Modstand eller kollaboration - en kommentar

 
Kaptajn Claus E. Andersen belyser i juni nummeret i artiklen "Modstand eller kollaboration - Besættelsen 1940-1945" udviklingen i de danske myndigheders forhold til den tyske besættelsesmagt under den 2. Verdenskrig. Han benytter hertil en række af de arbejder om besættelsestiden, der i de senere år har set dagens lys. Jeg tror, det vil være vanskeligt at pege fingre ad de i artiklen fremlagte faktuelle oplysninger - men der er et par bemærkninger, begge baseret på Palle Roslyng- Jensen's "Værnenes politik - politikernes værn", som fortjener en kommentar. En kommentar kaptajn Andersen udmærket selv kunne have givet, såfremt han ønskede at skabe forståelse for de beslutninger, ledende officerer tog under besættelsen.
Kaptajn Andersen skriver: "I modsætning hertil dannede hæren ventegrupper med henblik på indsættelse efter krigen, og både hær og flådes rolle var fortrinsvis defineret som system- og samfundsbevarende" og senere "Officerskorpset, har det efterfølgende vist sig, var ikke forudset af parlamentarikerne og militærledelsen til at være et middel i modstandskampen, men snarere redskab til en genetablering af samfundet, som man havde kendt det før krigen".
For det første bør vel påpeges, at de beslutninger, der blev truffet af general Gørtz og hans hjælpere, ofte ikke var velsete blandt hærens officerer og befalingsmænd - men de blev i langt de fleste tilfælde loyalt efterlevet i overensstemmelse med de dengang gældende normer. Et typisk eksempel for den herskende stemning er givet i nævnte Roslyng-Jensen's bog på side 367: "Lige fra Knudtzon og ned til den sidste rekrut var man i Brigaden indstillet på, at styrkens formål var kamp mod tyskerne". Andre eksempler kunne være oberst Bennike's initiativer i Holbæk og aktiviteterne i Odense (samme værk side 119 ff.).
For det andet er det værd at erindre, at man fra hærens ledelses side var ganske klar over, at man hverken havde styrker eller bevæbning til at gå ud i åben kamp med tyskerne - en vurdering de engelske myndigheder var ganske enig i.
For det tredje må man ikke glemme, at størsteparten af hærens officerer så sig som den lovlige regerings redskab - en regering hvis mandat blev overvældende bekræftet ved rigsdagsvalget i marts '43. Også efter 29. august '43 følte hærens ledelse sig loyal mod den politiske ledelse, som den havde ganske nær kontakt med. I manges øjne syntes dengang og synes vel også nu dette mærkeligt. Men er der nogen, der ønsker det anderledes? Især når man betænker, at hen mod krigens afslutning var også de allieredes primære ønske til den danske modstandsbevægelse, at man kunne få en overgang fra besættelse til fred uden græske eller belgiske tilstande, uden et nyt Warszawa (et scenarie man var meget nervøs  for  skulle gentage sig med Paris) og med et minimum forbrug af allierede styrker.
Og endelig for det fjerde. Var det blevet nødvendigt og havde det været i overensstemmelse med den allierede ledelse (SHAEF), var ikke alene det store flertal af hærens officerer og befalingsmænd men også hærens ledelse, general Gørtz klar til at kæmpe. I grundlaget for aftalen mellem frihedsbevægelsen og værnene (Frihedsrådet, Frode Jakobsen - værnene, Gørtz og Vedel) lød pkt. 1 "Der måtte gives tilsagn om, at meningen med samarbejdet ikke var at opretholde ro og orden, når tyskerne var ude af landet, men at være med til at kaste tyskerne ud af landet." Såvel hæren som søværnet svarede ja hertil (medio DEC '43 - Hæstrup "Hemmelig Alliance, bind I, side 46-47).
Efter min opfattelse er det indtryk, kaptajn Andersen i artiklen efterlader vedrørende hæren, ikke dækkende. Et meget stort antal af hærens faste personel ønskede aktiv og direkte indsats mod besættelsesmagten, og særdeles mange blev også direkte tilknyttet den civile modstandsbevægelse. Officerer fandtes på alle niveauer i de forskellige organisationer og i ledelsesstrukturen. Hærens ledelse ønskede at tjene den politiske ledelse - og magede det således, at mod krigens slutning var der fuld overensstemmelse mellem SHAEF ønsker til den danske modstandsbevægelse og Frihedsrådet, og det den illegale hær under general Gørtz kunne levere.
 

Litteraturliste

Del: