Militærpolitiske forhold

Den 21. august 1968 om morgenen tilkaldte daværende forsvarsminister E. Ninn-Hansen forsvarsstyrelsen, d.v.s. de militære topchefer. Russerne havde påbegyndt invsionen af Czekoslovakiet. De militære chefer fandt helt korrekt, at invasionen ikke udgjorde nogen militær trussel mod Danmark eller NATO og pressede derfor ikke på for at få hævet beredskabet. Spørgsmålet herom blev drøftet, og på et senere regeringsmøde blev det på forsvarsministerens foranledning besluttet at lægge restriktioner på det militære personels bevægelsesfrihed, orlov m.m. Årsagen til denne beslutning skal formentlig ses i politikernes klare erindring om den 9. april 1940, en frygt for, at konflikten kunne brede sig, men også i ønsket om over for befolkningen og udlandet at demonstrere, at vi var parate til at indsætte det danske forsvar, hvis det skulle blive nødvendigt. En militærpolitisk vurdering og beslutning først og fremmest foretaget af forsvarsministeren, udenrigsministeren og statsministeren. En sådan handling styrker forsvarets troværdighed mange år frem i tiden.
 
Den tidligere forsvarsminister har med stor diplomati og kun summarisk omtalt begivenheden i sin bog »Syv år for VKR«. Man må af hensyn til historiske studier håbe, at der findes andre detaljerede redegørelser fra hin morgen, hvor de militære topchefer uvarslet og uden eksperter mødte deres minister i en kritisk situation. Adskillige år senere er der under statsministeren oprettet en såkaldt krisestyringsgruppe med repræsentanter for ministre og de militære myndigheder, hvor de militær-politiske vurderinger nu kan foretages forud for og i sådanne situationer. Hvad politiske synspunkter og holdninger kan betyde, så vi også i forbindelse med forsvarsforliget af 1981. Under forudsætning af, at forsvarsbudgettet forblev uændret, havde Forsvarskommandoen i sine planer indarbejdet en reduktion af de sjællandske brigader fra to til én. Først ved den meget omtalte årlige budgetforøgelse på 3% kunne der ifølge planerne opretholdes to brigader på Sjælland. I Jylland kunne der derimod ikke ske nogen reduktion i brigadernes antal ud fra en militærfaglig vurdering. Forsvarsministeren lod denne rent militære prioritering indarbejde i regeringens forslag, hvorefter en voldsom debat opstod på Sjælland ikke mindst inden for hjemmeværnet. De politiske forhold kom herefter kraftigt ind i billedet, og resultatet blev, at der i forbindelse med forliget blev tilført forsvaret ekstra midler til fortsat opretholdelse af de to brigader om end i reduceret størrelse i fredstid. Disse ekstra midler til det sjællandske forsvar gør det ikke tilrådeligt for militære eksperter at foreslå en svækkelse af de sjællandske brigader inden for de nærmeste år, selv om økonomiske forhold og operative prioriteringer skulle tale derfor.
 
De militære chefers rolle i disse eksempler er helt efter dansk tradition, ifølge hvilken den øverste ledelse skal holde sig til de rent militærfaglige forhold. Hvis ledelsen i disse også blander politiske betragtninger, eller giver sig til at vurdere trufne politiske beslutninger, kan den af politikerne blive beskyldt for at politisere og af forsvarets egne folk for at gå politikernes ærinde. At efterleve denne regel gør livet lettere for de militære chefer. Medlemmer af forsvarsrådet og departementale embedsmænd, hvem der påhviler en særlig forpligtelse, bør således ikke kritisere en politisk beslutning eller udtrykke sin skuffelse derover uden samtidig at bede sig fritaget fra posten.
 
Politikerne bør på den anden side efter den almindelige opfattelse i forsvaret lade være med at engagere sig i rent militære problemer og således forlade sig på den militære sagkundskabs vurderinger og forslag, i hvert fald når det gælder operative forhold. Et ønske, der efterleves vidt forskelligt. Nogle politikere bakker altid den militære ledelses synspunkter op, andre går altid imod. En tredie gruppe prøver selv at vurdere situationen. Den lette løsning for de forsvarspositive politikere må siges at være at lægge sig så tæt op ad den militære sagkundskab som muligt, d.v.s. gøre de militærfaglige synspunkter til politiske; men det kan gå galt. En klar grænse mellem det militærfaglige og det politiske område findes ikke og kan heller ikke afstikkes. Jeg skal derfor afstå fra at komme med en definition. Kun dette: Enhver ved, at politikerne kan gå ind i undersøgelser af og debat om alle militære forhold, og at de altid siffli have og får det sidste ord.
 
Hverken nationalt eller internationalt ville det være forsvarligt, hvis de rent militære vurderinger ikke blev kombineret med overordnede politiske vm-deringer og synspunkter på højeste niveau. Det er på den anden side heller ikke betryggende, såfremt de politiske vurderinger af militære spørgsmål baseres på indenrigspolitiske forhold alene, hvorved de militære realiteter let skubbes i baggrunden. Hos nogle personer på topplan må evnen og modet findes til at kombinere det militære med det politiske og omvendt. At det er muligt i forsvaret også at anlægge militær-politiske betragtninger, viser efterretningstjenestens vurdering af sandsynligheden for et Warszawapagtangreb:
 
»Sandsynligheden for et angreb mod det samlede NATO-område synes for øjeblikket ringe, ligesom sandsynligheden for et begrænset angreb mod dansk område eller for forsøg på pression mod den danske regering ikke synes stor for nærværende. Det må dog haves for øje, at forandringer i den sikkerhedspolitiske situation hurtigt vil kunne ændre vurderingsgrundlaget og endvidere - alt efter Sovjetunionens opfattelse af situationen - kunne øge sandsynligheden for, at en af de beskrevne aggressionsformer bringes i anvendelse«.
 
I en sådan vurdering indgår uundgåeligt også internationale politiske og økonomiske betragtninger - og ikke blot militære. At tilstedeværelsen af kernevåben spiller en betydelig rolle i en sådan vurdering, siger sig selv. Uden kernevåben ville sandsynligheden formentlig have været større. Helt ukendte med, at også militære topledere som officielle personer har fremlagt politiske vurderinger kombineret med deres militærfaglige ekspertise, er vi heller ikke. I forbindelse med forsvarsforliget fra foråret 1977 udtalte forsvarsrådet følgende:
»Forsvarsrådet må - uanset at det ikke herudover har været muligt at øge den økonomiske ramme - med tilfredshed konstatere, at der har kunnet opnås enighed om en fortsættelse af forsvarsforliget af 1973 med fastholdelse af forsvarets styrkemål....«.
 
En militær-politisk vurdering, som nok ikke alle i forsvaret har været tilfredse med.
 
Vestlige militære eksperter foretager opgørelser over antallet af kampvogne, fly og skibe m.m. i Warszawapagten og bedømmer deres kvalitet; andre holder disse styrker op imod, hvad NATO kan præstere. Man vurderer, hvilke operationer der i givet fald kan blive gennemført. Konklusionen kan kun blive, at de konventionelle NATO-styrker er underlegne i Europa i forholdet 3:1, og at det ville blive en næsten umulig opgave gennem længere tid at forsvare Vesteuropa med konventionelle styrker, hvis østlandene skulle påbegynde et storangreb eventuelt under anvendelse af den krigsgas, som de råder over i store mængder. Rent militært tegner der sig et truende og ubehageligt billede i Europa set fra vest. Men inddrages eksempelvis politiske aspekter, kan man komme til den konklusion, at vel kunne Warszawapagten måske hurtigt erobre Vesteuropa, hvis kun konventionelle våben blev anvendt, hvad dog fortsat er utopisk; men Sovjetunionen og dens allierede ville næppe kunne holde området besat og under kontrol. Dertil har den sovjetkommunistiske politik og ideologi i dag en alt for svag støtte i de vesteuropæiske befolkninger. En for østlandene opslidende modstandskamp i dét besatte Vesteuropa og det sovjetiske imperiums sammenbrud ville blive følgen, hvilket man ikke kan være uvidende om i Moskva. Erfaringerne fra Afghanistan og Polen kan kun give stof til yderligere eftertanke hos russerne.
 
Som det vist er fremgået, omfatter den politiske del af det militærpolitiske område på internationalt plan såvel økonomiske som politiskideologiske forhold og rent nationalt i høj grad hensynet til befolkningens og udlandets opfattelse af situationen i Darmiark og dansk forsvar; men i det hjemlige militær-politiske beslutningsgrundlag indgår også begrebet »politisk acceptabelt«. Det politisk acceptable varierer med de politiske magtforhold i landet og er også afhængigt af politikernes og de militære chefers evne og vUje til at stå frem over for befolkningen og påvirke holdningen. De militære chefer er særligt forpligtede hertil, når det drejer sig om forslag fra dem selv, som de har fået deres minister til at støtte politisk. I så fald må de gå ind i debatten med brask og bram og sætte deres prestige på spil, hvilket ikke altid har været tilfældet. En og anden minister har nok følt sig svigtet nu og da.
 
At det politisk acceptable eUer mulige kan påvirke den militære ledelses tankegang kan ikke undgås. Når det på forhånd er givet og måske allerede uformelt tilkendegivet fra politisk side, at et militærfagligt rigtigt forslag vil blive afvist, kan en officiel fremsættelse heraf kun Ijene det formål at få ansvaret éntydigt placeret hos ministeren. Derfor har den militære ledelse eksempelvis først i år stillet forslag om en forøgelse af den for korte 9 måneders tjenestetid for værnepligtige menige, som blev indført i 1973, hvilket nogle kan mene er en forsømmelse. Men spørgsmålet er, hvor kraftigt man skal gå i brechen for en sag, der på forhånd er tabt. Det kan undertiden gøre ondt værre og unødvendigt fastlåse situationen. Ofte kan det tjene sagen bedst at arbejde i det små i årevis for at få de politiske holdninger ændret og skabt den politiske og folkelige forståelse.
 
Det politisk acceptable er også i høj grad dikteret af lokalpolitiske forhold. Derfor
- blev det i 1970’eme bestemt, at Tønder kaserne skulle bevares til trods for, at forsvaret geme ville have været af med den,
- blev Vordingborg kaserne bevaret i forbindelse med 1981-forsvars- forliget,
- ér flådestationen i Korsør aldrig kommet i »mølposen«, som forsvaret gentagne gange har foreslået, men nu helt har opgivet, og derfor
- kunne man - for at tage et sidste eksempel - ikke inddrage redningshelikopteren i Skrydstrup som påtænkt af forsvarsministeren i 1983, som i øvrigt også viste, at et militært forslag kan passere ministerens skrivebord, uden at det bliver vurderet politisk.
 
Vi er med de lokalpolitiske hensyn kommet ud i periferien af det militærpolitiske område. I hvert fald har det rent politiske her en sådan dominans, at de militærfaglige synspunkter næsten ingen betydning har. Der er et stort spring fra det lokale til det internationale niveau, hvor de mUitær-politiske vurderinger spiller en afgørende rolle for vor sikkerhed, og hvor den militærstrategiske situation sammenholdes med de internationale politiske og økonomiske forhold, hvilket man dog kan få indtryk af ikke altid finder sted i tilstrækkeligt omfang. Men tilpasningen af militære synspunkter til de politiske og folkelige må ske uanset, hvad sagen drejer sig om. Når vi i dag ser store dele af de vestlige landes befolkninger og selv tidligere højtplacerede NATO-officerer gå imod alliancens officielle opfattelse, kan det måske skyldes, at denne opfattelse til tider er for meget præget af militærfaglige synspunkter, og ikke af de militær-politiske. Det militær-politiske element har især været holdt i baggrunden i hele raketdebatten, hvor man har set hjemlige politikere bruge rent militærfaglige argumenter, antal raketter i Øst og Vest eksempelvis. Herved er sagen politisk tabt på gulvet over for befolkningen og lader sig ikke samle op igen. Såfremt Danmark ville skaffe sig større indflydelse i NATO, kunne det ske ved netop at fremføre sammensmeltede militær-politiske synspunkter, som en dansk nyskabelse. I NATO fører de fleste af de små lande sig meget forsigtigt frem og er med til at vedtage hensigter og foranstaltninger, som de ikke i alle tilfælde føler sig forpligtede til at gennemføre endsige søge at vinde forståelse for i deres respektive befolkninger. Demonstration af gode viljer - nuvel alle ved det - så skuffelsen bliver ikke så stor. Såfremt det politiske aspekt blev tilføjet de militære vurderinger på et tidligt tidspunkt, ville der måske nok fremstå en ubehagelig ærlighed medlemslandene imellem; men alliancesamarbejdet ville vinde derved i det lange løb.
 
De fleste af de synspimkter, der her er fremført, hører ikke hjemme i de militære rækker, vil mange hævde. Men de må ikke desto mindre kunne håndteres på øverste niveau i den politiske ledelse og om muligt i den militære. Et sensitivt område, der kræver et snævert samspil mellem disse, såfremt fejltagelser skal undgås. Kendsgerningen er, at militærpolitisk tænkning hverken kan undværes i Danmark eller NATO, selv om begrebet ikke findes i den officielle terminologi. Enkelte embedsmænd er i stand dertil; men det ville måske alligevel ikke være nogen dårlig idé at sætte et par dertil trænede folk med den fornødne intellektuelle spændvidde, politisk fornemmelse og det tilstrækkelige mod sammen som rådgivere og talsmænd for udenrigsministeren og forsvarsministeren, som man har gjort det med krisestyringsgruppen under statsministeren og nu senest i forbindelse med det nye forsvarsforlig med oprettelse af en militær-teknologisk analysegruppe under forsvarsministeren. Gode råd kan være dyre; men det er værre at begå dumheder. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: