full Operational Capability’ medio 2006 – er der tilført en yderligere parameter: At dele af styrkestrukturen er sammensat i en trænet og certificeret ’styrkepakke’ med højt beredskab.

Og nej, NRF-konceptet passer ikke helt sammen med CJTF-konceptet (der stammer fra midt i 1990’erne). CJTF hovedkvartererne var ikke forudset at rykke ud helt så hurtigt som NRF, og man har derfor valgt at lade en del af CJTF hovedkvarterselementet rykke op på et højere beredskab, det såkaldte DJTF-hovedkvarter (Deployable Joint Task Force HQ). DJTF hovedkvarteret er således kernen til noget, som senere kan udbygges til et CJTF hovedkvarter.

 

Kommandostrukturen

I den nuværende kommandostruktur er der på det strategiske niveau kun én operativ kommando (Allied Command Operations, ACO). Den anden kommando på strategisk niveau, Allied Command Transformation (ACT), har ansvaret for at transformere Alliancen til at kunne håndtere nye udfordringer.

På 2. niveau, som er fællesværns (joint), har vi to Joint Force Command Headquarters (JFC Brunssum og Napoli) samt ét Joint Headquarters (JHQ Lisabon). Kort fortalt har de to JFC’er ansvar for at lede operationer på joint, operativt niveau (som de fx gør det i øjeblikket i Afghanistan og Kosovo), mens hovedkvarteret i Lisabon har en mere begrænset opgave (det er SACEUR’s hensigt at JHQ Lisabon skal have en mere fremtrædende rolle, bl.a. ansvarlig for uddannelse, træning og certificering af NRF).

3. niveau i NATO’s kommandostruktur er værnsspecifikt, såkaldte komponent kommandoer. I alt to land-, to fly- og to maritime hovedkvarterer (LCC Heidelberg og Madrid, ACC Ramstein og Izmir, samt MCC Northwood og Napoli). Kun Land Component Commands er deployerbare, dog vil ACC normalt fremskyde et element sammen med et DJTF eller CJTF HQ.

 

Skematisk ser hierarkiet således ud:

Såfremt operationerne skal ledes fra et deployeret hovedkvarter, opstiller Joint Force Command hovedkvarteret enten et DJTF HQ eller et CJTF HQ (begge kan enten placeres på en maritim platform (som fx USS Mount Whitney) eller placeres på landjorden v.hj.a. materiel anskaffet som NATO Capability Packages (materieldelen skal jeg ikke komme ind på her, - det er en længere og ikke specielt opløftende historie).

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at operationen i Afghanistan ledes at JFC(Brunssum) fra fredstidshovedkvarterets Combined Joint Operations Center (CJOC), altså ikke deployeret.

Joint Force Commander leder operationen gennem sine komponent-chefer. Doktrinært arbejder NATO normalt med de ovenfor viste komponenter, idet der dog er lidt usikkerhed om, hvorvidt man skal have en selvstændig POCC. Nogle lande (bl.a. Tyskland) er fortalere for en selvstændig POCC, andre finder at denne kapacitet bør indbygges i de øvrige komponenter. SOCC opstilles altid som et nationalt bidrag (kun få nationer har denne kapabilitet).

 

Det operative koncept

Under de indledende faser af en operation eller såfremt der er tale om en mindre (land)operation, vil et korpshovedkvarter (GRF) fra styrkestrukturen normalt virke som Land Component Command HQ for Joint Force Commander, hvorimod ACC og MCC normalt altid vil komme fra kommandostrukturen. Hvis operationen udvides til en CJTF-operation vil kommandostrukturens LCC afløse korpshovedkvarteret som LCC (enten fordi operationen udvides med flere landstyrker – flere korps – eller fordi landoperationen bliver mere kompleks).

Dette princip er også fastholdt i forbindelse med NRF, hvor det tilmeldte NRF korpshovedkvarter er direkte under kommando af Joint Force Commander. Eksempelvis er fx HQ EUROCORPS tilmeldt som LCC i NRF7 og vil derfor under øvelserne STEADFAST JACKPOT og - JAGUAR (som er DJTF-niveau øvelser) være direkte underlagt JFC(Brunssum).

Under efterårets øvelse STEADFAST JAW planlægges for første gang øvet at overgå/udvide fra en DJTF-ledet til en CJTF-ledet operation. NRDC TU (LCC i NRF8) vil herunder blive afløst af LCC Heidelberg, når man skifter fra DJTF til CJTF.

Joint Force Commander vil under en operation udpege, hvilken komponent der er ’supported’ og anvise de øvrige at være ’supporting’. I min optik vil Land Component Command meget ofte være ansvarlig for ’kernen’ af operationen (og dermed være udpeget som ’supported command’), men dette vil naturligvis være situationsbestemt. Både High Intensity Operations og Peace Support Operations vindes naturligvis i et samarbejde mellem alle værn og kapaciteter, - det er ikke uden grund at man i USA taler om ’Battle Space’ (og ikke ’battle field’).

 

NATO’s LCC – ansvar og rolle

Terms of Reference for Land-COM Heidelberg og Madrid afspejler naturligvis den rolle, som Alliancens nationer kunne blive enige om, da man forhandlede kommandostrukturen på plads i NATO’s Militærkomité.

Først og fremmest skal Land-COM Heidelberg være klar til at ”plan and execute battles and engagements within an overall campaign, as and where required.” Altså klare krav om en planlægnings-, førings- og deployeringskapabilitet inden for rammerne af en ‘overall campaign’, dvs. inden for en operation ledet af det operative niveau. Han skal, fra en deployeret position, være klar til at lede (’Command’) en landoperation gennem de indledende faser af en operation, som er større end en ’Major Joint Operations’ (altså en MJO(+), ofte omtalt som en multi-korps operation). Land-COM udpeges endvidere som den primære landmilitære rådgiver for Joint Force Commander’en.

Man kan naturligvis diskutere, om denne opgaveanvisning indebærer, at hovedkvarteret kun forventes at skulle spille en rolle under en MJO(+) (altså en forholdsvis usandsynlig mulighed). Eller om der i realiteten er tale om, at Alliancen med denne opgaveanvisning ønsker at sikre sig, at der i kommandostrukturen nødvendigvis må være kapacitet til at lede de allerstørste landmilitære operationer (fordi man ikke kan være sikker på, at en sådan kapacitet i fremtiden vil kunne findes i styrkestrukturen). Jeg vil naturligvis hævde, at sidstnævnte er det rigtige, men ikke alle deler den holdning. Jeg vil også fastholde, at det dermed er klart, at NATO’s LCC kan anvendes i det fulde spektrum at NATO’s operationer. Det er også indlysende, at er det alt for dyrt at opretholde denne kapacitet blot til en – formentlig usandsynlig – MJO(+) option.

Foruden den egentlige størrelse (antallet af styrker) af en given operation, så er operationens kompleksitet afgørende for valg af hovedkvarter. Jeg tænker her ikke alene på de militære komponenter, men i lige så høj grad på samvirket mellem de militære og civile myndigheder m.v. Set med mine øjne er korpsniveauet begrænset anvendeligt når det kommer til store eller meget komplekse operationer, ligesom erfaringer for de seneste operationer klart peger på, at et korpshovedkvarter hurtigt ’drukner’ i operative og strategiske koordinationsopgaver, hvis der ikke er et højere land-hovedkvarter til at tage sig af disse opgaver. Alt til skade for den taktiske føring.

Set med mine øjne forekommer det sandsynligt, at der også2 i fremtiden vil være brug for et landspecifikt NATO hovedkvarter, som er i stand til at planlægge og gennemføre en kompleks operation, der både indeholder strategiske, operative og taktiske elementer. Hovedkvarteret må naturligvis være deployerbart (’expeditionary’), dvs. struktureret, udrustet, bemandet og uddannet til at lede operationer inden for det fulde spektrum af NATO’s opgaver. Og det er netop, hvad kommandostrukturens LCC hovedkvarter er. Disse hovedkvarterer blev nemlig oprettet og bemandet som fuldt operative og deployerbare (nationerne har imidlertid desværre ikke levet op til løfterne endnu, - vi er ikke fuldt bemandet eller udrustet endnu). Hertil kommer, at Land Component Command hovedkvarterernes operative koncept, som noget nyt inden for Alliancen, bygger på fremskudt deployering af et mindre føringselement (Forward Command Element), mens øvrige hovedkvartersfunktioner normalt efterlades tilbage i garnisonen (Reach Back Element), alle dele forbundet i et robust CIS-netværk. Med andre ord en økonomisk model.

I min optik er der en række klare fordele ved at fastholde en sådan kapacitet i Alliancens kommandostruktur. Først og fremmest en række politiske fordele. Eksempelvis er det hensigtsmæssigt, at man – når man beslutter sig for indsættelse af et ”NATO hovedkvarter” – anvender et hovedkvarter, som mere eller mindre automatisk binder (’political commitment’) nationerne til den trufne beslutning. Nationale interesser kan naturligvis gøre det vanskeligt at opnå enighed om at indsætte et sådant hovedkvarter (frem for et nationalt korpshovedkvarter), men kan på den anden side også gøre det lettere for nationerne at være med (”..vi er jo samlet med i Alliancen..”). Jeg går ind for en struktur, der i udgangspunktet støtter mekanismer rettet mod ’mere alliance’ og ’mindre koalition’. Vælger man et hovedkvarter i kommandostrukturen til at lede en operation er det også lidt lettere at overkomme de kendte problemer vedr. fællesfinansiering, styrkegenerering, initiering af planlægningsstabene og brug af de fælles styrker og kapaciteter.

Herudover er jeg af den opfattelse, at man i NATO’s kommandostruktur skal fastholde ekspertise på det landmilitære område. Altså et hovedkvarter (eller et hovedkvarterselement) som er ’eksperter’ i landoperationer, og som kan lede/føre større eller store landoperationer (’land centric’). Et sådant hovedkvarter må naturligvis have et passende antal værnsfælles stillinger (som det rent faktisk er tilfældet med ALCC) så man kan føre med god forståelse og koordination i det fælles ’battle space’, men behøver ikke have de store stabselementer fra øvrige værn, som er nødvendige på JFC niveauet. Endvidere bør hovedkvarteret være sandt multinationalt, dvs. ikke som ARRC’en være mere end 90 % national (britisk) med deraf følgende risiko for, at stærke nationale interesser får overtaget. Vi bør ikke gøre os afhængige af en eller få nationer, som naturligvis har deres egne interesser og egen dagsorden. Som regel vil det også være en fordel at råde over et hovedkvarter, som ikke tynges af nationale restriktioner (’caveats’) og hvor det normalt altid vil være muligt at sammensætte en anvendelig kernestab uanset vanskeligheder i de nationale beslutningsprocesser.

Lad mig endeligt – og uden yderligere analyse – kort opremse en række argumenter for, at vi være yderst påpasselige med ikke at afskaffe den landmilitære militære ekspertise, der i dag eksisterer på Alliancens 3. kommandoniveau:

 

  • Der er i mit sind ingen tvivl om, at alle hovedkvarterer vil have gavn af at blive trænet af et kompetent højere hovedkvarter, som i øvrigt anvender godkendte NATO doktriner, standarder og procedurer. Dette gælder også GRF korpsene, uanset at nogle af de nuværende hovedkvarterer måske finder, at de ikke behøver at blive uddannet og trænet (kontrolleret) af et NATO LCC hovedkvarter,

  • NATO’s land doktrin bør forankres ved et land-hovedkvarter, som føler sig ansvarlig på Alliancens vegne for implementering og videre udvikling af doktrin og standarder, dels tilsikrer at de nationale styrker følger samme vej.

  • NATO bør have mindst ét land-militært hovedkvarter, som har ekspertisen til og som formår at fokusere på at ’forme kamppladsen’ (’shape the battlespace’) [til forskel for korps-niveauet, som mere fokuserer på kontaktslaget (close fight)]. Dette NATO hovedkvarter kan / skal endvidere tilsikre koordinationen med de øvrige komponenter for at sikre, at operationerne samlet set bliver en ’joint campaign’.

  • Vi har brug for et land-hovedkvarter til at ’drive’ løsning af land-specifike interoperabilitetsproblemer (fx på områder som ingeniørtjeneste, CIS, CBRN osv.). Også her er det vigtigt at afbalancere nationale interesser.

  • Det vil tjene alles interesse at anvende et multinationalt hovedkvarter til validering og certificering af de nationale landstyrker. Og det kræver land-ekspertise på højt niveau, hvis vi ikke skal miste, hvad der netop er vundet på dette område med de nye principper (CREVAL) for evaluering af landstyrker tilmeldt NRF (..som flyvevåbnet har gjort i mange år..).

  • Vi må ikke undervurdere værdien af at have et sandt multinationalt NATO land-hovedkvarter (ved LCC Heidelberg er der i øjeblikket 21 nationer repræsenteret). Alle nationer har udbytte af at sende deres unge officerer og befalingsmænd til sådant et hovedkvarter. Det er i øvrigt kun de færreste lande som råder over nationale hovedkvarterer på dette operative niveau, hvorfor den uddannelsesmæssige gevinst er åbenbar.

  • Og endeligt, så vil der fortsat være behov for et landmilitært hovedkvarter på højt niveau til at varetage integration af nye medlemslande og samarbejde med partnere.

 

Afslutning

Lad mig afslutningsvis erkende, at jeg måske ikke til fulde har løst den opgave, som redaktionskomiteen gav mig: At vurdere, om LCC niveauet i NATO’s kommandostruktur er relevant set i relation til det stigende antal korps på højeste beredskab, - korps som også kan løse LCC opgaver.

 

Det har jeg ikke, fordi en sådan vurdering efter min opfattelse ville kræve en bredere analyse af NATO’s ambitionsniveau, den teoretisk bedste struktur, den enkelte GRF-korps’ kapaciteter, de politiske aspekter (herunder villighed til at bryde med snævre nationale interesser), forholdet til EU osv., osv. Jeg har imidlertid forsøgt at pege på en lang række af de forhold, som jeg anser for væsentlige i sammenhængen. Skal jeg absolut træde ud på den tynde is og vurdere, om niveauet er relevant, så tror jeg nok at min konklusion er ja. ’Ja’ fordi jeg dels tror, at kompleksiteten i sandsynlige operationer gør det nødvendigt at råde over et landhovedkvarter over korpsniveau, dels fordi bl.a. US erfaringer fra Iraq klart peger i den retning, samt endeligt at jeg er overbevist om, at det er vigtigt at fastholde den beskrevne landmilitære ekspertise og kompetence inde i Alliancen, frem for at overlade dette til en række nationale (korps)hovedkvarterer.

Jeg synes (og her baserer jeg min vurdering på min opfattelse af Danmarks rolle og muligheder i sikkerhedspolitiske sammenhænge), at vi fortsat skal satse primært på multinationalitet og alliancesamarbejde - - i koalitioner vil vi nok altid være blandt de små....

 

1 Terms of Reference er færdigudviklet for alle kommandoerne, men endelig godkendelse afventer løsning af et politisk problem i relation til Sortehavet (og vil således næppe ændre på det nuværende forslag, der – bortset fra det nævnet politiske problem – er færdigforhandlet).

2 Hovedkvarteret i Heidelberg har tidligere været deployeret som NATO HQ i SFOR, KFOR og ISAF.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.1_2006.pdf

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.