Maritim doktrinanvendelse

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
De sidste to år har det danske søværn været en af hovedaktørerne i de største
maritime NATO øvelser, hvilket i 1998 var øvelse STRONG RESOLVE 98 og i
1999 NORTHERN LIGHT 99. Den spæde start der muliggjorde dette, var en
beslutning i 1997 i Søværnets Operative Kommando om at søge større dansk sømilitær
indflydelse på det reducerede antal maritime NATO øvelser i årene fremover.
Indtil dette tidspunkt havde søværnet deltaget med danske maritime enheder,
men hovedsageligt som isolerede enheder, hvorfor disse enheder altid indgik
i grupper af skibe fra andre lande i ’’Task” grupper. Det nye var, at vi nu ville
stille med et føringselement således, at det danske søværn kunne fa tillagt ansvaret
for at kontrollere og kommandere større multinationale flådestyrker og dermed
tilføre søværnet et paradigmeskift i retning mod den slags operationer, der
forudses nødvendige som følge af den nye verdensorden samt tillige fa mulighed
for at træne søværnets eskadrechefer i deres operative funktioner nemlig som
’’Task” gruppe commanders . Såvel i 1998 som i 1999 lykkedes det, at markere
det danske søværn på lige fod med store veletablerede NATO flådestyrker såsom
Standing Naval Force Atlantic og MCM Force North. I begge de føromtalte
øvelser opererede Commander Danish Task Group på niveau med Commander
Standing Naval Force Atlantic og havde i 1998 21 maritime enheder fra syv forskellige
lande under sig og i 1999 15 maritime enheder fra tre forskellige lande.
Set i bakspejlet er der ingen tvivl om, at søværnet og Danish Taskgroup (DATG)
kan kommandere og kontrollere en større flådestyrke og tillige inkorporere enheder
fra de andre værn således, at et defineret mål opnås i stort set alle de opgaver,
som moderne maritime enheder vil skulle involvere sig i nu om dage.
 

Doktrindefinition og diskussion
Formålet med denne artikel er ikke at beskrive udførelsen af disse øvelser, men
at redegøre for, hvorledes det er muligt også for en mindre flådenation som
Danmark, at gøre sig i stand til at markere sig på et så højt niveau som tilfældet
er. Som overskriften indikerer er en forudsætning herfor, at der eksisterer et
doktrinært grundlag, hvorfra der kan handles. For ikke at være i tvivl om
hvorledes doktrin defineres samt for at have det korrekte afsæt f.s.v.a. resten af
denne artikel, så eiteres hermed NATOs officielle definition for doktrin:
’’Fundamental Principles by which the military forces guide their actions in
support of objectives. It is authoritative but requires judgement in application
”.

Der er altså tale om principper hvilket, hvis man prøver at frigøre sig fra den lidt
voluminøse betydning, som ordet doktrin i dansk sprogbrug ofte pålægges, vil
kunne udvikles for enheder på forskellige niveauer spændende fra det strategiske
til det taktiske niveau. Visuelt kan det fremstilles således:


Ovenstående figur vil ganske givet springe i øjnene på mange, idet
doktrinbegrebet er relateret til alle niveauer. Igen er det vigtigt, at omsætte
doktrin til principper, som NATO doktrinen beskriver. Når dette gøres, virker det
ganske fornuftigt, at der er behov for principper på alle niveauer. På det taktiske
niveau taler vi om taktikker, hvilket reelt er simplere doktrinære handlemåder i
NATO forstand. På det strategiske niveau taler vi om koncepter eller visioner,
hvilket vil kunne opfattes som doktrinære læresætninger og handlemåder af
overordnet karakter.
 

Planlægningscyklus
Det essentielle i NATO definitionen er reelt den sidste sætning, som på dansk
kan udtrykkes ved den kendte læresætning: ”Ingen plan holder længere end til
første møde med fjenden” altså doktrinen er ”Authoritative but requires judgement
in application”. For at dette kan blive en realitet også i praksis, må der
forefindes et regelsæt, der kan indplaceres i denne skitserede planlægningscyklus,
som benyttes på alle niveauer af det militære system:

Denne cyklus inkluderer netop evaluering og efterfølgende tilretning af direktiv,
hvilket er de to mest essentielle forhold når et doktrinært grundlag skal opbygges.
Den sømilitære kamp eller operation kan ændres så hurtigt som følge af
ændringer i vejrmæssige forhold, uventet placering af fjendtlige enheder, hurtigt
opstående luftoperationer, specialstyrkeoperationer, fejlfortolkning af fjendens
formåen m.v., at det er af absolut største vigtighed, at det doktrinære skelet er således
opbygget, at det tillader hurtige evalueringer og justeringer således, at
direktiverne i størst muligt omfang passer til den reelt herskende situation. En
fleksibel iterativ planlægningsproces er derfor essentiel - også i maritim krigsførelse.
 

DATG niveaumæssige indplacering
Det synes relevant, at beskrive den niveaumæssige indplacering af DATG samt
sammenhængen f.s.v.a. kommando og kontrol af maritime styrker inden DATG
bestemmelsesgrundlag herunder opbygningen af dette illustreres.
Sammenholder vi den styrke DATG havde underlagt på forskellig vis i 1998,
nemlig 21 maritime enheder, dele af II MEF, norske landgangsbåde, minerydningskapacitet
i form af NATO's stående minerydningsstyrke (MCM Force
North) samt en hollandsk / belgisk minerydningsstyrke, minelægningsenheder,
en norsk torpedobådsdivision og ubåde i associeret kontrol, så må DATG med
rette kunne komme ind under definitionen på en NATO Task Group.(l) En af de
mest interessante begivenheder i 1998 var da COMDATG fik ansvaret for at
gennemføre en kystspringsoperation (HOOK Operation) med dele af II MEF og
norske landgangsbåde, hvor de maritime enheder i DATG, foruden beskyttelse af
landstyrkerne, tillige havde til opgave aktivt at støtte kampen på land med Naval
Gunfire Support under den meget bevægelige landmilitære operation, der fulgte
umiddelbart efter, at landtroppeme var ilandsat.
Sammensætningen af styrken i 1999 adskilte sig fra 1998, idet der var et
ønske om, at undersøge mulighederne for at sammensætte en styrke bestående
hovedsageligt af mindre enheder, som skulle afprøves i et ikke udelukkende
kystnært miljø. I 1999 blev tillige øvet samarbejde mellem specialstyrker og
DATG med henblik på at undersøge, hvorledes det var muligt at gennemføre
kommando og kontrol af væsentlige specialstyrker fra et maritimt hovedkvarter.
Også i 1999 vil DATG være dækket ind af en bestående definition, idet betegnelsen
NATO Task Unit må ses som den korrekte betegnelse. (2)
 

DATG specialisering
Kendetegnende for begge års operationer er, at de var fokuseret på det kystnære
miljø, et miljø, hvor den danske flåde har opereret siden kong Hans. Vi er derfor
i stand til ikke blot at navigere i dette miljø, men også at kæmpe. Det er netop
dette forhold, der gør de danske maritime operationer unikke i NATO
sammenhæng. De nationer, som vi normalt sammenligner os med, har ikke
normalt fokuseret synderligt på operationer i det kystnære miljø bortset fra deciderede
amfibieoperationer. Lande som England, Tyskland og Holland kan navigere
i et kystnært miljø, men vil ofte være begrænsede rent operationsmæssigt på
grund af disse landes maritime enheders dybgang. Maritime enheder fra USA
ynder normalt ikke at operere i et kystnært miljø. De vil oftest skulle have hjælp
fra nationale lodser. Norge vil også kunne betegnes som eksperter i kystnære
operationer, men det der adskiller deres operationer fra vores er, at de som oftest
ikke har de store overvejelser, hvad angår vanddybden, idet hovedparten af deres
Qorde har endog meget store vanddybder. Vi i Danmark har foruden de geografiske
forhold også de overvejelser, der er forbundet med begrænset vanddybde
at tage i betragtning. Ingen andre NATO lande opererer ubåde på vanddybder
mellem 20 - 30 meter, som det er tilfældet med de danske ubåde. Vi er eksperter
i at bekæmpe ubåde på sådanne vanddybder. Ingen andre NATO lande udlægger
så omfattende minefelter i så snævre farvande som os. Derfor har vi en niche,
hvor vi kan kalde os eksperter i kystnære operationer, såvel offensivt som defensivt.
Det doktrinære grundlag i relation til operationens niveaumæssige
indplacering
Uafhængigt af om der er tale om en Task Unit eller en Task Group, så er der
behov for et doktrinært grundlag til at basere aktiviteterne på. Niveauet for det
doktrinære grundlag er direkte relateret til den specifikke styrkes sammensætning.
Når DATG opererer sammen med specialstyrker, som tilfældet var i 1999
besiddes en strategisk kapacitet. Vi opererer dermed i hele spektret fra det
strategiske niveau til og med det taktiske niveau, og vores doktrinære grundlag
skal derfor også dække dette spektrum. Det samme er tilfældet, når der er en minelægger
associeret til styrken. En minelægningskapacitet er også at betragte
som en strategisk kapacitet, hvorfor det doktrinære grundlag skal kunne
anvendes i den komplette spændvidde fra strategisk til taktisk niveau.
 

Kommando og kontrol af maritime enheder
Før det doktrinære grundlag for DATG gennemgås, er det tillige nødvendigt kort
at beskrive, hvorledes NATO udfører kommando og kontrol af maritime enheder.
Der opereres med en Joint Force Commander (JFC), som normalt har operativ
kontrol over de tilknyttede maritime enheder. Taktisk kontrol over alle eller
over dele af disse styrker kan afgives til Joint Force Maritime Component Commander
(JFMCC). Taktisk kommando / Taktisk kontrol over alle eller over dele
af styrken kan være delegeret ned til en Officer In Tactical Command (OTC) for
hver enkelt task, -force, -group eller -unit. OTC kan beholde den taktiske kommando
/ taktiske kontrol eller han kan afgive noget af autoriteten til underliggende
’’commanders”, men OTC vedbliver med at have det overordnede ansvar for
at missionen gennemføres. Autoriteten og delegerede funktioner f.s.v.a. gennemførelsen
af OTC's ’’policy” kan være delegeret til en Composite Warfare Commander.
Altså ligesom tilfældet var f.s.v.a. den niveaumæssige placering og deraf
spændvidden af det doktrinære grundlag ses her, at der åbnes mulighed for at
fastholde en stor del af autoriteten på et højt niveau, men der er også mulighed
for, at delegere store dele af autoriteten nedad i systemet. JFMCC eller OTC kan
derfor vælge på hvilket niveau kommando og kontrol gennemføres afhængig af
hvilken flådestyrke, der er tale om samt hvilken opgave, der skal udføres.
et ordrekompleks (det doktrinære grundlag), som vil blive skitseret i det
følgende, startende fra det højeste niveau gående mod det laveste.
Det første der er vigtigt, at gøre sig klart er, hvilken opgave det er hensigten,
at flådestyrken skal løse. Når der skal udgives et ordrekompleks er det helt
afgørende, at dette er så udførligt, at det tilsikrer, at de enkelte skibschefer i
styrken handler ens og opfatter situationen på ensartede måder. Samtidigt skal
ordrekomplekset være så fleksibelt, at den enkelte skibschef gives albuerum til at
tilpasse netop sin enhed til den aktuelle operation under hensyntagen til netop
dette skibs egenskaber og denne besætnings karakteristika. Det vil sige, at det
komplette bestemmelseskompleks skal ikke alene give de underlagte chefer
planen, men også hvordan de skal reagere til en hvis grad. Hvor stor spændvidde,
der skal være for den enkelte skibschef, afhænger i stor udstrækning af hvilke
Rules Of Engagements (ROE), der er gældende og denne spændvidde udvides og
indsnævres i takt med at styrken tillægges forskellige ROE profiler i de
forskellige faser af en moderne maritim operation. Udviklingen af doktrinen er et
resultat af samspillet mellem de tre grundlæggende begreber:

Dette samspil vil påvirkes af opfattelsen af den materielmæssige basis, truslen,
opgaven og den overordnede mission. Efter denne analyse vil der kunne
sammensættes en maritim styrke, der er skræddersyet til at løse den specifikke
opgave, som er ønsket. Hermed er basis opnået f.s.v.a. det doktrinære bestemmelsesgrundlag,
som DATG opererer på.
 

DATG doktrinære grundlag
Når opgaven og styrken er fastlagt kan det doktrinære grundlag beskrives. Dette
grundlag er opbygget som følger:
Der udfærdiges først en ’’Operations Order” (OPORD). Denne beskriver de
overordnede forhold med hensyn til styrkens organisation. Heri beskrives
hvorledes styrkechefen vil delegere autoritet, og til hvilket niveau dette vil
foregå. Tillige beskrives de overordnede overvejelser med hensyn til styrkens
kommunikationsorganisation. Generelle krav til flådestyrken f.s.v.a. billedopbygning,
kommunikation, organisation, ansvarsområder o.l. beskrives tillige. Der
vil fremgå til hvilket niveau billedet under vandet, på overfladen og i luften skal
være klaret op, herunder i hvor stor afstand fra styrken, at evt. mål skal være
identificeret.
På baggrund af denne OPORD samt opgaven (missionen) kan der
udfærdiges en ’’Concept of Operations”. Dette er reelt en overordnet missionsanalyse,
hvor det overordnede ’’Endstate” omsættes til ’’Operational Objectives”
og ’’Decisive Points”, som samlet resulterer i et antal ’’Key Areas”, hvorpå der
skal fokuseres på vejen mod det definerede ’’Endstate”. Med baggrund i denne
analyse opstilles en ’’Mission Statement” samt en ’’Tasking” af de enkelte dele af
den maritime styrke. Styrken vil oftest være organiseret nedadtil i ’’Task Units”,
hvor et eksempel kan være at minerydningsenhedeme (MCM enheder) samles i
en enhed. En anden ’’Task Unit” kan eksempelvis være en division af torpedobåde
eller de tilknyttede ubåde. Hvert af disse Task Units har en ’’Commander
Task Unit”, hvilket oftest er den ældste chef i gruppen. Han er ansvarlig for at
hans specifikke gruppe af enheder opererer i henhold til de direktiver, der er
givet af styrkechefen. En "Task Unit” kan derefter være inddelt i ’’Task Elements”
hvilket kan være en inddeling helt ned til enhedsniveau. Som tilfældet
var for ’’Task Units har hver ’’Task Element” tillige sin ’’Commander Task
Element” der er ansvarlig for, at hans gruppe af enheder opererer som dikteret af
hans foranstående ’’Commander Task Unit”.
Foruden ’’CONOPS” gennemføres en ’’Commanders Estimate” der reelt er
en missionsanalyse med det formål at analysere de maritime operationer på niveauet
under det der er dækket af CONOPS. Herudover udgives tillige et kompleks
af ’’stående” signaler, hvis hensigt er yderligere at præcisere, hvordan der
skal reageres i bestemte situationer. Disse signaler danner således rygraden i det
konceptuelle grundlag. Dette doktrinære grundlag, som der reelt er tale om, vil
løbende blive suppleret af mindre signaler afhængig af situationens udvikling.
Hermed opnås, at evalueringsprocessen og den efterfølgende direktivændring
ikke blot fremstår som en læresætning i doktrinære lærebøger, men benyttes i
reelle maritime operationer til løsning af reelle maritime opgaver. Altså kravet
om at doktrinen skal være: ”Authoritative but requires judgement in application
” er til fulde opnået.
Der er tale om følgende ’’stående” signaler, der alle bygger på gældende
NATO publikationer for de enkelte krigsarter, hvor den generelle ’’bibel” for
maritime enheder er Allied Tactical Publication volume I eller i daglig tale ATP
1 VOL I. Denne publikation er ikke, som navnet så misvisende indikerer, en
publikation der begrænser sig til det taktiske niveau, men en publikation, der
dækker over alle niveauerne i moderne krigsførelse lige fra strategisk til taktisk
niveau. For at illustrere dette, kan det nævnes, at publikationen beskriver, hvilke
forhold der bør tages i betragtning ved operationer med styrker på størrelse med
NATO Expanded Task-forces. Publikationen beskriver i denne sammenhæng,
hvilke forhold man specielt skal være opmærksom på, hvilke formationsopbyg
ninger der med fordel kan benyttes i forskellige situationer, hvorledes den overordnede
kommunikationsarkitektur skal opbygges, hvorledes det overordnede
maritime billede vil kunne opbygges samt hvilke enheder dette kræver. At lade
sig misvise af, at publikationen i titlen indeholder ordet taktik er en fejl af dimensioner,
hvis dette ord dermed mentalt begrænser den enkelte til at forstå
publikationens såvel taktiske som operative/strategiske indhold.
I det efterfølgende beskrives kort de mest benyttede signaltyper (de
’’stående” signaler):
 

’’Operations General” (OPGEN)
Dette er et signal fra OTC (f.eks. COM DATG), hvori styrkechefen foretager en
evaluering af situationen (hvilket reelt er missionsanalysen - Commanders
Estimate) og på baggrund heraf beskriver styrkens mission samt de generelle
forhold f.s.v.a. reaktioner i relation til de enkelte maritime krigsarter. Heri
beskrives hvilke specifikke ansvarsområder de enkelte enheder eller ’’commanders”
har. Dette kan eksempelvis være udpegning af en enhed, der har det
overordnede ansvar for at opretholde et luftbillede. En anden enhed kan være
udpeget som ansvarlig for, at der til stadighed forefindes et tilstrækkeligt billede
af overfladesituationen. Såfremt OTC har uddelegeret ansvaret, vil hans overordnede
retningslinier fremgå af OPGEN.
 

OPTASKAntiAir Warfare (OTAAW)
Dette signal er en videredetaljering af det punkt, der beskriver de generelle
forhold omkring luftforsvaret som beskrevet i OPGEN. Udfærdigelsen af dette
signal vil oftest være uddelegeret til den skibschef, der i kraft af erfaring samt
enhedspotentiale f.s.v.a. sensorer og våbensystemer til luftforsvar er den mest
kapable til netop denne krigsart. Skibschefen vil blive udpeget som ” Anti Air
Warfare Commander” for hele styrken. Signalet vil beskrive detaljerede
oplysninger af relevans for gennemførelse af styrkens luftforsvar. Dette være sig
eksempelvis identifikationsprocedurer for indkommende fly. Tillige vil der
fremgå, hvorledes styrken organiserer luftforsvaret - hvilken form for separation
luftrummet skal have. Der kan således være tale om at betragte rummet som
opdelt i mindre stykker, hvor enkelte skibe tildeles ansvaret for luftrummet i
deres specielle område eller det kan vælges at betragte luftrummet som et hele,
hvori der skal koordineres stringent for ikke at risikere nedskydning af eks. egne
luftfartøjer. Der er altså fundamental forskel på, hvilken form man vælger, samt
under hvilke situationer den ene form har fordele frem for den anden. Endvidere
skitseres styrkens planlagte reaktionsmønstre i forb. med luftforsvaret mod en
specifik missiltrussel.
 

OptaskAnti Submarine Warfare (OTASW)
Som tilfældet var for OT AAW, så er dette signal også en yderligere detaljering i
stil med hvad er beskrevet ovenfor. Anti Submarine Warfare Commander vil
således beskrive forhold som akustisk profilering, deceptive akustiske planer,
våbenallokering, sonar policy og sidst, men ikke mindst, hvorledes styrken skal
rutes imod destinationen således, at det maritime miljø benyttes i størst muligt
omfang til at begrænse eventuelle fjendtlige ubådes muligheder for at indhente
informationer om styrkens bevægelser.
 

Optask Anti Surface Warfare (OT ASUW)
Igen er der tale om et signal, der i lighed med de tidligere to beskrevne blot
koncentrerer indsatsen om situationen på overfladen. Til dette er der tilsvarende
udpeget en Anti Surface Warfare Commander. OTC vil i sit signal beskrive,
hvorledes overfladekampen skal føres. Han vil beskrive, hvilke enheder der
påtænkes udsendt som ’’pickets”, hvis det bliver aktuelt, at et billede af fjendens
position skal indhentes af denne vej. Tillige vil der være beskrevet nogle forudbestemte
reaktioner relateret til bestemte enheder, som kan iværksættes uden
iværksættelsesordre. Dette kan være særdeles vigtigt, idet der vil være
situationer, hvor det ikke er muligt at kommunikere af frygt for at blive opdaget,
eller hvor kommunikation er umulig som følge af intensiv jamming.
 

Optask Mine Warfare (OT MW)
Dette signal beskriver de mere detaljerede forhold omkring minelægning og ikke
mindst, hvorledes fjendtlige mineringer kan undgås. Heri står beskrevet i hvilke
områder, det kan forventes, at fje n d e n er i stand til at udføre mineringer. Tillige
beskrives, hvorledes egne enheder kan dirigeres igennem fjendtlige minefelter
efter, at disse er blevet renset for miner af egne minerydningsenheder. Derudover
beskrives, hvorledes den enkelte skibschef kan forberede sig på en eventuel
minesprængning. Denne beskrivelse vil kunne omfatte så detaljerede oplysninger,
at også enkeltpersons optræden beskrives.
 

Optask Recognised Maritime Picture (OT RMP)
Dette signal beskriver i detaljer, hvorledes styrken organiserer billedopbygningen
samt til hvilken grad, dette billede skal være klart. Herunder beskrives hvilke
enheder, der har ansvaret for bestemte dele af billedopbygningen. Sådanne
delelementer kan f.eks. være en separation mellem overfladebilledet, luft billedet
samt undervandsbilledet. Dette signal beskriver ydermere, hvorledes de lokaliserede
spor skal benævnes således, at der opnås en ensartet benævnelse, hvilket i
sidste instans er altafgørende for i hvilken grad den enkelte skibschef oplever
billedet som klart. Ydermere beskrives, hvorledes det overordnede billede bliver
filtreret af en ansvarlig skibschef og derefter udsendt til styrken som det
gældende billede for styrken som hele og dermed grundlaget, hvorpå den enkelte
chef kan handle inden for den til ham tildelte autoritet.
 

Optask Link (OT LINK)
Heri beskrives i detaljer hvorledes DATA LINK arkitekturen i styrken skal
opbygges. Det fremgår hvilke enheder, der har specielle opgaver f.s.v.a. LINK
opgaver, det være sig eksempelvis hvilken enhed, der har ansvaret for at sørge
for, at der er interaktion mellem enheder, der ikke besidder interoperable
linksystemer. Tillige beskrives hvorledes informationer skal videregives til
enheder, der ikke er udstyret med link forbindelse, hvilket som oftest er tilfældet
med mindre enheder.
 

Optask Communication (OT COMMS)
Dette signal beskriver i detaljer hvilke frekvenser, der skal lyttes af de forskellige
enhedstyper. Ydermere beskrives frekvensskifteplaner således, at styrken kan
opnå en vis form for uafhængighed i relation til fjendtlig elektronisk krigsførelse.
 

Optask Electronic Warfare (OTEW)
Dette signal beskriver i detaljeret form hvilke elektroniske udsendelser, der
relaterer sig til de af fjenden benyttede enhedstyper. Disse identificeres på
’’fingeraftryk” således, at de øvede operatører er i stand til at udpege en bestemt
radar af en bestemt type til en bestemt ijendtlig enhed angivet på skibsnavn.
Hermed opnås muligheden for fleksibelt at sammenligne indhentede elektroniske
udsendelser og benytte disse til krydspejlinger således, at styrkens billede i
mange tilfælde vil kunne opbygges alene ved hjælp af passive midler, hvorved
det meget væsentlige af krigens principper nemlig overraskelse kan opretholdes.
 

ROE implementation ( ROEIMPL)
Dette signal foretager en opdatering af hvilke Rules of Engagements, der er i
kraft på signalets udsendelsestidspunkt

ROE interpretation (ROEINTRP)
Dette signal skal ses i sammenhæng med det ovenstående, idet dette signal
beskriver, hvorledes styrkechefen opfatter betydningen af den enkelte regel.
Dette er yderst vigtigt, idet den enkelte skibschef dermed direkte har på skrift,
hvorledes styrkechefen vil handle i specifikke situationer. Dette er yderst
relevant, såfremt kommunikation af en eller anden grund ikke kan opnås.
Fælles for alle disse signaler er, at de udgives inden operationen påbegyndes,
og fungerer som sådan som det doktrinære grundlag for den samlede maritime
styrke. Dermed opnås, at den enkelte skibschef og også de ledende officerer
ombord tænker ens i de situationer, der forventes at opstå. Tillige beskrives,
hvorledes der må reageres,'herunder hvilke våbentyper der må anvendes i hvilke
situationer, samt til hvilket niveau disse må anvendes. Ydermere fremgår hvilke
ROEs, der er i kraft samt, hvorledes disse er fortolket af styrkechefen. Dette
tilsikrer, at den enkelte skibschef ikke uønsket eskalerer situationen som følge af
at han tillægger en given ROE en anden fortolkning end styrkechefen.
Der er nu klarhed over hvilken styrke, der er til rådighed til løsning af den
givne opgave. Derudover er der nu beskrevet et doktrinært grundlag, der gør det
muligt at løse den givne opgave.

Dette grundlag bliver derefter løbende vurderet i den skitserede planlægningscyklus
og bliver således kontinuerligt opdateret af den søbåme stab i takt
med, at situationen ændrer sig. Det kan være, at der bliver tilknyttet nye enheder
til styrken. Det kan også være, at CTF beder om en bestemt type af enheder til at
gennemføre en speciel opgave i et isoleret farvandsafsnit, hvorfor disse enheder
skal udgå af styrken. Det betyder, at ansvarsområder skal omfordeles således, at
den resterende styrke igen bliver i stand til helt præcist at dække alle områder af
den sømilitære kamp, således at missionen kan løses.
Denne opdatering af det doktrinære grundlag foretages i praksis ved, at staben
udfærdiger ’’Intention” og ’’Progress” signaler i takt med, at situationen ændrer
sig. Disse signaler referer til det allerede udgivne ordrekompleks, hvorfor
kun ændringer i forhold til det bestående indgår i signalerne. Dette gør, at signalerne
bliver korte og præcise hvorved der er skabt et fleksibelt og let håndterbart
"situations styrings værktøj" for styrkechefen.

Afslutning
Ovenstående viser med tydelighed, at desuagtet der har være en del debat
tidligere om søværnets manglende doktrinære grundlag, så har vi haft og har
benyttet ovenstående grundlag siden Danmark blev medlem af NATO. Tillige
ses, at der er tale om et doktrinært grundlag, der hurtigt og smidigt kan kobles til
den virkelige situation, til fulde kan indplaceres i den tidligere skitserede
planlægningscyklus og sidst men ikke mindst har vist sig at fungere også i
DATG. Hermed skulle den tvivl der kunne spores for ca. to år siden om, hvorvidt
det danske søværn havde en doktrin eller ej kunne ijemes. DATG besidder et
velstruktureret doktrinært grundlag der tillige tillader, at enheder fra de andre
værn eller andre NATO-lande hurtigt kan inkorporeres, da dette vil være en
naturlig del af den iterative planlægningsproces i staben.
Som afslutning på denne artikel citeres NATOs officielle definition for doktrin
igen:
”Fundamental Principles by which the military forces guide their actions in
support of objectives. It is authoritative but requires judgement in application
Det danske søværn og dermed DATG er velbekendt med ’’the fundamental principles”.
Den detaljerede vægtning af principperne og den tilhørende situationsbestemte
vurdering forud for en operation foretages af den kommanderende til søs
og hans stab.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_129_aargang_apr.pdf

 

Noter
1. En NATO Task Group er ifølge AJP 1 defineret som: En flådestyrke
sammensat af kampenheder ( krydsere / destroyere / fregatter) samt ubåde
og minerydningskomponenter. En Task group er således mere omfattende
end en Standing Naval Force / Task Unit og kan derfor udgøre en mere tro
værdig styrke samt opretholde en længere tilstedeværelse i operationsområdet.
2. En NATO TASK unit er ifølge AJP 1 defineret som: En samling af maritime
kampenheder (fregatter / destroyere) eller af enheder med minerydningskapacitet,
hvoraf et fartøj råder over de nødvendige faciliteter til udøvelse af
kommando og kontrol.

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.