Militær Strategi

Med den værnsfælles doktrin, Allied Joint Operations Doctrine (AJP-01) med tilhørende doktrin-hierarki, har NATO tilvejebragt principper for, hvorledes værnsfælles operationer planlægges og gennemføres. AJP-01 tager udgangspunkt i, at operationer gennemføres med henblik på opnåelsen af en ønsket sluttilstand (Desired End State). Der foretages en analyse af modpartens militære og civile samfundssystem med henblik på at identificere et "Center of Gravity" (CoG), som NATO definerer som kilden til modpartens styrke, handlefrihed og vilje til at kæmpe (AJP-01(A) Para. 0308. b).

Med udgangspunkt i et defineret CoG foreskriver AJP-01, at man efterfølgende identificerer, hvad man ønsker at opnå med hensyn til dette CoG, den militære målsætning, eller i NATO terminologi, "The Military Objective." AJP-01 tilvejebringer således blandt andet et begrebsapparat anvendeligt til planlægning af militære operationer. AJP-01 behandler dog ikke alle aspekter vedrørende planlægning af militære operationer. AJP-01 behandler identifikation af Military Objectives, nemlig hvad man ønsker at opnå på CoG, men behandler ikke, hvorledes Objectives opnås, den militære strategi, hvilket i amerikansk terminologi betegnes "Military Strategy."


Formål
Formålet med denne artikel er at give en generel orientering om militær strategi, samt at tilvejebringe et begrebsapparat anvendeligt for udvikling af og diskussioner omkring militær strategi. Hvorfor overhovedet beskæftige sig med militær strategi? Well, ingen artikel uden et berømt Clausewitz citat: "Krig er blot en fortsættelse af politik med andre midler"[1] Staters formål med at have militære styrker til rådighed er at besidde det afgørende ultimative redskab for opnåelse af politiske målsætninger, når de ikke kan nås med politiske, diplomatiske eller økonomiske midler. Det betyder, at forsvaret ikke alene skal være i besiddelse af de nødvendige militære ressourcer, men også at forsvarets personel skal vide, hvorledes de militære ressourcer bedst anvendes for opnåelse af Desired End State. Som ovenfor beskrevet sker dette ved identifikation af CoG, Military objectives samt ved at bestemme den militære strategi, der skal anvendes for at opnå disse. Det er derfor særdeles vigtigt, at forsvarets officerer, som ledere af krigens førelse, har indsigt i militær strategi. Derved opstår behovet for et begrebsapparat for behandling og diskussion af militær strategi.

Definition
I denne artikel defineres ”Militær Strategi” som: ”Kunsten at distribuere og applikere militære midler for opnåelse af politiske mål.”[2] Hvor Objectives og Desired End States beskriver, hvad man ønsker at opnå ved anvendelse af militære midler, så beskriver den militære strategi, hvorledes de militære midler applikeres for at opnå de fastlagte mål. For nemheds skyld anvendes ordet strategi for militær strategi i artiklen.

Kildegrundlag
Artiklens begrebsapparat er fortrinsvis baseret på Robert A. Pape's bog "Bombing to Win; Air Power and Coercion in War[3]". Pape opstiller i sin bog et begrebsapparat for diskussion af militær strategi med henblik på efterfølgende at foretage en analyse af hvilke militære strategier, der ud fra en empirisk betragtning virker bedst. Denne artikel vil udelukkende fokusere på begrebsapparatet som Pape opstiller, med henblik på at skabe en ramme for behandling af militær strategi. Papes analyse af strategiers effektivitet fokuserer kun på anvendelsen af Air Power, men i det omfang strategierne kommenteres i denne artikel, er der valgt en værnsfælles tilgang til strategierne. Såfremt læseren ønsker at studere de militære strategier nærmere, anbefales det at læse Pape´s bog. I denne artikel anvendes primært den engelske terminologi, der oversættes til dansk ved første anvendelse. Årsagen hertil er, at det ofte er vanskeligt at oversætte den engelske terminologi til enkelte danske ord og samtidig fastholde den fulde mening. Dertil kommer, at kendskab til den engelske terminologi for militær strategi, sætter den enkelte i stand til at studere international litteratur på området samt at diskutere strategi i internationale fora.

Det historiske grundlag
En række krigsteoretikere har gennem tiderne filosoferet over, hvorledes man kan anvende militær magt til at opnå de ønskede politiske mål. Før flyvemaskinens opfindelse fokuserede teoretikerne primært på at slå modpartens militære styrke. Clausewitz docerede, at "målet er at gøre fjenden værgeløs"[4] "At gøre en stat værgeløs indbefatter tre almene objekter. Det er den væbnede styrke, landet og fjendens vilje." "Det er den naturlige rækkefølge, at først tilintetgøres den væbnede styrke, derpå erobres landet, og endelig overtales fjenden, på grundlag af disse to resultater samt den gunstige situation, vi derpå befinder os i, til at slutte fred." Clausewitz militære strategi var at slå modpartens militære styrke. En anden kendt krigsteoretiker er italieneren Giulio Douhet. Han gjorde sig i sin bog ”Command of the Air”, til talsmand for massiv bombning af den civile befolkning, for derved at vende befolknings vilje som et middel til at vende regeringens vilje. Colonel John Warden III argumenterer for angreb direkte på modstanderens ledelse eller ledelsens evne til at kommunikere med de militære styrker med udgangspunkt i, at direkte påvirkning af beslutningstageren er den direkte vej til ændre hans vilje[5]. En række andre institutioner og enkeltpersoner har gennem tiderne ligeledes argumenteret for deres syn på effektive strategier. Disse krigsteoretikere har hver især beskrevet deres strategier i isolation, men de gennemføres sjældent i isolation. Papes bog viser, at de fleste krige siden 1900 indeholder elementer af flere af strategierne, enten udført parallelt eller serielt. Denne artikel tilstræber at sætte teorierne i system og skabe et begrebsapparat, som er anvendeligt, når militære strategier skal beskrives.

Begrebsapparatet
Når en militær strategi fastlægges, er det første grundlæggende spørgsmål, hvorvidt man agter at anvende militær magt m.h.p. total overgivelse, eller om man ønsker, at fjenden selv når til den konklusion, at krigen er tabt, og at han overgiver sig, før det totale militære nederlag. Den Allierede strategi i Europa under anden verdenskrig var total overgivelse, hvilket betød, at de Allierede agtede at erobre Tyskland militært, uanset hvad tyskerne gjorde. Anderledes var situationen i Kosovo i 1999, hvor NATO angreb Serbien med det formål, at få serberne til at høre op med overtrædelser af menneskerettighederne i Kosovo. Der var i denne situation ikke tale om en erobringskrig af Serbien, men derimod tale om at vende de serbiske beslutningstageres vilje. Under den kolde krig anvendtes militære midler til afskrækkelse m.h.p. at fastholde den eksisterende situation og undgå militær konfrontation i modsætning til de to førstnævnte situationer, hvor militære midler anvendtes til at ændre en situation. Grundlæggende kan der således opstilles tre overordnede strategier:

1. Brute Force (Brutal magt).

2. Coercion.

3. Deterrence (Afskrækkelse).

Deterrence er her medtaget for fuldstændighedens skyld, men vil ikke blive behandlet i detaljer, da Deterrence baserer sig på afskrækkelse og ikke aktiv militær indsats. Inden opstillingen af begrebsapparatet for militære strategier påbegyndes skal det understreges, at man ved udarbejdelsen eller en analyse af en militær strategi ikke må se isoleret på den militære strategi, men se den militære strategi i en Grand Strategic sammenhæng. Ud over de militære virkemidler agerer stater på den internationale scene med økonomiske, politiske og diplomatiske virkemidler, som tilsammen udgør Grand Strategy. Denne artikel fokuserer på de militære strategier, og vil kun perifert berøre de økonomiske, politiske og diplomatiske virkemidler, hvilket ikke er et udtryk for, at disse ikke er vigtige.

Brute Force
Brute Force (Brutal Magt) er en strategi, som ikke baserer sig på modstanderens opfattelse af, hvornår han har fået nok. Det er en strategi, hvor man tromler modstanderen ned, indtil man har opnået fuld kontrol over ham. Dette er som regel en meget omkostningsfuld strategi for begge parter, med mindre den angribende part er modstanderen totalt overlegen. Brute Force blev eksempelvis anvendt af de Allierede mod Aksemagterne under anden verdenskrig, og tilsvarende anvendes Brute Force strategien af den amerikansk ledede koalition mod terrorbevægelsen Al Qaeda og de afghanske Talibanstyrker i krigen mod terrorisme i Afghanistan. Fælles for begge disse konflikter er, at der er tale om et nationalt forsvar, hvor der i reglen er større befolkningsmæssig accept for de tab Brute Force strategien kan medføre. Krigen mod Al Qaeda er speciel, fordi Al Qaeda ikke er en traditionel statslig aktør. Men Al Qaeda har alligevel statslige karakteristika, der gør, at de traditionelle militære strategier kan anvendes. Al Qaeda har en organisation, en ledelse, en økonomi, militære styrker og dermed et logistisk system. Al Qaeda ejer ikke territorium i statslig forstand, men da organisationens størrelse nødvendiggør, at der er en villig værtsnation, så kan den traditionelle territoriale erobringsstrategi alligevel finde anvendelse.

Anderledes er det, når der ikke er tale om et nationalt forsvar, hvor konfliktens tema ikke har afgørende betydning for nationens eksistens. I den situation er der som regel begrænset villighed til at acceptere, de ofte store tab og ødelæggelser Brute Force strategien kan medføre. Det betyder, at man søger at opnå sine militære mål så omkostningsfrit som muligt, ved at overbevise fjenden om, at han skal give efter for de stillede krav.

Coercion
Coercion er en strategi, hvor man søger at ændre modstanderens adfærd ved at øge modstanderens forventede omkostninger så meget, at de overgår det, han forventer at kunne opnå ved at forsætte hans planlagte strategi. Med andre ord, at han ændrer sin adfærd, inden prisen bliver for høj. Teorien tager udgangspunkt i en vis form for rationalitet hos modstanderen, idet det forudsættes, at modstanderen ændrer sin adfærd, når omkostningerne overgår det forventede udbytte. Det er her vigtigt at erindre, at der kan være tale om såvel statslige omkostninger, som personlige omkostninger for beslutningstageren. Det er essentielt at få identificeret, hvem de afgørende beslutningstagere er. Er der tale om en enerådende diktator, der fortrinsvis fokuserer på personlig magt og velfærd? Har han betroede rådgivere som han lytter til, eller er der tale om en demokratisk valgt ledelse, hvor beslutninger træffes ad demokratisk vej?

Der er en vis sammenhæng mellem Brute Force og Coercion. Hvis den planlagte Coercion strategi ikke virker, og modparten, mod forventning, ikke ændrer sin vilje, kan man skifte til en Brute Force strategi ved at forsætte anvendelsen af militær magt til modpartens totale nederlag. Omvendt, hvis man anvender en Brute Force strategi, og modparten overgiver sig før det totale nederlag, så var strategiens coercive effekt så stor, at den tilvejebragte den ønskede adfærdsændring.

Stater, der involveres i alvorlige internationale stridigheder, indgår ofte i en følelsesladet debat omkring anvendeligheden af militære og ikke militære instrumenter til Coercion. Politiske ledere er ofte tiltrukket af militær Coercion, fordi det opfattes som en hurtig og billig løsning på et ellers vanskeligt og omkostningsfuldt internationalt problem. Statsmænd overvurderer ofte udsigten til succesfuld Coercion og undervurderer omkostningerne. Forsøg på Coercion kan fejle, selv om angriberen besidder endog særdeles overlegne kapaciteter og påfører den angrebne stat store skader. Et eksempel på dette kan være den Allierede strategiske bombekampagne i Tyskland under anden verdenskrig, hvor omfattende ødelæggelser rettet mod den tyske befolkning ikke formåede at få den tyske ledelse til at overgive sig. Tilsvarende formåede den amerikanske operation Rolling Thunder i Vietnam i perioden 1965-68 ikke at standse Vietcong operationer i Sydvietnam.

Studiet af Coercion er måske vigtigere i dag end nogensinde. Med afslutningen af den kolde krig er NATO i en situation, hvor involvering i kriser uden for NATO område sjældent drejer sig om egen overlevelse. Også NATO må veje de potentielle omkostninger op mod det forventede udbytte, der i perifere kriser ofte ikke har direkte betydning for NATO befolkning. Derved opstår ønsket om anvendelse af de lette militære løsninger, med minimale omkostninger, til opnåelse af de ønskede resultater, gerne ved anvendelse af overlegen teknologi i form af fly-leverede præcisionsvåben og krydsermissiler.

Coercive strategier
Det vanskelige ved Coercion er at identificere, hvad der kan få modstanderen til at give efter for ens krav. Skal man omvende befolkningens vilje? Skal man angribe de politiske beslutningstagere direkte eller skal man angribe hans militære styrker? Overordnet kan Coercion opdeles i fire hovedgrupper:

1. Punishment  (Afstraffelses strategi)

2. Risk (Risiko strategi, eskalation)

3. Denial  (Militær strategi)

4. Decapitation (Ledelses strategi)

Punishment
Punishment. (Afstraffelses strategi). Med de tyske luftangreb på engelske befolkningscentre under første verdenskrig var grunden lagt for den strategiske bombekampagne mod modstanderens civile befolkning. I mellemkrigsårene intensiveredes debatten i de industrialiserede lande om bombemaskinens rolle i en fremtidig krig. Debatten var baseret på erfaringerne fra første verdenskrig, men også indenrigspolitik, værnsrivalisering og nationernes overordnede nationale strategi spillede en stor rolle.

Den italienske luftkrigsteoretiker Giulio Douhet docerede i sin bog ”Command of the Air”, at man skulle bombe de civile befolkningscentre m.h.p. at nedbryde den civile moral, hvorved der opstår civil uro og et totalt sammenbrud af sociale netværk og samfundsstrukturer. Der dannes græsrodsbevægelser mod regeringen, der slutteligt vil give efter for presset[6].

I England udviklede den første chef for Royal Air Force, Hugh Trenchard, en strategi, der som Douhets, indeholdt et Punishment element. Men, hvor Douhet udelukkende baserede sin strategi på Punishment, mente Trenchard ikke, at en luftkampagne alene kunne vinde krigen. Han advokerede anvendelse af luftstridskræfter til angreb på den fjendtlige våbenproduktion samt fjendens moral, som han anså som meget essentiel. Trenchard så krigen som en kamp på moralsk udholdenhed. Han mente, at den nation, der kunne udholde bombardementerne længst, ville vinde. Dette ville skabe forudsætningerne for at hæren kunne rykke frem og besætte fjendens territorium[7].

I USA udviklede Air Corps Tactical School (ACTS) strategien om det industrielle netværk[8]. Teorien baserede sig på krigsførelse mod en industrialiseret stat, hvor destruktionen af kritiske industrielle og økonomiske centre for produktion af våben og forsyninger til de væbnede styrker ville underminere og paralysere fjendens evne og vilje til at kæmpe. Angrebene ville medføre en fatal svækkelse af den fjendtlige nation og føre til sejr. Skulle den fjendtlige modstandsvilje fortsat være til stede, kan det blive nødvendigt at angribe kilden til den fjendtlige nationale vilje, ved at angribe fjendens byer. ACTS strategi indeholder således både et Punishment og en Denial element (som behandles senere), men det afstraffende element var det dominerende[9].

Douhets, Trenchards og ACTS strategier indeholder alle elementer, der er baseret på afstraffelse af befolkningen, som middel til at påvirke dens vilje. Teoriernes teser om befolkningens reaktion på bombning er alle udviklet uden erfaringsmæssigt grundlag, bortset fra de meget begrænsede tyske bombninger af London under første verdenskrig, og de har vist sig ikke at holde stik. Det bedste eksempel findes nok i krigen mod Japan under anden verdenskrig, hvor USA gennemførte en omfattende bombekampagne mod de japanske storbyer. Den 6. august 1945 var 900.000 blevet dræbt i bombekampagnen, 20 mio. hjemløse, og i 64 ud af 66 af Japans største byer var i gennemsnit 43% af byerne brændt ned til grunden. Ihvorvel den enkelte person naturligvis blev påvirket af bombekampagnen, stimuleredes ingen kollektiv politisk uro mod regeringen. 67% af de der oplevede bombning oplevede intens frygt og dødsangst under bombningerne, og et flertal mente, at det var bedre at overgive sig end at fortsætte krigen, og alligevel var der ingen organiseret masseuro mod regeringen[10].

Når konflikter begynder, sker det ofte, at befolkningen står sammen, bliver patriotiske og vender sig mod den fælles fjende. De er som regel lette at informere/misinformere med propaganda, der forstærker den patriotiske effekt. Enhver, der stiller sig op i en sådan situation og taler imod regeringen, vil nemt kunne beskyldes for at stå i ledtog med fjenden, landsforræderi og blive genstand for fælles had. Dertil kommer, at man i diktatoriske stater ofte har en meget effektiv militant kontrol med befolkningen og meningsdannelsen. Diktatoriske ledere tynges sjældent af bekymring over befolkningens ve og vel og er klar til at acceptere en høj grad af civil nød, uden at dette får indflydelse på de politiske beslutninger.

ACTS teori om det økonomiske sammenbrud har også vist sig vanskeligt gennemførligt, og det svære består i at identificere, hvorvidt der findes en kritisk nøgleindustri, hvis destruktion kan forårsage økonomisk sammenbrud. Industrier har vist sig at have en stor redundans. Under anden verdenskrig forsøgte amerikanerne sig med at bombe produktionen af fly, kuglelejer, gummi og ædle metaller uden held. Eksempelvis vedblev den tyske flyproduktion med at stige, trods omfattende bombardementer, helt frem til slutningen af 1943[11]. Først da man angreb den tyske olieproduktion var der en mærkbar effekt[12]. Olie og brændstofprodukter har siden hen været et af de centrale områder strateger har fokuseret på i krigsførelse mod industrialiserede stater, hvis konventionelle væbnede styrker er stærkt afhængige af olien. Men i dag er angrebene på olieprodukter ikke en Punishment strategi, men derimod en Denial strategi rettet mod de væbnede styrker. NATO rettede eksempelvis koncentrerede angreb mod den serbiske olieproduktion under Operation Allied Force i 1999, hvilket, hvis krigen var blevet fortsat, ville udtømme de serbiske oliereserver. Dette ville naturligvis lamme den serbiske industri, men ikke på en måde der ville få serberne til at falde på knæ og overgive sig. Men serberne ville blive voldsomt hæmmet i at gennemføre omfattende manøvrer med militære styrker. At flytte tusindvis af lastbiler og kampvogne over store afstande kræver enorme mængder af brændstof. Ved at fjerne brændstoffet fra serberne forhindrede man dem i at kunne gennemføre manøvrekrig på det operative niveau, og dermed muligheden for at modvirke NATO land operationer, i fald dette var blevet nødvendigt.

Slutteligt er der i moderne krigsførelse det juridiske og moralske aspekt. Krigens love foreskriver, at krigsførelsen skal rettes mod kombattanter, mens angreb ikke må rettes mod den civile befolkning. Artikel 51(2) i Tillægsprotokol I forbyder direkte at anvende den civile befolknings vilje og moral som et mål, og den forbyder angreb med det formål, at sprede terror blandt den civile befolkning. Med det moderne vestlige menneskesyn er der heller ingen opbakning for denne strategi, og den vil ikke kunne gennemføres i et åbent vestligt samfund, hvor pressen, politikerne og befolkningen nøje følger hvert eneste skridt, der tages militært.

Det betyder ikke, at Punishment strategien ikke bliver brugt i dag, tværtimod. Når Israel destruerer transformator stationer i det sydlige Libanon, er det næppe for at forhindre militære angreb fra en lavteknologisk palæstinensisk guerillahær. Målet er nok snarere, at påvirke den libanesiske befolknings støtte til de palæstinensiske operationer, der vanskeligt kan fungere uden den.

Når Osama Bin Laden og Al Qaeda destruerer World Trade Center med fly, er det for at slå så mange mennesker ihjel som muligt, og formålet er at påvirke de amerikanske borgere til at være imod amerikansk tilstedeværelse i de muslimske lande. En klassisk Punishment strategi for at omvende befolkningens vilje. Angrebene medførte en enorm amerikansk patriotisme, og resultatet kan meget vel blive det stik modsatte, af det Osama Bin Laden ønskede, nemlig at amerikanerne, med stor befolkningsmæssig opbakning, fastholder militær tilstedeværelse i de muslimske lande for at bevare muligheden for at slå igen mod terrororganisationer.

Risk
Risk. (Risiko, eskalation) Risk strategien er udviklet under den kolde krig af Thomas C. Schelling og beskrevet i bogen Arms and Influence i 1966[13]. Dette var en periode, hvor truslen om total atomar destruktion var overhængende, og hvor ”Massiv Gengældelse” var den officielle atomare strategi. Men eftersom Sovjetunionen havde udviklet et atomarsenal af en størrelse, der gav Sovjetunionen en second strike kapacitet, var den amerikanske trussel om massiv gengældelse udhulet. USA udviklede derfor ”Fleksibelt Gensvar” strategien, som var inspireret af Schellings eskalationsteori[14]. Schellings teori baserer sig, ligesom Douhets, på angreb rettet mod befolkningen og økonomiske mål. Men, hvor Douhets teorier tager udgangspunkt i, at en faktisk gennemført bombning af den civile befolkning omvender befolkningens vilje, tager Schellings Risk strategi udgangspunkt i, at truslen om dens gennemførelse, og de forventede konsekvenser heraf, vil omvende modpartens vilje. Hvor Douhet ser på det militære instrument i isolation, ser Schelling militær magtanvendelsen som et led i en diplomatisk forhandlingsstrategi. I følge Schelling skal man overbevise modstanderen om, at givne mål bliver destrueret, i fald han ikke giver efter for ens krav. Schelling mener, at tabte værdier ingen indflydelse har på den politiske beslutningsproces, hvorimod udsigten til at tabe dem har indflydelse på politikerne. Den offensive part skal overbevise modparten om, at givne mål rent faktisk destrueres, i fald modparten ikke efterkommer de stillede krav. Strategien foreskriver en gradvis eskalation i intensitet og/eller geografisk dækning[15]. Eksempelvis kan en kampagne efter Schellings strategi gradvist eskalere ved destruktion af først demonstrations mål, dernæst militære mål, derpå økonomiske/industrielle mål og endelig befolkningscentre. Den offensive part må gøre modparten det klart, at bombningernes gennemførelse afhænger af modpartens opførsel, og at givne handlinger, eller mangel på handlinger, automatisk vil medføre en eskalerende bombning. Automatikken betyder, at modparten reelt selv beslutter, om han vil bombes. En rationel modpart forventes at give efter, hvis han vurderer, at de forventede omkostninger ved en bombning overgår det, han kan vinde ved ikke at give efter.

I et diplomatisk forhandlingsforløb er overgangen fra forhandling til magtanvendelse af stor betydning. Magtanvendelsen sker ofte, fordi parterne stiller krav, modparten ikke kan/vil opfylde, hvorefter loven om den stærkes ret træder til. Magtanvendelsens ultimative karakter medfører ofte, at forhandlingerne går i stå, hvorved diplomatiets indflydelse på krisens videre udvikling minimeres. Diplomatiet venter på, at de militære styrker tilvejebringer en situation, hvor vilkårene for fred kan dikteres til modparten. Dette skete eksempelvis under Golfkrigen i 1991. Diplomatiet forsøgte i en periode at få Irak til at trække sig ud af Kuwait, hvilket ikke lykkedes. Militæret blev sat ind, befriede Kuwait og destruerede Iraks offensive kapacitet, hvorefter USA dikterede Irak fredsbetingelserne.

Når Risk strategien anvendes, fastholdes diplomatiets rolle i forløbet, hvorfor Risk strategien, set med politiske og diplomatiske øjne, er yderst attraktiv. Derved anvendes magt som en integreret del af et diplomatisk forløb, som det eksempelvis skete under Vietnamkrigen 1965-68, under en del af operation Rolling Thunder[16]. Her blev den militære operation, herunder valg af mål og strategi, holdt under stram politisk kontrol m.h.p. at tilvejebringe en positiv forhandlingssituation. Ved hjælp af nøje tilrettelagt kommunikation til Nordvietnam ville man sikre, at Nordvietnam kendte konsekvenserne af ikke at give efter for de amerikanske krav. Militære operationer skulle kunne afbrydes, hvis det så ud til, at en gunstig forhandlingssituation var tilvejebragt. Set fra et militært synspunkt rummer denne strategi en del ulemper. Den stramme politiske kontrol har en tendens til at blive så effektiv, at den har indflydelse på opnåelsen af de fastsatte militære mål. Det traditionelle område, der sættes under politisk kontrol, er godkendelse af bombemål, hvilket reelt er gældende for alle strategierne. Der skal være en nøje sammenhæng mellem den valgte strategi, og de bombemål der godkendes af politikerne. Hvis ikke de godkendte mål understøtter den valgte strategi, så følger man ikke strategien og vælger derved indirekte en anden strategi. Det er selvsagt af stor politisk betydning, hvilke mål der ødelægges, idet dette kan få umiddelbar strategisk betydning. Ikke kun i relation til modstanderen det går ud over, men også i relation til tredje lande, samt ens egen befolkningsmæssige støtte. Problemet opstår, hvis begrænsningerne på den militære opgaveløsning bliver så store, at man ikke kan opnå Desired End State. Et andet problem kan være, at antallet af godkendte mål per dag, ikke svarer til den offensive kapacitet, hvorved militæret mangler mål at bombe. Men den politiske kontrol med militære operationer kan eksempelvis også omfatte timing, begrænsning af effekter i målet (collateral damage), anvendte våben (miner, clusterbomber, napalm) eller våbenplatforme (bemandede eller ubemandede fartøjer). Områder, som kan have stor betydning for militærets opnåelse af de militære mål. Omvendt, set fra et politisk synspunkt, kan en overdreven magtanvendelse underminere den befolkningsmæssige opbakning, hvilket er af afgørende betydning, også for militæret. Den politiske og i høj grad også militære kunst består i at vurdere, i hvilket omfang befolkningen kan acceptere magtanvendelse. Dette er meget afhængig af den enkelte situation. Hvis krigen foregår i den irakiske ørken mod militære styrker fra Saddam Husseins diktatoriske regime, er den befolkningsmæssige accept generelt stor, hvorimod, accepten af bombninger af strategiske mål i Beograd under Kosovokrigen var væsentligt mindre i visse NATO-lande, så som Grækenland og Frankrig, der i mange år havde haft gode relationer med Jugoslavien.

Ved anvendelse af Schellings eskalations strategi, hvor modparten oplyses om eskalationstrinene, bliver anvendelsen af krigens princip om ”overraskelse” ødelagt, hvilket er meget problematisk. Fordi modparten har kendskab til eskalationstrinene, opnås en meget begrænset chockeffekt hos modparten, han har tid til at forebygge angrebene, forberede forsvaret af målene, sprede målene hvis muligt, sløre dem og dermed afbøde angrebenes effekt. Hvis der tillige ”kun” er tale om anvendelse af konventionelle våben, er chockeffekten endnu vanskeligere at opnå. Derfor hører man ofte militære eksperter tale imod anvendelse af eskalationsprincippet i konventionelle krige, fordi det modvirker overraskelsesprincippet, og gør det sværere at opnå den ønskede militære chockeffekt. Anderledes er det, når der er tale om en effekt, der er så stor, at den ikke kan forebygges, så som en atombombning af en storby. Byen kan godt nok evakueres inden bomben falder, men den materielle ødelæggelse vil stadig have en voldsom effekt.

Ved anvendelse af eskalationsprincippet er der er fire afgørende faktorer for succes:

  1. Modparten skal kende eskalationstrinene og deres konsekvenser. Parterne skal derfor bevare kommunikationen mellem hinanden, eksempelvis gennem en tredjepart.
  2. Automatisk eskalation. Betingelserne for en eskalation skal være tilrettelagt således, at handlinger/manglende handlinger for modpartens vedkommende vil afstedkomme en automatisk eskalation af konflikten og iværksættelse af næste fase. Den coercive effekt ligger i, at modparten kender konsekvenserne af egne handlinger. Denne form for hård diplomati kan være overordentlig vanskelig at gennemføre, specielt i en koalition, hvor landene ønsker at bevare den politiske kontrol med udviklingen, hvorved automatikken bliver problematisk.
  3. Prisen skal være høj nok. En ting er at modparten kender eskalationen, og at den sker automatisk, når man gør visse ting, men hvis ikke prisen er stor nok, så har det ingen effekt.
  4. Truslen skal være troværdig. Uanset om trin 1-3 overfor er vel defineret giver det ingen mening, hvis ikke modparten tror på, at den rent faktisk gennemføres. Troværdigheden kan relateres til den offensive parts evne og vilje til at gennemføre eskalationen. Det kan forekomme indlysende, at man skal have evnen til at gennemføre, hvad man truer med, men ikke desto mindre kunne NATO evne drages i tvivl i Kosovokrigen, da NATO truede Serbien med gennemførelse af luftangreb med indledningsvis kun ca. 200 fly stillet til rådighed, hvoraf ca. 1/3 var offensive. Senere i operationen var over 1000 fly involveret. At der kun var 200 fly til rådighed drager ikke kun evnen i tvivl, men også viljen, hvilket nok er det største problem. En vurdering af den politiske vilje til at gennemføre de planlagte eskalationer er overordentlig vanskelig, særligt hvis ”Prisen”, som beskrevet ovenfor para. 3, er høj, idet en høj pris uvægerligt vil få nogle til at spørge sig selv, om det er for meget. Dette kan få indflydelse på eksempelvis befolkningens opbakning eller alliancens sammenhold. En troværdighedsvurdering af en truende part bør således inddrage såvel indenrigs- som udenrigspolitiske faktorer, og er det en alliance, der anvender eskalationsstrategien, bør vurderingen gøres for hver nation involveret.

Det siger sig selv, at eskalationsstrategien er vanskelig at gennemføre, og militært set er den ofte meget lidt attraktiv, da den indbefatter omfattende politisk kontrol, ødelægger overraskelsesprincippet og giver fjenden en chance for at modvirke effekten. Når eskalationsstrategien alligevel kommer på tale, er det vel fordi, den passer så godt med diplomatiets måde at forhandle på, og ved at anvende eskalationsstrategien kan politikerne og diplomaterne fastholde kontrollen med magtanvendelsen, og tilpasse den et forhandlingsforløb.

Denial
Denial. (Militær strategi) Denial strategien indebærer angreb på modpartens militære strategi, hvilket betyder, at man forhindrer modparten i at opnå sine mål ved anvendelse af militære midler. Dette må ikke forveksles med en nedslidningsstrategi af fjendens militære styrker, som under første verdenskrig. En Denial strategi rettes derimod mod alt, hvad der understøtter militære operationer, lige fra politiske og militære hovedkvarterer, våbenfabrikker, forsyningslinier, kommunikationssystemer, bevægelse af militære styrker og, om nødvendigt, nedslidning af militære styrker med henblik på at underminere den fjendtlige militære strategi. Denial strategien kan inddeles i tre undergrupper:

  1. Strategic Interdiction[17].
  2. Operational Interdiction.
  3. Direkte Kamp[18].

Strategic Interdiction
Strategic Interdiction kan rettes mod kilden til fjendens styrker, eksempelvis militær våbenproduktion eller ved gennemførelse af en strategisk isolation af fjenden. Våbenproduktion. Der findes flere eksempler på Strategic Interdiction af våbenproduktion. Det bedste eksempel, hvor Strategic Interdiction var den eneste anvendte strategi, er Israels angreb den 7. juni 1981 på Osirak kernereaktoren ved Al Tuwaitha nær Bagdad, Irak. Ved et enkelt luftangreb satte Israel Iraks kernevåbenproduktion flere år tilbage[19]. Under Golfkrigen i 1991 angreb koalitionen bl.a. Iraks produktion af masseødelæggelsesvåben, og også i Kosovokrigen i 1999 blev Serbiens våbenfabrikker angrebet. Strategic Interdiction blev massivt anvendt under amerikanernes bombekampagne mod den tyske industri under anden verdenskrig, hvor man forsøgte at ramme, hvad man håbede var nøgleindustrier, hvis ødelæggelse ville influere den samlede krigsproduktion. Kuglelejeindustrien er et godt eksempel herpå. Industriens redundans kan imidlertid være stor, og dens evne til at reparere ødelagte fabrikker kan overgå modpartens evne til at ødelægge den. Spredning af fabrikker og omlægning af produktion på fabrikker, der før producerede ikke militære produkter, kan ske, når det dog ikke drejer sig om alt for komplicerede produkter.

Isolation. Stater er ofte afhængig af import for at opretholde krigsførelsen. Afhængigheden kan dreje sig om råstoffer, våben, ammunition, soldater, enheder eller brændstof, og en effektiv blokade af denne import kan ændre krigens forløb. Et godt eksempel på Strategic Interdiction var de Allieredes maritime blokade af Japan under anden verdenskrig, der betød, at Japans krigsindustri blev begrænset signifikant, hvilket ville have haft en stor betydning, hvis krigen var blevet fortsat[20]. Et andet eksempel på Strategic Interdiction er det tyske forsøg på at isolere England under anden verdenskrig. Tyskland lagde en ring af ubåde omkring England, og angreb de Allieredes konvojer over Atlanterhavet, med det formål at hindre overførslen af amerikanske forsyninger til England.

Det militære system besidder ofte store lagre af våben, brændstof og ammunition, og det kan derfor vare lang tid, før effekten af Strategic Interdiction kan måles på kamppladsen. Derfor er Strategic Interdiction sjældent den eneste anvendte strategi, men anvendes ofte som en del af en kampagne. Selv om krigen bliver af kortere varighed, kan man med Strategic Interdiction opnå, at modpartens efterfølgende regenerering af de ødelagte militære styrker tager længere tid.

Operational Interdiction
Operational Interdiction retter sig mod fjendens bagerste linier, mod den operative reserve, forsyningslinier, kommando og kontrol systemer og hovedkvarterer. Operational Interdiction sigter mod at paralysere modparten, hæmme hans manøvreevne, og dermed gøre ham ude af stand til at agere på kamppladsen på det operative niveau. Et godt eksempel herpå er den interdiction kampagne, der fandt sted før, under og efter de Allieredes invasion i Normandiet i 1944. Jernbaner og forsyningsruter og den operative pansrede reserve blev angrebet i en sådan grad, at de vanskeligt kunne komme frem til invasionsstrandene, og da de endelig kom frem, var deres kampkraft væsentligt reduceret[21].

En effektivt udført Operational Interdiction kampagne kan have meget stor betydning for kampens udfald, og NATO investerer mange ressourcer i evnen til at kunne kæmpe i dybden. Indtil for få år siden var Strategic og Operational Interdiction primært forbeholdt flyvevåbnet, men i de seneste år har NATO flåde og landstyrker tillige anskaffet våbensystemer, der med stor præcision kan ramme mål i dybden. Derved øges NATO evne til at opnå afgørende effekt i dybden, og hvis dette ikke er nok, forberede den direkte kamp.

Direkte Kamp
Den direkte kamp mellem militære enheder er den traditionelle metode, hvorpå militære slag udkæmpes, såvel til lands, til vands som i luften. Det er også i direkte kamp, der er størst risiko for tab, og det er derfor afgørende at tilvejebringe så gunstige forhold som muligt inden kampen. Forberedelserne til den direkte kamp i alle værn omfatter blandt andet tilvejebringelse af luftoverlegenhed, som efterfølgende udnyttes til at gennemføre angreb på fjendens manøvreenheder, herunder den anden operative echelon (Operational Interdiction), tilvejebringelse af et overlegent informations- og vidensniveau, nedslidning og fiksering af fjendens styrker, samt manøvrering af egne styrker i en fordelagtig position, eksempelvis i fjendens flanke eller bagland. I selve kampens gennemførelse er en overlegen teknologi, ildkraft, manøvreevne, informationsniveau, kommunikation samt logistisk opbakning vigtig. Men også soldaternes og enhedernes uddannelsesniveau, moral, samt førerens evne til at lede de militære operationer er afgørende. Flystøtte til landstyrker er en integreret del af moderne landdoktriner for styrker i kontakt med fjenden, og en effektiv udnyttelse af luftstridskræfter kan være et afgørende bidrag til kampens udfald. I Afghanistan havde Nordalliancen kæmpet mod Talibanstyret i lang tid, men da USA leverede direkte flystøtte til Nordalliancens operationer, fik disse hurtigt overtaget og bekæmpet Talibanstyrkerne. Formålet med direkte flystøtte til landstyrker er at skabe svage punkter hos fjenden, som egne landstyrker kan udnytte, eller at stoppe fjendtlige gennembrud i egne linier. Luftstridskræfters store ildkraft og evne til hurtigt at kunne indsættes, hvor der er behov, gør dem meget velegnet til støtte for landoperationer. Støtten er dog mest effektiv i et statisk miljø, mens indsættelsen af luftstridskræfter i en hastigt udviklende manøvrekrig er mere vanskelig, og øger risikoen for angreb på egne styrker. Landstyrkerne er til gengæld meget effektive i en manøvrekrig, når først modpartens forreste linier er gennembrudt. Air Power er også en integreret del af den direkte kamp i det maritime miljø. Slag mellem overfladeenheder indledes ofte over meget store afstande under anvendelse af luftstridskræfter, så som missiler og fly.

Decapitation
Decapitation (Ledelses strategi) . Decapitation strategien baserer sig på angreb mod modstanderens politiske og militære ledelse ud fra den tese, at modstanderens politiske og militære ledelse udgør modpartens achilleshæl. Ved et direkte angreb på fjendens ledelse vil fjenden indse fornuften i at give efter, at fortsat modstand ikke vil have succes, samt at man er fysisk forhindret i at gennemføre effektiv kamp [22]. Colonel John A. Warden III, der var en af hovedarkitekterne bag luftkampagnen under Golfkrigen, udviklede denne teori sidst i 80’erne. Han ser modpartens ledelse som det mest kritiske element, der kan fastlægge og ændre en nations vilje til at kæmpe. Pape er meget kritisk over for Wardens Decapitation strategi. Papes analyse er lavet ud fra det perspektiv, at strategien gennemføres med luftstridskræfter alene, hvilket også er Wardens udgangspunkt. I denne artikel er der valgt en værnsfælles indgangsvinkel til strategien, hvilket stiller Decapitation strategien i et mere positivt lys. Pape opstiller i sit begrebsapparat tre varianter af Decapitation. Leadership Decapitation, Political Decapitation og Military Decapitation.

Leadership Decapitation stræber efter at dræbe eller fjerne modpartens leder, præsident eller statsminister ud fra den filosofi, at han er den drivende kraft bag krigen, og at fjerne ham vil føre til fred, da den potentielle efterfølger ikke er så villig til at forsætte krigen, eller at han frygter, at det samme vil ske med ham. Det bedste eksempel på, at denne strategi har været en succes, er den amerikanske bortførelse af den panamanske præsident Manuel Noriega i 1989. Noriega havde længe terroriseret amerikanske statsborgere i Panama, og da han underkendte et valg, hvor oppositionens kandidat fik flertal, skred amerikanerne ind militært. Amerikanerne invaderede Panama, satte sig på kontrollen over de militære styrker, fjernede Noriega og tilrettelagde en tilbagevenden til civil demokratisk panamansk kontrol[23]. Under Golfkrigen blev Saddam Husseins residenser bombet, men man ramte ham ikke. Dette viser vanskeligheden ved at gennemføre Decapitation fra luften alene. Det er vigtigt, at man har præcise efterretningsoplysninger. I perioden 1995-98 havde Osama Bin Laden gennemført angreb på flere amerikanske ambassader, hvorfor Præsident Clinton beordrede et angreb på Osama Bin Laden og hans organisation. USA havde information om, at et møde mellem højt placerede Al Qaeda ledere ville finde sted i en træningslejr i Afghanistan. Den 20 august 1998 sendte USA 60 Tomahawk krydsermissiler mod fire formodede Al Qaeda træningslejre i Afghanistan. Resultatet var mindre tilfredsstillende bl.a. på grund af upræcise efterretningsoplysninger. To af de fire lejre viste sig at være pakistanske efterretningscentre i Afghanistan, og mødet mellem Al Qaedas topledere fandt sted en måned før i Jalalabad.[24]

Leadership Decapitation kan politisk set være ønskeligt, men i praksis ikke gennemførligt. I forbindelse med Israels angreb på den palæstinensiske terrorbevægelse i marts 2002, angreb Israel bl.a. Yasser Arafat personligt, men Israel blev udsat for et stort internationalt pres, der gjorde det umuligt for Israel at fjerne eller dræbe Arafat. Dette peger på, at den internationale opinion er af stor betydning for beslutningen om gennemførelse af Leadership Decapitation. I Panama forbrød præsident Noriega sig mod de demokratiske spilleregler, og de internationale protester var begrænsede. USA indsatte landstyrker, hvorved de havde kontrol med landet, og kunne orkestrere et magtskifte. Hvis man udelukkende gennemfører Leadership Decapitation med luftstridskræfter, har man ikke samme kontrol med det efterfølgende magtskifte, når lederen er fjernet. Dette vil umiddelbart være en fordel for de personer, der i forvejen sidder på magtapparatet, hvilket næppe er oppositionen.

Den anden form for Decapitation er Political Decapitation, hvor militær magt anvendes til at underminere den siddende regering, og skabe grundlaget for at oppositionen kan tage magten. Ved at angribe statens interne magtmidler, så som sikkerhedsstyrker og efterretningstjeneste og loyale militære styrker, kan grundlaget skabes for et generelt oprør eller et statskup. Et eksempel på dette findes i Talibanstyrets fald i Afghanistan i 2002. Karakteristisk for denne operation er, at den var Joint og igen havde man kontrollen med landet, hvorefter man under kontrollerede forhold kunne indsætte en internationalt anerkendt overgangsregering. I dagene umiddelbart efter Golfkrigen gjorde kurderne i Nordirak og shiitterne i Sydirak oprør. Den amerikanske regering var ikke forberedt på dette, og undlod ved fredsforhandlingerne med Irak, at tilvejebringe en situation, hvor et sådant oprør kunne lykkes. USA tillod Irak at anvende helikoptere, herunder kamphelikoptere. Man lovede at trække sig ud af de besatte irakiske områder hurtigst muligt, og USA destruerede konfiskerede irakiske våben, der ellers kunne være givet til oprørsbevægelsen. Årsagen hertil skal findes i det amerikanske militærs manglende interesse for de interne irakiske affærer.[25] Dette viser, at hvis Political Decapitation skal kunne gennemføres uden direkte intervention, kræver det at oppositionen er meget velorganiseret, at den er militært udrustet og uddannet, samt at regeringens magtapparat neutraliseres. Det er overordentligt vanskeligt helt at eliminere sikkerhedsstyrkers og efterretningstjenestens kontrol med befolkningen, når angreb kun gennemføres fra luften.

Den tredje form for Decapitation er Military Decapitation, hvor angreb på modpartens militære ledelse samt deres kommando og kontrolsystemer vil hindre en effektiv ledelse af styrkerne, hvorved disse under pres vil kollapse. I NATO er denne strategi en del af ”Kommando og Kontrol Krigsførelse[26]”. NATO anvender ikke denne strategi isoleret, men som en del af en Denial Strategi, hvor angreb på modpartens militære ledelse, og deres kommando og kontrol system, skal hæmme modpartens militære effektivitet, hvorved en besejring af modpartens militære styrker gøres nemmere. I denne strategi anvendes primært luftstridskræfter samt elektronisk krigsførelse.

Deterrence
Coercion må ikke forveksles med Deterrence (afskrækkelse), som var NATO strategi under den kolde krig. Hvor Deterrence søger at fastholde status quo gennem truslen om anvendelse af militær magt, søger Coercion at ændre modstanderens adfærd ved anvendelse af eller truslen om anvendelse af militær magt. Coercion er således en mere offensiv strategi, der baserer sig på aktiv påvirkning af modparten. Selv om der er denne forskel på Coercion og Deterrence, kan begge strategier udmærket anvendes i relation til hinanden.

Flere strategier samtidigt
Ovennævnte begrebsapparat opstiller strategier i teoretiske rene kategorier, der gør dem overskuelige og mulige at analysere m.h.p. at fastlægge deres fordele og ulemper, deres styrker og svagheder. Derved kan strategen opnå et teoretisk kendskab til strategierne. Men virkeligheden er desværre væsentligt mere kompliceret. Når den militære planlægger overvejer, hvilken strategi der skal følges, omfatter hans analyse et helt samfundssystem, der spænder over alt fra de militære styrker og deres logistiske systemer, befolkningen, transportsystemer, infrastruktur, industri, økonomiske strukturer samt statens civile og militære ledelse med tilhørende kommando og kontrolsystemer. Mulighederne er uendelige, men det er farligt at sprede sin indsats for bredt, da det vil udhule effekten af den militære indsats. Planlæggeren har som oftest muligheden for at lægge strategier rettet mod det strategiske, operative og taktiske niveau, og har han ressourcer nok, vil han kunne forfølge flere af disse strategier parallelt. Papes analyse af 38 krige viser, at der i langt de fleste krige blev anvendt mere end én strategi, enten parallelt eller serielt.

B.H. Liddle Hart var en stor fortaler for anvendelse af Coercion. Hans erfaringer fra første verdenskrig, med dens voldsomme tab, gjorde ham til en arv modstander af den Direkte Kamp. Liddle Hart mente, at ”The real target is the mind of the enemy command, not the bodies of his troops.”[27] ”Målet for en nation i krig er at undertrykke fjendens vilje til modstand, med mindst mulige menneskelige og økonomiske tab.” Liddle Hart anbefalede i stedet, hvad der svarer til en kombination af Punishment, Strategic Interdiction, Operational Interdiction samt Military Decapitation[28]. Liddle Hart vægtede de psykologiske aspekter meget, og anbefalede at påvirke psykologisk på alle niveauer. Befolkningens vilje var et vigtigt mål for Liddle Hart. ”En fjendtlig nations vilje til modstand bliver reduceret ved at gøre, eller true med at gøre, livet ubehageligt eller så svært, at de hellere vil efterkomme kravene end at gå igennem denne elendighed”. Der er ikke belæg for at påstå, at Liddle Hart anbefalede en Douhet lignende Punishment strategi. Han anbefalede i stedet en Punishment strategi rettet mod maven, pungen og moralen. Man skulle fremtvinge sult og nød gennem blokader, ved at angribe industrier og økonomiske nøglepunkter fra luften, og derved gøre livet så surt for befolkningen som muligt. Angreb på militære styrker skulle primært rettes mod fjendens bagland, mod hans reserver, logistik, kommunikation samt kommando og kontrol. Hvor Pape primært ser dette udført med luftstridskræfter, ser Liddle Hart dette udført med luftstridskræfter eller pansrede mobile enheder agerende på det operative niveau.

Teori kontra virkelighed
Det at fastlægge Objectives, Desired End States og strategier er en overordentlig vanskelig proces, som historien har vist, at selv de største nationer, med de bedst uddannede officerer og embedsmænd, formår at gennemføre særdeles uhensigtsmæssigt. Den teoretisk militære rationalitet bliver ofte påvirket af en lang række af faktorer, der gør den langt mindre rationel. Dette kan være internationale aftaler og traktater, strategiske interesser, indenrigspolitiske faktorer, magtkampe mellem den civile og militære del af en regerings administration, værnsrivalisering, en koalitions interne uenigheder eller slet og ret den militære planlægger eller chefs manglende rationalitet. Under Vietnamkrigen var der store uenigheder internt i den amerikanske administration omkring, hvilken strategi man skulle vælge for Operation Rolling Thunder, den amerikanske bombekampagne af Nordvietnam i 1965-68. Tre konkurrerende strategier blev udviklet, og alle tre blev anvendt på skift. Præsident Johnsons civile rådgivere ville anvende en mild Risk strategi, med en gradvis geografisk og effektmæssig eskalation, rettet mod befolkningen og økonomien, under tæt politisk kontrol, kontinuerligt i kontakt med Nordvietnams ledelse. US Air Force ville gennemføre en mild Douhet strategi, som fokuserede på den civile sårbarhed. De ville ikke angribe befolkningen direkte men den industrielle base, m.h.p. at skabe politisk og socialt kaos. US Army anbefalede en Denial strategi. De ville isolere Sydvietnam fra Nordvietnam og dermed forhindre nordvietnamesisk militær infiltration af Sydvietnam. Dermed skulle Air Power skabe forudsætningerne for en militær afgørelse i Sydvietnam[29]. Ingen af strategierne virkede. Vietcongs oprør i Sydvietnam var ikke afhængig af støtte fra Nordvietnam i denne periode. Først senere, efter det Nordvietnamesiske angreb på Sydvietnam med konventionelle styrker, fik Air Power den ønskede effekt. Under Kosovokrigen var NATO militære mål baseret på FN Sikkerhedsrådsresolution 1199, som var formuleret i stærkt politiske vendinger, skabt ved et internationalt kompromis, hvilket gjorde NATO militære målsætning vanskeligt opnåeligt med militære midler. Beslutningen om kun at anvende luftstridskræfter og ikke at angribe med landstyrker gjorde, at NATO måtte anvende en coercive strategi, og overbevise Serbien om at give efter for NATO krav. NATO fastlagde aldrig en strategi for, hvorledes luftstridskræfterne skulle anvendes, og der var gennem hele krigen dyb uenighed om hvilken strategi, der skulle anvendes, både mellem nationerne i NATO og mellem de militære ledere. US Air Force, med NATO Air Component Commander for Operation Allied Force, General Mike Short, i spidsen, advokerede for angreb på strategiske mål, mens US Army, med NATO Supreme Allied Commander Europe General Wesley Clark i spidsen, ønskede at angribe den serbiske hær, m.h.p. forberedelse af en NATO landoffensiv[30].

Afslutning
Når politikerne står over for et kompliceret politisk problem, der ikke kan løses med økonomiske, politiske eller diplomatiske midler, sker det, at politikerne vælger at løse problemet med militære midler. I den proces er det nødvendigt, at politikerne beskriver den politiske målsætning, hvad man ønsker, de militære styrker skal opnå. Strategien, den måde hvorpå disse mål opnås, skal efterfølgende fastlægges, hvilket er meget vanskeligt. Det kræver indsigt i den overordnede strategiske situation (Strategisk analyse), et detaljeret kendskab til den stat man ønsker at angribe (landestudie), kendskab til egen situation, herunder befolkningsmæssig opbakning til anvendelse af militære midler. Det kræver kendskab til hvilke militære strategier, der kan anvendes, herunder deres styrker og svagheder. Det er den militære rådgivers opgave, at have denne meget brede indsigt, for derved at kunne give den optimale rådgivning til politikerne. I NATO er det ofte i de store nationer, at strategien, for hvorledes krigen skal føres, fastlægges. Men, der hviler også et tungt ansvar på politikerne i de små nationer, og de har krav på grundig rådgivning. For det første forventes de at tage stilling til, hvorvidt de vil acceptere, at NATO anvender militære magtmidler, med mulighed for at slå mennesker ihjel, og at NATO krænker en anden nations suverænitet. De skal tage stilling til, hvorvidt den enkelte stat selv skal deltage med militære styrker. Disse alvorlige beslutninger må bl.a. bero på en indsigt i, hvad man ønsker at opnå med krigsførelsen, dens legitimitet, hvilken strategi man agter at anvende samt en vurdering af, hvorvidt denne strategi vil kunne føre til det ønskede resultat. Derfor er studiet af og kendskabet til militær strategi så vigtigt.

Denne artikel har tilvejebragt et begrebsapparat til anvendelse under analyser, diskussioner og udvikling af militær strategi, men kun perifert berørt de enkelte strategiers karakteristika i form af krigshistoriske eksempler. Begrebsapparatet opstiller strategier, der er signifikant forskellige, men det er vigtigt at huske, at strategierne sjældent anvendes isoleret. Oftest anvendes de i kombinationer, enten parallelt eller serielt. Ofte har man under en krig skiftet strategi, fordi de først valgte ikke virkede.

Papes studie af Coercion viser, at Denial strategien erfaringsmæssigt er den mest effektive. I følge Pape er nøglen til succes, ved anvendelse af konventionel Coercion ikke Punishment, men Denial, d.v.s. det at hindre fjenden i at anvende en militær strategi til at opnå hans fastlagte mål. De psykologiske mekanismer bag Papes observation kan man kun gisne om. Når modparten anvender militære styrker til opnåelse af sine politiske mål, er dette et udtryk for, at han ikke kan opnå sin vilje med andre midler, og derfor anvender det ultimative redskab, magt. Ved at underminere modpartens tiltro til, at hans militære strategi vil opfylde hans Objectives, kan man opnå det, at han giver efter.

Pape analyserer i sin bog de forskellige strategier og deres udsigt til succes. Derfor er hans bog et vigtigt bidrag til forståelsen af strategierne. Man skal huske, at Papes analyse er baseret på anvendelsen af luftstridskræfter alene. Den giver derfor en god forståelse for, hvorledes luftstridskræfter anvendes mest effektivt. Det vil dog være nødvendigt også at analysere strategierne ud fra en værnsfælles anvendelse af magt, for at få en mere bred og reel indsigt i strategiernes anvendelighed.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_131.aargang_nr.3_2002.pdf

 


[1] Carl Von Clausewitz: Om krig, bog 1, kapitel 1, afsnit 24.

[2] B.H. Liddle Hart, Thoughts on War (1944) Spellmount 1999, p.229. ”The art of distributing and applying military means to fulfil the ends of policy.”

[3] Robert A. Pape: Bombing to Win; Air Power and Coercion in War, Cornell University Press, Ithaca and London, 1996.

[4] Clausewitz: Om krig, 1. bog, 1. kapitel, afsnit 4.

[5] John A. Warden III, ”Employing Air Power in the Twenty-first Century” in ”The Future of Air Power in the Aftermath of the Gulf War, edited by Richard H Schultz Jr. And Robert L. Pfaltzgraff Jr. Air University Press, 1992. p. 65.

[6] Guilio Douhet, ”Command of the Air.” Ayer Company, Publisher INC, 1999. P. 57-58.

[7] Col Phillip S. Meilinger, Trenchard, Slessor, and Royal Air Force Doctrine before World War II p. 51, The Paths of Heaven, The Evolution of Air Power Theory, School of Advanced Air Power Studies, Air University Press 1997.

[8] The Industrial Web.

[9] LtCol Peter R. Faber, Interwar US Army Aviation and the Air Corps Tactical School Incubations of American Airpower, The Paths of Heaven p. 217-218.

[10] Pape, Bombing to Win, p. 129.

[11] Murray, Williamson, The Luftwaffe 1933-45, Strategy for Defeat. Brassey’s 1996 p. 104-106.

[12] The United States Strategic Bombing Surveys, European War, Pacific War Summary Report, September 30, 1945, Air University Press, October 1987.

[13] Thomas B. Schelling, ”Arms and Influence”. New Haven and London Yale University Press, 1966.

[14] Lawrence Freedman, The First Two Generations of Nuclear Strategists. Makers of Modern Strategy from Machiavelli to the Nuclear Age, edited by Peter Paret, Princeton University Press 1986, p. 763-773.

[15] Schelling, Arms and Influence p. 3-4.

[16] Pape, Bombing to win, p. 177-181.

[17] Begrebet ”Strategic Interdiction” anvendes, for at differentiere dette fra ”Strategic Air Operations” generelt, som beskrevet i RDAF Air Operations Doctrine. ”Strategic Air Operations” generelt omfatter tillige operationer under anvendelse af Punishment og Decapitation strategien.

[18] Pape fokuserer på anvendelse af luftstridskræfter, hvorfor han anvender ”Support of Ground Forces”. Denne artikel behandler terminologien ud fra en værnsfælles kamp, hvorfor ”Direkte Kamp” er valgt som begreb.

[19] Lucien S Vandenbroucke, The Israeli Strike Against Osiraq, the Dynamics of Fear and Proliferation in the Middle East. (www.airpower.maxwell.af.mil/airchronicles/aureview/1984/sep-oct/vanden.html)

[20] Pape, Bombing to Win p.101.

[21] Thomas Alexander Hughes, Overlord, General Pete Quesada and the Triumph of Tactical Air Power in World War II. The Free Press, 1995 p. 148.

[22] John A. Warden III, ”Employing Air Power in the Twenty-first Century” p. 65.

[23] Operation Just Cause, Planning and Execution of Joint Operations in Panama. February 1988 – January 1990. Ronald H. Cole. Joint Office History, Office of the Chairman of the Joint Chiefs of Staff, USA.

[24] Anne Weaver, The Real Bin Laden. The New Yorker, From the Archive, Department of National Security. (www.newyorker.com/archive/content/?010924fr_archive03)

[25] Michael R. Gordon and General Bernard E. Trainor, The Generals War, Little, Brown and Company 1995, p. 443-452

[26] Command and Control Warfare (C2W).

[27] Liddle Hart, Thoughts on War, p.48.

[28] Ibis, p.42-52.

[29] Pape, Bombing to Win 177-181.

[30] General Wesley K. Clark, Waging Modern War, Public Affairs 2001, p.237, 243-244, 252

 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del:

Emneord

Der er ingen emner tilknyttet denne side