”Med støvlerne på: I krig i Irak og Afghanistan”

Anmeldt af Kjeld Galster

”Med støvlerne på: I krig i Irak og Afghanistan af Søren Sjøgren. Udgivet af Gyldendal den 24. august 2011. ISBN 978-87-02-10227-7. 288 sider illustreret. Pris kr. 299,95 (vejledende).

Foto: Saxo.dk

Indledningen består af et øjebliksbillede af livet i den militære træningslejr Oksbøl på Jyllands vestkyst afbrudt af forordet på side 13. Der skrives i præsens i en tilstræbt impressionistisk stil, og man begynder uden forklaringer midt i en handling – en vådeskudsulykke. Herefter følger forordet, hvori forfatteren præsenterer sig selv. Sjøgren, der i skrivende stund er officer, premierløjtnant ved Gardehusarregimentet fremgår det implicit, beskriver sig som ’kampsoldat’ og fortæller, at han har været i krig i tolv måneder i Irak og Afghanistan. Han skriver i første person og henvender sig direkte til læseren, som han forsøger at overbevise om fornuften i indsættelserne i de to lande. Herefter fortsætter beskrivelsen af den ulykkelige hændelse i skydeterrænet i Oksbøl. Forfatteren beskriver de handlinger og samtaler, der følger af hændelsen og sit eget og soldaternes følelsesmæssige engagement – et engagement der er både naturligt og forståeligt, men som i tidens stil bliver gjort til genstand for en ubehagelig emotionel omklamring.

Del 1, handler om Sjøgrens oplevelser i Basra i Irak. Der indledes med en meget kort redegørelse for forholdene og situationen på stedet, hvorefter man bliver delagtiggjort i de indtryk, den pågældende har modtaget i sit virke. Der refereres samtaler med lokale børn, taxichauffører og ’manden på gaden’. Herefter kommer turen til en karakteristik af samarbejdet med de britiske styrker, der konsekvent omtales som ’englændere’. En efterfølgende terrænbeskrivelse minder påfaldende om den, der gives i Richard Holmes’ Dusty Warriors, der udkom på Harper Press i 2006, men det er jo, når alt kommer til alt, også det samme område, der beskrives. Der fortælles derpå om turen fra København gennem Kuwait til Irak og den midlertidige indkvartering på Basra Air Station. Forfatteren foretager herefter et spring tilbage til sin uddannelse i 2003 på Hærens Officersskole på Frederiksberg, hvor han med en sund portion skepsis fortæller om skolens noget virkelighedsfjerne ambition om at gøre ham til ’virksomhedsleder’ – et uddannelsesmål han har svært ved at forbinde med sin situation på den regnvåde flyvestation i Basra. Delingens og delingsførerens ilddåb beskrives minutiøst, i præsens og med megen direkte tale: ordrer, radiokommunikation m.v. Herefter følger et afsnit om lejrlivets kedsommelighed, der leder tanken hen på Goethes Krigerlykke (”man pakker ind, man pakker ud, og intet andet sker, end at paa March man bli’r en Klud og gaber i Kvartér”).

I kapitler ”Al Harta” får vi et indblik i virket på kommandostationen, tactical operations centre, der konsekvent beskrives med sin forkortelse. Her forberedes en indsats mod bebyggelsen Al Harta, hvor en dansk deling er kommet under beskydning af Mahdi-militsen. Sjøgren beskriver den dansk-britiske indsats af Challengerkampvogne og Piranha pansrede mandskabsvogne, og sin delings angreb for at bjærge en ødelagt mandskabsvogn for at forhindre fjendtlig plyndring. Dette projekt mislykkes, styrken trækkes ud efter hård kamp, og delingsføreren noterer sig med undren – og meget tankevækkende – at det ikke har rørt ham at medvirke til at slå et eller flere mennesker ihjel. Det resterende ophold og virke i Basra beskrives kun sporadisk. Fortællingen er på nogle punkter ganske detaljeret, men man savner kortskitser af operationsplanen og det faktiske forløb.

Et kapitel kaldet ”Mellemkrigstiden” beskriver dels privatlivet efter hjemkomsten dels den demotivation, der følger af fraværet af ansvar for liv og død.

Del 2 forgår i Helmand, den provins i Afghanistan, hvor danske enheder siden 2006 har indgået i den britisk-ledede Task Force Helmand. Vi starter igen i den impressionistiske stil, som jo også journalister ustandseligt forsøger sig med i disse år, og falder direkte ned i en ”klap-klap-klap”- beskydning en februardag kl. 12.30 i 15-18 grader og under skyfri himmel. To andre officerer omtales flygtigt og alene ved deres fornavne, hvad der giver læseren en fornemmelse af en intimitet, som deres begrænsede roller i fortællingen ikke synes at berettige. Med endnu et onomatopoietikon, ”DUNG-DUNG-DUNG” får læseren oplyst, at en pansret mandskabsvogn er bragt i stilling ved en grøft og har optaget ildkampen med sit tunge maskingevær mod de Taleban-krigere, der straks svarer med deres ”klap-klap-klap”-geværer. Herefter beskrives det danske ansvarsområde og situationen dér støttet af to udmærkede kortskitser. Der bruges talrige forkortelser, der dog for de flestes vedkommende er forklaret både i teksten og i ’ordliste’ bagest i bogen. Efter et afsnit om ’livet i lejren’ kommer turen til ’hjemmefronten’, hvor forfatteren fortæller om sine bestræbelser på ved e-mails at holde sine soldaters pårørende orienteret om begivenhedernes gang.

I afsnittet ”Med helikopter i Talibans (sic) baghave” beskrives en indsats i samvirke med 42 Royal Marines Commando og de procedurer og den omfattende indøvelse, der gik forud herfor. Kapitlet giver en god fornemmelse for såvel Chinook-helikopernes lastekapacitet (120 personer i fire fly) som for den ildstøtte, som kunne leveres af de britiske kamphelikoptere. Man får at se, hvorledes improviserede sprængladninger kan gøre det af med en kampvogn, hvor møjsommeligt arbejdet med minerydning og reparation af broer er, og hvorledes indtrængning – ”bang-bang” – i en compound (Afghansk ’gårdhavehus’ – undskyld eufemismen) kan foregå.

Fortjenstfuldt har forfatteren også valgt at skrive et kort afsnit om ”Moral og etik i krigens skygge”. Heri beskrives de rules of engagement, der gælder for magtanvendelsen i missionen, og de formål voldsudøvelsen kan have. Også de svære valg, officerer ofte må træffe, er beskrevet i dette afsnit, men der sker en uheldig sammenblanding af beslutningstagernes behov for at gennemskue komplicerede sammenhænge under pres, og den menige soldats kampstress, der søges kompenseret ved overindlæring af kamprutiner.

I efterskriftet oplyser forfatteren, at han har villet viderebringe sine tanker og følelser snarere end at forklare, uddybe og rationalisere. Som læser må man medgive ham, at det er lykkedes, og man kan jo så blot se frem til den dag, hvor han eller andre får tid til netop at analysere og uddrage lærdom at det, som de som militære beslutningstagere har gennemgået og er sluppet helskindede fra. Denne bog er en velskrevet fortælling – men ikke et videnskabeligt værk. Der er ingen fodnoter, ingen bibliografi og intet index. Den har sine kvaliteter i de detaljerede beskrivelser af kamphandlinger og de tilhørende glimrende kortskitser og fotos, som tilsammen vil kunne danne udgangspunkt for en senere mere målrettet analyse. Den har til gengæld sine svagheder i sin mangel på operativ refleksion og i de mange alt for sentimentale beskrivelser af emotioner, som utvivlsomt har deres bund i realiteterne, men som virker for påtrængende. Sjøgren fortæller, at han gennem hele sit officersvirke har skrevet alt ned og har stakke af hæfter med operationsbefalinger, skitser af kamphandlinger, tidsangivelser og erfaringer. Dette fortjener en nærmere bearbejdning og udgivelse i en form, hvor yngre kolleger såvel som militærhistorisk interesserede læsere generelt vil kunne profitere af hans oplevelser og overvejelser.

 

Del: