Militær føring i fremtiden

Oversat af  Major F. I. Vendler
 

Den nye teknik, for så vidt som denne kan realiseres på grundlag af naturvidenskabens fremtidige resultater, kræver, at der drages konklusioner m.h.t. føringsaktiviteter i fremtiden. Det ville være forkert kun at forstå »udfordringen« som noget, der tvinger os til at reagere på noget, nemlig at hinke bagefter med at inddrage den eksisterende teknik såvel som den teknik, der er på trapperne. Det er ofte gået således, at taktikken, den operative kunst og strategien er fulgt i hælene på teknikken, i stedet for at befrugte denne med egne klare forestillinger om, hvorledes den kunne se ud. Men hvis militær føring skal være noget, der har en selvstændig eksistens inden for rammerne af dens politiske opgave og dens strategiske bindinger - og selvstændighed skal den kræve til gengæld for sit ansvar - så betyder »udfordring« også at være kaldet til at øve indflydelse på det, som den vil have forskningen og tekmkken til at yde for sig. Begge dele, forskning og teknik på den ene side og militær føring på den anden, står på forskellige planer, omend de er forbundet med hinanden m.h.t. det militære sigte. For at realisere dette, skal midlerne og deres anvendelse være hensigtsmæssige.
Hvad kræver så ordet »fremtid« af vore overvejelser? Sikkert ikke nogen utopisk forestilling om miltær føring; for så måtte den bygge på fiktioner. Ligeledes kan vi heller ikke byde på en revolutionerende udvikling af føringen, fordi naturvidenskaben endnu ikke har skabt et grundlag derfor. Fremtid forstår vi som den sig nærmende tid, hvis forandringer allerede i dag kan forudses eller anes, og som den tid, vi har gjort os til herré over, en tid, som tager sit udgangspunkt i det bestående, og som med stor agtpågivenhed udvikles og konstruktivt vil udnytte, hvad der fremover vil være muligt. Militær føring vil have en fremtid, når den udtømmer den kommende tids muligheder for til stadighed at øge handlemulighederne og udvikler evnen til at reducere, neutralisere eller overvinde de vanskeligheder, der er forbundet med enhver udvidelse af de handlemuligheder, som er skabt af teknikken. Kim da har vi lov til at håbe, at vore forestillinger om fremtidens militære føring ikke mister jordforbindelsen.
I det følgende vil vi skitsere den militære førings handlingsspektrum og handlingsmaximer, og spørger i den forbindelse på udvalgte områder om, hvorledes militær handling og virkningerne heraf kan øges og udvides inden for virkefelterne, og hvorledes mennesket kan føres under ændrede betingelser. Til sidst skal der svares på spørgsmålet om, hvad der karakteriserer militær føringstænkning i dag og i fremtiden.
 
Handlingsspektrum og handlingsmaximer
Generelle karakteristika for landkrigen
Hvis vi vil tale om føring af landstridskræfter, så skal vore overvejelser nødvendigvis bero på forestillingen om en landkrig i vor region. Den vil tage sig ud som følger:
Landkrigen kan kun tænkes som et voldeligt opgør mellem allierede styrker på begge sider. Deres samvirke afhænger af graden af inter- operabilitet.
Den skal altid ses i sammenhæng med indsættelsen af luft- og søstridskræfter og vil altid være truet af atomare og kemiske våben.
 
Landkrigen vil blive ført som en mekaniseret og elektronisk krig. Den vil have tendens til at optimere styrker og midler ved hjælp af anvendelsen af automatisering i indsættelsen af disse. Dens operationer vil være tvunget til at søge hurtige afgørelser, idet kampens store intensitet hurtigt vil nedslide personel som materiel; dog vil denne tvang ikke kunne bruges til at drage slutninger om krigens varighed. Selvom det hører fortiden til, at de kæmpende styrker nedslider hinanden ved masseret indsættelse af infanteri og artilleri, har faktoren masse alligevel en stor værdi i den militære kalkule, når det gælder om at opnå overlegenhed og at kaste nye kræfter ind i kampen.
 
Den mulige angriber vil stræbe efter at undergrave de klassiske militære enheders kamp med andre former for voldsanvendelse, det være sig terror, partisankamp og indsættelse af specialtropper i det fjendtlige bagland. Med hensyn til de midler, der indsættes til dette formål, har vi at gøre med en krigsførelse, som er fremmed for mennesker med rod i den tekniske civilisation og som de føler sig udleveret til; det er en krigsførelse, som foretager et tigerspring bagud.
Landkrigen vil udgøres af en sum af kampe med høj intensitet og af et i vid udstrækning ubrudt forløb af kampe. Kamppladsen vil geografisk blive udstrakt takket være enhedernes øgede bevægelighed og våben, hvis rækkevidde, træfsikkerhed og virkning er optimeret, enhederne vil således synes at forsvinde i det store område. Hurtigt skiftende situationer og muligheden for på kort tid at blokere store rum, gør visse større troppeenheders luftbevægelighed tü en nødvendighed.
Den uvished, som den militære fører skal handle i, vil på grund af informationsstrømmen snarere blive mindre transparent end egentlig forstærket. På trods af implementeringen af informationsbearbejdende systemer, kræves der af ham en langt mere udviklet evne til at skelne væsentligt fra uvæsentligt og til at træffe beslutninger.
Landkrigen stiller krav om en soldat, der imder kampens belastninger er i stand til sikkert at betjene de tekniske hjælpemidler, der er blevet ham betroet, og som takket være sine militære dyder er et pålideligt led i sin enheds regi.
 
Principper for militær føring
Den således beskrevne krig til lands er retningsgivende for føringen af landstridskræfter, for de aktiviteter, den skal forberede i fredstid, og for dens virkefelt i krigstid. Alle steder betyder det »at føre«, at gennemføre en opgave med personel og materiel; at etablere indbyrdes relationer mellem følgende tre forhold:
 
- Førerens forhold til det mål, han skal nå, som han underordner sig og forfølger, som var det hans eget.
- De førtes forhold til deres fører, som koordinerer deres aktiviteter hen mod målet. 
- Forholdet mellem midlerne og målet, til hvis opnåelse, de behøves.
 
Denne målrettede relationssammenhæng er xmderlagt to ting:
- Føringen er bundet til grundlov og forsvarslov og er underkastet det politiske prærogativ.
- At handle under krigens vilkår er en bevægelse under vanskelige forhold og er altid rettet mod det uvisse.
 
For at kunne tage hensyn til disse præmisser har vi opstillet en række føringsprincipper, hvis væsentligste indhold skal gengives her:
- Enhver føringsdisposition skal være etisk forsvarlig. Den skal stå i et rimeligt forhold til det, den rettes mod, og den skal bevæge sig inden for de rammer, der er givet af grundlov og - forsvarslov. Formålstjenlig og juridisk uangribelig føring fremmer tilliden.
- Soldaten skal bevæbnes, uddannes og disciplineres i overensstemmelse med de krav, kampen stiller til ham.
- Enhver fører skal til stadighed have intim føling med sine enheder, kende deres problemer og drage omsorg for deres velfærd.
- Føring i hæren er »føring ved opgavetildeling«. Den garanterer førerens og hver enkelt soldats selvstændighed. Dette princip er skik og brug, men ikkft noget absolut princip, for der kan forekomme situationer eller mangler i de undergivnes kunnen, der nødvendiggør, at der befales for detaljer i udførelsen af opgaven.
- Føringen har til opgave at sørge for enhed i handlingen, ved at den klart definerer målet for hver handling og stiller tilstrækkehge midler til rådighed.
- I krigen er det enkle en betingelse for succes. Men at erkende det simple, kræver under krigsforhold, som er en verden af uoverskuelige individuelle fænomener og tilfældigheder, mindst den samme anstrengelse, som den, der kendes fra videnskaberne, for at få sagens keme formuleret eller at få bragt sagens keme op på en formel.
 
Hele tiden skal føringen stræbe efter at bevare friheden til handling eller at generobre den. Handlefrihed medfører overlegenhed på afgørende sted, forspring foran fjenden, at kunne optage kampen under anvendelse af en selvvalgt og situationen tilpasset kampform, overraskelse og vildledning af fjenden.
I enhver situation skal der dannes tyngde; ligeså tvingende er udsparingen af reserver i enhver situation.
At bringe kræfter, tid og rum i overensstemmelse med det angivne mål og i den sammenhæng altid at vælge den løsning, der inden for det muliges grænser ser mest lovende ud, er adelsmærket for troppeføringens væsen og opgave.
Ved anvendelsen af disse elementer (Grundelementerne) hersker loven om kræfternes økonomi, som er en forpligtelse. Det har første prioritet at økonomisere med kræfterne, som ifølge Clausewitz’ positive formulering kræver »stets auf die Mitwirkung aller Kräfte zu wachen«. Og i økonomiseringen med rummet ses ikke alene en nyttig effekt for kampen, men også for bevarelsen af eget meget smalle territorium.
 
Nytten og følgerne af den ny teknik
Disse principper for at handle i krig angiver også de målestokke, som den militære fører vurderer den nye tekniks formålstjenlighed efter. Han skal sky enhver form for teknologifjendtlighed, da ingen kamphandling vil kunne gennemføres med de bare næver. Tværtimod hører glæden ved teknikken til de karakteristika, der er kendetegnende for officerskaldet; ikke som ren videnskabelig interesse, men en fornøjelse ved brugen af den, for at kunne nå et mål hurtigere og mere fuldkomment. Vi betragter en teknologi som formålstjenlig, hvis den for det første, muliggør en mere hensigtsmæssig måde at nå et mål på, ved at aflaste soldaten for fysisk arbejde og kvantitativ infonnationsbearbejdning, hvis den for det andet, kan betjenes af soldaten i kamp og at han kan bevare magten over den, og hvis, for det tredie, anskaffelsen deraf i en rimelig mængde ikke overstiger de finansielle midler, der står til rådighed. Formålstjenlighed udelukker afhængighed, fordi fører og tropper skal være i stand til at videreføre kampen, selv når teknologien svigter. Spørgsir^ålet om nye teknologiers formålstjenlighed, vil i det følgende blive diskuteret for to udvalgte områders vedkommende. Udgangspunktet er de militære krav, som vil blive stillet over for de muligheder, der ligger i nye teknologier; dernæst vil disses positive virkning på føringen blive præsenteret og deres negative følger blive vurderet, for så vidt som de kræver førings- mæssige forholdsregler.
 
Opklaring
Vi vil først tage opklaringen i øjesyn, eftersom resultaterne heraf er det vigtigste føringsgrundlag. Til opklaringen stilles følgende militære krav:
- Ethvert opklaringssystem skal, alt efter dets formål, fuldstændigt og til stadighed dække terrænet og luftrummet i den førers ansvarsområde, som har indsat det.
- Ethvert målregistreringssystem skal uopholdeligt og jammesikkert transmittere dets data til den, der er ansvarlig for den umiddelbare bekæmpelse af målet.
- De evaluerede opklaringsresultater skal kunne stilles tU rådighed for de beslutningstagere, der skal bruge dem i deres situationsvurdering.
 
Teknikkens muligheder inden for opklaringssensorer, tyder ikke på nogle revolutioner, men de eksisterende teknikker åbner vide perspektiver for opklaring med tekniske hjælpemidler. Således giver udviklingen af en millimeterradar til brug på kamppladsen mulighed for opklaring af samme, også ved naturlig eller kunstig tåge og gennem støv og røg. For hele opklaringsområdet forventes det af teknologien, at den giver den militære fører midler i hænde, som kan evaluere de konstant meldte data og brugerindtastninger i forhold til den informationsinteresse, der måtte knytte sig til det aktuelle føringsniveau og siden, på kortest mulige tid, overføre disse informationer til situationsbilledet. Når nu jeg vurderer de nye teknologiers konsekvenser, antager jeg, at det, som er beskrevet som teknisk muligt, er blevet realitet. Mellemliggende trin og foreløbige løsninger ville blot fordreje billedet og vanskeliggøre den ønskede forenklede fremstilling. En første og åbenbar fordel er det, at mål kan bestemmes uhyre nøjagtigt og oplysningen videregives næsten uden forsinkelse til et våbensystem, der sørger for hiartig nedkæmpelse. Yderligere to fordele træder frem:
- En teknisk fuldkommengjort opklaring formår at give føreren et meget klart billede af situationen, som bygger på et meget stort antal objektivt konstaterede og evaluerede data, som ikke ligger under for subjektive vurderinger.
 
Dette situationsbillede fremstiller de erkendte fjendtlige styrker i næsten »real time« og på næsten »real place« i forhold til deres placering på situationskortet. Således skabes der forudsætninger for at træffe førings- beslutninger på kortest mulig tid. Men vi må blænde lidt ned for perspektivet med et næsten »real time and place«-situationsbillede. Det vil aldrig være muligt at bygge et situationsbillede udelukkende på data, som er fremskaffet af sensorer. Endnu skabes grundlaget af teknisk og menneskelig opklaringsvirksomhed. Lad os betragte opklaringsvirksomhedens tre momenter under derme synsvinkel. Mens en sensor iagttager en genstand objektivt m.h.t. dens kvantitet og melder om det, gør der sig ved menneskets observationer og affattelse af meldinger en subjektiv faktor gældende, og det er hans fornemmelser, idet han står over for fjenden og hans vurdering af fjenden ud over den rene kampvirksomhed. Denne subjektive faktor bliver farlig, når den maskeres med et skin af objektivitet, men er en fordel, når den præsenteres som formodning - en automatisk evaluering vü kun vanskeligt kunne skelne mellem disse to former for melding, alligevel burde de største fejlkilder kunne elimineres ved hjælp af sammenligning af overlappende meldinger.
En opklaring, der støttes af moderne teknik, vil være mest formålstjenlig for føringsmæssige beslutninger, hvis den militære fører iagttager følgende: Enhver af et menneske afgivet melding skal i sin konstaterende del være tilpasset den kvantitativt arbejdende teknik for at drage den største nytte af den automatiske dataevaluering. Den begrænsede, til tider helt afbrudte kommunikation mellem fører og sensoren inde på fjendens område, forudsætter inden aktiveringen en grundig vurdering af fjendens formodede hensigt, ofte uden at denne har noget reelt grundlag at bygge på.
 
Tekniske opklaringsmidler kan aldrig formidle det indtryk, som fås gennem det menneskelige øje. De individuelle ting bør ikke medtages i den militære kalkule udelukkende som fakta, der er reduceret til det kvantitative abstraktionsniveau.
Det vil sikkert ikke lykkes for den forventelige tekniske udvikling at kunne dække hele ansvarsområdet fuldstændigt og selvstændigt, og over et længere tidsrum at kunne forfølge konstaterede mål. Også dette nødvendiggør øjenopklaring, så føreren kan følge slagets gang.
Over for det næsten exakte situationsbillede, hvis detaljerigdom og mulighed for at præsentere kampens forløb i tid og rum kan være vildledende i forhold tü realiteten, må der af føreren kræves en vis evne tü at skelne, som kun kan opnås ved viden om verden og om mennesker og ved hjælp af dømmekraften.
 
Føring
Hvad den militære fører forventer af teknikken til føringen af hans styrker, kan stilles op i form af to krav: Vi ønsker en hurtigere og mere sikker informationsoverføring og informationsbearbejdning. Hæren har, mest af finansielle årsager, kun på nogle områder gjort brug af det store udbud og de mange muligheder, der ligger i informaticMs- teknologien. Således står der for stabsarbejdet i fredstid kun de faglige informationssystemer som PERFIS, MaterialkontroUzentrum Truppe (MKZ-Truppe) og Management-Informationsdienst für die Planung (MISPI) til rådighed. Føringsinformationssystemet HEROS bruges p.t. kun delvist. Hvad der i dag i vid udstrækning, fra informationens indgang til ordren gives, skal klares ved menneskelig arbejde, det vil i fremtiden - her forudsættes atter det mulige som en realitet - blive overtaget af informationssystemer, selvfølgelig kun i det omfang, som informationerne lader sig udtrykke i »hvis-så«-relationer, dvs. lader sig bearbejde som kvantitative enheder. Denne omstilling vü vi betragte virkningerne af. Hjælpere og sagsbehandlere i stabe vü, takket være udstyret på arbejdspladsen, komme til at råde over et aktuelt og fælles informationsniveau. En omfattende præsentation af situationen er således ikke mere et slidsomt, gerne utilstrækkeligt sammenkog af data fra sektionerne. Ligeledes vil førerens overvejelser under kampforhold i endnu mindre omfang blive stillet over for overraskelser p.g.a. forsinkelser i informationsstrømmen i brigade- og højere stabe, mellem stabe på disse niveauer samt, som følge af en forsinket informationsstrøm, mellem kæmpende enheder og stabe. Overvejelserne vil tværtimod kunne foretages næsten parallelt med tingenes gang.
 
Alle medarbejdere i de indbyrdes forbundne stabe vü arbejde efter standardiserede vejledninger og kommunikere med hinanden. Så vil der skabes en hurtigere dataudveksling med begrænsede muligheder for misforståelse. Omskiftning af vagthold kan foregå uden tidkrævende overdragelse, fordi alle data er lagrede. Omgangen med informationssystemer vil stille højere krav til officerer og befalingsmænd. De må sættes i stand til sagkyndigt og koncentreret at kuime betjene deres del af systemet over et længere tidsrum. Generalstabsofficerer skal ikke kun vurdere alle systemets dele efter outputtet, men selv kunne anvende det. Alle vil være udsat for en bestemt form for stress, der stammer fra en overflod af data, rigid befalingskommunikation samt for hurtig eller for langsom reaktion fra systemets side. Her melder spørgsmålet sig, om det er forsvarligt under kamp, at opretholde det hidtidige 12-timersskift foran billedskærmen eller det apparat, der viser situationen. Industrien anser en grænse på fire timer for at være det maximale for lignende arbejde. Der skal tages hensyn til, at den øgede fysiske og psykiske belastning ikke altid kan kompenseres af en øget tankemæssig aktivitet; faren for at blive isoleret ved arbejdspladsen tæller også med. Disse ulemper bør imidlertid finde en vis modvægt i bevidstheden om at være beskæftiget med mere moderne og mere lødige former for virksomhed.
 
Implementeringen af informationssystemer, først og fremmest den disciplinering, der er nødvendig i denne forbindelse, gemmer andre risici. Når der i den kendte arbejdsorganisation blev skabt sammenhæng mellem de forskellige arbejdsområder i form af personlige kontakter mellem medarbejdere og foresatte, så vil fremtidens kommunikation blive afviklet over computerudskrifter, terminaler og displays. Denne nødvendige »af- humanisering« kan føre tU et mere maskinpræget og upersonligt samarbejde. Denne afhumanisering bevirker tiUige, at argumenter for og imod ikke længere afvejes ansigt til ansigt og i menneskesprog. Således er tilbagetoget til maskinens objektivitet nærliggende, og adskilligt, som kun kan erkendes og formuleres af individer, glider ud af den fælles tankevirksomheds horisont. Med føringsinformationssystemet har føreren fået et middel i hænde, der øger hans muligheder for at føre sin enhed i overensstemmelse med situationen. Med støtte fra dette system vil han på føringsområdet - dette siger jeg med forbehold, da vi ikke her skal betragte enhedernes udstyring med moderne våben og teknologi - kunne gøre sig selv til herre over de situationer, der kan forudses, og de krav, der stilles til en tænkelig kommende kamp og dermed til herre over krigen på land. Blot skal han betjene sig af dette middel i frihed. Han skal lade systemet arbejde for sig og i sidste ende alligevel stole på sin egen dømmekraft.
 
En i vid udstrækning fuldstændig mekanisering af kampen, anvendelsen af elektroniske og automatiske hjælpemidler til opklaring og elektronisk krigsførelse, samarbejdet med allierede, fordele og begrænsninger, der kommer fra samarbejdet med luftvåbnene, en stigende afhængighed af logistikken og yderligere faktorer, fremkalder et netværk af relationer, som danner grundlaget for førerens taktiske eller operative dispositioner, der skal anvendes til at imødegå fjendens modstand og føre egne ideer ud i livet. Til dette kommer føringsinformationssystememe til hjælp, idet de sammenkæder nogle, og i fremtiden, når tilstrækkeligt mange ekspertsystemer er implementeret, adskillige af disse faktorer på grundlag af en strengt logisk indfaldsvinkel. Dette gør en omhyggelig føring mulig. Teknik- kens succes og dens udvikling på kort sigt, eskalerer kampens hovedelementer, ild og bevægelse; godt nok ikke i et konstant fremadskridende forhold til hinanden, og det kan ikke afgøres, hvilket element teknikken på længere sigt vil lade dominere, idet en overvægt på den ene side altid vil medføre en modsat tendens til at eskalere den anden side. Men sikkert er det, at i kølvandet på den tekniske udvikling, vü bevægelser få et hurtigere og rumligt set mere vidtstrakt forløb, og enhederne vil spredes over langt større områder. På samme tid vil en stræben efter hurtige afgørelser imidlertid forudsætte disses ordnede og hurtige koncentration på det afgørende sted. Derfor er aktion og reaktion afhængige af stor bevægelighed og hurtighed, såfremt handlefriheden skal bevares eller tilkæmpes. Uden føringssystemets hjælp ville førerens afgørelser ofte halte bagefter. Men han skal kunne bestemme kampens tempo og intensitet.
Ydermere vil et sådant system give føreren en mere vedholdende og direkte indflydelse på hans undergivnes forhold til ham og midlernes forhold til målet, han vil også mere distinkt kunne tvinge begge dele ind i en målrettet indbyrdes relationssammenhæng. Dette åbner mulighed for hensigtsmæssig føring, primært med hensyn til kræfternes økonomi. Modargumentet, at det perfekte føringssystem kan føre til at ignorere maximet om »føring ved opgavetildeling«, er absolut ikke grundløs; derfor skal denne fristelse modvirkes. En yderligere fare m.h.t. førerens adfærd ligger i den fascination, det klare situationsbillede giver i den tekniske tegnings skønhed. Denne vil dog aldrig være mere end en begrænset objektiv virkelighed, fordi den aldrig vil kunne omfatte alle de faktorer, der indvirker på kampen. Derfor er den m.h.t. kampens helhed også altid bedragerisk. Når der tales om et føringssystems ydeevne, må faktorer som underordnede føreres svagheder og styrker, modpartens karakter, moralske størrelser o.l. ikke tabes af syne.
 
Jeg ser også en fare i, at beslutninger ikke har tid nok til at modnes, som dette er tilfældet ved en mundtlig orientering om situationen. Især førere, der er mindre begejstrede for at skulle træffe beslutninger, vil meget bekvemt kunne overtage det beslutningsforslag, som maskinen hælder mest til og som lægger sig op ad »skoleløsningen«. Og alligevel lærer erfaringen os, at handlinger, der går mod reglementets bogstav, men beror på større indsigt og viden, ofte vil føre til en større succes end de ordinære. Til sidst vil jeg henvise til den risiko, vi også møder ved grafisk befalings- udgivelse, at befalingsmodtageren ikke forstår førerens hensigt fuldtud. Herved mener jeg manøvreideen, der i den normale befalingsudgivelse ofte får en ekstra betoning med ordene: »Jeg lægger især vægt på ...«. Med andre ord, den visuelle ordreformidling bør ikke blive nogen regel, ellers vil befalingssproget blive fattigere. Således kommer førerens forestillinger og viljestyrke og det, Clausewitz kalder »das Licht seines Geistes« først og fremmest til udtryk i førerens sprog. Som det næste vil vi, uden at tage hensyn til, om de selv er udrustet med et informationssystem eller ej, betragte de enheder, der føres med sådanne midler. Under denne forudsætning informeres enhederne hurtigere end hidtil i form af befalinger og efterretninger. Endelige befalinger ville kunne udfærdiges og mangfoldiggøres så hurtigt, at der skulle gøres mindre brug af foreløbige befalinger og varsler. Enheden vil i samvirket med andre enheder kunne regne med færre friktioner, når således de koordinerede forholdsregler kan beregnes mere exakt i tid og rum. Risikoen for f.eks. at de ved indsats i et andet rum ikke måtte være underrettet om egne og fjendtlige hindringer, turde kunne mindskes ved at lagre disse hindringers position i den næsthøjere førers stab. Under kampen kan enheden være stillet over for situationer, der kræver støtte oppefra eller en ændring i opgaven og forvente en rask reaktion.
 
Generelt vil enheden sættes i stand til at påtvinge fjenden et hurtigt kampforløb, eller i modsat fald at følge denne i en lignende situation. Af de mange ulemper skal der kun nævnes to: Enheden kan i kampens hede undertiden føle sig udsat for pres fra utålmodige foresatte eller deres stabe, når disse forventer en beslutning omsat i handling med samme hastighed, som den blev truffet. Ligeledes kan den nære frygt for, at den maskinelle bearbejdning af dens meldinger og anmodninger kun giver anledning til en mindre grundig vurdering af dens generelle situation, og at den skal bære følgerne af et upersonligt stabsarbejde. På grundlag af det hidtil anførte, vil jeg, hvad angår uddannelsen, den militære disciplinering og føringen af personellet, drage følgende konklusioner: Uddannelsen skal sikre et dobbelt formål: Førernes og disses medarbejderes evne til at udnytte føringssystememe fuldstændigt - det er dens første mål - dernæst at tilsikre føringsaktiviteten, hvis teknikken svigter - det er dens andet mål. At nå begge vanskeliggør arbejdet, men kun begge i forening kan garantere, at den militære førervirksomhed er effektiv under kampens omskiftelser. Det er en selvfølge, at soldaten, alt efter hans opgave i staben, kan betjene dele af hele systemet på samme måde, som han betjener en radio. Det indebærer, at han kan kommunikere fagkyndigt med systemet og anvende det i kommunikationen med andre brugere. Vore overvejelser går i retning af at indøve denne brugerfærdighed ved hjælp af et programmeret øvelsessimulationssystem, som kan tilsluttes til føringsinformations- systemet.
 
Den tyske militære uddannelse har altid udmærket sig ved, at den har bestræbt sig på at bibringe soldaten viden om hans våbens og materiellets funktion og våbenartens væsen. Vi er godt hjulpet, hvis vi følger denne tradition og gør soldaten begribelig, hvorledes selv komplicerede førings- systemer arbejder. På denne måde vil han bedst kunne lære at sættte pris på disses kapacitet og være væbnet både mod en ubegrundet fascination og mod angsten for maskinens uigennemskuelige magt. Uddannelsen skal gøre det tydeligt, at føring med al dens tænkning og handlen også i den moderne kamp er en virksomhed, der skal kunne leveres af mennesker, hvis de tekniske hjælpemidler svigter. Således frigør rådigheden over føringssystemer os ikke fra den opgave, der ligger i at tillære sig og i at undervise i at føre med enkle midler, med kort, blyant og motorordonnans til det beherskes fuldstændigt. Føringens væsen kan ikke forstås fuldstændigt på nogen anden måde. Også højtudviklede føringssystemers kapacitet, selv med anvendelse af software, der for bare et par år siden var fremtidsmusik i form af ekspertsystemer og kunstig intelligens, afhænger til fulde af menneskets allerede eksisterende viden. Den anvendes af systemer, og de er absolut i stand til at øge den. Men kreative forestillinger, som omfatter virkeligheden i alle dens facetter, er forbeholdt mennesket. Således gælder følgende for anvendelse af systemet: selverkendt viden, evnen til at nå til en erkendelse i kraft af indsigt i en materie, og den styrke, der ligger i at kunne tænke nye tanker.
 
Også disciplineringen er underkastet det dobbelte krav at udvikle og at bremse. Ethvert middel, som jeg betjener mig af, vil kun gøre fuld nytte, når jeg i et vist omfang underordner mig det, lader mig disciplinere af det. Føringssystemer udgør her ikke nogen imdtagelse. De forudsætter, at man underordner sig deres virkemåde og har en høj grad af koncentration. Unge soldater, hvis glæde ved omgang med computere er ægte, vil have lettere ved dette end primært de ældre, som matematikken gjorde livet surt for i skolen. Vor form for disciplinering vil blot styre interessen i den retning, mens den for de andres vedkommende skal eliminere angsten for det nye. Vi nævnede før den stress, brugeren af føringssystemer er udsat for, især i perioder med høj kampintensitet. Her skal læreren, for det første især iagttage den enkeltes adfærd og tilbyde hjælp, og for det andet gøre alle i stand til at holde en psykisk distance til maskinen. I denne sammenhæng er viden om egen kunnen såvel som viden om menneskets overlegenhed over maskinen god at have.
I disciplineringen af føreren skal vi fra uddannelsens begyndelse sørge for, at de øver sig i at holde distancen nedadtil, for ikke at indskrænke undergivne føreres handlefrihed urimeligt meget, hvilket de effektive føringsmidler frister til. Ydermere kræver en grundig udøvelse af dømmekraften og udvikling af evnen til at tage beslutninger en særlig indsats. De tekniske forandringer, som i stadig højere grad vil bestemme vor føring, følger sproget kun med i i snegletempo; dette fremgår med al tydelighed af de forkrampede betegnelser, vi hæfter på den nye teknik og de deraf fremkomne systemer. Og omgangen med disse påtvinger os deres »sprog«, lader vort dagligsprog forkrøble til nøgterne formler. Alligevel vil dette også i fremtiden høre til en officers fornemste kendetegn: hans velformede sprog. Dette er det middel, som er kilden til hans kreative tanker og i hvilket hans tankegods bevæger sig. Og den der vil forstås, den der håber på at hans vilje slår igennem hos dem, han skal føre, han skal vide at kunne udtrykke sig klart og afvekslende, bestemt og nuanceret, inspirerende og medrivende. Modersmålplejen bør ikke stå sidst på listen i den militære opdragelse.
 
M.h.t. føringen af mennesker består der to nødvendigheder, nemlig den konstante dialog og det, altid at vurdere militær tænkning i et etisk perspektiv. Jeg har allerede mange gange gjort opmærksom på, at soldaten er omgivet af teknisk apparatur, er henvist til dette og fornedret til et simpelt middel til opnåelse af et mål. Han har derfor brug for, at hans foresatte og hans kammerater henvender sig personligt til ham i dialogen. Heri kommer det enestående og uerstattelige ved en person til udfoldelse, hans kompetence bliver medinddraget, hans selvfølelse bekræftet. Hvorledes denne samtale skal føres og hvor hyppigt, lader der sig ikke opstille regler for; dette er udelukkende et spørgsmål om takt.
Teknik som middel til målet er etisk set indifferent, dvs. anvendeligt til det gode som til det onde. Dens ambivalens såvel som dens egnethed til fuldstændigt at nå et mål, skjuler meget let, at enhver handling også er moralsk handling. Militær handling i form af væbnet magtanvendelse står i en udpræget etisk sammenhæng. Det er vor pligt, til fulde at tage højde for dette. Jo større behov vi har for teknikken, jo oftere bliver vi nødt til i føringen af mennesker at give svar på det etiske i vore handlinger.
 
Det karakteristiske ved militær kunnen
Vore overvejelser vedrørende den militære føring set i lyset af fremtidens teknologi, har relateret denne til formålstjenligheden for føringen. Vore overvejelser er udsprunget af en holdning med to ansigter: På den ene side en levende interesse for teknikken og dennes udvikling, et ønske om at accelerere fremskridtet og en forventning til enhver fører om, at han tilegner sig teknikken og behersker den inden for sit eget felt. På den anden side et ønske om distance til teknikken. Denne pro-et-contra-holdning beror på vor måde at tænke og handle på, henset til en mulig krig og i selve krigen. Grunden til denne erkendelse er, at det karakteristiske ved krigens realitet er, at den er uforanderlig. Erfaringen har lært os tre væsentlige karakteristika ved krigen:
I krigen står parternes styrker i en stadig indbyrdes vekselvirkning. Handling og modhandling bestemmer forløbet; hvad den anden side end måtte finde på, er ukalkulerbart.
Tankemæssige og moralske størrelser gennemsyrer hele krigens element. De lader sig, som krigens filosof siger, »weder in Zahlen noch in Klassen bringen«.
At handle i krig bliver hæmmet af friktioner til alle sider, en møjsommelig famlen ud i et ukendt mørke, så at der ikke af en handling kan »forventes en præcision i virkningen«.
 
Hvis vi i vor fantasi føjer disse karakteristika sammen til et hele, så er det indlysende, at selv den mest udspekulerede teknik, der bringer en optimalt øget exakt viden i anvendelse, aldrig kan fritage vor tankes usikkerhed for en sådan realitet. Vi skal holde udkik efter noget andet, der sætter os i stand til at lade vor dømmekraft fatte det specielle ved og kompleksiteten i enhver situation, lade os lede a£ denne til at blive herre over situationen. Til den militære førers tænkning og handlen kræves der en speciel form for kunnen, der er tilpasset krigens evigt uforanderlige karakter; en kunnen, hvor ingen videnskabs viden er tilstrækkelig; det er en kunnen, der på grundlag af »dømmekraftens takt« drager de rigtige konklusioner og omsætter dem til handling.
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_116_aargang_okt.pdf
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: