Militærhistorien og dens plads i undervisningen på militære skoler og universiteter

På den internationale historikerkongres i Wien i august 1965 holdt en af lærerne i militær- og krigshistorie ved Royal Military Academy, Sandhurst, Christopher Duffy, et foredrag om militær- og krigshistoriens placering i historieundervisningen og den militærhistoriske forsknings vilkår, specielt i England. Nedenstående artikel er en oversættelse af manuskriptet til dette foredrag.
 

Denne korte redegørelse skal ikke være en retfærdiggørelse eller en udforskning af militærhistorien. Noget sådant er omhyggeligt behandlet i afhandlinger af forfattere som professor Michael Howard (»The Use and Abuse of Military History«, Journal of the Royal United Services Institution, February 1962) og Fregattenkapitän Friedrich Forstmeier (»Kritische Forschung im Bereich der Militär- und Kriegsgeschichte«, Wehrwissenschaftliche Rundschau, 6/1962). Vi kan imidlertid sikkert alle blive enige om:
— at Bismarck udtrykte formålet med militær- og krigshistorie i en nøddeskal, da han sagde: »Dårer påstår, at de lærer af erfaringer. Jeg foretrækker at drage fordel af andres erfaringer«, og — at der aldrig tidligere har været større behov for den kyndige vurdering og forståelse for kontinuitet, som krigshistorie kan give, end der er i vor tid. Aldrig før har karakteren af fremtidige krige været så uforudsigelig, og aldrig før har vi haft så dårlig tid til mentalt eller fysisk at tilpasse os bevægelighedens fremskridt. Det, vi her skal beskæftige os med, er de problemer, der skal løses, når vi skal bibringe andre militærhistorisk viden. Set ud fra et praktisk synspunkt viser det sig, at den måde, vi skal gribe sagen an på, dikteres fra så vidt forskellige steder som officersskoler og universiteter. — Men hvori består da forskellen?

Lærerne på officersskolerne er travle officerer eller regeringsrepræsentanter, der måske mener, at hovedparten af militærhistorien ikke siger os noget idag, og at den bør vige for »mere nyttige« emner som militær retslære og administration. Det er derfor vor opgave at fortælle dem, at interessen for militærhistorie er et fællestræk hos de mest fremsynede førere og teoretikere gennem tiderne: Suvorov, Napoleon, Rommel, Patton, de Gaulle og Guderian (som iøvrigt begge gjorde tjeneste som krigshistorielærere) — samt englænderne Liddell Hart og Fuller. Idag studeres militærhistorie ingen steder ivrigere end i Sovjetunionen. Militærhistorikere er enige om, at enhver detalje i krigshistorien, selv de længst tilbageliggende, belærer os om konstante faktorer i den menneskelige natur og terrænet, og således kan være nyttige også i dag. Imidlertid må vi erindre, at udenforstående påvirkes mest af omfattende fremstillinger af aktuelle problemer i den øjeblikkelige militærlitteratur — som f. eks. guerillakrig. Dette betyder dog i denne sammenhæng mindre. Problemet med overordnede og kolleger og universiteter er et ganske andet. Historiske omstændigheder (såsom arven af pacifisme og liberalisme i England og tyskernes oprør mod militarisme) samt de upædagogiske og partiske lærebøger, der skal gøre det ud for krigshistoriebøger, har bevirket, at mangen en akademiker nu betragter vort virke med den største mistroiskhed. I 1930’erne rådede rektor ved Balliol College i Oxford en af sine studenter — der ellers kunne være blevet en af datidens ypperste søkrigshistorikere — til at lægge sine militære interesser på hylden og i stedet kaste sig over gasindustriens udvikling i England! Før vi kan begynde at argumentere med uinteresserede akademikere, må vi vinde deres respekt ved at vise, at vi også interesserer os for fagets økonomiske og sociale aspekter — og ved at bestræbe os på at nå den højeste standard. (På dette område er den voksende interesse for populære og letlæselige militærhistoriske værker en trussel mod vore anstrengelser). Men så kan vi på en indtrængende måde fortælle dem, hvor vigtigt det er for universitetsuddannede civile ledere at vide noget om militære fornødenheder og militærterminologi i krig og fred. Som præsident Ken- nedy udtrykte det: »Hverken militære eller civile må godtage en afgørende deling af vore problemer i politiske for sig og militære for sig. Vitale problemer har alle været en blanding af disse.« 

Lad os for en stund blive ved universitetet og beskæftige os med studenterne. Disse er intelligente og kritiske personer, og i almindelighed har de fattet interesse for militærhistorie, fordi de har opdaget, at den militære faktor kan være af afgørende betydning, uanset at der er langt til slagmarken. Samtidig har de ikke meget kendskab til krigens førelse og realiteter. Det kræver ingen større anstrengelse at anskueliggøre for dem, at feudalismens institutioner eller det gamle Preussens sociale opbygning for en stor del var dikteret af hensynet til militære krav, eller at belære dem om krigens indflydelse på litteraturen, illustreret gennem værker af bl. a. Malory, Cervantes, Lessing, Goetlie, Cliateaubriand, Tol- stoy, Grillparzer, Zola og de Vigny.Denne metode falder godt i tråd med den retning, det historiske studium har taget i de sidste årtier, og det er let — måske for let — at diskutere krig på universiteter, som om det blot var et eller andet økonomisk eller socialt fænomen. En professor i militærhistorie (som jeg er en stor beundrer af) ser med vilje bort fra de taktiske aspekter, når han underviser, og han ville få gåsehud over hele kroppen ved tanken om, at nogle af hans studenter kunne tænke sig at trampe rundt i mudderet på en eller anden forhenværende krigsskueplads. Sådanne lærere kan måske med held »sælge« militærhistorie som et akademisk fag til universiteter, men de risikerer meget nemt at dræbe alt, hvad der er af menneskelig og historisk interesse i militærhistorien.

Krig er den mest afgørende enkeltfaktor i historien. På intet andet historisk område kan man med hensyn til tid og sted med så stor præcision berette om samfunds og rigers skæbne. Det er umoderne, men nødvendigt, at fremhæve, at detaljer såsom en enkelt persons afgørelse, en regnbyge eller et velplaceret kanonbatteri virkelig spiller en rolle i historiens gang. På visse tidspunkter bliver Mars Klio’s herre, og århundreders sociale og økonomiske udvikling kan tilintetgøres blot ved en invasion af Hernan Cortez eller en bølge af atomraketter. Vi vender os nu mod officersskolerne og konstaterer, at kadetternes behov ikke altid svarer til universitetsstudenters. For det første har ikke alle kadetter de samme akademiske forudsætninger og tilbøjeligheder (der ville være noget galt med dem, hvis de havde det) — men vi må på en eller anden måde udruste dem, så de ikke kommer til kort over for deres civile kollegers uddannelsesstandard. Her har vi én væsentlig forbundsfælle på vor side — nemlig det faktum, at så godt som enhver kadet mere eller mindre fascineres af militær- og krigshistorien, og det er den »madding«, hvormed vi gradvis kan lokke kadetten til at tilegne sig nærmere kendskab til krigen og derigennem til at interessere sig for historiske, økonomiske, sociale og aktuelle emner. På samme måde som monsieur Jourdain, der opdagede, at han »talte prosa uden at vide det«, vil kadetten blive overrasket over at konstatere, hvad han egentlig ved.

Den ideelle afslutning på faget er et diplom eller eksamen i krigshistorie, således som det er tilfældet på den belgiske officersskole. Udsigten til herved i dygtighed at komme på linie med de universitetsstuderende, vil være et yderligere plus, når man appellerer til disse aktive og velbegavede unge mænd om at gå militærvejen i stedet for at gå ind til et civilt studium. En anden ting, der skiller kadetten ud fra universitetsstudenten er, at den tid, kadetten anvender på sine studier, forventes at påvirke ham på en måde, så han bliver kompetent til at tage beslutninger, der vedrører andre menneskers liv. Hans skoletid er således mere end blot et spørgsmål om at kunne bestå en eksamen; det er kun lykkedes os at lære ham krigshistorie rigtigt, hvis vi har sat ham i stand til senere i sin karriere at gøre brug af de ting, han har lært i dette fag. På nogle officersskoler er det formålet at bibringe kadetterne en hel del faktiske detaljer (tit med stor dygtighed) og understrege de erfaringer, hver enkelt krigshistorisk episode skulle give. Dette er almindelig praksis i hære (jf. den amerikanske), hvor officererne er vant til at udstede fuldstændige og bindende ordrer til deres undergivne. Britiske anskuelser er noget anderledes. Vi ser lidt mere kynisk på det og mener, at en kadet — idet han forlader skolen — let glemmer de ting, han kun har fået fortalt og ikke selv har arbejdet med; men vi tror også på, at der er to ting, han ikke vil kunne undgå at tage med sig: en almindelig interesse for militærhistorie samt lysten til en stadig træning i at tage et standpunkt ved udforskningen af militære emner. Dette bestræber vi os på at fremelske hos kadetterne ved at lade dem »opdage« militærhistorien. Kadetterne bliver inddelt i små grupper, der skal studere, diskutere og dernæst holde foredrag for kammeraterne om et bestemt felttog eller slag. De længere udredninger foregår omtrent som fjernsynets dokumentarudsendelser, hvor man gør brug af kort, film, musik, båndoptagelser, eller hvad hver enkelt kadet nu vil anvende. Hvert hold, der består af 5— 8 kadetter, får flere uger i forvejen opgivet deres emne og anvist de bedst egnede bøger og kildemateriale. Herefter bliver de helt overladt til sig selv. Mindre foredrag, kaldet »leeturettes«, holdes i klasseværelserne. Selvfølgelig bliver resultaterne forskellige alt efter den iver og dygtighed, der lægges for dagen — men de fejl, der gøres, er kadetternes egne, og de lærer mere af dem end af at koncentrere sig om et nok så interessant foredrag. Militærhistorieafdelingen afholder nogle få foredrag over »forbindende« emner af en mere indviklet og abstrakt sammensætning — f. eks. krigsførelsen i det nittende århundrede.

Et vigtigt led i disse foredrag er træningen af kadetterne som instruktører. I løbet af deres tid på Sandhurst kommer alle et vist antal gange på et sådant foredragshold og opnår herigennem en dygtighed og selvtillid, der kommer dem til gavn, når de skal kommandere og instruere soldater. Endvidere anskues mytedannelsen ud fra helt nye synsvinkler på officersskolerne. Det er mere end den historiske objektivitets ideal, der står på spil, for nationale fordomme kan godt forvrænge en ung officers livssyn. Myterne kan optræde på to måder, som står i så meget større fare for at blive farlige, når historikere, som synes fri for enhver bevidst fordom, udklækker dem. Uundgåeligt koncentrerer vi os om vore egne felttog — og især dem, der faldt heldigt ud. Dette kan føre til et fejlagtigt syn på historiens gang og på vor egen status i verden. Således har flere englændere fået det indtryk, at 2. verdenskrig var forholdsvis »ren« og blodfattig sammenlignet med 1. verdenskrig. De tænker ikke på, at vi holdt os borte fra Europa i fire år. Den slags fejlagtige opfattelser eksisterer sikkert hos alle nationer. Man kan også komme ud for, at beretninger og memoirer, som er skrevet af store førere, giver et billede af et slag eller et felttog som et til mindste detalje planlagt hele — dette fører let til den uundgåelige konklusion: Operationens forløb er fortolket udelukkende ud fra dens resultat, og førerne tillægges en helt usandsynlig forudseenhed. — Sådan krigshistorie har slet ingen uddannelsesmæssig værdi for en kadet og vil sikkert blive afvist, når den unge officer kommer ud for den forvirring, som er krigens egentlige tilstand. Det rigtige er at studere militærhistorie i dybden, for her fremgår tydeligt den rolle, som opportunisme og held spiller i operationerne sammen med alle de faktorer, som Clausewitz tilsammen kaldte krigens friktion. Til slut et par ord om militærhistoriens betydning i England idag. Vor erfaring har været den modsatte af mønstret i Tyskland, for hos os indtager de militærhistoriske studier idag en meget større plads end før 2. verdenskrig.

Gennem hele det 19. århundrede og i første halvdel af det 20. århundrede førte engelske militærhistorikere en isoleret tilværelse, de blev ofte misforstået og betvivlet af deres akademiske eller militære kolleger. Repræsentanter for den tids tradition er skribenter som generalmajor Fuller og kaptajn Liddell Hart samt yngre, uafhængige skribenter som Barrie Pitt og John Terraine. I første halvdel af dette århundrede var den eneste anerkendte militærhistoriske stilling Chicele-professoratet ved All Souls College i Oxford, der i tidens løb har været besat af dygtige historikere som Spencer Wilkinson, Sir Charles Oman og Cyril Falls. De bestående militærhistoriske institutioner i England er følgende:

1) Professoratet i militærhistorie ved All Souls College. Et enkelt professorat uden fakultet. Norman Gibbs, som har det i øjeblikket, docerer krigshistoriske »specielle emner«, der kan tages som et af de valgfri fag ved eksamen i moderne historie (B.A.). Adskillige docenter i Oxford er interesseret i flere sider af krigshistorien, men beskæftiger sig ikke udelukkende hermed.

2) Afdelingen for militærhistorie på Royal Military Academy, Sandhurst. Oprettet i 1959 af den nuværende afdelingschef, brigadier Peter Young; før den tid var undervisningen i militærhistorie meget begrænset; det var for en stor del mr. John Adair, en af lærerne, der havde ansvaret for foredragssystemets udvikling inden for klasseundervisningen. Afdelingen består af seks faste civile lærere, som får tid og opmuntring til at gennemføre private studier. De assisteres af tjenstgørende officerer, der i den tid, de er på Sandhurst, underviser i bl. a. krigshistorie. Disse officerer får på skift militærhistorisk manuduktion af lærerne — dette er et enkelt og økonomisk alternativ til praksis i Tyskland, hvor militære lærere i forvejen sendes på et 3-måneders kursus ved Militärgeschichtliches Forschungsamt. Kadetterne skal følge det obligatoriske militærhistoriske kursus, men interesserede kan endvidere tage del i sideløbende undervisningsrækker, hvor én eller to militærhistoriske perioder gennemgås i detaljer. Skønt 25% af de kadetter, der udgår fra Sandhurst, senere tager eksaminer fra civile universiteter eller fra Hærens eget tekniske College i Shrivenham, sidestilles eksamen fra Sandhurst ikke med en universitetsgrad.

3) En af de skriftlige eksaminer ved forprøven til Staff College, Camberley, helliger sig militærhistorien. Man får ialt 4 spørgsmål, to i ældre og to i moderne krigshistorie. På selve College er moderne militærhistorie genstand for et detaljeret studium. På Naval Staff College i Greenwicli undervises i søkrigshistorie.

4) Department of War Studies, King’s College, University of London er oprettet for få år siden af Michael Howard, som for nylig er udnævnt til professor. Han har en full-time lærer som assistent, og han afholder hyppigt seminarer om specielle emner med deltagelse af forskere m. v. Endvidere har han organiseret et grundkursus i krigsstudier, hvorpå han selv underviser.

5) Flere af de nyere universiteter er begyndt at vise interesse for militærhistorie, heriblandt Liverpool, Manchester og Nortvich universiteter.

Af øvrige institutioner, der beskæftiger sig med studiet af militærhistorie, kan nævnes følgende:

Institute for Strategic Studies, der beskæftiger sig med studiet af moderne strategiske emner.
Royal United Services Institution og dets R.U.S.I. Journal. Her beskæftiger man sig hovedsagelig med aktuelle forsvarsproblemer, således som tjenstgørende officerer opfatter dem — men der anvendes også en vis tid og plads til egentlig militærhistorie.
Society for Army Historical Research og dets Journal, der så godt som udelukkende beskæftiger sig med uniformsproblemer.
— Navy Records Society’s publikationer er trykte dokumenter af maritim interesse. Et andet hovedorgan for maritim historie er The Mariner’s Mirror.

Noget militærhistorie offentliggøres i det officielle British Army Review, men en hel del mere er tilgængeligt i British Army Quarterly — hovedsagelig i form af instruktive resumeer. Der kommer ofte artikler af militærhistorisk interesse i det populære skrift: History To-day. Militærhistoriske studier hæmmes ved den kendsgerning, at der i England ikke findes opbevarede militære dokumenter i sammenligning med hvad tilfældet er i Vincennes og Kriegsarcliiv i Wien. En del værdifuldt materiale befinder sig idag i privat eje, og hovedparten af resten er dels i Public Records Office, dels på biblioteket i British Museum. Desværre har National Army Museum og King’s College’s afdeling for krigshistoriske studier oprettet hver sin organisation til anskaffelse af dokumenter af militær interesse. National Maritime Museum er et meget fint marinemuseum, smukt beliggende nær Greenwich. Noget sværere tilgængeligt er National Army Museum, der for en tid har fået plads på Royal Military Academy, Sandhurst. Det er planen snart at hygge et nyt hus til det i selve London, og et mindre undervisningsmuseum skal oprettes på Sandhurst, når først National Army Museum er rykket ud.

Christopher Duffy

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

PDF icon militaerhistorien_og_dens_plads_i_undervisningen_paa_militaere_skoler_og_universiteter.pdf

 

Litteraturliste

Del: