Middelalderens kongelige hird En militærorganisatorisk undersøgelse

»Thetta ær witherlax ræt ther Knwt kunung Waldemar sun oc Absalon ærkibiscop lote skriuæ sua sum war i gamblæ Knutz dagha. Gamla Knut war kunung i Danmark oc England oc Norghæ oc Samland oc hafthæ hirdh...« (Indledningen til hirdens lov »witerlax« (Vederlaget eller Vederloven), skrevet på dansk ca. 1180)1).

 
Introduktion
Middelalderens kongelige danske hird er ikke tidligere skildret i en samlet afgrænset fremstilling i vor militærhistoriske litteratur eller overhovedet i Danmarkshistorien2).
Den er i sagens natur omtalt, men kun kortfattet, talrige steder i den militærhistoriske litteratur og historiebøgerne, ofte mere eller mindre pragmatisk, fx hos Vaupell, Daniel Bruun, Arne Stevns, Danmarks Hær, Thaulow mil. Alle disse fremstillinger baserer sig dog kun på yngre bearbejdelser - ofte på 2. eller 3. hånd - af de få primærkilder, hvori hirden skildres og ofte i nogen grad vildledende eller forkerte, evt. sammenblandede med oplysninger om den norske konges hird, som ikke uden videre kan overføres på den danske3).
Nærv. forf. har bestræbt sig på som kildemateriale, udover en række senere, bl.a. retsvidenskabelige bearbejdelser af primærkilderne, hovedsagelig at basere sig på de middelalderskrifter (i da. oversæt.), hvori den eneste, konkrete viden, eftertiden har om hirden, er nedfældede. D.v.s. Saxos og Svend Aggesens skrifter, nogle af de islandske sagaer, Joms- vikingesaga, Vederloven (hirdens »militære straffelov«), Kong Valdemars jordebog, Jyske Lov samt nogle andre middelalderlige love og gårdsretter4). Dertil kommer oplysninger fra Nationalmuseets 2. Afdeling. De fleste senere bearbejdelser, hvoraf de to betydeligste er historikeren P. F. Suhms (1728-98) Danmarkshistorie, bd. IH og hærhistorikeren, kaptajn i Lauen- borgske Jægerkorps F. H. Jahns (1789-1828) fremstilling i »Almindelig Udsigt over Nordens, især Danmarks Krigsvæsen i Middelalderen« etc. (1825), som nogle senere militærhistorikere har extraheret, er udskudt som kilder5).
Pa grund af det fjerne tidsrum er den viden, de sparsomme, skriftlige kilder giver om hirden, stærkt begrænset. Ved at betragte nogle af udlandets samtidige, stående styrker, subsidiært tilsvarende fyrstelige korps eller høvdingefølger, kan der utvivlsomt hentes en del oplysninger, som - hvad angår våben, udrustning og organisation - udmærket kan passe på den danske hird, da denne givet i flere henseender har lignet den engelske, norske og svenske, måske også tyske og franske »hird«6). Noget fuldgyldigt historisk belæg herfor eksisterer dog ikke.
Med hensyn til det gengivne billedmateriale skal det understreges, at der ikke findes billedlige gengivelser, der entydigt siger, at de drejer sig om danske hirdmænd. Illustrationerne, som er valgt i samråd med Nationalmuseets 2. Afdeling, er dog symptomatiske og kan meget vel forestille hirdmænd. I hvert fald viser de professionelle, veludrustede krigere fra perioden ca. 1050-1300.
 
Nøjagtigt at tidsfæste, evt. omtrentligt, oprettelsen af de danske kongers hird lader sig ikke gøre. Den fortaber sig i Oldtidens eller den tidlige middelalders mørke, så sandt som der altid, så længe der i større eller mindre velordnede stamme- eller statssamfund har eksisteret fyrster eller høvdinger, også for disse har eksisteret tilsvarende liv- eller drabantkorps, personligt knyttede til disse som »håndgangne« mænd7). Det er indtil videre også uvist, fra hvornår Danmark har været beboet af de germanske folk, vi stammer fra. At det var det omkring vor tidsregnings begyndelse og en rum tid før, er givet. De første efterretninger om de etnografiske forhold findes i græske og romerske kilder. I det såkaldte Monumentum Ancyranum (en indskrift i et Augustustempel i Ancyra, nu Ankara, indeholdende en af kejser Augustus forfattet beretning om hans regering) og hos forskellige klassiske forfattere, navnlig Tacitus (ca. 55-120) og Ptolemaios (ca. 100-170), er bevaret en række navne på folkestammer, der enten af de pågældende kilder selv stedfæstes inden for det senere danske område eller dog af andre grunde med stor sandsynlighed kan henføres til dette8).
Som disse kilder nævner det, var befolkningen i Danmark endnu i de første århundreder e. Kr. splittet i en række mindre stammer eller folk (folk, eg1 . krigerskare. Også thiuth, der givet er en ældre betegnelse). Disse folk havde hver sin særlige politiske tilværelse, men det kunne forekomme, at flere af dem var forenede om en hovedhelligdom og en dertil knyttet kult, i hvilken de ved udsendige tog del. Disse kultfællesskaber har rimeligvis ofte været holdt sammen ved forestillinger om fælles afstamning og kan godt have haft en vis politisk betydning. Tacitus, der omtaler flere af dem, dvæler især ved den dyrkelse af gudinden Nerthus (den nordiske mytologis Njord), som fandt sted på en ø i oceanet og forenede syv stammer, deriblandt nogle, som utvivlsomt må have hørt hjemme på den jyske halvø, medens andre må søges enten sammesteds eller i Nordtyskland9).
Det lader sig ej heller med fuld sikkerhed besvare, hvorledes der på det her fremstillede grundlag er opstået et samlet dansk rige, og hvornår dette har fundet sted. At de nævnte kultforbund i visse tilfælde kan have haft betydning som forberedende dannelsen af større, politiske samfund, er højst tænkeligt, men til at redegøre for rigsdannelsesprocessen strækker dette moment langtfra til, og heller ikke kan forklaringen alene søges i, at fællesinteresser af praktisk art, fx fredshåndhævelse, landsdelssamkvem, forsvar mod fælles fjender etc. har ført til frivillige sammenslutninger af flere folk. Det moment, som sikkert har spillet den største rolle ved rigs- dannelsen, har sandsynligvis været kampe mellem folkene indbyrdes eller mellem disse og folk, der trængte ind udefra. For disse kampe har det været af afgørende betydning, at der efterhånden udviklede sig et kongedømme af en mere krigerisk karakter end tidligere10).
Det er hævet over enhver tvivl, at overgangen fra de mange mindre stammer til et samlet rige må have strakt sig over et langt tidsrum. Skal man i denne langvarige skabelsesproces pege på en enkelt periode, som i særlig grad har haft betydning for en samlende udvikling, må det blive folkevandringstiden, d.v.s. tiden fra 3. til 5. århundrede, der utvivlsomt har dannet baggrund for de første statsdannelser. Det var en blodig periode, hvor riger gik til grunde og nye oprettedes, og de indtryk, man får af digt og sagn fra denne tid, peger hen på en udpræget kamptid, hvilket indtryk stemmer godt med arkæologiens vidnesbyrd. Muligvis har det også spillet en rolle, at de fra romerriget udgående påvirkninger, der naturligt måtte virke fremmende på dannelsen af større, velordnede samfund, nu omsider nåede op til Danmark11).
Det er uden for historiens formåen at følge begivenhederne i Danmark i folkevandringstiden. Der mangler dog ikke beviser for, at forskydninger i befolkningen i denne periode har fundet sted, således anglemes (og sikkert jydernes) deltagelse i den angelsachsiske kolonisation af England. Som resultat af begivenhederne møder vi ved år 500 en tilstand, hvor de fleste af de gamle stammenavne er forsvundne, medens til gengæld et nyt navn, daneme, der først sikkert møder os i overleveringer fra det 6. århundrede, er dukket op. At de omkring år 500 havde et større rige inden for det senere Danmark, bestyrkes ved, at de i den nærmest følgende tid synes kendte over det meste af Europa som et folk med en betydelig magtstilling og ved, at den angelsachsiske poesi, navnlig Beowulfskvadet (ca. 600) har bevaret minder om en glansperiode for daneme, medens de styredes af Halvdan, hans sønner Hroar og Helge og den sidstes søn Rolf (Krake). Denne periode kan med temmelig stor sandsynlighed henføres til slutningen af dét 5. og begyndelsen af det 6. århundrede12).
Hvilket omfang, danemes rige har haft, vides ikke. Den danske tradition lader deres kongeslægt skjoldungerne være knyttet til Sjælland med kongesæde i Lejre, og det er også mest sandsynligt, at det er fra det østlige Danmark, de har udbredt deres magt til at omfatte resten af landet13). Efter at de udenlandske kilder i et par århundreder næsten tier om Danmark, begynder der igen ved år 800 gennem de frankiske årbøger at kastes lys over forholdene. Man har indtryk af, at der omkring dette tidspunkt er tale om et samlet dansk rige. Kongemagten var ganske vist ikke sjældent delt mellem flere samkonger, men dette forhold har rimeligvis ikke udelukket tanken om riget som en enhed, så lidt som det gjorde det i .Frankerriget i Merovinger- og Karolingertiden, og samkongeme tilhørte oftest samme kongeslægt14).
Vi læser på den store Jellingesten, der er rejst af Harald Blåtand (ca. 940-86), at »han vandt sig hele Danmark.. ,«15). Hvad der her sigtes til, vides ikke bestemt. Under alle omstændigheder kan Haralds samling af Danmark ikke opfattes som et egentligt vendepunkt i rigsudviklingen. Det danske rige var givet ældre, og andre konger havde tidligere gjort ende på midlertidige splittelser. Derimod er det korrekt, at rigsenheden kun langsomt konsolideredes, og at det først var med det 10. århundrede, at den fik større fasthed16). Givet har den stærke ekspansion udadtil under kongernes ledelse, som kendetegner vikingetidens sidste afsnit, og da især erobringen af England, virket styrkende på rigsfølelsen. Endelig havde de ved vikingetogene fremkaldte forhold den følge, både de omfattende krigs- togter, de store forberedelser til disse og det ekspanderende handelsliv, at der fremkaldtes livligere forbindelser mellem landsdelene, som derved knyttedes nøjere til hverandre. Kirkens rigsdannende indflydelse hører derimod først en senere epoke til17).
Under alle omstændigheder har den mand, der enten valgtes til konge eller selv - mere eller mindre håndfast, evt. i kølvandet af et eller flere drab - tog magten i landet, skullet konsolidere sin magt på en pålidelig styrke af rutinerede krigere, drabanter, livvagter eller, hvad vi nu foretrækker at benævne dem. Her lades »ledingsvæsenet«, som udgjorde rigets egentlige krigsmagt i størstedelen af Middelalderen, ude af betragtning18).
Hos en række germanske folk fandtes i Oldtiden en fødsels- eller fyrsteadel, i regelen bestående af et lille antal højbåme slægter, som man ofte tilskrev guddommelig afstamning eller i hvert fald tillagde særlige egenskaber, der gjorde dem specielt egnede til atformidle forholdet til guderne, udføre tjenesten ved gudehovene og derved være de politisk førende. Det var af disse slægter, ofte i ufred med hverandre, konger og fyrster toges, og adelen omfattede måske overhovedet kun slægter, som enten var regerende eller tidligere havde været det. Rigdom og større grundbesiddelse var uden tvivl altid forbundet med adelskab, men var ikke det egentlig konstituerende19).
Disse slægter, hvis fornemste medlemmer i norden benævntes kongs- bryder og jarler, var selvsagt førende i samfundet, bl.a. fordi de betingede evnen til at holde hird, som aldrig i de tider var noget specielt kongeligt prærogativ, men bundede i det ældgamle forhold, at retten til at eje og bære våben var enhver frimands ret. Det ma dog formodes, at den kongelige hird altid var den største (stærkeste!) og mest veludrustede. Om en sådan fødsels- eller fyrsteadel har eksisteret i Danmark, ved man ikke. Det er ikke usandsynligt, men den har ikke efterladt sig tydelige spor i kilderne. Derimod er det hævet over enhver tvivl, at det danske folk siden tidlig tid foruden de almindelige frimænd har rummet et antal høvdinge- og storbondeslægter, og både folkevandrings- og vikingetiden med de øgede forbindelser til de sydlige stormagter må have virket i retning af social differentiering af samfundet20).
 
Fragment af rytterkamp omkr. 1200 i Aal Kirke ved Varde, Jylland. - Selv sammenlignet med anden europæisk kunst rangerer kalkmaleriet af en rytterkamp i Aal Kirke højt. Desværre er det temmelig medtaget af tidens tand. Krigerne, der over brynjehætten bærer halvkugle- formede, åbne hjelme, er bevæbnet med det brede, romanske hugsværd og lange trekantskjold, hvoraf nogle er bemalet med heraldiske figurer. I en meget ødelagt del af frisen ses en (kronet) konge med en sådan kriger bagved sig, betragtende kampen, hvilket kan pege på, at det er hirden, som kæmper.
 
Vi møder således nogle betegnelser, som går på disse fornemme slægters mest markante medlemmer, fx hethwartce mæn, hæderværdige mænd. Med henblik på deres politisk indflydelsesrige stilling betegnes de med ordene høfthing og howæthman (i henholdsvis Jyske Lovs fortale og Vederloven). Også i de latinske kilder forekommer en mangfoldighed af benævnelser, således duces, magnates, majores, nobiles, optimates, primates, principes mil. Det var fra sådanne slægter, at fx styresmandsembedeme var arvelige21). Et egentligt ridderskab efter (syd)europæisk forbillede indføres først engang i det 13. århundrede22).
Blandt de hjælpere, middelalderkongeme havde til rådighed under udøvelsen af deres funktioner, må først og fremmest hirden eller laget påkalde sig opmærksomhed.
Selve ordet »hird« (hirdh) er oprindelig et lån fra angelsachsisk, hvor det betegnede kredsen af husfolk og ses brugt om kongens hof. Muligvis har det ikke været særlig brugt i Danmark. I Vederloven kaldes hirden for laget (lagh, der i yngre tekster bliver til witherlagh). Ældre betegnelser er lid, jf. tinglid og sandsynligvis drot, der begge betyder krigerskare. I de latinske kilder forekommer en lang række navne, fx comitatus, curia, excercitus m.fl. Medlemmerne af hirden kaldes i Vederloven for lagmænd (vederlagsmænd) eller blot mænd, men af sammensætningen af »huskarlestævnet« kan ses, at også ordet »huskarl« har været brugt. Betegnelsen »hirdmand« forekommer i Jyske Lov, og flere ældre betegnelser kendes fra runeindskrifter. Af latinske navne kan nævnes curialis, commilito og (senere) miles, der går over til primært at betegne ridder23).
Jævnsides med den her skildrede etnografiske og politiske udvikling har en tilsvarende udvikling af hirden fundet sted. Den var en gammel, fællesgermansk institution, som allerede omtales af de klassiske forfattere, og man må forudsætte, at både folkevandrings- og vikingetiden har bidraget væsentligt til at give den udbredelse og betydning. Oprindelig forekom hirden i to former: Først som et følge af krigere, der med henblik på et enkelt felttog stillede sig under en (berømt) høvdings førerskab, og sidst som en militær institution af permanent art. Det er kun hirden i sidstnævnte udgave, som skildres i denne fremstilling24).
Som meddelt, var det ikke nogen kongelig forret at holde hird, hvilket enhver hethwartær man - jf. Vederloven - havde ret til25). Det tør med føje antages, at vikingetiden med al dens i udlandet tilranede rigdom har begunstiget større, berømte fyrsters evne og lyst til at holde hird. Senere, da kongemagten konsolideredes, vikingetogene ebbede ud, og kirken begyndte at gøre sig gældende, er det yderst få - foruden kongen - der har magtet at holde hird. Disse privatstyrker har givet også været kongemagten en tom i øjet, og det tør formodes, at man fra denne side har gjort, hvad man kunne for at eliminere disse private hustropper, der ved avindsyge stormænds tragten efter kronen ville være de kongelige tropper og ledings- opbudet hårde nødder at knække.
Primærkilden til den kongelige hird er Vederloven. Denne er overleveret i tre tekster. En ældre på dansk, som - hvad den selv meddeler - er skrevet på foranledning af Knud VI og Absalon. I denne form må den være nedskrevet omkring 1180. Teksten oplyser, at den gengiver loven, som denne var i »gamle Knuds dage« (se indledningen), d.v.s. Knud den Stores dage (1018-35)26). I en anden form er den gengivet hos Saxo, der meddeler den i forbindelse med afsnittet om Knud den Store27). Saxos fremstilling udfylder en lakune, som findes hos den tredie udgave, Sven Aggesens tekst, men mangler til gengæld konkrete regler, som Sven Aggesen har. Hans udgave, skrevet på latin, er derfor her benyttet som primærkilde i professor, dr. phil. M. Cl. Gertz’ danske oversættelse.
Alle tre tekster går ud fra, at Vederloven oprindelig er udstedt af Knud den Store for dennes berømte hird, benævnt tinglith (tinglid), og at hirden er en fortsættelse af dette korps28). En del kunne dog tyde på, at Vederloven selv er en fortsættelse af en endnu ældre, men i dag ukendt militær straffelov. Sven Aggesen er ikke ukendt i historien. Han var af Hvideslægten, levede omkring 1185 og var - foruden at være historieskriver - selv hirdmand. Han stammede fra en stormandsslægt under Hviderne, idet den ansete høvding Sven Thrugutson var hans oldefader. Sven Aggesens farfader og fader havde kæmpet på kong Erik Emunes (1134-37) side mod kong Niels 1104-34), og selv var han med på de sidste vendertog. Han så Julins mure blive jævnet med jorden af Absalon 1184 og hertug Bugislav hylde kong Knud (VI) 1185. Skønt hirdmand og professionel kriger var han i besiddelse af en vis litterær kultur, efter al sandsynlighed erhvervet i sin ungdom ved en af de berømte franske klosterskoler - sandsynligvis Chartres - hvor man i det 12. århundrede ivrigt dyrkede Oldtidens latinske skribenter29). Selv kalder han loven Lex castrensis et militaris, d.v.s. lejr- og krigerloven eller Lex curiæ, kongsgårdsloven.
Som forfatter har han det som Saxo. Han har af historisk stof kendt og brugt et og andet i flæng, men ganske løseligt, og det er rystende at konstatere, hvorledes man dengang - med den minimale udbredelse af skrivekunsten - hurtigt mistede kendskab til, hvad der var sket i landet blot ca. 150 år tidligere. Selve loven har han selvfølgelig haft et godt kendskab til. At gengive hele loven her, lader sig af pladshensyn ikke gøre. Han indleder med at oplyse, at Knud den Store oprettede hirden tinglith på ca. 3000 mand, udstyret med de bedste og dyreste våben og udrustning30).
Det er et tal, historikerne står tvivlende overfor. At holde 3000 dyrt udrustede krigere omkring sig, er ikke troværdigt for danske konger i det 11. århundrede. Hvis tallet er rigtigt, kan det snarere pege hen på - som det er tilfældet senere - at betegnelsen hirdmand også dækkede de betroede folk, der fx styrede kongsgårdene rundt i landet og holdt landsdelene i ave, personer, som vel er startet med at være almindelige hirdmænd i kongsgården og senere er rykket op i »graderne«31). Hvor stor hirden i kongsgården har været, ved man ikke, og kommer selvfølgelig an på tidspunktet. Der er blevet gættet på ca. 50 mand under Knud den Hellige (1080-86)32). Tjeneste i hirden var frivillig og byggede på en slags kontrakt. Vederloven omtaler en sådan, men vi ved ikke, hvorledes den sluttedes. Under alle omstændigheder besegledes den med mandseden (hominium), og man aflagde sandsynligvis eden med hånden på kongens sværd og med påkaldelse af Gud, som man i hvert fald gjorde i Norge, og som kendes fra andre riger som en international, militær skik33). Rekrutteringen skete primært ved optagelse af bondearistokratiets sønner, vel især en del af det overskud, der ikke skulle arve slægtsgården. Både Sven Aggesen og Saxo oplyser dog, at også udenlandske krigere optoges.
At postulere, at troskabseden er en begyndelse til den senere »faneed«, er der næppe historisk belæg for. Den er nok snarere blot en station på vejen, idet man givet allerede i hedensk tid har aflagt troskabsed ved at sværge til nogle af guderne i Valhal. Om hirdmanden, ligesom senere ved lenseden, kyssede kongen på hånden, som brugtes i Norge, vides ikke, men er vel tænkeligt34).
Hirdmændenes opførsel og manerer ved hove har betydet lige så meget, som ens måde at gerere sig på i vore dages mest selvfølende britiske officersmesse. Både Sven Aggesen og Saxo gør meget ud af at udpensle, hvorledes krigerne skulle spise ved bordet, hvorledes man havde faste pladser efter alder og anciennitet, hvorledes man skulle være opmærksom og sømmelig mod hverandre og give agt, når kongen greb sit bæger. De meddeler, hvorledes man kunne blive sat »nederst« ved bordet og bogstaveligt talt få sit eget fad at spise af, hvis man opførte sig uhøvisk og brovtende. Der meddeles også regler for fx vanding af hestene, hvilket kunne tyde på, at hirden ved regulær udrykning var en bereden styrke. Også udførlig afgørelse af tvister indbyrdes meddeles der procedurer for35).
Det er klart, at kongen indtog en særstilling. Der herskede uindskrænket lydigheds- og troskabspligt mod ham, en lydighed og troskab til døden. Til gengæld var kongen ubetinget forpligtet til at yde sine hirdmænd støtte og give dem deres sold til tiden (månedsvis)36). Den, der sveg sin herre og »øvede Judasværk« mod ham, havde efter Vederloven »forgjort« sig selv og alt, hvad han ejede. I forhold til kongen fremhæver loven den form for troskabsbrud, som bestod i at lægge råd op mod hans liv eller land, hvad Sven Aggesen benævnerprodito og crimen læsæ majestatis, altså majestæts- forbrydelse37).
 
Barnemordet i Bethlehem. Plade i det gyldne alter fra Tvenstrup Kirke ved Odder, Jylland, nu i Nationalmuseet. - En fremragende, plastisk gengivelse af en professionel kriger fra ca. 1200 er denne alterplade. Krigeren ses iført fuld ringbrynje med brynjehoser, hjelm med næseskærm og sværd af samme type som på fig. 3. Kunstneren, der naturligvis ikke har vidst, hvordan kong Herodes’ drabanter har set ud, har her - typisk for Middelalderens kunstneres anakronismer - utvivlsomt gengivet en dansk hirdmand, hvis udseende han har kendt. Figuren er en glimrende krydsreference til krigerne på Bayeuxtapetet (Inv. nr. CCCCXXIII).
 
 Man kunne sige sin tjeneste op, hvis man ønskede det. Det foregik ved, at man ved nytår sendte to kolleger til kongen, der på den fratrædendes vegne lovformeligt opsagde kongen »huldskab og troskab«, hvorefter man var berettiget til at begive sig i en andens tjeneste38). Alle arter af klager eller interne stridsspørgsmål skulle afgøres af »hus- karlestævnet«, tilsyneladende en slags - bredt sagt - samarbejdsudvalg, der suverænt afgjorde tvister39). Kongen kunne overvære retshandlingerne, men havde ingen vetoret, om end man vel i forvejen har gjort sig bekendt med hans holdning til pgl. sag. I det hele taget minder meget ved hirden om senere perioders broderlag eller »gilder«.
Noget af det, en nutidig, militær læser først vil spørge om, er nok hirdens organisation. Der siges i kilderne ikke meget herom. Ydermere er vi på det område pa historisk gyngende grund, da vi ikke på noget tidspunkt kender totalstyrken. Det fremgår dog, at hirden var inddelt i fire »fjarthings«, d.v.s. fjerdinger, senere benævnt worthæld, og hver fjerding var opdelt i et antal sveit (lat. secta, fr. suite)40). Inddelingen i worthæld (vagthold) har givet gået på vagttjenesten om kongens og dronningens personer, og ordet har sikkert sin oprindelse fra ordningen af vagten om bord på et (ledings) skib i vikingetiden41).
Med hensyn til straffebestemmelser ser det ud til, at dødsstraf var noget, man kun yderst sjældent idømte og som regel kun folk af lav byrd. Selv de groveste forbrydelser straffedes med fredløshed, hvad tilsyneladende var nogenlunde ligestillet med dødsstraf. Hvis man fx sov på sin post, saledes at man kunne fratage posten våben og armatur, dømtes man fredløs og bortvistes som nidding42). Vederloven var givet mest rigoristisk i årene op mod ar 1100. Under Knud den Hellige blev flere af hirdmændene udnævnt til kongelige ombudsmænd og rykkede fra kongsgården ud i landsdelene, en udvikling, der fortsattes og udbyggedes under kong Niels43). De relativt få, der blev tilbage hos kongen, dannede - foruden at bestride livvagttjenesten - efterhånden hans hof, og de første hofembeder, køge- mester (camerarius), kammermester (dapifer), mundskænk (pincarna) og staller (stabularius) bliver til i løbet af det 12. århundrede. Følgen blev, at Vederlovens disciplinære bestemmelser mildnedes, vel også på grund af kirkens stigende, mere humane indflydelse. Dette skulle motivere, at man nu i stigende grad indførte bødestraffe i stedet for udstødelse af hirden med niddingsnavn. Vi kan således fastslå, at alle senere hofembeder oprindelig har været af militær art eller i hvert fald kædet sammen med militær tjeneste44).
Naturligvis udførte hirden i krig og fred vagttjenesten om kongehuset. Herudover var der en lang række pligter af forskelligste art, men disse skulle passe for en fri mand, hvad dog måtte bedømmes under hensyn til hirdens fomemhed. Ved kongens hof kunne hirdmænd således påtage sig tjenester, som andetsteds - hos ringere høvdinge - påhvilede endog trælle45).
På grund af tjenestepligtens særlige karakter, der foruden sold givet også medførte gaver (plyndrings- og erobringsgods), evt. tildeling af jord, kunne kongen benytte hirdmændene som hjælpere ved udførelsen af sine offentlige funktioner. Han kunne anvende dem som radgivere og gøre mere håndfast brug af dem til gennemførelse af sin vilje, når den mødte modstand, fx når det gjaldt håndhævelse af freden i landet46). Desuden har hirden givet haft mere eller mindre smagfulde opgaver som en art hemmeligt statspoliti og har bl.a. skullet efterstræbe og likvidere fredløse og/eller for kongen eller landet farlige personer, ganske som det kendes fra fx den norske hirds lov »hirdskråen«.
 
Tre sværd fra midten af 12. århundrede i Nationalmuseet. Nederst sværd med profileret, cirkulær skiveknap (»kontravægt«) fra Dragstrup ved Søborg sø, Sjælland (inv. nr. D 5314). I midten sværd fra samme sted (inv. nr. D 10255) og øverst sværd med jordnødf ormet skiveknap fra Kolindsund, Jylland (inv. nr. D 6985). Klingerne bærer spor af inskriptioner med sølvindlægning. Sværdet i midten har teksten: »IN NOMINE DOMINE« (i Guds navn). Det kan forekomme overraskende med en religiøs påkaldelse på et våben, men sættes det i forbindelse med korstogsånden, bliver tanken forståelig. Sværdene, der har tveæggede klinger, er typiske for professionelle krigere, og typerne ses ofte på kalkmalerier i danske kirker. Oprindelig længde for alle ca. 90 cm.
 
Det kunne have været væsentligt at vide noget om hirdens benyttelse i krig, men herom tier kilderne stort set, og vi må her basere os på kendskabet til den almindelige krigsførelse i dette tidsrum. Det må formodes, at i hvert fald hovedparten af den har stået samlet i én formation, til hest eller fods, i nærheden af kongen, som det kendes fra fx slaget ved Hastings 1066. Det er dog også sandsynligt, at nogle af hirdmændene i kraft af deres professionelle viden og vabenfærdighed personligt har kommanderet visse afsnit af slagordenen, når bondeopbudet var opstillet i de formationer, man nu har anvendt47).
Lige så væsentligt ville det være i detaljer at kende hirdens bevæbning og øvrige udrustning. Vederloven og andre samtidige kilder mæler intet konkret herom, men ved en række sammenlignende studier af såvel den eksisterende samtidige ikonografi af professionelle krigere i både Danmark, England og øvrige nordiske lande samt arkæologiske fund i disse, kan man med stor sandsynlighed danne sig et pålideligt billede heraf48).
At påstå, at hirden var bevæbnet og udrustet med de bedste og dyreste blandt samtidens våben og øvrige udstyr, er der tilstrækkeligt historisk belæg for. Både Sven Aggesen og Saxo meddeler, hvorledes der gik sport i at eje våben, især sværd og økser, der var tauscheret (indlagt) med ædle metaller og komponeret i fantasifulde mønstre eller indskrifter af de førende guldsmede. Det bekræftes af en række jordfund i Danmark49).
Fra Jyske Lov vides, at styresmanden skulle have »fulde våben«, d.v.s. hest og brynje, hvortil kom ledingsbøndemes sædvanlige udrustning, hvilket vil sige »spyd, sværd og jemhat«. Denne udrustning forudsatte loven vistnok, at enhver fremmødt bonde selv var i besiddelse af50). Da landet (omkring år 1300) var opdelt i ca. 900 »skipæn«, der hvert skulle stille et udrustet ledingsskib til fladen, bestod den samlede ledingsflåde altså af ca. 900 skibe med styresmanden som administrator og kaptajn på skibet51).
Hirdmanden har helt sikkert været lige så velbevæbnet og veludrustet som styresmanden og lige så kyndig i at bruge samtidens krigsvåben. De offensive har omfattet: Sværd, økse, spyd, stridskølle og armbrøst. De defensive: Hjelm, brynje og skjold. Endvidere har slyngen været kendt og benyttet i hvert fald på ledingsskibene og på landjorden i svinefylkingens 3. træfning, om end den normalt var foragtet som et hyrde- og bondevåben, ligesom dolken, der mest var at betragte som arbejdsredskab og »miseri- cordia«, nådesdolk, hvormed man gav den faldne modstander nådestødet. Sværdet var på Valdemaremes tid det fornemste våben, men i kampen ikke det vigtigste, hvilket var fjemvåbnene, spyd/lanse og armbrøst.
 
Dansk stridsøkse, bredøkse, i udlandet normalt benævnt »den danske økse«, fra ca. år 1100. Det kraftige, usædvanligt fint proportionerede økseblad er Nationalmuseets fornemste xpl. Dets buede blad måler 22 cm, og bladets længde har ca. samme mål. Fra æggen smalner bladet stærkt ned mod skaftehullet, som til forstærkning er forsynet med små flige ved over- og underkant. Bladet er en smule asymmetrisk, idet overkanten har en lidt stejlere stigning end underkanten, hvilket givet har øget våbnets effekt. Selve bladet er ret tyndt, men ved æggen er påsvejset et særligt ægstykke af hårdere stål. Skaftet, der ikke er bevaret, har været ca. 1 m langt og betingede brug af begge hænder. Økser af denne type genfindes både hos Vilhelms og Haralds fodfolk på Bayeuxtapetet. - Jordfund ved Værebro, Sjælland, hvor i 1133 et slag fandt sted mellem kong Niels og Erik Emune (inv. nr. D 8524).
 
Sværdet var kun at betragte som personligt nødværgevåben, når fjernvåbnene ikke længere slog til, og kampen mand mod mand begyndte52).
Det var omkring år 1100 en videreførelse af vikingetidens korte, brede sværd, primært beregnet til hug. Det var nu lidt længere, havde en egentlig parérstang, og det går i løbet af det 13. århundrede over i det længere, slankere og mere spidse gotiske »riddersværd«. I det 15. århundrede går dette våben over i den lange, stukat- eller rhombeformede »panserstikker« til brug mod pladerustningernes sammenføjninger og der blive drevet ind53). Desværre er jordfundene i Danmark ofte svære at tidsfæste, idet vi ikke ved, hvor længe et sværd var i brug. De islandske sagaer nævner således mange eksempler på, at sværd gik i arv gennem generationer, ganske som det i vore dage - jf. hærens uniformsreglement - stadig tillades en officer at bære en sabel, der er gået i arv til slægten54). Hirdens økser har været den store bredøkse med langt træskaft til begge hænder, i udlandet kendt og frygtet som »den danske økse«. Den er - bortset fra-jordfundene - bedst gengivet på Bayeux-tapetet. Intet træskjold og ingen hjelm eller brynje kunne modstå et hug fra denne økse, der blev svunget med begge hænder. Til gengæld har det været overordentligt vanskeligt, sammenlignet med sværdet, at parere et hug eller stød med dette drabelige våben, der var temmelig langsom at få hævet til et nyt hug, hvis det første fejlede eller pareredes55).
Spydet var allerede i vikingetiden hvermands eje. Man førte det med sig overalt, bl.a. på rejser som vandringsstav, der sikrede bæreren mod den vanærende beskyldning at være »værgeløs«. Dets almindelige udbredelse i Valdemarstiden og endnu i et par århundreder gør det rimeligt at betegne spydet som »folkevåben«, om end der ved dette våben selvfølgelig var tale om store brugs- og kvalitetsforskelle. Det eksisterede i to hovedtyper, et lettere kastespyd og et længere og tungere stødspyd, der senere går over i lansen og piken56).
Stridskøllen ses på Bayeux-tapetet, båret af hertug Vilhelm selv og biskop Odo, hvilken som en kirkens tjener ikke måtte bære sværd eller økse, men gerne et stumpt våben til selvforsvar. Den bestod af et jem- eller bronzeslaghoved, evt. monteret med knopper eller pigge, på et træskaft, og den havde en fortræffelig »kvæstende« virkning mod såvel brynje som især hjelm57).
Armbrøsten eller »låsbuen«, som den almindeligvis benævntes i Danmark, hører vi først om hos Saxo i forbindelse med togtet mod Estland 1170.
Sammenlignet med langbuen havde den en enorm gennemslagskraft. Fx kunne dens pile eller »bolte« trænge igennem en brynje på et par hundrede meters afstand. Til gengæld var den betydelig langsommere at lade end langbuen. Dette forhold sattes i relief ved de senere, sindrige modeller af stål med særlige spændemekanismer til strengen med donkraft med håndsving og udveksling. Låsbuen vandt i norden aldrig samme udbredelse som i Sydeuropa, Schweiz og Nederlandene58).
De benyttede hjelmtyper var oftest halvkugleformede eller den spids- puldede »normannerhjelm« med næsebeskytter«, hvilke senere går over til at blive den lukkede »tøndehjelm« med smalle kighuller, som atter senere bliver til »bascinet«en med bevægeligt klapvisir59). Kropsbeskyttelsen bestod af brynjer, ringflettede eller skælbrynjer. Disse var oprindelig korte, men nåede i det 11. århundrede ned til knæene, ligesom der udvikledes brynjebukser og hætter samt handsker eller vanter. Bortset fra de få jordfund er Bayeux-tapetet atter et af de vigtigste kildesteder til brynjernes udseende. På dette tapet ser det ud til at være skiveeller skælbrynjer, der benyttes60).
I det 12. århundrede brugtes endnu det runde skjold som i vikingetiden, medens tillige det lange, trekantede er kommet til. Skjoldene var af træ, beslået med jern. Efter ca. år 1200 begynder den stigende bemaling af skjoldene med heraldiske figurer, der hurtigt går over til at blive arvelige i slægten. Samme motiver kunne føres på hjelmen, overkjortelen, hestens skaberak og lanseflaget61).
Om hirdens indsats i Danmarkshistorien, vides ikke meget. Den har naturligvis deltaget i krigene og borgerkrigene, og kun glimtvis træder den og dens medlemmer frem i lyset, sommetider med opgaver og indsats, der ikke giver den romerske prætorianergarde, sultanens mamelukker og SS-Leibstandarten noget efter.
Knud den Store slog som bekendt en af sine hirdmænd ihjel og måtte gøre bod efter sin egen vederlov. Da Svend Estridsøn (1047-74) efter et drikkelag fik mistanke til nogle stormænd, udsendte han hirdmænd med ordre til at dræbe dem, om end de befandt sig i en kirke, et mord, der kan minde om Henrik II’s på Thomas a Becket i Canterbury-katedralen 117362). Da biskop Vilhelm herfor ville nægte kongen adgang til gudstjenesten, »... styrtede drabanterne mod ham med dragne sværd .. .«63). Drabet afværgedes dog. Da Knud den Hellige dræbtes af de oprørske bønder 1086 i St. Albani kirke i Odense, faldt hans hirdmænd loyalt sammen med ham i kirken64).
 
Dansk rytter (ridder?) fra ca. 1300. - Over brynjen bæres en kjortel, som senere indvendig armeres med påsyede eller pånittede jernplader, hvoraf senere udvikles den komplette pladerustning (omkring 1400). Han fører under armen lanse med lanseflag. Karakteristisk er den høje sadel, der - sammen med stigbøjlerne, som udvikledes af det frankiske rytteri omkring 700 - tillod rytteren at blive siddende i sadelen/stående i stigbøjlerne ved stød med lansen eller hug med det lange, tunge sværd. - Kalkmaleri i Fanefjord Kirke ved Maribo.
 
Til gengæld dræbte Erik Ejegod (1095-1103) ved en fest fire af sine hirdmænd, inden resten kunne nå at overmande ham65).
Da Magnus i 1131 myrdede Knud Lavard ved Haraldsted, var han omgivet af sine egne hirdmænd66). Ved kong Niels’ mord i kongsgården i Slesvig 1134, forsvarede hirdmændene ham, til de alle faldt side om side med kongen67), hvorimod Erik Emunes hirdmænd spredtes af skræk til alle sider, da kongen i 1137 blev stukket ned af bonden Sorteplov68). Ved adskillige passager i samtidens skrifter er det måske hirden, der tales om. Når der hos Saxo fx står anført, at»... kongen gav sine krigsfolk ordre til...«, eller når Valdemar den Store (1157-82) ville mønstre hæren og derfor udsendte folk, der »skulle vejlede og øve de ganske ukyndige i krigsvæsenet«, er der vel al mulig grund til at antage, at talen er om medlemmer af hirden.
Lige så hyllet i historisk mørke som hirden træder frem i landets historie, således forsvinder korpset eller institutionen atter uden at efterlade sig tydelige spor.
Det sker ved, at korpset i virkeligheden langsomt går over til at danne den senere herremands- eller adelstand. Her tjener korstogstiden med de øgede forbindelser til sydens store riger og kirkens øgede, men i flere henseender aristokratiske påvirkning, i høj grad til en større social differentiering af det gamle bondesamfund. Hirdens danske medlemmer var alle af afstamning fra bondearistokratiet, og efterhånden som medlemmerne spredes ud over landet som kongens »mænd« (primates mei, optimates mei), d.v.s. bestyrere af de kongelige gårde, lensmænd og kommandanter på de faste borge/fæstninger, opstår begyndelsen til Danmarks senere adel. Kilderne viser, de var knyttede til kongen med en ed, der et sted betegnes som fides militiæ, og som må have svaret til hirdmændenes militære troskabsed69).
 
Et billedepos uden sidestykke til belysning af den romanske middelalders våben og udrustning er det ca. 70 m lange vævede tapet i domkapitlet i Bayeux i Nordfrankrig. På nærværende fragment ses kampen ved Hastings 1066 på et af sine højdepunkter. Den normanniske rytterhær under hertug Vilhelm angriber uden held den engelske hird i dens faste skjoldborg. Begge parter er iført brynjer og »normannerhjelm« med næseskærm og bærer lange trekantskjolde. Hirden er bl.a. bevæbnet med »den danske økse«. Gentagne gange angreb normannerne skjoldborgen, men blev hver gang slået tilbage. Først da man ved en list fik lokket angelsachserne til at forlade deres pladser for at forfølge de på skrømt flygtende normanner, blev det muligt at foretage det afgørende indbrud. Måske er det i virkeligheden de sidste danske efterkommere af Knud den Stores tinglid (der grundlagdes i England), der her loyalt faldt side om side med den angelsachsiske konge Harald Godvinson.
 
Ud af hirden udvikles, som skildret, en række senere hofstillinger, af hvilke for denne fremstilling »stalleren« har størst interesse. Stalleren var hirdens militære fører, medens »drosten« formodentlig var det samlede hofs øverste chef og tillige kongens kansler. Stalleren udvikles til »marsk« (marscalcus), der betegner den øverste chef for hæren, siden kong Olufs tid (1375-87) ofte benævnt rigens marsk70). Denne stilling, der uddør med Anders Bille i 1657, går - hvis vi fører sagen til ende - i det 18. århundrede over til at blive »generalfeltmarskal«, hvilken betegnelse udgår med hærloven af 1842, hvorefter betegnelsen »den kommanderende general«, i 1864 og 1914-18 betegnet »overgeneral«, er hærens chefs betegnelse indtil vore dage, hvor stillingen må siges at være opsuget i »forsvarschefen«71).
Endvidere opstår, sandsynligvis i det 13. århundrede, ridderstanden, som var de førende herremænd, der havde modtaget ridderslaget, medens de, der ikke fik dette, i danske kilder fra ca. år 1400 betegnes »væbner« (eller a vapn, af våben). En ridderslagning omtales første gang 1287, men har rimeligvis fundet sted længe før72). Denne aristokratiske, tillukkede og selvfomyende stand med sine rustede krigere til hest dominerer krigsførelsen i Europa ca. indtil det berømte slag ved Grandson ved Neuchatél- søen 1476, hvor en pansret rytterhær, feudaltidens vigtigste magtinstrument, knustes af en schweizisk fodfolkshær, bevæbnet med bl.a. håndskydevåben og for stedse viste, at en ny tidsalder havde holdt sit indtog på den internationale krigsarena73).
 
NOTER
1) Gengiv, i uddrag i Rigslovgiv., 2. Se også Gefolgschaft, 5 Of.
2) Opl. fra Statsbibl., Århus.
3) Fx anfører både Jahn og Arne Stevns, at hirden inddeltes i 4 grupper, gående på »grad« eller fornemhed: 1) huskarle, 2) gæster, 3) skutilsvende og 4) hirdmænd. Disse betegnelser er fra den nor. hirdskrå, meddelt i Kongespejlet, 67ff (forf. ca. 1220). Denne inddeling omtales ikke i da. kilder.
4) Se anf. bibl.
5) Det er således tydeligt, at Jahn er kilde for Stevns.
6) Kulh. Lex, bd. 6, 568-82 omtaler i store træk begrebet »hird« i såvel Danmark, Norge som Sverige.
7) DaRe, 160ff.
8) Smsts. - Gefolgschaft, 3f.
9) Smsts.
10) Smsts.
11) Smsts. - Gefolgschaft, 12f.
12) Smsts.
13) Smsts.
14) Smsts. - Gefolgschaft, 15f.
15) PoL, bd. 2, 234.
16) DaRe, 163ff - Pol., bd. 2, 261f.
17) Pol., bd. 3, 148ff.
18) Ledingsvæsenet, bondeopbudet, der ikke var permanent opstillet, er fyldigt skildret i DaRe, § 28, 25lff - Endv. i Jyske Lov, II og III (1-20) samt i den såkaldte ledingsret, hvortil kommer en rk. spredte efterret, i andre kilder, fx Saxo. Den sjæll. ordning kendes ikke i enkeltheder.
19) DaRe, 209ff - Gefolgschaft, 26ff.
20) Smsts.
21) Smsts.
22) Kulh. Lex, bd. 14, 167ff.
23) Sven Aggesen, lff- Saxo, 413ff-Rigslovgiv., lff-Kulh. Lex, bd. 6,568ff-Gefolgschaft,38ff.
24) Smsts. - Leges Waldemari, 275f.
25) Sv. Aggesen, 5.
26) Smsts., lff.
27) Saxo, 413ff.
28) Sv. Aggesen og Saxo - Gefolgschaft, 45f.
29) Dansk bio. Lex, bd. 1, 153f.
30) Sv. Aggesen, 5f - Leges Waldemari, 275f.
31) Smsts., 6 - Saxo angiver endog tallet t. 6000. Mange af hirdmændene har givet boet borte fra kongsgården og selv ejet gårde og jord.
32) Kulh. Lex, bd. 6, 578.
33) Jf. den nor. »hirdskrå«, som er gengivet i Magnus Lagabøthers landslov, aflagdes fig. ed med hånden på kongens sværd: »Des lægger jeg hånden (på sværdet) og sværger til Gud, at være huld og tro mod min konge, åbenbart og hemmeligt; at jeg skal følge ham inden for landet og udenfor og intetsteds skilles fra ham uden hans lov og tilladelse, eller uden at nødvendigheden kræver det. At jeg skal holde alle de eder, kongen har svoret til landfolket (:c opretholdelse af den kristne religion) efter de evner, Gud har skænket mig. Så være Gud mig huld, om jeg siger sandt. Vred, om jeg lyver«. - Endvidere gengivet hos Jahn, 85 - Gefolgschaft, 50ff, - Leges Waldemari, 274f.
34) Om faneedens hist. i Danmark, se E. O. A. Hedegaard: »Faneeden«, tr. Krigshist. Tidsskr., nr. 1, 29ff, maj 1966 - Leges Waldemari, 274.
35) Sv. Aggesen, 9f - Det udslaggivende moment i den tids slag var det pansrede rytteris indhug på fodfolket, jf. slaget v. Hastings 1066 og herhjemme slaget v. Fodevig 1134.
36) »... Thet kunung oc andre hætwarthæ men, ther hird skulde hafwa skulde wæræsina men holllæ oc blitha oc rætta them rætheligha mæle therra. Mæn skulde thy gen herra sinum tro oc thiæneste oc rethe at wara til al thera bwth... «, jf. Sv. Aggesen, kap VI.
37) .. Of ænnan hænder awøtha oc wskæpice tro swikare at wartha oc iudas wærk at winna meth ilt rath gen herra sinum tha hafwir han sik siælwen forgiort oc alt thet han...«, jf. Sv. Aggesen, kap. 14a (Saxo, 416f).
38) Sv. Aggesen, 26f.
39) Smsts., 13ff.
40) Smsts., 15f samt fodnote.
41) Saxo, 413, postulerer, at tinglid primært var formeret på flåden, der bestod af 60 »smukt udstyrede skibe« m. 100 mand på hvert.
42) Sv. Aggesen, 26ff.
43) Kulh. Lex, bd. 6, 578f - Leges Waldemari, 274ff.
44) DaRe, 282f - E. O. A. Hedegaard: »Den militære feltmarskalstavs historie. En våben- og krigshistorisk studie«, 31f, (1979).
45) DaRe, 281.
46) Sv. Aggesen, 7f.
47) Disse kender man ikke meget til udover Saxos omtale af »Svinefylkingen«. Den kendteste befalingsmand var styresmanden (gl. da. styræsman), der tilhørte bondearistokratiet, og som havde kommandoen over et ledingsskib.
48) Her er de vigtigste kilder Ada Bruhn samt det righoldige mat. af jordfund i Nationalmus. 2. afd. Lidt fjernere, men brugbart sammenlig.mat. er Bayeux-tapetet fra ca.1070 i Frankrig.
49) Sv. Aggesen, 5f - Saxo, 413.
50) Jyske Lov, III.
51) Niels-Knud Liebgott: »Middelalderens våben«, 12ff (1976).
52) Ada Bruhn, 169ff.
53) Smsts., 151ff - Niels-Knud Liebgott: »Middelalderens våben«, 29ff (1976).
54) Uniformsbest. f. hæren, 5-2, pkt. 1.
55) Ada Bruhn, 151ff - Niels M. Saxtorph: »Krigsfolk gennem tiden«, 178ff (1971).
56) Martin Ellehauge: »Hovedtræk af Spydets Udviklingshistorie efter romersk Jernalder«, 18ff (1948).
57) E. O. A. Hedegaard: »Den militære feltmarskalstavs historie. En våben- og krigshistorisk studie«, 13ff (1979).
58) J. Alm: »Europæiska armborst«, tr. Vaabenhist. Aarbøger, V, 105ff (1946-48).
59) Ada Bruhn, 151ff - Olle Cederlof: »Våbnenes historie«, 82ff (1971) - Niels M. Saxtorph: »Krigsfolk gennem tiden«, 180ff (1971).
60) Olle Cederlof: »Våbnenes historie«, 82ff (1971) - Niels M. Saxtorph: »Krigsfolk gennem tiden«, 180ff (1971).
61) P. B. Grandjean: »Dansk Heraldik«, 13ff (1919).
62) Saxo, XI, llf.
63) Smsts., 12f.
64) Smsts., 31.
65) Smsts., XII, 45.
66) Smsts., Xffl, 71ff.
67) Smsts., 85f.
68) Smsts., XIV, 94.
69) DaRe, 336ff, 376ff.
70) Smsts. - Kulh. Lex, bd. 6, 577ff.
71) E. O. A. Hedegaard: »Den militære feltmarskalstavs historie. En våben- og krigshistorisk studie«, 31ff (1979).
72) DaRe, 380ff.
73) Finn Askgaard: »Med Pike og Musket. Fodfolkets fornyelse 1450-1650«, tr. Vaabenhist. Aarbøger, XVII, 7ff (1971).
 
BIBLIOGRAFI
Adam af Bremen: »De hamborgske Ærkebispers Historie« (1930, optryk 1968).
Alm, J.: »Europæiska armborst«, tr. Vaabenhistorisk Selskabs Aarbøger, V (1946-48).
Cederlof, Olle: »Våbnenes historie« (1971).
Clausen, H. P.: »Hvad er historie« (1963).
»Danmarkshistoriens Hvornår skete det. Fra istiden til 1960 år for år« (1966).
»Danmarks Konger«, u. red. af Knud Fabricius (1944).
Ellehauge, Martin: »Hovedtræk af Spydets Udviklingshistorie efter romersk Jernalder«, Tøjhusmuseets Skrifter (1948).
Fuller, J. F. C.: »The decisive Battles of the Western Worlds« (heri en mil. analyse af slaget v. Hastings), bd. 1 (London 1965).
Hoffmeyer, Ada Bruhn:» Middelalderens tveæggede sværd. En undersøgelse af dets udviklingshistorie, kronologi og nationalitet, dets stilling i den almindelige våbenhistoriske udvikling og dets krigsmæssige betydning«, disp. (1954), (fork.: Ada Bruhn).
Gabe, Niels: »Kulturhistorien på tværs«, bd. 1 (1974).
Gad, Carl: »Middelalderen. Et stykke kulturhistorie« (1962).
Grandjean, P. B.: »Dansk Heraldik« (1919).
Hedegaard, E. O. A.: »Faneeden«, tr. Krigshist. Tidsskrift, nr. 1, maj 1966.
Hedegaard, E. O. A.: »Den militære feltmarskalstavs historie. En våben- og krigshistorisk studie« (1979).
Holberg, Ludvig: »Leges Waldemari Regis. Kong Valdemars Lov« (1866), (fork.: Leges Waldemari).
Holberg, Ludvig: »Dansk Rigslovgivning. Forholdet mellem Vederlagslov og Rigslov« (1889). 
Holberg, Ludvig: »Konge og Danehof i det 13. og 14. Aarhundrede« (1895).
Howard, Michael: »Krigene i Europas Historie« (1977).
Jahn, F. H.: »Almindelig Udsigt over Nordens, især Danmarks Krigsvæsen i Middelalderen indtil Krudtets Anvendelse i de nordiske Krige« (1825), (fork.: Jahn).
»Jomsvikingernes Saga. Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Vikingerne i Jomsborg«, udg. i samråd med Det Arnamagnæanske Inst., Kbh. (1978).
Jørgensen, Poul Johs.: »Dansk Retshistorie. Retskildernes og Forfatningsrettens Historie indtil sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede«, 4. oplag (1969), (fork.: DaRe).
»Kongespejlet«, i dansk oversættelse v. Finmur Jonsson, udg. af Det kongelige nordiske Old- skriftselskab (1926).
Kroman, Erik: »Den danske Rigslovgivning indtil 1400«, udg. af Det danske Sprog- og Litteraturselskab (1971), (fork.: Rigslovgiv.).
Kuhn, Hans: »Die Grenzen der germanischen Gefolgschaft«, tr. Zeitschrift der Savigny-Stiftung fiir Rechtsgeschichte (Weimar 1956), (fork.: Gefolgschaft).
Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder (1956ff), (fork.: Kulh. Lex).
Liebgott, Niels-Knud: »Middelalderens våben«, udg. af Nationalmuseet (1976).
»Magnus Lagabøthers Landslov«, oversatt av Absalon Taranger (Oslo 1915).
Mann, James: »European Arms and Armour«, Vol. H I (1962).
»Norges Konge-Krønike af Snorre Sturlesøn«, fordansket v. Nik. Fred. Sev. Grundtvig, 3. udg. (1879).
»Oldnordiske Sagaer«, udgivne i Oversættelse af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, bd. IV-XI (1829-36).
Politikens Danmarkshistorie, bd. 2 og 3 (Thorkild Ramskov og Hal Koch) (1962-63), (fork.: Pol.).
Politikens historiske atlas (1967).
Rud, Mogens: »Bayeux-Tapetet og slaget ved det grå pæretræ« (1974).
»Saxo Grammaticus. Danmarks Krønike«, oversat af dr. Fr. Winkel Horn (1907), (fork.: Saxo).
Saxtorph, Niels M.: »Krigsfolk gennem tiden« (1971).
»Sven Aggesens historiske Skrifter, oversatte efter den paa Grundlag af Codex Arnamagnæanus 33, 4to restituerede nye Text af M. Cl. Gertz, dr. phil., Prof. v. Universitetet«, udg. af Selskabet for historiske Kildeskrifters Oversættelse (1916-17), (fork.: Sv. Aggesen).
Vaabenhistoriske Aarbøger, udg. af Vaabenhistorisk Selskab (1936ff).
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF iconmilitaert_tidskrift_111_aargang_feb.pdf

Litteraturliste

Del: