Magtkampe i en asymmetrisk føderation

Foto: Kremlin.ru

Præsident Vladimir Putin vil styrke den russiske centralmagt på bekostning af de
republikker og regioner, som det under Boris Jeltsin lykkedes at sikre sig ganske
betydelige både formelle og reelle selvstændige beføjelser. Putin har indledt sin præsidentperiode
med at beskære de regionale lederes indflydelse i Den Russiske Føderations
overhus, Føderationsrådet; inddele landet i syv storregioner - kaldet føderale
kredse - under ledelse af hver sin "generalguvernør"; samt nye skattelove, der betyder,
at den føderale regering i Moskva i fremtiden skal have en større andel af indtægterne,
bl.a. fra udnyttelsen af landets naturressourcer.
Det er lykkedes Putin med bemærkelsesværdig lethed, at fa de nødvendige love
vedtaget i parlamentets to kamre - Statsdumaen og Føderationsrådet. Men det betyder
ikke nødvendigvis, at hans ønske om at styrke centralmagten vil lykkes fuldt ud. Dertil
er Rusland et alt for stort og kompliceret land. Den Russiske Føderation er ikke en
normal forbundsstat med ligestillede delstater og en klar magtdeling mellem centralmagten
og delstaterne, men en asymmetrisk føderation bestående af enheder (kaldet
"føderale subjekter") med meget forskellig både formel og reel status og med en lovgivning
præget af store uklarheder, der kan udnyttes politisk.

Donorregion mod recentralisering
Det følgende belyser med et konkret eksempel en ny center-periferi konflikt, der er
opstået i kølvandet af præsident Putins bestræbelser på at styrke centralmagten og
reducere regionale lederes indflydelse. Det valgte eksempel, Jamalo-Nenetsien, er en
såkaldt donorregion i det vestlige Sibirien, som hidtil har udmærket sig ved stor loyalitet
over for det føderale centrum, høj social og politisk stabilitet og - på trods af en
samlet befolkning på under en halv million (1) - en vedvarende topplacering som
bidragyder til det føderale budget. (2) Jamalo-Nenetsien, hvis areal er 17 gange større
end Danmarks, har strategisk betydning for hele den russiske økonomi, idet den bidrager
med ca. 90 pct. af Ruslands samlede gasproduktion og 12 pct. af olieproduktionen.
76 pct. af Ruslands samlede gasreserver ligger på Jamalo-Nenetsiens territorium.
Gasforekomsteme, der udvindes af gigantkoncemen Gazprom, er af vital betydning
især for den russiske energisektor (62 pct. af Ruslands elkraftværker kører på gas), men
også for indtjeningen af udenlandsk valuta. Gas er Ruslands største eksportartikel (og
bidrog, sammen med olien, med 47.4 pct. af eksporten til alle lande og 49.7 pct. til
SNG landene i 1997). Indtægter fra gas- og oliesektoren svarer for ca. 40 pct. af den
føderale budget. (3)

Reaktionen blandt de politiske ledere i Jamalo-Nenetsien på Putins re-centraliseringsbestræbelser
har været skeptisk og antyder temmelig klart, at man vil gøre, hvad
man kan for at begrænse de, set fra regionens side, negative effekter. Spørgsmålet er
imidlertid, hvad den økonomisk betydningsfulde, men politisk ikke særlig indflydelsesrige
region kan stille op mod den nye, stærke præsident, der tilsyneladende er fast
besluttet på at omgøre den vidtgående decentralisering, der fandt sted under forgængeren
Boris Jeltsin, og igen koncentrere magten i Kreml.
 

Donorregionerne skeptiske
Putins recentraliseringsbestræbelser er foreløbig kommet til udtryk i oprettelsen af syv
såkaldte føderale kredse, ledet af “generalguvernører”, der er direkte underlagt præsidenten,
samt i en række dekreter, der beordrer harmonisering af regionale love, der er
i strid med de føderale. Putins recentraliseringstiltag er også kommet til udtryk i en
række lovforslag, der begrænser de regionale lederes beføjelser, og som samtlige,
takket være den ændrede balance i præsidentens favør i Statsdumaen, fik massiv opbakning
under behandlingerne i foråret. Efter indledende protester, vetoer og ændringsforslag
fra Overhuset, der er sammensat af guvernører og formænd for de lovgivende
organer i Ruslands 89 regioner og republikker, vedtog Statsdumaen med stort flertal,
at regionsledeme ikke mere skal sidde i Overhuset ex officio, men at huset fremover
skal sammensættes af regionale repræsentanter, der udpeges af guvernørerne og de
regionale dumaer. I følge de nye love kan præsidenten også afsætte guvernører, der
bryder mod den føderale forfatning og føderale love. Kort tid efter vedtog Statsdumaen
også, med efterfølgende godkendelse i Overhuset, et regeringsforslag, der ændrer
fordelingen af skatteindtægterne mellem centrum og regionerne, fra det nuværende ca.
50/50 til 70 pct. til den føderale kasse og 30 pct. til regionernes. Også dette forslag
blev godkendt uden større problemer i Overhuset.
Putins recentraliseringstiltag og den ny skattelov har især fået støtte fra ledere i
økonomisk svage regioner, der er afhængige af overførsler fra centralmagten. Disse
regioner udgør en klar majoritet, og deres repræsentanter udgør derfor også flertallet
i Overhuset. De politiske ledere i de økonomisk velstillede “donorregioner”, der er i
mindretal, er imidlertid mindre begejstrede. Ud af Ruslands i alt 89 regioner og republikker
er der kun ca. 10-12 der er “donorer”, dvs. enheder, der betaler mere til
centralmagten, end de får tilbage i overførsler.
Udover reduceret indflydelse på den føderal politik risikerer donorregionemes
ledere nu også at miste indflydelse på den interne udvikling i deres respektive regioner,
fordi betydelige økonomiske midler, der hidtil er tilflydt “deres” budgetter, fremover
skal fordeles blandt mindre velstående regioner. Især frygter guvernørerne, at ophævelsen
af deres status som senatorer vil blive fulgt op med yderligere begrænsninger, ikke
blot af deres formelle beføjelser som administrative ledere på regionalt niveau, men
også af deres mere informelle muligheder for at føre individuelle forhandlinger med
centralregeringen om løsninger af specifikke regionale problemer.
På donorregionemes side står også en række republikker der, uanset om de er
fattige eller ej (hvilket de fleste er), er imod de nye recentraliseringstiltag, fordi de
opfatter dem som angreb på deres “suveræne” status. Republikkerne, der til forskel fra
regionerne “tilhører” ikke-russiske folkeslag, er i den gældende forfatning defineret
som ’’stater". Der er i alt 20 republikker i Den Russiske Føderation (21 hvis Tjetjenien
tælles med). Blandt de, der har protesteret mest højlydt mod Putins “reformer”, er
republikkerne Tatarstan og Basjkortostan, der ligesom Jamalo-Nenetsien er vigtige
energiproducenter, men også præsidenten fra den forholdsvis fattige republik Tjuvasj ien
(der i øvrigt har en fortid som Ruslands justitsminister).
 

Jamalo-Nenetsins muligheder
I en kommentar til de nye udspil fra Moskva, sagde Jamalo-Nenetsiens guvernør, Jurij
Nejelov, i midten af juni, at han nu så det som sin “primære opgave at få de føderale
love til at 'lande' på jorden [dvs. tilpasse sig forholdene] i vores region”. “Det bliver
nødvendigt at konferere og søge gensidigt acceptable løsninger”, fortsatte han. (4)
Men hvilke muligheder har den jamalo-nenetiske guverenør for at påvirke centralmagten
i den ønskede retning og forhindre, at de vedtagne beslutninger bliver fulgt op
af yderligere stramninger? Hvilke mekanismer har man til rådighed i denne region, der
til forskel fra en række etniske republikker og politisk stærke regioner som f.eks.
Sverdlovsk, Moskva by og Vladivostok, ikke har haft nogen større konflikter med
centralmagten i Moskva og dermed heller ikke erfaringer for, hvordan man byder
“centrum” modstand?
Hovedtesen i den foreliggende artikel er, at Jamalo-Nenetsien, på trods af tilsyneladende
dårlige odds, vil være i stand til at yde modstand mod Putins centraliseringsforsøg.
Selvom den stilfærdige region ikke har kamperfaringer fra tidligere konflikter
med den russiske centralmagt, har den i de seneste år høstet betydelig erfaringer i en
centrum-periferi konflikt, der har foregået på intra-regionalt niveau, og som nu kan
komme den til nytte. De foreløbige resultater af denne konflikt giver en beskyttelse
mod den potentielle trussel, som de nyoprettede føderale kredse udgør for regioner som
Jamalo-Nenetsien. Forudsat at den gældende forfatning ikke bliver sat ud af spillet, vil
Jamalo-Nenetsien have gode muligheder for at kunne bruge de strategier og teknikker,
som den har afprøvet i den intra-regionale konflikt.
Men den måske mest effektive forsvarsmekanisme er den økonomiske. Siden 1994,
da den nuværende guvernør, Jurij Nejelov, blev indsat af præsident Jeltsin, har han lagt
vægt på at etablere et gensidigt afhængighedsforhold til regionens vigtigste økonomiske
aktør, gaskoncemen Gazprom. Også centralmagten er stærkt afhængig af denne
virksomhed, og netop dette treleddede afhængighedsforhold udgør en brik, som
Jamalo-Nenetsien vil kunne bruge, ikke blot i kampen mod de politiske virkninger af
de nye udspil fra Moskva, men også mod “ugunstige” bestemmelser i den ny skattelov.
Regionsledelsen har også etableret et gensidigt afhængighedsforhold til føderale ministerier
og især deres lokale afdelinger i Jamalo-Nenetsien. Også dette forhold udgør
en strategisk mekanisme, som vil kunne bruges til forsvar af egne interesser.
 

Jamalo-Nenetsiens særlige karakter
Jamalo-Nenetsien fulde navn er Den Jamalo-Nenetiske Autonome Kreds (JNAO).
Kendetegnende for autonome kredse (som der er 10 af inden for Den Russiske Føderation)
er, at de historisk er oprettet som selvstyrende område for en række små, nordlige
nomadefolk, og at de, da de blev oprettet i begyndelsen af 1930'eme (dengang kaldet
nationale kredse), fik en lavere status end regionerne og republikkerne. De autonome
kredse blev nemlig administrativt underlagt regioner. (En af begrundelserne for den
lavere status var, at den sovjetiske ledelse i Moskva ikke mente, at de sibiriske nomadefolk
havde opnået samme udviklingsgrad som de industrialiserede russere og bofaste,
oprindelige folk.) Jamalo-Nenetsien blev, efter at have skiftet tilhørsforhold et par
gange, i 1944 underlagt Tjumen-regionen, der ved samme lejlighed også fik overdraget
den autonome kreds Khanty-Mansien (KMAO), der ligger syd for JNAO.
Selvom samtlige enheder i Den Russiske Føderation i følge den ny russiske forfatning
fra 1993 er ligestillet i forhold til centralmagten (art. 5.4), har de autonome kredse
stadig en uafklaret status. Et sted i forfatningen (art. 66.4) defineres de nemlig fortsat
som “indgående” i andre regioner, hvilket vil sige, at de ikke er “ligestillede” med
regioner og republikker, sådan som det står i artikel 5.4 og fremgår af artikel 65, der
nævner samtlige føderative "subjekter" i Den Russiske Føderation ved navn, herunder
også de autonome kredse.
 

Suverænitetsprocessen
Siden 1990 har både JNAO og Khanty-Mansien kæmpet for at opnå og konsolidere en
selvstændig status i forhold til Tjumen-regionen, der stadig insisterer på Tjumenregionens
"territoriale integritet", og at de to autonome kredse er underordnet regionen.
Den mest almindelige taktik, som lederne i de to autonome kredse har brugt i kampen
for større selvstændighed, har været at udnytte den upræcise føderale lovgivning vedrørende
de autonome kredse og med hjemmel i sådanne love, der giver mulighed for
modsatrettede fortolkninger, at etablere de facto selvstændige institutioner. Det er en
helt anden taktik end den, som f.eks. Tjetjenien, der stadig kæmper for løsrivelse fra
den Russiske Føderation, har benyttet. Eller den, som en række andre republikker
(f.eks. Tatarstan og Bashkortostan), der insisterer på konføderale relationer med et
koordinerende (men ikke styrende) centrum i Moskva, har benyttet. De to autonome
kredse inden for Tjumen-regionen har i stedet kæmpet for “intern” løsrivelse og ret til
at have direkte relationer med Moskva udenom det administrative centrum i Tjumen.
Indtil slutningen af 1980'eme betød de autonome kredses underordnede status ikke
så forfærdelig meget, fordi heller ikke “moder-regionen” Tjumen kunne foretage sig
ret meget uden tilladelse fra Kreml. Men da Sovjetunionen begyndte at gå i opløsning,
fik de autonome kredse, der i øvrigt alle lå på russisk territorium, pludselig en ny
betydning - og nye muligheder. (5) Inspireret af suverænitetsbestræbelserne i de 15
store unionsrepublikker (inklusive Rusland) og de (på dette tidspunkt) 16 autonome
republikker inden for Rusland, krævede også de autonome kredse politisk selvbestemmelse.
I oktober 1990 vedtog den nyvalgte kredssovjet i JNAO en suverænitetserklæring
og opgraderede JNAO til republik.
Det førte til protester i Tjumen, hvor man især var oprørt over, at JNAO stillede
krav om ejendomsret til naturressourcerne på den autonome kreds' territorium. Det var
nemlig her, de store naturgasforekomstet var koncentreret. Selve Tjumen, der udgør
den sydlige del af Tjumen-regionen, har ingen råvarer af betydning. Da KMAO, hvor
“storregionens” olie er koncentreret, ligeledes stillede krav om ejendomsret til naturressourcerne,
blev man alvorligt bekymret i Tjumen. Men de to autonome kredse fik støtte
fra den russiske ledelse i Moskva (dvs. Boris Jeltsin), som på dette tidspunkt ønskede
at svække Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov og de centrale unionsministerier,
der blandt meget andet også kontrollerede olie- og gasudvindingen på russisk
territorium. Jamalo-Nenetsien fik også støtte fra Gazprom, der på dette tidspunkt blev
ledet af Viktor Tjemomyrdin, der i december 1992 blev Ruslands premierminister.
Allerede i 1991 blev der oprettet regionale afdelinger af føderale, russiske organer
(statsadvokatur, told- og skattekontorer mm.) på de to autonome kredses territorier (6)
- hvilket næppe havde været muligt uden de pågældende føderale organers samtykke -
og allerede 1991 skal kredsmyndighedeme også have vedtaget at etablere separate
budgetter. (7)
 

Det etniske kort
I denne proces udnyttede lederne i JNAO (og KMAO) “det etniske kort” og henviste
til, at autonome kredse var oprettet som selvstyreområder for etniske minoriteter, der
jo både i følge den gældende forfatning og - hvad der var mere afgørende - den russiske
ledelses aktuelle politiske retorik, havde ret til selvbestemmelse. JNAO's suverænitetserklæring
fulgte kun et par måneder efter, at Jeltsin i en tale til tatarerne i august
1990 havde opfordret dem til at “tage så megen suverænitet, I kan klare”.
Det var imidlertid ikke de etniske mindretal, der var drivende i de to autonome
kredses “selvbestemmelsesproces”, men russiske (og ukrainske) tilflyttere, der var
kommet til i forbindelse med opdagelsen af de vestsibiriske gas- og olieforekomster
i begyndelsen af 1960'eme. Efterhånden som denne tilflytning udefra tog til, blev de
oprindelige folk, der hidtil havde været i flertal i de to autonome kredse, forvandlet til
forsvindende små minoriteter, hvilket også betød, at de blev marginaliseret i de lokale
beslutningsorganer. (1 1989 udgjorde de oprindelig, nordlige folk kun 4 pct. af befolkningen
i JNAO, og kun 1.5 pct. i KMAO. Ifølge de seneste oplysninger (1. juli 2000)
udgør de oprindelige folk i JNAO ca. 30.000).
 

Politiske magtkampe i centrum
Men ledelserne i de autonome kredse udnyttede også de politiske magtkampe i Moskva
og spillede på de centrale aktørers skiftende behov for at få støtte fra regionerne.
Allerede i 1990 havde virksomheder inden for olie- og gassektoren fået tilladelse til at
beholde en del af den udenlandske valuta, de tjente på eksport. Politiske ledere i de
energiproducerende regioner og republikker så naturligvis straks perspektiverne i en
sådan ordning og begyndte at “lobby” for “regionale kvoter". I sommeren 1991 gav
Jeltsin af politisk-taktiske grunde Tjumen-administrationen ret til at disponere over en
betydelig del af olie- og gasproduktionen på regionens territorium, og selv om den
lovede kvote kun endte på 10 pct., da det formelle dokument blev underskrevet i
september 1991 (og den politiske situation havde ændret sig), var der tale om betydelige
indtægter. (Myndighederne i Tjumen kunne købe olie og gas til faste, lave priser og
sælge til markedspriser). (8) Denne kvoteordning gjaldt tilsyneladende ikke de to
autonome kredse, men da Jeltsin i februar 1992 udstedte et nyt dekret om regionernes
ret til at disponere over en del af olie- og gasproduktionen på deres respektive territorier,
var også de autonome kredse nævnt. (9)
På dette tidspunkt var Sovjetunionen og Jeltsins “hovedijende”, Gorbatjov, ude af
spillet, og den største trussel mod det føderale centrum var (ud over etnisk separatisme)
konservative regionale ledere, der modsatte sig den russiske regerings radikale, økonomiske
reformer. Tjumen-regionens ledelse var (og er stadig) mere konservativ end
ledelsen i de to autonome kredse. Mens sidstnævnte gik ind for omfattende decentralisering
af økonomien, erklærede formanden for Tjumen-regionens eksekutivkomité (og
senere guvernør), Leonid Roketskij, med tydelig adresse til Jeltsins liberalistiske
reformøkonomer, at han gik ind for “overgang til markedsøkonomi uden chock og
rystelser”. (10) Det forhold, at også JNAO og KMAO fik ret til at disponere over en
del af olie- og gasproduktionen, var en politisk markering af utilfredshed med Tjumenadministrationen
og reelt en støtte til de to autonome kredses selvstændighedsbestræbelser.
Efter at de vigtigste “vertikale” kontrolmekanismer (kommunistpartiet og de
centralstyrede, sovjetiske brancheministerier) var sat ud af funktion, uden at der var
skabt en erstatning for dem, voksede bekymringen i den russiske ledelse for, at økonomisk
stærke regioner ville følge de etniske republikkers eksempel og kræve øget selvstændighed
fra Moskva. I Tjumen-regionen var der en potentiel risiko i så henseende.
Derfor blev tildelingen af olie- og gaskvoter til JNAO og KMAO brugt som en "delog-
hersk"- mekanisme, der havde til formål at forhindre Tjumen-regionen i at vokse
sig for stærk.
 

Den Russiske Føderations traktat
De autonome kredse nød også godt af centralregeringens "del-og-hersk"-politik, da de
i marts 1992 fik lov til at underskrive Den Russiske Føderationstraktat som selvstændi
ge enheder (og ikke sammen med deres “moderregioner”). Fra nu af var de autonome
kredse således anerkendt som “føderative subjekter”. Til forskel fra republikkerne blev
de autonome kredse og regionerne dog ikke betegnet som “suveræne”, og de fik heller
ikke som republikkerne fuld kontrol med naturressourcerne på deres territorier. Men
“udnyttelsen af naturen” og “lovgivning om undergrunden” blev lagt ind under beføjelser,
der skulle deles mellem centralmagten på den ene side og regionerne og de autonome
kredse på den anden. I den ny forfatning, der trådte i kraft i december 1993, blev
også spørgsmål om ejendomsret til naturressourcerne lagt ind under fælles jurisdiktion.
(Republikkerne insisterede dog fortsat på eksklusiv ret til naturressourcerne).
Mens Føderationstraktaten forholdsvis udførligt definerede forholdet mellem
centrum og de “føderative subjekter”, var den meget uklar med hensyn til det indbyrdes
forhold mellem føderationens forskellige enheder. Men netop fordi den var så upræcis,
blev den et vigtigt instrument for JNAO og de øvrige autonome kredse (især de råvarerige)
i kampen for selvstændighed fra “moderregioneme”. Disse insisterede nemlig
fortsat på et subordinationsforhold og refererede til 1978-forfatningens bestemmelse
om, at regionernes grænser ikke måtte ændres uden deres samtykke (art. 84). Det, der
var det vigtigste set fra JNAO's side, var for det første, at traktaten legitimerede den
allerede de facto eksisterende opdeling af budgetterne. For, som formanden for JANO
administrationens departement for politik og intra-føderale relationer, A. V. Artejev,
sagde i et interview med forfatteren til denne artikel i oktober 1999, efter at have
fremhævet Føderationstraktatens afgørende betydning for JNAO: “Eftersom de vigtigste
skattebetalere, Gazprom og olieselskaberne befandt sig på de autonome kredses
territorier, blev disses budgetter naturligvis større.“
Det andet meget vigtige forhold set fra de autonome kredses synsvinkel var, at
Føderationstraktaten også instituerede et fælles kompetenceområde for de autonome
kredse og centralmagten. For JANO’s vedkommende betød det, at den autonome kreds
fik retlig beføjelse til at føre forhandlinger direkte med Moskva om udnyttelse af
naturressourcerne og lovgivning derom samt om skatteudskrivning og andre væsentlige
spørgsmål.
 

Lov om undergrunden
Omtrent samtidig med, at Føderationstraktaten blev underskrevet, vedtog Ruslands
daværende Øverste Sovjet også en “Lov om undergrunden”. Loven fastslog, at staten
var den eksklusive ejer af alle mineralforekomster, men tillod private og statsejede
virksomheder at lease udforsknings- og produktionsrettigheder fra staten via licenser.
Loven forskrev også et betalingssystem for udnyttelsen af forekomsterne, og hvordan
afgifterne skulle fordeles mellem forskellige myndighedsniveauer. (11) Men selv om
Lov om undergrunden også opererede med fælles beføjelser vedrørende regulering og
udnyttelse af undergrunden, var den, ligesom Føderationstraktaten, ikke særlig præcis
med hensyn til, hvordan det skulle foregå i praksis. I et interview med forfatteren i juni
1995 hævdede daværende næstformand for dumaen i KMAO, P. Volostigov, at afgifter
fra olieproduktionen blev fordelt i henhold til Lov om undergrunden, og at 30 pct. af
afgifterne gik til den autonome kreds, 30 pct. til det distrikt, hvor udvindingen fandt
sted, 20 pct. til det føderale centrum og 20 pct. til Tjumen-regionen. (12) Ifølge oplysninger
fra næstformanden i JNAO’s duma, Jefim Kerpelman (oktober 1999), var
forholdet det samme for den gasproducerende autonome kreds.
Selvom de autonome kredses status blev yderligere styrket med vedtagelsen af den
nye forfatning, der fastslog, at samtlige føderative subjekter var ligestillet i forhold til
det føderale centrum, var der, som tidligere nævnt, også en række formuleringer i den,
der kunne fortolkes i modsat retning. I den følgende tid brugte regionsledeme i Tjumen
og kredsledelsen i JNAO de modsigelsesfyldte artikler imod hinanden i en juridisk
stillingskrig, der, på trods af at Forfatningsdomstolen har grebet ind to gange (i henholdsvis
1996 og 1997), endnu ikke er afgjort.
I Tjumen-regionen insisterer man således stadig - otte år efter underskrivelsen af
Føderationstraktaten og syv år efter vedtagelsen af den ny forfatning - på, at JANO (og
KMAO) er en del af Tjumen-regionen og på, at der ikke er tale om separate budgetter,
men om ét fælles budget. Det er således umuligt at opdrive officielle statistiske opgørelser
i Tjumen, der ikke også inddrager de to autonome kredse. I Tjumen insisterer
man også på, at regionsledelsen har ret til at føre forhandlinger med centralmagten på
de to autonome kredses vegne i spørgsmål, der er omfattet af fælles jurisdiktion.
“Roketskij har ikke beføjelser til at føre forhandlinger med centrum på vore vegne,
men han gør det alligevel", sagde næstformanden for dumaen i JNAO, Jefim Kerpelman,
til forfatteren i oktober 1999.
Tjumen-regionens ledere insisterer på, at det er den ny forfatnings artikel 66.4 -
der siger at autonome kredse indgår i regioner - der gælder. JNAO insisterer stædigt
på artikel 5.4, der siger, at alle føderative subjekter er ligestillet. JNAO henholder sig
imidlertid også til artikel 66.4. Den siger nemlig også, at “forholdet mellem autonome
kredse, der indgår i regioner, kan reguleres ved føderale love og aftaler mellem magtorganeme
i de autonome kredse og regionerne”. Aftaler som regulerende mekanisme
blev et vigtigt element i JNAO’s fortsatte kamp for selvstændighed. (Aftaler antyder,
at der ikke er tale om et vertikalt subordinationsforhold, men om ligestilling). Aftalestrategien
blev især intensiveret, efter at JNAO i januar 1994 fik en ny guvernør, Jurij
Nejelov, oprindelig udpeget af Boris Jeltsin og to år senere folkevalgt som guvernør
i JNAO.
I foråret 1994 var der valg både til JNAO’ s og Tjumen-regionens dumaer. På trods
af alle konflikter deltog JNAO også i valget i Tjumen. Men efter at JNAO i efteråret
1995 vedtog en statut (betegnet som "grundlov"), der fastlog at JNAO ikke var en del
af Tjumen-regionen, nægtede man (ligesom det var tilfældet i KMAO) at deltage i flere
valg til politiske organer i Tjumen-regionen .
Guvernør Jurij Nejelov foreslog i stedet oprettelsen af et Guvernørernes Råd,
bestående af de tre guvernører fra henholdsvis Tjumen, JNAO og KMAO, og tog
initiativ til forhandlinger om en sådan “horisontal” struktur. Efter svære forhandlinger
kom en aftale i hus i september 1995. Men allerede i november samme år sendte
Tjumen-regionen et lovforslag om regulering af forholdet mellem Tjumen og to auto
nome kredse til den russiske Statsduma, der, i strid med den indgåede aftale mellem
de tre guvernører, opererede med fælles beføjelser mellem dem, herunder om udnyttelsen
af naturressourcerne. Det gode forhold, der var blevet etableret, blev således igen
ødelagt og samtlige tre involverede parter henvendte sig til Forfatningsdomstolen, der
i juli 1996 vedtog, at parterne skulle finde en forhandlingsløsning. (13) I september
samme år udstedte præsident Jeltsin et dekret, der foreskrev, at der skulle afholdes
fælles guvemørvalg på hele Tjumen-regionens territorium i oktober.
JNAO nægtede imidlertid at deltage i valget. Dumaen i JNAO henvendte sig til
Jeltsin og til formanden for Forfatningsdomstolen og begrundede sin beslutning med,
at JNAO havde sine egne, lovligt oprettede magtorganer, og at JNAO's befolkning ikke
kan og ikke bør deltage i valg til magtorganer i et andet føderativt subjekt. (Til gengæld
holdt man fremskudt guvemørvalg i JNAO den 13. oktober, hvor Nejelov blev
valgt med 68.9 pct. af stemmerne.) (14)
De involverede parter henvendte sig endnu engang til Forfatningsdomstolen, der
denne gang (i juli 1997) svarede, at de to autonome kredse var en del af Tjumen-regionen,
og befolkningen i de to autonome kredse skulle deltage i valg til magtorganer i
Tjumen. Men Forfatningsdomstolens udtalelse sagde også, at Tjumen-regionens beføjelser
på de autonome kredses territorium skulle reguleres af såvel føderale love som
af de pågældende subjekters statutter og aftaler mellem deres magtorganer. (15) Selvom
udtalelsen var et hårdt slag for JNAO (og KMAO), var den tilstrækkelig uklar til,
at man fandt en udvej. Begge autonome kredse deltog i valget til Tjumen-regionens
duma den 14. december 1997. Men, sagde næstformanden for dumaen i JNAO, Jefim
Kerpelman, i oktober 1999:
“Vi besluttede, at hvis vi skal deltage i valget i Tjumen, så vil vi forsøge at få
deputerede fra vores dumaer ind i Tjumen-dumaen. På den måde gik det til, at fem
deputerede i Tjumen-dumaen i dag har dobbelt mandat. Tre af dem er herfra. Selv om
jeg forstår, at det ikke bør være sådan, så er det heller ikke forbudt ifølge forfatningen.”
(16)
Tjumen-regionens duma har i følge valgloven 25 deputerede, hvoraf de 11 er fra
det egentlige Tjumen, 10 fra KMAO og 4 fra JNAO. Deputerede fra de autonome
kredse udgør således et flertal. Ved valget fik Gazprom 6 deputerede ind i dumaen,
olieselskaberne (fra KMAO) 2, plus 5 repræsentanter for lokale magtorganer i olieproducerende
distrikter. (17) De deputerede fra de to autonome kredse sørgede for at
formanden for dumaen i JNAO, S. Korepanov, blev valgt til formand for Tjumenregionens
duma.
Ifølge Jefim Kerpelman fra JNAO er “vores deputerede blevet strengt pålagt at
håndhæve vore interesser og forhindre, at der bliver vedtaget love, der er til skade for
JNAO. Tjumen-regionens duma er et selvstændigt lovgivende organ og har ingen
beføjelser på JNAO’s territorium. Kun når det gælder beslutninger om fælles regionale
problemer og programmer, der finansieres i fælleskab”. (18)
I kampen for løsrivelse fra Tjumen skiftede JNAO (og KMAO) således taktik og
overtog kontrollen med det lovgivende organ i den tidligere “moderregion”.
 

Anderledes arktisk
Under magtkampen med Tjumen om retten til selvstændig status, separat budget og
eneret til at varetage JNAO's interesser i forhold til centralmagten på de områder, der
er omfattet af de såkaldte fælles beføjelser, har JNAO slået kraftigt på de specifikt
“nordlige” problemer. Det drejer sig om de særligt vanskelige forhold, der råder i den
arktiske verden, og den særlige indsats, der skal til for at beskytte og vedligeholde dette
sårbare miljø og især de oprindelige folks kultur, de lange afstande (mange steder må
sygetransporter foregå med helikoptere), de høje leveomkostninger osv. - kort sagt
problemer, der kun kan løses rationelt af eller i direkte samarbejde med JNAO’s myndigheder.
(19) (De “små nordlige folk" er i øvrigt nu garanteret tre mandater til JNAO’s
duma, der har 21 deputerede). "Det er en rimelig repræsentativitet", siger Sergej
Kharjutji, der er formand for “Sammenslutningen af små, oprindelige folk i Nord,
Sibirien og Fjernøsten” og siden 1996 deputeret i JNAO’s duma, hvor han også er
næstformand. Ifølge Kharjuchi er der også et godt forhold mellem JNAO’s magtorganer
og de oprindelige folk. (20)
JNAO’s fremhævelse af sine specifikke “nordlige” problemer har også haft demonstrativ
adresse til centralmagten. Repræsentanter for JNAO’s ledelsesorganer fortæller
gerne, at de finansierer føderale programmer, som det ellers var Moskvas forpligtelse
at tage sig af. Lærere, læger, kulturarbejdere får også dobbelte lønninger i JNAO
(selvom det er i strid med føderal lovgivning, der har eneret til at fastsætte lønninger
for offentligt ansatte). Guvernør Nejelov fremhæver også gerne det arktiske områdes
strategiske betydning for Rusland og har gjort meget for at profilere JNAO - og dermed
Rusland - i internationale arktiske fora. 1 1998 var JNAO’s hovedstad, Salekhard, vært
for en International Arktisk Parlamentarikerkonference. (Plakater fra denne konference
med bl.a. det svenske, norske, canadiske, amerikanske, russiske og JNAO’s eget flag,
hænger stadig i byens gader og pryder stort set alt informationsmateriale om JNAO.)
JNAO har også hele tiden lagt vægt på, at alle føderale tjenester var repræsenteret på
JNAO’s territorium. Kun politiet og sikkerhedsorganeme “deles” med Tjumen, “af
praktiske grunde”, som Kerpelman udtrykker det. JNAO finansierer, i følge oplysninger
i den lokale presse, “praktisk taget alle føderale tjenester på eget territorium ud af
eget budget”. (21) Det gør man sandsynligvis uden større modvilje, fordi det - ud over
oplagte muligheder for kooptering - også markerer JNAO's selvstændige status på det
politisk-symbolske niveau.
 

Politiske perspektiver
JNAO indgår som selvstændigt subjekt i den nyoprettede føderale Ural-keds, der ledes
af "generalguvernør" Peter Latyshev. JNAO’s status som ligeberettiget subjekt er
således ikke anfægtet i den forbindelse. Men samtidig har næstformanden for præsident
Putins administration sagt, at føderale strukturer kun skal oprettes i de regioner, hvori
de autonome kredse indgår, ikke i de autonome kredse. Det kan være begyndelsen til
en udvikling, som man ikke vil være begejstret for i JNAO - men nok i Tjumen (hvad
der også fremgår af udtalelser fra Tjumen-regionens guvernør Roketskij for nylig). Det
er især eneretten til at varetage JNAO's interesser i forhold til centralmagten på de
områder, der falder ind under de fælles beføjelser, JNAO er bange for at miste. Vedrørende
de fælles beføjelser siger forfatningens artikel 77 nemlig, at de føderale magtorganer
og de “føderative subjekter” udgør “et eksekutivt enhedssystem”, og det er
denne “lodrette magtstruktur”, Putin ønsker at styrke med de nyoprettede føderale
kredse. Men hvis det er rigtigt, at regionale afdelinger af de føderale organer kun skal
opretholdes på regionsniveau og ikke i autonome kredse, er det tæt på et forfatningsbrud
(jfr. artikel. 5.4).
Guvernør Nejelov kan sandsynligvis få Putin på andre tanker ved at henvise til,
hvad der er kommet ud af tidligere forsøg på at krænke JNAO’s forfatningsmæssige
ret som et “ligeværdigt føderativt subjekt” og af de to henvendelser til Forfatningsdomstolen.
Nejelov kan også med fordel henvise til, at JNAO - til forskel fra Tjumen -
hidtil har finansieret alle føderale organer på sit eget territorium ud af sit eget budget.
Da de nyoprettede føderale kredse skal finansieres af centralmagten, er det sandsynligt,
at man finder en løsning, som JNAO kan være tilfreds med. “Generalguvernør” Petr
Latyshevs første besøg i Ural-kredsen gik da også netop til JNAO. Her nævnte han, at
der var et problem med finansieringen af den føderale kreds. Guvernør Nejelov lovede
da også, at “vi vil hjælpe i begyndelsen”. (22)
Som modtræk mod de nye skatteregler vil Nejelov sandsynligvis bruge det “arktiske
kort” og argumentere med, at de negative sociale effekter bliver specielt store i de
nordlige områder, hvis flere skatteindtægter flyttes fra de lokale budgetter til det føderale.
Han kan også, som han tidligere har gjort, advare om øget udvandring fra
JNAO til det egentlige Rusland. (23) En sådan proces er allerede i gang fra økonomisk
tilbagestående, nordlige regioner.

Gazprom
En af JNAO’s allervigtigste beskyttelsesmekanismer mod Putins recentraliseringsforsøg
vil være forholdet til Gazprom. Det store gasselskab opererer i mange regioner,
herunder også i KMAO, men JNAO er den uden sammenligning vigtigste. 87.9% af
Gazproms samlede produktion på 564,2 mia.m3 i 1997 blev produceret i JNAO. (24)
Gazprom støttede JNAO’s selvstændighedsbestræbelser og senere Nejelovs kandidatur
og program som guvernør. (25) Nejelov har i hele sin tid som guvernør lagt vægt
på et godt samarbejde med Gazprom. Kort tid efter at Jeltsin udpegede ham som
guvernør i JNAO, blev han også udpeget af den russiske regering som medlem af
Direktørernes Råd i Gazprom.
Takket være sin position som den dominerende arbejdsgiver kunne og kan Gazprom
stadig stort set politisk kontrollere hele JNAO. De fleste deputerede i JNAO’s
duma repræsenterer Gazprom eller er administrative ledere i distrikter, hvor Gazprom
er den eneste arbejdsgiver. (På tilsvarende måde repræsenterer de fleste deputerede til
KMAO’s duma store olieselskaber). Den tidligere formand for dumaen i JNAO* S.
Karepanov, der blev formand for Tjumen-regionens Duma efter valget i december
1997, var i 1993-96 Gazproms repræsentant i JNAO. (26)
Gazproms dominerende rolle betyder naturligvis, at JNAO’s ledelse er stærkt
afhængig af selskabet. Men JNAO har en meget vigtigt “balancemekanisme” over for
gasgiganten, og det er JNAO's myndigheders indflydelse på udstedelsen af udvindingstilladelse,
der er en fælleskompetence mellem centralmagten og JNAO.
Gazprom er naturligvis interesseret i at opretholde sit “monopol” på JNAO's
licenser (og dermed holde konkurrenter væk). "Gazprom is attempting to receive
significant rights and preferential treatment, especially with regard to licenses for
exploration and developments of fields in the okrug... even though the regional authorities
are dependent upon Gazprom for revenues, there is a certain amount of interdependence."
(27)
Men Gazprom er også stærkt interesseret i, at JNAO's ledelse sørger for social
stabilitet (ingen strejker), tilgang af arbejdskraft, vedligeholdelse af den sociale infrastruktur
(boliger, sygehuse, børnehaver osv.). I sovjettiden var det virksomhedernes
forpligtelser at sørge for den sociale infrastruktur, men efter sovjetsystemets opløsning
og omstilling til markedsøkonomi, er sociale opgaver overgået til de regionale myndigheder.
Gazprom er også interesseret i, at myndighederne i JNAO sørger for etablering
og vedligeholdelse af infrastrukturen på kommunikationsområdet (veje, kollektiv trafik
mm.). For nylig åbnede JNAO en ny lufthavn i Salekhard med mulighed for direkte
internationale flyforbindelser, dvs. uden om Tjumen, hvilket er af stor betydning ikke
blot for indbyggerne i JNAO, men også for Gazprom.
Den begunstigede adgang til gasforekomsteme på JNAO's territorium, som Gazprom
har haft siden 1992, er i strid med “Lov om undergrunden”. Den blev indledt på
grundlag af et direktiv fra Boris Jeltsin, og er siden blevet fastholdt gennem aftaler
mellem JNAO og Gazprom. Som tak for den imødekommende behandling har Gazprom
i de indgåede aftaler påtaget sig forskellige forpligtelser overfor JNAO. (28)
I følge formanden for JNAO administrationens politiske departement, A. V. Artejev,
indgår JNAO årlige aftaler med Gazprom. Da koncernen åbenbart ofte har likviditetsproblemer,
fordi især (men ikke kun) russiske aftagere ikke betaler til tiden, drejer
disse aftaler sig også ofte om gaskvoter. “I stedet for afgifter betaler Gazprom os i gas.
Vi er den eneste region, der har ret til at handle med Gazproms gas. Vi er den næststørste
gasforhandler efter Gazprom. Ved hjælp af gaskvoter kan vi bl.a. skaffe os hospitalsudstyr,
fødevarer, elkraftværker mm.”, sagde Artejev i det ovenfor omtalte interview.
Artejev fortalte også, at JNAO har indgået aftaler med Gazprom om oprettelse af joint
ventures “til udvinding af gasforekomster, der ikke er af særlig stor interesse for Gazprom,
men som er det for os”. Administrationen var ikke direkte involveret i disse
fælles virksomheder, sagde han, men i “aktieselskaber, hvor aktiekapitalen tilhører
JNAO. Vi får således vor egen gas, som vi kan sælge.“
Gazprom har hele tiden været interesseret i, at JNAO fastholder sin selvstændighed
i forhold til Tjumen-regionen, hvis guvernør, Leonid Roketskij går ind for mere
statslig kontrol med Gazprom, opretholdelse af lave interne priser på gassen og brug
af Gazproms ressourcer til finansiering af sociale projekter. Roketskij ønsker også “et
klart statsligt program for Ruslands udenrigsøkonomiske forbindelser”, som han mener
bør være orienteret mindre mod Vesten og mere mod de tidligere sovjetrepublikker,
herunder Kazakhstan, Usbekistan og Turkmenistan (29), der næppe har brug for gas
og olie, som de selv har rigeligt af, men som til gengæld er potentielle aftagere af
tømmer, tekstiler og farmaceutiske artikler, der produceres i Tjumen).
JNAO’s ledelse, inklusive guvernør Nejelov, er både mere markeds- og vestorienterede
og klart interesseret i, at Gazprom prioriterer de europæiske markeder, hvor
kunderne ikke blot betaler, men også gør det til tiden. Nejelovs yndlingsaversion er
Ukraine, der notorisk har efterslæb på betaling for gasleverancer. (30) “Aftagerne i
Europa og Estland, betaler altid til tiden. Det gør de russiske kunder - inklusive militæret
- ikke", siger Al. Prokhudin, fra departementet for politik og intra-føderale relationer
i JNAO. "Jeg er ikke helt sikker på tallet, men jeg mener at Gazprom kun får ca.
40 pct. ind af det, de russiske kunder skylder for gassen. Hvilket betyder, at Gazprom
ikke kan udbetale lønninger til tiden til dem, der arbejder i gasindustrien, og det går ud
over os.” (31)
En reintegrering af JNAO i Tjumen-regionen ville ikke blot føre til, at Gazprom
kom i et afhængighedsforhold til den mindre markedsorienterede guvernør Roketskij -
der formelt kan opstille og desuden har rimelige chancer for at vinde endnu en fireårsperiode
som guvernør, ved det valg, der skal afholdes næste år. (Nejelov og guvernøren
fra KMAO, Aleksander Filippenko, blev genvalgt i henholdsvis marts og maj i
år). En reintegrering i Tjumen-regionen ville også betyde, at Gazprom mistede sit
politiske “monopol” over JNAO, fordi en “normal” reintegreret duma ikke blot ville
have beføjelser på JNAO’s territorium, men også ville give de deputerede, der repræsenterer
KMAO’s olievirksomheder, indflydelse på JNAO. Der ville med andre ord
kunne opstå koalitioner, der var i stand til at anfægte Gazproms interesser.
Gazprom ville sandsynligvis heller ikke kunne blive ved med at opretholde sin
“eneret” til udvindingen af JNAO’s mineralforekomster, fordi licenstildelingen i et
reintegreret Tjumen ikke længere ville høre ind under JNAO (og føderale ministerier)
men under “centralmyndighederne” i den reintegrerede Tjumen-region (og føderale
myndigheder). Dermed ville Gazproms særligt begunstigede adgang til JNAO’s mineraler
være truet - fordi et reintegreret Tjumen ikke på samme måde som JNAO ville
være økonomisk afhængigt af Gazprom.
(I følge en russisk kilde skal Gazprom, sammen med ledelsen i JNAO i 1999 have
lagt pres på præsident Jeltsin for at få ham til at afvise en lov om forholdet mellem
regioner og autonome kredse, der ville have medført begrænsninger i JNAO’s selvstændighed)
(32)

Afslutning
Der har altid været en latent interessekonflikt i Gazproms bestyrelse, Direktørernes
Råd, hvor 5 af de i alt 11 medlemmer er udpeget af staten (der ejer 38% af aktierne)og de øvrige 6 repræsenterer ikke-statslige interessenter. Siden omdannelsen af det
“gamle”, sovjetiske Gazprom til et aktieselskab i 1992 har staten (centralregeringen)
via sine udpegede repræsentanter forsøgt at “afbalancere” de mere markedsorienterede
“gazoviki”, med formanden for Gazproms ledelse, “oligarken”, Rem Vjakhirev, i
spidsen. Den latente konflikt blev manifest, efter at Vladimir Putin blev indsat som
Ruslands nye premierminister i begyndelsen af august 1999. Han ønskede fra starten
at styrke statens kontrol med Gazproms finanser og investeringspolitik og skal ifølge
russisk presse allerede i slutningen af august 1999 have forsøgt at fa Vjakhirev ijemet.
(33)
Ifølge tidligere citerede A. V Artejev, var det også Putin, der forhindrede, at JNAO’s
guvernør, Jurij Nejelov, blev genopstillet på statens kandidatliste til Direktørernes
Råd i efteråret 1999, “fordi der var brug for folk, som man kunne kontrollere”. Nejelov
havde åbenbart været imod, at Gazproms ressourcer blev brugt til at finansiere militære
operationer i Tjetjenien og de forestående valgkampagner. “Vi er imod politisk destabiliserende
kampagner", sagde Artejev, for “selvfølgelig er det Gazprom, der betaler”.
“Nu har vi også faet den her tjetjenske kampagne", sagde hans kollega, Aleksander
Prokhudin, “og det betyder, at vi far færre afgifter fra Gazprom. Valgkampagnerne vil
de også have, at vi skal betale”, sagde han, tydeligt irriteret. (34)
Selvom det for nylig lykkedes Putin at fa en ekstra mand ind i Gazproms bestyrelse,
således at der nu er paritet mellem statens repræsentanter og “gazoviki”, er der ikke
lykkedes for Putin at fa formanden, Rem Vjakhirev, Ijemet. Han og den markedsorienterede
del af Direktørernes Råd (der også tæller repræsentanter for Rhurgas) vil fortsat
modsætte sig forsøg på politisk kontrol med Gazprom. Den nyoprettede føderale Uralkreds,
som JNAO indgår i, kan udvikle sig til en politisk kontrolinstans, hvis den fører
til, at JNAO’s beføjelser bliver reduceret til fordel for Tjumen-regionen eller den
føderale kreds' styrelsesorganer. Gazprom vil med andre ord fungere som JNAO’s
allierede i kampen mod Putins recentraliseringsforsøg. Gazprom vil sandsynligvis også
støtte JNAO’s bestræbelser på at få “tilpasset” den nye skattelov til områdets “særlige”
behov. Loven betyder, at JNAO far færre midler ind på sit eget budget, hvilket vil sige,
at der også bliver færre midler til at finansiere sociale programmer. Og ét sted skal
pengene jo komme fra. Gazprom vil næppe være begejstret for, at den praksis, der
gjaldt i sovjetperioden, da virksomhederne var ansvarlige for den sociale service, bliver
genetableret.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_129_aargang_sep.pdf

 

Noter
1. 494.300 per 1. juli 2000.
2. I de første seks måneder i 2000 indbetalte Jamalo-Nenestien mere end 5,7 mia.
rubler til den føderale budget.
Den samlede skatteindtægt i samme periode var 14,337 mia. rubler (hvilket i
øvrigt var 68% højere end tilsvarende periode i 1999). De 5,7mia. rubler, som
Jamalo-Nenetsien afleverede til centrum, udgjorde 40% af de opkrævede skatter,
mens de i alt 8,637 mia. rubler, som gik til territoriets budget svarer til 60.2%.
yamalinfo.ru (03.08.2000).
3. Statistiske oplysninger hentet fra Arild Moe and Valeriy A.Kryukov, “Joint Management
of Oil and Gas Resources in Russia”, Post-Soviet Geography and Economics,
1998,39. No.7, p. 589 (note 3). “Obshajakharakteristika Jamalo-Nenetskogo
Avtonomnogo Okruga”, Jamal - sokrovishtjnitsta Rossiii, Spetsialnyj vypusk,
p.2.
4. Interview med Jurij Nejelov, yamalinfo.ru/on_line/archivl5_06/autoriti.htm
5. For en gennemgang af denne udvikling se Märta-Lisa Magnusson, “Centre-
Periphery relations at regional and Subregional Levels: The Case of Tyumen Oblast”.
I: Helge Blakkisrud (ed.) Centre and Periphery in Russian Politics. The
Development o f Russian Federalism. NUPI, September 1998.
6. N.M. Dobrynin, “Problemy pravovogo regulirovanija otnoshenija kraja (oblasti)
c vkhodjasjtjimi v ikh sostav avtonomnymi okrugami”. Gosudarstvo ipravo, no.
7, 1998, p. 47.
7. Ibid., Se også Märta-Lisa Magnusson, op. cit., p. 61.
8. A. Moe and V.A. Kryukov, op. cit., p. 593.
9. Jf. ibid., note 13.
10. “Gubernator Tjumenskoj oblasti”, Administratsija Tjumenskoj oblasti, Offitsialnyj
WWW - server, http://sibtel.ru/ iaosk i/gubem.htm
11. Om “Lov om undergrunden”, se A.Moe og V. A. Kryukov, op. cit., p. 596.
12. Märta-Lisa Magnusson, op. cit., p. 62.
13. Märta-Lisa Magnusson, op. cit., p. 62.
14. “Polititjeskaja situatsija v Jamalo-Nenetskom Avtonomnom Okruge”,
http://notes.society.ru/bibl/polros/ymal_n/izbir_ym.htm
15. N.M. Dobrynin, op.cit., p.48.
16. Interview med forfatteren 18. okt. 1999.
17. “Polititjeskaja situatsija v JNAO”, http.//notes.society.ru....
18. Interview med forfatteren 18. okt. 1999.
19. Jf'. Jurij Nejelov, Jezjegodnoe poslanie gubernatora, Salekhard, 1999.
20. Interview med forfatteren Moskva , juni 1999.
21. K.Bajtjikaev,“Bjudzjetkakzerkalonezavisimosti”.Å><2Sfl[)7 Sever, 17.dec. 1996,
p. i.
22. “Ostrye ugly bytija...Preodolimy, http.Vwww.yamalinfo.ru (20.07.2000)
23. Jurij Nejelov, Jezjegodnoe poslanie gubernatora, Salekhard, 1999, p. 7.
24. A. Moe and V. A. Kryukov, p. 600, note 26.
25. Se “Polititjeskaja situatsija JNAO, http://www.notes.society.ru
26. http://www.biograph.comstar.ru/bank/korepan.htm
27. A. Moe and V.A. Kryukov, p. 601.
28. Ibid., p. 597.
29. Jf. “Neftjanye vyshki iz Moskvy ne vidny”. Interview med Leonid Roketskij,
Tjumneskie Izvestija, 5. aug. 1998.
30. Se Jurij Nejelov, op. cit., p. 4.
31. Interview med forfatteren 19. okt. 1999.
32. “Polititjeskaja situatsija v JNAO http://notes.society.ru ....
33. Andrej Ivanov, “Predskazuemaja sensatsija”, Izvestija, 24. aug. 1999 p.4
34. Interview med forfatteren 18.-19. oktober, Salekhard, 1999.

 

Litteraturliste

Del: