Marskalstaven

Anmeldt af Henrik Laugesen

Svend Aage Christensen. Udgivet som ”DIIS Report 2009:18” af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med undertitlen ”Der er ikke nogen bombe, der var ikke nogen bombe, og de ledte ikke efter nogen bombe. Rapporten er udgivet i et bind med såvel dansk som engelsk tekst. På engelsk: ”The Marshall’s Baton”, Subtitle: “There is no bomb, there was no bomb, they were not looking for a bomb”. Rapportens appendiks og bilag er på engelsk. Pris kr.50 plus forsendelse. Tlf. DIIS: 32 69 87 87. Rapporten er skrevet af seniorforsker ved DIIS Svend Aage Christensen med støtte fra forskningsassistent, cand. mag. Gry Thomasen.

Dette er så at sige startskuddet til en af de større og mere langvarige udfordringer i forholdet mellem USA og Danmark. For USA er der på dette tidspunkt under den kolde krig væsentlige geostrategiske interesser at varetage i Grønland, og for Danmark er der væsentlige indenrigspolitiske interesser. Her tænkes ikke mindst på 60’ernes og 70’ernes debat om kernevåbenfri zoner i Norden. Siden 1968 har sagen så været fremme fra tid til anden, primært i takt med at nye dokumenter nedklassificeres, og nye oplysninger dermed kaster lys over sagen igen. Det var da også sådan en hændelse, der udløste nærværende DIIS rapport.

En BBC dokumentarudsendelse fra 2008 skabte politisk opmærksomhed. En britisk journalist, Gordon Corera, var kommet i besiddelse af nu nedklassificerede dokumenter og mente på den baggrund at kunne skabe begrundet mistanke om, at kun tre af de fire A-våben blev bjærget efter ulykken i 1968. Denne ”manglende bombe” er det absolut centrale omdrejningspunkt i denne historie. Ligeledes mener journalisten at kunne sandsynliggøre, at den danske regering blev ført bag lyset med hensyn til undervandseftersøgningens formål. Herudover foretager programmet en uskøn sammenkædning af dels syge Thulearbejdere og inuitter og dels radioaktivt udslip fra den forsvundne bombe. En helt irrelevant sammenblanding, idet de mennesker der bor i området omkring Thule og ikke mindst de mennesker, der var med til oprydningen efter ulykken, sagtens kan være blevet syge, selv om alle bomber blev bjærget. Efter min vurdering er det nemlig uden for enhver tvivl, at der blev spredt radioaktivt materiale i omgivelserne omkring nedstyrtningsstedet. Denne del af historien er da heller ikke, formentlig af samme årsag, en del af rapporten. Ikke desto mindre beder udenrigsministeriet den 6. januar 2009, på given foranledning, DIIS om en gennemgang af disse - nærmere bestemt - 348 dokumenter, og det bringer mig således frem til at skrive et par ord om rapporten.

Netop fordi denne historie om den manglende bombe i Thule indeholder alle de elementer, der skal til at lave en god konspirationsteori, kan Svend Aage Christensen slippe af sted med sin ret robuste ”eller syrlige” udmelding som meddelt af Christian Brøndum: ”Der er ingen bombe, der var ingen bombe og de ledte ikke efter en bombe”. En udmelding der, hvis man nøjes med at læse overskrifter, kan lyde som bestilt arbejde. Når det er sagt, er man på politisk niveau formentlig forpligtet til at tage bekymringen om samme sag alvorligt, ikke mindst på grund af de tidligere nævnte mennesker der i dag henholder sig til, at de lider af sygdomme der kan relateres til radioaktiv stråling forårsaget af ulykken. Det er derfor i alles interesse at få kastet nyt lys over denne sag, således det politiske niveau har den bedste baggrund for håndteringen af samme. Her kommer så Svend Aage Christensen og forskningsassistent Gry Thomasen ind billedet.

DIIS rapporten er efter min vurdering en særdeles minutiøs og velstruktureret undersøgelse, der gør Christian Erslevs videnskabelige tradition ære. Rapporten er bygget op af 3 hovedbestanddele. Første del er en grundig kronologisk gennemgang af alle nøgledokumenter, herunder også danske kilder. Formålet er at skabe det bedste grundlag for fortolkningen af disse kilder, idet maskeringen af udvalgte passager i næsten alle tekster i større eller mindre grad vanskeliggør en rekonstruktion af det fuldstændige billede. Denne del af rapporten kan for lægmand være en smule vanskelig at komme på sporet af, men efterhånden opstår forståelsen for sammenhængen og ikke mindst de mange fagudtryk, der henhører under dette felt. Interessant er det at bemærke, hvorledes den inkonsistente maskering af ord, passager og afsnit belønner den ihærdige og vedholdende forsker og det danner grundlag for de mange velargumenterede slutninger, der drages. Der kan som sagt ikke skabes et fuldstændigt billede af al korrespondance, men der er etableres, efter min vurdering, en høj grad af troværdighed i alle slutninger.

Næste hovedbestanddel er en validering af denne indledende undersøgelse. Trods det faktum, at alle slutninger fra den indledende undersøgelse virker overbevisende, sammenlignes hele redningsoperationens ”drejebog” med en drejebog fra en næsten identisk ulykke, ulykken i Palomares i 1966. Eneste forskel er, at der ved denne ulykke i Palomares manglede en bombe, og der var derfor et meget større ”set-up” til håndtering af denne ulykke. Thuleulykken havde ikke et så omfangsrigt ”set-up” Dette støtter efter Svend Aage Christensens mening argumentationen om, at der ikke manglede noget så værdifuldt som en bombe. Jeg skal dog for en god ordens skyld nævne, at der ved ulykken i Palomares skete en eskalation i indsættelse af bjergningsudstyr, fra dykker til ubåd. Det findes ikke sandsynliggjort, at en sådan eskalation ikke kunne have fundet sted i Thule også, såfremt noget der vejede mere end 20 kg (ubådens løftekapacitet) skulle bjærges.

Tredje og sidste hovedbestanddel i nærværende rapport er naturligvis sammenfatning og konklusion. Som resten af rapporten, er dette også en særdeles systematisk og velstruktureret del. Det er nemt at skaffe sig et overblik over de mange oplysninger, der er stødt til i det indledende forløb. Jeg kan særligt godt lide anvendelse af ikonerne, der i høj grad skaber overblik.

Jeg røber nok ikke for meget, når jeg siger, at Svend Aage Christensen konkluderer, at der ikke ligger en bombe under isen i Grønland; det står på forsiden. Ligeledes konkluderer Svend Aage Christensen, at amerikanerne ikke ledte efter en bombe, men efter en komponent fra en bombe, kaldet ”Marskalstaven” der består af uran 235. Afslutningsvis skal det nævnes, at det Svend Aage Christensen sandsynliggør er, at de danske myndigheder har været orienteret om hele forløbet. Således gennemhulles begge hovedpåstande i den britiske journalist, Gordon Coreras argumentation. BBCs reaktion på rapporten har mildest talt været afdæmpet og defensiv.

Denne rapport er det tætteste man, med den nuværende dokumentation, kan komme et punktum for denne Grønlandske ”Broken Arrow” historie. Naturligvis er der tale om et partindlæg, men et kraftigt et af slagsen. Det kan det politiske niveau formentlig være ganske godt tilfreds med. En, for mig, overraskende sidegevinst ved denne undersøgelse er, at vi nu ved nogenlunde hvor meget plutonium, der var involveret i ulykken. Det må vel samtidig betyde, at vi kan sige noget mere sikkert om, hvor sundt det har været at gå og skovle sne sammen og fylde i containere. Det kan Thulearbejderne formentlig være ganske godt tilfredse med.

Del: