Modstand eller kollaboration

Perioden 1940–1945 er i dansk samtidshistorie en epoke, som endnu kan vække voldsomme følelser blandt danskere i det 21. århundrede. Mange, som har oplevet perioden – men også mange fra efterkrigsgenerationen, mener, at besættelsestidshisto- rikerne i deres forskning i realiteten har tegnet et fordrejet billede af virkeligheden

Helt i modsætning til det, som de selv har oplevet – eller mener at have oplevet – under besættelsen (1). På den anden side oplever historikere ofte, at den hidtidige forskning på området er gået fuldstændig upåagtet hen i den brede offentlighed, hver gang diskussionen blusser op i offentlighed og medier. Eksempelvis i f.m. markante begivenheder ved festligholdelse af besættelsen – 40 og 50 års jubilæer o.lign. – skal han eller hun, som historikeren Hans Kirchhoff har udtrykt det, i princippet “begynde forfra” (2). Forskningsresultaterne har aldrig fæstnet sig i befolkningens historiske bevidsthed. Dybest set er dette selvfølgeligt et faghistorisk formidlingsproblem. Spørgsmålet stiller sig, hvorledes skal formidlingen af historieforskningens aktuelle resultater, som ellers ikke finder påagtelse i en bredere offentlighed, finde sted, uden at det skader den videnskabelige validitet og en seriøs fremstillingsform? Men også spørgsmålet om belysning af myter og fortrængninger, der har fået lov til at stå upåagtet siden besættelsens ophør i 1945, er påtrængende (3). Hvorfor har det ikke været acceptabelt, at tale om dette før nu? (4) Myterne, for eksempel den udbredte om den massive folkelige modstand mod besættelsesmagten allerede fra 9. april 1940 og især efter den 29. august 1943, har efterhånden fået deres eget liv og opleves ofte som “sandheden.” Det må derfor basalt være historikerens opgave, at korrigere denne opfattelse og bringe den i samklang med den historiske virkelighed. Såfremt histo- rieforskningen i den offentlige debat fremover skal anvendes som erfarings– eller referencegrundlag for kommende generationer, bør den også kunne verificeres, som historisk holdbar, for at have nogen som helst mening i en offentlig diskussion. Med andre ord skal den være sand i f.t. den historiske virkelighed. Det må også være indlysende, at for eksempel forhandlingspolitikken og modstanden må anskues i et forskelligt lys, hvad enten den beskrives i krigens begyndelse, hvor en tysk total sejr forekom at være indenfor rækkevidde, eller om den beskrives i slutningen af krigen, hvor det tyske nederlag var indlysende. Det er på dette grundlag denne fremstillings formål at redegøre for udviklingen i de danske myndigheders forhold til den tyske besættelsesmagt under den 2. Verdenskrig. Endvidere skal omfanget af modstand og kollaboration i f.t. besættelsesmagten i det danske samfund karakteriseres.

De danske myndigheders forhold til den tyske besættelsesmagt
I årtierne før den tyske besættelse af Danmark var udenrigspolitikken stærkt præget af forholdet til den dominerende nabo mod syd. I løbet af trediverne havde Tyskland efter nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933 afskrevet Versaillestraktaten og dens bindinger og efterfølgende foretaget en militær oprustning, som ikke var forbigået de danske parlamentarikere uden et vist indtryk. Ganske vist var det landets officielle politik at opretholde en neutralitet til den omkringliggende verden, men dette afspejlede sig ikke i en markant styrkelse af militæret. Tværtimod foretrak politikerne at holde militæret på et så lavt niveau som muligt for ikke at provokere især Tyskland. Den potentielle allierede stat England havde på et tidligt tidspunkt gjort klart, at Danmark ikke skulle forvente hjælp herfra i tilfælde af en væbnet konflikt. Dette medførte også, at Danmark, i modsætning til de øvrige nordiske lande, tog imod tilbuddet fra Tyskland om underskrivelse af en ikke–angrebspagt i 1939 (5). Han- delspolitisk var Danmark afhængig af eksporten til såvel England som Tyskland, og her gjaldt det om at undgå på forhånd at sætte sig mellem to stole og forskertse sine chancer ved en alt for tidlig stillingtagen de to lande i mellem.

Efter besættelsen den 9. april 1940 stod den tyske stat med et forklaringsproblem, fordi hvordan kunne man rationelt forklare, at man havde besat en neutral småstat, som med al magt søgte at opretholde sin neutralitet? Det tyske alibi var, udtrykte tyske officielle instanser, en frygt for, at England og Frankrig skulle true de danske interesser og ikke mindst passagen i de danske stræder og bælter. Den tyske besæt- telsesmagt truede den danske stat til ikke at gøre modstand, og til gengæld ville Tyskland respektere Danmarks politiske uafhængighed. Den danske regering valgte at indstille modstanden og tage imod det tyske tilbud (6). I april 1940 blev fundamentet til forhandlingspolitikken lagt. Man kunne hævde, at selve beslutningen om øjeblik- kelig kapitulation den 9. april 1940 mellem kl. 5.30 og 6.00 var hele grundlaget, skrev Henrik Nissen (7).

Næste skridt var dernæst en regeringsudvidelse, hvor repræsentanter for Det konser- vative Folkeparti og Venstre indtrådte i den socialdemokratiske regering. På den måde var alle de store partier i Rigsdagen repræsenteret i regeringen. Man forfulgte dernæst en tilpasningspolitik, hvor man forhandlede, selvfølgelig hele tiden bevidst om den ydmyge rolle man var blevet tildelt, om handelspolitik og landbrugseksport til Tysk- land, udlevering af militært materiel til den tyske værnemagt o.m.a. Tyskernes modspil til regeringen var hele tiden truslen om afskaffelse af den såkaldte gunstige “9. april– ordning.”

Sønderjylland kunne have været blevet et stort potentielt problem for den danske samlingsregering i lighed med de tyske mindretal i lande, som grænsede til Tyskland. Hvis det ikke havde været for den kendsgerning, at hverken de tyske eller danske politikere anså grænsedragningen fra 1920 for problematisk. Det tyske mindretal på den danske side af grænsen havde reelt så tålelige vilkår som kun få mindretal i nogle lande (8). De skiftende regeringer i mellemkrigstiden drog reelt samme konsekvens af Danmarks militærstrategiske beliggenhed (9). Nemlig, at landet ikke kunne forsvares mod et angreb fra Tyskland, og at der ikke kunne forventes hjælp udefra i tilfælde af et sådant angreb. Spørgsmålet var, om et større eller mindre militært beredskab ville øge eller mindske risikoen for krig? Det var det store ubesvarede spørgsmål, som ingen på forhånd kunne kende svaret på. Det var dog klart for politikerne, at uden allierede kunne et nok så stærkt forsvar ikke afskrække en potentiel militær trussel mod landet. Da de tyske tropper besatte Danmark den 9. april 1940, skete dette derfor som en næsten modstandsløs besættelse. De tyske myndigheder var, jf. det overrakte tyske 13 punkts memorandum, indstillet på at lade besættelse ske på noget nær fredstids- betingelser, hvilket indebar, at landet beholdt sin regering og hele magtapparatet bestående af politi og militær intakt. Regeringen besluttede at holde Tyskland op på memorandummets indledningsvise 13 punkter, selvom det nok ikke var besættel- sesmagtens intention, at dette skulle være det fortsatte grundlag for forholdet til Danmark. På trods af de tyske troppers tilstedeværelse i landet blev illusionen om en suveræn  dansk  stat  opretholdt,  og  forhandlinger  mellem  Tyskland  og  Danmark foregik gennem de respektive landes udenrigsministerier (10). Fordelene for Tyskland var  heller  ikke  ubetydelige,  idet  man  kunne  opretholde  et  minimum  af  militær tilstedeværelse  i  landet  og  en  række  administrative  opgaver,  såsom  politiopgaver o.lign.,  blev  fortsat  løst  af  den  danske  stat.  Danmark  havde  dermed  opnået  en særstatus i forhold til Tyskland som en suveræn neutral stat med eget militær, politi og intakt embedsapparat. Internering af først militæret august 1943, politikernes afgang efter augustoprøret og senere afvæbningen af politiet den 19. september 1944 gjorde senere fuldstændigt op med illusionen om en intakt suveræn stat – men embeds- apparatet forblev fuldt funktionsdygtigt indtil befrielsen i 1945,  og forhandlings- politikken fortsatte stort set uændret indtil 5. maj 1945 (11). Forhandlingspolitikken var imidlertid så gunstig for besættelsesmagten, at en magtovertagelse af Danmark ved de danske nationalsocialister, fortrinsvis repræsenteret ved det største parti DNSAP, aldrig kom på tale (12).

Det kan umiddelbart synes svært at definere forskellen på forhandlingspolitik og begrebet kollaboration, men Henrik Nissen har beskrevet det, som det forhold, “de danske forhandlere i skiftende faser kunne (...) anlægge forskellige vurderinger af, hvilken politik der skulle føres; men ingen af dem knyttede deres egne eller landets fremtidshåb til en tysk sejr i krigen. Det adskiller forhandlingspolitikken under besættelsen fra kollaborationen” (13).

Omfanget af modstand og kollaboration
Før man kan besvare et spørgsmål, såsom hvor stort omfanget af modstand eller kollaboration har været under besættelsen, må begreberne indledningsvis først belyses. Så tidligt som i slutningen af 1970’erne har historikere benyttet det udvidede begreb “modstand” i to forskellige termer; nemlig en opdeling i passiv og aktiv modstand (14). Modstanden kan imidlertid også opdeles i politisk modstand og den militær modstand. Den politiske modstand omfattede blandt andet opretholdelse af illegale organisationer og forbudte politiske partier, hemmelig mødevirksomhed, udgivelse af illegale blade og bøger, demonstrationer og strejker. Den militære modstand bestod af sabotage, oprettelse af en underjordisk hær, partisanvirksomhed, fremskaffelse af våben og sprængstof, efterretningsvirksomhed, likvidering af stikkere og forrædere samt oprettelse af transport– og flugtruter (15).

Kollaboration, var og er en betegnelse, der blev brugt om samarbejde med en fjendtlig besættelsesmagt. Kollaborationen kunne bedrives indenfor områderne administration, militær, politik og økonomi, og den kunne udføres af enkeltpersoner, større grupper og organisationer eller af statens organer. I den danske historieforskning er i den forbindelse ofte et beskrivende udtryk som “forhandlingspolitik”, “eftergivenheds- politik”, “tilpasningspolitik”, “politisk kollaboration” samt ind i mellem det engelske udtryk “adaptive acquiescence” blevet anvendt, hvilket snarere udtrykker den enkelte historikers standpunkt, holdning til stoffet og opfattelse af samarbejdet mellem stat og besættelsesmagt end en egentlig beskrivelse af forholdene under besættelsen. Som modsætning hertil har historikeren Steen Andersen defineret kollaboration som “neutral betegnelse for et samarbejde, som havde til hensigt at opretholde eller udvide en politisk/administrativ eller økonomisk indflydelse i forhold til besættelsesmagten” (16). Begrebet kollaboration var i sin oprindelige betydning egentlig udtryksneutralt, men historikeren må ved anvendelse af begrebet holde sig for øje, at betydningen har ændret sig over tid. Det er derfor ikke ganske ufarligt at ville anvende et begreb, når der kan skabes stor usikkerhed om, hvad det egentlig repræsenterer. Henrik Deth- lefsen har derfor forsøgt sig med en definition på en type af kollaboration, som han kalder “Det politologiske kollaborationsbegreb.” Jf. Dethlefsen blev kollaborationen en politisk retningslinie, der generelt indgik i de politiske overvejelser og beslutninger. Når det gjaldt statskollaborationen, kan der skelnes mellem den defensive attentisme, hvis mål var at vinde tid, og den offensive aktivisme, der søgte at komme tyske krav i forkøbet for at skabe goodwill, som efterfølgende skulle omsættes til øget selvbestem- melse (17).

Den påtvungne, ufrivillige statskollaboration blev typisk praktiseret af samarbejds- regeringerne i Frankrig og Danmark under 2. verdenskrig. Formålet var, at fastholde så meget af den nationale selvbestemmelse som muligt og skærme befolkningen mod besættelsesmagtens overgreb og terror. Ideologisk kollaboration blev fortrinsvis udø- vet af de nationalsocialistiske fraktioner i det besatte land, hvilket typisk skete med DNSAP som samlende faktor i Danmark. De ideologiske kollaboratører søgte typisk at komme til magten med støtte fra okkupationsmagten (18).

Temperaturen på modstanden under besættelsen var, så at sige, meget afhængig af tidsfaktoren, dvs. det tidspunkt i løbet af besættelsen, på hvilken temperaturen blev taget. Henrik Dethlefsen har karakteriseret den organiserede modstandskamp, som en bevægelse med en marginal position og begrænset militær betydning og dertil kom et tidsmæssigt relativt sent gennembrud for den organiserede modstand (19). Der opstod ikke spontant en modstandsbevægelse i Danmark fra besættelsestidspunktet, som i andre besatte lande. De første illegale aktiviteter i det hele taget var hærens efterret- ningstjenestes virksomhed, som bestod i at videregive oplysninger af efterretnings- mæssig værdi til den engelske efterretningstjeneste via Stockholm. Årsagen til at dette overhovedet var muligt, skal ses i det forhold, at militæret stort set var intakt efter tyskernes “fredsmæssige besættelse” af Danmark. Egentlig aktiv modstand forekom først efter Tysklands angreb på Sovjetunionen, hvor regeringen satte ind mod kommunistpartiet i landet, forbød det, samt søgte at internere ledende kommunister (20). Den 25. november 1942 underskrev udenrigsminister Erik Scavenius antikom- minternpagten i Berlin.

Modstanden
Den såkaldte passive modstand før 1943 var først og fremmest en efterrationalisering af politikere og opinionsdannere efter krigen. Det var en illusion, som byggede på danskernes antityske sindelag og den nationale vækkelse. Denne nationale vækkelse gav sig udslag i samling om dansk kultur og historie, kongedyrkelse, nationale møder og alsang (21). Modstanden før august 1943 må i det store og hele karakteriseres som sporadisk, kriminaliseret og uden egentlig folkelig opbakning. Den egentlige militære modstand ved sabotage o.lign. mod militære mål var ikke særlig omfattende. Angrebet på Sovjetunionen 22. juni 1941 medførte, at den kommunistiske modstandsbevægelse blev dannet efter påbud fra centralt hold. Før dette havde der slet ikke eksisteret en kommunistisk inspireret modstand mod den tyske besættelse, da forholdet mellem Sovjet og Tyskland formelt og ideologisk var blevet reguleret af den ikke–angrebspagt, som de to lande havde indgået. Den pragmatiske geografiske deling af Polen, som de to lande foretog i fællesskab efter angrebet på landet den 1. september 1939 var symp- tomatisk for dette forhold. Den kommunistiske begrundelse for påbegyndelse af mod- standskampen mod en tidligere allieret og efterfølgende besættelsesmagt i Danmark, var, at nu havde krigens karakter ændret sig fra en imperialistisk til en ideologisk krig. Den første spæde start på organiseret modstand blev gjort gennem SOE, hvilket stod for Special Operations Executive. Det var den engelske organisation for subversiv krigsførelse. SOE kastede allerede i 1941 to danske faldskærmsfolk, uddannet i Eng- land, ned over landet. Aktionen var ikke en ubetinget succes. Den første agent blev allerede dræbt, da hans faldskærm ikke foldede sig ud, og det kontaktnet, som den anden agent nåede at opbygge, blev fuldstændigt optrevlet af det danske politi. Tiden var endnu ikke moden til egentlig modstand i Danmark. Først efter 1943 kunne SOE gøre sig gældende i modstandskampen i Danmark (22).
Vendepunktet i modstanden fandt sted efter 1943. I de sidste år fra 1943 gennem- førtes ca. 4.300 store og små sabotageaktioner, og af disse var 1.500 rettet mod jernbaneanlæg. Den militære effekt af sabotagen mod jernbaneanlæg og jernbanespor var overordentlig ringe, hvorimod industrisabotagen må formodes at have haft en vis effekt, om end den militære betydning nok ikke har været særligt omfattende i det store perspektiv (23). Kommunisterne dominerede i begyndelsen modstandsbevægel- sen i forholdsmæssigt stort tal, ligeledes på det ledelsesmæssige plan, men efterhånden som krigen nærmede sig sin afslutning lykkedes det militær og politikere at indsætte officerer på ledende poster i modstandsbevægelsen, med det resultat at kommunister og repræsentanter fra Dansk Samling blev trængt fra disse poster. Talmæssigt skønnes det, at antallet af illegalt organiserede medlemmer ved årsskiftet i 1944/45 omfattede ca. 20.000. Ved befrielsen var tallet steget til 50.000 medlemmer af illegale organisa- tioner. Begrebet “modstandsbevægelsen” signalerede også fejlagtigt, at der var tale om én bevægelse, som stod samlet skulder ved skulder m.h.p. at bekæmpe den tyske besættelsesmagt. I virkeligheden var bevægelsen meget sammensat og bestod  af mange retninger typisk fra yderfløjene i dansk politik. Eksempelvis var der den kommunistiske fraktion (BOPA – Borgerlige Partisaner) samt de politisk højreorien- terede fraktioner fortrinsvis med base i konservativ ungdom, som kunne blive enige om at bekæmpe samarbejdspolitikken og i et vist omfang besættelsesmagten. Men “fjenden” var fortrinsvis her repræsenteret ved danske erhvervsvirksomheder eller danske institutioner, som udførte opgaver for det tyske militær. Det er påfaldende, hvor lidt egentlige militære mål fyldte i modstandskampen. Den mere langsigtede målsætning, såsom hvad der skulle ske efter krigen, søgte man senere at forene i Frihedsrådet. Rådet skulle samle og organisere de forskellige modstandsorganisationer under en hat samt koordinere indsatsen på alle områder, hvilket, har det efterfølgende vist sig, ikke var en nem opgave. Frihedsrådet kunne da heller ikke forhindre mange enkeltaktioner, som blev initieret af decentrale grupper (24). Da freden brød ud, blev det naturligvis svært at forene såvel den revolutionære del af modstandsbevægelsen, som havde krav om omfattende samfundsreformer – om ikke ligefrem revolution, med de højreorienterede frihedskæmperes udefinerbare krav om “udrensning fra top til bund” og en “ny samfundsorden,” som i realiteten blot var et krav om fjernelse af det, der blev kaldt “9. april–politikerne”(25). I modsætning hertil dannede hæren ventegrupper med henblik på indsættelse efter krigen, og både hær og flådes rolle var fortrinsvis defineret som system– og samfundsbevarende (26).

De danske sømænd gav med deres tjeneste på allierede handelsskibe på havene et af de største danske bidrag til den allierede krigstjeneste, selvom senere undersøgelser har vist, at ikke alle meldte sig under de allierede faner. En af årsagerne til dette var, at da Danmark blev besat, lå mange af handelsflådens skibe de facto i fremmed havn. Derfor kom 2/3 af handelsflåden og 6.000 søfolk til at sejle i allieret tjeneste (27). Ellers var det i de første krigsår fortrinsvis den etablerede militære efterretnings- tjeneste, som tegnede Danmark i den internationale modstand mod aksemagterne (28).

Modstanden kan naturligvis søges opregnet i tal, men tallene virker ikke imponerende. Blandt andet Aage Trommers undersøgelse af jernbanesabotagen viste, at den militære betydning af indsatsen var marginal – næsten ikke eksisterende. Modstanden havde således først og fremmest en symbolsk betydning, og tjente til en begrundelse for en efterkrigsanerkendelse af Danmark som allieret og modstander af Tyskland under krigen. Den århusianske besættelsestidshistoriker Henning Poulsen har om dette skrevet, at “Danmark havde vundet en krig, man ikke havde deltaget i” (29).

Trods modstandens reelt ringe omfang og betydning for krigens udfald er der ingen tvivl om, at den havde stor betydning for befolkningens selvforståelse efter krigen. I genopbygningsfasen og reetableringen af det forholdsmæssig uskadte parlamentariske system vandt den symbolske betydning af modstandskampen mere og mere indpas i den offentlige opinion. Det fremgik især af de skildringer af besættelsen, som så dagens lys i de første ti til tyve år efter dennes afslutning. Det var først og fremmest modstandskampen og dens glorificering, der blev beskrevet i de tidligste publikationer efter krigen (30). Der blev fra mange sider dyrket myter. Såsom myten om de skjulte aftaler med Tyskland om en modstandsløs besættelse, myten om et enigt folk, der tilskyndet af politikerne den 29. august 1943 påbegyndte et folkeligt oprør mod besættelsesmagten, myten om en omfattende og virksom modstandsbevægelse rekrut- teret fra og med dybe rødder i befolkningen, som udførte en farlig og militært betyd- ningsfuld sabotagevirksomhed mod vitale dele af den tyske okkupationsstyrke (31). Officerskorpset, har det efterfølgende vist sig, var ikke forudset af parlamentarikerne og militærledelsen til at være et middel i modstandskampen, men snarere politikernes redskab til en genetablering af samfundet, som man havde kendt det før krigen (32). Men der var i hele det danske samfund i efterkrigstiden behov for at retfærdiggøre og forklare den danske stillingtagen, og i den offentlige opinion havde stort set hele befolkningen, på nær den del, der blev retsforfulgt efter krigen, deltaget i den åndelige og fysiske modstand (33).

Kollaborationen
Den tyske okkupationsmagt havde efter besættelsen af Danmark en indlysende interesse i, at de danske stræder blev friholdt for miner. I stedet for at belaste den tyske krigsmarine med disse opgaver, passede det tyskerne udemærket at lade den intakte danske flåde fortsat løse disse opgaver. Det skulle sikre gennemfarten af såvel handels– som krigsskibe og dermed sikre forbindelserne søværts til Norge, østover og til krigsførelsen på de store oceaner mod eksempelvis konvojtrafikken fra USA. Desuden havde den tyske ubådsflåde mange af deres tilholdssteder i de nordtyske byer, som grænsede op til Østersøen, og den skulle, for at kunne operere i Atlanterhavet, have fri passage gennem de smalle bælter og sunde mellem Jylland, øerne og Sverige. Indtil august 1943 løftede den danske flåde i samarbejdspolitikkens ånd opgaven så godt, som det var muligt, men da en tysk overtagelse truede, besluttede flådens ledelse sig til at komme en forestående beslaglæggelse i forkøbet ved at forberede en sænkning af flåden. Sænkningen af 29 skibe på Holmen blev reelt iværksat den 29. august 1943 efter ordre fra viceadmiral A.H. Vedel, hvorimod det lykkedes for 13 skibe at undslippe til Sverige, hvor de og deres besætninger blev interneret.
Nogle af de fordringer, som regeringen blev mødt med under krigen var udlevering af militært materiel. Den første fordring fra besættelsesmagten var udleveringen af otte torpedobåde i januar 1941, hvilket senere blev forhandlet ned til 6. Desuden reparerede danske værfter og værksteder tysk krigsmateriel, og i nogle tilfælde produ- cerede danske virksomheder, med Dansk Industri Syndikat som det mest markante eksempel, våben og materiel til den tyske styrkers kamp (34). Der byggedes nye flyvepladser, og imod slutningen af krigen, da invasionstruslen mod vestkysten syntes reel, blev der bygget utallige bunkeranlæg i Jylland for danske penge, med danske entreprenører og dansk arbejdskraft.

I løbet af 1941 forlangte de tyske myndigheder, at der skulle hverves til den tyske hær. Det forlangende måtte regeringen efterkomme, og omkring 11–12.000 blev hvervet til primært Waffen–SS; heraf kom reelt ca. 6.000 soldater til at gøre tjeneste på østfron- ten. At soldaterne gjorde tjeneste i Waffen–SS var dog ikke så underligt, da der stort set ikke var andre muligheder, med mindre man ønskede at blive hvervet til den tyske krigsmarine eller luftvåben (35). Det danske nationalsocialistiske parti DNSAP kom i praksis til at stå for hvervningen af soldater til Frikorps Danmark. Udleveringen af dansk militært materiel kom senere til at udstrække sig til udlevering af danske militær- køretøjer til Frikorps Danmark (36). Politikerne kunne med nogen ret frygte, at rege- ringen i Berlin ville forlange aktiv deltagelse af danske tropper på østfronten i kølvan- det af indgåelsen af antikomminternpagten og kommunistloven. Der var dog karak- teristik for hvervningen, at der herskede en markant ringe tilslutning fra størstedelen af officerskorpset til den tyske hvervning. Som historikeren Henrik Nissen, i f.m. en omtale af tiden før besættelsen, har udtrykt det. “De økonomiske rammer, det parla- mentariske system afstak, gjorde i officerernes øjne deres arbejde håbløst eller me- ningsløst. Set i det perspektiv må man snarest undre sig over officerskorpsets loyalitet over for regeringssystemet end over de relativt få, der undsagde det i handling, da lejligheden bød sig 3–4 år senere” (37).

Det viste sig efter krigen, at den tyske rigsbefuldmægtigede Cecil von Renthe–Fink lokalt havde bluffet sig til opfyldelse af mange af de stillede krav uden opbakning fra ledende kredse i Tyskland. Det kan i bagklogskabens skær synes besynderligt, at den danske regering ikke forhørte sig om de forskellige tiltag i diplomatiske kredse i Berlin. Måske var det alligevel ikke så underligt. Langt op i forrige århundrede var den anta- gelse fremherskende, at det tyske diktatur var en monolitisk organisation, hvor alle i princippet talte med en mund. Denne opfattelse af det tyske diktatur i perioden 1933– 45 har blandt andet den tyske forskning af nationalsocialismen forlængst aflivet (38). Politiet varetog efter 9. april 1940 fortsat funktioner såsom ordenspoliti–, kriminal- politi– samt den politiske politifunktion. Den 12. april 1940 blev der indgået en aftale med de tyske myndigheder om, at sager vedrørende spionage, sabotage og Wehrkraft- zerzetzung  (nedbrydende  virksomhed)  også  skulle  varetages  af  dansk  politi  (39). Henrik Stevnsborgs hovedtese har været, at politiet, indtil samarbejdspolitikken brød sammen, udførte et loyalt og godt politiarbejde, men at dette, efter samarbejdspolitik- kens reelle sammenbrud i august 1943, reelt ophørte med at eksistere. Politiets rolle var herefter, indtil den tyske afvæbning af det danske politi 19. september 1944, særdeles passiv (40). Stevnsborg har hermed korrigeret det billede, man havde efter krigen af, at politiet langt overvejende var besættelsesmagtens håndlangere, hvilket blev et tilbagevendende tema i efterkrigstidens angreb på samarbejdslinien (41).

Der foregik også en omfattende økonomisk kollaboration i landet på alle planer, men dette var reelt ikke muligt at undgå, fordi som en samtidig iagttager udtrykte det: “Det er nødvendigt at spise. For at spise må man købe. For at købe må man sælge. For at sælge må man producere. Helst vil man producere, hvad der ikke tjener krigen. Det kan man ikke – for krigen er alting” (42). Mange erhvervsforetagender samarbejdede mere eller mindre åbenlyst med de tyske myndigheder for eksempel store erhvervs- virksomheder som A.P. Møller, F.L. Schmidt o.a. Regeringen havde ligeledes nedsat et udvalg, kaldet Østrumudvalget, som skulle virke for industriens muligheder i de tyske østbesatte områder (43). Dansk landbrug blev dirigeret fra sine gamle eksportmarke- der i England til primært det tyske marked, som der, grundet krigen, blev gode afsæt- ningsmuligheder til.

Kollaboration kunne også foregå på det følelsesmæssige plan. I løbet af besættelsen repræsenterede især begrebet “tyskerpiger” denne retning (44). Efter krigen blev facit af denne slags kollaboration opregnet til 50.000 forhold, hvilket medførte 5.500 “tyskerbørn.” Anette Warring, som nyligt har beskæftiget sig med dette område, har om denne form for kollaboration anført, at den normalt ikke var politisk motiveret (45).

En anden form for samarbejde var den ideologiske kollaboration, som i det store og hele adskilte sig fra den politiske. Der fandtes siden 1930’erne en række mindre partier med nationalsocialistisk ideologi. DNSAP var det mest markante, selvom det aldrig opnåede særlig stor tilslutning i Danmark (46). Partiet havde med sine nationale grundideer det grundlæggende problem, at det nationale islæt dårligt lod sig kombi- nere med besættelse af en fremmed magt, selvom ideologien på mange punkter var fælles. Der var flere partier, som hyldede en nationalsocialistisk verdensanskuelse, men kun DNSAP fik en størrelse, som havde nogen betydning, for eksempel repræ- sentation i Rigsdagen (47). Partiet blev tidligt sat ud på et sidespor, da det ikke spillede nogen egentlig rolle i forholdet mellem besættelsesmagten og indledningsvis regerin- gen og dernæst departementsstyret. Efter augustoprøret i 1943 var DNSAP’s rolle reelt udspillet. Schalburgkorpset, som skulle være en kopi af det tyske Allgemeine–SS, overtog efter 1943 DNSAP’s politiske rolle samt hvervningen til østfronten begge dele uden større succes (48).

Et stort antal arbejdsløse tog under krigen arbejde i den tyske industri, man regner med mellem 30.000 og 50.000, hvor de var med til at fylde op, som erstatning for den tyske arbejdskraft, som nu kæmpede som soldater på de mange fronter i og udenfor Europa (49). De blev i virkeligheden tilskyndet – og måske endog truet – af admini- strationen til enten at tage arbejde i Tyskland eller miste understøttelse. Så reelt havde mange ikke et egentligt valg.

Hvis man ser bort fra, at begrebet kollaboration, som egentligt oprindeligt er et neutralt begreb, kunne forstås i betydningen at bidrage til en stats opretholdelse. I sidste ende samarbejdede alle på forskellige planer for at overleve ved at bidrage til den nationale opretholdelse ved arbejde og udøvelse af alle sociale funktioner (50). Derfor må begrebet, for at have nogen som helst mening, deles op i en række delom- råder jf. de ovennævnte opdelinger og definitioner.

Mange af de historiske beskrivelser af kollaborationen repræsenterer ofte, historisk set, et konfliktsyn på dansk besættelsestidshistorie. Sammenfattende kan man anføre, at kollaborationen i alle dens facetter på alle planer var langt mere omfattende end den egentlige militære modstand, selv ved den mest gavmilde udlægning af begrebet mod- stand. Sågar en numerisk opgørelse af modstand og kollaboration samt sammen- ligning af de to forhold, taler selv i gunstigste fald ikke til fordel for myten om det danske folk i kamp mod besættelsesmagten.

Afsluttende betragtninger
Danmark udviklede sig fra en suveræn og neutral småstat i førkrigsperioden med en småstats problemer til en stat, der efter 9. april fortsat søgte at hævde sin suverænitet under en såkaldt “fredstidsbesættelse.” Suveræniteten fik sit udtryk i det forhold, at Tyskland og Danmark forhandlede alle forhold af betydning for de to lande gennem de respektive udenrigsministerier. Samtidig omdannedes regeringen til en samlings- regering bestående af de største partier i Rigsdagen. Samlingsregeringen indledte, støt- tet af et flertal af politikerne, og som sådan også med et flertal i befolkningen, den såkaldte forhandlingspolitik med Tyskland, som gik ud på at gavne såvel landet selv og som sådan tyskerne mest muligt. Dette friholdt den tyske administration fra at opret- holde et tungt administrationsapparat – herunder en tysk politistyrke – i landet samt en kraftig militær tilstedeværelse. Så sent som ved valget i 1943 fik regeringen fuld opbakning til den førte politik, og det er kun i bagklogskabens klare lys, at det var mu- ligt at forudse den udvikling, som ville komme til at ske fra august samme år. En gene- rel træthed af besættelsens påtvungne og besværlige vilkår, herunder forbud mod forsamlingsfrihed, rationering, censurering af medierne og andre ubekvemme tiltag var nogle af de forhold, som hen ad vejen gjorde danskerne mere og mere uvillige til at tåle den tyske besættelse. Hertil kom Tysklands udenrigspolitiske og militære neder- lag, der åbenbarede for enhver, at det tyske militærapparat nok slet ikke var så uover- vindeligt, som det havde set ud i begyndelsen af krigen, hvor man måtte regne med en tysk sejr i hele Europa. Kommunisterne påbegyndte, godt hjulpet på vej af forbud og forfølgelse, den første egentlige modstand. Karakteren af modstanden var selvfølgelig, at den var rettet mod besættelsesmagten, men den var også rettet mod den bestående samfund og den siddende regering. Lidt efter lidt sluttede den politiske borgerlige højrefløj sig også til modstanden, men modstanden var karakteriseret ved i begge tilfælde at være topstyret, og det var ikke en folkelig opstand, som eftertiden gerne ville tro. Betydningen af modstanden var imidlertid marginal, såvel for den allierede krigsførelse, hvor USA’s indtræden i krigen havde betydet et afgørende vendepunkt for den allierede krigsindsats, og også på det rent militære plan i selve Danmark. Sabotagen mod industri, jernbaneknudepunkter og jernbanespor etc. fik kun marginal betydning og var karakteriseret af for lidt på de forkerte steder og på de forkerte tidspunkter. Rent numerisk var modstanden ligeledes marginal. Kun 1,25 pct. af be- folkningen deltog reelt i modstandskampen (51). Til gengæld havde modstandskam- pen en vigtig signalværdi til de allierede regeringer, som signalerede, at Danmark kæmpede med mod den tyske okkupationsmagt. Modstandskampen havde også en vigtig mentalhygiejnisk værdi for en ydmyget og desillusioneret befolkning, som efter krigen – med held – søgte sig et påskud for at kunne deltage i det gode selskab.

Alt efter hvorledes man definerer kollaborationsbegrebet, var denne således langt større, end man gerne så den beskrevet i historiebøgerne. Først i den senere år har man i praksis kunnet beskæftige sig med den side af besættelsen (52). Kollaborationen i bred betydning var udbredt i hele befolkningen. Politikerne samarbejdede med besættelsesmagten, industrien eksporterede til Tyskland, udførte andre opgaver for det tyske militær og udviste stor interesse for at deltage i et eventuelt industrieventyr i de tysk besatte områder i Østeuropa. Politiet udførte, ud over det normale politiarbejde, opklaringsarbejder i f.m. illegal virksomhed, og militæret stillede flyvepladser til rådighed og gennemførte minestrygninger i bælter og stræder, som skulle lette gen- nemgangen for den tyske marine. Næsten 50.000 kvinder fraterniserede med besættel- sesmagtens repræsentanter og de tyske soldater.

Alt dette er belyst indgående, men det, der særligt mangler i besættelsestidslitteraturen, er en nyere fremstilling af hele perioden. En syntese, som inddrager alle de seneste forskningsresultater.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_130.aargang_nr.3_2001.pdf

 

 

Noter

1.    De uofficielle – ofte tidligere aktive deltagere i modstandskampen – opponenters indlæg ved fremlæggelsen af eksempelvis disputatserne af Aage Trommer Jernbanesabotagen i Danmark under den anden verdenskrig Odense 1971, Hans Kirchhoff Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald. Forudsætninger og forløb. En studie i kollaboration og modstand København 1979, Ditlev Tamm Retsopgøret efter besættelsen 2. udg. 1. oplag, Viborg 1985 og Henrik Stevnsborg Politiet 1938–47 København 1992 kan nævnes som repræsentative eksempler. Se også Aage Trommers kommentarer i Knud J.V. Jespersen & Thomas Pedersen Besættelsen i perspektiv. Bidrag til konference om besættelsestiden 1940–1945 Odense 1995 p. 20 samt Kirchhoff 1987 p. 64 ff. Se også Niels Aage Skovs Brev til mine efterkommere Odense 2000, hvor modstandsmanden Skov har beskrevet, hvorledes han, efter at have bosat sig i USA siden befrielsen, ikke kan genkende den fremherskende myte om det danske folk i modstand, som han under besøg til det gamle fædreland bliver stillet overfor.
2.    Denne frustration giver Hans Kirchhoff blandt andet udtryk for i indledningen til det mere populære – men trods alt videnskabeligt funderede – arbejde Hans Kirchhoff Kamp eller tilpasning. Politikerne og modstanden 1940–45 København 1987 p. 9. Henrik S. Nissen tilføjer til ovennævnte bekymring, at besættelsen oftest anskues ud fra de allieredes sejr og det efterfølgende retsopgørs synsvinkel. Henrik S. Nissen 1940 – studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken København 1973 p. 13.
3.    Hans Kirchhoff har, ved kronikker i forskellige dagblade og udgivelse af disse i en samlende bogudgivelse, søgt at nå en bredere kreds af læsere, end det øjensynligt normalt er muligt for historikere. Kirchhoff 1987.
4.    Historikerne Esben Kjær, Rasmus Dahlberg og Jon Bloch Skipper  har  et forsøg på en forklaring på dette i deres kronik “Det sidste drab” i Information af 13. november 2000.
5.    Søren Mørch (red.) Danmarks Historie. Tiden 1914–1945, bind 7, København 1988 pp. 339–360.
6.    Nissen p. 42 ff.
7.    Nissen p. 82 f.
8.    Mørch p. 344 Facit: “Grænsedragningen i 1920 var den nationalt mest retfærdige, der kunne etableres; det tyske mindretal havde vilkår for sit kulturelle liv, der ikke fandtes bedre for nationale mindretal noget sted. Der var derfor hverken anledning eller grund til at rejse spørgsmålet.”
9.    Mørch p. 345.
10.    Mørch p. 364 – se også Bo Lidegaard, som beskriver det, han kalder suverænitetsfiktionen, i “Danmarks uafhængige udenrigstjeneste 1940–1945” Historisk Tidsskrift, 97, 1997, 41–79. Ang. memorandummet og de 13 punkter se Niels Alkil Besættelsestidens Fakta. Dokumentarisk Haandbog med henblik paa lovene af 1945 om landsskadelig virksomhed mv. København 1945 p. 816 ff.
11.    Departementsstyret efter 1943 er indgående beskrevet af Jørgen Hæstrup i Til landets bedste. Hovedtræk af departementchefstyrets virke 1943–45 København 1966/71.
12.    Henrik Nissen: “Kontakten med de danske gesandter i udlandet, jurisdiktionsspørgsmålet, våbenafleveringer og mange andre spørgsmål udgjorde elementer i forhandlingspolitikken, hvis vigtigste kendetegn var, at danskere og tyskere sad over for hinanden, på hver side af bordet, og varetog hver deres landes interesser.” Mørch p. 364. Henning Poulsen Besættelsesmagten og de danske nazister. Det politiske forhold mellem tyske myndigheder og nazistiske kredse i Danmark 1940–43 Gyldendal 1970 p. 385-390.
13.    Mørch p. 364.
14.    Frantz Wendt “Særudgave af Danmarks Historie 1939–1978” Danmarks Historie, 14, (red.) John Danstrup og Hal Koch. København 1978.
15.    Den Store Danske Encyklopædi, bd. 13, København 1999, pp. 357-359.
16.    Henrik Dethlefsen & Henrik Lundbak (red.) Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. Nissen på 65–årsdagen oktober 1998 København 1998 p. 206.
17.    Dethlefsen og Lundbak p. 206 f. samt Henrik Dethlefsen “Mellem attentisme og aktivisme. Synspunkter på den politiske kollaboration 1939–43” Historisk Tidsskrift, 89, 88–90.
18.    Den Store Danske Encyklopædi, bd. 11, København 1988, p. 67 f. Se også Dethlefsen og Lundbak pp. 60-63.
19.    Knud J.V. Jespersen & Thomas Pedersen Besættelsen i perspektiv. Bidrag til konference om besættelsestiden 1940–1945 Odense 1995 p. 59. Hans Kirchhoff har anført om modstandskæmperen, hvis indsats efter krigen “blev proklameret som landets vigtigste bidrag til de allieredes krig, og det var ikke meget galt at modstandskampen i de flestes bevidsthed blev sat lig med sabotagen. I dette perspektiv glemmer man alt for ofte at de første sabotører var udskældte og forfulgte, kriminelle og højforrædere, den tids ‘terrorister.’” Kirchhoff 1987 p. 78.
20.    Hans Kirchhoff konkluderer om interneringen af kommunisterne, at “det var nødvendigt at internere dem,” da de ville gøre alt for at skade regeringen. Kirchhoff 1987 p. 83. Henning Koch forstår interningen af kommunisterne som statslig nødret med samme begrundelse. Henning Koch Demokrati – slå til! Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932–1945 København 1994 p. 414.
21.    Historikeren Franz Wendt anførte endnu i 1978, at dette udgjorde “den passive modstand,” mens konfliktforskeren Hans Kirchhoff har udtrykt det således, at “den nationale konsensus der skabtes her blev en del af den store myte om det nationale fællesskab under besættelsen.” Dethlefsen og Lundbak p. 403.
22.    Mørch p. 380 f.
23.    Se især Trommers undersøgelse af jernbanesabotagen. En historisk undersøgelse af industrisabotagen udestår.
24.    Mange stikkerdrab blev iværksat på grundlag af løse rygter og ofte ud fra personlige motiver, som ikke havde noget med modstandskampen at gøre. Meget var deciderede fejltagelser. Dethlefsen og Lundbak pp. 397-423 samt Stefan Emkjærs bog om stikkerdrab Stikkerdrab: modstandbevægelsernes likvidering af danskere under besættelsen København 2000.
25.    Om modstandsbegrebet se Dethlefsen og Lundbak p. 374 f.
26.    Den militære disciplin blev trods besættelsen vanskelige vilkår bevaret, og værnene opretholdt deres indre struktur gennem hele perioden. Værnene var således forudset at medvirke til med deres militære styrke at arbejde for en normalisering af de politiske tilstande efter kapitulationen sammen med Den danske Brigade. Palle Roslyng–Jensen Værnenes politik – politikernes værn. Studier i dansk militærpolitik under besættelsen 1940–45 København 1980 p. 372–377.
27.    Blandt andet behandlet i Christian Tortzen Søfolk og skibe 1939–1945. Den danske handelsflaades historie under anden verdenskrig 1–4. København 1981–85.
28.    Hans   Chr.   Berg   Ligaen.   Den   danske   militære   efterretningstjeneste   1940–45 København 1985.
29.    Gengivet efter Johnny Laursen, Michael Mogensen, Thorsten Borring Olesen og Søren Hein Rasmussen (red.) I tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen Aarhus 2000 p. 11.
30.    Se som repræsentativt for den bølge af udgivelser Vilhelm la Cour Danmark under besættelsen, 2, 1947 samt Dethlefsen og Lundbak p. 337.
31.    Se Hans Kirchhoffs artikel om “Den store myte om det danske folk i kamp. Om besættelsen i dansk kollektiverindring” Dethlefsen og Lundbak pp. 397- 423.
32.    Dette påviser Palle Roslyng-Jensen overbevisende i sin afhandling om emnet.
33.    I alt knap 14.000 personer blev dømt, 78 dømt til døden – heraf 46 henrettet, og 40.000 personer blev interneret under retsopgøret. Tamm p. 725 f.
34.    Dansk Industri Syndikat blev da også et af sabotageaktionernes primære mål. Den 22. juni 1944 faldt industrianlægget i Københavns Frihavn for modstandsbevægelsens bomber. Wendt p. 201.
35.    Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen & Peter Scharff Smith Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen SS 1940–45 Aschehoug 1998 p. 10 og pp. 491–502, Horst Boog, Jürgen Förster, Joachim Hoffmann, Ernst Klink, Rolf– Dieter Müller & Gerd R. Ueberschär Der Angriff auf die Sowjetunion Frankfurt/M 1991 p. 1106 f. samt Bernd Wegner “Auf dem Wege zur pangermanischen Armee. Dokumenten zur des III. (germanischen) SS–Panserkorps,” Militärgeschichtliche Mitteilungen, 28, 1980.
36.    Christensen, Poulsen og Smith 1998 p. 133.
37.    Mørch p. 348. Officerernes loyalitet er indgående beskrevet i Roslyng–Jensen.
38.    Se hertil Martin Brozat Der Staat Hitlers. Grundlegung und Entwicklung seiner inneren Verfassung (12. oplag), München 1989.
39.    Stevnsborg p. 516.
40.    Stevnsborg “Indtil 29. august 1943 var politiet den lovligt valgte regerings magtorgan” p. 25.
41.    Dethlefsen og Lundbak p. 405.
42.    Sagt 1941 af den belgiske eksilregerings finansminister i London om sine hjemmeværende landsmænds økonomiske samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Citeret fra Laursen, Mogensen, Olesen og Rasmussen p. 331 samt Kirchhoff p. 13 f.
43.    Per H. Hansen “Modgang eller fremgang? Industriens forhold under besættelsen.” i Dethlefsen og Lundbak pp. 73–103, Joachim Lund “Den danske østindsats 1941–43. Østrumudvalget i den politiske og økonomiske kollaboration” Historisk Tidsskrift, 95, 1995, 35–74, Steen Andersen “Forberedelsen af en handelspolitisk tilpasning til nyordningen. Udvalget for økonomisk Samarbejde med Tyskland 1940–41” i Dethlefsen og Lundbak pp. 205–230 samt Henning Poulsens artikel “Strategi for overlevelse” i Laursen, Mogensen, Olesen og Rasmussen pp. 331–334, som er en replik til tre journalister fra Berlingske Tidendes undersøgelse af industriens forhold under besættelsen i løbet af 1999–2000. Deres arbejde har efterfølgende udmøntet sig i en helt ny kontroversiel bogudgivelse Christian Jensen, Tomas Kristensen og Karl Erik Nielsen Krigens købmænd – Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A.P. Møller, Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig København 2000, og Henning Poulsens indlæg kan på den måde også læses som en opposition til denne publikation.
44.    Anette Warring Tyskerpiger – under besættelsen og retsopgør København 1994 samt “Køn, seksualitet og national identitet,” Historisk Tidsskrift, bd. 94, 1994, 292– 314.
45.    Anette Warring: “Når jeg således fastholder, at en tyskerpiges fraternisering må karakteriseres som kollaboration i sin funktion uanset hendes ikke politiske motivering, betyder det ikke, at jeg vil reducerer det til dette alene – og omvendt. Sådan kan og bør historiske idealtypiske kategorier som kollaboration og modstand nuanceres i konkrete historiske analyser” i Tyskerpiger – under besættelsen og retsopgør København 1994 samt “Køn, seksualitet og national identitet, Historisk Tidsskrift, bd. 94, 1994, p. 314.
46.    Djursaas afhandling er kritiseret for det statiske aspekt, som fylder uforholdsmæssigt meget i behandlingen af partiet. Malene Djursaa DNSAP. Danske nazister 1930–45 Gyldendal 1981.
47.    Se blandt andet Ole Ravn Dansk Nationalsocialistisk litteratur 1930–45 København 1979 pp. 131-145, Søren Eigaard Frø af ugræs ... Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti 1930–34 Odense 1981og Poulsen 1970 især pp. 23-58.
48.    Wegner, p. 136, note 170. Denne pointe har Monrad Pedersen ikke fanget i sin nylige udgivelse om Schalburgkorpset (Andreas Monrad Pedersen Schalburgkorpset. Historien om korpset og dets medlemmer 1943–45 Odense 2000). Poulsen 1970 p. 383 f.
49.    Mørch p. 124 f.
50.    Jespersen og Pedersen p. 62 f.
51.    Kirchhoff 1987 p. 67.
52.    Her skal nævnes Warring; Christensen, Poulsen og Smith og Monrad Pedersen. Ditlev Tamm har blandt andet taget stikkerdrabene op i sit værk om retsopgøret, og Stefan Emkjær har udgivet en selvstændig bog om emnet. Historikeren Tage Kaarsted advarede i sin undervisning i starten af 1980’erne indtrængende de historiestuderende imod at beskæftige sig med netop stikkerdrabene, da dette var et tabu–emne, som man, efter historieprofessorens mening, kun kunne brænde fingrene på.

 

 

Litteraturliste

Del: