Mellem fred og krig - en anmeldelse

Between Peace and War
 
Forfatter: Richard Ned Lebow
Anmelder: K. V. Nielsen
 
Siden Cuba-krisen i 1962 blev bragt til en heldig afslutning, efter at verden i 12 dage havde åndet i frygt for, at en atomkrig kunne blive krisens resultat, er begrebet krisestyring, eller Crises Management, for alvor kommet i focus. I de sidste 20 år er der kommet en sand strøm af litteratur, der har søgt at analysere den internationale krises karakter og de midler og metoder, der er nødvendige for at styre kriser. Analyserne er sket ud fra adskillige synsvinkler, og modeller for, hvorledes den enkelte stat og alliancer skal kunne håndtere kriser, er blevet fremlagt. I NATO er f.eks. udarbejdet et omfattende katalog over mulige aktioner og reaktioner på vejen gennem en mulig krises forløb. Krisestyring gøres til genstand for indgående studier såvel på universiteter som på militære læreanstalter, i det mindste overalt i den vestlige verden. Det er naturligt, at der, når der sættes focus på et sådant begreb, udvikler sig en række hypoteser eller skoler, som hver for sig søger at komme med et bud på, hvad det er for faktorer, som er afgørende for udfaldet af en krise, og i konsekvens heraf hvad man bør foretage sig for at kunne håndtere krisen. I den her foreliggende bog, »Between Peace and War«(*Richard Ned Lebow: Between Peace and War. The Nature of International Crises. John Hopkins University Press. 1981. 350 sider.), søger forfatteren, den amerikanske professor Rich. Ned Lebow, med udgangspunktet i en komparativ analyse af data fra en række internationale kriser i dette århundrede, for det første at efterspore oprindelserne til kriser, for det andet at undersøge krisernes udfald, og endelig for det tredie at klarlægge sammenhængen mellem kriser og de underlejrende årsager til konflikt.
 
Professor Lebow, der i en årrække har undervist i international politik ved amerikanske universiteter og ved såvel det amerikanske Naval War College som National War College, og som i øjeblikket er knyttet til John Hopkins University Center i Bologna i Italien, tager som før nævnt sit udgangspunkt i et omfattende historisk materiale om kriser i vort århundrede. Hertil kommer, at han i sine undersøgelser også inddrager og kritisk analyserer den foreliggende litteratur om krisestyring. Bogen er opdelt i tre hovedafsnit. I det første opstiller forfatteren en typologi over kriser, som han finder kan rubriceres i tre hovedgrupper: justification of hostility-, spinnoff- og brinkmanship-kriser. Disse tre typer af kriser, argumenterer forfatteren, er en følge af forskellige internationale og hjemlige forhold. En klarlæggelse af disse er derfor forudsætningen for nærmere at forstå - og måske styre - kriser. I andet afsnit analyseres hvorfor nogle kriser løses, medens andre fører til krig, dvs. kvaliteten af krisestyringen gøres til genstand for nærmere undersøgelse på baggrund af en detaljeret gennemgang af visse udvalgte kriser, hvoraf bl.a. krisen - eller kriserne - forud for den 1. verdenskrigs udbrud, Korea-krigen, den indisk-kinesiske grænsestrid i 1962 og Cuba- krisen samme år spiller den væsentligste rolle. I det tredie og sidste afsnit af bogen analyseres endelig sammenhængen mellem kriser og de underliggende årsager til internationale konflikter. Blandt bogens mest bemærkelsesværdige konklusioner er vel nok, at det er behov, snarere end muligheder, der oftest motiverer til aggression, at stater har tilbøjelighed til at optræde aggressivt, når de opfatter sig selv som den svage part, snarere end når de betragter sig selv som værende den stærke.
 
Når ledere føler et behov for at handle - oftest som følge af en kombination af strategiske og interne problemer, som de alene anser for at kunne komme udover gennem en aggressiv udenrigspolitik - har de en tilbøjelighed til at blive ufølsomme over for andre staters interesser og forpligtelser, som står i vejen for egen politiks succes. Den direkte følge af dette er ifølge forfatteren, at politiske ledere ofte er utilbøjelige til under kriser at fæste lid til sådanne informationer, som kunne pege på, at de har undervurderet deres modstanders beslutsomhed. Dette peger efter forfatterens opfattelse på to væsentlige problemer i den nuværende situation. For det første kan der rejses tvivl om, hvorvidt en afskrækkelsesstrategi er en troværdig strategi for undgåelse af konflikter. (There must be some independent test of credibility if the concept of deterrence is to make any claims as a strategy of conflict-avoidance. But until quite recently proponents of deterrence had made very little effort to analyze its underlying assumptions or criteria for its success (p. 84)). For det andet indikerer de foretagne analyser, at det meste af den igangværende research af krisestyring er rettet mod fejlagtige mål. Udelukkende at koncentrere sig om lederens handlinger og politik under en krise er blot at se på den del af isbjerget, der rager op af vandet. Aflangt større betydning for en forståelse af kriser er den proces ved hvilken sådanne beslutninger nås og gennemføres, for det er denne proces, der i sidste ende bestemmer det aktuelle politiske indhold. Succesrig krisestyring er derfor en funktion af kulturelle, organisatoriske og personlige karaktertræk, som er grundet, længe før krisen er en realitet (p. 335). Professor Lebows bog forekommer at være et vægtigt bidrag til forståelsen af kriser, der, som han afslutningsvis siger, ikke alene spiller en væsentlig rolle i internationale konflikter, men som også kan blive et afgørende vendepunkt i sådanne konflikter.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_110_aargang_nov-dec.pdf
 
 
 

Del: