Magtanvendelse mod Irak

"...der ikke er tale om nogen ulovlig krig. Der er tale om en militær aktion, igangsat på basis af eksisterende FN-resolutioner. Så det folkeretlige grundlag for den militære aktion er i orden" (Rasmussen, 2003).

Foto: Forsvaret.dk

Indledende bemærkninger
Der er ikke tvivl om, at Saddam Hussein var en diktator, hvis regime var stærkt undertrykkende overfor befolkningen og at det i mange tilfælde krænkede og overtrådte folkeretten, den humanitære folkeret og menneskerettighederne. Det er også et faktum, at det at Hussein er tvunget væk fra magten i Irak, har en lang række positive sider internt i Irak såvel som regionalt og internationalt, selvom der også er en række negative konsekvenser, og selvom situationen i Irak lige nu er yderst problematisk.

Det er dog betænkeligt, at en gruppe af stater i det internationale samfund har anvendt magt på et tvivlsomt juridisk grundlag, set fra et folkeretligt perspektiv. De interstatslige relationer har siden afslutningen på Anden Verdenskrig i overvejende grad været baseret på folkeretten, til trods for at der i flere tilfælde er forekommet krænkelser såvel som brud. Det er en forudsætning for fred, orden og stabilitet, at der eksisterer regler for staternes samkvem og sameksistens. Staterne har da også i langt de fleste tilfælde fremført folkeretlige argumenter om selvforsvar og regional og international fred og sikkerhed som grundlag for at anvende magt i de interstatslige relationer. Staternes adfærd og deres udtrykkelige accept af de folkeretlige regler understøtter da også eksistensen og styrken af reglerne. Det viser også, at staterne fortsat har en høj grad af respekt for hele det juridiske system.

Den amerikansk ledede koalitions[1] operation mod Hussein som person og hans regime har været udsat for en betydelig akademisk og politisk kritik, og er blevet grundig debatteret før, under og efter. Som led i debatten er det nødvendigt, at se nærmere på om det juridiske grundlag for operationen var til stede, herunder også hvilket empirisk grundlag der eksisterede.

Selvom den amerikanske præsident, den britiske premierminister og ledende politikere fra Australien, Polen og Danmark alle har forsvaret operationen i Irak, så er operationens juridiske legalitet fortsat stærk tvivlsom, ligesom der kan stilles spørgsmålstegn ved operationens politiske og moralske legitimitet. Det er dog nødvendigt at inddrage flere områder, når legitimiteten skal vurderes. Peter Viggo Jakobsen har opstillet fem meget anvendelige elementer som led i en sådan vurdering. For det første en folkeretlig vurdering af krigens legalitet (jus ad bellum), for det andet en moralsk vurdering, for det tredje graden af politisk opbakning, for det fjerde respekt for den humanitære folkeret (jus in bello), og for det femte det politiske resultat af magtanvendelsen (Jakobsen, 2003). Det er i denne artikel hensigten at gå i dybden med det første kriterium, der omhandler folkeretten, altså hvornår det kan anses for legalt at anvende magt, hvilket reelt vil sige at gå i krig. De øvrige områder vil kun sporadisk blive berørt.

Den historiske baggrund
Da Irak invaderede og besatte Kuwait i august 1990 overtrådte Irak utvivlsomt de folkeretlige regler. Baggrunden for invasionen vil ikke blive behandlet her, til trods for at dette element kan være interessant i forbindelse med vurderingen af den amerikansk ledede operation imod Irak. FNs Charter opstiller helt klart et forbud mod trusler om magtanvendelse og faktisk magtanvendelse i interstatslige relationer (Artikel 2, 4) bortset fra to nærmere definerede tilfælde; individuelt og kollektivt selvforsvar mod et væbnet angreb (Artikel 51), og magtanvendelse efter autorisation fra Sikkerhedsrådet, når der eksisterer en trussel mod eller et brud på freden, eller en aggressionshandling (Artikel 42). Den irakiske invasion var dermed klart en krænkelse af den kuwaitiske stats suverænitet, og en klar overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet.

FNs Charter var altså grundlaget da Sikkerhedsrådet, som reaktion på Iraks invasion og besættelse af Kuwait, vedtog resolution 660. Resolutionen krævede, at Irak øjeblikkeligt og betingelsesløst skulle trække sine væbnede styrker tilbage. Iraks manglende efterlevelse medførte, at Sikkerhedsrådet vedtog resolution 678, der autoriserede FNs medlemsstater til, i samarbejde med Kuwait, at anvende alle nødvendige midler for at implementere resolution 660, og herunder også genoprette international fred og sikkerhed i området. Denne passage er interessant og stærkt debatteret i forbindelse med Operation Iraqi Freedom.

Med Operation Desert Storm tvang den daværende koalitionsstyrke den irakiske besættelsesstyrke ud af Kuwait. Efterfølgende blev våbenhvilebetingelserne fastlagt i resolution 687. I resolutionen erklærede Sikkerhedsrådet alle masseødelæggelsesvåben i regionen for en trussel mod international fred og sikkerhed, og opstillede en række krav til Irak. Kravene omfattede blandt andet destruktion af Iraks biologiske og kemiske våben, og af Iraks ballistiske missiler med en rækkevidde på over 150 kilometer. Irak skulle endvidere stoppe anvendelse, udvikling, konstruktion og erhvervelse af atomare våben, og acceptere overvågning og verifikation af efterlevelse af våbenhvilebetingelserne via kontrol og inspektioner. Derudover påpegede Sikkerhedsrådet Iraks tidligere anvendelse af terrorisme mod mål uden for Irak. Resolutionen krævede et løfte fra Irak om ikke at begå eller støtte nogen former for international terrorisme, eller tillade nogen organisation at gennemføre terrorhandlinger fra Iraks territorium. Det sidste, og vel nok mest interessante element i denne forbindelse var, at Iraks accept af ovenstående betingelser var grundlaget for en formel våbenhvile. Det er værd at bemærke, at resolutionen netop nævner våbenhvile, og ikke endelig fredsslutning.

Efter Iraks nederlag i Kuwait vendte Hussein sine styrker mod de indre fjender, hvor han slog til mod kurderne i nord, og shiiamuslimerne i marskområderne i syd. Iraks operationer medførte, at Sikkerhedsrådet vedtog resolution 688[2], hvori Sikkerhedsrådet udtrykte sin alvorlige bekymring over Iraks undertrykkelse af civilbefolkningen, en undertrykkelse der medførte flygtningestrømme over internationale grænser, og cross border incursions, der truede den internationale fred og sikkerhed i regionen. Som konsekvens heraf valgte USA, Storbritannien og Frankrig i april 1991 at etablere en flyveforbudszone i det nordlige Irak nord for den 36. breddegrad. Ligeledes blev der i den kurdiske del af det nordlige Irak etableret en række safe heavens under koalitionsstyrkernes beskyttelse (Knudsen, 1999: 176). Den nordlige flyveforbudszone blev i august 1992 udvidet med en lignende zone i det sydlige Irak syd for den 32. breddegrad. Zonens begrænsning blev senere flyttet mod nord umiddelbart syd for Bagdad til den 33. breddegrad. I forbindelse med håndhævelsen af flyveforbudszonerne blev det juridiske grundlag for operationerne også dengang diskuteret, fordi der i Sikkerhedsrådets resolutioner ikke fandtes en udtrykkelig autorisation.

Fra vedtagelsen af resolution 687, og frem til og med den meget omtalte resolution 1441 vedtog Sikkerhedsrådet over 40 resolutioner om situationen mellem Irak og Kuwait, hvoraf mange af resolutionerne erklærede Iraks manglende samarbejde med våbeninspektørerne om masseødelæggelsesvåben for substantielle brud på våbenhvilebetingelserne i resolution 687 (Se blandt andet resolution 706, 778, 949, 1060, 1115, 1134, 1154 og 1205). Desuden påpegede flere af resolutionerne den problematiske humanitære situation og understregede Sikkerhedsrådets hensigt om at skabe tålelige humanitære forhold i hele Irak. Fly fra USA, Storbritannien og indledningsvis også fra Frankrig, håndhævede i hele perioden frem til iværksættelsen af Operation Iraqi Freedom i marts 2003 flyveforbudszonerne fra baser i primært Tyrkiet og Saudi Arabien. Håndhævelsen medførte flere nedskudte irakiske fly, og angreb på irakiske luftforsvarsstillinger, radarinstallationer og C3 faciliteter (Command, Control and Communication).

Endvidere betød Iraks påståede adfærd og faktiske obstruktioner i flere tilfælde mere omfattende angreb mod Irak. I januar 1993 angreb koalitionen i to omgange irakiske militære faciliteter på grund af den manglende efterlevelse af FNs resolutioner, og i juni 1993 beordrede Præsident Bill Clinton amerikanske flådefartøjer til at affyre krydsermissiler mod hovedkvarteret for den irakiske efterretningstjeneste som følge af Iraks påståede indblanding i et attentatforsøg mod tidligere Præsident George H. W. Bush under sit besøg i Kuwait. Senere angreb koalitionen igen i september 1996 med Operation Desert Strike, og i december 1998 med Operation Desert Fox, irakiske våbenfaciliteter og militære anlæg. Begge operationer blev iværksat på grund af Iraks manglende samarbejde med FNs våbeninspektører. Koalitionsstaterne argumenterede for, at det direkte formål med de to operationer var at mindske Iraks kapacitet til at fremstille masseødelæggelsesvåben og fjerne den militære trussel, som Irak udgjorde mod nabostaterne (UN, 1998).

Den daværende danske regering fik i foråret 1998 opbakning fra et flertal i Folketinget til dansk deltagelse i en militæroperation mod Irak. Det skete med Folketingets vedtagelse af B 114 om et dansk militært bidrag til en multinational indsats i Mellemøsten (Folketinget, 1998)[3]. Baggrunden for denne operation var også Husseins manglende samarbejde med FNs våbeninspektører, og Danmarks bidrag var dengang et C-130 H Hercules transportfly. Den spændte situation blev dog afværget via fornyede forhandlinger om inspektionerne, og dansk deltagelse i en operation mod Irak blev ikke nødvendig. Udenrigsministeriet udarbejdede i 1998 et notat om en eventuel dansk deltagelse i operationen. En hovedpointe i notatet var, at:

"Hvis betingelserne [for våbenhvilen] ikke overholdes, kan der skrides ind over for Irak - om nødvendig med magt" (Udenrigsministeriet, 1998).

I notatet anføres det, at Iraks særdeles grove, flagrante og vedvarende mangel på samarbejde med våbeninspektørerne må anses som et væsentligt brud på våbenhvilen. Hovedessensen var, at våbeninspektørerne, overfor Sikkerhedsrådet, gav udtryk for, at den manglende vilje til samarbejde umuliggjorde våbeninspektørernes arbejde, og deres mulighed for at opfylde deres mandat, hvilket netop ville være et brud på våbenhvilebetingelserne.

Striden om Iraks efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner kulminerede i første omgang med resolution 1441, hvor Sikkerhedsrådet i indledningen henviste til blandt andet resolution 678 og 687. Ifølge resolutionen erklærede Sikkerhedsrådet Iraks manglende efterlevelse af de tidligere resolutioner om spredning af masseødelæggelsesvåben og langtrækkende missiler, for en trussel mod den internationale fred og sikkerhed. Endvidere beklagede Sikkerhedsrådet, at Irak ikke havde leveret præcise, fuldstændige, endelige og komplette informationer om sine våbenprogrammer, og at Irak gentagne gange havde forhindret umiddelbar, betingelsesløs og uhindret adgang for FNs våbeninspektører. Rådet beklagede også, at Irak ikke havde samarbejdet fuldt ud med inspektørerne, og at Irak ikke havde efterlevet Sikkerhedsrådets tidligere resolutioner om terrorisme, om stop for undertrykkelse af den irakiske civilbefolkning, og om adgang for humanitære nødhjælpsorganisationer. Sikkerhedsrådet erklærede endelig, at våbenhvilen fra 1991 var baseret på Iraks efterlevelse af indholdet i resolution 687, altså de forpligtelser som Irak havde påtaget sig om afvæbning, kontrol og inspektioner.

I den operative del af resolution 1441 vedtog Sikkerhedsrådet under Kapitel VII, at Irak substantielt havde brudt og fortsat brød sine forpligtelser og at Irak med resolutionen blev givet en sidste mulighed for at efterleve sine afvæbningsforpligtelser. Endelig ville urigtige eller ufuldstændige oplysninger i erklæringer fra Irak og manglende efterlevelse eller samarbejde blive opfattet som endnu et substantielt brud. Sikkerhedsrådet krævede også, at Irak skulle give våbeninspektørerne umiddelbar, uhindret, betingelsesløs og uindskrænket adgang til alle faciliteter og lokaliteter. Som de to sidste elementer i resolution 1441 besluttede Sikkerhedsrådet, ved konstatering af afgivelse af falske oplysninger eller udeladelser, eller ved modtagelse af rapportering om irakisk indblanding i eller manglende efterlevelse med afvæbnings- og inspektionsforpligtelser, at træde sammen og overveje situationen. Rådet understregede, at Sikkerhedsrådet gentagne gange havde advaret Irak om alvorlige konsekvenser ved fortsatte krænkelser af sine forpligtelser.

Som konsekvens af kravet, om en præcis, fuld og komplet redegørelse for alle aspekter af Iraks atomare, biologiske og kemiske våbenprogrammer og missilprogrammer i resolution 1441, fremlagde Irak den 7. december 2002 over 12.000 siders omfattende dokumentation, der havde til hensigt at bevise Iraks efterlevelse af FNs resolutioner om afvæbning af Irak. Ifølge UNMOVIC (United Nations Monitoring, Verification and Inspection Commission) indeholdt redegørelsen kun få nye, signifikante stykker information og dokumentation. Dog indeholdt redegørelsen information om Iraks missilprogram, hvorfor UNMOVIC pålagde Irak at destruere sine Al Samoud II missiler, og dertil hørende udstyr, hvilket faktisk blev påbegyndt. Ifølge undersøgelserne havde missilerne en rækkevidde på over de tilladte 150 kilometer.

Argumenterne for magtanvendelse
Siden Præsident George W. Bush overtog præsidentembedet i januar 2001 blev der sat fornyet fokus på Irak og Hussein. Ifølge et interview med den nu afskedigede amerikanske Finansminister Paul O'Neill satte Bush tidligt Irak på dagsordenen. Faktisk fra den første tid i Det Hvide Hus begyndte administrationen at planlægge hvordan det irakiske regime kunne og skulle væltes (CBS News, 2004).

Under alle omstændigheder kom der efter terrorangrebene den 11. september 2001 på World Trade Center i New York, Pentagon i Washington, D.C. samt det nedstyrtede fly i Pennsylvania, der muligvis havde Det Hvide Hus som mål, yderligere fokus på Irak. Fra den amerikanske administrations side fastslog man, at Irak havde haft kontakt med al Qaeda (Bush, 2002c), der med stor sandsynlighed stod bag angrebene den 11. september, og at Irak havde forsøgt at anskaffe sig uran fra Niger (Bush, 2002a). Dog nævnte man ikke eksplicit, at Hussein havde nogen forbindelse til al Qaedas terrorhandlinger. Sammenholdt med Iraks påståede besiddelse af masseødelæggelsesvåben og langtrækkende missiler udgjorde både terrorisme og de irakiske kapabiliteter en alvorlig og overhængende trussel mod både USA og dets allierede og mod international fred og sikkerhed. USA frygtede, at Irak ville levere masseødelæggelsesvåben til terrorister, der så ville slå til mod USA, amerikanske interesser eller andre vestlige mål.

USA byggede primært sin argumentation på, at FNs våbeninspektioner ikke havde afklaret situationen omkring Iraks masseødelæggelsesvåben, ud fra de afbrudte og dermed ufuldstændige inspektioner, og ud fra Iraks manglende åbenhed omkring bestemte lokaliteter. Dermed var der, efter USAs opfattelse, stor sandsynlighed for, at Irak fortsat var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben og langtrækkende missiler, og som konsekvens heraf, også stor risiko for at masseødelæggelsesvåben ville falde i hænderne på terrorister.

USA påbegyndte i nogen tid før marts 2003 en yderligere forstærkning af sin militære tilstedeværelse i primært Kuwait, men også Saudi Arabien, Tyrkiet, Jordan, Bahrain, Qatar, og De Forenede Arabiske Emirater. Dermed havde nogle af styrkerne været i operationsområdet i mange måneder i foråret 2003. Hensynet til de væbnede styrkers kampkraft og effektivitet, materiellets funktionering, og de eksterne omgivelser, som eventuelle operationer skulle gennemføres i, ville logisk set tilsige, at operationen skulle iværksættes før den gennemsnitlige temperatur begyndte at blive for høj i det sene forår og den tidlige sommer i 2003. Ligeledes var det af betydning, at de væbnede styrker havde været deployeret i lang tid, hvilket kunne betyde, at moralen ville begynde at falde. Disse overvejelser blev sandsynligvis gjort i Pentagon, men kan og må aldrig blive kriterier, der indgår i bedømmelsen af hvornår en stat udgør en så tilstrækkelig stor trussel imod international fred og sikkerhed, at det berettiger til magtanvendelse. Det kunne være en tanke, at Bushs 48-timers frist til Hussein og hans to sønner, og USAs afvisning af de franske, tyske og russiske forslag om yderligere inspektioner, skulle forhindre en udsættelse af operationens iværksættelse. Konsekvensen ville dels være, at de først ankomne tropper i regionen skulle roteres, hvilket ville have medført et yderligere pres på US Air Force og logistikken, dels at operationen skulle gennemføres under hårdere klimatiske betingelser.

Havde Irak masseødelæggelsesvåben?
I en vurdering af om Operation Iraqi Freedom var legal, er det nødvendigt at se nærmere på en række elementer i USAs påstande, herunder om det er sandsynligt at Irak var i besiddelse af våben, og tilstanden af eventuelle programmer til fremstilling af masseødelæggelsesvåben i form af bakteriologiske, kemiske og atomare våben. Havde Irak masseødelæggelsesvåben ville det krænke resolution 687, men hvor grove var Iraks eventuelle overtrædelser? Var de af en sådan karakter, at USA legalt kunne anvende magt?

Ifølge CIAs Direktør George J. Tenet tyder meget på, at Iraks programmer for masseødelæggelsesvåben ikke var så fremskredne som hidtil antaget (Tenet, 2004). Ligeledes udtalte den tidligere amerikanske våbeninspektør David Kay i januar 2004, at meget tydede på, at Iraks masseødelæggelsesvåben var blevet ødelagt kort tid efter Operation Desert Storm i 1991, og at våben og produktionsfaciliteter var blevet destrueret under det første inspektionsregime, UNSCOM (United Nations Special Commission), og af koalitionens luftangreb (Kay, 2003). Men ifølge både Bush og Vicepræsident Richard B. Cheney, så havde Hussein fortsat til hensigt at bevæbne sig med masseødelæggelsesvåben, og havde kapaciteterne til at foretage en sådan oprustning på kort tid, hvis han fik lov til det. Det er dog tvivlsomt om alene hensigten om at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben kunne berettige magtanvendelse. Med fortsatte våbeninspektioner og sanktioner, samt med et massivt internationalt politisk såvel som militært pres, så ville det være sandsynligt, at produktionsfaciliteterne ville være fundet, at Irak ville være ude af stand til at producere de ønskede våben på grund af manglende materialer, at Irak ville være blevet inddæmmet, og at Iraks mulige anvendelse af sådanne våben ville være blevet afskrækket.

Det er korrekt, at der er fundet håndfaste beviser på, at Irak faktisk var i besiddelse af missiler med en rækkevidde på over de tilladte 150 kilometer. Selvom den oplysning inddrages i vurderingen, så er det tvivlsomt om et sådant trusselbillede, bestående af missiler med en rækkevidde, der endda ville gøre Irak i stand til at ramme Europa eller USA eksempelvis, ville være tilstrækkeligt til at give et juridisk grundlag for at anvende magt imod Irak. Denne skepsis styrkes yderligere af, at Irak ifølge Tenet aldrig, fra CIAs side, var blevet betegnet som en umiddelbart forestående trussel, men derimod som en alvorlig og voksende trussel (Tenet, 2004). Men hvis Irak ikke var en umiddelbart forestående trussel, men alene en alvorlig og voksende trussel, berettiger det så til magtanvendelse i selvforsvar, og til regimeskift?

Når koalitionens anvendelse af magt skal vurderes, er det derfor nødvendigt at undersøge om alle fredelige midler var udtømte. Det internationale samfund har i den forbindelse anvendt to metoder. Dels indførelsen af sanktioner rettet imod import af varer til Irak, og imod salg af olieprodukter fra Irak, og dels våbeninspektionerne. Der har været en stærk debat omkring hvorvidt sanktionerne mod Irak har haft en positiv eller negativ effekt. Til trods for at Sikkerhedsrådet forsøgte at indføre smart sanctions, og undtage visse varer fra sanktionerne, har den irakiske civilbefolkning lidt under sanktionerne, og meget tyder på, at det irakiske regime i vid udstrækning forblev upåvirket i den periode, på over ti år, hvor sanktionerne var i kraft.

Der er næppe tvivl om, at det var nødvendigt at indføre sanktionerne i sin tid for at hindre Hussein i at genopbygge sine militære kapabiliteter med våben indkøbt med indtægter fra olieproduktsalget, ligesom det i stor udstrækning var nødvendigt at indføre sanktioner overfor salg af komponenter og materialer til Irak, der kunne anvendes i forbindelse med fremstilling af masseødelæggelsesvåben. Tendensen har dog i Iraks tilfælde været, at udelukke en lang række varer fra indførelse i Irak på grund af muligheden for dual use, det vil sige anvendelse til både civile og militære formål, hvilket har ramt den irakiske civilbefolkning hårdt, og medført et massivt sammenbrud i infrastrukturen og i industrien. Til trods for de negative og uheldige konsekvenser af de såkaldte smarte sanktioner, så er det dog muligt, at sanktionerne har opfyldt deres primære formål, at forhindre Irak i at genopruste og bevæbne sig med masseødelæggelsesvåben.

Det andet element var våbeninspektionerne, der igennem 1990erne var udsat for utallige irakiske forsøg på obstruktion. Alligevel var lederen af FNs våbeninspektioner Hans Blix, støttet af en række stater i og uden for Sikkerhedsrådet, ikke overbevist om at alle fredelige midler var udtømte. Der var tale om fremskridt, til trods for at der ikke var tale om et fuldstændigt samarbejde. Både Rusland, Frankrig og Tyskland argumenterede stærkt for et såkaldt enhanced regime, der ville have betydet en større inspektionsstab, mulighed for udvidet anvendelse af luftrekognoscering ved hjælp af blandt andet russiske, franske og tyske fly, samt opstilling af klare og uomgængelige krav til Irak. Spørgsmålet er, om ikke længere tid til våbeninspektionerne faktisk ville have medført en blotlæggelse af Iraks våbenprogrammer. De seneste udtalelser fra Kay tyder da også på, at Irak ikke var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben på tidspunktet for iværksættelsen af Operation Iraqi Freedom, til trods for at der eksisterede aktive programmer (Kay, 2004). Kays udtalelser om, at Irak unilateralt havde destrueret en del af sine våben, selvom det ikke kunne godtgøres, og at gentagne luftangreb fra USA og Storbritannien de facto havde mindsket, hvis ikke elimineret, Iraks kapacitet til at fremstille masseødelæggelsesvåben, sandsynliggør, at Irak måske ikke var den trussel mod USAs sikkerhed og international fred og sikkerhed, som blev påstået forud for operationen i Irak. Dermed svækkes argumentet for operationen betydeligt. Våbeninspektørernes arbejde blev afbrudt før de reelt set havde fuldendt deres mission. Blix meddelte, som før nævnt, Sikkerhedsrådet, at Irak faktisk samarbejdede, om end dette samarbejde ikke var fuldstændigt. Iraks manglende vilje til samarbejde, som dansk grundlag for at anvende magt, er derfor ikke holdbart. Når Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtaler, at Danmark ikke deltog i Operation Iraqi Freedom med ubåden Sælen og korvetten Olfert Fischer fordi Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, men fordi Irak brød Sikkerhedsrådets resolutioner, så er der stort set ingen forskel, fordi resolutionerne netop drejede sig om Iraks afvæbning for så vidt angår masseødelæggelsesvåben[4].

På grund af det amerikanske stop for inspektionerne, er det ikke afklaret om fortsatte inspektioner ville have afdækket sandheden. Det faktum, at Hussein under konflikten med Iran, og under opgøret med kurderne i det nordlige Irak, anvendte kemiske våben, og det faktum at inspektionerne umiddelbart efter Operation Desert Storm i 1990-1991 fandt og destruerede kemiske våben og faciliteter til udvikling og produktion af atomare, biologiske og kemiske våben, kan i sig selv ikke være et bevis på, at Irak i marts 2003 var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Det kan alene anvendes som et ud af mange elementer, der må inddrages i overvejelser omkring det samlede billede.

Ville påståede masseødelæggelsesvåben udgøre en trussel?
Var inspektionerne ført til ende, og havde Irak været i stand til at skjule sine masseødelæggelsesvåben for det internationale samfund, bliver næste skridt at vurdere om disse våben ville udgøre en trussel, der berettigede USA til at anvende magt overfor Irak, til trods for at Irak dermed ville have brudt resolution 687. Var det internationale samfund fortsat med inspektionerne, men havde FN været ude af stand til at finde masseødelæggelsesvåben, der ifølge USA eksisterede, så må det undersøges om våbnene reelt udgjorde en så alvorlig trussel, at USA havde et legalt grundlag for magtanvendelse.

Derfor er det nødvendigt, at se på hvilken trussel sådanne våben ville udgøre. Var Iraks våben operative, altså kampklare og parate til anvendelse? Var Irak i besiddelse af kapabiliteterne til at fremføre disse våben, eksempelvis ved hjælp af langtrækkende missiler eller fly? Det må dog anføres, at et alternativt fremføringsmiddel ville være såkaldte suitcase bombs og en andet type våben vil være dirty bombs, men diskussionerne herom vil ikke blive inddraget direkte, om end problematikken er ganske relevant. Dog vil overvejelser omkring Iraks overdragelse af masseødelæggelsesvåben til al Qaeda blive inddraget i diskussionen.

De to ovenfor opstillede spørgsmål er afgørende for en vurdering af, om Irak reelt var en trussel mod USA, mod sine nabostater og mod international fred og sikkerhed. Irak var ikke i besiddelse af en fremføringsteknologi, der gjorde det muligt at ramme USA med masseødelæggelsesvåben ved hjælp af konventionelle fremføringsmidler. Der har i denne forbindelse været en hård diskussion i Storbritannien og USA om den britiske Premierminister Tony Blairs påstand om, at Irak var i stand til at anvende masseødelæggelsesvåben med 45 minutters varsel (UK, 2002). Var dette tilfældet, ville der eksistere en umiddelbart forestående trussel, i hvert fald mod nabostaterne, og dermed også mod koalitionsstyrker i disse stater. Det er dog en forudsætning, at Irak var i besiddelse af langtrækkende fremføringsmidler, for at truslen kunne være rettet mod Europa, Storbritannien eller USA. Efterfølgende er påstanden dog blevet blødt betydeligt op, og dermed synes påstanden om, at Irak udgjorde en umiddelbart forestående trussel der berettigede til magtanvendelse, at forsvinde. Spørgsmålet er fortsat, hvor stor denne trussel var.

Antages det at det irakiske regime var i besiddelse af operative masseødelæggelsesvåben, må det endvidere sandsynliggøres, at Irak var villig til at anvende disse våben, og at der var en hensigt om at anvende disse våben offensivt, det vil sige i andre situationer end selvforsvar. Disse påstande er heller ikke blevet underbyggede. Det er utvivlsomt, at Hussein anvendte kemiske våben i 1988 imod de kurdiske områder og mod iranske kampenheder under Iran-Irak-krigen i 1980'erne. Det bedst kendte eksempel er nok angrebet mod den kurdiske landsby Halabja i 1988 (Human Rights Watch, 1993), men Iraks militære kapabiliteter, og den geopolitiske situation i den periode var meget forskellig fra situationen i marts 2003. Det irakiske militær blev i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne anset som en af verdens største og mest effektive væbnede styrker. Samtidig var verden bipolar med to supermagter i fortsat kamp om indflydelse og magt. Især havde USA stærke interesser i Den Persiske Golf på grund af sin afhængighed af olien, hvorfor allierede stater var stærkt efterlyste.

Revolutionen i 1979 i Iran og Ayatollah Khomeinis tilbagevenden var et geopolitisk chok, der fik USA og store dele af den vestlige verden til at bakke op bag Irak, der indledte en krig mod Iran. USAs støtte til Iraks kamp, amerikanske interesser, våbenleverancer, og allianceforbindelsen med Irak kan derfor siges at have givet Irak en betydelig grad af handlefrihed i sine opgør med indre fjender og med Iran. Denne handlefrihed var så vidtgående, at regimet kunne anvende kemiske kampstoffer uden at blive mødt af international fordømmelse, netop fordi det var et i led i kampen mod vestens fjender. Pointen er, at den nuværende geopolitiske situation med USA som eneste tilbageværende supermagt, og dermed en unipolær situation, skiftet fra venskab til fjendskab mellem Irak og USA med Operation Desert Storm i 1990-1991, og Iraks stærkt decimerede militære kapabiliteter, i stor udstrækning kan være et argument for, at Iraks villighed til og hensigt om at anvende disse våben offensivt, var stærkt minimeret, hvis ikke elimineret.

Faktisk har John J. Mearsheimer og Stephen M. Walt, i en fælles artikel anført, at den traditionelle amerikanske inddæmningspolitik, der tidligt blev argumenteret for (X, 1948), med stor sandsynlighed ville have virket overfor Irak. De bygger deres argument på, at Irak ikke er gået i krig når det har stået overfor en afskrækkende trussel, at Irak ikke ville vove at anvende masseødelæggelsesvåben konfronteret med USAs overvældende kapabiliteter, og at frygten for spredning af masseødelæggelsesvåben til al Qaeda var ubegrundet på grund af fraværet af forbindelser mellem Bagdad og al Qaeda (Mearsheimer & Walt, 2002). Er dette korrekt, så er det tvivlsomt om Irak udgjorde den påståede trussel, og i hvert fald en trussel, der ikke kunne afskrækkes, og dermed inddæmmes. Bushs argumenter om at afskrækkelse ikke virker overfor "a madman" (Bush, 2003) indeholder dog ikke umiddelbart et rationelt argument for, hvorfor afskrækkelsesstrategien ikke ville virke overfor Irak.

Der er dog en anden situation, hvor anvendelse at sådanne våben ikke kunne udelukkes, forudsat at de eksisterede. Dette ville være en situation, hvor Hussein stod overfor en eksistentiel trussel, hvilket Operation Iraqi Freedom kunne siges at være, set fra Husseins perspektiv. Det kan derfor virke underligt, at det irakiske regime ikke anvendte sådanne våben som en sidste udvej i forbindelse med dets selvforsvar, såfremt de væbnede styrker var i besiddelse af dem. At eventuelle våben ikke blev anvendt kan dog skyldes, at de faktisk ikke eksisterede, men blot var en illusion, der havde til hensigt at tilfredsstille Hussein. Forklaringen kan selvfølgelig også være, at anvendelse ville være udsigtsløs, og kun ville betyde gengældelse fra koalitionsstyrkernes side. Men hvorfor er sådanne våben så ikke blevet fundet? Dermed står forklaringen om at de irakiske væbnede styrker faktisk ikke besad masseødelæggelsesvåben som mere plausibel. De danske styrkers fund af ældre mortérgranater i det sydlige Irak, uanset om de havde indeholdt kemiske kampstoffer eller ej og det amerikanske fund af en ældre artillerigranat med spor af sarin, havde næppe været den loaded gun, som Bush-administrationen forud for operationen påstod eksisterede. Derudover har hverken det amerikanske våbeneftersøgningshold, Iraqi Survey Group (ISG), koalitionsstyrkerne eller andre fundet masseødelæggelsesvåben eller klare indicier på, at sådanne våben har eksisteret forud for Operation Iraqi Freedom. Ligeledes har Blix udtalt, at der ikke er fundet en loaded gun, der kunne sandsynliggøre eller bevise, at Irak bevidst havde skjulte masseødelæggelsesvåben. Det er korrekt, at der er mængder af våben, som Irak ikke har redegjort for, og som er påstået destrueret unilateralt. Om sidstnævnte er korrekt kan ikke umiddelbart be- eller afkræftes, men den manglende redegørelse for våben kan ikke tages som bevis for, at Irak faktisk er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. En loaded gun ville netop udgøre det afgørende argument for, at Irak kunne opfattes som en trussel mod andre stater, og mod den internationale fred og sikkerhed, og findes pistolen ikke, så svækkes argumentet for at anvende magt imod Irak.

Bushs udmelding tyder på et skift i den amerikanske administrations argumentation for operationen imod Irak (NBC News, 2004). Nu begrundes invasionen ikke mere med, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, og derfor var en trussel mod USA, USAs allierede og international fred og sikkerhed. Argumentet er nu, at Hussein havde til hensigt at bevæbne sig med masseødelæggelsesvåben, og at Irak var i besiddelse af kapaciteterne til at producere sådanne våben. Det er dog tvivlsomt, om Irak faktisk havde kapaciteterne til en sådan produktion efter mange års sanktioner, gentagne præcisionsangreb og igangværende våbeninspektioner. At en stat er i besiddelse af kapaciteten eller evnen, eller har hensigten kan næppe accepteres som casus belli. Selvom Irak faktisk forskede i masseødelæggelsesvåben, så var det næppe tilstrækkeligt til at indlede Operation Iraqi Freedom til trods for, at Irak handlede i strid med resolution 687.

I en trusselsvurdering må der også nødvendigvis skelnes mellem på den ene side masseødelæggelsesvåben (atomare, biologiske, radiologiske og kemiske våben), og på den anden side landbaserede missiler, i Irak i form af SRBMs, MRBMs og IRBMs (Short, Medium & Intermediate Range Ballistic Missiles) med konventionelle sprænghoveder. Der er ikke uenighed om, at Irak var i besiddelse af, og anvendte sine ballistiske missiler i mange tilfælde mod civile såvel som militære mål i Israel, Kuwait og Saudi Arabien under Operation Desert Storm i 1990-1991, og ligeledes affyrede ballistiske missiler under Operation Iraqi Freedom i 2003, i alle tilfælde med konventionelle sprænghoveder. Ifølge mediernes rapporteringer drejede det sig under den seneste konflikt om mindst ti missiler, som blev affyret mod mål i Kuwait og det sydlige Irak (Global Security, 2004). Men det må være nødvendigt at skelne mellem masseødelæggelsesvåben og missiler, både i forbindelse med en vurdering af hvilken trussel Irak udgjorde, og i forbindelse med vurderingen af våbeninspektørernes arbejde. Godt nok er begge elementer nævnt i resolution 1441, men som adskilte elementer, og det er også nødvendigt at vurdere elementerne hver for sig, fordi de udgør forskellige trusselsniveauer.

Det er også nødvendigt at vurdere hvilken fare missilerne udgjorde for nabostaterne, koalitionsstyrkerne i området omkring Den Persiske Golf, USA og for USAs interesser. Alene ville missilerne næppe være den store trussel. Udrustet med konventionelle sprænghoveder, og med Patriot-batterier i position i Israel, Tyrkiet, Saudi Arabien og Kuwait ville missilerne næppe udrette alvorlig og omfattende skade, blandt andet på grund af deres ringe præcision, og ikke voldsomt avancerede styresystem. Selvfølgelig ville missiler udrustet med atomare, kemiske eller biologiske sprænghoveder udgøre en risiko, men som før nævnt, var der indicier, der støttede at Irak faktisk ikke var i besiddelse af sådanne sprænghoveder.

Derfor må en anden form for trussel mod USA vurderes, en trussel om spredning af masseødelæggelsesvåben til terrorister, der kunne bringe våbnene i anvendelse i USA. Denne trussel er blevet præsenteret af både den amerikanske præsident, vicepræsident og medlemmer af kabinettet. Hvis de irakiske masseødelæggelsesvåben eksisterede og var operative, dog uden at kunne anvendes på langtrækkende fly eller missiler, så er det af afgørende betydning, at Irak havde viljen til og hensigten om at sprede disse våben til terrorister, der ønskede at anvende våbnene imod USA eller andre steder i Vesten. Den påståede irakiske forbindelse med al Qaeda er ikke blevet fuldstændig bevist til trods for at Cheney blandt andet i september 2003 udtalte, at Irak havde etablerede forbindelser med al Qaeda (NBC News, 2003).

Det forhold, at der idag sandsynligvis opererer personer fra al Qaeda i Irak, er ikke umiddelbart et bevis for, at der eksisterede forbindelser mellem Hussein og Osama bin Laden, mellem Irak og al Qaeda. Det kaos, der eksisterede under og efter koalitionens operation mod Irak, og den civile administrations efterfølgende sammenbrud har i et vidt omfang umuliggjort en fuldstændig kontrol med ind- og udrejse i Irak. Derfor er det også muligt, at personer med tilknytning til al Qaeda først er kommet til, og begyndt at operere i Irak efter Hussein-regimets fald. Dermed kan der heller ikke være tale om en smoking gun, der viser en sammenhæng mellem terrorhandlingerne den 11. september og Husseins regime. Havde Irak ikke masseødelæggelsesvåben, var der ingen direkte forbindelser, og var der ingen aftaler om våbenleverancer, så var truslen fra et Irak i samarbejde med terrororganisationer næppe af et sådant omfang, at det berettigede til magtanvendelse.

Folkeretten som legitimering
Et interessant element i koalitionsstaternes forsøg på at retfærdiggøre operationen har været den konsistente henvisning til FN og Sikkerhedsrådets resolutioner under hele forløbet i forsøget på at give operationen juridisk legalitet i henhold til de tidligere vedtagne resolutioner. Argumentationen har taget udgangspunkt i resolution 678, 687 og 1441, hvor sidstnævnte er den udløsende faktor, som genaktiverer de to førstnævnte resolutioner. Argumentet bunder i formuleringen i resolution 678, hvori medlemsstaterne får mandat til at anvende alle nødvendige midler til at tvinge de irakiske styrker ud af Kuwait og genoprette international fred og sikkerhed i området. Mens Operation Desert Storm medførte, at Kuwait blev befriet, har det været omdiskuteret hvad der skulle forstås ved ordlyden om at genoprette international fred og sikkerhed i området. USA har argumenteret ud fra, at den manglende afklaring omkring Iraks masseødelæggelsesvåben netop var en trussel mod den internationale fred og sikkerhed, og en genoprettelse først kunne finde sted efter Iraks endelige og verificerbare afvæbning. Det kan også umiddelbart læses ud af resolution 1441, idet man i resolutionen erklærer masseødelæggelsesvåben og langtrækkende missiler for trusler mod international fred og sikkerhed. Denne argumentation blev gentaget af den australske Premierminister John Howard:

"I want to assure all of you that the action we are taking is fully legal under international law. Back in the 1990s resolutions were passed by the Security Council authorising military action against Iraq.

The action was only suspended on condition that Iraq gave up its Weapons of Mass Destruction. Clearly we all know this has not happened. As a result the authority to take military action under those earlier resolutions has revived" (Howard, 2003).

Men det er nødvendigt at inddrage den pointe, at det ikke som sådan var Iraks regime, Hussein eller Irak som stat, der udgjorde truslen mod international fred og sikkerhed. Det var derimod masseødelæggelsesvåben og missiler, hvorfor eventuelle operationer skulle rettes imod de to trusler. Den amerikanske opfattelse var, at endelig irakisk afvæbning alene kunne ske ved regimeskift. Spørgsmålet er, om en operation, der har til formål at udskifte et regime er proportional med formålet om afvæbning.

Påstanden om den fortsatte gyldighed af resolution 678, gentaget både i Udenrigsministeriets notater om Danmarks deltagelse i militæroperationen mod Irak, og i den britiske Attorney Generals svar på et spørgsmål i Overhuset, er central for et omstridt punkt i forbindelse med Sikkerhedsrådets resolutioner: Om rækkevidden af Sikkerhedsrådets resolutioner, og dermed også mandater. Påstanden fremført fra koalitionsstaternes side dækker over synspunktet, at resolutioner der bemyndiger magtanvendelse, står ved magt indtil Sikkerhedsrådet beslutter andet, eksempelvis eksplicit fjerner autorisationen, erklærer, at en given trussel mod international fred og sikkerhed ikke eksisterer mere, eller ved at Sikkerhedsrådet beslutter at fjerne sagen fra dets dagsorden. Det er klart, at ingen af disse beslutninger er truffet i Sikkerhedsrådet i forbindelse med Irak. Derfor argumenterede USA for, at magtanvendelse kunne iværksættes for at gennemtvinge Iraks efterlevelse i forhold til Sikkerhedsrådets resolutioner om primært afvæbning, men også om Iraks undertrykkelse af civilbefolkningen, der også blev anset som en trussel mod international fred og sikkerhed i resolution 688, og om Iraks forbindelser til terrororganisationer, som nævnt i resolution 687.

Heroverfor står påstanden om, at resolution 678 alene gav bemyndigelse til en befrielse af Kuwait i samarbejde med Kuwait, og ikke mere. Det er sandsynligvis også hovedårsagen til, at H. W. Bush i 1991 ikke beordrede de amerikanske styrker til at indtage Bagdad og afsætte Hussein (Dumbrell, 1997: 161). Resolution 678 gav simpelthen ikke mandat til et sådant mål. Skulle Operation Iraqi Freedom være gennemført på et juridisk vandtæt grundlag, ville det have krævet et eksplicit mandat fra Sikkerhedsrådet i form af en ny resolution vedtaget under Kapitel VII. Læses FNs Charter ordret, så ville stiltiende accept fra Sikkerhedsrådets medlemmer, en udtalelse fra Sikkerhedsrådets Præsident eller et resolutionsudkast med et flertal af positive stemmer blandt Sikkerhedsrådets medlemmer, men et veto fra et af de permanente medlemmer heller ikke være et tilstrækkeligt juridisk grundlag for at anvende magt imod Irak. Der skal vedtages en resolution, under Kapitel VII, der tillader anvendelsen af alle nødvendige midler. Da USA indså, at man ikke kunne samle et almindeligt flertal eller undgå veto, blev resolutionsudkastet (UN, 2003b) trukket tilbage for netop at undgå et negativt flertal og et udtrykkeligt veto.

Det danske Udenrigsministerium fremførte imod denne påstand i et af sine notater om dansk deltagelse i operationen, at der i FNs Charter ikke eksisterer en vetoret med tilbagevirkende kraft (Udenrigsministeriet, 2003). Heri ligger, at konflikten mellem Irak og FN ganske rigtig i Sikkerhedsrådet er blevet behandlet under det samme emne, Irak-Kuwait, siden 1990, og dermed er en fortløbende sag. Idet Sikkerhedsrådet i 1990 gav mandat til magtanvendelse uden at der dengang blev nedlagt veto, så kan de permanente medlemmer eller et flertal i Sikkerhedsrådet ikke idag standse håndhævelsen af tidligere vedtagne beslutninger ved at nedlægge veto mod håndhævelsen af forpligtelser, der er blevet krænket substantielt, bevidst og gentagne gange. Ved sådanne overtrædelser må tidligere autorisationer til magtanvendelse fortsat stå ved magt og blive genaktiveret.

Et andet argument, som den britiske regering har fremført er, at magtanvendelse imod Irak tidligere er blevet udført under henvisning til resolution 678. Påstanden er, at magtanvendelse kan finde sted på grundlag af krænkelser af våbenhvilebetingelserne i resolution 687. Som konsekvens af, at Irak i 1993 brød våbenhvilen, havde koalitionsstyrkerne mandat til at anvende magt. Denne påstand blev støttet på udtalelser fra FNs daværende Generalsekretær Boutros Boutros-Ghali:

"The raid yesterday [13. januar 1993], and the forces which carried out the raid, have received a mandate from the Security Council, according to resolution 678, and the cause of the raid was the violations by Iraq of resolution 687 concerning the ceasefire" (Goldsmith, 2003).

Det er dog diskutabelt, hvilke juridiske konsekvenser udtalelser fra Generalsekretæren kan siges at have. Adam Roberts har behandlet det centrale element i spørgsmålet omkring våbenhvilebetingelserne fra 1991 i resolution 687, som Generalsekretæren henviser til i ovennævnte citat: Om våbenhvilebrud berettiger til genoptagelse af fjendtlighederne, der blev afbrudt af netop våbenhvilen (Roberts, 2003: 42-45). Traditionelt har våbenhvilebrud været anset som casus belli, som nævnt i artikel 40 i Haag-regulativerne om landkrig, som findes i et anneks til Haag-konventionen IV om landkrig (Avalon, 2004). Det vil sige et legalt grundlag for genoptagelse af fjendtlighederne, og dermed anvendelse af magt. Det er dog ikke en udbredt opfattelse, at våbenhvilebrud idag kan anses som et tilstrækkeligt grundlag for at anvende magt, hvorfor eneste mulighed er at Sikkerhedsrådet vedtager en resolution under Kapitel VII, der autoriserer magtanvendelse. Der er dog en vis forskel i proportionalitet mellem målrettede angreb mod irakiske militære faciliteter og stillinger, hvilket fandt sted i blandt andet 1993 og 1998, og invasion, besættelse og regimeskift, der skete i foråret 2003.

Det er i den forbindelse nødvendigt at sammenligne situationen idag med situationen i forbindelse med den amerikanske magtanvendelse i 1998. Situationen i 1998 var reelt fastlåst uden udsigt til en løsning ved hjælp af fredelige midler. FN-Chartrets bestemmelser om udtømmende anvendelse af alle fredelige midler kunne derfor siges at være opfyldte, i modsætningen til situationen i 2003, hvor Blix blandt andet udtalte, at der var udsigt til fremskridt, såfremt inspektionerne var blevet givet mere tid. Derfor anmodede han i sin rapport til Sikkerhedsrådet af 28. februar 2003 og i sin mundtlige præsentation den 7. marts 2003, også om mere tid til inspektionerne (UN, 2003a; UN, 2003c). Det er derfor et åbent spørgsmål om alle fredelige midler var udtømt.

Selvforsvar?
Den Nationale Sikkerhedsstrategi fra november 2002 (Bush, 2002b) kodificerer en ældre amerikansk opfattelse af hvordan selvforsvarsretten skal tolkes. Selvom mange har påstået, at der er tale om nyskabelse og reorientering ved, at USA forbeholder sig retten til at anvende militær magt før en trussel materialiseres, så er princippet ikke nyt. Faktisk har ideen været et gennemgående træk ved amerikansk udenrigspolitik, og var i nyere tid allerede aktuel under Præsident Ronald Reagan. Det blev igen aktuelt under H. W. Bush i det meget omtalte udkast til Defense Planning Guidance fra 1992 udarbejdet af blandt andet nuværende Vicepræsident Cheney og Viceforsvarsminister Paul Wolfowitz (New York Times, 1992), og blev også formuleret, om end noget svagere, i Clintons Nationale Sikkerhedsstrategi fra 1994 (Clinton, 1994). Derudover er der flere tilfælde, hvor USA faktisk har udført militære operationer, hvor argumenterne har været selvforsvar, herunder forsvar af amerikanske liv. Som eksempler kan nævnes Grenada (1983), Libyen (1986), Panama (1989), Sudan og Afghanistan (1998) og Afghanistan (2001).

Hovedessensen i den amerikanske opfattelse ligger i begrebet anticipatory self defense. Det vil sige, at USA forbeholder sig retten til at anvende militær magt før en trussel materialiseres, enten forud i tid før truslen kan tænkes at opstå, eller når en trussel foreligger, men umiddelbart før truslen realiseres, altså adfærd, der enten er forebyggende eller foregribende. Det er vigtigt at skelne mellem de to begreber på grund af den tidsmæssige forskel i truslens nærhed. I Iraks tilfælde må der siges at være tale om en forebyggende operation, altså anvendelse af militære midler for at forhindre en trussel i eventuelt at blive til virkelighed. Det vil sige at forhindre Hussein i at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben, der kunne udgøre en trussel på et senere tidspunkt. Der kunne ikke være tale om en foregribende operation for at hindre en umiddelbart forestående irakisk trussel, fordi en sådan ikke fandtes i henhold til både Bush og Tenet.

Juridisk står kriterierne fra den kendte Caroline-sag fortsat som centrale for opfattelsen af, hvor bredt selvforsvarsretten kan og må defineres. I sit forsvar for magtanvendelsen skrev den daværende amerikanske Udenrigsminister Daniel Webster at situationen afgjorde om magtanvendelse var berettiget, idet der måtte være tale om "a necessity of self-defence, instant, overwhelming, leaving no choice of means, and no moment for deliberation" (Webster, 1842). Det er i forbindelse med situationen i Irak forud for koalitionens magtanvendelse stærkt diskutabelt om disse kriterier var til stede, og dermed kunne berettige til en udvidet form for selvforsvar. For det første er det diskutabelt, om der var tale om sidste udvej uden tid til at overveje andre muligheder, jævnfør Blixs udtalelser om at et styrket inspektionsregime med stor sandsynlighed ville have medført vished for, at Irak var blevet afvæbnet for masseødelæggelsesvåben. Også kriteriet om nødvendighed i situationen er af stor vigtig for at operationen kan bedømmes som reelt selvforsvar. For at der kunne være tale om nødvendighed, måtte der være tale om en overhængende og umiddelbar forestående trussel, hvilket også er tvivlsomt, jævnfør de tidligere kommentarer herom.

Læser man FN-Chartrets ordlyd, er der ikke tvivl om, at individuelt og kollektivt selvforsvar kun kan finde sted i forbindelse med et væbnet angreb. Traditionelt har sådan et væbnet angreb haft basis i en stat, men med de nye trusler mod staterne er der opstået en bredere fortolkning af begrebets indhold. Efter angrebene den 11. september genbekræftede Sikkerhedsrådet staternes umistelige og iboende ret til selvforsvar i resolutionerne 1368, 1373 og 1377. Som reaktion på terroraktionerne meddelte USA Sikkerhedsrådet, at man havde indledt Operation Enduring Freedom mod Taliban-regimet og al Qaeda i Afghanistan i henhold til Artikel 51 i FNs Charter. Også NATO aktiverede for første gang Artikel 5, den såkaldte musketéred, om at et væbnet angreb på en stat blev anset som et væbnet angreb på alle stater. USA fortsatte dermed sin tradition for en udvidet forståelse af den traditionelle opfattelse af indholdet i staternes ret til selvforsvar, jævnfør USAs operationer mod blandt andet Sudan og Afghanistan under Clinton i 1998. Disse aktioner blev blandt andet legitimeret ud fra argumentet om at forsvare amerikanske statsborgere mod fremtidige terroranslag.

Antages det, at selvforsvar var berettiget, fordi Irak rent faktisk udgjorde en trussel mod USAs sikkerhed, såvel som mod international fred og sikkerhed, må Operation Iraqi Freedom vurderes ud fra kriterierne for selvforsvar. For det første må selvforsvar rettes imod et væbnet angreb eller med den udvidede fortolkning, en umiddelbart forestående trussel. Men selvforsvar må kun finde sted for at standse eller forhindre et igangværende eller umiddelbart forestående angreb. Samtidig skal selvforsvaret være proportionalt i forhold til truslen. Det store spørgsmål er, om proportionalitetsprincippet kan strækkes så vidt, at magtanvendelse kan omfatte invasion, besættelse og regimeskifte, uanset at Husseins regime var umenneskeligt og undertrykkende. Var det nødvendigt at fjerne Hussein for at fjerne den trussel, der efter koalitionsstaternes opfattelse, eksisterede? Det er ikke så meget en diskussion om, at Irak med stor sandsynlighed ville blive og nu er et bedre sted for den irakiske befolkning, herunder de forskellige etniske grupper, men mere et spørgsmål om ikke den valgte metode er kritisabel.

Konkluderende bemærkninger
Det er selvfølgelig let at vurdere Operation Iraqi Freedom efter at de alvorligste kamphandlinger er overstået, efter at der er etableret en form for orden i Irak, og efter at Irak er blevet gennemsøgt af både våbeneftersøgningshold og soldater fra koalitionen. Kritikken mod operationens juridiske legalitet kan alligevel ikke blot afvises med at vi ikke med fuldstændig sikkerhed vidste om Irak besad våbnene, og at hvis vi ikke havde reageret, så kunne Hussein have anvendt sine våben.

Men skulle USA eller det internationale samfund passivt have ventet på at Irak kom i besiddelse af operative masseødelæggelsesvåben og langtrækkende fremføringsmidler? Naturligvis ikke, og inspektioner, sanktioner og inddæmning var vigtige midler for at forhindre en sådan udvikling. Koalitionsstaternes påstand var at magtanvendelse var den eneste udvej for at imødegå truslen fra Irak. Det må derfor være et ufravigeligt krav, at de amerikanske, britiske, australske, polske og danske regeringer, der deltog med væbnede styrker i operationen, forud for den alvorlige beslutning om at anvende magt i interstatslige relationer, var i besiddelse af et klar juridisk grundlag for at anvende magt. Et sådan grundlag var næppe til stede. Der er derfor sket en alvorlig underminering af folkeretten med potentielt store konsekvenser for FNs formål om at forhindre magtanvendelse i interstatslige relationer.

Spørgsmålet er, om magtanvendelse ville have fundet sted i Irak før eller senere med den ene eller anden begrundelse, uanset hvilke krav det irakiske regime havde opfyldt? Enten kort tid efter, på grund af Iraks manglende efterlevelse af resolutionerne om masseødelæggelsesvåben, på grund af Iraks påståede forbindelser med terrororganisationer, eller på grund af menneskerettighedssituationen[5]. Det ville med stor sandsynlighed have været uacceptabelt for det internationale samfund, hvis Irak fik anskaffet sig operative atomare, biologiske og kemiske våben samt fremføringsmidlerne, som ville have betydet et bevæbnet Irak med en offensiv, langtrækkende kapacitet. Derfor er spørgsmålet også, om en operation i Irak før eller siden ikke var uundgåelig?

Svaret ændrer dog ikke ved det forhold, at folkeretten er grundlaget for de interstatslige relationer. Derfor er denne ret grundlæggende for orden i det internationale samfund uanset om stormagterne mener, at den er bindende eller ej. Uden folkeretten driver samfundet i retning af anarki med usikkerhed, uorden og øget mulighed for inter- såvel som intrastatslige konflikter som konsekvens.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.2_2004.pdf

 

Litteratur

Avalon (2004): "The Avalon Project at Yale Law School - Laws of War: Laws and Customs of War on Land (Hague IV): October 18, 1907 - Annex to      the Convention".

Kilde:  http://www.yale.edu/lawweb/avalon/lawofwar/hague04.htm#art30

Bush, George W. (2002a): "State of the Union Address", Joint Session of Congress, January 29.

Bush, George W. (2002b): "The National Security Strategy of the United States of America", The White House, September 17.

Bush, George W. (2002c): "President Outlines Iraqi Threat", October 7.

Bush, George W. (2003): "President Addresses Top Priorities: Economic & National Security, October 9.

CBS News (2004): "Bush Sought ‘Way’ To Invade Iraq?", January 11.

Clinton, William J. (1994): "A National Security Strategy of Engagement and Enlargement", The White House, July.

Dumbrell, John (1997): "American Foreign Policy: Carter to Clinton", Houndmills: Macmillan Press, Ltd.

Folketinget (1998): "Forslag til Folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en multinational indsats i Mellemøsten", fremsat af Udenrigsministeren, vedtaget ved 2. behandlingen, 18. februar.

Folketinget (2003): "Forslag til Folketingsbeslutning om dansk militær   deltagelse i multinational indsats i Irak", fremsat af Udenrigsministeren, vedtaget ved 2. behandlingen, 21. marts.

Global Security (2004): "Iraq Special Weapons News - 2003".

Kilde: http://www.globalsecurity.org/wmd/library/news/iraq/2003/

Howard, John (2003): "Transcript of the Prime Minister the Honourable John Howard MP Address to the Nation", 20 March.

Human Rights Watch (1993): "First Anfal - The Siege of Sergalou and Bergalou, February 23 - March 19, 1988" i "Genocide in Iraq - The         Anfal Campaign Against the Kurds - A Middle East Watch Report ", New        York: Human Rights Watch.

Jakobsen, Peter Viggo (2003): "Irak-krigens legitimitet er flydende", Jyllands Posten, JP-Kronik, Mandag 14. april.

Kay, David (2003): Kay, David (2003): Statement before the House Permanent Select Committee in Intelligence, House Committee on Appropriations, Subcommittee on Defense and Senate Select Committee on Intelligence, October 2.

Kay, David (2004): "Transcript - Carnegie Endowment for International Peace, Century Foundation & Georgetown University Forum", February 5.

Knudsen, Tonny Brems (1999): "Humanitarian Intervention and International Society - Contemporary Manifestations of an Explosive Doctrine", Ph.D.-Dissertation, June, Aarhus: Institut for Statskundskab.

Knudsen, Tonny Brems (2004): "Krigen mod Irak: Konsekvenser for FN, Folkeretten og International Magtanvendelse" i Morten Kelstrup, Ove K.   Pedersen & Ib Damgaard Petersen (Red.): "Politiske Processer og     Strukturer i det 21. Århundrede: 12 Essays i Anledning af Forlaget Politiske     Studiers 25 Års Jubilæum", København: Politiske Studier. (Under udgivelse).

Lord Goldsmith (2003): "Statement by the Attorney General, Lord Goldsmith, in Answer to a Parliamentary Question", 18 March.

Mearsheimer, John J. & Stephen M. Walt (2003): "Irak kan uskadeliggøres ved inddæmning", Kristeligt Dagblad, 10. februar.

NBC News (2003): "Meet the Press - Guest: Dick Cheney, Vice President", Transcript, September 14th.

NBC News (2004): "Meet the Press - Guest: President George W. Bush", Transcript, February 8th.

New York Times (1992): "U.S. Strategy Plan Calls for Insuring No Rivals Develop" af Patrick E. Tyler, March 8.

Rasmussen, Anders Fogh (2003): "Spørgsmål nummer US 84 - Af MF Villy Søvndal (SF): Om Forløbet af Krigen i Irak", 25. marts.

Roberts, Adam (2003): "Law and the Use of Force After Iraq", Survival, Volume 45, Number 2, pp. 34-56.

Roth, Ken (2004): "War in Iraq: Not a Humanitarian Intervention" i "Human Rights Watch - World Report 2004: Human Rights and Armed Conflict", New York: Human Rights Watch.

Tenet, George J. (2004): "Remarks as Prepared for Delivery by Director of Central Intelligence Agency at Georgetown University", 5 February.

Udenrigsministeriet (1998): "Udenrigsministeriets Notat af 17. februar om Anvendelse af Militær Magt mod Irak".

Udenrigsministeriet (2003): "Det Juridiske Grundlag for Iværksættelse af Militære Forholdsregler mod Irak", 18. marts.

UK (2002): "Iraq's Weapons of Mass Destruction - The Assessment of the British Government".

UN (1998): "Press Release SC/6611 - Security Council Meets to Discuss  Military Strikes against Iraq; Some members Challenge Use of Force without Council Consent", 16 December.

UN (2003a): "Twelfth Quarterly Report of the Executive Chairman of the UNMOVIC in Accordance with Paragraph 12 of Security Council         Resolution 1284 (1999)", S/2003/232, 23 February.

UN (2003b): "Spain, United Kingdom, United States of America - Draft Resolution", S/2003/215", 7 March.

UN (2003c): "Provisional Verbatim Records S/PV.4717", 7 March.

Webster, Daniel (1842): "Letter from Secretary of State Daniel Webster to Lord         Ashburton, 27th July, 1842 - Extract from note of April 24, 1841".

X (1947): (George F. Kennan), "The Sources of Soviet Conduct, "Foreign Affairs, Volume 65, Number 4, pp. 852-868.

 

FN-Resolutioner

Resolutioner om Irak-Kuwait efter Iraks invasion af Kuwait:

Resolution 660 (1990) om "Iraq-Kuwait", 2. august.

Resolution 678 (1990) om "Iraq-Kuwait", 29. november.

Resolution 687 (1991) om "Iraq-Kuwait", 3. april.

 

Resolutioner om Irak-Kuwait efter Operation Desert Storm:

Resolution 688 (1991) om "Iraq-Kuwait", 5. april.

Resolution 706 (1991) om "Iraq-Kuwait", 6. august.

Resolution 778 (1992) om "Iraq-Kuwait", 2. oktober.

Resolution 949 (1994) om "demanding that Iraq immediately complete the withdrawal of all military units recently deployed to southern Iraq to their original positions and that Iraq not again utilize its military or any other forces in a hostile or provocative manner to threaten its neighbours", 15. oktober.

Resolution 1060 (1996) om "the situation between Iraq and Kuwait", 12. juni.

Resolution 1115 (1997) om "the situation between Iraq and Kuwait", 21. juni.

Resolution 1134 (1997) om "the situation between Iraq and Kuwait", 23. oktober.

Resolution 1154 (1998) om "the situation between Iraq and Kuwait", 2. marts.

Resolution 1205 (1998) om "the situation between Iraq and Kuwait", 5. november.

Resolution 1441 (2002) om "the situation between Iraq and Kuwait", 8. november.

 

Resolutioner om terrorangreb efter 11. september 2001:

Resolution 1368 (2001) om "Threats to international peace and security caused by terrorist acts", 12. september.

Resolution 1373 (2001) om "Threats to international peace and security caused by terrorist acts", 28. september.

Resolution 1377 (2001) om "Threats to international peace and security caused by terrorist acts", 12. november.

 

 


[1] Koalitionen bestod primært af enheder fra USA og Storbritannien, med større bidrag fra Australien, og med mindre bidrag fra Polen og Danmark.

[2] Resolutionen blev vedtaget med kun ti stemmer for, tre stemmer imod (Cuba, Yemen og Zimbabwe), og to stemmer hverken for eller imod (Kina og Indien).

[3] B 114 blev vedtaget med 104 stemmer (S, V, KF, RV, FP, CD, DF og Jacob Haugaard (UP)) mod 18 (SF, EL, Thomas Adelskov (S), Holger Graversen (S), Hardy Hansen (S), Jytte Madsen (S) og Lissa Mathiasen (S)).

 

[4] Beslutningsforslaget B 118 om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak blev vedtaget med 61 stemmer (V, DF og KF) mod 50 (S, SF, RV, EL, KRF og SIU) (Folketinget, 2003).

[5] Om det internationale samfund kunne have interveneret af humanitære årsager, se eksempelvis Roth, 2004 og Knudsen, 2004.

 

Litteraturliste

Del: