Mit barn skal i krig – en mors fortælling

Anmeldt af Jakob Brink Rasmussen 

”Mit barn skal i krig – en mors fortælling” af Anja Madsen. Med efterskrift af oberst Lars R. Møller. Informations Forlag. 2014.

Foto: bog-ide.dk

Danmarks langvarige engagement i Afghanistan har gennem de seneste år affødt en bølge ny litteratur om forskellige aspekter af kampagnen. En voksende andel af disse værker er personlige skildringer skrevet af soldater og deres pårørende. En af de nyeste bøger i denne genre er Anja Madsens ”Mit barn skal i krig”. Anja Madsen arbejder til daglig som pædagogmedhjælper og billedkunster. Dette er Anja Madsens debutbog.

Bogen tager os med til det bagland, som en udsendt soldat efterlader hjemme, når først han/hun har taget beslutningen om at drage i krig. Bogen er Anja Madsens egen beretning om, hvad hun og hendes familie gik igennem da sønnen Stefano takkede ja til at tage med hold 15 til Afghanistan.

En stor del af bogen beskriver den periode, fra Stefano orienterer familien om sit valg, til han tager afsted. Vi skal faktisk helt hen til side 125 (ud af en beretning på 211 sider) før Stefano flyver mod Afghanistan.

Bogens styrke er helt klart dens ærlighed. Man kan som læser ikke undgå at fatte sympati for moderen, der kort før sønnens udsendelse sammen skal sidde og planlægge sønnens begravelse i tilfælde af, at han falder i Afghanistan. Moderens dagbogsagtige beretninger om sine tanker, oplevelser og samtaler bliver beskrevet med en stor detaljeringsgrad – efter denne anmelders mening en smule for stor. Beskrivelsen er hverdagens uendelige detaljer (opridsning af Wallmanns menukort, beskrivelser af køkkenets elkoger osv.) gør til tider bogen noget tung af komme igennem. I nogle tilfælde havde man hellere set en lidt kortere bog uden så mange irrelevante elementer i stedet for det under tiden noget sløve snakken-uden-om-flow.

Det bør understreges, at denne bog ikke handler om krigen i Afghanistan. Bogens fokus er på alle dem, der bliver hjemme i Danmark, når først sønnen, datteren, kæresten eller barnebarnet er taget afsted til fronten. Bogen beskriver kun i enkelte tilfælde, hvordan sønnen snakker om sin udsendelse. Baglandet vil således også være den primære målgruppe, som vil få mest ud af at læse Anja Madsens beretning. Alle andre kan med fordel læse bogen, hvis de ønsker at få et indblik i hvad det vil sige at være pårørende.

Man savner som læser en holdningsmæssig stillingtagen fra forfatterens side. Det bliver på intet tidspunkt nævnt, hvordan Anja Madsen faktisk selv opfatter konflikten i Afghanistan og Danmarks rolle deri.

Bogen er foruden beretningen forsynet med et kort efterskrift af oberst Lars R. Møller, som uddyber nogle af bogen pointer og sætter dét at udsende soldater ind i en større sammenhæng. Endeligt indeholder bogen også en kort guide med links og ordforklaringer, der er rettet direkte mod andre pårørende, der på et tidspunkt måtte ende i samme situation.

Jakob Brink Rasmussen er ansat som projektforsker på Center for Militærhistorie ved Forsvarsakademiet

Del: