Mod nye tider

Indledning
Brigadegeneral Michael Clemmesens artikel i sidste nummer fik mig til at tænke på en situation, da regimentschefen for Jydske Dragonregiment, oberst H.P.C. Lund, i 1982 træt kiggede på den dengang lovende og håbefulde unge premierløjtnant L.R. Møller, der under en personelsamtale hævdede, at hærens professionelle niveau var for nedadgående. Hertil kom, at man i forsvaret og ikke mindst i hæren ikke lagde den fornødne vægt på det operative virke, men mere satsede på at få klargjort nogle forvaltere, som så kunne arbejde med vigtigere sager i de højere stabe. Obersten gav mig dengang ret, men har nok i sit stille sind tænkt: ”Den unge mand skal nok lære det”. Der er gået mere end 20 år og jeg har stadig ikke lært det, men hele Clemmensens artikel er gennemsyret af budskabet om, at vi er ved at miste – eller har mistet – vores evne til at agere som en professionel styrke i et moderne og internationalt miljø og at vi bliver nødt til at gøre noget ved det. Jeg er ikke helt enig i denne påstand, men kan sagtens se faren. Det er min opfattelse, at vi ikke er de rene amatører. Trods alt foretager vi i dag en lang række internationale operationer som vi formentlig ikke ville have kunnet udføre i ”gamle dage”, med samme grad af professionalisme, men jeg er enig med Clemmesen i at der er grund til at råbe vagt i gevær.

Foto: Forsvaret.dk

Det virker som om, at vægten på det operative håndværk, det, der er vores eksistensgrundlag, ikke længere er det, det drejer sig om. Jeg vil ikke rode mig ind i en længere redegørelse, men blot tage et eksempel, som kan illustrere min påstand. Jeg har været brigadechef i godt to år og i denne periode har jeg i alle mine kampbataljoner skiftet bataljonschef to gange, min artilleriafdeling har haft 4 chefer i lighed med mit brigadestabskompagni, mens min trænbataljon også har skiftet chef to gange. Alle mine selvstændige underafdelinger har skiftet chef i lighed med alle underafdelingschefer i mine bataljoner/afdelinger med undtagelse af to kaptajner, der har fået en chefperiode på mere end et år. At det på trods af denne enorme udskiftning er gået nogenlunde skyldes kun, at vi fortsat har en fremragende personelkvalitet, men udviklingen er skræmmende. Hvis bataljonschefen ikke opnår rutine, så han kan vejlede sine underafdelingschefer, og disse, af samme årsag, ikke kan vejlede deres delingsførere, betyder det, at vi ikke længere har tilstrækkelig kompetence samlet i enhederne, så falder vores samlede vidensniveau og vi mister retten til at hævde, at vi kan udøve et professionelt håndværk, der stadig kan tiltrække unge mennesker med den rette indstilling. Vi bør blot erindre, at ikke mange unge mennesker søger til forsvaret med en ambition om hurtigst muligt at blive placeret i en stabsbygning med en vigtig forvaltningsfunktion, men har en forventning om, at vi holder det, vi lover i vores hvervekampagner.

Jeg er derfor grundlæggende enig med Clemmensens betragtninger om at samle enheder i en slags kompetencecentre, der er store nok til at udvikle, formidle og uddanne vores professionelle niveau og samtidig kan levere varen internationalt set. Det eneste punkt, hvor jeg er afgørende uenig, er mht. spørgsmålet om værnepligten, idet jeg mener, at begge modeller kan kombineres eksempelvis som i Tyskland ved, at en bataljon både bestod af udsendelsesklare professionelle enheder og en uddannelsesenhed med værnepligtige, som kunne supplere enheden eller en udsendelse. Efter min mening er værnepligten bl.a. afgørende for rekruttering af det rigtige personel. Vi bør ikke gentage halvfjerdserne og firsernes fiasko, hvilket jeg vender tilbage til.

Debatten
Debatten om fremtidens forsvar er i fuld gang og den står i princippet mellem to lejre, hvoraf den ene vil revolutionere forsvaret fra en såkaldt tung koldkrigsmaskine til en let, hurtig og deployerbar højteknologisk styrke, mens den anden ønsker en mere evolutionær udvikling. I debatten tager man gerne udgangspunkt i den udvikling, der foregår i det amerikanske forsvar og forsøger at anvende denne som argument for en tilsvarende dansk udvikling. Der er ganske mange årsager til at mane til besindighed, fordi udviklingen i det amerikanske forsvar er et resultat af en lang udvikling, ligesom man bør anvende de amerikanske erfaringer med varsomhed. Før krigen mod Irak var det god latin blandt de revolutionære at sammenligne tunge våbensystemer som kampvogne og selvkørende artilleripjecer og såkaldte tunge enheder som brigader og divisioner med de nu uddøde dinosaurer fra kridt- og juratiden, men efter krigen er de revolutionæres argumenter i denne henseende blevet noget mindre valide, fordi alt tyder på, at det netop var disse systemer, der var med til at besejre den irakiske krigsmaskine. Man kan selvfølgelig ikke bruge erfaringerne fra krigen i Irak til at fremsætte entydige tendenser for fremtidens forsvar, men krigen kan, sammenholdt med den hidtidige udvikling, anvendes som milepæl for at bedømme den såkaldte revolution indenfor de militære styrker.

Det er samtidig også nødvendigt, at forsvarets personel deltager i den igangværende debat i et så bredt omfang som muligt. Gør vi ikke det, vil enkeltstående udtalelser, som ”gammeldags øvelser med bataljoner og brigader” fra en unavngiven regimentschef stå alene og dermed kan disse få en uhensigtsmæssig virkning for den fremtidige udvikling af dansk forsvar. Jeg hævder ikke, at jeg alene er i besiddelse af de vise sten og at alle, der ikke er enige, nødvendigvis er idioter, men man bør tage udgangspunkt i kendsgerningerne, når man drøfter forsvarets fremtidige udvikling og ikke blot forfølge en dagsorden, der er opbygget af holdninger uden nødvendigvis at være baseret på et fagligt grundlag. Et udgangspunkt kunne derfor være at betragte den udvikling, der er sket indenfor det amerikanske forsvar, som formentlig også vil være bestemmende for dansk forsvars udvikling i de næste 10 – 15 år.

Den militære revolution
Indenfor den militære metier er der op gennem tiderne opstået tanker eller fremkommet tekniske opfindelser, som man har betegnet som revolutionære, fordi de er blevet anvendt i sammenhænge, der gjorde dem til doktrinære eller teknologiske nyskabelser. Eksempler på teknologiske opfindelser, der har medført varige ændringer i krigsførelsen, var opfindelsen af stridsvognen, stigbøjlen, krudtet mv. Som eksempel på tanker, der revolutionerede krigsførelsen, kan man pege på den tyske hærs lynkrigsdoktrin under 2. verdenskrig, der anvendte en kombination af i forvejen kendt teknologi: kampvogne, fly og radioer på en helt ny måde, der ikke alene fik stor betydning på det pågældende tidspunkt, men også permanent ændrede fremtidens krigsførelse.

Et andet eksempel på en sådan nyskabelse, hvor teknologi og doktrin anvendes på en helt ny og overraskende måde, er den amerikanske (og britiske) kampagne i Irak, hvor en kvantitetsmæssig underlegen styrke besad en kampkraft, der kvalitetsmæssigt langt oversteg de langt større irakiske styrker og i løbet af en kampagne på mindre en måned erobrede denne styrke et land på størrelse med Frankrig.

Kampagnen mod Irak understregede, at fremtidens krige ikke vil ligne den alment anerkendte opfattelse af 3. verdenskrig, der var god latin før Murens fald og som har udgjort grundlaget for de fleste traditionelt tænkende politikere og militære analytikere i perioden op mod det nye årtusinde. Den tænkte 3. verdenskrig tog sit udgangspunkt i en højteknologisk krig mellem to ligeværdige modstandere symboliseret ved, at mange tusinde sovjetiske kampvogne ville angribe over den indre tyske grænse, støttet af artilleri, fly mv. NATO agtede at imødegå dette angreb med alle midler, herunder atomvåben, fordi man tidligt erkendte, at man ikke havde økonomisk mulighed for at investere i den nødvendige mængde konventionelle styrker, der skulle til at standse et sådant angreb. Herudover valgte man fra Vestens side at satse på kvalitet frem for kvantitet, hvilket bevirkede, at man tidligt søgte at anvende den nyeste teknologi i militært øjemed.

Det, at de vestlige forsvar blev tvunget til at anvende den nyeste teknologi, skabte en afgørende ændring i det militære miljø, fordi de, af natur, konservative militære organisationer måtte følge den generelle samfundsudvikling, men det var kun i USA, at man allerede i 80’erne tog konsekvensen af de nye tider og indledningsvis sporadisk, men alligevel systematisk, forsøgte at forme den militære udvikling til den teknologiske udvikling, der ville blive bestemmende for fremtidens krigsførelse. Det karakteristiske for denne udvikling var, at det ikke kun var en teknologisk udvikling, der muliggjorde ændringen, men en kombination af flere forskellige teknologier, herunder ikke mindst den eksplosive udvikling indenfor informationsteknologi, moderne organisationsformer og ikke mindst en kraftig udvikling på det doktrinære område, der blev anvendt i en sammenhængende form.

Den digitale revolution betød, at computere, software og kommunikationsmuligheder voksede dramatisk. Moores lov fastslår, at kapaciteten for mikrochips fordobles efter 18 måneder, og denne lov havde været gældende siden 70’erne og ser ud til fortsat at have validitet i lang tid efter år 2010. Computernes hukommelse, behandlingskapacitet, software muligheder og kraft steg kraftigt samtidig med, at de blev mindre. Denne eksplosive computer- og softwareudvikling foregik samtidig med og via udviklingen af et universelt middel, det digitale. Dette betød, at man allerede i 90’erne elektronisk kunne danne og sende store mængder data, hvilket medførte en revolution indenfor kommunikation. Disse opfindelser og teknologiske forbedringer, som var indbyrdes afhængige, resulterede sammenfattende i en revolution indenfor informationsteknologi, og rent militært betød det, at der blev føjet endnu en dimension til det militære miljø: Land, Sø, Luft, Rum[i] og nu også Cyberspace. Men Cyberspace udviklede sig ikke alene til et område, som havde stor militær betydning, men blev også omdrejningspunktet i moderne samfund, idet cyberspace efterhånden blev afgørende for avancerede økonomiske, sociale, logistiske og informationsmæssige aktiviteter.[ii]

Der gik alligevel lang tid, inden betydningen af den nye informationsteknologi slog igennem militært. I 1978 fastslog den daværende chef for Defence Research Projects Agency (DARPA), Bill Perry, at USA hurtigt nærmede sig en situation, hvor man kunne detektere de fleste lønnende mål på slagmarken, kunne ramme alle de mål, man kunne detektere og endelig, at man kunne tilintetgøre alle de mål, man kunne ramme, således at man besad mulighed for at tilintetgøre enhver militær styrke på en fremtidig slagmark. De militære etablissementer fulgte op på denne idé, og i 1982 udsendte hærens Training & Doctrine Command (TRADOC) en banebrydende version af den amerikanske hærs grundlæggende reglement for krigsførelse. Dette reglement FM 100-5 introducerede en ny amerikansk doktrin ”Airland Battle”, som tog udgangspunkt i den europæiske militærstrategiske situation, hvor man stod overfor en trussel om, at mere end 30.000 pansrede sovjetiske køretøjer ville angribe Vesteuropa og overmande NATO’s forsvar i løbet af nogle få uger. NATO var numerisk underlegent og kun en afgørende kvalitetsforskel kunne udligne denne dramatiske kvantitetsforskel. Skulle der føres krig, skulle den føres på baggrund af ens egen styrke, ikke fjendens.[iii]

Første del af denne kvalitetsstyrke blev kaldt ”Assault Breaker”, og var et forsøg på at imødegå de sovjetiske pansrede styrker med hurtig detektering, identifikation og tilintetgørelse med relativt langtrækkende præcisionsvåben. Den anden del bestod i udviklingen af Stealthteknologi og andre tekniske opfindelser, der skulle skjule våbenplatforme fra elektromagnetisk observation. I begyndelsen af 90’erne havde Perry indarbejdet den tilgængelige viden og forståelse for sensor og antisensorteknologier i en bredere sammenhæng og meget af den teknologi, som blev anvendt af amerikanerne under Desert Storm i 1991, stammede således fra en doktrin, der var blevet udviklet for at kunne imødegå den konventionelle sovjetiske overvægt på den vesteuropæiske slagmark. Dette gav amerikanerne en afgørende militær fordel. Man havde udviklet en lang række systemer, som var i stand til at give et langt bedre overblik af situationen på slagmarken, og en kapacitet, der muliggjorde hurtig og rettidig handling. Dette skabte samlet et hidtil uset overblik, en enorm evne til at tilintetgøre fjenden og en langt større forståelse for begivenhederne på slagmarken end man nogensinde havde haft tidligere i historien. Perry kaldte disse forskellige systemers interaktion for ”System of systems”, og da han i 1994 blev Bill Clintons forsvarsminister, fortsatte han sine bestræbelser med at indføre det nye system i det amerikanske forsvar.

De militære teknologiske nyskabelser kunne ikke alene starte en revolution inden for krigsførelse, medmindre de blev anvendt i en helt ny og langt bredere ramme, der også omfattede taktik, doktrin og organisation. En militær revolution er noget, der afgørende ændrer militære opfattelser og holdninger, og manden, der ændrede den betonmæssige tankegang i det amerikanske forsvar, var Andrew Marshall, der var Pentagons første direktør for ”Office Net Assessment” (ONA). Han arbejdede koncentreret på at koordinere og synkronisere de enkelte værns materielanskaffelser, så de kunne arbejde sammen under en konflikt og det lykkedes ham først at opnå succes, da han fik indflydelse på den måde, budgetterne i Pentagon blev lagt på, fordi dette var den eneste måde, man kunne tvinge de enkelte værn til at arbejde sammen.[iv] Sammenholdt med tankerne fra Airland Battle doktrinen samt flyvevåbnets tanker om parallel krigsførelse, hvor man angriber fjendens styrker på alle niveauer på samme tid, blev den næste konflikt, Desert Storm i 1991, et opgør med den traditionelle militære vanetænkning og brød afgørende med den militære filosofi, der normalt går ud på ikke at foretage ændringer, hvis tingene ellers virker: ”Hvis motoren ikke er gået itu – så lad være med at reparere den”.[v]

Admiral Bill Owens, der var næstformand i Joint Chiefs of Staff[vi] i 1994-96, fortsatte bestræbelserne. Teknologien var allerede tilstede, men den var vanskelig at udnytte, fordi den ofte blev anvendt isoleret i de enkelte værn og derfor ofte var usynlig eller ude af rækkevidde for de andre værn. Integration og interoperabilitet var nøgleordene, således at alle de enkelte værns våben- sensor- og kommunikationssystemer kunne fungere efter hensigten i et stort ”System of systems”. Man skulle tilstræbe en værnsfælles optræden i stedet for at kopiere 2. Verdenskrigs kampagne i Stillehavet, hvor hæren under general MacArthur og flåden under admiral Nimitz i princippet udkæmpede to isolerede krige, der sjældent havde noget med hinanden af gøre. Med godkendelse af formanden for Joint Chiefs of Staff, general John Shalikashvili, udarbejdede man en militær vision, der i juni 1996 blev udsendt som Joint Vision 2010.[vii]

Den nye militære revolution består i, at (principielt alle) militære systemer interagerer, hvilket skaber en situation, hvor der er enorm forskel på amerikanske styrker og enhver anden modstander. Militære operationer har altid været indhyllet i krigens tåger, som den preussiske militærteoretiker Clausewitz i sin tid udtrykte det, men med det nye system ville de amerikanske styrker måske ikke helt kunne fjerne alle krigens tåger, men de vil være i stand til at kunne overskue det meste af kamppladsen og dermed gøre den langt mere overskuelig. Ingen anden nation på kloden kan integrere samme mængde sensorer, våben og kommunikationssystemer fra jorden, på og under vandet, luften, fra rummet og fra cyberspace som amerikanerne. Admiral Owens forudså, at amerikanerne i 2005 teknisk ville være i stand til at detektere tæt på 90 % af alt, hvad der havde militær værdi i et område på f.eks. 300 gange 300 km. Denne kapacitet, der blev kombineret med data og analyser fra et C4ISR-system (Command, Control, Computers & Communications/Intelligence, Surveillance og Reconnaissance) gjorde, at amerikanerne vil kunne overvåge og kontrollere en kampplads på en helt epokegørende måde. Hele den anførte boks på eksempelvis 90.000 kvadratkilometer kunne overvåges på en sådan måde, at alle mål ville kunne opdages og at hele det amerikanske forsvars arsenal ville kunne bringes i anvendelse mod dem. Takket være en ny form for organisation, realtime informationer og distribution af informationerne var det ikke kun de pågældende chefer, der fik del i efterretningerne, men disse blev fordelt helt ned til de enkelte våbensystemer i områder, der var relevante for det pågældende niveau. Muligheden for automatisk at kunne behandle den omfattende datamængde fra de mange sensorer betød, at de indsamlede data hurtigt kunne omdannes til anvendelige informationer uden at overloade systemet eller drukne modtagerne i informationer.  Så snart de pågældende chefer havde et klart billede af situationen, kunne de handle. De havde mulighed for øjeblikkeligt at udstede realtime ordre til deres enheder og våbensystemer, der baserede sig på et tydeligt billede af kamppladsen eller snarere kamprummet. De var derfor i stand til at dosere den rette mængde vold på det rigtige sted mod den rigtige modstander. Til dette udmærkede formål havde man brug for præcisionsvåben og man udviklede Global Positioning System (GPS), hvormed man kunne tilvejebringe næsten absolut præcision. GPS består af 66 satellitter, der fra en lav bane over jorden udsender et signal, der opfanges og anvendes til en særdeles præcis stedbestemmelse. Man kan herefter udstyre forskellige våben, bomber og missiler med GPS-modtagere, hvorfor man kan ramme et mål med en afvigelse på en eller to meter. Denne form for præcision har mange afsmittende virkninger. Under 2. verdenskrig faldt mindre end 4 % af de allierede bomber inden for 300 meter af det mål, man ønskede at ramme, hvilket med andre ord betød, at 96 % af bomberne ikke ramte målet. Man erstattede derfor den manglende præcision med en større mængde bomber, en tendens, der holdt sig op gennem krigene efter 2. Verdenskrig, men med den nye form for præcision, der opnås med GPS-styret ammunition, kunne man reducere antallet af bomber betydeligt, fordi en enkelt bombe med stor sandsynlighed vil ramme det pågældende mål. Der vil derfor være mere ødelæggende kraft i det enkle system eller den enkelte enhed, hvorfor de kunne gøres mindre og derfor hurtigere, eller beholde samme størrelse og gøres langt mere slagkraftig. Dette betød også, at en enhed skulle anvende langt mindre logistik, hvorfor den derfor blev mere bevægelig.

Endelig betød systemet, at amerikanerne kunne forøge tempoet i operationerne, hvilket bevirkede, at de kunne operere inde i en modstanders beslutningskredsløb og dermed var i stand til at udmanøvrere ham.[viii]

Hvis ens handlinger hele tiden foregår, før en modstander kan nå at reagere på de forrige, vil man kunne operere med et så højt tempo, at modstanderen er chanceløs og må opgive kampen. Det vil svare til, at en bokser skal bokse i slowmotion mod en bokser, der bokser i normalt tempo, hvilket ikke er en heldig kombination for den langsomme bokser. Et eksempel herpå er den tyske hærs angreb mod Frankrig i 1940, hvor den franske generalstab aldrig nåede at finde på modtræk til situationer på slagmarken, før tyskerne var rykket videre og havde skabt en ny, de så skulle i gang med at overveje. Et andet og mere nutidigt eksempel er det tempo, de allierede opretholdt ved angrebet på Irak, hvor det aldrig lykkedes de irakiske styrker at yde koordineret modstand. Operationerne gik simpelthen for hurtigt.

Amerikanerne anvendte som sagt denne nye form for krigsførelse under Desert Storm i 1991, men på dette tidspunkt havde man endnu ikke formået at få alle de forskellige systemer til at arbejde sammen, ligesom man havde store problemer med at få de relevante efterretninger ud til brugerne. Man konstaterede, at det overordnede system indeholdt alle de relevante informationer, men det var endnu ikke udviklet, således at disse informationer blev leveret rettidigt til de ansvarlige chefer. Amerikanerne iværksatte store troppeforsøg i perioden efter Desert Storm og frem til krigen mod Irak, som denne gang viste, at man havde gjort så store fremskridt, at man generelt havde et system, der i store træk fungerede efter hensigten. Der var stadig mange problemområder, der skulle overvindes, specielt at få de forskellige værns systemer til at interagere på en hensigtsmæssig måde, men generelt var man nået meget langt i forhold til situationen under Desert Storm.

Selve systemet var det helt afgørende i den amerikanske doktrin om at opnå total dominans på slagmarken, noget, der med statsgaranti også vil få indflydelse på det fremtidige danske forsvar, men som supermagt med globale interesser havde amerikanerne også andre problemer, der ikke nødvendigvis har samme afsmittende effekt på det danske forsvar. Et af de helt store amerikanske problemer var at få tilstrækkelige styrker transporteret derhen, hvor der var brug for dem, den såkaldte strategiske mobilitet. Problemet er ikke nyt, men med USA’s status som den eneste tilbageværende supermagt måtte amerikanerne øge deres anstrengelser for at løse dette problem. I det gammeldags scenario for den tredje verdenskrig i Europa havde man opmagasineret tungt materiel i depoter i Europa, og kunne derefter flyve soldater fra USA til Europa i tilfælde af en krise. Men efter Murens fald var der mange steder, hvor amerikanske tropper kunne tænkes indsat, og man måtte derfor kunne flytte slagkraftige enheder hurtigt over store afstande for at undgå samme situation, som da Irak i 1990 invaderede Kuwait. På dette tidspunkt var amerikanernes eneste mobile enhed den 82. luftbårne division, hvis let bevæbnede enheder i måneder besatte en tynd forsvarslinie langs grænsen mellem Kuwait og Saudi-Arabien, og havde de irakiske enheder fortsat deres fremrykning, kunne deres pansrede styrker have gennembrudt den amerikanske forsvarslinie og uhindret være fortsat mod de saudiske oliekilder og indskibningshavne. Først, da de tunge amerikanske panserenheder blev landsat på den arabiske halvø, forsvandt denne trussel, men de ankom pr. skib længe efter den irakiske invasion.

De amerikanske overvejelser om, hvorledes man kunne forbedre den strategiske mobilitet, var ikke nye. Den amerikanske 9. motoriserede division, som bl.a. arbejdede sammen med det multinationale korps LANDJUT i Rendsburg først i 1980’erne, var en forsøgsdivision, hvor man søgte at forbedre mobiliteten og bl.a. afprøvede en række nye teknologier, men ultimativt blev divisionen dømt som en fiasko og organisationen forladt. Det gik ikke meget bedre med ”Army of Excellence” (AOE) DIV, som var en let infanteridivision, der blev indført i 1980’erne. Det, der var det afgørende krav til disse divisioner, var kravet om strategisk deployabilitet, men organisationen kom sig aldrig over den svaghed, der bestod i, at den ikke kunne stå sig over for en mekaniseret eller pansret fjende.[ix]

I 2003 arbejder amerikanerne med en helt ny form for organisation, en såkaldt Interim Brigade Combat Team (IBCT), hvor man planlægger at opstille 7 brigader, der inden for 96 timer skal kunne indsættes overalt i verden. IBCT består af tre infanteribataljoner, en opklaringseskadron, en trukken artilleriafdeling (155 mm), en trænbataljon, et panserværnskompagni, et ingeniørkompagni, nogle kampelementer og et militært efterretningskompagni. Nøgleordet for denne brigade er informationsoverlegenhed, og et fællestræk ved organisationen er et avanceret og moderne C4ISR-system, der muliggør en integration og synkronisering af alle kamppladsens operative systemer. Systemet skal kunne indsamle og behandle informationer om fjenden og miljøet og omdanne de mange informationer til relevante efterretninger, der kan lette den pågældende chefs beslutningsproces. Set ud fra et koalitions eller alliancesynspunkt har systemet kun en ulempe, idet alle fremmede nationer er forment adgang til det amerikanske netværk (SIPRNET = Secret Internet Protocol Router Network). Ikke engang englænderne kunne få adgang til dette netværk under krigen mod Irak og dermed er der skabt et samarbejdsproblem i fremtidige koalitioner, som dansk forsvar bliver tvunget til meget snart at tage stilling til. Herudover er IBCT afhængig af en række nye teknologier, hvoraf nogen endnu ikke er udviklet. Eksempelvis er en af forudsætningerne for IBCT udviklingen af et let pansret køretøj, ”future combat system” (FCS), der skal overtage den middeltunge kampvogns opgaver på kamppladsen. Mulighederne for hurtig deployering er bl.a. afhængig af materiellets vægt og konstruktionen af FCS er afgørende for strategiske deployering. Amerikanerne regner med, at den nødvendige teknologi til konstruktionen af FCS måske først bliver udviklet omkring år 2013, således at produktionen kan iværksættes omkring 2015 for at indgå i operative enheder omkring år 2020. Inden FCS konstrueres, regner man ikke med, IBCT kan indsættes overfor en modstander med pansrede styrker, med mindre nogle helt specifikke forudsætninger er til stede.

Når man derfor drøfter små deployerbare enheder, der kan indsættes hurtigt og globalt, er der ofte tale om, at man ikke helt har forstået de amerikanske forudsætninger og hvornår den pågældende teknologi evt. kan blive operativ. At tro, at europæerne vil kunne bidrage afgørende eller overtage føringen indenfor denne innovative udvikling, er en fantasi, der ikke har bund i virkeligheden. Eksempelvis kan man sammenligne investeringsniveauet mellem USA og resten af Europa og man må nok erkende, at europæerne ikke kan matche den amerikanske investering i research og udvikling og derfor formentlig må nøjes med at overtage den teknologi, som amerikanerne vil stille til rådighed for deres allierede. Det amerikanske forsvarsbudget er større end de ni efterfølgende nationers forsvarsbudgetter tilsammen og i 2003 ligger budgettet på 380 mia. dollars, en enorm investering i forhold til Europa, hvis samlede budgetter lå på omkring 160 mia. dollars. Set i relation til materielanskaffelser anvender amerikanerne ca. 100 mia. dollars i forhold til europæernes 40 mia. dollars. Hertil kommer, at man ikke kan sammenligne den betydning, som forsvarspolitikken har for europæiske lande i forhold til USA med deraf følgende prioritering af ressourcer. I modsætning til Europa er det næsten umuligt at overvurdere forsvarspolitikkens betydning til det amerikanske samfund. Forsvarspolitikken spiller umiddelbart en stor økonomisk, social, teknologisk og politisk rolle i samfundet. Det forhold, at USA har 1,5 mio. mand under våben, hvortil kommer reservister og nationalgardister, sammenholdt med de mange millioner, der er beskæftiget i forsvarsindustrien og forsvarsrelaterede industrier, giver forsvarspolitikken en ganske særlig og betydningsfuld position i amerikansk politik.[x] Og dermed har forsvarspolitikken også kraftig indflydelse på den amerikanske udenrigspolitik. Den amerikanske vision blev klart fastslået af præsident George W. Bush allerede i 2002, da han udtalte sig om et kommende våbenkapløb: ”Amerika har – og påtænker at fastholde – militær styrke udenfor udfordring. Derved gøres våbenkapløb formålsløse”.[xi]

”Iraqi Freedom”
Skal man anvende erfaringerne fra Irak-krigen til at kigge i krystalkuglen, må man indledningsvis tage udgangspunkt i den ovenfor beskrevne udvikling og erindre, at vi endnu ikke kender alle detaljerne fra krigen, men jeg vil dog hævde, at man kan udlede nogle generelle tendenser i den fremtidige udvikling, som også vil have betydning for dansk forsvar.

En konklusion er, at de gode gamle dage under den kolde krig er væk og kommer ikke igen lige med det samme. Hermed mener jeg også, at en god gammeldags 2. generationskrig mellem to ligeværdige traditionelt organiserede og bevæbnede modstandere ikke længere er sandsynlig, ja man kunne kalde den helt usandsynlig i hvert fald i den nærmeste til middellange fremtid, dvs. frem til omkring 2015-2020. Denne konklusion er alment accepteret, idet den mere eller mindre implicit også ligger i forsvarskommissionens rapport af 1998. En anden konklusion er, at en almindelig militær konfrontation mod USA er formålsløs nu og langt ude i fremtiden. Hvis Danmark i fremtiden skal drage i leding i krig, bliver det, regnet i prioritetsorden, enten som partner i en koalition med USA, i NATO eller i FN-regi, men aldrig mod USA. Det sidste er logik for perlehøns, men man vil forhåbentlig se lidt senere, at der er mening med galskaben. Hvis man kan acceptere disse påstande som alment gyldige, kunne det godt have alvorlige konsekvenser for udviklingen af dansk forsvar, hvilket jeg senere vil vende tilbage til.

Det er også karakteristisk, at forudsigelser om, at såkaldte tunge enheder og organisationers manglende fremtid i kommende konflikter faldt til jorden med et hult brag, idet det netop var divisioner og brigader udrustet med kampvogne, panserinfanteri og store mængder artilleri, der i tæt samarbejde med ild leveret fra luften i en helt ny form for lynkrig, brød det irakiske forsvars vilje til at fortsætte kampen. Der er ikke tegn på, at enheder som brigade eller division overvejes nedlagt, deres organisation, procedurer, kommandoforhold og indhold af materiel overvejes, men de forudses at indgå som rygraden af fremtidens forsvar indenfor de større vestlige nationer. De engelske og amerikanske kampvognes indsats understregede, at der pt. ikke findes alternativer til den middeltunge kampvogns plads på kamppladsen, hvad enten denne er i ørken eller i by. Betydningen af artilleri blev igen understreget, men den udstrakte anvendelse af trukne artilleripjecer overraskede mange, der havde bortdømt dette system som håbløst forældet. Måske nok mod en ligeværdig modstander, men i en konflikt som denne klarede de sig fremragende.

Betydningen af ”Air Power” blev understreget. Koalitionen anvendte 1.900 fly i modsætning til situationen under Desert Storm, hvor man indsatte 2.500 fly. Flyene blev suppleret med 750 krydsermissiler samt et meget stort antal præcisionsstyrede våben. Der blev anvendt 2.400 Joint Direct Attack Munitions (JJDAM) sammen med mere end 1.300 laserstyrede bomber med særdeles gode resultater.[xii] Det amerikanske ”Systems of Systems” virkede, man fik integreret de fleste sensorer og var i stand til hurtigt at videreformidle informationerne til de relevante våbensystemer, om end der var problemer med, at flådens (det amerikanske marineinfanteri) og hærens systemer kunne samarbejde (hvilket man løste ved at udveksle forbindelsesofficerer), men overordnet var der tale om en helt ny form for integration. Samarbejdet mellem jord og luftstyrker gik langt bedre end under Desert Storm, herunder anvendte man Fire Control Support Lines (FCSL) helt ud til 160 km foran landstyrkerne, hvilket betød, at antallet af blue-on-blue blev minimeret. Erfaringerne med angrebshelikoptere var derimod nedslående og får måske betydning for hele den amerikanske udviklingskoncept. En apachebataljon forsøgte at udføre et angreb i dybdekampen nær Kerbala og på trods af, at det irakiske luftforsvarssystem stort set var blevet nedkæmpet, blev en apache skudt ned og flere beskadiget. Det viste sig, at apachens Longbow radarsystem ikke var videre anvendeligt til kamp i bebyggede områder, hvorimod den gamle A-10 panserjager viste sig at være overraskende velegnet.[xiii]

Amerikanerne havde stort behov for let infanteri, både til kamp i by, men der hvor overraskelsen virkelig ramte, var de store mængder infanteri, der var behov for til baglandsoperationer. 187 infanteriregiment fra 101 luftbårne division blev strakt til det yderste og der var tilfælde, hvor underafdelinger blev anvendt som motoriseret infanteri i lastbiler.[xiv]

Rygraden af det amerikanske kommando- og kontrolsystem er som sagt SIPRNET, der giver adgang til operationsordrer, situations og efterretningsrapporter mv., men der er ikke adgang for ikke-amerikanske enheder. På den maritime side etablerede man et Coalition Wide Area Network (COWAN) som stort set virkede efter hensigten, men på landjorden etablerede englænderne et ”X-net”, der havde begrænset interoperabilitet med SIPRNET på hovedkvartersniveau, men ellers måtte forbindelse opretholdes via amerikanske forbindelseshold.[xv] Forbløffende nok skabte disse begrænsede muligheder ikke de helt store problemer, hvilket formentlig skyldes den valgte fordeling af opgaver og landområder.

Man kan vel allerede nu tillade sig at konkludere, at det, ikke overraskende, har vist sig, at amerikanske soldater har meget at lære inden for fredsstøttende operationer, ligesom de rent faktisk ikke var klar til at vinde freden på samme effektive måde, som de havde vundet krigen. Krigen blev vundet med en relativt lille manøvrestyrke, men erfaringerne viser allerede nu, at skal ro og orden opretholdes, da er der brug for større mængder infanteri med erfaring i at optræde i et spændt miljø, og dette var amerikanerne ikke forberedt på.[xvi]

Jeg agter ikke at fortsætte med erfaringerne fra krigen mod Irak, fordi det ikke er nødvendigt, når man skal vurdere det danske forsvars fremtid.

Udviklingens betydning for dansk forsvar
Nogle af de forudsætninger, der danner grundlaget for en vurdering af det danske forsvars fremtid er allerede fremsat, men af overskueligheds hensyn vil jeg lige repetere:

  • En fremtidig krig mod en ligeværdig modstander i et højteknologisk scenario er ikke sandsynlig i den næste 10 – 15års periode. Der er derfor ingen tvivl om, at den nuværende udvikling mod, at forsvaret anskaffer sig ekspeditionslignende[xvii] kapaciteter, er den rigtige og en potentiel modstander kan formentlig vurderes at ligge på maksimum Irak-niveau.
  • Det, at forsvaret retter sin fokus mod at tilvejebringe ekspeditionslignende kapaciteter, bør afvejes mod de ressourcer, der skal afsættes til forsvar/hævdelse af nations territorium. Håndhævelse af dansk suverænitet til vands og i luften samt evt. imødegåelse af terror på landjorden bør overvejes nøje, ligesom man bør overveje, hvor stor, om nogen, en genereringskapacitet man ønsker at have nationalt.
  • Hvis Danmark skal deltage i en fremtidig krig, bliver det mest sandsynligt i en koalition med USA som den førende partner, noget mere usandsynligt med NATO (og på sigt måske i EU), og meget lidt sandsynligt i FN-regi. At forestille sig, at Danmark og dansk forsvar skal løse internationale kampopgaver uden at deltage i en koalition, er ikke relevant, hvilket selvfølgelig bør have en afsmittende effekt, når man taler om en fremtidig organisering af forsvaret. Man kan ikke afvise en indsættelse uden for en koalition, hvis forsvaret skal deltage i operationer under FN, om end man nok kan påregne, at disse vil tilhøre den lave del af konfliktspektret og derfor ikke skal være dimensionerende for den fremtidige udformning.
  • Såkaldte traditionelle hærenheder og våbensystemer som brigade og division henholdsvis kampvogne og artilleri er fortsat en del af fremtidens forsvar og udgør et vigtigt element, indtil teknologien bevirker, at de kan erstattes.
  • Det vurderes ikke sandsynligt, at forsvaret generelt tilføres flere midler set i relation til det generelle samfundsregnskab.

Efter kort at have redegjort for nogle basale forudsætninger, vil jeg tillade mig at redegøre for nogle tendenser, der tegner den fremtidige udvikling.

Det er en tendens, at vi fremover mere skal regne i kapaciteter i stedet for i enhedsstørrelser. Det er ikke længere af den store betydning, at man kan stille en enhed af en vis størrelse, men mere hvilke kapaciteter vores bidrag kan bestå af. Der er efter min vurdering ikke tvivl om, at vi i fremtiden vil se en mere aktiv rolle for forsvaret som et led i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik og i denne forbindelse taler mange analytikere om en nødvendig rollespecialisering indenfor NATO og dermed også for dansk forsvar. At man i denne sammenhæng har nævnt en enhed, som f.eks. en logistikbataljon, kan kun være en spøg, fordi der er så mange forhold, der taler imod en sådan form for specialisering, at det vil være uoverkommeligt at tage dem op her. Men der er ingen tvivl om, at vi ej heller i fremtiden vil kunne gøre os gældende, hvis vi forsøger at opfylde en rolle indenfor alle grene af den militære metier. Man taler her om at finde en niche, der tilvejebringer en kapacitet, som vil kunne udgøre en markant forskel i en koalition, uanset om den kvantitativt ikke er overvældende. Men ved valg af nicher, der vil kunne udgøre et væsentligt bidrag, bør man nøje overveje, hvilke valg man foretager, idet ens nationale system også skal kunne have en logisk sammenhæng, der giver en sammenhæng internt i forsvaret og i relation til danske interesser..

Eksempelvis kan man pege på en niche som luftforsvar som et eksempel på et dårligt valg. Hvis vi valgte at satse på luftforsvar i en koalition med amerikanerne, skulle vi nok have vores skolepenge retur. Dels bliver det alt for kostbart at købe og opdatere moderne systemer, dels ville amerikanerne ikke have brug for, at danskerne stillede med luftforsvarsenheder, fordi de amerikanske systemer i alle tilfælde ville have en kapacitet, der langt overgik den danske, eller fordi amerikanerne ikke ville overlade et nøgleområde som luftforsvar til en fremmed nation. Hertil skal man ligeledes vurdere det fremtidige trusselsbillede over en fremtidig modstander og denne modstanders forventede muligheder for at overleve et massivt amerikansk forsøg på at tilkæmpe sig luftoverlegenhed, og i en krig mod en Irak-lignende modstander i fremtiden, vil ressourcerne kunne anvendes langt bedre. Et andet aspekt, som vil komme op i løbet af få år, er evnen til at kunne forsvare sig mod langtrækkende missiler, og indgår vi i en amerikansk ledet koalition, er det et spørgsmål, om vi selv skal tilvejebringe denne kapacitet, når vi vurderer, hvad vi ellers har råd til. Omvendt ser det ud til, at vi allerede i nær fremtid er ved at anskaffe os et våbensystem, der i relation til amerikanerne kan være en niche, nemlig moderne ubåde, der kan operere i det kystnære miljø.

At man ikke skal gøre sig helt afhængig af rollespecialisering, viste erfaringerne med Tyrkiet forud for krigen mod Irak. En rollespecialisering mht. afgørende militære kapaciteter, der er afgørende for en nations forsvar, er en dårlig idé, fordi risikoen ved, at ens partnere af politiske årsager ikke lever op til aftalen, altid vil være til stede. Eksempelvis ville det være en dårlig idé at overlade det danske afvisningsberedskab i luften til en af vores allierede, fordi man i givet fald ikke kunne være helt sikre på, at varen blev leveret, når der var brug for den. Omvendt er der ingen tvivl om, at Danmark i fremtiden ikke vil kunne stille militære kapaciteter inden for alle operationsformer, hvorfor vi ikke kan undgå at kigge på nicher. Det er særdeles vanskeligt at vælge nicher, idet et forkert valg vil være ensbetydende med, at man har satset på noget forkert og i yderste konsekvens har smidt pengene ud af vinduet. Det er dog en kendsgerning, at en investering i et om muligt fællesværns C4ISR-system er nogenlunde det eneste, der er sikkert i fremtiden. Et C4ISR system er adgangsbilletten til fremtiden, og det værste er, at vi pt. ikke ved, hvad det skal indeholde. Det erindres, at amerikanerne ikke tillader fremmede nationer på deres netværk (SIPRNET), ikke engang englænderne og vi skal derfor på markedet for at finde partnere, der vil være interesserede i at have os med. Og vi kan godt lade være med at overveje et selvstændigt dansk projekt, her er vi kun med på en kigger, dels er omkostningerne enorme, dels skal vi kunne koble os ind i en fremtidig koalitionspartners netværk for overhovedet at kunne være med i fremtiden. En fornuftig løsning kunne være at læne os kraftigt op af englænderne, idet de er med både i den amerikanske og den europæiske lejr.

Når man vurderer, hvilke bidrag et dansk forsvar skal stille i forbindelse med fremtidige kampagner, er det også vigtigt, at man overvejer, hvornår det danske bidrag skal ydes i forhold til konflikten. I store træk kan man opdele en konflikt i tre hovedområder. De operationer, der foregår før, under og efter konflikten og man bør overveje, hvorledes vi kan bidrage med kapaciteter, som netop vi mener, vi er gode til. Jeg må understrege, at denne rigoristiske opdeling kun har til formål at anskueliggøre, hvilke nicher der kunne tænkes i de forskellige konfliktformer. I virkelighedens verden er vi i forsvaret langt mere fleksible, idet vores operative enheder kan anvendes i hele spektret fra fred, konflikt, krig og i perioden efter krig. Efterstående er kun medtaget som eksempler og uden den helt store analyse, fordi de efterfølgende vil kunne anvendes som grundlag for en kapacitetsberegning af vores produktionsapparat. Eksempelvis betyder udsendelse af en bataljonskampgruppe ledet af et brigadehovedkvarter, at vi i produktionsapparatet skal have en fredsstyrke i hæren på minimum den nuværende størrelse.

De nicheproduktioner, som Danmark kunne levere til en amerikansk ledet koalition, skulle samtidig også kunne anvendes i forbindelse med en FN-operation og Danmark kunne i opbygningsfasen tilbyde diplomatisk og juridisk støtte, hvor Danmark som småstat måske ville have særlige fortrin, idet man ikke længere kan beskylde os for at have stormagtsinteresser i et potentielt konfliktområde, herudover kunne man levere humanitær bistand, civile og militære observatører og i den mere hårde ende af skalaen, ubåde, der kunne operere i de kystnære farvande og specialstyrker, der kunne forberede en eventuel militær operation.

Under en konflikt er det min vurdering, at et traditionelt bidrag som f.eks. kampfly ikke er en typisk dansk niche. Dels ville amerikanerne have rådighed over mere end 4.000 kampfly og dels ville en opretholdelse af danske fly til udsendelse blive så kostbar, at dette ville gå ud over resten af forsvaret. Men dette betyder ikke, at anskaffelse af moderne kampfly som f.eks. Joint Strike Fighter (JSF) nødvendigvis er en dårlig idé, idet der også er et hensyn til det nationale afvisningsberedskab, ligesom man også kan vurdere modsat, nemlig at et bidrag med kampfly er høj profilering af en dansk indsats og derfor en typisk niche, som vi vil satse på. Afhængig af ens analyse, falder anskaffelse af moderne og kostbare systemer som PGM (Prescision Guided Munitions) eller JDAM (Joint Direct Attack Munitions) naturligt ud. Hvis vi vælger, at Danmark skal være repræsenteret i fremtidige internationale luftoperationer, må man også anskaffe sådanne ammunitionstyper. Omvendt ville kapaciteten til at anvende sådanne våbentyper altid være til stede i stort antal, idet amerikanerne næppe vil overlade et så vigtigt område til andre nationer. Lignende argumenter vil kunne fremføres, når vi taler om kapaciteter for flåden, der ikke omhandler danske specialiteter, som kystubåde, men kapaciteter som andre flåder uden problemer vil kunne levere, eksempelvis Blue Sea kapaciteter i form af de nye patruljebåde, men igen må man vurdere de nationale interesser og ikke mindst de rådige ressourcer - set ud fra hele forsvarets samlede muligheder.

Man kunne opstille en række militære kapaciteter, som Danmark kunne tilbyde: For hærens vedkommende kunne bidraget omfatte noget, som amerikanerne allerede nu ville være interesserede i: specialstyrker, særligt uddannet infanteri, eksempelvis uddannet til kamp i by eller baglandsoperationer, ingeniørenheder specielt uddannet til minerydning og ABC-krigsførelse samt personel til højere internationale stabe. For søværnet kunne man levere ubåde, specialenheder til minerydning og måske i fremtiden UUV (Unmanned Underwater Vechicles), hvor dansk industrivirksomheder indenfor olieindustrien er førende) samt personel til højere internationale stabe. Flyvevåbenet skulle levere ½ eskadrille kampfly (hvis man besluttede at anskaffe materiel hertil) lufttransportstøtte og måske i fremtiden evt. UAV (Unmanned Ariel Vechicles) samt personel til højere internationale stabe. Et fællestræk ved det foreslåede danske bidrag er personel til højere stabe, hvilket dog forudsætter, at vi selv er i besiddelse af en sådan kapacitet rent nationalt, ellers kan vi ikke uddanne til internationalt brug.

Efter konflikten kunne man forestille sig, at forsvaret skulle stille følgende kapaciteter: Hæren kunne stille et kontingent til fredsstøttende operationer bestående af et brigadehovedkvarter med tilhørende ”brigadetropper” samt en bataljonskampgruppe, i alt ca. 1.700 mand om året. Søværnet et kommandostøtteskib med helikopter, 1 - 2 små enheder, et hjælpeskib samt lejlighedsvis en ubåd. Flyvevåbnet skulle kunne levere lufttransport og evt. UAV alternativt fly til en operation a la den i Kirgisistan. Hertil kunne alle værn stille militære observatører og stabspersonel til internationale operationer overalt i verden.

Om vi helt skal tilrettelægge vores forsvar som en nicheproduktion, må afhænge af en grundig analyse af vores muligheder, de nationale interesser, som vi har set i relation til de militære kapaciteter, der ønskes for vort forsvar samt selvfølgelig en analyse af behovet set internationalt.

Betydningen for dansk forsvar
Der er ingen tvivl om, at dansk forsvar i fremtiden ikke skal påregne at få væsentlig flere ressourcer tilført forsvarsbudgettet og tendensen er derfor, at skal vi investere en større procentdel af budgettet, må vi selv finde pengene inden for forsvarets eget budget. ”Hvad udad tabes, skal indad findes”, hvilket betyder, at vi må bortskære alt, der ikke tilgodeser kerneproduktet. Jeg vil godt advare mod den normale tendens til at finde besparelser i den såkaldte operative struktur, dels er der ikke meget at hente (en brigadestab består af 12 normer), dels er der brug for at kigge på støttestrukturen, for den er af en sådan størrelse, at det er her, de nødvendige midler kan hentes til at forbedre/opretholde uddannelsen samt til materielinvesteringer.

Hvis man accepterer, at den gammeldags 2. generationskrigsførelse er væk i overskuelig fremtid og at dansk forsvar ikke skal forberede en eksistenskamp i lighed med den, der blev forberedt under den kolde krig, er der flere væsentlige forhold, der gør sig gældende. Det væsentligste forhold er hærens mobiliseringsstyrke, der efter min mening kan undværes i den form vi kender den. Mobiliseringsstyrken er blevet og bliver ofte koblet sammen med fastholdelsen af værnepligten. Argumentet har været, at værnepligten har været nødvendig for at kunne friske mobiliseringsstyrken og skulle denne bortfalde, måtte behovet for værnepligt også bortfalde. Dette argument er blevet gentaget i det uendelige og har efterhånden opnået en dogmestatus, men efter min mening gør det ikke argumentet mere rigtigt, specielt ikke i lyset af, at der generelt er en politisk vilje til at fastholde en eller anden form for værnepligt, men mere fokuseret på at tilgodese hvervning til internationale operationer.

Hæren kan med sin nuværende struktur ikke undvære værnepligten, dels opretholder værnepligten et produktionsapparat, der tilvejebringer et stort antal førere og chefer, der er afgørende for bemandingen af hærens organisation og på længere sigt forsvarets fortsatte kompetenceudvikling, ligesom værnepligten er uundværlig som grundlag for rekrutteringen af professionelle soldater og befalingsmænd, men man burde undersøge, om man ikke kunne imødekomme det voksende politiske krav om en modernisering af værnepligten og kombinere en sådan med et udbytte, der kan tilgodese de militære krav, som også vil være gældende i fremtiden. Man bør erindre, at amerikanerne ikke afskaffer National Guard eller Army Reserve, fordi denne organisation opfattes som en pulje af uddannet personel, som kan indkaldes og støtte resten af felthæren, når denne står over for længerevarende operationer af en vis størrelsesorden, hvorfor man ikke uden en nøje analyse bør afvise at have en pulje af uddannet personel.[xviii] Man kunne forestille sig, at man efter værnepligtens afslutning spurgte de soldater, som bliver hjemsendt, om de kunne tænke sig at indgå i en pulje, der med et længere varsel kunne blive indkaldt og udsendt som afløsningsstyrke for udsendte enheder. Afslutningsvis bør vi ikke afskære os fra at have et større antal uddannede soldater klar til at indgå i et totalforsvarsperspektiv. Med den terrortrussel der i dag truer Danmark er bekæmpelsen en politiopgave, men hvem tør i dag udelukke at vi må have helt andre magtmidler til rådighed såfremt terrorister får rådighed over masseødelæggelsesvåben eller Danmark rykker op på mållisten over potentielle terrormål. På forhånd helt at udelukke militær bevogtning af livsvigtige samfundsinteresser evt. i forbindelse med konkrete trusler, vil ikke være tilrådeligt og begrænse vores muligheder for at undgå en mulig fremtidig trussel.

Jeg skal ikke gentage mine argumenter fra sidste nummer af Militært Tidsskrift om værnepligten, men blot nøjes med at konstatere, at en værnepligtsstyrke af den nuværende størrelse stort set matcher en hvervet hær på 10.200 mand, når forudsætningen er at holde et kontingent på 1.500 mand ude i internationale operationer kontinuerligt. Som gammel kampvognsmand bliver jeg også nødt til at forholde mig til de argumenter, der fremsættes for at afskaffe hærens tungere våbensystemer, som selvkørende haubitser og kampvogne. Middeltunge kampvogne bliver kun ”gammeldags”, når man har fundet en afløser. For supermagten USA er den strategiske mobilitet afgørende, men kan kampvogne deployeres pr. skib eller på anden måde, kan man ikke ignorere dette system i overskuelig fremtid.[xix] Der er derfor ikke argumenter for, at dansk forsvar afskaffer kampvogne. Amerikanerne kan måske afskaffe kampvogne ved deres forreste enheder, fordi de via deres netværk vil være i stand til at nedkæmpe enhver tænkelig fjende med mange forskellige midler, hvorfor de kan tillade sig at se lidt lettere på beskyttelsen, men da danske enheder må belave sig på at operere på et langt lavere niveau, er de danske krav til ildkraft, beskyttelse og mobilitet langt højere end det amerikanske. Hertil kommer, at argumentet om, at store tunge materielgenstande vil tiltrække fjendens ild og derfor har meget lidt overlevelseschancer på kamppladsen, kun har validitet, såfremt man kæmper mod amerikanerne, hvilket ikke er det, vi skal. Derfor vil en nation som Danmark sagtens kunne anvende middeltunge kampvogne, når dette sker i forbindelse med en koalition sammen med amerikanerne.

Hvad gør vi?
Man skal ikke tro, at situationen betinger, at det danske forsvar kaster al indvunden erfaring og kompetence til side ved det næste forsvarsforlig og søger at indrette forsvaret efter de nye udviklingstendenser. Situationen er alt for uafklaret og det er en kendsgerning, at amerikanerne har investeret store beløb i projekter, som ikke er blevet til noget, fordi teknologien ikke kunne levere det, den havde lovet, eller fordi man kunne se fordele ved at vælge andre løsninger. At gå i spidsen for en så omfattende ændring som den igangværende militære revolution er for usikkert og kostbart og ligger helt ude for dansk formåen. Dansk forsvar bør derfor vælge en mere sikker vej og beholde de kapaciteter, der har vist deres kompetence efter Murens fald. Vi skal også opretholde et vidensniveau og et forandringsberedskab, der vil sætte os i stand til at vide, hvornår vi skal skifte til den nyeste teknologi. Jeg advokerer altså for, at vi indledningsvis i princippet opretholder vores nuværende organisation, men samtidig også, at vi opstiller nogle fikspunkter ude i fremtiden, hvor vi skal revurdere den igangværende udvikling og sammenligne med amerikanere og englændere for evt. at kunne investere i en evne til at koble os op på disse nationers væbnede styrker. Vi bør også undgå at investere i projekter, der med sikkerhed ikke vil kunne anvendes i den fremtidige rolle og derfor behøver vi en kort, mellem og langsigtet vision, som hele tiden løbende kan justeres i forhold til udviklingen.

Der er ingen tvivl om at vi skal reducere vores overordnede struktur for at skaffe midler til kerneproduktet. Og her kunne man eksempelvis tage udgangspunkt i det civile erhvervsliv. I 1992 fyrede Englands største industrivirksomhed British Petroleum (BP) sin direktør Robert Horton og indledte en omfattende omstrukturering af virksomheden, der i 2001 bevirkede, at firmaet tjente mere end 1 mia.$ netto (efter skat) om måneden. Restruktureringen havde været barsk, man havde afviklet alle sine regionale hovedkvarterer, eksempelvis nedlagde man hele den amerikanske administration og omlagt virksomheden i selvstændige enheder, der kun stod til regnskab over for et meget lille hovedkvarter i London. Man havde skrottet stort set alle administrative funktioner og mellemliggende stabe og omlagt deres aktiviteter til selvstyrende enheder og oven i købet forbedret virksomheden på stort set alle områder.[xx] Skulle nogen være i tvivl, er min holdning, at også vi på sigt må gå denne vej, også selvom det betyder en betragtelig slankning af vores overliggende struktur, et langt mindre antal chefposter og en fokus på den operative metier, en uhyggelig tanke, fordi den også indebærer færre oberster, men det er den eneste måde, vi kan skaffe midler til den nødvendige forbedring af vores kerneproduktion: Operative enheder - og vores eksistensgrundlag.

En omstilling af dansk forsvar må nødvendigvis foregå i et tempo, hvor ændringer accepteres af alle, dvs. det omliggende samfund, lokalt som nationalt og blandt forsvarets personel inklusiv de, der helt sikkert vil blive berørt i fremtiden. For dansk forsvar må der nødvendigvis være tale om en evolution i stedet for en revolution. Omvendt tyder de fleste hjemlige politiske signaler på, at forsvaret ikke vil få den ønskede relative rolige omstillings- og konsolideringsperiode i det kommende forlig.[xxi]Vi kan roligt gå i gang med at tilpasse os den nye verden

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.3_2003.pdf

 


[i] Rummet ville i fremtiden ikke kun blive anvendt som ramme for satellitter med sensorer, idet USA fra 2006 agter at begynde forsøg med rumbaserede våben begyndende med et rumbaseret missil til imødegåelse af interkontinentale missiler. ”Four Myths about Space Power”, artikel af Nader Elhefnawy. Parameters, VOL. XXXIII, no 1, Spring 2003, p. 124.

[ii] Jane’s Intelligence Backgrounder, udateret, p.2.

[iii] Österreichische Militärische Zeitschrift 3/2003, p.285.

[iv] Der er fortsat store problemer med at integrere de enkelte værns kapaciteter med hinanden, idet værnspolitiske overvejelser for det meste sejrer over den værnsfælles tanke. Officielt og politisk korrekt er alle militære aktiviteter ”joint” (værnsfælles), men reelt mangler det amerikanske forsvar stadig meget, før der er interoperabilitet mellem alle værnene.

[v] Jane’s Intelligence Backgrounder, udateret, p.4.

[vi] Joint Chiefs of Staff svarer i princippet til den danske forsvarskommando, om end man ikke helt kan sammenligne, idet Joint Chiefs udgøres af chefen for hæren, flåden, marinekorpset og flyvevåbnet inklusive en del andre elementer.

[vii] Jane’s Intelligence Backgrounder, udateret, p.5.

[viii] Jane’s Intelligence Backgrounder, udateret, p.6.

[ix] Artikel af MJ Gregory A. Pickell i Military Review, maj-juni 2002, p. 71.

[x] Institut for Internationale Studier. Arbejdspapir 2003/5 af Bertel Heurlin, p. 22.

[xi] Tale af præsident Bush i september 2002.

[xii] Jane’s Intelligence Review, maj 2003, artikel af Michael Knights, p. 17.

[xiii] Jane’s Intelligence Review, maj 2003, artikel af Michael Knights, p. 19.

[xiv] Den 7. april blev A-coy/I/187 INFREG afgivet til 1. Infanteridivision og transporteret til Bagdad i en konvoj af lastbiler. Man sad af, da de forreste kampvogne røg ind i et ildoverfald og infanteriet måtte rydde bygninger og forhindringer på gammeldags manér. Jane’s Intelligence Review, juli 2003, artikel af Crayden Ridd, p. 31.

[xv] Jane’s Intelligence Review, juli 2003, artikel af Giles Ebbutt, p. 46.

[xvi] Jane’s Intelligence Review, juni 2003, artikel af John Mackinlay, p. 36.

[xvii] Jeg ved, at dette ord er selvopfundet, idet det ikke lyder godt at kalde det ekspeditionskrig, ligesom jeg godt ved, at en ekspedition er noget ganske andet. Jeg lægger derfor gerne navn til en utraditionel oversættelse af ”expeditionary warfare.”

[xviii] Artikel af GL Frederic J. Brown i Military Review, maj-juni 2002, p. 10.

[xix] Artikel af forsker Brian J. Dunn i Military Review, maj-juni 2002, p. 28.

[xx] Foredrag af professor John Stopford, London Business School, den 17. juni på Havreholm Slot.

[xxi] Foredrag af formanden for Forsvarsudvalget Helge Adam Møller, den 1. maj 2003 på Havreholm Slot.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.