Mamma doc – krigslæge på mission

”Mamma doc – krigslæge på mission” af Wiera Malamá Lorentzen
Anmeldt af kommandør Poul Grooss

Udgivet af Gyldendal den 3. oktober 2011. 304 sider illustreret. Pris kr. 299,95 (vejledende).

Helt centralt står selvfølgelig de lægelige problemer i forbindelse med danske militære operationer i udlandet. Forfatteren har dikteret til journalist Søren Flott, som har bearbejdet stoffet. Hendes baggrund er noget usædvanlig og spiller en rolle for det videre forløb i bogen. Hun er født i en russisk-polsk familie i Polen, som delvist har en jødisk baggrund. På grund af opblussen af jødehad i slutningen af 1960’erne kommer hendes familie til Danmark, og hun gennemfører lægestudiet i København. Hendes mor er i øvrigt også læge. Efter forskellige sygehusstillinger får hun i 1993 kontakt til forsvaret og bliver ansat på kontrakt. 
 
Hun oplever nogle rædsler på Balkan midt i 1990’erne, og hendes udmærkede beskrivelse af forholdene kan medvirke til at forklare andre, hvorfor Danmark havde en militær tilstedeværelse på Balkan, og hvad opgaverne gik ud på. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er både idealist og læge, og hun har nogle synspunkter omkring lægegerningen, som hun gerne vil dele med læseren. Hun beskriver en række konfrontationer med mindre engagerede og mindre professionelle folk såvel i det danske kontingent som i andre nationers kontingenter. De fleste som har deltaget i internationalt samarbejde, det være sig i humanitære eller militære operationer ved, at man ofte bliver nødt til at bøje sig hist og her for at få tingene til at glide. Stejle holdninger kommer man ikke så langt med – uanset om man har ret eller ej. 
 
Forfatteren har formentlig ret i en lang række af sine synspunkter og iagttagelser, men læseren kender af gode grunde ikke hele historien fra alle parter. Der er nogle drøje – og formentlig velfortjente - hug til en række halvhjertede personer i sundhedstjenesten, som under deres udsendelse til Balkan og på senere udsendelser ikke arbejder optimalt. Chefer og andre får også læst og påskrevet, og der er ris til hær, flåde og flyvevåben, men der er også ros til de velfungerende og velmotiverede teams og enkeltpersoner, som hun møder. Hun er læge for ”drengene”, og dem er hun bekymret for. For dem er hun ”mamma doc”, som også er bogens titel. ”Drengene” ved, at de har en professionel læge med. Hendes ekstra sprogkundskaber (polsk og russisk) giver hende ekstra muligheder som læge på Balkan og i Afghanistan samt som læge på et inspektionsskib i Nordatlanten, hvor en russisk trawler har brug for lægehjælp.
 
Der er ingen tvivl om, at forfatteren arbejder med ildhu, og hun har nemt ved at arbejde professionelt med engagerede mennesker under sin meget varierede tjeneste rundt omkring i forsvaret. Man kan også roligt tilføje, at hvis der er udsigt til en konfrontation, så spilder hun ikke chancen og går uden om den. Hendes omgivelser lærer også hendes temperament at kende, og diplomatisk er hun nok ikke. Hun nævner selv, at hun har været privilegeret i sin tjeneste. Hun har været på polaroverlevelseskursus i Thule, på dykkerkursus i Canada, sejlet som læge om bord i Flådens inspektionsskibe, været læge om bord i redningshelikoptere (S-61 og Lynx) og arbejdet på diverse felthospitaler på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Hun har gjort sig mange erfaringer, foretaget observationer og nævnt problemområder, som hører med til det internationale samarbejde.
 
For personel i Forsvarets Sundhedstjeneste kan grader ikke sammenlignes med kvalifikationer, og helt galt går det, når man prøver at gøre det internationalt. En tysk oberstløjtnant på et felthospital i Afghanistan behøver ikke at være dygtigere end en dansk overlæge af major eller orlogskaptajnsgrad. Hun efterlyser et brugeligt system med kvalifikationer, og det bliver nok svært. Når hun, netop som tilfældet er i Afghanistan, fører sig frem med kritiske synspunkter om behandling og professionalisme på et tysk felthospital, så reagerer de øvrige læger på hospitalet ikke med lutter imødekommenhed. Endvidere har hun været præsenteret for mindre heldigt uddannet udenlandsk personel, som har lov til at foretage visse indgreb ”i særlige situationer”. De er ikke læger, men ”paraphysicans”, og dem er hun ikke glad for. Hvornår der foreligger ”en særlig situation” er uklart for hende.
 
Det er en ganske spændende bog. Lægeløftet er et helt centralt emne, men det er lidt svært for læseren at følge alle hendes argumenter. Hvis man for eksempel som dansk læge for et kontingent udsendte soldater på Balkan hører om nød uden for lejren, så er det prisværdigt, at lægen er med til at lindre denne nød, men hun bringer ikke svaret på, om lægen så skal kaste hele sin arbejdsindsats over på de millioner i nød, som er på den anden side af hegnet. Der må vel være en eller anden form for afgrænsning af lægeløftet, som man ikke hører om, ligesom de medbragte ressourcer skal anvendes fornuftigt.
 
Blandt hendes øvrige observationer og bekymringer skal følgende nævnes:
 
    • Hun er ked af, at læger, som af den ene eller anden grund midt i 1990’erne havde svært ved at få job, havnede i forsvaret, som åbenbart havde ry for at ansætte alle.
    • Hendes erfaringer omkring traumer og samtaler er helt centrale, og personellet, som startede på Balkan fik ikke megen behandling på trods af voldsomme oplevelser.
    • Forsvarsminister Søren Gade får ros, som en ”VIP”, som er nærværende og lytter til det udsendte personel, hvilket ikke gælder alle besøgende.
    • Bogen rummer en udmærket omtale af CIMIC-folkenes arbejde for at forbedre det civile samfund i Afghanistan. 
    • Omtalen af et besøg i Kabuls kvindefængsel er særdeles tankevækkende og kunne i sig selv formentlig rumme stof til en hel bog.
    • Hendes erfaring med udsendte journalister til indsatsområderne er, at de helst vil fokusere på de negative historier. De drikker for meget og burde have et helbredscheck, inden de udsendes, så de ikke bliver en ekstra belastning for en sanitetstjeneste med begrænsede ressourcer.
 
Hendes håb er, at bogen medvirker til at åbne øjnene for de mennesker i forsvaret, som er i stand til at ændre på tingene. Hendes egen observation er, at en del af de ansatte ikke tåler kritik. Hun har forladt forsvaret efter 17 år.
 
Kritik kan være mange ting. Den kan være konstruktiv eller destruktiv, og de fleste af de her rejste problemer vil kunne tackles på en eller anden måde, men nogle af dem kræver tid og mentalitetsændringer. En række af kritikpunkterne fra 1993 og frem har formentlig allerede fundet deres løsning. Det meste af kritikken kan forhåbentlig bruges af forsvaret til at skabe forbedringer for de udsendte og for sundhedstjenesten. Forfatteren taler under alle omstændigheder af erfaring. Læsere fra forsvaret vil formentlig dele sig i to grupper: En for og en imod forfatteren.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel:
 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.