Mao Tse Tungs teorier - og danske forhold

I fortsættelse af en tidligere artikel ’Guerilla-krigsførelse i Danmark?’ (nr. 10/1966) samt læserbreve i tilknytn ing t il denne tager kaptajn B. J. Crenzien, Dronningens Livregiment, i denne artikel Mao Tse-Tungs doktriner og deres anvendelse på danske forhold op til nærmere prøvelse.

Foranlediget af premierløjtnant E. Marcussens læserbrev vil jeg her fremsætte nogle tanker om anvendeligheden af Mao Tse-tungs doktriner på danske forhold.

Aller først er jeg fuldt ud enig med premierløjtnant Marcussen i, at jeg i min tidligere artikel er gået for let hen over det punkt, der angår befolkningens evne til at være basis for en modstandsbevægelse. Jeg havde imidlertid kun til hensigt at foretage en analyse af de forskellige faser, der kan være tale om ved en eventuel hel eller delvis besættelse af landet og de deraf afledte muligheder for kampens videre førelse som guerillakamp. Det drejede sig altså for mig indledningsvis kun om at finde mulighederne og baggrunden for den rent »tekniske« førelse af kampen og primært at analysere kampens udseende.

Jeg indrømmer, at netop en sådan kamp har ideologiske og psykologiske aspekter, som er afgørende for tilstedeværelsen af den mentale baggrund. Befolkningens evne til at føre denne kamp er jeg ganske rigtigt gået let henover, idet jeg har forudsat, at denne evne var tilstede. En tilbundsgående analyse af »evnen« ville ganske have sprængt artiklens rammer, idet det for mig i denne artikel drejede sig om »hvordan« kampen skal føres mere end »hvorfor« den overhovedet finder sted.

Men lad os så se lidt på denne så svært definerbare »evne« hos befolkningen:

Her kunne det så være fristende direkte at overføre de tanker og konklusioner, Mao Tse-tung har fostret, til enhver form for guerilla-krig eller modstandsbevægelse. Mao Tse-tung bliver anset for at være den store læremester - med rette - i alle spørgsmål, der angår guerilla - eller revolutionær krigsførelse, som man ynder at kalde denne form på den anden side af jerntæppet.

Men lad os derfor ikke se bort fra de fundamentale forskelle i den situation, vi vil stå overfor, og den kamp, Mao har ført og som i dag bliver forsøgt ført i Sydøst-Asien.

Mao Tse-tungs grundlæggende faktorer for revolutionær krigsførelse. For at kunne forstå baggrunden for Mao’s idéer, må vi opløse krigen i dens faktorer, nemlig:

De håndgribelige som

- våbensystemer,

- forsyninger og

- antal mennesker til at bruge våben og forsyninger.

De uhåndgribelige som 

- rum (defineret som antal kvadratkilometer + hindringer og brugbare færdselsårer),

- tid og

- vilje.

Medens den vestlige verden næsten udelukkende har lagt de tre håndgribelige faktorer til grund for udviklingen af krigspotentiellet, har Mao - tvunget af bitter nød - lagt de tre uhåndgribelige faktorer til grund for sin krigsførelse. Han havde jo ikke andet end rum (Kinas umådelige vidder), tid og vilje kombineret med antallet af mennesker som sit krigspotentiel. Til syvende og sidst drejede det sig for ham om dette spørgsmål: Hvordan kan en nation, som ikke er industrialiseret, besejre en nation, som er det?

Den eneste vej ud af dette problem lå for Mao i at sætte en politisk mobilisering af folket i stedet for den industrielle mobilisering, som ikke var tilstede. Ved denne politiske mobilisering ville han så komme til en militær løsning af krigen - og tiden har vist, at han nåede dette mål. Mao fastholder, at den endelige militære sejr hidrører fra den politiske omvendelse (ensretning) af folket. Men Mao er udmærket klar over, at denne politiske omvendelse tager tid.

Mao’s »militære« problem var så, hvordan han kunne organisere kampen, således at han udnyttede rummet til at vinde tid. Hans »politiske« problem lå i, hvordan han skulle udnytte den vundne tid til at opnå viljen til den endelige sejr i befolkningen, denne vilje til at ofre og udstå svære lidelser for at kunne vinde sejrens palmer. Hans virkelige militære problem var følgelig ikke, hvordan han hurtigst muligt skulle få en ende på krigen, men hvordan han skulle få den til at blive ved. I sine skrifter kommer han gang på gang tilbage til dette problem. Allerede i 1936 skrev han: »Andre lande er måske overrasket over den ti-årige revolutionære krig, vi har udkæmpet, men for os er den kun som en præsentation, en forstærkning og en indledende forklaring af temaet i en fortælling, hvis mange spændende kapitler endnu ikke er udgivet.« Og senere: »Ligesom en lang rejse afprøver en hests kræfter og et langvarigt arbejde stiller en mands karakter på prøve, således vil guerilla-krigen vise dens enorme styrke i løbet af en lang og nådesløs krig.«

Her kommer vi så til Mao’s tre faser i den revolutionære krig:

1. fase: De revolutionære er i - hvad Mao kalder - »strategisk defensiv«.

2. fase: Modstanderne i krigen er i en slags ligevægt på den måde, at de revolutionære har vundet i styrke, medens modstanderne er ved at blive udmattede af den langvarige krig.

3. fase: I denne fase er vægtskålen tippet ned til fordel for de revolutionære, som nu griber til offensiven.

Hvad forstår Mao så ved »strategisk defensiv«? Kort sagt går den ud på dette: Jo mere den ene part i en krig er villig til at overgive, jo mere er den anden part nødt til at forsvare. Men på denne måde vinder man ikke nogen krig ej heller vinder man folket for sig ved konstant tilbagetog. Angreb med sejr, hvor lille den end er, kan alene gøre det. Kombinationen af spredning og koncentration af styrkerne er den lære, Mao igen og igen prøver at lære sine disciple. At vinde lokal overlegenhed, slå til og så forsvinde igen. Mao er klar over, at prisen for en overleven i denne periode er forsigtighed og tålmodighed.

Men Mao gør det i sine skrifter klart, at skønt guerilla operationer er den sump, hvori en teknisk overlegen fjendes krigsmaskineri kører fast, så kan de ikke af sig selv vinde krige. Disse operationer kan hindre nederlaget, men de kan ikke vinde sejr. Derfor insisterer han på, at hæren i den strategiske defensivsperiode må spille en aktiv politisk role: »Når den Røde Hær kæmper, kæmper den ikke alene for kampens skyld, men for at vække masserne, at organisere dem og at hjælpe dem til at etablere revolutionær, politisk magt. Uden disse mål mister kampen sin mening og den Røde Hær selve dens eksistensgrundlag.« Hæren skal derfor i sig selv være en eneste stor, koordineret propaganda-maskine, revolutionens fakkel.

Første fase - den strategiske defensiv - glider ind i den næste fase, fordi kommunisterne, som Mao selv siger det, » har trukket sig tilbage i rummet, men er gået frem i tid« .

Hvad er egentlig sket i henhold til Mao’s teori? Først og fremmest er »nederlagets uundgåelighed« blevet fejet ud af de underlegnes sind af den simple grund, at krigen stadig fortsætter. Modløshed er blevet afløst af håb, modstandsviljen er blevet hærdet og viljen til at vinde er begyndt at vise sig. Guerilla-enhederne bliver større og koordineringen imellem de enkelte enheder bliver udført omhyggeligere. En lang række lokale aktioner kan blive betragtet som en strategisk indtægt af de revolutionære, til trods for at hver aktion resulterer i en tilbage trækning af de irregulære styrker, når bare de har bevaret evnen til at slå igen. Hvorfor? Ved regelmæssigt at bryde den af deres fjende etablerede orden, får de befolkningen til at spørge, om denne etablerede orden overhovedet er noget værd. Befolkningen vil henvende sig til de irregulære for at opretholde ordenen, hvilket vil sige, at de irregulære styrker er godt på vej til at blive anerkendt som en regering. Og kommunisternes fjende får her lov til at spekulere over, om hans egen sejr overhovedet er sikker til trods for den uendelige række af erobringer, som bag hans ryg bliver tabt igen. Når fjendens linier bliver trukket ud som tyggegummi, svage og tynde, når den financielle byrde for ham bliver større og større, vil modstanden også i hans hjemland mod denne krig af sig selv svække troppernes kampvilje. Denne krig, således som Mao ifølge sine teorier på tænker at føre den, er den billigste for de revolutionære og den dyreste for fjenden.

Og dermed kommer vi til den sidste, afgørende fase. Jeg vil her endnu engang påpege, at Mao i sine skrifter aldrig nogensinde lader opstå skygge af tvivl om, at guerilla alene ikke kan vinde en krig. Dette må aldrig glemmes. Kun ved at sammensmelte enheder til større enheder, ved at etablere en organisation, ved at inkalkuere disciplin, kort sagt ved at lave løse grupper om til armeer, kan den nødvendige, stadig voksende lavine af militærstyrke blive til virkelighed.

Men hvad så, hvis der ikke sker de i det foregående beskrevne fremskridt i den revolutionære bevægelse, hvis målet tabes af syne eller tålmodigheden ikke slår til? Mao Tse-tung ville ikke være den, han er, hvis han ikke havde forudset disse spørgsmål. For det første, siger han, kan krigen ikke tabes - i modsætning til en enkelt aktion — når den rette ledelse er tilstede. Dette er unægteligt et udsagn, som har uhyre betydning i propagandaen. For det andet dette: Skønt Mao fastholder, at krigen må igennem de tre førskitserede faser, så påpeger han dog, at der ikke nødvendigvis behøver at være konstant og åbenbar fremgang. Der kan ovenikøbet finde en tilbagegangsted, lige så godt som fremgang. Men ved tålmodighed og vilje er den endelige sejr uundgåelig. Deri ligger vel til syvende og sidst disse teoriers - ja, man kan vel næsten sige denne religions - kraft og medrivende evne.

Man skulle synes, at Mao Tse-sung derved har skabt et uangribeligt dogme, som er almengyldigt i evig tid. Men .... Mao har selv aldrig helt gjort det klart, hvor meget basen betyder for førelsen af en guerilla-kamp. Er det ikke Kinas tilstedeværelse umiddelbart på den anden side af døren til Indokina, som har bidraget væsentligt til kommunismens sejr i Nordvietnam? Det kunne se ud som om en afskæring fra basen også klipper selve livsnerven for en guerilla-krig over, når vi for eksempel betragter kommunismens nederlag i Malaya og på Philippinerne. Og har ikke det vestlige Kinas bjeregne for Mao selv betydet forskellen mellem nederlag og overlevelse?

Ydermere er Mao’s doktriner tilsyneladende kun brugbare i områder, hvor der er mere end plads nok. Han har selv udtalt, at man ikke kan føre en guerilla-krig i et land som Belgien. I henhold til det foranskrevne, er rummets betydning også altoverskyggende. Mao har vist, at hans teorier er gennemførlige. Efter ham har Vietminh fulgt hans doktrin ved krigen mod franskmændene i den nordlige del af Indokina. Og der er stadig mange steder i Asien, Afrika og Sydamerika, hvor der er plads nok til en sådan krig, som Mao foreskriver. Det er der ikke i Europa. Vi kan altså ikke uden videre overføre hans doktriner til vor egen førelse af en eventuel guerilla-krig.

Analyse af Mao Tse-tungs teorier i forhold til egne muligheder.

Ved en eventuel hel eller delvis besættelse af Danmark er problemstillingen i forhold til den i det forudgående skitserede krigsførelse i høj grad forskellig. Mao’s doktriner gælder forføringen af en revolutionær krig. Lad mig sige det groft forenklende: En revolutionær krig kræver et underudviklet land. Jeg vil straks uddybe dette postulat nærmere: En revolutionær krig er et oprør af en undertrykt klasse mod undertrykkerne, hvad enten man kalder disse imperialister eller feudallierrer. Disse undertrykte kan vinde noget, som de ved eksisterer, men som de aldrig har ejet. De kæmper for et mål, som under de før krigen bestående forhold har været uopnåeligt. De har som sådan intet at tabe, men alt at vinde.

Modstandskampen mod en besættelsesmagt i vort land er noget andet. Denne kamp går ud på at genvinde noget, som vi har ejet før fjenden besatte landet. Heri ligger der både en styrke og svaghed i forhold til en revolutionær krig.

Styrken ligger deri, at vi ved, langt mere håndgribeligt, hvad vi kæmper for. Det er jo ikke et tåget mål, som en agitator beskriver for os som en vision om bedre tider, men en genoprettelse af tilstande, som vi har oplevet og værdsat hver eneste dag før fjenden tog disse tilstande fra os. Det gælder for os hurtigst muligt at rydde de hindringer af vejen, som skiller os fra en ejendel, som er blevet taget fra os. Yderligere kommer en besættelsesmagt jo ikke som en befrier til os, for hvad vil den egentlig befri os for? Har den noget bedre at tilbyde ved en sammenligning med det, der var før den kom? Menneskene er jo nu engang materialistiske indstillede og hvor der i en revolutionær krig kan tilbydes håndgribelige forbedringer i form af jordre former eller simpelthen nok at spise, så gælder dette ikke ved en besættelse af vort land. Fjenden kan ikke tilbyde os nogen som helst håndgribelig fordel i forhold til tilstandene, der eksisterede før han kom.

Svagheden i denne kamp er, at man ikke kæmper for noget nyt og strålende, målet har ikke nyhedens (måske uopnåelighedens) glans. Man ser ikke fremad mod et nyt, forjættende mål, men bagud mod noget »gammelt« og velkendt. Der er ikke samme dynamik over målsætningen. Faren herligger især overfor ungdommen, som måske vil føle sig tiltrukket af noget nyt, især da okkupalionsmagten specielt vil have sin opmærksomhed henvendt på ungdommens forhold og vil prøve på at indfange den i sit net. Måske ligger der alligevel noget af en befrielse, især for mennesker, som hidtil har været inaktive og som af den grund har været utilfredse, følt sig tilsidesat af samfundet. Man har set, at netop denne kategori udgør besættelsesmagtens håndlangere. Men det er dog et få tal.

Spørgsmålet er så, om vi overhovedet kan bruge nogle af Mao’s ideer? Vi ser, at Mao har brugt det umådelige rum i Kina til at vinde tid. Den tid brugte han så til at omvende befolkningen, at vinde den for sig og indgyde den en fanatisk tro på den bedre verden, der kommer efter sejren. Han brugte altså denne tid til at vinde kampen over sindene. Som hjælpere i denne kamp anvendte han den Røde Hær som en eneste stor propagada-maskine (»revolutionens fakkel«).

Vi har ikke rummet, således at vi kan vinde tid. Men vi har tiden! Og vi har tiden nu! Også vi kan bruge vort forsvar - og her mener jeg forsvaret i allerbredeste forstand - som en »modstandsbevægelsens fak­kel«. Det kan lyde stærkt og det er på ingen måde min agt at tale for en stat i staten eller lignende, men når man i dette land har vedtaget at have et forsvar, så må man også leve op til det. Når vi har bekendt os til en livsform, må vi også være rede til at forsvare den, ikke kun ved at slutte os til en eller anden alliance, hvor vi kæmper så længe tropperne er i stand til det og derefter går hjem og venter på at andre skal frelse os fra fjenden. Her ligger så tydelig en udfordring til alle dem, der ønsker at bevare den livsform, vi har valgt, og specielt til dem, der uddanner soldaterne:

Vi må være klar over, at soldaterne er folket. De er ikke kun en del af folket, der midlertidigt er trådt ud af folkets rækker og trådt ind i militærets for derefter igen at vende tilbage. Nej, soldaterne må først og fremmest vide, hvorfor de slås, og det er både politikernes, men ikke mindst officerernes opgave at påvise dette. Vi må gøre det klart for alle, at værnepligten er hele folkets vilje til at forsvare vor livsanskuelse, sådan som den kommer til udtryk i vort politiske system. Det må fastslås, at vi giver afkald på at leve efter denne livsanskuelse, når vi for at frelseskindet giver afkald på at kæmpe for den. Her ligger der et stort og betydnings fuldt arbejde foran os, sådan som premierløjtnant Marcussen også ganske rigtigt påpeger. Dette arbejde skal bare udføres nu og ikke først efter at fjend en har besat landet. Bevares, så skal det videreføres, forskellene og uretfærdighederne fra fjendens side skal fremhæves, men det store arbejde foreligger nu. Skabelsen af viljen til kamp for det, man har kært, skal ske inden en eventuel krig begynder. Vi må lære soldaterne ikke kun at kæmpe i enhed, så længe der er kommando over dem, men også lære dem, hvad de skal gøre, når fjenden har besat hele landet. Vi må give soldaterne den viden, der er nødvendig for en videre kamp efter en besættelse af landet. Denne viden skal han tage med hjem og sprede den - direkte eller indirekte - . På denne måde bliver han til »modstandskampens fakkel«, hvis en så alvorlig situation skulle opstå. Begyndelsen er gjort med Hjemmeværnet.

Forskellen mellem det, jeg skitserer her, og en revolutionær krig (Mao’s teorier) er altså, at vi udnytter eller skal udnytte freden til at skabe viljen til at forsvare vor livsform, medens Mao bruger selve krigen til at skabe en ny og bedre livsform. Men for at komme til forsvarsviljen må man da vide, hvad man forsvarer og stille folket overfor alternativet, hvis man ikke forsvarer sig, således at hver mand, der kæmper, ved, hvorfor han gør det. Dernæst må hver mand være i istand til at kæmpe, det vil sige vide, hvordan han skal gøre det. Her ligger opgaverne.

Et afgørende moment i vort forhold er ligeledes, at kampen fortsætter, selv om fjenden besætter landet. Her kan vi igen vende os til Mao Tse-tung og må give ham ret, når han siger, at »nederlagets uundgåelighed« bliver fejet ud af de underlegnes sind af den simple grund, at krigen stadig fortsætter. Derved bliver den fortsatte kamp til den fanfare, der vækker de mennesker, der indtil da kun på afstand har betragtet kampen. I forhold til den revolutionære krig skulle her også foreligge den fordel, at hvor Maos guerilla-kæmpere først skal overbevise befolkningen om, at der hos dem findes den eneste mulighed for at komme til rolige og ordnede forhold, så ved befolkningen hos os, at dette ikke kun er tomme løfter, idet der jo før fjenden kom ind i landet har eksisteret ordnede forhold, som nu på grund af hans tilstedeværelse ikke er der mere. Men også dette forhold må vi have vor opmærksomhed henvendt på før krigen og forberede os på. Befolkningen må vide, at der ved en eventuel besættelse af landet stadig eksisterer en ledelse, der varetager dens interesser og er klar til at overtage styrelsen af landet igen. Derved opnås den sikkerhed hos alle, der kæmper, og især hos dem, der endnu vakler, at de ikke står alene, at der er en ledelse og at der er en større sammenhæng i det, den enkelte laver.

Jeg vil her slutte med hvad der siges om den » lille krig« i en svejtsisk publikation »Der totale Widerstand« (forfatter major H. von Dach):

»Guerilla-krigens modstandere fremfører igen og igen følgende tre hovedargumenter:

1. Guerilla-krigens kampform truer ikke kun modstanderen, men også den såkaldte »indre orden« af ens eget samfund.

2. Guerilla-krigen fører til grusomme repressalier og dermed til overordentligt høje tab blandt civilbefolkningen.

3. » Landkrigens love og vedtægter« bliver misagtet.

Imod det første argument kan siges:

- En politisk ordning, således som vi har den, vil overfor vor eneste mulige modstander ikke kunne bestå. Moderne krige er »ideologiske« krige, i hvilke det drejer sig om folkets eksistens. Målet er i dag ikke den militære sejr, men inkorporeringen i en ideologisk magtsfære.

- Den, som holder sig borte fra modstandskampen, er moralsk umyndiggjort i efterkrigstiden, som også vil komme igen. Den pågældende vil måske ikke miste sin medbestemmelsesret, men vil dog under alle omstændigheder have mistet sin politiske indflydelse.

- Den, som samarbejder aktivt eller passivt med fjenden eller hans medløbere, taber krigen sammen med ham og desuden sin ære. - Men den, som aktivt er med i modstandskampen, kan kun vinde politisk og moralsk indflydelse for efterkrigstiden.

Imod det andet argument kan siges:

- Hos en totalitær fjende vil en besættelsesperiode under alle omstændigheder være forbundet med store ofre på mennesker og gods. Selv et frivilligt afkald på guerilla-krig en ville ikke ændre ret meget i dette forhold. Hvis vi tillader modstanderen ganske uhindret at sætte sig fast og organisere vort område til sine formål, opnår vi kun at komme under den endnu kæmpende frie verdens hammer i form af fly - og raketangreb.

- I tvivls tilfælde er det bedre som modstandskæmper at omkomme i kamp mod fjenden end at blive slået ihjel af vennernes fjernvåben i en fabrik som en for fjenden arbejdende slave.

- Kampen mod en besættelsesmagt fra et totalitært regime vil før eller senere blive påbegyndt af befolkningen. Thi den, som vil mere end bare at forblive i live, vil før eller siden gøre oprør mod den evige og brutale tvang, som han uafbrudt er underkastet. Der er altid blevet kæmpet hårdere om ideologier og politiske overbevisninger end om et stykke brød!

Kamphandlingernes begyndelse vil som regel være affekthandlinger.

Mod det tredie argument kan siges:

- De totalitære magters kampførelse har ført til en vildskab og forråelse af krigsføringen, som vi ganske vist kan beklage dybt, men desværre ikke kan ændre (tænk på 2. verdenskrigs mange eksempler). Vi må ikke lukke øjnene for denne beklagelige udvikling, men må - om det nu passer os eller ej - drage de nødvendige konsekvenser. Den 2. verdenskrigs såkaldte »partisan-uvæsen« var ikke mindst de undertryktes direkte svar på den to talitære angribers hensynsløse kampførelse.

- Iøvrigt er det muligt at holde sig til »landkrigens love og vedtægter« i en guerilla-krig«.

----------------

Dette siges i en publikation fra et neutralt land. Publikationen er indtil nu udkommet i 14-21.000 eksemplarer og 3 oplag.

B. J. Crenzien.

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon mao_tse-tungs_teorier_og_danske_forhold.pdf

Litteraturliste

Del: