Myten Rommel

Maurice Philip Remy, Myten Rommel, oversat af Christine Sonne Rasmussen. København: Borgens Forlag 2003. 379 sider, 399,00 k r.

Generelt
Bogen er, som anført i forordet, et opgør såvel med glorificeringen som med nedgørelsen af  Feldmarskal Erwin Rommel. Glorificeringen, som skabte myten, skyldtes til en hvis grad det nazistiske Tysklands propagandamaskine og det slagne Tysklands behov for en ubesudlet militær ikon efter de nazistiske forbrydelser; men den skyldtes i højere grad Feldmarskallens militære resultater og det, at han i hele sin karriere undlod at følge ulovlige ordrer og, da han blev fuldt informeret om forbrydelserne, tog afstand fra nazismen. Nedgørelsen kom efter 2. verdenskrig med ungdommens oprør mod forældregenerationens fortielser og den generelle modstand mod krig og kulminerede i, at kasernen i Goslar, der var opkaldt efter Rommel, måtte skifte navn i 2001. Bogen, der er meget velskrevet og dokumenteret ved et omfattende noteapparat, giver alt i alt mere stof til glorificering end nedgørelse; men forfatteren lever helt op til sit ønske om at forstå, ikke at fordømme.

Kapitlerne
1. kapitel behandler Rommels privatliv omkring 1. verdenskrig, afslører, at han havde en datter uden for ægteskab, og tegner ved indblik i privatkorrespondance et billede af ham som kærlig ægtemand og fader, også for datteren, trods hans bryske tjenestemaske. Rommels evner som kompagni- og bataljonschef under l. verdenskrig beskrives udmærket, og under gennemgangen af erobringen af bjergtoppen Matajur vises også hans trang til anerkendelse.

2. kapitel behandler Rommels indsats i begyndelsen af 2. verdenskrig med vægt på hans angrebskamp og henholdende kamp i Afrika, indtil indtagelsen af Tobruk. Her handler han med stort taktisk talent i Hitlers ånd, men til hærens overkommandos utilfredshed, da den finder, at han hverken har styrker, materiel eller forsyninger nok til sine dristige fremstød. Han vinder Hitlers gunst og begejstres personligt for ”Føreren”, men ikke for nazismen og nazisterne. I dette kapitel dokumenteres, hvordan han ignorerer ordrerne om summariske henrettelser af tyske i allieret tjeneste, ”Frie Franske” styrker, kommandosoldater og arabiske guerillakæmpere, samt at de 26.000 libyske jøder blev behandlet som alle andre uden skelnen til race og tro.

3., 4. og 5. kapitel indeholder beskrivelsen af de fortsatte kampe i Afrika indtil den Allierede sejr her. Rommels karisma og talent holdes op mod Montgomerys pålidelige og metodiske krigsførelse, en sammenligning der, bl.a. støttet til britiske kilder, ikke falder ud til Montegomerys fordel. Ligeledes behandles hans forgæves forsøg på at overtale Hitler til at opgive Afrika og trække de tysk/italienske styrker tilbage til forsvar af Europa. Rommels noget anstrengte forhold til de italienske allierede beskrives, og det påvises, at han intet havde at sige den italienske soldat på, samt at en del af hans animositet mod den italienske føring skyldtes uvidenhed om, at de Allierede ved operation Ultra var i stand til at aflæse Aksemagternes signaler og dermed afbryde de forsyninger til styrkerne i Afrika, som italienerne var ansvarlige for. I disse kapitler spøger jalousiproblemet igen for Rommel, dog ikke helt uden grund, idet hverken Feltmarskal Kesselring eller Generaloberst von Arnim synes at have været loyale samarbejdspartnere.

6. kapitel indledes med at vise, hvordan Rommels rekreationsophold i Tyskland af hensyn til hans propagandaværdi holdes skjult for offentligheden fra 10 MAR til 9 MAJ 1943. Den dag meddeles det, at han har forladt Afrika, og 4 dage senere overgiver de tysk/italienske styrker i Afrika sig. Hitler havde tabt tiltroen til Rommel efter nederlaget ved el Alamein, men vel også på grund af hans konstante forsøg på at få ham og den politisk/miltære ledelse i Tyskland til at se sandheden i øjnene. Tabet på tiltro er dog ved at blive gensidigt, og det påvises, hvordan Rommel i stigende grad giver udtryk for pessimisme. Rommels forudsigelser om en forestående invasion af Italien bliver dog hørt, og han får ansvaret for at afvæbne de italienske enheder i Norditalien, en opgave, der løses glimrende.

7. kapitel omhandler Rommels indsættelse til koordination af invasionsforsvaret. Selv om han i hovedsagen løser opgaver i Nordfrankrig, omtales hans besøg i Danmark i den anledning, og det beskrives, at han inspireres til nogle af sine tiltag ved at se på den flade forstrand på Fanø. Kampvognskontroversen med den øverste militære chef, von Rundstedt, og med chefen for pansertropperne, Geyr von Schweppenburg, behandles indgående. Rommel ville på grund af de Allieredes luftherredømme have panserstyrkerne helt frem til kysten, så der kunne udløses hurtige, mindre modangreb, medens de to andre ville holde styrkerne samlet i en central opstilling og indsætte dem i ét massiv modangreb. Kontoversen fortsatte efter 2. verdenskrig, og Geyr fastholdt sin tese, selv om han efter mødet med den allierede luftmagt under krigen gav Rommel ret.

8. og 9. kapitler skildrer Rommels stigende mistillid til og langsomme, men stadigt klarere involvering i modstanden mod Hitler. Rommel var principielt imod et attentat mod tyrannen, men var klar til at afsætte ham og åbne sin front for de Allierede mod mulighed for at fortsætte kampen i øst. Et enkelt tilbagefald til tiltro til Hitler efter et møde 17 JUN skildres, men det varer kun til den 26 JUN. Derefter er fortryllelsen hævet.

10. kapitel behandler perioden fra attentatet mod Hitler 20 JUL 1944 indtil Rommel bliver tvunget til at begå selvmord den 14 OKT. Han var selv sengeliggende og på rekreation efter at være blevet såret 17 JUL og var derfor ikke involveret. Han blev imidlertid belastet af forskellige vidneudsagn i så høj grad, at regimet følte at måtte skille sig af med ham. Den senere Deputy SACEUR, General Speidel, er efter krigen blevet anklaget for under tre dages forhør hos Gestapo at have forrådt Rommel. Bogen giver ganske vist Speidel nogle skrammer, men afviser, dokumenteret i en længere note, at han direkte angav Feltmarskallen. Kapitlet slutter med at udtale, at selv om Rommels ”hjerte tilhørte Føreren”, så havde han alligevel ”mod og kraft til at sætte sig op mod Hitler, når dennes ordrer stred mod hans samvittighed”.

Denne ”anden sandhed om Rommel” præger ligeledes efterskriftet.

Afsluttende bemærkninger
Den danske udgave er skrevet i et let flydende sprog, men præges til tider af mangel på militær indsigt. At Nebelwerfer oversættes til ”tågekaster” er en klassisk fejltagelse. Nebel betyder ganske vist tåge; men denne flerrørsraketkaster er nu opkaldt efter konstruktøren, ingeniør Nebel. Andre fejltrin vil irritere den militære læser, der dog nok kan gætte, at den ”Chef”, der omtales, er stabschef, og at der med ”skyttepanservogn” menes pansret mandskabsvogn eller infanterikampkøretøj. Der kan nævnes flere af samme type, men kun én meningsforstyrrende, nemlig under omtalen af ”kampvognskontroversen”, hvor Rundstedt/Geyr tillægges at ville indsætte ”lukkede panserenheder”. Her skulle ”geschlossene” have været oversat med ”masserede”. Endelig bør det anføres, at feltrabbineren ved 8. UK ARME ikke var feltmarskal, og at von der Marwitz var oberst på 1700-tallet og ikke premierløjtnant.

Det bør imidlertid ikke afholde nogen fra at anskaffe sig bogen, for den er glimrende, og den illustrerer klart betydningen af luftherredømme samt Rommels taktiske principper som er hurtighed, overraskelse og tyngdedannelse med, hvad der nu er til rådighed, herunder altid den militære førers person. Disse sandheder er der til stadighed grund til at få repeteret.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf

Del: