Men det vil vi absolut ikke!

Efter i 35 år at have været abonnent på og læser af Militært tidsskrift har imdertegnede hidtil kun en enkelt gang bidraget til tidsskriftets indhold med en artikel. Det er med fuldt overlæg. Det skyldes nemlig, at jeg har den opfattelse, at indlæggene i Det krigsvidenskabelige Selskabs tidsskrift skal være uangribeligt kompetente. Og det betyder, at indlæg om militære emner skal være skrevet af officerer, der har de militære discipliner som hoveduddannelse og hovedbeskæftigelse. Der er imidlertid undtagelsestilfælde, hvor f.eks. reserveofficerer i kraft af en særlig erfaringsmæssig baggrund kan yde relevante bidrag. Et sådant undtagelsestilfælde var årsagen til, at jeg for mange år siden skrev et indlæg om TRIG-listemes anvendelighed, og et lignende er årsagen til, at jeg nu føler mig tilskyndet til at blande mig. Det aktuelle tilfælde er forholdene omkring mobiliseringshærens værdi, og den direkte anledning til, at jeg ytrer mig, er oberstløjtnant M. H. Clemmesens artikel »Vi kunne være draget afsted med kejserens nye klæder« i Militært tidsskrift nr.4/1990. Oberstløjtnanten behandler her et emne, som jeg i mange år har beskæftiget mig med studiemæssigt, undervisningsmæssigt, planlægningsmæssigt og øvelsesmæssigt (genindkaldelser/mønstringer) i kraft af designerings- poster i mobiliseringshæren indbefattende tre chefsposter. Og jeg føler, at de erfaringer og de tanker, jeg gennem de mange år har opsamlet om emnet, bør fremføres som en kommentar og et supplement til M. H. Clermnesens artikel.
Artiklen indeholder nemlig dels to udsagn, som jeg mener, kan få uheldige virkninger, hvis de opfattes »firkantet«, dels en række udsagn, som er helt rigtige og så væsentlige, at jeg meget gerne vil give mit beskedne bidrag til, at de bliver understreget. Lad mig begynde med at kommentere de udsagn, jeg finder kan få uheldige virkninger. Det første er udsagnet om kampværdien af vor mobiliseringshær i den situation, hvor den i realiteten går direkte fra den rendyrkede mobiliseringsfase til kamp. Oberstløjtnant Clemmesen får her fremstillet det, som om den mobiliserede hærs kampværdi i denne situation i realiteten er lig nul. Det sker efter min opfattelse i iver efter at understrege vigtigheden af realistisk øvelsesaktivitet hurtigst muligt, efter at selve mobiliseringsfasen er gennemført, men jeg mener, at fremstillingen er uheldig.
Efter min opfattelse er det ikke korrekt, at kampværdien må ventes at være så ringe, som der gives udtryk for. Det er klart, at enhederne vil lide meget betydelige tab under de første kamphandlinger i en sådan situation, og vil opnå resultater, som er stærkt begrænsede i forhold til hvad rutinerede og velsamarbejdede enheder, for slet ikke at tale om kamperfame enheder, kan opnå. Det viser al krigshistorie ganske rigtigt. Men det billede, der tegnes, er for dystert.
De anførte krigshistoriske erfaringer er efter min opfattelse ikke udtømmende. Uden at have nærlæst krigshistorie inden for dette område, mener jeg mig berettiget til at påstå, at der også er adskillige eksempler på, at enheder af den omhandlede type har opnået særdeles værdifulde resultater. Hertil kommer, at jeg som artillerist i flere tilfælde ved selvsyn på nært hold har kunnet konstatere, at adskillige mønstrede danske artillerister slet ikke har glemt alle deres håndværksmæssige færdigheder. Ikke mindst skytsmandskabet har vist sig i betydeligt omfang at have bevaret de nødvendige færdigheder.
Et er vigtigt, at det billede, der tegnes af vor mobiliseringshærs kampværdi ikke er for dystert - ligeså vigtigt, som det ikke er ureaUstisk optimistisk. For ellers risikerer vi at give vore politikere det indtryk, at værdien af vor mobiliseringshær er så problematisk, at systemet - og med Danmarks økonomiske formåen dermed alt dansk forsvar - i virkeligheden er håbløst. Og sådan er det jo heldigvis slet ikke. Det andet udsagn, jeg mener kan give et uheldigt signal, er den indirekte beskrivelse af den uddannelse af mobiliserede enheder, der i dagplanlægges med. Her kunne man godt få det indtryk, at der i vore mobiliseringsenheder slet ikke tænkes på realistisk uddannelse af mobiliserede enheder. Det er forkert. Jeg har personligt kendskab til flere enheder, der tænker i og planlægger realistisk uddannelse af mobiliserede enheder, og jeg har svært ved at tro, at disse enheder er enestående.
Igen er det vigtigt, at vi ikke giver vore omgivelser indtryk af, at vort mobiliseringssystem har langt større svagheder, end tilfældet er. Til gengæld er det naturligvis vigtigt at få trukket svagheder frem, så de kan blive afhjulpet. Og her finder jeg det meget glædeligt, at oberstløjtnant Clemmesen kraftigt peger på de sociale problemer omkring en eventuel mobilisering i nutidens Danmark. Jeg har i årevis gang på gang været med til at drøfte disse problemer i mobiliseringsenheder, og jeg føler mig overbevist om, at emnet er meget vigtigt, og desværre lige så overbevist om, at vore mobiliseringsforberedelser på dette område er meget langt fra at være tilstrækkelige.
Vi må jo gøre os klart, at en mobiliseringssituation i vor generation er helt anderledes end i tidligere generationer. Ikke blot er vor generations mobiliserede soldat som rigtigt anført ikke så autoritetstro som tidligere generationers, men vor generations samfund er også betydeligt mere kompliceret end tidligere generationers. Det betyder, at den tilbageblevne familie skal håndtere en lang række komplicerede forpligtelser, f.eks. af økonomisk art, som slet ikke eksisterede i tidligere generationers meget mere ukomplicerede samfund. Jeg har desværre undertiden følt, at en del ansvarlige befinder sig i den forestillingsverden, at så snart en krigssituation indtræder, så falder alle fredstidsmekanismer bort, og landet forvandles til en kombination af en stor militærlejr og en slagmark. Det vil jo slet ikke været tilfældet. Der bør virkelig sættes ind på en effektiv planlægning af løsningen af det sociale aspekt.
Der bør også sættes ind på planlægning af den nævnte genopbygning af den mobiliserede soldats fysik. Ikke blot for, som oberstløjtn. Clemmesen skriver, at øge hans muligheder for at fungere optimalt på kamppladsen, men også for simpelthen at forøge hans muligheder for at overleve med fysisk og psykisk styrke i behold i felten i al slags vejr. Overlevelsen i felten i al slags vejr skal også planlægges ved i mobiliseringsdepoterne at oplægge det bedst mulige overlevelsesudstyr. Den planlægning er ikke på plads i dag, idet de soveposer, den unge rekrut oplever under sin første samlede uddannelse, ikke findes i mobiliserings depoterne. Den ca.10 år ældre mobiliserede soldat skal efter gældende planlægning klare sig med to kasemetæpper af den velkendte »papirtynde« type. Så fremhæver oberstløjtnant Clemmesen, at den uddannelse, der skal sættes ind efter mobilisering, skal rette op på en lang række fredstids- forhold, som er urealistiske i forhold til en krigs krav. Det mener jeg er meget væsentligt, fordi det er et klart signal til vore politikere om, at der, såfremt det overhovedet er muligt, skal skabes tid til en sådan uddannelse efter mobilisering. Problemet kan jo ikke løses ved at ændre på freds- tidsuddannelsens karakter, fordi en sådan ændring kun vil være tilstrækkelig, såfremt den medfører en tabsrisiko, som er helt uacceptabel i et samfund, som måske og forhåbentlig aldrig kommer i krig. Selv om jeg tror, at vor mobiliseringshærs kampværdi umiddelbart er en del større end oberstløjtnant Clemmesen antyder, er jeg altså naturligvis enig i, at vore politikere skal have signal om, at mobilisering skal iværksættes før i allersidste øjeblik.
Jeg har selv mange gange i mobiliseringsenheder gjort mig til talsmand for, at vi skal fortælle vore politikere, at mobilisering skal iværksættes før allersidste øjeblik. Med tanke på uddannelsesbehovet, men ikke mindst fordi jeg flere gange under mønstring har stået i et mobiliseringsområde og tænkt på, hvordan mobihseringer vil forløbe, såfremt fjendtlige fly har mere eller mindre fri adgang til luftrummet over mobiliseringsområdet. Men som ved alt andet er der tale om en balance, for det vil også give problemer at mobiHsere i for god tid. Ikke blot problematiske udenrigspolitiske signaler, men også motivationsmæssige og disciplinære, som dem man oplevede under 1. verdenskrigs danske sikringsstyrke. Det er vigtigt, at forholdene omkring vor mobiliseringshær planlægges, signaleres og såvel før som efter en eventuel mobihsering indlæres/øves så godt som muligt. Oberstløjtnant Clemmesen skriver: »Vi kunne være draget afsted med kejserens nye klæder«. Svaret skulle gerne være: »Men det vil vi absolut ikke«!
 
E. R Hansen Oberstløjtnant-R Kongens Artilleriregiment
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: 

PDF icon

militaert_tidskrift_119_aargang_jul-aug-sep.pdf

Litteraturliste

Del: