Modstand bind 1, Frihedskampens rødder 1933-1942.

Forfatter: Niels-Birger Danielsen

Anmelder: Anders Poulsen

Politikens Forlag 2015. 572 sider. Pris: 350,00 kr. 

 

Anmeldelse

Forfatter, historiker og journalist Niels-Birger Danielsen, gør i bogens forord opmærksom på, at synsvinklen alene er modstandssynspunktet. Bearbejdningen bygger på allerede publiceret litteratur og erindringer om og af de implicerede i modstandsarbejdet. Hans tilgang til dette bogprojekt, som vil omfatte i alt tre bind med udgivelser i henholdsvis 2017 og 2018, er en kronologisk gennemgang af udviklingen i modstandsarbejdet, hvor aktørerne med vidt forskellig baggrund reagerer på den tyske besættelse.

I den første periode frem til angrebet på Sovjetunionen er det først og fremmest ”national-konservative” og anglofile, som ønsker at sige fra overfor besættelsesmagten og samarbejds-politikken. Disse forskellige grupperinger opstår ”spontant” og lokalt og er ikke udtryk for en landsdækkende bevægelse. De udgør minoriteter i forhold til befolkningen og samlingsregeringen. Netop det forhold, at forfatteren formår at redegøre for disse spontane aktiviteter og sammenstille dem tidsmæssigt, giver et godt indtryk af, hvordan modstandsønsket blomstrer i forskellige miljøer og dele af landet. Men i denne tidlige fase er der ikke tale om væbnet modstand og ikke grobund i befolkningen for noget sådant.

Forfatteren har evnet at få alle de væsentlige aktører fra den periode af krigen med i sin fremstilling, med en god beskrivelse af deres baggrund og tilgang til modstandsarbejdet. Og skåret til, så man nemt kan fornemme, hvilke begivenheder i samtiden der har præget deres holdninger. Beskrivelsen af den netværksopbygning der finder sted mellem de forskellige grupperinger, som ikke tidligere har haft indbyrdes kontakt, er også interessant læsning. Det bekræfter udtrykket ”krage søger mage”. Men samtidig må man konstatere, at repressalier fra statens side efter tysk pres, stadig ikke er stærkere end de levner mulighed for meningstilkendegivelser og aktiviteter i modstanderkredse.

Efter 22. juni 1941 kommer kommunisterne aktivt på banen, og i kraft af deres organisering, landsdækkende netværk og til dels også erfaringer som Spaniensfrivillige har de forudsætninger for at kunne igangsætte væbnet modstand. I samme periode kommer også SOE og SIS på banen med de danske frivillige fra England og den danske efterretningstjeneste. De forskellige grupperinger har ikke alle samme holdninger og tilgang til modstanden mod besættelsesmagten, og da der ikke findes et overordnet koordineringsorgan, giver det ofte anledning til gnidninger. Efterretningstjenesten og SIS ønsker først og fremmest at kunne formidle informationer om det tyske militær og deres operationer i vores nærområde – opgaver som bedst løses i det skjulte, medens SOE ønsker en mere aktiv og militant indsats. Men først i efteråret 1942 udmeldes det fra Christmas Møller i London, at sabotage må være vejen frem i bekæmpelse af besættelsesmagten. Ikke noget som falder i god jord i den danske politiske verden og Samarbejdsregeringen. Og det fører til Statsminister Vilhelm Buhls berømte radiotale, hvor regeringen tager officiel afstand fra sabotage. Men samtidig må man konstatere, at den overvejende del af befolkningen stadig bakker samarbejdspolitikken op, som sikrer en nogenlunde fredelig dagligdag for befolkningen.

Forfatteren har gennemgået en utrolig mængde litteratur og kilder for at kunne sammenstykke det billede af den gryende modstand, som opstår i trods mod det officielle Danmarks holdning til besættelsen. Og også som en afstandstagen til den nationalsocialistiske ideologi, både i den danske variant DNSAP og den tyske NSDAP. Det udbyggede noteapparat gør det muligt at søge yderligere oplysninger i kilderne. Det første bind viser på interessant vis, hvorledes bevægelser opbygges fra bunden uden man kender en endelige konstruktion eller overbygning, der kan samle alle grene. Men brikkerne til den mosaik, tilhører de næste bind.

Når Politikens Forlag udgiver et stort 3-binds værk, må man formode, at de har et større antal læsere i kikkerten. Men for en nybegynder i Besættelseshistorien vil det nok ikke umiddelbart være lige indlysende, hvad der drev begivenhederne. Størst glæde af læsningen får man med et godt kendskab til Besættelsesperioden. Det kunne have været en fordel, hvis man havde tilføjet nogle afsnit, der kort fortalte om udviklingen i det samarbejdende Danmark i samme perioder som modstandens udvikling beskrives, så man kan fornemme, hvad der provokerede modstandskredsene.  Dette kunne gøres rent faktuelt uden forfatteren behøver at fravige sit udgangspunkt om kun at anskue begivenhederne ud fra modstandssynspunktet. Da der er mange personer i spil i hele udviklingsforløbet, kunne der også med fordel som appendiks udarbejdes en personbiografi i stil med Politikens Besættelsens Hvem Hvad Hvor i de næste bind af værket. Det vil gøre det lettere for læseren at orientere sig om de mange aktører.

I stil med forfatterens tidligere udgivelser er der tale om et meget sproglig velskrevet og veldisponeret værk. Så det er med spændt forventning at udgivelse af Bind 2 imødeses.

 

 

 

Del: