My Year in Iraq: The Struggle to Build a Future of Hope

Anmeldt af Jens Ringsmose

Paul Bremer III (with Malcolm McConnell), My Year in Iraq: The Struggle to Build a Future of Hope. New York: Simon & Schuster, 2006. 419 sider, £ 18.99.

 

 ”Get in; transform; get out” lod beskeden fra Washington. Da Bremer omtrent fjorten måneder senere overdrog landet til en irakisk overgangsregering, var der imidlertid ikke meget, som pegede i retning af en snarlig reduktion af det amerikanske engagement i Irak. Tværtimod. Nok var det lykkedes at få sat en skrøbelig politisk proces på skinner, men sikkerhedssituationen i store dele af landet var fortvivlende ringe.

My Year in Iraq skildrer førstehåndsvidnet Bremer, hvordan de store forventninger i Washington hastigt blegnede i lyset af den virkelige udvikling i Baghdad og omegn. Selvom fremstillingen tydeligt skal tjene til at frikende Bremer og placere ansvaret for den delvise misere andre steder end på egne skuldre – først og fremmest i Pentagon – så er der kommet en ganske tankevækkende og anbefalelsesværdig bog ud af anstrengelserne. Den giver således et sjældent intimt indblik i beslutningsprocesser og -arenaer, hvortil offentligheden i reglen er forment adgang.

På det overordnede plan følger bogen to tæt forbundne hovedspor: Et politisk og et militært. Førstnævnte spor – der sidemæssigt fylder mest – er frem for alt historien om, hvordan det på trods af tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder lykkedes Bremer og CPA at få de stærkt opsplittede irakiske ledere til at indgå kompromiser om rammerne for opbygningen af et demokratisk Irak. Den ekstremt vanskelige øvelse bestod således i at finde en formel, der populært sagt holdt kurderne inde, belønnede shiitterne og samtidig ikke ekskluderede sunnitterne. At det rent faktisk lykkedes at få enderne til at nå sammen og indlede en proces, der – trods kortvarige tilbageslag – stadig følger den tidsplan, der blev formuleret i begyndelsen af 2004, må siges at udgøre et mindre mirakel. Parallelt med at Bremer arbejdede i døgndrift for at få de indbyrdes fjendtligtsindede irakiske grupperinger til at trække på samme hammel, så var CPA under konstant pres fra Washington for at accelerere processen. Navnlig i forsvarsministeriet havde forestillingen om en hurtig tilbagetrækning – ”Withdrawalism” eller ”sovereignty now”-standpunktet – stærke støtter. Heriblandt viceforsvarsministrene Paul Wolfowitz og Douglas Feith (det er sidstnævnte general Tommy Franks har tildelt etiketten ”det dummeste røvhul på planeten”). Og som om det ikke var nok. Det var praktisk talt umuligt at vedtage noget af betydning uden at tage shiitternes grå eminence, storayatollah Ali Husseini al-Sistani, i ed. Adskillige gange undervejs truede Sistani – der i øvrigt nægtede at mødes med Bremer og hans stab – med, at spille det meget reelle vetokort som knyttede sig til hans religiøse position. På den baggrund kan den politiske udvikling i Irak dårligt karakteriseres som andet end en succes.

”Succesfuld” er derimod ikke det mest velplacerede prædikat, når det gælder den militære og sikkerhedsmæssige udvikling i landet. Imens Bremer var statholder i Irak gik situationen således helt entydigt fra dårlig til værre. Det militære spor i bogen er da også i meget stort omfang at betragte som Bremers slet tilslørede forsøg på at godtgøre, at ansvaret for den ulykkelige udvikling må søges alle andre steder end hos CPA-ledelsen – først og fremmest hos Donald Rumsfeld og hans neo-konservative støtter. Ifølge Bremer selv så var han allerede i april 2003 opmærksom på, at behovet for flere tropper var akut. Samtidig advarede han adskillige gange det amerikanske forsvarsministerium mod at tegne et for rosenrødt billede af de nyuddannede irakiske sikkerhedsstyrkers kvalitet. Slaget om Fallujah i april og maj 2004, hvor næsten halvdelen af den først-uddannede bataljon i den nye irakiske hær deserterede på vejen til den oprørskontrollerede by, bærer vidnesbyrd om, at Bremers advarsel ikke var helt uden forbindelse med virkeligheden.

Bogen giver endvidere et godt signalement af, hvor vanskeligt de amerikanske styrker reelt havde ved at omstille sig fra den konventionelle krig til nedkæmpningen af en oprørsbevægelse. I det første års tid efter Baathregimets fald var den amerikanske indsats således i meget vid udstrækning fokuseret på at finde og tilintetgøre fjenden. Forsøget på at vinde befolkningens gunst og dermed reducere oprørernes rekrutteringsbase synes kun i et begrænset omfang at have været styrende for de amerikanske styrkers operationer. I den henseende er general Clay’s opsummering af sikkerhedsproblemet i november 2003 sigende: ”… we’re simply not killing enough bad guys”.

Sammenfattende bidrager bogen med en velkommen skildring af begivenhederne i Irak efter regimefaldet set gennem en central amerikansk aktørs øjne. I bestræbelserne på at vaske egne hænder, undgår Bremer ikke at sværte andre til, og det er ikke bare underholdende, men også oplysende.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.2_2006_copy.pdf

Del: