Maritime betragtninger

Denne artikel er - med enkelte ændringer - manuskriptet til det foredrag Chefen for Søværnet, viceadmiral S. Thostrup, holdt i Det krigsvidenskabelige Selskab den 24. januar 1966.

Lad mig først — som baggrund for mine betragtninger — minde om nogle principielle forskelle mellem land- og søkrigsførelse, idet jeg — ikke for at bagatellisere, men af hensyn til foredragets varighed — undlader at komme nærmere ind på relationer til luftkrigsførelsen. Om denne vil jeg her indskrænke mig til at sige dels, at den har en del lighedspunkter med søkrigsførelsen, dels at direkte eller indirekte medvirken af luftstridskræfter behøves i forbindelse med de fleste operationer til søs, ja, i visse tilfælde kan operationer, som man normalt ville betegne som sømilitære, udføres af luftfartøjer.

Organisatorisk og taktisk kan der peges på den forskel, at man til lands — trods stærk mekanisering i de senere år — især benytter personelstyrke som målestok, medens vi til søs fortrinsvis taler om de materielle enheder — uden dog at underkende personelfaktorens betydning. På den anden side kan man i dag godt sige, at taktikken til lands, efter fremkomsten af de forskellige typer terrængående køretøjer og våben, i nogen grad er kommet til at minde om søtaktikken, selv om der på ingen måde kan sættes lighedstegn på grund af de vidt forskellige elementer, hvori der optrædes. Som militær enhed vil skibet fremdeles være særlig karakteristisk derved, at det rummer dels et eller flere våbensystemer, herunder varslings- og våbenledelsesudstyr, dels et fremdrivningsarrangement, som gør enheden meget mobil i sit element, dels indbyggede underbringelses- og vedligeholdelsesfaciliteter, samt et ikke uanseligt kvantum forsyninger. Vi har altså våben, mandskab, kaserne, fremdrivning og op til noget i retning af 3’ echelon støttetjeneste i samme »kasse«. Skibet er således en koncentration af mange midler og derved et alsidigt instrument, som til gengæld kan være ret sårbart, hvis sikringsforanstaltninger — aktive såvel som passive — negligeres. Tempoet i operationer til lands vil i almindelighed være væsentlig langsommere end til søs, men de kan jo til gengæld gennem succesivt opbyggede etapeområder ofte holdes i gang gennem længere tid. Skibe — og især mindre enheder — må derimod, trods de netop antydede egenskaber, jævnligt søge til basis. Alle militære operationer kan påvirkes af vejrforholdene. Men også her findes forskelle, thi medens det på land er bevægeligheden, som vil blive berørt af dårligt vejr, så vil det til søs særlig blive våbenindsatsen, som kan hæmmes af overliandige vejrforhold. Den væsentligste forskel mellem land- og søkrig kan imidlertid kort udtrykkes således, at medens krigen til lands føres indenfor et område, som helt kan okkuperes og altså tages i varig og fuldstændig besiddelse, så føres søkrigen på et herreløst område, der ikke kan besættes. Søkrigens våben kan ifølge sagens natur ikke virke direkte inde på fjendtligt landområde — bortset fra særlige kystbombardementsoperationer — men søkrigsføre.lsen kan dog gennem bl. a. handelsblokade i høj grad øve indflydelse på en fjendes modstandskraft — og i visse tilfælde fremtvinge en afgørelse uden eller forinden okkupation. Desuden kan man ved hjælp af søtransporter af forskellig art påvirke landkrigsførelsen direkte. Tilsvarende må noteres, at landplacerede våben vil kunne virke således over et farvandsområde i kystens nærhed, at en vis sammenligning med okkupation kan drages. Der findes med andre ord berøringsflader mellem to væsensforskellige krigsførelsesmetoder, men det er dog de principielle forskelle, som er de fremtrædende, og som medfører særkrav til organisation, uddannelse, optræden og forvaltning m. m.

Det frie hav fremtræder som en ubrudt transportvej med enorm kapacitet, der kan udnyttes af alle kyststater efter evne og på godt og ondt. Under fredsforhold er der tale om kommerciel transport af varer i stor målestok og om fiskeri. Opstår der spændte udenrigspolitiske forhold e. 1. kan der desuden på det frie hav over lange distancer forflyttes magtfaktorer — f. eks. såkaldte militære »brandkorps« — som vedkommende regering måtte ønske udnyttet til påvirkning af situationen. Skalaen kan f. eks. spænde fra en Klaksvig-affære til en Libanon-krise eller endnu mere dramatisk: en Cuba- krise. I krig tilkommer naturligvis udnyttelse af havet til operativ indsats af væbnet magt i større stil. Til optræden på det herreløse hav knytter sig paradoksalt nok begrebet Herredømme til Søs, der formentlig er nogenlunde kendt, men ofte mistolket. Dette refererer nemlig ikke til besættelse eller egentlig beherskelse, men til evnen til at udnytte havet — og til i størst mulig grad at forhindre fjenden deri, herunder standsning af trafik i fjendtlig interesse, hvilket kan medføre uoverensstemmelser med neutrale. Herredømme til søs kan næppe blive absolut eller totalt. Tværtimod vil det som regel være gradueret både i tid og rum — og det kan i visse tilfælde opfattes som værende under bevægelse, f. eks. knyttet til et område omkring en sikret konvoj. Det er gennem indsats af søkrigsmidlerne i forskelligartede operationer, at man søger at opnå herredømme til søs eller at forhindre fjenden deri, og det er gennem anvendelse af såvel krigs- som handelsskibe, at man søger det udnyttet.

Jeg skal her afstå fra at komme nærmere ind på de forskellige metoder og tilhørende operationstyper, som vedrører opnåelse og udnyttelse af herredømme til søs eller bestridelse af dette. Dog vil jeg gerne nævne, at overskibning af tropper er en form for sådan udnyttelse, samt at handelsblokade og søværts invasion er søkrigens to betvingelsesmetoder. Til gengæld finder jeg det naturligt ved denne lejlighed at fremdrage en række eksempler på den indflydelse, herredømme til søs har haft på militære operationer — eller med andre ord at erindre om den maritime strategis betydning. Med maritim strategi mener jeg den samlede indsats af væbnede styrker af alle værn i et område, hvor udnyttelse af havet muliggør fordelagtig anvendelse af geografiske forhold med henblik på opnåelse af krigsmålet eller operationsmålet. Mahan har i et af sine værker peget på romernes overskibning af tropper fra Spanien til hovedkrigsskuepladsen i Italien, medens Hannibal marcherede over land. Romerne fik derved mulighed for rettidigt at koncentrere tropper og derved påvirke de videre operationer. Vi gjorde noget tilsvarende i 1848-50 og tildels i 1864, og vi har i Frede- ricia-kampagnen i 1849 vel et af de smukkeste eksempler på udnyttelse af søherredømme og operativt samarbejde mellem værnene. Da den svenske flåde i 1644 brød blokaden af Kieler Fjord, hvori den havde været indespærret siden slaget på Kolberger Heide, var det strategiske grundlag for Chr. IV’s felttog i Skåne, nemlig et ubestridt herredømme til søs, faldet bort. 
Havet blev på ejendommelig måde vor skæbne i 1657-60, og under såvel skånske krig som store nordiske krig viser operationerne til søs en nøje sammenhæng med felttogene til lands, en sammenhæng, som dog ikke altid blev opfattet og udnyttet til fulde. Mange andre eksempler kunne hentes fra fortiden, og til de konklusioner, man kan drage af disse, vil man finde talrige paralleller under 2. verdenskrigs og efterfølgende epokers hændelser, som formentlig er så kendte, at nærmere præsentation er unødig. Imidlertid er der nok mange, som med henvisning til kernevåbnene vil spørge, om de principper, som kan formuleres på grundlag af fortidens hændelser, stadig er relevante. Man må vel i denne forbindelse pege på den eksisterende kernevåben- balance og på den erkendelse, som stormagternes politikere er nået til, at det ikke tjener noget politisk formål at slippe en kernekrig løs. Til gengæld er der i såvel teori som praksis mange muligheder for, henholdsvis eksempler på begrænsede aktioner, og hvad disse angår, kan de gamle principper fortsat tilpasses.

Efter mine foregående bemærkninger og det korte, historiske tilbageblik kommer jeg frem til spørgsmålet »Har vi i dag maritime interesser?« — og lad mig først belyse dette generelt for dernæst ud fra et sømilitært synspunkt at skitsere vor stilling mere konkret. Danmarks beliggenhed mellem Østersøen og Nordsøen samt mellem Tyskland og den skandinaviske halvø har altid givet landet en dominerende strategisk betydning; en betydning langt større end det, der svarer til landets størrelse, befolkning og ressourcer. Det vil således ikke være ukorrekt at sige, at vort land i geografisk henseende har en maritim position, og tilsvarende kan anføres om Færøerne og Grønland, som jeg dog ikke vil berøre i det følgende. Ser vi på vore gennemsejlingsfarvande kan Øresund passeres af skibe med indtil 7,5 m dybgående, medens det krogede Lille Bælts laveste dybde er ca. 15 m. Store Bælt har tilstrækkelig dybde til passage af de største skibe. Man har i 1964 observeret følgende antal passager af skibe over 50 BRT gennem vore stræder:

med andre ord en ganske betragtelig passagetrafik.

Vore havne og vor handelsflåde er naturligvis udtryk for vor evne til at udnytte søtransport. Der findes i Danmark omkring 400 havne og anløbsbroer, hvoraf en stor del dog kun har lokal betydning. Men af vore havne er der 10, som har over 9 m dybde, d. v. s. sejlbare for meget store skibe, medens yderligere 20 har mere end 7 m, svarende til ret store skibe. Derudover er der 45 med over 5 m, som kan anløbes af mindre, men dog oceangående fartøjer. Den danske handelsflåde talte ved udgangen af 1965 — for så vidt angår skibe over 20 BRT — mere end 2730 skibe på tilsammen over 2 685 000 BRT. Medtages kun skibe over 100 BRT, d. v. s. der ses bort fra fiskefartøjer o. lign., har vi over 1000 skibe på mere end 2 600 000 BRT. Af disse er 78 tankskibe på ialt 926 000 BRT, samt 88 færger på ialt 110 000 BRT. Danmark har med andre ord en forholdsvis stor og godt spredt havnekapacitet, der ydermere er i god vækst, samt en betydelig handelsflåde. Men vort samfund er jo også stærkt afhængig af en stor import af forskellige varer. I 1963 tilførtes fra udlandet over 21 900 000 tons varer, hvoraf 19 900 000 pr. skib og hovedparten af resten pr. landtransport. Vor udførsel var samtidig ca. 7 500 000 tons, hvoraf 4 300 000 pr. skib. Tilførslerne af flydende brændsel beløb sig til 8 000 000 tons af førnævnte totalmængde.

Samme år indtraf ca. 67 000 skibsanløb fra udlandet til dansk havn, og der skete selvsagt et lignende antal afgange. Af disse anløb (afgange) foretoges over 19 000 af danske skibe. Færgetrafikken på udlandet kom samtidig op på over 42 500 anløb. Tilføjes endvidere trafikken mellem danske havne med over 29 000 anløb og mere end 124 000 færgeture, kan man erkende, at der er tale om en meget intens søtrafik til, fra og indenfor vort område. Vi har med andre ord store maritime interesser, som en nærmere analyse vil kunne vise er udpræget vestorienterede, og da vor afhængighed af tilførsler også vil findes i krigstid, har disse interesser selvsagt militær betydning.

Store magter har gennem tiderne haft betydelige eller endog vitale interesser knyttet til dansk område, og dansk sikkerhedspolitik har altid måttet tage hensyn hertil. I særlig grad har vor opmærksomhed været vendt mod den stærkeste Østersømagt. I dag er det som bekendt først og fremmest Sovjetrusland, som må betragtes som den aktivt interesserede stormagt, men derved har vort område også den største betydning for såvel U.S.A. og England som for Norge, Sverige og Vesttyskland. Der er i tilslutning til denne betragtning grund til at henlede opmærksomheden på, at Sovjet, der jo tidligere traditionelt er blevet anset for at være en udpræget kontinental-magt, i betydelig grad har udviklet maritime interesser, og meget tyder på en stedse voksende maritim forståelse. Sovjets handelsflåde er efter en hastig udvikling — fra ca. 2 mili. BRT i 1945 —- nu nået op på mere end 6 000 000 BRT, ligesom der udover nævnte tal findes et meget stort antal oceangående fiskefartøjer. Denne flåde benyttes på Verdenshavene, hvad bl. a. de talrige passager gennem vore farvande vidner om. Det store antal fiskefartøjer, som til stadighed optræder f. eks. i Nordatlanten, tyder også på evne til og forståelse for at dyrke interesser uden for de snævre kystfarvande. Hertil kan føjes, at Sovjet gør en stor indsats med hensyn til hydrografisk og oceanografisk forskning. Det er også velkendt, at Sovjet efter krigen har opbygget en stor og kraftig orlogsflåde, der nu må betragtes som den næststørste i verden, og som gennemgår en stadig kvalitativ forbedring. Medens Østersøflåden ikke har ændret sig væsentligt i talmæssig henseende i de senere år, kan der peges på, at der foregår løbende fornyelse eller modernisering indenfor de fleste skibstyper, herunder indførelse af missiler som armering i såvel ubåde som overfladeenheder, samt forbedring af landgangsfartøjer. Gennemførelse af større flådeøvelser på det åbne hav, overdragelse af krigsskibsmateriel til visse magter, som f. eks. Ægypten, Indonesien og Cuba, samt i sin tid forsøget på overførelse af missiler til Cuba viser, at blikket er åbent for en maritim strategis muligheder.

Jeg skal ikke gå nærmere ind på at påvise, at der fra Østmagtside i tilfælde af en konflikt mellem øst og vest må formodes at være stor interesse for at komme i besiddelse af dansk territorium. Der vil i påkommende tilfælde kunne rettes en alvorlig militær trussel såvel over land som gennem luften og ad søvejen mod vort område. Et landværts angreb må dog passere Slesvig-Holsten og vil altså inddrage Vesttyskland, hvorved der ikke kan blive tale om nogen begrænset affære. Tænker man sig, at der tilsigtes en sådan, må angrebet komme lufteller søværts eller på begge disse måder, og vi må i denne forbindelse erindre, at en angriber forud for åbning af fjendtlighederne vil kunne drage fordel af opmarch over frit hav. Hvordan man end anskuer den strategiske situation set ud fra vor position, er der for mig ingen tvivl om, at truslen må mødes af et forsvar, som er balanceret opbygget mellem værnene og indenfor det enkelte værn. Hvis dette ikke er tilfældet, vil fjenden selvsagt udnytte deraf følgende svagheder i vort system. Vi må desuden være opmærksomme på vor afhængighed af søværts forsyninger og mulighederne for tilførsel af forstærkninger samme vej. Lad os herefter se lidt nærmere på de sømilitære problemer. De nuværende Østmagtområder er så nære, at et amfibieangreb herfra med en fart på 10— 15 knob kan nå frem til vore nærmeste kyststrækninger inden for tidsrum, hvis længde kan variere mellem ca. 5 og ca. 24 timer, og selv om man vel nok tør regne med visse indikationer om evt. forberedelse, er de nævnte perioder ubehageligt korte og stiller store krav til årvågenheden. En sammenligning mellem Warzawapagtens Østersøflåder og tilsvarende NATO-styrker ser i store træk således ud:

Endvidere råder Warzawapagtlandene over en veludbygget og vel afbalanceret marineflystyrke, medens den tilsvarende NATO-styrke er væsentlig mindre. Det kan altså fastslås:
1. At NATO-flådestyrkerne i Østersøen er meget underlegne, og
2. at et angreb mod Danmark kan etableres meget hurtigt over det frie hav,

men hertil må som noget meget væsentligt føjes, at angriberen må støde frem mod vore kyster, udfor hvilke vi i særlig grad kan udnytte de farvandsgeografiske forhold. De geografiske faktorer tilsiger os at forme en forsvarskoncept, som bygger på etablering af maritime spærrezoner ved adgangene til sund og bælter. Formålet må være at dække vitale dele af vort territorium og i størst mulig grad støtte det lokale forsvar heraf, samt iøvrigt at søge vore indre farvande udnyttet som tilførsels- og forbindelsesveje. Den her givne formulering udtrykker en defensiv strategi, men forhindrer ikke, at princippet om offensiv handling efterleves, således at der bliver tale om en aktiv defensiv. Vort søforsvars første og vigtigste opgave er altså invasionsforsvaret. De nautiske og geografiske forhold gør det naturligt, at udlægning af minespærringer indgår som et vigtigt led heri. Er sådanne spærringer etableret, vil de udgøre et solidt rygstød for de nu frigjorte flådestyrkers operationer. Men spærringernes etablering kræver en kombination af følgende:

— En tilstrækkelig tidlig iværksættelse.
— En hurtig gennemførelse.
— Et effektivt forsvar af operationen, og derpå af minespærringerne mod strygning.

Den tidlige iværksættelse forudsætter, at forvandsområdet holdes under observation ikke alene i en spændt situation, men konstant i fredstid. Kun derigennem har vi mulighed for at danne os et indtryk af den normale, hverdagsagtige situation til søs, som er grundlaget for at kunne erkende, at noget usædvanligt er i gære. Overvågningstjeneste og rekognosceringstjeneste er derfor vigtige forudsætninger for, at politiske og militære instanser i tide kan beordre minefelterne udlagt. I overvågningstjenesten indgår bl. a. et antal kystradar- og kystudkigsstationer foruden skibe og fartøjer. Den hurtige gennemførelse forudsætter, at minelæggere og deres dækningsstyrker til stadighed er udrustet i fredstid, men også, at minerne befinder sig i et højt beredskab. For at kunne forsvare minelægningen effektivt må næsten alle vore skibe indsættes — fordelt efter skibstypernes særlige egenskaber — men herved fås også den største dybde i søforsvaret, og iøvrigt i forsvaret som helhed.

- - -

Såvel i rekognosceringsopgaven som i beskyttelsen mod fjendtlige flyangreb og i bekæmpelsen af fjendtlige styrker lægges der stor vægt på indsats af egne fly, og en nøje koordinering af flåde- og flystridskræfters virke er påkrævet og finder sted ved planlægning og øvelser. Vi må som sagt lægge den allerstørste vægt på invasionsforsvaret, og de styrker, vi råder over, opmuntrer ikke til en spredning over forskellige andre opgaver. Lykkes det imidlertid at få minefelterne etableret og sikkert bevogtet, kan der afses styrker, som kan medvirke til bl. a. opretholdelse af de livsvigtige forbindelser udefra til Danmark samt imellem Jylland og øerne, herunder evt. påkrævede troppetransporter. Med dette for øje kræves:

— Beskyttelse af søtransporter i civile skibe.
— Uskadebggørelse af fjendtlige miner i havne og sejlruter.
— Søtransporter i Søværnets skibe.

Hvad troppetransporter eller troppeforskydninger angår må opmærksomheden bl. a. være henvendt på de muligheder, der er til stede som følge af den geografiske konfiguration, de mange bavne og anløbspladser foruden egnede kyststrækninger, det store antal små og middelstore færger samt kystfragtskibe — og i denne forbindelse ikke mindst den lovmæssige hjemmel, som findes til udskrivning eller beslaglæggelse af sådant civilt materiel. Hertil kommer så anvendelse af specielle militære landgangsfartøjer, som måtte være til rådighed. I det foregående har jeg især holdt mig til operationer vedr. den umiddelbare adgang til Sjælland og Øresund. .. . Forsvaret af Femern Bælt er imidlertid også særdeles vigtigt, thi her dækkes den jyske flanke, og her ligger det fremskudte forsvar af vore interne forbindelser. Det er derfor helt naturligt at betragte området fra Elben mellem Lauenburg og Hamburg over Femern, Lolland-Falster og Møen mod Fal- sterbo som hovedforsvarszonen, der holdes sammen af en maritim strategi. Jeg erindrer om, at jeg ved maritim strategi forstår: den samlede indsats af væbnede styrker af alle værn i et område, hvor udnyttelse af havet muliggør fordelagtig anvendelse af de geografiske faktorer med henblik på opnåelse af krigsmålet — og samtidig forhindring af, at fjenden opnår fordele af denne art.

Jeg vil gerae vedrørende de sømilitære opgaver komme med en tilføjelse og understregelse af, at der i fredstid •—- udover den påkrævede farvandsovervågning og det nødvendige beredskab, der skal være overfaldsforebyggende — er behov for løsning af en række opgaver knyttet til begrebet sikring og udøvelse af suveræniteten. Jeg tænker især på fiskeriinspektion, minestrygningsarbejder, stations- og redningstjeneste samt søopmåling og efter behov politimyndighed til søs. Disse opgaver forekommer såvel i de Danmark omgivende farvande som ved Grønland og Færøerne. Det er allerede nævnt, hvor omfattende den skibstrafik er, som i vore farvande boldes under kontrol af farvandsovervågningen. I denne forbindelse må også bemærkes, at talrige fiskefartøjer, omfattende mange nationaliteter, optræder med stigende intensitet i alle rigets farvandsområder. På havet nær Færøerne opererer til stadighed mellem 150 og 500 fremmede fiskefartøjer. De opgaver, som løses af vore inspektionsskibe, er reelt et led i udøvelse af en slags lokalt herredømme til søs. Det vil måske interessere at høre, at INGOLF og VÆ DDEREN i 1965 har varetaget inspektions- og stationstjeneste ved Grønland og Færøerne. De har i løbet af nævnte års første 3 kvartaler udsejlet henholdsvis 21.500 og 24.000 sømil. Til sammenligning minder jeg om, at Jordens omkreds ved ækvator er 21.600 sømil. HVIDBJØRNEN bar samme år foretaget søopmåling ved Grønland og har herved udsejlet ca. 16.000 sømil. I danske farvande har FREJA sammen med særlige opmålingsmotorbåde foretaget søopmåling og dybdekontrol i Store Bælt og ved Hals Barre, ikke mindst af hensyn til tankskibsfarten. Da behovet for disse skibes indsats er stigende, påregnes alle 4 store inspektionsskibe igang næste sommer, medens 3 holdes udrustet hele året. Jeg lægger stor vægt på en forsvarlig løsning af disse særlige opgaver, fordi den hermed forbundne virksomhed knytter sig til havets strategiske og politiske betydning, og fordi den sikrer alsidighed i personellets sømandsmæssige uddannelse.

Til sidst vil jeg gerne i korthed belyse Søværnets materielle status. Forsvarsloven af 1960 forudsatte som bekendt en reduktion af Søværnets styrker, der til gengæld skulle gøres mere effektive gennem et efter forholdene omfattende byggeprogram, som skulle skabe erstatning for en del af de udslidte enheder. For flådens vedkommende tilsigtedes en nedgang fra en styrke i 1959 på 69 egentlige krigsskibe af forskellige typer til 61 enheder. (Heri ikke medregnet skibe og fartøjer til særlige formål, hvis antal holdtes nogenlunde uændret).*) Hvad Kystdefensionen angår fastsattes en reduktion fra 6 til 2 forter. Denne indskrænkning er mere end gennemført, idet flåden i dag kun tæller 50 egentlige krigsskibe, fortrinsvis de ganske lette typer. Når det igangværende byggeprogram er gennemført, vil vi nå op på 57 enheder. De i Forsvarsloven fastsatte minimums styrkemål for flådens sammensætning er følgende:

*) Det kan tilføjes, at flåden som følge af opbygningen efter krigen havde nået sit talmæssige maksimum med 75 egentlige krigsskibe omkring 1957/58. Derefter fulgte en række reduktioner, da mange enheder måtte udgå på grund af udslidning, og da der ikke fandtes midler til erstatningsbyggeri.

samt et antal skibe og fartøjer til særlige formål, herunder inspektions- og opmålingsskibe. Talmæssigt ser situationen måske ikke så dårlig ud, men de herskende mangler falder, som det ses, især indenfor de typer, som skulle udgøre slagkraften. Jeg skal herefter kort omtale de forskellige skibstyper indenfor den nuværende flådeplan. For det første de enheder, som i loven betegnes som større enheder, hvis opgaver primært er at dække minelægningsoperationerne og deltage i invasionsforsvaret. Gruppen består i dag af 4 korvetter af TRITON- klassen. Disse er ikke fuldt ud egnede til at løse den opgave, der her er tale om, idet såvel fart (20 knob) som armering (2 X 76 mm kanoner) er for ringe. Under bygning er fregatterne PEDER SKRAM og HERLUF TROLLE. Disse skibe vil med deres 4 stk. 127 mm kanoner, moderne ildledelsesanlæg og relativt høje fart udgøre en betydelig forøgelse af flådens slagkraft. Det anses for nødvendigt at råde over et antal sådanne enheder, idet de er alsidige og muliggør en fleksibel forsvarskamp samtidig med, at de er i stand til at holde søen i længere tid og i alt slags vejr. I mange situationer er de en forudsætning for, at mindre, specielt indrettede fartøjer, kan optræde.
TORPEDOBÅDENES opgave er bekæmpelse af større fjendtlige enheder og transportskibe under gunstige forhold. Deres styrke ligger i farten og i, at de sædvanligvis indsættes i et større antal. 10 af vore både er dieseldrevne, medens de resterende 3 samt 3 under bygning er en mere avanceret type med gasturbinemaskineri. Dieselbådene — f. eks. FALKEN- klassen — kan opnå en fart over 40 knob, og gasturbinebådene af SØ- LØVEN-klassen en fart på over 50 knob. Alle bådene har torpedoer som hovedarmering, og til selvforsvar samt angreb på mindre overfladeenheder har de 40 mm kanoner. UNDERVANDSBÅDENE, hvis hovedarmering er torpedoer, har til opgave at bekæmpe større fjendtlige enheder og transportskibe. Deres fortrin er, at de har mulighed for at forblive uopdaget, selv i fjendtligt domineret område. Hvad angår MINELÆGGERNE er Forsvarslovens mindstemål opfyldt med 4 store og 4 små enheder. Den store type har en god minekapacitet og armeringen består af 4 stk. 76 mm luftvæmskanoner. De 4 små minelæggere er af speciel dansk konstruktion, den yngste, LANGELAND, er fra 1950. De er alle bygget til udlægning og vedligeholdelse af kabelminespærringer ved havne, i snævre farvande og i passager gennem minefelter, som fortsat skal kunne besejles af egne skibe. MINESTRYGERNE repræsenteres af to klasser, en større SUND-klasse, modtaget i 1954— 56, og en mindre: VIG-klassen, der er bygget efter 1960. Begge klasser er træskibe og er iøvrigt i stor udstrækning forsynet med umagnetisk maskineri m. v., hvilket giver dem gode egenskaber som minestrygere i områder, hvor der er lagt magnetminer, men samtidig gør dem relativt dyre såvel i anskaffelse som i vedligeholdelse.
BEVOGTNINGSFARTØJERNE af DAPHNE-klassen har til opgave at deltage i farvandsovervågningen og havnebevogtningen m. m. i samarbejde med overvågningsstationer på land. Blandt skibene til særligt formål bør man især bemærke de 4 inspektionsskibe, der har vist sig særdeles velegnede såvel ved Færøerne som i grønlandske farvande. Herudover findes en broget skare af kuttere, opmålingsmotorbåde, tankfartøjer og transportfartøjer. Enheder inden for disse kategorier behøves for at muliggøre en mere effektiv anvendelse af de operative enheder.

Til fuldstændig opfyldelse af Forsvarslovens styrkemål vil det dels være nødvendigt at bygge 2 »større enheder« og 2 torpedobåde, dels er der behov for supplerende anskaffelse af moderne udstyr til flere af de eksisterende enheder, såsom ildledelsesanlæg, våben og reservemateriel. Så vidt det i dag kan skønnes, kan der endvidere i de første fem år blive behov for erstatning af depotskibe og små minelæggere samt et opmålingsskib og muligvis et skoleskib, medens ca. 20 enheder må påregnes udskiftet i løbet af 70’erne.

Der må naturligvis lægges vægt på at opnå stabilitet med hensyn til opbygning og drift af Søværnets materiel og på at søge denne stabilitet fastholdt. Det må tages i betragtning, at der kan forløbe 25— 30 år fra den dag, tanken om et nyt skib er ved at tage form, til den dag, skibet sendes til ophugning, og af denne tid kan ca. 5 år eller mere medgå til projektering, bygning og udrustning — et forhold, som må ses i tilslutning til ønsket om mere langsigtede budgetter og økonomiske planer. Det vil derfor være både ønskeligt og praktisk, at der i fremtiden tilstræbes en passende, aldersmæssig spredning af skibene, således at der løbende foregår en jævn af- og tilgang inden for de lovfæstede rammer, og således at man undgår uøkonomiske nedslidningsperioder, som bl. a. kendes fra mellemkrigsårene og i nogen grad fra ’50erne, og som før eller senere fremtvinger omfattende erstatningsanskaffelser inden for et stærkt begænset tidsrum. Ser vi på standard-deplacements tonnagen*) i stedet for på antal enheder, er situationen stort set som følger:

Totaltonnagen fordeler sig således:
Lovens styrkemål omfatter ca. 27.000 tons til kampenlieder og ca. 18.000 til hjælpemateriel. Medens sidstnævnte tal stort set er opnået, haves i dag kun 18.500 tons til kampenheder, og i 1967 påregnes dette at være øget til ca. 24.000 tons.

*) Ved standard-deplacement forstås vægten af skibet fuldt udrustet men uden brændsel.

Medens vi i perioden fra 1960 til udgangen af 1965 — til erstatning for en lignende afgang siden 1958 — vil have haft en tilgang på ca. 21.000 tons eller i gennemsnit ca. 3.500 tons årligt — uden dog at have nået flådeplanen fuldt ud — ville man efterhånden, under hvad man kunne kalde en udjævnet anskaffelsesproces, kun behøve op imod 2000 tons i årligt gennemsnit for at vedligeholde Forsvarslovens målsætning. Ud fra et professionelt synspunkt ville det være ønskeligt og vel begrundet, om Søværnet fik rådighed over større styrker, et synspunkt, der også kom til udtryk i Forsvarsstyrelsens bemækninger til udkastet til Forsvarsloven i 1960. Men ligesom i 1960 mener Søværnskommandoen i dag, at den, under de herskende forhold, kan fastholde sin tilslutning til den styrkemålsætning, der er angivet i lovens paragraf 10.

S. Thostrup

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon maritime_betragtninger.pdf

 

 

Litteraturliste

Del: