Mål, Strategi, Doktrin (II)

Major K. G. H. Hillingsø og kaptajn O. H. Eggers fortsætter her den behandling af emnet »Mål, Strategi, Doktrin«, der blev indledt af kaptajn O. H. Eggers i Militært Tidsskrift NOV/DEC 19751).

 

Indledning
Efter kaptajn O. H. Eggers fastlæggelse af den strategiske begrebsramme i Militært tidsskrift NOV/DEC 1975 vil studiekredsen som det næste skridt på vejen frem mod en formulering af en national militær operativ strategi og en militær operativ strategisk doktrin fremdrage en række styrende faktorer og ud fra disse søge at påpege, hvilke konsekvenser disse må have for formuleringen. En lang række indenrigs- og udenrigspolitiske forhold vil kunne siges at have afgørende vægt, når en national operativ strategi skal søges formuleret. Studiekredsen har imidlertid fundet, at de vigtigste er nationens totale strategi samt de teknologiske og økonomiske forhold. Den totale strategi vil angive de rammer indenfor hvilke den militære operative strategi skal søges formuleret. De teknologiske forhold er afgørende for hvorledes den potentielle modstander kan bekæmpes, og for hvordan nationens militære styrker kan beskytte sig mod modstanderens bekæmpelsesmidler. Endelig afgør de økonomiske forhold i hvilken udstrækning nationen kan afsætte midler tid sit forsvar.

De begrænsninger, teknologien og økonomien fører med sig, er af væsentlig betydning. Men man må ikke glemme, at sådanne begrænsninger ikke altid er lige afgørende. Der er to situationer, der synes at adskille sig væsentligt fra hinanden. Disse er:
- Det tilfælde, hvor forsvarets rammer er blevet fastsat, samt
- det tilfælde, hvor forsvarets rammer skal tages op til revurdering, f.eks. i forbindelse med forarbejdet til et nyt forsvarsforlig eller i forbindelse med langtidsplanlægning.
I det første tilfælde spiller specielt økonomien afgørende ind fra starten.

Man må løbende justere formål, mål, strategi og doktriner efterhånden som det viser sig, at de økonomiske rammer ikke tillader en fastholden ved allerede fastsatte formål etc. I det andet tilfælde kan og skal man indledningsvis se bort fra de teknologiske og økonomiske begrænsninger. Det er her afgørende, at udgangspunktet for den analytiske behandling tages i rent faglige vurderinger. Først derefter får teknologien og økonomien den afgørende indflydelse i forbindelse med den fornødne justering af formål etc. i forhold til de rådige midler. Når konsekvenserne af den teknologiske og økonomiske udvikling sidst i denne artikel søges belyst, må man ikke forlede sig selv til at tro, at fremsættelse af gode ideer herefter vil være håbløst. Det er rigtigt, at det spillerum, vi råder over, tilsyneladende er meget lille. Netop derfor vil det være nødvendigt med en kreativ tankevirksomhed.
 
Nationens totale strategi
En søgen efter en direkte formuleret dansk totalstrategi vil være forgæves. Ordet STRATEGI er ikke nogetsteds blevet anvendt som samlende betegnelse for
»Den virksomhed, der tjener til systematisk at udvikle og anvende egne (dvs. danske) ressourcer med henblik på at nå fastlagte mål under givne omstændigheder«.
Det betyder imidlertid ikke, at Danmark ikke har nogen totalstrategi, den kaldes blot noget andet. Årsagen hertil er måske den, at ordet STRATEGI har en vis odiøs militær klang. Den del af dansk totalstrategi, der har interesse i forbindelse med studiekredsens arbejde, indeholdes i begrebet SIKKERHEDSPOLITIK. En generel dansk definition af dette begreb findes i »Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik« (Seidenfaden-rapporten). Heri siges:2)
»Sikkerhedspolitik i snæver forstand vil være den forsvarspolitik, der føres med sigte på at skabe forudsætninger for at holde territoriet frit for militære aktioner. Men herudover vil det være en væsentlig bestræbelse for sikkerhedspolitikken at tilvejebringe de bedst mulige betingelser for, at nationen inden for sine grænser bevarer friheden til at indrette sig, som den selv ønsker det. Sikkerhedspolitik kan således komme til at indeholde elementer af både udenrigspolitik, forsvarspolitik og økonomisk politik.«
 
Uddybende siges senere:3) 
»... at sikkerhedspolitik ikke blot er spørgsmålet om at modstå en fremmed militær indtrængen på territoriet (egl. »vort territorium«) eller at værne sig mod trusler om militær magtanvendelse, men et spørgsmål om at værne om de eksisterende samfund og som et væsentligt element heri om at bevare den nationale handlefrihed, hvis man stilles over for en trussel om politisk pression udefra ...
Sikkerhedpolitik er heller ikke kun et spørgsmål om tilvejebringelse af sikkerhed mod en udefra kommende trussel, men omfatter også andre former for værn af befolkningens fortsatte eksistens som en økonomisk, politisk og kulturel enhed. Sikring af tilførsler udefra og et produktionsapparat inden for landets grænser kan være en livsbetingelse, og en fornuftig og balanceret økonomi og finanspolitik en styrkelse«.
 
Direkte om dansk sikkerhedspolitik fremfører redegørelsen:
- »Det sikkerhedspolitiske hensyn fører til, at dansk udenrigspolitik ikke blot må søge at modvirke en udvikling i Danmarks umiddelbare nærhed, der kan true os direkte, men efter beskeden evne også må være rede til at medvirke ved fjernelse af konfliktmuligheder i andre dele af verden, der kun indirekte eller tilsyneladende slet ikke berører vor egen umiddelbare sikkerhed.4)
- For et land som Danmark, der ikke tilstræber territoriale udvidelser, vil den sikkerhedspolitiske linie først og fremmest karakteriseres af, at man søger at bevare, at undgå forandringer eller forstyrrelser; vor sikkerhedspolitik bliver i denne forstand overvejende »status quo præget«.5)
- Heroverfor står imidlertid, at andre nationer meget vel kan være tilhængere af en ændring af status quo. ... Vil man fra dansk side anerkende berettigelsen af en sådan politik, indebærer det, at den sikkerhedspolitiske holdning, når den direkte angår vore egne forhold, meget vel kan være status quo bestemt, medens vor stilling til problemerne for lande med ønsker om ændringer må dikteres af ønsket om, at tilpasninger i givet fald sker uden forstyrrelser eller konflikter, der kan bringe såvel vor egen som den generelle fredelige udvikling i fare«.6)
 
Citaterne viser den centrale placering økonomien har. Ikke alene nævnes den økonomiske politik direkte som et element i sikkerhedspolitikken, men de økonomiske forhold er også indirekte afgørende for i hvilken grad, Danmark kan opfylde sine sikkerhedspolitiske mål.
 
For at bevare samfundet, dvs. sikre en rolig udvikling i overensstemmelse med befolkningens ønsker, som de kommer til udtryk i de demokratiske partiers programmer, er en økonomisk ekspansion nødvendig. Finder denne ikke sted, vil landet i bedste fald komme i et sådant afhængighedsforhold til andre stater, at den nationale handlefrihed begrænses. I værste fald kan stagnation eller tibagegang medføre sådanne indre uroligheder, at andre stater, tilkaldt af yderligtgående politiske grupper eller med urolighederne som påskud, intervenerer og bringer ro og orden i landet - på deres betingelser. Et overskud er ligeledes nødvendigt, for at Danmark kan realisere sine ønsker om at »medvirke ved fjernelse af konflikter i andre dele af verden«. I det små kræver det, at vi skal kunne betale i hvert fald en del af udgifterne til at opretholde vore fredsbevarende styrker i konfliktramte områder, og at vi kan yde et rimeligt bidrag til FN. Langt større, men stadigt mere nødvendige, økonomiske krav stilles imidlertid og vil blive stillet af udviklingslandene. For at freden i de dele af verden skal kunne bevares, må vi ikke alene forudse at forøge den direkte hjælp. Vi må også på længere sigt forvente at skulle opfylde de krav, udviklingslandene er begyndt at stille, bl.a. på FN-konferencen i Nairobi, omfattende højere og mere stabile råvarepriser, bedre eksportmuligheder og en eftergivelse af al gæld til de industrialiserede lande.
 
Endelig er økonomien bestemmende for landets muligheder for at opretholde det militære forsvar og udbygge det i takt med den teknologiske udvikling i det omfang, den sikkerhedspolitiske udvikling gør det nødvendigt. Kun denne del af det økonomiske aspekt i sikkerhedspolitikken vil blive behandlet i studiekredsens videre arbejde, da der - jf. indledningen - ikke vil blive søgt formuleret et forslag til landets totale strategi.
 
De fra Seidenfaden-rapporten citerede punkter afspejler den aktivt fredsbevarende udenrigspolitik, Danmark har ført ledet af skiftende regeringer siden Anden Verdenskrig. I erkendelse af landets begrænsede muligheder for at optræde selvstændigt på det udenrigspolitiske felt har vi tilsluttet os NATO og EF og lagt afgørende vægt på at deltage i samarbejdet i FN og med de øvrige nordiske lande. Herved begrænses vor nationale handlefrihed naturligvis, men da ingen af de nævnte organisationer har nogen overnational myndighed, er begrænsningerne få, og de opvejes rigeligt af de muligheder, det giver for at Danmarks røst høres selv i fjerne dele af verden.
 
Yderligere giver tilknytningen til disse organisationer, specielt NATO, landet øgede muligheder for at forsvare sig. Da vor sikkerhedspolitik betegnes som status quo præget, kan forsvaret, før landet er inddraget i en krig, vanskeligt tænkes udstrakt til områder udenfor dansk sø-, luft- og landterritorium. Dvs. at de militære magtmidler heller ikke kan forudses anvendt alene eller i international ramme for at tvinge en anden nation til at føje sig efter vore ønsker, eller andre nationers ønsker som vi kan tilslutte os. Ingen kan vel forestille sig, at Danmark f.eks. skulle være villig til at lægge militær vægt bag et nationalt krav om, at Norge ikke udvider sin fiskerigrænse, eller et arabisk krav om, at få de af Israel okkuperede områder tilbage, uanset hvor store direkte eller indirekte gener, der måtte blive os påført, hvis disse krav ikke blev opfyldt. Det udenrigspolitiske aspekt i sikkerhedspolitikken vil derfor kun blive berørt, hvor det ikke naturligt kan skilles ud fra det forsvarspolitiske.
 
Forsvarspolitikken er beskrevet i »Betænkning over forslag til lov om ændring af lov om forsvarets organisation m.v.«. Da denne del af betænkningen er citeret i »Forsvarschefskitse 1975«,7) forudsættes ordlyden læserkredsen bekendt. Betænkningen slår fast, at den nuværende forsvarsordning baseres på medlemskab af NATO og pålægger forsvaret at overvåge og afvise krænkelser af dansk område samt i tilfælde af krig umiddelbart at tage kampen op, »således at allierede styrker kan føres frem og kampen fortsættes sammen med disse«. I denne forbindelse skal forsvaret i fredstid forberede at kunne modtage disse allierede forstærkninger. Den her formulerede forsvarspolitik understreger således det om udenrigspolitikken anførte, og betænkningens formulering vil danne grundlag for studiekredsens videre arbejde, idet der vil blive gjort forsøg på at belyse, hvad kravene til forsvaret i så fald indebærer, om det er realistisk at tro, at forsvaret kan opfylde disse krav og hvad konsekvenserne heraf kunne tænkes at blive.
 
Teknologi
Det afgørende bliver først og fremmest, om man i fremtiden skal regne med en fortsat eksplosiv udvikling på det militærtekniske område. Udviklingen bestemmes reelt af den indsats, som stormagterne gør på dette område, og meget synes at pege hen imod en fortsat hurtig udvikling. 
 
Årsagen hertil er bl.a., at det måske førende land på det teknologiske område USA, grundet økonomisk pres på forsvarsbudgettet og overgang til et i hovedsagen hvervet forsvar, må kompensere for nedgang i mandskabsstyrke ved indførelse af våbensystemer, der giver større effekt pr. professionel soldat.8) Stormagternes feltenheder må fortsat forudses at være stærkt mekaniserede under udnyttelse af bl.a. relativt tunge og kraftigt pansrede kampvogne udrustet med højtrykskanoner. Hertil kommer infanteri, der vil kunne kæmpe fra de pansrede køretøjer, der organisatorisk fortsat vil indgå i enhederne. Ildstøtten vil blive ydet af såvel konventionelt artilleri, hovedsageligt i form af selvkørende pjecer, som forskellige former for missiler. Et effektivt luftværn med såvel missiler som lettere automatiske våben vil organisatorisk indgå i feltenhederne. En øget grad af anvendelse af helikoptere og mindre, fastvingede fly vil give en stadigt større taktisk mobilitet. Endvidere vil anvendelse af missiler, konventionelle raketter og lettere, automatiske våben i forbindelse med såvel helikoptere som fly give en mulighed for hurtige koncentrationer af f.eks. panservæmsmidler.
 
Rekognoscering vil blive lettet ved anvendelse af tekniske hjælpemidler af forskellig art, bl.a. førerløse fly, ligesom førings- og kontrolvirksomheden vil blive delvis automatiseret ved anvendelse af minidatamater. Det mest gennemgående træk i udviklingen vedrører anvendelsen af stadigt mere avanceret elektronik og optronik. Der foregår naturligt også en udvikling af mere konventionelle kampmidler, men der synes her at ligge afgørende teknologiske begrænsninger. Ser man f.eks. på udviklingen af konventionelt artilleri, vil det nok være muligt at udvikle forhold som skudvidde og pjecevægt kontra granateffekt, men næppe i en sådan grad, at udviklingen vil ændre forsvarsstrukturen i afgørende grad.
 
Den elektroniske udvikling giver generelt store muligheder for udnyttelse i en høje grad af næsten samtlige eksisterende våbensystemer, ligesom udviklingen i sig selv giver mulighed for konstruktion af helt nye systemer. Dette synes specielt at gælde for våbensystemer som panserværnsvåben, luftværnsvåben, konventionelt artilleri og mindre, konventionelle fly. Udviklingen synes at medføre, at defensiven vil blive forstærket i forhold til offensiven,9) en udvikling, der til en vis grad blev bekræftet i den sidste krig i Mellemøsten i efteråret 1973. Dette betyder dog ikke, at defensiven nødvendigvis vil kunne betragtes som mere afgørende end offensiven, kun at defensiven p.t. må tillægges mere vægt end det er tilfældet i dag. Elektroniske systemer vil i betydelig grad kunne øge det militære potentiel på følgende område:10)
- Rekognoscering.
- Føring og kontrol.
- Effekt af konventionel ild.
- Hastighed og mobilitet i operationer.
 
Disse såkaldte »Constraint-Removing Technologies« omfatter desuden:11)
- Muligheder for gennemførelse af kamp om natten.
Elektroniske systemer er imidlertid ikke billige, hverken i anskaffelse eller drift, hvilket igen vil kunne medføre, at den samlede relative effekt fremfor at blive øget i virkeligheden bliver mindsket, såfremt antallet af operative våbensystemer skæres ned for at skabe mulighed for anskaffelse af sådant elektronisk udstyr. Selv om det specielt er omkostningerne ved indførelse af nye eller væsentligt forbedrede våbensystemer, der i første omgang synes at være af almen interesse, skal det dog understreges, at stigning i omkostninger generelt har en betydelig indflydelse også ved anskaffelse af materiel, der har været i produktion i en længere tid. Stigningen i omkostningsniveauet er imidlertid noget mere iøjenfal- dende, når det drejer sig om nyudviklede våbensystemer med en stigende grad af anvendte elektroniske komponenter.
 
Det ligger ikke inden for rammerne af denne artikel at angive nøjagtige data, der viser den generelle udvikling i omkostningsniveauet. Det synes dog som der ved en fortsat anskaffelse af allerede udviklet og ibrugtaget materiel må regnes med årlige prisstigninger på mellem 10 og 25 procent, afhængig af konjunkturerne på verdensmarkedet og den almindelige inflation. Procentstigningen synes at være størst for elektronisk materiel. De anførte 25 procent gælder således for en evt. fortsat dansk anskaffelse af radiostationer of AN/VRC-12 serien.12) For nyt materiel ligger prisstigningerne imidlertid på et ganske andet plan. Bringes f.eks. jagerflyd imensionen ind i biledet, viser følgende tal sig, udregnet på grundlag af prisindex 1973:13)
- Et Drakenfly anskaffet i 1970..........................10 mio. d.kr.
- Et Drakenfly anskaffet i 1976......................... 15 mio. d.kr. 
- Et F-16/F-17 fly (ca. 1980)............................. 35 mio. d.kr. 
- Et F-15 fly anskaffet i 1974............................ 75 mio. d.kr.
- Et MRC-fly (ca. 1977/79)............................... 80 mio. d.kr.
- Et ACF-fly (ca. 1980/85)................................ 100 mio. d.kr.
 
En lignende udvikling viser sig f.eks. for kampvogne. En britisk bygget Centurion kampvogn kostede i 1955 ca. 120.000 dollar. Efterfølgeren -Chieftain - kostede i 1967 ca. 260.000 dollar.14) Disse taleksempler viser, hvilken indflydelse anskaffelse af nyudviklet materiel vil kunne få på en forsvarsstruktur, bl.a. i form af anskaffelse af et mindre antal våbensystemer end operativt begrundet og ønsket. Tallene viser også, at meget avancerede fly, f.eks. ACF, koster noget nær det samme som tre F-16 fly. Denne udvikling vil give problemer, medmindre bl.a. udarbejdelsen af stabskrav (Grundlæggende Militære Krav) til nyt materiel tillægges meget stor vægt. Spørgsmålet må til stadighed være, hvad der kun er rart at have, og hvad der som minimum må forlanges, set i forsvarsstrukturens samlede ramme.
 
En yderligere belysning af disse forhold vil kunne findes i »Military Technology and the European Balance« af Trevor Cliffe.15) Som tidligere anført er det bl.a. nødvendigt at følge med i den teknologiske udvikling, fordi den potentielle modstander også gør det. Når ældre våbensystemer skal udskiftes, synes der at være tre måder at gøre dette på:16)
- Forøge effekten af det enkelte våbensystem, således at dette bliver det tilsvarende system hos den potentielle modstander overlegent i betydelig grad, og på samme tidspunkt foretage en reduktion i antallet af våbensystemer.
- Forøge effekten af det enkelte våbensystem, således at dette bliver det tilsvarende system hos den potentielle modstander jævnbyrdigt, og uden at der foretages en reduktion i antallet af systemer.
- Forøge antallet af våbensystemer, således at antal systemer overoverstiger antal hos den potentielle modstander, idet dog effekten af det enkelte våbensystem kun forøges i mindre grad og i et langsommere tempo end hos den potentielle modstander.
 
Der foreligger herudover et yderligere antal løsninger, idet dog disse reelt udelukkende består af forskelligartede blandinger af de ovenfor anførte tre principielle løsninger.
 
Den første mulighed kan give besparelser på personelsiden, fordi antallet af systemer reduceres, men der må nødvendigvis være en nedre grænse for, hvor stor en reduktion, der vil kunne foretages i antallet af systemer, såfremt den nødvendige troværdighed skal kunne opretholdes. Den anden mulighed er tilsyneladende den bedste, men den vil normalt kun kunne udnyttes af et forsvarssystem, der råder over relativt store ressourcer. Den tredje mulighed virker mere tillokkende, såfremt ressourcerne er begrænsede, men det skal dog bemærkes, at den medfører et øget behov for personel. Sammenholdes disse muligheder med den eksponentielle vækst i omkostningsniveauet, synes dette at medføre, at der i princippet bliver tale om to former for våbensystemer:
- Primære systemer, der er meget avancerede teknologisk set, og
- sekundære systemer, der i forhold til de primære systemer er betydeligt mindre avancerede.
 
En basering af en forsvarsstruktur udelukkende på primære eller sekundære systemer vil næppe være muligt, hvorimod en blanding nok vil være en hensigtsmæssig løsning. Følges denne opdeling i våbensystemer, vil det ikke kunne undgå at få indflydelse på valg af forsvarsstrukturer, f.eks. ved en heraf følgende opdeling i primære og sekundære enhedstyper med relativt forskelligartede formål. Den teknologiske udvikling synes således ikke at kunne undgå at få indflydelse på valg af mål og doktriner. Det er dog ikke så meget selve den teknologiske udvikling som denne udviklings økonomiske følger, der får afgørende betydning.
 
Det synes af økonomiske grunde at være nødvendigt med en skelnen mellem primære og sekundære våbensystemer. Dette medfører en opdeling i enheder, der alt efter deres bevæbning kan kaldes primære og sekundære. Denne opdeling medfører igen visse konsekvenser for fastsættelsen af mål og doktriner, dog afhængig af, hvor grænsen mellem antal af primære og antal af sekundære enhedstyper lægges. Ændres forholdet mellem enheder med primær og enheder med sekundær bevæbning meget i forhold til den hidtidige sammensætning, vil det kunne medføre krav om justering af mål og doktriner. Det vil herefter være naturligt at se nærmere på økonomien.
 
Økonomi
Vi behøver næppe komme ind på de faktorer, der har medført, at den danske økonomi er blevet så svag, som den er. Her skal kun fremhæves, at landets økonomiske vækst i det store og hele er blevet til ved en stadig større låntagning i udlandet. Dette forhold har haft ulemper, der nok må siges at være af særdeles langvarig karakter. Gælden til udlandet, som fra knap en halv milliard kroner i 1960 efterhånden er vokset til omkring 26 milliarder kroner (status medio 1974), vokser stadig. Gælden er opstået på grund af de voksende underskud på betalingsbalancens løbende poster. Denne gæld vil i sig selv lægge en betydelig dæmper på de kommende års udvikling. For det første skal gælden forrentes. Så skal den afdrages. Og endelig skal Danmark på et eller andet tidspunkt nå frem til at have et løbende overskud på betalingsbalancen, så vi dels kan stå friere, såfremt der kommer nye internationale kriser, dels kan opfylde vore forpligtelser over for de fattige lande. Denne problemstilling er ikke ny og gælder ikke alene for Danmark. Det sidste synes imidlertid kun at være en ringe trøst.
 
For Danmark er det efterhånden blevet et spørgsmål om at opretholde den fortsatte kreditværdighed. Der er næppe tvivl om, at de udenlandske långivere i det store og hele har god tillid til Danmark, men der er kommet flere låntagere til, især efter de omvæltninger, oliekrisen har medført i det internationale betalingssystem. I løbet af 1974 oplevede Danmark sin hidtil værste forringelse af betalingsbalancen. Den konsolidering af udlandsgælden, som var gennemført helt frem til slutningen af 1973, kunne således ikke fortsætte i 1974. Underskuddet på den danske betalingsbalance vil efter de nye spådomme næppe forsvinde på denne side af 1980. Det kunne man måske have forestillet sig, indtil den alvorlige forringelse af Danmarks bytteforhold på grund af de højere priser på energi og råvarer satte ind i 1973, men nu er situationen en anden. Det vil kræve alt for omfattende ændringer i den danske økonomi til, at dette kan ske på få år. 

For at få økonomien i balance skal vi først have fjernet underskuddet på betalingsbalancen. Vi skal også have skåret toppen af inflationen. Og samtidig skal vi bevare et tilfredsstillende beskæftigelsesniveau. PP-2 har forsøgt at give svar på løsningen af alle disse problemer. I dag må det desværre konstateres, at mange af perspektivplanens forudsætninger allerede var bristet, inden planen gik i trykken. Opstiller vi nye forudsætninger for beregningerne i PP-2 på grundlag af det økonomiske råds forudsigelser, fås det resultat, at der kun bliver plads til en stigning i det private forbrug samt det offentlige forbrug af varer og tjenester på ca. 2,4 % pr.år. Det betyder, at væksten i den offentlige sektor skal ned på lidt over en trediedel af, hvad den var i årene 1967-72. Og væksten i det private forbrug skal ned på lidt over halvdelen af, hvad den var. Resultatet må derfor blive, at rammerne, vi arbejder med, er så snævre, at vi ikke kan opnå balance i økonomien inden for den tidsramme, der er arbejdet med i PP-2. Spørgsmålet er så, om vi vil kunne blive ved med at låne i udlandet, indtil vi ad åre har indrettet os sådan, at vi ikke overskrider de rammer, vi selv skaber for vor egen velstandsudvikling. Såfremt vi ikke kan det, og tvivl herom kan rejses, så må vi finde frem til midler i den økonomiske politik, som gør det muligt at tage hensyn til begrænsningerne i vore muligheder. Her strækker de traditionelle midler i den økonomiske politik tilsyneladende ikke til.

Det er uden for rammerne af denne artikel at komme nærmere ind på, hvilke midler, der vil kunne anvendes til løsning af problemerne. Det må afsluttende konstateres, at inden for de næste ca. 10 år må vi tilsyneladende affinde os med, at der ikke bliver råd til store stigninger i såvel det private som det offentlige konsum og investeringer. Dette betyder igen, at man næppe vil kunne håbe på en forøgelse af de midler, der f.eks. vil kunne afsættes til det nationale forsvar, medmindre den sikkerhedspolitiske situation ændrer sig afgørende. Vi har tidligere set, at den teknologiske udvikling medfører store økonomiske problemer. Under den forudsætning, at forsvarsudgifternes procentvise andel af de samlede statsudgifter formindskes, og at forsvarsudgifterne, selv om disse alligevel stiger, ikke stiger nok til at holde trit med inflationen og den internationale prisudvikling, er det muligt grafisk at fremstille konsekvenserne af den økonomiske udvikling.

Bemærkninger til figuren:
1) Udgifter til anskaffelse af en samlet mængde materiel på et tidspunkt, hvor der er balance mellem ønsker og midler.
2) Udgifter til anskaffelse af den samme mængde materiel som under 1) anført, nu på et tidspunkt, hvor der ikke mere er balance mellem ønsker og midler, primært fordi materieludgiften på grund af tiden (den teknologiske udvikling) er steget procentvis mere end forsvarsbudgettets materielinvesteringsramme.
Denne udvikling i den procentvise stigning i priser på materiel synes at være en relevant antagelse, jf. det tidligere anførte, hvoraf det fremgik, at der måtte regnes med årlige prisstigninger på mellem 10 og 25 procent, hvilken stigningstakt næppe ville kunne forventes på forsvarsbudgettet. Den samlede gennemsnitlige ydeevne (effekt) af den konstante mængde materiel vil dog ligeledes kunne stige, men ikke nødvendigvis efter samme kurve. Ydermere er problemet her, at kvantificering af effekt og dermed også af denne effektforøgelse ikke synes umiddelbar mulig.
3) Forsvarsbudgettets materielinvesteringsramme.
4) Merudgift, der ikke vil kunne inddækkes.
 
 
 
Den merudgift, der ikke vil kunne inddækkes umiddelbart, kan elimineres på forskellig måde.
For det første kan mængden af materiel reduceres. Reduktionens størrelse er afhængig af, hvorvidt de operationelle krav reduceres, bibeholdes eller endog skærpes. Reduceres kravene, vil en mindre reduktion på materielsiden kunne blive resultatet. Bibeholdes kravene, må en kvantitativ reduktion svarende til det manglende beløb forudses, og skærpes kravene, vil det medføre en endnu større reduktion af materielmængden. Dette understreger kravet om endnu større omhyggelighed ved udarbejdelsen af stabskrav. Da der nødvendigvis må være en nedre grænse for, hvor stor en reduktion, der vil kunne foretages såvel kvantitativt som kvalitativt, vil en differentiering kunne blive nødvendig, dvs. en skelnen mellem primære og sekundære våbensystemer som tidligere anført.
 
For det andet kan merudgiften inddækkes ved overførsel af midler fra den øvrige del af forsvarsbudgettet til materielinvesteringssiden. Denne løsning rejser imidlertid store problemer, specielt for et forsvar som det danske, der anvender hvervet personel i stor udstrækning. Spørgsmålet er, om man overhovedet vil kunne overføre midler fra personelbudgettet til materielbudgettet, såfremt man ikke ønsker at reducere mandskabsstyrken. Man må nok snarere regne med, at overførslen finder sted den modsatte vej, for lønudgifterne stiger også. Og så er vi kommet lige så langt, eller måske endda kommet frem til en situation, der er endnu værre. Den udvikling, der er skitseret i figuren, vil kunne konstateres, såfremt man foretager en analyse af hovedtendenserne i forsvarsøkonomiens udvikling i visse vestlige lande, og her specielt Vesttyskland og USA, der jo ellers umiddelbart ikke skulle synes at være i en sådan situation. Ser vi på en mere officiel bedømmelse af hovedtendenserne i den danske forsvarsøkonomis udvikling frem til 1987, synes mulighederne for en bedring ikke at ligge inden for rækkevidde. Såvel i PP-1 (17) som i PP-2 (18) behandles forsvarsøkonomien noget løst.
Således anføres der i PP-1 (19):
»Den endelige prioritering af forsvarsopgaveme i forhold til andre samfundsopgaver frem til 1985 (PP-1 behandler tiden frem til 1985, PP-2 til 1987) vil bl.a. bero på udfaldet af sikkerheds- og forsvarspolitiske overvejelser«.
 
Efter denne generelle bemærkning anføres videre i PP-1:
»Hvis den nuværende forsvarsordning opretholdes, vil driftsudgifterne frem til 1985 være bestemt af en budgetramme, der ved uændrede pris- og lønforudsætninger har en given størrelse. Investeringsudgifterne frem til 1974-75 er i budgetforslag af november 1970 forudsat holdt på et uændret niveau«.
 
Ikke fordi man bliver meget klogere af disse bemærkninger, medmindre man lægger den betydning i det anførte, at forsvarsbudgettet under alle omstændigheder ikke forudsættes at stige udover den automatiske regulering. PP-2 uddyber ikke udviklingen udover enkelte kommentarer til den i april 1973 gennemførte forsvarslov baseret på det i februar 1973 indgåede forsvarsforlig for tiden frem til 1977 og de heraf afledte gradvise forøgelser af forsvarets budgetter med i alt 205 mio. d.kr., så de årlige udgifter i 1977 udgør ca. 3,4 mia. kr. (1972-priser). Det forudsættes samtidigt, at budgetterne som hidtil reguleres for stigninger i løn- og prisniveauet.
 
Hovedtendensen i udviklingen skal imidlertid søges et ganske andet sted, nemlig i forudsætningerne om og udviklingen i den offentlige udgiftspolitik. Her anføres i PP-2 (20):
»Det udgiftforløb, der tegner sig for de kommende år, og de balanceproblemer, som den økonomiske politik nødvendigvis skal indrettes på at løse i løbet af en relativ kort årrække, må føre til den konklusion, at dette ikke lader sig gøre med mindre man er villig til på en helt anden måde end tidligere at overveje, hvorledes såvel bestående som påtænkte aktiviteter kan udføres med et reduceret ressourceforbrug til resultat«.
 
Dette er ganske i overensstemmelse med det tidligere behandlede vedrørende den generelle økonomiske udvikling i Danmark. Med de balanceproblemer, dansk økonomi står over for frem til 1987, synes der ikke at være grund til at tro, at der politisk vil være mulighed for at afsætte mere til forsvaret end det er tilfældet i dag. Groft taget kan en konklusion herpå næppe være en anden, end at forsvarsbudgettet næppe vil blive forøget. Tager vi ordene i PP-2 bogstaveligt, og lægger vi hertil de erfaringer, forsvarsordningeme siden 2. Verdenskrig har givet os, må man imidlertid formode, at nedskæringer i forsvarsbudgettet vil kunne forekomme, snarere end at forsvarsbudgettet holdes uforandret perioden igennem. Afgørende herfor vil imidlertid den sikkerhedspolitiske udvikling være.
 
Afslutning
Når vi betragter nationens totale strategi, dvs. sikkerhedspolitikken i dennes bredeste udformning, er det værd at lægge mærke til den vægt, som lægges på specielt den økonomiske politik. Det følger heraf, at en del af sikkerhedspolitikken, der omfattes af forsvarspolitikken, ikke nødvendigvis vil kunne prioriteres højere end de andre dele af den samlede sikkerhedspolitik. Det videre udgangspunkt for en formulering af den nationale, militære strategi må på baggrund heraf tages i et fortsat medlemskab af NATO, EF og FN. Hertil kommer mere specifikt, at muligheden for at modtage eksterne forsærkninger skal prioriteres meget højt, hvilket også må medføre, at forsvaret gives en sådan styrke, at tilgangen af forstærkninger bliver mulig, inden nedkæmpelse finder sted.
 
Forsvarets styrke må endvidere være af en sådan karakter, at kampen vil kunne fortsættes også efter tilgang af de eksterne forstærkninger. Herudover må forsvarets opgaver - bortset fra fredsbevarende aktioner - begrænses til dansk sø-, luft- og landterritorium samt de dele af andre landes territorium, der har umiddelbar afgørende betydning for et dansk forsvar. De økonomiske rammer, der kan arbejdes med, vil under forudsætning af en uændret sikkerhedspolitisk ramme næppe kunne sættes højere end det nuværende forhvarsbudget, idet dog mindre udsving i såvel op- som nedadgående retning må tages i betragtning. Der ligger ikke noget nyt i disse konklusioner. Men stuidekredsen har fundet det nødvendigt alligevel at foretage denne analyse for at lægge yderligere vægt herpå. 

 

Noter
1) Militært Tidsskrift 1975, pp. 433-441.
2) Seidenfaden, p. 11, pkt. 1.
3) Ibid., p. 13, pkt. 9.
4) Ibid., p. 11, pkt. 3.
5) Ibid., p. 12, pkt. 5.
6) Ibid., p. 12, pkt. 6.
7) Forsvarschefsskitse 1975, pkt. 42, første afsnit og pkt. 43.
8) Hunt, pp. 18-19.
9) Cliffe, pp. 19-21.
10) Bundeswehr, pp. 298-299.
11) Canby, pp. 15-16.
12) Oplyst af MM-l/FST, 3 JAN 1975.
13) Foredrag i Krigsvidenskabeligt Selskab ultimo 1974.
14) Hunt, p. 9, note 13.
15) Military Technology and the European Balance, Adelphi Paper nr. 89, op. cit.
16) Bundeswehr, pp. 297-298.
17) PP-1, pp. 155-158.
18) PP-2, pp. 591-592.
19) PP-1, p. 158.
20) PP-2, p. 601.

 
 
Litteratur
Adelphi Paper nr. 89JIISS 1972: T. Cliffe: Military Technology and the European Balance (Cliffe).
Adelphi Paper nr. 98IIISS 1973: K. Hunt: Defence with Fewer Men (Hunt).
Adelphi Paper nr. 109HISS 1975: S. Canby: Military Doctrine and Technology (Canby).
Betænkning over forslag til lov om ændring af lov om forsvarets Organisation m.v. Folketinget, København 1973.
Die Wehrstruktur in der Bundesrepublik Deutschland, Analyse und Optionen. W ehrstruktur-Kommission der Bundesregierung, Bonn 1972/73 (Bundeswehr).
Forsvarschefs skifte 1975. Forsvarskommandoen, Vedbæk 1975 (Forsvarschefsskitse 1975).
Perspektivplanlægning 1970-1985. J, H. Schultz, København 1971, 2. oplag (PP-1).
Perspektivplan-redegørelse 1972-1987. J. H. Schultz, København 1973 (PP-2).
Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. Det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, København 1970 (Seidenfaden).
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 

Litteraturliste

Del: