Når officerer skriver

På reolen i herreværelset står alle 8 bøger af den græske general Thukydides værk om den Peloponnesiske krig. Ved siden af står det lidt mindre men lige så kendte værk Vom Kriege af den tyske general Carl von Clausewitz. 

Så længe mennesker både har fortalt historier og har kæmpet på slagmarken, har officerer, våbenføre mænd med et særligt ansvar for at føre slaget, fortalt om deres oplevelser, ved bålet, i baren eller i bogen. Men hvorfor, hvorfor har disse mænd i en fler-tusindårig historie uophørligt øst af netop deres erfaringer og tanker om slaget, om krigen, dette urfænomen hvor mennesker og gerne mænd kæmper mod hinanden om modpartens mere eller mindre betingelsesløs overgivelse eller underkastelse?

Svaret på det spørgsmål er mere banalt end man umiddelbart skulle tro. Officerens genfortælling af sine oplevelser eller den længere teoretiske meditation over fænomenet krig sat på papir eller talt i levende ord er samvittighedens frie stemme. Behovet hos en officer for eksempelvis i ord og tale, at definere begrebet krig, at lade sin særlige stemme blive hørt af alle, at skabe et kommunikerbart overblik over brugen af militær magt for sig selv og andre, eller at fortælle om enkelte episoder og begivenheder í en operation, er udtryk for intet andet end, at officerens personlige ansvar sætter sig igennem. Ingen officer, hvis kald det er at føre mænd i felten, til vands lands eller i luften, sætter sig bag skrivebordet og skriver uden at han skal, uden han føler en pligt overfor sig selv og sin verden, - sine efterkommere, sin samtid, sine soldater, det samfund og den verden han er en del af, - et ufravigeligt krav om at skabe en smule orden i sit og verdens kaos, det mindstemål af orden uden hvilket mennesket, ja end ikke officeren selv kan leve.

Er dette eksistentielle kald til officeren om at fortælle mere end blot et primitivt kald til offentligt at forsvare sin ære eller undgå helt at blive glemt, men også et kald til berige andre, at fortælle den nødvendige sandhed og den lære man må drage af en operation eller mission, så bliver hans fortælling, hvis den vitterligt også kommunikerer denne sandhed klart, til gavn for andre til opbyggelig visdom om krigen – til mere end blot fornøjelig sommerhus- og ferielæsning. 

Når det at skrive og fortælle for officeren er et spørgsmål om at eksistere eller ej, at leve eller dø, er den som beder soldaten eller officeren om at tie, også den som berøver ham livet og muligheden for at leve med sig selv og sine oplevelser. De som i militæret beder ham om, at være tavs er de selvsamme, som giver ham valget mellem på den ene side en art selvmord, et selvudslettende lydighedsforhold til systemet, og på den anden side det udfoldede raseri, mytteriet. Det militær som giver officerer og for dens sags skyld menige soldater og befalingsmænd mundkurv på, som ikke tillader samvittighedens stemme at komme til orde i en eller anden form, inden for det militære system, er det militær som er blevet blind for sin opgave, en institution, hvor systemet er blevet et mål i stedet for et middel. Ordsproget sandheden er ilde hørt gælder især de institutioner, hvor midlet, samarbejdet mellem mennesker og det ledelsesmæssige hierarki, som er nødvendigt for at løse en given opgave, er blevet et mål i sig selv.

        I et samfund som vores med ytringsfrihed og et utal af forskellige medier, får den officers samvittighed der ikke tages hensyn til i militæret, et lyttende publikum i det offentlige rum gennem aviser, artikler, radio og tv. Og ved foredrag og gæsteforelæsninger rundt om i landet får officeren mulighed for at blive hørt. Alle som har holdt foredrag eller forelæst om sin tid som soldat, bærer på den tavse sandhed, at det at fortælle om sine erfaringer og praktiske lærdom, at dele sine ord med andre ikke kun er til glæde for folk i salen, men én selv, for fortælles må der – og konen og kollegaerne har måske hørt nok eller hører ikke efter.

Som nævnt så er officerer i stort tal siden Thukydides og Clausewitz af samme indre logik som dem blevet forfattere. Og det er ikke kun kendte amerikanske generaler som Norman Swartzkopf og Wesley Clark, men også danske officerer som for eksempel oberstløjtnant Poul Dahl med ”Krigens nye Klæder”, oberst Lars R. Møller med ”Operation Bøllebank”, General Keld Hillingsø med ”Trusselsbilledet” og brigade general Michael H. Clemmesen med ”Koldkrigsudredningen og Danmark i den Kolde Krig”. Det er et tegn på, at samvittighedens gode ild brænder i danske officerer og dermed også, at der er en fremtid for et dansk Forsvar.

Så længe officerer er mennesker af kød og blod og ikke præfabrikerede robotter trådløst styret fra en underjordisk bunker eller et fly højt oppe, vil de i deres personlige møde med krig og kaos, eller måske bare et bureaukratisk mareridt i den militære organisation, opleve et kald til at fortælle om deres erfaringer. Ingen kan få dem til at tie, uden ved mentalt og åndeligt at slå dem ihjel. Forståelsen af denne samvittighedens-logik blandt officerer er ikke kun kendetegnet på en vis militær institution men også på et klogt folk, som ved, hvad det indebærer at bede unge mænd og kvinder være soldater og som har brug for officerer til at føre dem. Når officerer skriver eller udtaler sig, er det således på forhånd læseværdigt eller værd at lytte til. Vi har pligt til at lytte til dem, som er kaldet til at forsvare os, og vi får i deres fortællinger og analyser, som regel en viden som både en organisation som Forsvaret og et Folk som vores kan blive endnu klogere af.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

 

Litteraturliste

Del: