Magtbalance og rustningsbegrænsninger

Den 15. marts blev de to-sidede forhandlinger mellem USA og Sovjetunionen om gensidige strategiske rustningsbegrænsninger genoptaget. I det følgende redegøres for det hidtidige forløb af disse forhandlinger, for deres baggrund og for behovet for snarlige resultater.

 

I slutningen af december 1970 afsluttedes i Helsingfors den anden hoved- runde i de tosidede forhandlinger mellem USA og Sovjetunionen om begrænsning af de strategiske rustninger, de såkaldte SALT-forhandlinger (Strategic Arms Limiation Talks). Disse forhandlinger - om hvilke man fik den første officielle tilkendegivelse på en pressekonference i det sovjetiske udenrigsministerium den 20. januar 1969, samme dag som præsident Nixon overtog sit embede startede med en indledende runde i Helsingfors i perioden 17. november til 22. december 1969. De egentlige forhandlinger påbegyndtes imidlertid først i Wien i april 1970, hvor de fortsatte til august. Efter en pause blev den anden hovedrunde i forhandlingerne indledt i Helsingfors i november 1970.

De forhåbninger, der fra mange sider er blevet stillet til disse forhandlinger, er efter det hidtidige forløb imidlertid endnu ikke opfyldt. Ifølge amerikanske oplysninger er der under forhandlingerne, der ifølge sagens natur omgærdes med stor diskretion, vist stor saglighed fra begge sider, og det har været muligt for begge parter at opnå bedre indsigt i modpartens synspunkter.

Efter det foreliggende er der imidlertid under de hidtidige forhandlinger kun forekommet et enkelt alvorligt udspil. Dette kommer fra amerikansk side, idet de amerikanske forhandlere den 24. juli forelagde et udkast til en aftale til diskussion. Dette udkast foreslår, at de to parter enes om en maximalstørrelse på antallet af leveringssystemer til nucleare strategiske våben, uden nærmere at specificere typerne - strategiske bombefly, landbaserede langdistancemissiler eller ubådsmissilier. Endvidere at man enes om at fastlåse raketforsvaret - det bestående eller panlagte - på en beskeden størrelse, samt at fastlægge det maximale antal SS9 missiler, som Sovjetunionen finder nødvendigt. En klar sovjetisk stillingtagen til dette forslag eller et modforslag synes endnu ikke at have foreligget ved forhandlingernes afslutning i Helsingfors.

Næppe mange med kendskab til det komplekse område, som udgøres af de strategiske nucleare rustninger, havde vel heller ventet hurtig enighed mellem de to supermagter om disse spørgsmål, som man stort set har forhandlet om i de sidste tyve år. Specialister på arms control-området havde nok snarere betragtet de indledte SALT-forhandlinger som begyndelsen på en mangeårig forhandlingsprocedure. Forskellige forhold har imidlertid medført, at seriøse samtaler om rustningsbegrænsning, som USA i årevis har virket for, først er kommet i stand i en strategisk - rustningsteknolo- gisk sammenhæng, som med henblik på opretholdelse af stabiliteten på det nucleare område ved samtidig begrænsning af rustningsanstrengelseme kræver en hurtig enighed mellem de to supermagter om begrænsning af rustningerne.

I en redegørelse over for Committee on Armed Services i Repræsentanternes Hus i marts 1970, fremhævede forsvarsminister Melvin R. Laird, at Nixon-administrationens beslutning om at videreføre arbejdet med Safe-guard-systemet ville betyde, at man havde endnu et år til SALT-forhand- lingeme, uden at man behøvede at skærpe kaprustningen med hensyn til offensive systemer. Forsvarsministeren forsikrede imidlertid videre komiteen om, at han på intet tidspunkt ville tøve med at tilråde en fremskyndet udvikling af ULMS (Undersea Long Range Missile System), såfremt udviklingen i fremtiden skulle gøre det nødvendigt. Denne opfattelse understreger det tidspres, som ligger over SALT-forhandlingeme.

De strategiske atomstyrker.
I Vesteuropa har næppe alle gjort sig det tilstrækkeligt klart med hvilken hast den sovjetiske nucleare oprustning er foregået i de senere år. Man har her i langt højere grad været optaget af de perspektiver, som kan ligge i en vesttysk-sovjetisk tilnærmelse, end i at beskæftige sig med den stadigt stigende styrke af det sovjetiske offensive militære potentiel. Efter forskrækkelsen i forbindelse med den første Sputnink og den intensive diskussion om The Missile Gap i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 1960, forsvandt frygten for sovjetisk overlegenhed med Kennedy- administrationens gennemførelse af et amerikansk oprustningsprogram. Nu var det USA, som, takket være sine Minuteman- og Po£ar£s-program- mer, besad den strategiske overlegenhed. Kuba-krisen i efteråret 1962 forstærkede dette indtryk, samme år som den daværende amerikanske forsvarsminister McNamara i sin ofte citerede tale på Ann Arbor-universitetet allerede i juni havde konstateret, at USA var i besiddelse af en betragtelig counter-force kapacitet i forhold til Sovjet. Siden da, har det været en fremherskende opfattelse i Vest, at amerikanske advarsler mod sovjetiske fremskridt på de strategiske rustningers område ikke burde tillægges afgørende vægt. Den afskrækkelse, som hidtil har forhindret en storkrig, kunne vel stadig opretholdes.
 
Udviklingen af det sovjetiske strategiske potentiel i anden halvdel af 1960’erne har imidlertid givet anledning til bekymring i amerikanske regeringskredse. Ifølge forsvarsminister Laird rådede Sovjetunionen i midten af 1966 over 250 operationsklare ICBM1). Et år senere androg tallet 570. En sammenligning mellem de amerikanske og sovjetiske beholdninger af strategiske våben for årene 1968 og 1969 viser flg. tal:
 
 
Ifølge Instituttet for strategiske Studiers sidste styrkeopgørelse, The Military Balance 1970-71, er denne styrke sammensat således: 220 ældre SS7- og SS8-misiler, af hvilke en væsentlig del er ubeskyttede; ca. 800 SSII-missiler, et våben svarende til det amerikanske Minuteman //-missil med et sprænghoved af 1 Mt-størrelsen og med en foreløbig ikke særlig stor træffesandsynlighed; ca. 240 SS9, en særdeles kraftig tre-trinsraket med flydende brændstof med en rækkevidde på o. 8500 sømil og med en formodet CEP på mellem 0,5 og 0,8 sømil, der med en ladning på ca. 25 Mt vil kunne ødelægge en amerikansk Minuteman-raket&ilo; samt o. 40 SS13, det første sovjetiske ICBM med fast brændstof. For SLBM’s vedkommende angiver ovennævnte oversigt, at Sovjetunionen må påregnes at have 10 atomubåde af Y-klassen - hver med 16 SiVI 6-missiler - i tjeneste. Denne raket svarer til den amerikanske Polaris. Hertil kommer yderligere 15 andre atomubåde og 25 konventionelle ubåde, der hver kan medføre tre ballistiske missiler af typen Serb.2)
 
I sig selv vil disse tal ikke kunne give anledning til amerikansk eller vestlig bekymring. De amerikanske strategiske gengældelsesstyrker kan med sikkerhed besvare et sovjetisk overraskelsesangreb med ødelæggende styrke. Det, der volder den amerikanske regering bekymring og stiller spørgsmålstegn ved et rettidigt resultat af SALT-forhandlingeme, er den fortsatte rytme i den sovjetiske oprustning.
 
Vedligeholder Sovjetunionen det hidtidige tempo, vil det betyde, at det ved midten af dette årti vil råde over ca. 2500 operative ICBM, og at det med en årlig færdiggørelse af 8 atomubåde af Y-klassen omkring 1974/75 vil kunne råde over 800 missiler af Polar is-ty pen. Heroverfor er der ikke fra amerikansk side påregnet nogen forøgelse i antallet af missiler, hverken for så vidt angår ICBM eller flådemissiler. Antallet på 1054 ICBM og 656 SLBM påregnes ikke forøget inden for en overskuelig fremtid.
 
Kvalitative forbedringer.
Selv om den rent talmæssige forøgelse af det sovjetiske nucleare potentiel og dets mulige forøgelse i de nærmest følgende år betyder en forskydning af det hidtidige styrkeforhold, så er det dog først og fremmest mulighederne for kvalitative forbedringer, der vil være afgørende. De hidtil opnåede teknologiske fremskridt har her væsentlig betydning på tre områder.
 
Det for den nærmeste fremtid væsentligste fremskridt vedrører træfsikkerheden. En forøgelse af denne vil kunne rejse tvivl om værdien af de i betonsiloer landbaserede ICBM, som udgør hovedparten af begge supermagters strategiske styrker. »Der er klare grænser for den grad af passivt forsvar, som kan etableres for stationære missiler. Der er ingen synlig grænse for mulige forbedringer i de strategiske missilers nøjagtighed«3). Betydningen af øget præcision understreges yderligere derved, at »udbyttet ved at fordoble nøjagtigheden er omkring 5% gange udbyttet ved at fordoble sprængkraften«4). Det vil af nedenstående grafiske fremstilling ses, hvilken afgørende indflydelse CEP’s størrelse har for virkningen. Sandsynligheden for at et 20 Mt-våben skaber en trykbølge med et overtryk på 300 psi (pound/square inch), hvilket er nødvendigt for at ødelægge en Minutemaiusilo, andrager ved et CEP på 1 sømil ca. 50 %, ved et CEP på 0,5 sømil ca. 95 %. Ved et CEP på 0,5 sømil er sandsynligheden for en 1 Mt-ladning godt 30 %, men ved halvering af CEP til 0,25 sømil udgør sandsynligheden 80 %. Dette er træfsikkerheden for det nyeste amerikanske ICBM, Minute- man III, der således vil være mere effektiv med en ladning på 1-2 Mt, end med de tre sprænghoveder på hver 200 Kt, som den udrustes med. Et enkelt 200 Kt sprænghoved med denne træfsikkerhed har ca. 80 % chance for at ødelægge en raketsilo. Forbedrer man imidlertid CEP til 750 feet, har samme sprænghoved over 90 % chance for at ødelægge en silo. Ved en sådan præcision vil også et 50 kt sprænghoved, som det findes i Poseidon- missilet, være farlig for et missil i silo.
 
Virkningen af ændringer i CE P på sandsynligheden for at sprænghoveder med forskellig sprængkraft vil skabe en trykvirkning på 300 psi (pound pr. square inch) i træffepunktet. (Jfr. Strategie Survey 1969).
 
 
 
Note: a) Beregningen gælder for overfladesprængning og for maximal trykeffekt, b) 1 sømil = 6080.2 feet.
 
 
Det hidtil bedste CEP, 0,25 sømil for missiler i operativ tjeneste, er som nævnt opnået med Minuteman III, af hvilke enkelte eksemplarer blev operative i 1970. En yderligere forbedring skulle være mulig, men det forudsætter, at re-entry systemet (den del af missilet som vender tilbage til jordens atmosfære) udstyres med en styremekanisme og eventuelt et drivmiddel. Bestræbelser i så henseende er allerede i gang i USA.
 
Den øgede træfsikkerhed får yderligere større betydning, når missiler udstyres med flere sprænghoveder. Med øget præcision kan et missil udstyret med flere sprænghoveder med mindre kaliber sætte flere fjendtlige missiler ud af spillet, selv om disse er beskyttede. Gennem de senere år er flere typer af sådanne MRV (Multiple Re-entry Vehicles) blevet udviklet og afprøvet. Størstedelen af de amerikanske Polar is-raketter er bleve udstyret med et MRV-system, bestående af tre ladninger hver på 200 Kt. Det drejer sig ialt om 448 Polaris A3. Disse ladninger følger efter adskillelse baner, der ligger nær hinanden. De er således velegnede til angreb på flademål, men ikke til bekæmpelse af vidt adskilte fjendtlige mål.
 
Af langt større betydning end MRV er udviklingen af MIRV-systemerne (Multiple Independently-targeted Re-entry Vehicles), såvel ud fra muligheden for at bekæmpe flere mål med et enkelt missil, som ud fra muligheden for at gennembryde et fjendtligt raketforsvar i den ydre atmosfære. Det amerikanske MIRV-system - Mark 3 med ti sprænghoveder hver på 50 Kt beregnet til Poseidon og Mark 12 med tre sprænghoveder og på ca. 200 Kt beregnet til Minutemann III - er af den såkaldte »bus«-type. »Vanationer i re-entry delens fart og retning udnyttes til at udstøde de enkelte sprænghoveder i let varierende baner. Dette gør det muligt at opnå stor spredning i længde og bredde mellem sprænghovederne og dermed flyvetid og målområde. Udstrækningen er endnu ikke afsløret, men vil sandsynligvis være flere gange ti miles«5).
 
Der er stadig nogen uklarhed om, hvorvidt Sovjetunionen har afprøvet MRV- og MIRV-systemer i de seneste år, men der er ingen tvivl om, at man teknisk vil være i stand til at producere sådanne systemer. Spredningen på de tre under forsøg i Stillehavet indsatte sprænghoveder rækker under alle omstændigheder til samtidig at dække tre Afmuteman-siloer. Afstanden mellem de amerikanske siloer er mellem 15 og 18 km. Heroverfor står imidlertid den kendsgerning, at de amerikanske MIRV-sy stemer kan angribe mål, der er dusinvis af kilometer fra hinanden.
 
Med de i øjeblikket eksisterende CEP og ladninger med ringe sprængkraft er de amerikanske MIRV tydeligvis intet counter-/orce-system, altså beregnet til indsættelse mod fjendtlige raketbaser. Det vil være muligt at forbedre præcisionen på eksisterende systemer og udvikle endnu mere præcise systemer, men det er endnu uklart om dette vil ske. Såfremt USA tilstræbte en counter-force-cabability, ville det være mere formålstjenligt at udstyre Minuteman III med et enkelt sprænghoved på 1-2 Mt. De af USA udviklede MIRV tjener først og fremmest det formål at fastholde og forbedre evnen til at gennemføre et second strike. Med den opnåede forøgelse af antallet af operative sprænghoveder har man skaffet sig forudsætningen for i en overskuelig fremtid at gennembryde ethvert muligt sovjetisk raketforsvar. Samtidig har man erhvervet evnen til at overleve et fjendtligt overraskelsesangreb med tilstrækkelig styrke, uden at man derfor har haft behov for at øge antallet af missiler.
 
Det forholder sig noget anderledes for de sovjetiske SS9-missiler. For de omkring 300 missiler af denne type, som Sovjetunionen har i operativ tjeneste, findes der i USA ikke det tilstrækkelige antal egnede mål. »USA har kun omkring et dusin byer, der er så store, at de fordrer indsættelse af SS9, og Sovjetunionen råder over mere end 1000 andre raketter, som vil kunne indsættes mod vore byer«6). SS9 er også et counter-force våben, som med et sprænghoved kan ødelægge en amerikansk ICBM på jorden. Bliver dets CEP forbedret til 0,25 sømil, således som man må forvente det, skulle det med tre 5 Mt sprænghoveder, svarende til det af Sovjetunionen afprøvede system, kunne uskadeliggøre mere end en raketsilo. Det er beregnet, at Sovjetunionen med 420 SS9, hver med tre sprænghoveder ville være i stand til at ødelægge 95 % af de 1000 jordbaserede Minuteman. Det her angivne antal missiler, 420 SS9, vil russerne kunne råde over i 1974/75.
 
Det tredie område, inden for hvilket potentielt destabiliserende fremskridt er opnået, er raketforsvaret. Ikke mindst udviklingen og afprøvningen af phased array radars har haft betydning for effektiv imødegåelse af angribende missiler efter genindtræden i jordatmosfæren. Interception af et missilangreb kan med de idag eksisterende og de under opstilling værende raketforsvarssystemer gennemføres i »mid-cource«- eller »terminal« - fasen. For et ICBM varer den første fase, efter raketmotoremes udbrænding, ca. 25 minutter og slutfasen 1-2 minutter efter genindtræden i jordatmosfæren. Interception uden for jordatmosfæren kan gennemføres med de langtrækkende forsvarsraketter, som den sovjetiske Galosh med en rækkevidde på ca. 200 miles og den amerikanske Spartan, der har en rækkevidde på 400 miles. Begge typer er udstyret med sprænghoveder på flere megaton. Ødelæggelsen af fjendtlige anflyvende missiler sker ved hjælp af de ved eksplosionen frigjorte »hårde« røntgenstråler, der har en stor rækkevidde. Interception inden for atmosfæren, der må ske inden for et kort tidsrum, er afhængig af forsvarsrakettens accelerationsevne. Den amerikanske Sprint, der er den eneste kendte raket af denne type, har en acceleration på 100 G.
 
Det er imidlertid endnu kun i Sovjetunionen, at der er opstillet et egentligt raketforsvarssystem. Det består af 67 afskydningsramper for Galosh- missiler samt et kraftigt, men efter amerikansk standard noget ufærdigt, radarsystem. Amerikanerne regner dog med at systemet er effektivt, men at det takket være »penetration aids« og den mætning, som indsættelse af flere sprænghoveder vil indebære, vil være muligt at gennembryde. Sovjetunionen råder endnu ikke over en kortrækkende forsvarsraket af samme type som den amerikanske Sprint. Derimod er der mulighed for, at en del af de omkring 10 000 jord-til-luft raketter, som er opstillet i Sovjetunionen, vil kunne indsættes mod Re-entry Vehicles, eller vil kunne forbedres, så de kan løse denne opgave. Safeguard-systemet forekommer dog efter John Foster jr.’s opfattelse at være teknologisk bedre end noget af russerne hidtil udviklet system. Systemet, hvis virkeliggørelse var årsag til bitre amerikanske politiske meningsudvekslinger i 1969, er primært beregnet til beskyttelse af Minuteman-siloer og bombeflybaser. De første to af ialt tolv kombinerede Sprint/Spartan-systemer med de nødvendige radar-systemer (Perimeter Acquisition Radar (PAR) til målerkendelse og målfølgning på stor afstand og Missile Site Radar (MSR) til styring af- antiraket-raketten) vil tidligst blive operative i 1975.
 
Muligheden for yderligere amerikanske rustninger.
Den fortsatte forøgelse af det sovjetiske nucleare potentiel i de nærmeste år - den hurtige stigning i jordbaserede ICBM, paritet eller endog over- fløjning af USA med hensyn til SLBM, eventuel udbygning af det hidtil beskedne raketforsvar - kunne ved en amerikansk passivitet have til følge, at Sovjetunionen opnår en tydelig overlegenhed med hensyn til strategiske styrker. Ordet overlegenhed siger imidlertid i sig selv ikke meget om, hvorledes det i virkeligheden forholder sig. Hvor mange raketter eller bomber magt A eller magt B er i besiddelse af, er i sig selv underordnet. Det afgørende er, om den ene magt vil være i stand til, også efter at have været udsat for modstanderens første slag, at svare igen med et andet eller gengældelsesslag, der vil tilføje angriberen sådanne tab, at de - målt i forhold til, hvad der står på spil - ikke vil være til at bære7).
 
Den defensive afskrækkelse, som hidtil har eksisteret, skyldes stabiliteten på det nucleare område og evnen til at gennemføre second strike. Den baserer sig imidlertid ikke alene på modstandernes rationelle adfærd og omfanget af de skader, et second strike ville kunne medføre, men også på hvad modstanderne vil betragte som uacceptable tab. Forsvarsminister Laird har fastslået, at USAs styrker må have en sådan størrelse, at de sikrer, at alle potentielle modstandere overbevises om, at handlinger, som kunne føre til atomangreb eller nuclear afspresning, ville fremmane uacceptable ricisi.
 
Spørgsmålet er herefter hvad Sovjetunionen vil betragte som uacceptable ricisi. Den tidligere amerikanske forsvarsminister McNamara har ved flere lejligheder beskæftiget sig med dette spørgsmål. Den 1. februar 1968 erklærede han over for Senatets Armed Forces Committee, at han i forholdet til Sovjetunionen ville anse en amerikansk evne til at ødelægge fra en fjerdedel til en femtedel af dets befolkning og halvdelen af dets industripotentiel for en virksom afskrækkelse. Udsigterne til tab af denne størrelsesorden ville afholde enhver rationelt tænkende ledelse fra provokationer.
 
Det næste spørgsmål bliver herefter, om USA på sin side evner at tilføje Sovjetunionen tab af denne størrelsesorden ved et second strike, samt hvor længe USA med den planlagte udvikling af dets egne strategiske styrker, og den set med amerikanske øjne ugunstige udvikling af de sovjetiske nucleare potentiel, vil være i stand til at bevare denne evne uden at måtte reagere over for en videre forøgelse af de sovjetiske styrker.
 
Den amerikanske evne til afskrækkelse bygger på en forventet overlevelsesevne blandt en tilstrækkelig stor procentdel af det amerikanske arsenal. Med dettes varierende sammensætning af landbaserede ICBM, flådemissiler og langtrækkende bombere, der hver for sig har deres egne sikkerhedskarakteristika - ICBM i sikrede beredskabs- og oplagringsstil- linger, flådemissiler i atomubåde med langvarig neddykningsevne og bombere med et meget højt beredskab - mener man at have sikret sig imod, at et sovjetisk teknologisk gennembrud med et slag skulle kunne gøre hele den amerikanske gengældelsesstyrke værdiløs.
 
I marts 1970 erklærede forsvarsminister Laird, at de nyeste amerikanske analyser af de strategiske styrkers virksomhed viste, at de i den nærmeste fremtid ville være i stand til at bevare en passende afskrækkelse, men at der på længere sigt ville være mindre sikkerhed for at det nuværende potentiel ville være tilstrækkeligt. Om Polaris-ubådene udtalte han videre:
»På grundlag af vore bedste øjeblikkelige vurderinger mener vi, at vore Polaris- og Poseidon-ubkde på havet i det væsentligste kan betragtes som usårlige ... Dog kunne en kombination af teknologisk udvikling og sovjetiske beslutning om at øge sine anstrengelser med hensyn til ubådsbekæmpelse føre til en øget sårbarhed for Polar is/Poseidon hen imod midten af 70’eme. Jeg håber dog, at Polaris vil forblive usårlige i det mindste i 70’erne«.
 
I forbindelse med den eksisterende trussel mod landbaserede missiler udtaler dr. John Foster jr. under samme høring, at Sovjetunionen for øjeblikket ikke havde tilstrækkelige sprænghoveder i deres SS11 og SS9 til at sætte alle Minuteman ud af spillet, og at grunden til dette var det store amerikanske antal (1000) samt at det sovjetiske SS11-missil ikke var præcist nok. Endelig må det erindres, at flertallet af raketubådene altid befinder sig til havs, at USA stadig er i besiddelse af flere atomdrevne attak-ubåde end Sovjetunionen (iflg. The Military Balance 1970-71: 44 imod 33), og at ca. 40 % af B-52 bomberstyrken er på et kvarters varsel.
 
Den planlagte amerikanske opbygning.
Forskellige rustningsforanstaltninger, hvis forberedelse går tilbage til 60’eme, skal ifølge planerne virkeliggøres indtil midten af dette årti. Forudsætningerne er dog, at Kongressen bevilger de nødvendige midler. Foranstaltningerne skal sikre evnen til assured destruction og dermed en troværdig afskrækkelse. De væsentligste af disse gennemførte eller forberedte rustningsforanstaltninger vedrører udskiftning af Minuteman I med Minuteman ///, udstyret med MIRV, ombevæbning af 31 af de 41 Polaris- ubåde til Poseidon af hvilke ialt 496 skal indsættes i stedet for Polaris A2, udrustning af en del B52-bombere (G og H) samt F ill med den nye luft- til-jord raket SRAM (Short Range Attack Missile) med atombevæbning og éndelig opstilling af de første Safeguard antiraketsystemer.
 
Minuteman III og Poseidon-programmet vil betyde en væsentlig forøgelse af det samlede antal operative sprænghoveder med samme antal missiler, nemlig fra o. 2380 til mere end 7000. En tilsvarende virkning vil indførelsen af SRAM have for styrken af bombefly, (hver B52 kan medføre mindst et dusin af disse missiler), hvis indtrængelsesevne på denne måde vil blive væsentlig forøget. Henimod 1975 skulle USAs strategiske styrker takket være disse projekter være i stand til at indsætte omkring 11000 nucleare sprænghoveder - overfor et samlet antal idag på ca. 4000. Flertallet af disse sprænghoveder vil have en væsentlig ringere sprængkraft.
 
For i de næste år og navnlig i anden halvdel af dette årti at bevare en tilstrækkelig afskrækkelse er en planmæssig gennemførelse af det her skitserede program nødvendig. Under hensyn til de resultater, Sovjetunionen på få år har opnået er det lidet sandsynligt, at man, selv med et gunstigt resultat af SALT-forhandlingerne, vil give afkald på de forudsete MIRV. Det af den amerikanske delegation den 24. juli 1970 i Wien fremlagte forslag henviser hertil, ag forudser for så vidt angår de offensive systemer kun fastsættelse af en numerisk grænse på ca. 2000 for såvel bemandede som ubemandede leveringssystemer. En af årsagerne til at man giver afkald på at fastsætte kvalitative begrænsninger for de offensive systemer ligger formentlig i en erkendelse af vanskelighederne ved at kontrollere sådanne begrænsninger. Det er allerede med den mulige kontrol - en kontrol på stedet ligger helt uden for det, russerne vil kunne acceptere - næppe gørligt at fastslå, hvorvidt et missil er udrustet med et eller flere sprænghoveder, og det vil være helt ugørligt at kontrollere et ballististisk missilsystems præcision.
 
Enighed mellem supermagterne er nødvendig.
Selv ikke denne omfattende modernisering af de amerikanske strategiske styrker kan imidlertid forhindre, at overlevelsesevnen for en betragtelig del af det amerikanske arsenal vil blive væsentlig forringet hen mod 1975, såfremt opbygningen af de sovjetiske styrker fortsætter med den hidtidige takt. Alene det øjeblikkelige sovjetiske antal SS9-missiler på 300 ville udgøre en alvorlig trussel, såfremt de bliver udstyret med MIRV. Man kan let forestille sig, hvor mange Minuteman-siloer der vil være truede, når 420 af disse missiler udstyret med MIRV vil kunne ødelægge 950 Minuteman. Hertil kommer, at de amerikanske bombeflybaser i stigende grad vil være udsatte for missilangreb, efterhånden som den russiske missil- ubådsflåde udbygges. Det må i denne forbindelse erindres, at Sovjetunionen selv ved at acceptere det amerikanske forslag om begrænsninger vil kunne råde over mindst 560 ubåds-missiler (SSN6) i 1974/75.
 
Amerikanernes forslag om at begrænse raketforsvaret til beskyttelse af kommandocentre synes at antyde, at man regner med at råde over en tilstrækkelig stor ødelæggelsesevne, selv efter et sovjetisk first strike. Årsagen hertil skal formentlig søges i en vurdering af de med MIRV udrustede Poseidon-misilers usårlighed, den øgede effekt ved Minuteman-missilerne, også takket være MIRV, samt udrustningen af bomberstyrkeme med SRAM.
 
Vedtagelsen af det moderate amerikanske forslag af 24. juli 1970, eller et lignende overenskomstforslag eller måske blot en neddæmpning af de sovjetiske rustningsbestræbelser uden nogen formel overenskomst forekommer at være forudsætningen for opretholdelse af den nuclearstrate- giske stabilitet i anden halvdel af 70’eme uden iværksættelse af nye kostbare rustningsanstrengelser. Den lange tid, det tager at udvikle, afprøve, anskaffe og indføre nye komplicerede våbensystemer - ca. 7-10 år -, gør det imidlertid nødvendigt for Sovjetunionen hurtigt at beslutte sig, såfremt USA skal give afkald på en snarlig påbegyndelse af nye projekter, uden at løbe for stor risiko.
 
 
 
 
En fortsættelse af de sovjetiske anstrengelser på rustningsområdet efter de hidtidige retningslinier gør det sandsynligvis nødvendigt for amerikanerne allerede iår at træffe to afgørende beslutninger med henblik på at fastholde en troværdig amerikansk second strike capability også efter 1975, nemlig: 1) Beslutning om at forcere opbygningen af raketværnssystemet Safeguard med henblik på at sikre større overlevelsesevne for Minuteman-missilerne og for bombeflyene og 2) beslutning om at fremskynde udviklingen af en ny generation missil-ubåde, det såkaldte Undersea Long Range Missile System (ULMS). Meget tyder på at året 1971 bliver et afgørende år med hensyn til spørgsmålet om yderligere at fremskynde det nucleare rustningskapløb i dette årti. Og Moskvas stillingtagen vil være afgørende. 
 
 
Noter
1) Jfr. for disse og flg. angivelser »Hearings on Military Posture and Legislation to authorize Appropiations during Fiscal Year 1971 ... before the Committee on Armed Services, House of Representative . . .«
2) Jfr. Ian Smart: Advanced Strategic Missiles: A Short Guide. Adelphi Papers no. 63. The Institute for Strategic Studies, London 1969
3) Ibid. p. 15.
4) Ibid. p. 16.
5) Ibid. p. 23.
6) Forskningschef John Foster jr. fra det amerikanske forsvarsministerium i US News & World Report, 30. nov. 1970.
7) Jfr. André Beaufre: Deferrence & Strategy, p. 37: » ... our evaluation of the degree of nuclear stability stems directly from the second strike dialectic; in other words from a comparison between the effectiveness of the two sides’ ripostes, effectiveness meaning the anticipated result from use of their entire residual forces. It is therefore the relative level of effectiveness of riposte capability on the part of the two opponents which determines the nuclear situation . . .«
 
 
Litteratur
- Hearings on Military Posture and Legistation to authorize Appropriations during Fiscal Year 1971- before the Committee on Armed Services, House of Representatives.
- Strategic Survey 1969. The Institute for Strategic Studies, London 1970.
- Adelphi Papers no. 63, dec. 1969: Ian Smart: Advanced Strategie Missiles, A short Guide.
- Adelphi Papers no. 65, feb. 1970: Soviet-American Relations and World Order: Arms Limitations and Policy.
- The Military Balance 1970-71. The Institute for Strategic Studies, London 1970.
- Survival, april 1970. - Allgemeine Schweizerische Militarzeitschrift februar 1971.
- André Beaufre: Deterrence & Strategy. Faber & Faber, London 1965.
- Nikolaj Petersen: Afskrækkelse og forsvar, København 1969.
- Niels Jørgen Haagerup: Dialogen om atomtruslen, Udenrigspolitiske Skrifter, Serie 9, nr. 2/1970.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_100_aargang_apr.pdf
 

Litteraturliste

Del: