Medmindre freden kommer. En videnskabelig beretning om nye våben. - Boganmeldelse

Nigel Calder (red.): Medmindre freden kommer. En videnskabelig beretning om nye våben. På dansk ved Harry Mortensen. Gyldendal, København 1969. 241 sider.

Denne bog er en introduktion i teknikken at ødelægge eller beherske mennesker og nationer. Den er som den pakistanske professor Abdus Salam antyder det i forordet et resultat af, at der stadig i denne verden eksisterer et nationalstatsbegreb. Den rækker fra behandling af klassisk krigsførelse til alternativer endnu mere frygtindgydende end atomraketter.

Bogen er en blanding af redegørelser for allerede eksisterende kampmidler til sådanne, som futurologer og specialister beskæftiger sig med. Den fremtræder som en samling af essays af en række fremtrædende videnskab smænd og specialister, hver indenfor deres specielle område. I bogens slutkapitel - der med fordel kan læses først - resumerer Nigel Calder, der har redigeret bogen, på udmærket måde de enkelte kapitlers hovedteser og konklusioner.

I det indledende kapitel behandler den franske general André Beaufre 1980’ernes konventionelle slagmark. Efter en redegørelse for de almindelige udviklingstendenser for de konventionelle våben, som han forudser vil betyde øget vægt på bevægelighed og opklaring, analyserer han tre hovedtyper af krige: krigen, der har til formål at oprette et fait accompli, anti- guerilla krigen og den konventionelle »store krig«.

Hans betragtninger over guerilla-operationer forekommer særdeles realistiske og præget af fornemmelse for denne krigs psyko-politiske elementer.

Denne form for krigsførelse behandler derefter jugoslaven, professor Vladimir Dedijer mere indgående i det følgende kapitel. Professor Dedijer har fra sin tid som officer i Titos guerillastyrker under 2. verdenskrig et indgående kendskab til guerilla eller partisankrigen.

Han anser denne, »den fattige mands magt« som et relevant alternativ overfor de nye våben, og han understreger på baggrund af sine krigserfaringer dens militære og politiske styrke.

Den tidligere, nu afdøde, direktør for atomforsøgsstationen Harwell i England, Sir John Cockcroft, beskæftiger sig i kapitlet »Risikoen ved kerne våbenspredning«.
 med produktionen af spalteligt materiale og omkostningerne ved fremstilling af kernevåben og udtrykker ængstelse for, at der vil opstå en kædereaktion, hvorved flere og flere lande vil komme i besiddelse af kernevåben. En ængstelse som jo også deles af supermagterne og som de med traktaten imod spredning af kernevåben søger at kontrollere.

I det følgende kapitel giver den amerikanske fysiker, dr. David Inglis en redegørelse for de principper på hvilke også fremtidens kernevåben må baseres. De må som de hidtidige basere sig på fysikkens grundlæggende love, og der vil derfor næppe kunne tænkes noget revolutionerende nyt princip.

Truslen kommer efter dr. Inglis opfattelse ikke fra nye former for kernevåben, men fra en mangedobling af de eksisterende typer. Dette vil lede til et kerne- våbenkapløb, »hvis der ikke snart bliver taget fornuftige skridt til at afslutte det og lede menneskehedens anstrengelser ind i mere konstruktive baner«.

Med de nu påbegyndte SALT-forhandlinger (Strategic Arms Limitation Talks) synes imidlertid det første af de skridt, som dr. Inglis efterlyser, at være taget.
I de to følgende kapitler beskriver den engelske professor Andrew Stratton og amerikaneren dr. Harvey Wheeler vekselvirkningen mellem offensive og defensive våbensystemer i luften og i rummet og perspektiverne ved anvendelsen af computere som »strategiske kalkulatorer«. De forøgede muligheder, datamaskinerne har givet den politiske ledelse med henblik på behandling af efterretningsmaterialet, tenderer mod at gøre enhver episode til en krise, hævder dr. Wheeler.

Den tid, der er blevet til rådighed til at reagere i, er blevet indskrænket fra dage til timer eller sekunder. Dette kan føre med sig en militarisering af politiske afgørelser, en tendens til forebyggende angreb, der foregriber modpartens handlinger.
Ikke mindst kampen om de af jordens endnu uudnyttede ressourcer, der befinder sig i oceanerne og på deres bund, vil præge forholdet mellem verdens førende nationer i fremtiden. Om dette skriver den amerikanske professor i oceanografi William A. Nierenberg.

Han forudser tre parallelt løbende trusler mod freden: forsøget på at tilegne sig herredømmet over store dele af oceanerne til kommercielle og strategiske formål, udvikling af undersøiske og anti-ubåds- våbensystemer, der støtter eller kompromitterer de allerede eksisterende ubåds- baserede strategiske våbensystemer og endelig en sammenblanding af militære og civile aktiviteter, som vil kunne skabe usikkerhed og mistro.

Kapitlerne om de kemiske og mikrobiologiske kampstoffer, skrevet af hhv. to franske professorer, Marcel Fetizon og Michel Magat, samt den svenske professor Carl-Goran Hedén fra Karolinska Institutet, er frygtindgydende ikke alene i beskrivelsen af sådanne kampstoffers virkninger, men også i erkendelsen af vanskelighederne ved at finde et effektivt forsvar imod dem.

Sandsynligheden for disse våbens fremtidige anvendelse må imidlertid ikke alene ses på baggrund af deres store effekt, men også på baggrund af vanskeligheden ved at anvende dem selektivt. De vil således under mange omstændigheder være til lige stor skade for såvel angriber som forsvarer.

Det er formentlig mere på denne baggrund end som følge af moralsk-etiske motiver, man må se begge de to supermagters seneste initiativer for at forbyde produktion og anvendelse af sådanne kampstoffer.
I kapitlet »Robotter på march« giver den engelske professor M. W. Thring en glimrende fremstilling af, hvordan han forestiller sig vandrende bomber og praktisk talt usårlige kampvogne på stylter udgøre kampstyrkeme i en fremtidig krig. Visioner, som får den franske professor Otto Klineberg til i sit stærkt følelsesbetonede kapitel »En psykologs bange anelser« at konkludere, at denne form for umenneskeliggørelse, eller »de-humanisering«, vil føre til den overbevisning, »at de ikke er mennesker på samme måde som vi er; vi behøver derfor ikke at behandle dem, som om de var ligesom vi eller bekymre os om, hvad de ville lide, hvis de virkelig var menneskelige væsener«.
Et forholdsvis nyt begreb i den strategiske terminologi er begrebet »Environmental Warfare«, hvorved man forstår et geopolitisk kampmiddel, der ved teknologiske og biologiske indgreb mod naturens orden og de herskende klimatiske forhold m. v. på afgørende måde forandrer eller forringer livs- og erhvervsbetingelserne i et fjendtligt, afgrænset område eller region.

Om dette begreb handler et af bogens sidste kapitler »Hvordan man ødelægger livsbetingelserne«. Det er skrevet af den amerikanske professor Gordon J. F. MacDonald og beskriver, hvorledes man forestiller sig mulighederne for at fremkalde forandringer i jordens eller atmosfærens forhold ved f.eks. at fremkalde tørke ved systematisk podning af skyer for at fjerne fugtigheden, at styre orkaner mod modstanderens kyster eller foretage fjernudløsning af vældige jordskælv.

Selv om det her nævnte hører fremtiden til, så er muligheden for at udnytte de teknologiske landvindinger til afgørende at ændre livsbetingelserne til stede allerede nu. Eksempelvis ligger det inden for det mulige ved hjælp af atomsprængninger at ændre flodløb for herved at skabe betingelser for vanding eller sejlads, som idag ikke eksisterer.
Bogen behandler også problemer i forbindelse med nedrustning og rustnings- kontrol. 1 et kapitel med titlen »Vi har været her før« redegør det engelske parlamentsmedlem Mr. Philip Noel-Baker for det konstante våbenkapløb, verden har oplevet siden 1870, med den undtagelse som 1920’erne præsterede i form af aftaler om afskaffelse af væbnet magt som middel til afgørelse af internationale konflikter. Aftaler som hurtigt viste sig værdiløse.

Bogen giver alt i alt en nyttig oversigt over våbenteknologiens nuværende stade og over mulige udviklingstendenser. Nyttig, fordi den giver denne oversigt i sammentrængt form på et forholdsvis få antal sider. Den lider imidlertid af den fundamentale mangel, at den - bortset fra meget summariske angivelser af Hedén og MacDonald - ikke indeholder nogen angivelse af yderligere litteratur om de pågældende emner. Bogen med - som det hedder i undertitlen - »en videnskabelig beretning om nye våben« er det derfor ikke, og undertegnede kan ikke give Elsa Gress ret, når hun på sidste omslagsside skriver, »at den burde være tvungen læsning ikke bare for militærmyndigheder----«.
Skal man dybtgående sætte sig ind i de problemer, denne bog berører, må man nødvendigvis ty til andre kilder.

K. V. Nielsen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_feb.pdf

 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.