MILITÆRDYRLÆGEN - og det moderne forsvar

Som cn hyldest og lykønskning til Hærens Dyrlægekorp s i 150-året for dets opre ttelse bringer Militært Tidsskrift nedenstående artikel, hvor Premierløjtnant(R ) , stud.med.vetr. Jørgen Leerhøy ved Jydske Dragonregiment påviser, at dyrlægen i dag er den bedst rustede til at varetage opgaverne indenfor A B C - tjenesten , levnedsmid delkontrollen og-hygiejnen, og skitsemæssigt frem sætter forslag til militæruddann else og anvendelse af den værnepligtigeveterinæ r.

Hærens Dyrlægekorps oprettedes ved parolbefaling af 2. januar 1810, idet Napoleonskrigene havde vist ønskeligheden af, at hærene rådede over specialister uddannede til at foretage beslag og sygdomsbehandling af de mange dyr, der dengang indgik i en kæmpende hær som uundværlige elementer.

I vore dage spiller dyrene kun en mindre rolle som hjælpere for soldaten, og dette er sikkert grunden til, at Hærens Dyrlægekorps i 150-året for dets oprettelse må føre en hensygnende tilværelse. „Korpset påregnes afviklet, -—“ , hedder det i bemærkningerne til forslaget om forsvarets ordning af 1950, — og „— de under korpset hørende stillinger nedlægges senest ved ledighed.“ Om den moderne hær, — atomtidens hær, — kan undvære et dyrlægekorps kan vel diskuteres, — men sikkert er det, at dyrlægerne kan hæren ikke undvære. Mens Napoleons militærdyrlæger, hovedsageligt grovsmede med en sparsom viden om hestesygdomme, udelukkende var anvendelige ved behandlingen af hærens dyr, så er dyrlægen af i dag en akademiker, hvis uddannelse strækker sig langt udover blot og bar behandling af syge dyr. Dyrlægen — eller veterinæren, som man vel nok bør kalde ham i dag, sidder inde med en betydelig viden på så forskellige områder som kemi, fysiologi, bakteriologi, levnedsmiddelkontrol og -hygiejne, levnedsmiddelkonservering samt naturligvis et grundigt kendskab til forskellige sygdomme, deres udbredelse og bekæmpelse. Med andre ord, en mand med en stor medicinsk-hygiejnisk uddannelse. En kort sammenligning med beslægtede studier vil kunne vise, hvorfor netop veterinæren i dag vil være bedst egnet til at løse en række vigtige opgaver på forskellige områder indenfor forsvaret:

(I skemaet, der kun må betragtes som en meget grov skelnen mellem de anførte faggrupper, betyder: 0 ingen eller begrænset viden; + + + angiver grundigste viden.)

A f ovenstående frem stilling ses, at veterinæren er suveræn på områder, der angår levnedsmidler, han lia r den grundigste bakteriologiske uddannelse, og kun lægen ligestilles med ham hvad angår viden om fysiologi og medicin. Heraf følger, at dyrlægen i dag er den bedst rustede til at varetage opgaverne indenfor ABC-tjenesten, levnedsmiddelkontrollen og -hygiejnen. Nedenfor skal dyrlægens virke indenfor de omtalte tjenestegrene nærmere præciseres: A BC-tjenesten:

Nødvendigheden af allerede i fredstid at organisere et ABC-forsvar skal ikke uddybes på dette sted. Blo t skal det her erindres, at. en evt. frem tidig storkrig givet vil omfatte anvendelse af A-våben. Dette fremgår bl. a. af erklæringer fremsat af N A T O ’s militære øverstkommanderende general Norstad. Om B- og C-våben vil komme i brug, kan man ikke i dag udtale sig med nogen sikkerhed; men det vides bestemt, at såvel Øst som Vest besidder sådanne våben, og da de givet vil kunne anvendes med stor fordel, må denne blotte sandsynlighed for biologiske og chemiske kampstoffers anvendelse bevirke, at intet land i dag undlader at træffe forholdsregler til beskyttelse af såvel sine militære styrker som sin civilbefolkning.

Disse våben, hvis frygtelige virkninger kun kan elimineres gennem en tilbundsgående viden om deres natur, virkemåde og ødelæggelse, vil naturligvis ikke alene kunne afgøre en krig; men da deres anvendelse kan ske uden spor og mulighed for opdagelse, — med mindre beredskabet imod dem er i orden, — vil der være en ikke helt ringe sandsynlighed for deres anvendelse, måske især inden et egentligt krigsudbrud. En sådan anvendelse vil selvsagt kunne få en uhyggelig indflydelse på hele krigens gang.

Gennem sit civile studium vil veterinæren have fået ganske særlige forudsætninger for at modtage speciel uddannelse til at bestride en ABC-officers opgaver såvel indenfor de militære som det civile værn. Den almindelige ABCofficer vil kunne lede sporing af A , B og C-kampstoffer, beregne radioaktiv forurening og give anvisninger om de almindeligste beskyttelsesforanstaltninger; men den ABC-uddannede veterinær vil takket være sine civile kundskaber tillige være i stand til i uventede situationer at improvisere beskyttelsesmåder som følge af sit mere indgående teoretiske kendskab til disse våben. Især v il dette meget tydeligt vise sig på B-området, hvor det i dag ikke er muligt at uddanne personel grundigt, med mindre det i forvejen besidder særdeles gode biologiske forkundskaber. Der findes i dag næppe den ABC-officer, derpå egen liånd kan eller tor vejlede en enhed med liensyn til forsvarligheden af at benytte f. eks levnedsmidler, der formodes forurenede med biologiske kampstoffer. ABC-officeren vil måske henvise til lægen, men ligesom levnedsmiddelforgiftninger og epidemier i den civile hverdag opklares og bekæmpes gennem et samarbejde mellem læger og dyrlæger, så vil det samme gælde måske endog i endnu højere grad under krigsforhold. Hvordan vil man i givet fald desinficere udrustning og personel? Ved ABC-kurser i dag kan man kun lære eleverne anvendelsen af ganske få m idler og rensemetoder. Veterinæren kender im idlertid en hel række. Han besidder endvidere et intim t kendskab til bakterier, toxiner, svampe samt andre af de mikroorganismer, man vil kunne forvente angreb med i en evt, frem tidig krig. Fra sit civile arbejde er han kendt med bekæmpelsen af disse organismer samt forebyggelsen af deres virkninger. Han besidder med andre ord en viden, der kan få uvurderlig betydning for det moderne forsvar. Ikke blot i en høj stab eller et afsides feltlaboratorium; men ude i mudderet hos de kæmpende enheder, for hvem hans viden og vejledning kan betyde forskellen mellem liv og dod.

Også på C-krigens område vil veterinærens civile uddannelse kunne udnyttes. Ganske vist har han ikke under sit studium direkte beskæftiget sig med krigsgasarterne, men visse stoffer som f. eks. Bladan, der i virkning ligger ganske tæt op ad nervegasserne, har han kendskab til gennem undervisningen i farmakologi. Endvidere vil veterinærstudiets kemiske, biokemiske og fysiologiske undervisning give det bedst tænkelige grundlag for den militære dyrlæges indsats også på C-området.

Foruden de strengt ABC-mæssige opgaver må det endvidere erindres, at dyrlægen som følge af sin medicinske viden tillige vil være i stand til at yde ABC- og andre sårede en meget grundig første hjælp, hvilket sikkert i krigstid vil få den største betydning, idet forsvarets læger må formodes at b live stærkt overbelastede og kun vil kunne tage sig på at yde den absolut nødvendige lægehjælp.

Fordelene ved at anvende dyrlæger i ABC-tjenesten må således rent umiddelbart siges at være ret betydelige. Man vil med militærveterinæren kunne få den bedst kvalificerede ABC-officer i dag, og endvidere vil en sådan uddannelse af ABC-officerer betyde frigørelse af en stor gruppe linieofficerer, således at disse helt kan hellige sig den taktiske føring og ikke som i øjeblikket være henvist til på samme tid at skulle føre såvel et kompagni som en ABCenhed. Idet jeg senere skal komme ind på den mulige organisation af den samlede militære uddannelse af værnepligtige veterinærer, skal jeg blandt for-delene ved en sådan ABC-uddannelse også nævne den betydning det vil have for det totale forsvar, om samtlige danske dyrlæger havde kendskab til en ABC-krigs virkninger og foranstaltningerne herimod. Den dyrlæge, der ved krigsudbrud ikke indkaldes til militæ r tjeneste, vil da i sit distrikt kunne yde civilbefolkningen mere og bedre hjælp end tilfældet er i dag. A t A-, C- og måske navnlig B-kampstoffer også vil blive benyttet til angreb mod vore husdyr, understreger kun betydningen af, at enhver dyrlæge i dag besidder en så grundig viden som m uligt også om disse emner.

 

Levnedsmiddelkontrollen og levnedsmiddelhygiejnen:

I fredstid foregår levereringen af levnedsmidler til de militære kostforplejninger gennem civile leverandører, og samtlige varer vil således have passeret den civile veterinære levnedsmiddelkontrol, inden den fortæres af soldaterne, og man skulle således være sikret; men ikke desto mindre findes der flere eksempler på ønskeligheden af en levnedsmiddelhygiejnikers bistand ved kostforplejningerne. Den civile kontrol borger kun for, at varen er i forskriftsmæssig stand i det øjeblik, den bliver efterset. Om den er fordærvet ved leveringen eller som følge af forkert behandling i kostforplejningen, kan levnedsmiddelkontrollens undersøgelse naturligvis ikke sige noget om. I almindehed er forplejningsforvalterne selv straks i stand til at konstatere, hvorvidt en vare er fordævet eller ej, eller om den nøje svarer til licitationsbetingelserne, men enkelte levnedsmiddelforgiftninger på militære etablissementer findes der dog alligevel eksempler på; og her kommer den militære veterinær ind i b illedet. Han er gennem sit studium uddannet i kontrol med fødevarer samt deres tilberedning og opbevaring, og han er tillige kendt med hygiejnisk kontrol af maskineri, rekvisitter og service, der anvendes i forplejningsinstitutioner. En militæ r dyrlæge vil derfor også i fredstid kunne gøre en indsats gennem udøvelse af kontrol med kostforplejningen og dens leverancer, selv om disse sidste i forvejen har passeret den civile levnedsmiddelkontrol.

Kan man diskutere betimeligheden af den levnedsmiddelkontrollerende militære dyrlæges funktion i fredstid, så kan ile r ikke herske tvivl om hans absolutte berettigelse under krigsforhold. I krig vil det næppe være muligt for de militære enheder at fremskaffe levnedsmidler ad de normale kanaler, og forsvaret vil da være tvunget til selv at foretage kontrol med alle levnedsm idler inden de udleveres til konsum. Man vil være henvist til at indkøbe levende kvæg til slagtning, og kontrollen med såvel de indkøbte dyr som de færdige slagtekroppe kan i dag kun udøves af dyrlæger. Ved indkøb af mælk, æg og lignende produkter gælder det også, at kontrollen kun kan udøves afen veterinær. Man v il måske hertil indvende,at det altid vil være m uligt at finde en lokal dyrlæge, der i en sådan nødssituation vil kunne hjælpe felthæren, men først og fremmest kan man i en krig ikke basere sig på, hvad man i givet fald måske kan skaffe sig, — og desuden indkaldes dyrlægen jo også ved mobilisering til tjeneste et. eller andet sted i forsvaret. De intendanturenheder, der opstilles ved mobilisering, må forud have designeret det nødvendige antal dyrlæger, således at enhedernes funktion ikke lammes eller viser sig utilstrækkelig, dersom der en dag bliver brug for dem.

I fredstid vil en madforgiftningsepidemi, der rammer en garnison, være alvorlig nok, og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilken betydning en sådan epidemi ville kunne få i krigstid. E t regiment sat ud af spillet på grund af dårlig levnedsmiddelhygiejne ville i hvert fald i dag have uoverskuelige konsekvenser for det danske forsvar. Del vil derfor være berettiget at anbringe veterinærer ved selve troppestyrkerne, — og ikke blot højt oppe på korps- eller divisionsniveau ved intendanturkompagnierne.

Det vi! måske være af værdi her at erindre om den forbindelse, der vil skabes mellem levnedsmiddelhygiejnen og ABC-tjenesten, som følge af specielt B-kampstoffernes natur. E t angreb med biologiske kampstoffer, evt. foretaget som sabotage forud for et krigsudbrud, mod en kasernes kostforplejning eller blot vandforsyning, ville kunne sætte kasernens samlede mandskabsstyrke ud af spillet til den dag, det virkelige -angreb sætter ind med de konventionelle våben. Kontrol med vandforsyningen såvel drikkevand som vand til rensebrug, og kontrol med forplejningen herunder specielt dens tilberedning og måske især grundige kogning ville være opgaver for den militære veterinær.

Henved halvdelen af Danmarks dyrlæger er i dag beskæftiget ved slagterier, mejerier, m edicinalfabrikker, levnedsmiddelinstitutioner eller laboratorier, og ligesom samfundet på -disse forskellige områder har fundet anvendelse for dyrlægens uddannelse, vil også forsvaret kunne drage nytte af den alsidighed, der præger den danske veterinær af i dag. Ovenfor er kort gjort rede for en del af de ogaver, der i et moderne forsvar kunne løses — og efter deres karakter rettelig burde løses — af veterinærer. Hovedparten af de danske dyrlæger aftjener i dag deres værnepligt som sygepassere, hvilket må siges at være unødig øslen med kvalifikationer, forsvaret kunne anvende mange fold bedre. I dag uddanner vi linieofficeren til ABC-officer. I fredstid klarer han nok såvel den daglige uddannelse som ABC-tjenesten; men i krigstid var han bedre tjent med helt at kunne hellige sig den taktiske foring og overlade de ikke helt uvæsentlige ABC-problem cr, der givet vil opslå, til en ekspert på dette felt. I dag findes -der ingen veterinær levnedsmiddelkontrol ved forsvarets afdelinger, — og også dette går nok i fredstid; men den dag, mobiliseringsordren udsendes, mangler man den, — og så er det for sent at sende bud efter den værnepligtige dyrlæge. Han forretter nemlig allerede tjeneste — som sygepasser, — et job, som en af forsvarets stabslæger for nylig bar betegnet ham „som absolut for god til.“ Grunden til forsvarets anvendelse af dyrlægen som sygepasser skyldes antagelig manglende kendskab til hans uddannelse og anvendelsesmuligheder, hvilket måske igen hænger sammen med standens lidenhed i forhold til så mange andre danske erhverv. Im idlertid er det m it håb, at ovenstående vil kunnne bringe nogen oplysning på disse punkter, og jeg skal herefter gå over til kort at skitsere, hvordan den militære uddannelse og anvendelse af den værnepligtige veterinær kunne organiseres:

1 ) : Indkaldelse sammen med et alm. rekruthold til forsvarets forskellige afdelinger, således at den værnepligtige dyrlæge bliver fuldt fortrolig med forholdene i det geled, han senere skal tjene som militærveterinær. Herved undgås tillige etablering af flere „særordninger“ — der uanset deres gode motiveringer alle må siges at være lidet heldige.

2 ) : Findes dyrlægen egnet følger efter rekruttiden en uddannelse ved våbnets sergentskole for at uddybe kendskabet til våbnets egenart, taktik og specielle problemer. Herved sættes den værnepligtige i stand til senere bedre at kunne udnytte sin specialviden. Endvidere modtager han den grundlæggende befalingsmandsuddannelse, der senere vil gøre ham egnet til at optræde som fører på lige fod med andre værnepligtige befalingsmænd.

3 ) : E fter udnævnelse til sergent (underdyrlæge) kan veterinæren enten straks eller efter kortere tids tjenstgøren (1— 2 mdr.) i geledddet indtræde på specialkursus — løjtnantsskole — ved dyrlægekorpset, hvor den egentlige militærveterinære uddannelse foregår gennem kurser ved Forsvarets ABC-skole, Intendanturkorpset samt evt. ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Løjtnantsskolens varighed vil afhænge af de enkelte kursers omfang, men et tidsrum af ca. 3 måneder vil sikkert være passende.

4 ) : Efter bestået løjtnantsskole udnævnes veterinæren til L T (R ) (reservedyrlæge) og afgår til tjeneste ved sit våben. Stabe m. v. må tilkommanderes de nødvendige reservedyrlæger fra afdelingerne.

T il dækning af forsvarets behov for faste veterinærer må det tillades egnede reservedyrlæger — i lighed med intendanturlojtnanterne — at føige undervisningen ved Hærens Officersskole. E fter bestået eksamen herfra følger ansættelse som dyrlæge af linien i forsvaret.

Reservedyrlægerne kommanderes til tjeneste ved i hvert fald dækningsbataillonerne, hvor de fimgerer som ABC-officerer. Som sådanne varetager de i fredstid mandskabets ABC-uddannelse og fører tilsyn med ABC-materiellet.

Samtidig hermed bestrider reservedyrlægen hvervet som garnisonens militære levnedsmiddelkontrollør. Han fører tilsyn med konserveslagre, fødevareleverancer, vandforsyning og kontrollerer endvidere kostforplejningens hygiejniske standard. Endelig optræder han som afdelingslægens konsulent i alle sager vedrørende ovennævnte emner. Under krigsforhold optræder dyrlægen som B T N ’s ABC-officer, samtidig med at han er ansvarlig for alt henhørende under levnedsmiddelhygiejne og lign. Rent taktisk v il reservedyrlægen kunne indgå i bataillonens sanitetsdeling, hvor han, dersom hans øvrige opgaver tillader det, kan optræde som en yderst værdifuld hjælper for ha ta ilionslægen.

En ordning som ovenfor skitseret vil kunne føres ud i livet uden væsentlig udgift for forsvvaret, og uden at oprettelsen af nye institutioner nødvendiggøres. Som nævnt eksisterer Hærens Dyrlægekorps stadig, og dette korps vil næppe kræve nogen væsentlig udbygning, for at sættes i stand til at administrere uddannelsen og anvendelsen af de værnepligtige dyrlæger. E n lille stab af fast militæ rt personel med dyrlægeuddannelse vil naturligvis ikke kunne undværes, men ved at henlægge hovedparten af den værnepligtige dyrlæges uddannelse til forsvarets forskellige afdelinger og i forvejen eksisterende skoler, v il denne stab kunne indskrænkes til at omfatte ganske få officerer, som alligevel ikke vil kunne undværeees i krig som ledere af den militære veterinærtjeneste.

Kommentarer til spørgsmålet, om Hærens Dyrlægekorps fortsal skal fungere som selvstændig myndighed, — - eller om man vælger at reorganisere hele forsvarets sundhedsvæsen, således at lægekorps, dyrlægekorps, sanitetsmaterielforvaltning og lignende lægges ind som elementer af en ny våbenart: -— sanitets- eller sundhedstropperne, falder udenfor denne artikels rammer. Men hvad man end vælger fremover, må det im idlertid gøres klart, at dyrlægernes stilling indenfor forsvaret snarest må tages op til revision. Der kan ikke herske tvivl om, at forsvaret har brug for dyrlægens uddannelse, — ikke blot som sygepasser, — men til løsning af andre vigtige og væsentlige opgaver, hvor hans viden og indsigt vil kunne udnyttes i langt højere grad, end tilfældet er i dag. Men da veterinærens evne til at løse sin opgave indenfor landets forsvar i krig afhænger af hans militære skoling i fredstid, må det stå klart, at. dersom man ikke allerede nu tager stilling til disse problemer, kan dyrlægen for forsvaret let komme til — kraftigt mod sin vilje, — at spille rollen som misteltenen, man glemte at tage i ed.

Litteraturliste

Del: