Moskva 1941

Anmeldt af Poul Grooss

”Moskva 1941” af Rodric Braithwaite. Udgivet af Gads Forlag den 13. maj 2009. 465 sider illustreret. Pris kr. 399.

Foto: Gad.dk

I indledningen oplyser forfatteren om de tidligere erobringsforsøg rettet mod Moskva, dels fra Polen/Litauen omkring 1612 og dels fra Napoleon i 1812. Ud fra en sammenligning af distancer fra grænsen og til Moskva kan man følge Napoleons og Hitlers fremrykninger. Heraf fremgår blandt andet den interessante oplysning, at Napoleon faktisk rykkede frem mod Moskva med en hastighed, som var tre gange større end Hitlers.

Emnet for bogen er Hitlers fejlslagne angreb mod Moskva i 1941, som er relativt sparsomt beskrevet i krigslitteraturen, men det har Rodric Braithwaite fået rettet meget op på. Slaget om Moskva, ifølge forfatteren, foregik ikke blot i Moskvas forstæder, men det strakte sig over et område på størrelse med Frankrig. Frontlinien var mere end 1.000 km lang, og den russiske vinteroffensiv 1941/1942 strakte sig 240 km ind i det tyskbesatte område. Der deltog ca. 7 millioner mennesker i dette slag, som indledtes den 30. september 1941. Det tyske angreb døde ud den 5. december 1941, og så satte general Zhukov sit modangreb ind. Operationerne blev først afsluttet i april 1942. Hermed er det, igen ifølge forfatteren, verdens største slag. Alene på den sovjetiske side faldt 926.000 mand.

Læseren præsenteres for situationen i Moskva i perioden før, under og efter slaget, og det gøres ved at følge en række personer – mænd og kvinder - fra Stalin over de øvrige partibosser, det hemmelige politi, hærens ledelse, officerer og menige, industrien, videnskabsmænd, arbejdere og skoleelever.  Forfatteren har en enorm viden om Moskva og hele byens historie og udvikling. Der er også en udmærket beskrivelse af hele Den røde Hærs ledelse. Forfatteren bryder sig ikke så meget om general, senere marskal Georgi Zhukov, som han nok betegner som dygtig, men tillige som fuldstændig hensynsløs og meget ambitiøs. Helten fra slaget om Moskva er ifølge forfatteren den kultiverede polskfødte general, senere marskal Konstantin Rokossovsky, som man følger tæt.

Der gøres meget ud af beskrivelsen af Stalins og Sovjetunionens situation omkring udbruddet af krigen, herunder hele det efterretningsmæssige billede som GRU og NKVD beskrev for den noget skeptiske og mistroiske Stalin.

Efter Hitlers angreb den 22. juni 1941 herskede der et totalt kaos ved fronten på den sovjetiske side, og den kan i korthed beskrives ved at citere fra bogen. En sovjetisk menig, som ikke vidste, hvor hans division befandt sig, spurgte en firstjernet general, som svarede: ”Unge mand, vi ved ikke engang, hvor vore armeer er, for slet ikke at tale om divisionerne”. Forsyningssituationen var i krigens første halve år tilsvarende kaotisk, og der var kanonbesætninger, som kun havde et skud til kanonen pr. dag. Et sted konstaterede forfatteren tørt: ”Overkommandoen havde igen forsømt at tage højde for virkeligheden!”

Vendepunktet i slaget om Moskva skyldtes flere ting: Dels kom vinteren tidligt i 1941, tyskerne var ikke forberedt på vinteren, og efter et halvt års fremrykning trængte såvel personel som materiel til en pause i kampene. Samtidig var den tyske hærledelse blevet opmærksom på problemet med forsyningsliniernes længde. I forbindelse med beslutningen om at gennemføre en parade på Den røde Plads på årsdagen for Lenins revolution den 7. november lykkedes det at motivere den sovjetiske befolkning. Nu var der ikke længere tale om en kamp for kommunismen, men også for det russiske fædreland, hvilket appellerede til den dybt rodfæstede nationalfølelse hos de fleste russere.

Da det tyske angreb langsomt ebbede ud omkring den 5. december 1941 iværksatte Zhukov et modangreb. Her var, ifølge forfatteren, ikke tale om en kæmpe kampagneplan, men da man konstaterede, at tyskerne var gået i stå og var handlingslammede, tog man initiativet, og det fulgtes så op af supplerende angreb helt frem til ”rasputitsa”-perioden (rasputitsa = mudder eller ælte på russisk) i foråret, hvor alle hærens operationer – og modpartens - gik i stå.

Det er lykkedes for forfatteren at beskrive generalernes vanskelige arbejdsbetingelser. Stalin var en hensynsløs leder, som beordrede folk likvideret, hvis der var tvivl om deres loyalitet, mod eller evne. På alle niveauer virkede der politiske officerer, som også rapporterede op igennem deres system til partiets top om chefernes loyalitet, iver og kampmod. Endelig kom generalerne i NKVD (Det hemmelige Politi) sommetider med kommentarer til og vurderinger af de militære chefers planer og operationer. NKVD-officererne havde ingen militær uddannelse – udelukkende praktisk erfaring i at myrde og underkue egen befolkning – og de holdt sig ikke tilbage for at rapportere op igennem deres system til Stalin, at nogle chefer havde været feje eller havde udført noget militært set uklogt.

Rodric Braithwaite punkterer et antal af de heltemyter, som det kommunistiske parti opbyggede under krigen. Det er noget, der i dagens Rusland deler folk i to lejre. Den ene lejr vil gerne holde myterne i live, fordi de er smukke, medens andre gerne vil have justeret historierne, så de passer til virkeligheden. Ved landsbyen Dubosekovo på en af landevejene mod Moskva faldt 28 mand fra en panserværnsenhed. De holdt 50 tyske kampvogne tilbage i en periode, men omkom alle. De fik megen omtale, og der er efter krigen opført et kæmpe monument for de faldne. Alle blev posthumt udnævnt til ”Helt af Sovjetunionen”. Det viste sig hurtigt, at en del ikke var faldet, og det hemmelige politi måtte så sættes ind for at sikre, at sandheden ikke slap ud. Nogle var deserteret, og andre var taget til fange. Forfatteren omtaler også historieskrivningens vilkår i Sovjetunionen. I 1966 forsøgte historikeren Aleksandr Nekritj at beskrive Stalins forhåndsviden om det tyske angreb. Hans bog blev forbudt, og partiet spurgte ham: ”Hvad mener du er vigtigst, politisk formålstjenlighed eller den historiske sandhed?” Nekritj gav det forkerte svar og blev smidt ud af partiet.

Til slut gør forfatteren sig nogle tanker omkring de enorme sovjetiske tabstal fra krigen. Han har læst utrolig mange kilder, og hans konklusion er, at Sovjetunionen har mistet ca. 27 millioner mennesker under krigen, men det er med en usikkerhed på plus/minus 5 millioner. Der er simpelthen ingen, som kender det rigtige tal. Endelig opsummerer han tabene på en meget beskrivende måde: For hver amerikaner og brite, der faldt under krigen, omkom der 7 japanere, 20 tyskere og 85 sovjetborgere. To tredjedele af den tyske hær stod på Østfronten, og det er ikke noget under, at russerne føler, at de bar hovedparten af krigens byrder. Havde de tyske divisioner ikke stået i Sovjetunionen, var der ikke kommet en allieret invasion over Kanalen i 1944. Af de 4 millioner sovjetborgere, der faldt i tysk fangenskab, overlevede kun 800.000, og størsteparten af dem blev efter krigen sat i fangelejr af Stalin.

Bogen er forsynet med en meget omfattende kildefortegnelse og et stort noteapparat. Forfatteren har haft lejlighed til at drøfte udviklingen omkring Moskva i 1941 med en lang række overlevende. Desuden har han interviewet en del af nøglepersonernes efterkommere. Lidt militærfaglig ekspertise til oversætteren kunne have været gavnligt. Oversætteren kludrer i oversættelsen af ordet ”guns”, som skiftevis oversættes med geværer og kanoner, men uden at ramme rigtigt hver gang. ”Kabeltromler” til maskingeværer skulle måske have været tromlemagasiner eller patronbånd. Bogen er forsynet med et meget stort antal fotografier samt nogle enkelte kort med de nødvendige stednavne. Billedmaterialet er særdeles godt valgt.

Her er tale om en særdeles læseværdig bog, som på udmærket vis, uden at prise Stalin og sovjetsystemet, fortæller om en væsentlig del af krigen på Østfronten. Bogen fokuserer ikke på gennemførelsen af de militære operationer, men den fortæller om baggrunden og om, hvorledes forskellige sovjetborgere – høj som lav – oplevede dette enorme sammenstød mellem Stalins og Hitlers befolkninger.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.3_2009.pdf

Del: