Militärgeschichte. Probleme - Thesen - Wege - Boganmeldelse

Militärgeschichtlichen Forschungsamt (Hrsg:): Militärgeschichte. Probleme - Thesen - Wege. Deutsche Verlags-Anstalt. Stuttgart 1982.

I forbindelse med 25-års jubilæet for det vesttyske »Militärgeschichtlichen Forschungsamt« i Freiburg har Manfred Messerschmidt o.a. udgivet et samlebind med ialt 25 enkeltbidrag. Bindet kan betragtes som en art fortsættelse af det bind,»Geschichte und Militärgeschichte«, den i 1983 afdøde Ursula v. Gersdorff udgav i 1974, og det formidler i en vis udstrækning et indtryk af det stade, nutidens vesttyske militærhistoriske forskning befinder sig på, og rummer gennem hele emnevalget og sammensætningen utvivlsomt et vist programmatisk element ved at vise, hvad man ønsker at fremhæve, hvad man beskæftiger sig med, hvorledes, og på hvilket plan, dette sker.
Dette meget omhyggehgt tilrettelagte og - i ordets bedste forstand - grundige arbejde er inddelt i fire dele, der belyser lige så mange delaspekter af hele emnekredsen.
Teil I: Zur Diskussion um Ziele und Methodik der Militärgeschichte nach 1945, hvor det afsnit, der uden al tvivl påkalder sig størst interesse er: »Zielsetzung und Methode der Militärgeschichtschreibung«.
Teil II: Zum Standort des Militärs in Staat und Gesellschaft rummer flere ganske givende afsnit, hvoraf Wolf gang Petters »Programmierter Untergang. Die Fehlrüstung der deutschen Flotte von 1848« formentlig vil være det afsnit, der vil interessere mest i en isoleret dansk-tysk sammenhæng, og hvor Wilhelm Deist: »Armee und Arbeiterschaft 1905-1918« giver et glimrende indtryk af, at en fjende ikke nødvendigvis befinder sig udenfor et riges geografiske grænser, og hvor svært det i virkeligheden var for det wilhehninske samfund at integrere det stedse voksende arbejderskab og udnytte dette potentiale ud fra et militært set rationelt synspunkt.
Teil ni: Zur Wechselwirkung von Politik, Kriegführung und Wirtschaft begynder med Othmar Hackl: »Zum Problem der Gesamtstrategie ind der Kriegführung Österreichs und Preussens gegen Dänemark 1864«. Det er et meget informerende arbejde, der tilfulde viser, hvor forskellige interesser en alliance stundom kan dække over; men det er også et arbejde, der viser svagheden ved for det første kun at anskue tingene fra tysk side, og for det andet ved at forsøge at forklare et forbunds og en krigs både politiske og militære forløb ved at anvende en art skabelon, hvor det ene ben i den rette vinkel hedder Carl v. Clausewitz og Helmuth v. Moltke, og det andet Otto v. Bismarck, og hvor grundstammen består i, at man anskuer historien bagud. Handlede aktørerne rigtigt - var det godt, det de lavede? Folk med interesse for vore slesvigske krige tilbydes imidlertid en relativt ny indsigt i dette afsnit »from the other side of the hill«, men arbejdet vil næppe fremkalde udelt enighed herhjemme, og det virker noget påklistret, fordi hele Teil HI ellers kun bringer en lang række afsnit, der hovedsagelig handler om Den anden Verdenskrig, hvoraf det mest spændende for mange læsere sikkert vil være Wolfram Wette: »Deutsche Kriegspropaganda während des Zweiten Weltkrieges. Die Beeinflussung der südosteuropäischen Satellitenstaaten Ungarn, Rumänien und Bulgarien«.
Teil rV: Zur Frage einer westdeutschen Wiederbewaffnung nach 1945 afslutter bindet med en række afsnit om netop dette - engang - så omdiskuterede emne. Norbert Wiggershaus: »Zum alliierten Pro und Contra eines westdeutschen Militärbeitrages« giver en prisværdig kortfattet fremstilling af, hvorfor man fra vestlig side mere hældede til »Pro« end til »Contra«, og Reinhard Stumpf: »Die Wiederverwendung von Generalen und die Neubil- ding militärischer Eliten in Deutschland und Österreich nach 1945« berører et emne, der på begge sider af Elben ingenlunde er uden interesse.

Sammenfattende kan man sige, at de enkelte afsnit - stort set - er aldeles glimrende, men at helheden ligesom går tabt, og da militærhistorie sui generis stadigvæk er et fagområde i sin vorden, kan det ikke fragås, at man savner en ledende forestilling - udover at gøre reklame for sig selv - om hvad man i grunden vil med det hele. Kritikken kan derfor sammenfattes i, at helheden mangler, at man savner nøglebegreber som klarhed, præcision og sammenhæng.
I den folder, forlaget udsendte i forbindelse med udgivelsen af dette samlebind, hævdes det, at militærhistorie i dag er »eine voll anerkannte Teildisziplin der allgemeinen Geschichtswissenschaft«. Det burde også være således - men det er det ikke endnu. Og det bliver det næppe i nogen overskuelig fremtid, sålænge militærhistorie snævert opfattes som - med en række forbehold - »militærets« historie alene, og det hovedsageligt anskuet ud fra nationalstaten vil nødvendigvis indskrænke perspektivet. Det omfatter usigeUg mange flere aspekter, spændende fra - eksempelvis - den første kvindelige amerikanske general, Jeanne Holm’s bog om kvindelige soldater (»Women in the Military, An unfinished Revolution«. Novato. Cal. 1982), over guerillakrig, krigen som »institution« og som »eksportartikel«, til militariseringen af den såkaldte tredie verden. Set i dette perspektiv kunne emnekredsen have været hævet udover sit snævert tysk/centraleuropæiske spektrum.

O. B.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_114_aargang_okt.pdf

Del: