Mål og midler - er der overensstemmelse?

Premierløjtnant og uddannelsesofficer ved HJVD VII, B. A. Hartmann-Madsen fremsætter her nogle tanker om Hjemmeværnets eventuelle fortsatte indplacering i et sammenhængende dansk panserværnssystem.
»Kampenhederne til at gennemføre kampen? Ja - det er naturligvis Hjemmeværnet samt de enheder af felthæren, der er blevet afskåret.«
 

 

1. Problemformulering
Med udgangspunkt i Kaptajn B. Hesselbjergs artikel »En forsvarsdoktrin« i) i almindelighed og ovenstående uddrag af artiklen i særdeleshed, skal der i det følgende nedlægges påstand om,
 
  • at landmilitære taktiske enheder af Hjemmeværnet - som følge af et misforhold mellem taktik, bevæbning, mobilitet og uddannelse - må vurderes som værende mindre egnet til indsættelse mod pansrede enheder, idet
  • denne påstand søges underbygget ved en kortfattet gennemgang af bl.a. tekniske, taktiske, organisatoriske, personelmæssige og uddannelsesmæssige forhold, og idet
  • der sluttelig søges konkluderet, at der nødvendigvis må tildeles våben subsidiært foretages modifikationer således at pålagte (påtagede) opgaver kan løses eller omvendt, at der sker en omformulering af opgaverne, således at disse er i overensstemmelse med tildelte våbens ydeevne.

 

2. Afgrænsning
Problemformuleringen har alene bæring på Hjemmeværnets kamp i landområder, herunder »specialområder«, hvorved forstås flyvestationer, lufthavne, havneanlæg, følsomme kyststrækninger, områder egnet for nedkastning og landsætning, idet kamp i by og bymæssig bebyggelse vurderes at kunne løses med den nuværende koncept (våben, rækkevidde, mobilitet m.v.) og således falder uden for de emner, der skal behandles i diskussionen.

3. Diskussion
Almindeligt
Kaptajn Hesselbjerg bekender sig - i omtalen af panserværnssystemer der skal anvendes til direkte beskydning af fjendtligt panser - til den amerikanske koncept med heavy, medium og light anti-tank weapons system. Der anvendes begreberne panserværns-håndvåben, panservæms-grundvåben, panserværns-supplementsvåben og endelig panservæms-fladevåben, en europæisk variant. For Hjemmeværnets vedkommende betyder den anvendte terminologi, at en »indplacering« alene må ske i kategorien panserværns-håndvåben, både for såvidt angår panserværnsraket M/72 og 84 mm dysekanon M/65 CARL GUSTAV, idet disse våben - efter det foreliggende - fremover må påregnes at udgøre rygraden i Hjemmeværnets panservæmspotentiel.
4. Hjemmeværnets panservæmspotentiel
udgøres for tiden af fire våbensystemer, således: 89 mm raketstyr M/51, 84 mm dysekanon M/65 CARL GUSTAV, 75 mm dysekanon M/50 og 66 mm panserværnsraket M/72. For to af disse våbens vedkommende sker der en udfasning, 75 mm dysekanonen af ammunitionstekniske grunde og 89 mme raketstyr successivt med indfasning af panserværnsraket M/72. Udfasning af 75 mm dysekanon må specielt beklages, idet der herved mistes den eneste reelle mulighed, der er for at række ud på en for hjemmeværnets enheder acceptabel afstand nemlig ca. 1000 meter. Denne afstand vil i det følgende blive benævnt den »kritiske« afstand. Tilbage bliver to våben som begge - hvad angår driftsikkerhed, robusthed og gennemtrængningsevne - er fuldt på højde med situationen, og om hvilket der ikke kan og skal ytres tvivl. Derimod om rækkevidden - specielt til Hjemmeværnets brug - idet rækkevidden må vurderes som værende for kort sammenholdt med den manglende taktiske mobilitet.

5. Den »kritiske« afstand
Om dette begreb nogle ganske få ord. Den kritiske afstand vurderes som den afstand, der er et absolut minimum for, at enheden - in casu hjemmeværnsgruppen - kan frigøre sig og foretage stillingsskifte efter i en en- gagementstid på mellem 10 sekunder og 2 minutter at have affyret 1 á 2 skud med sin dysekanon. Afstanden vurderes endvidere som rimelig som »bufferafstand« for en enhed, der opererer på de i det følgende anførte betingelser. Der bliver herved en reel mulighed for genindsættelse af såvel pjece som mandskab med begge dele intakt. Omvendt hvis engagementet sker på de nuværende betingelser (350-500 meter), hvor det må påregnes, at såvel pjece som mandskab går tabt efter første skud, idet der ikke er mulighed for - i tid og rum - at vige ud, og hvor nedkæmpelse følger på grund af den almindelige fremdrift i det fjendtlige angreb.
6. Hjemmeværnets taktik
er beskrevet i feltreglement H .l 2), hvor indsatsfasen vurderes at falde i et antal faser benævnt bevogtningsfasen, brohovedfasen, modstandsfasen, geriljafasen og sluttelig fremgangsfasen. Indsats og anvendelse af panservæmsvåben vurderes i det væsentligste at ville ske i modstandsfasen (omkring de fjendtlige fremrykkea kser) men også indsats i brohovedfasen i de ovenfornævnte »specialområder« må vurderes som en realistisk mulighed med stigende betydning. Princippet om et modstandssted indrettet til siden for den fjendtlige fremrykkeretning er rigtigt og skal ikke ændres. Derimod nok den tekniske gennemførelse. Som det centrale punkt bør dog fremhæves, at kampen - med de organisatorisk tildelte våben - skal optages på afstande på mellem 350 og 500 meter!
 
7. Det almindelige hjemmeværnskompagni og gruppen
Med udgangspunkt i taktisk ordbog 3) finder man om »Hjemmeværnskompagni, almindeligt«, følgende: »Grundelementet i hærhjemmeværnet. Kompagniet rekrutteres i og løser sine opgaver inden for eller snævert om kompagniområdet. Hjemmeværaskompagniet vil normalt ikke kunne indsættes som en taktisk enhed, men som et antal taktiske enheder (delinger m.v.) under fælles ledelse. Det er organiseret og udrustet med henblik på løsning af lokale og ofte ret spredte delings- og gruppeopgaver.« I det praktiske liv er gruppen blevet det centrale og dermed bærende element i Hjemmeværnets organisation. 
Den almindelige gruppe i Hjemmeværnet er organisatorisk opstillet som vist p. 406. Opstillingen er et udtryk for en udvikling, der har fundet sted siden 1957. Resultatet er »ønsket om at skabe en fleksibel organisation, der tager hensyn til de lokale, personelmæssige forhold samt de materiel- mæssige muligheder.« 4) Det gennemgående træk i organisationen, der kan kaldes en integreret gruppe - ligger i tilstedeværelsen af hhv et maskingeværhold, et panserværnshold (det nye i organisationen) og et geværhold, idet Hjemmeværnet, med henvisning til de militære opgaver i 1970’erne 5) »særligt (skal) fremhæve betydningen af panserbekæmpelsen, henset til den potentielle angribers organisation og udrustning. Enhver gruppe bør derfor, uanset størrelse, udover maskingevær, geværer og maskinpistoler have tildelt et eller flere panserværnsv åben.« 
Gruppen er blandt andet karakteriseret ved i princippet at være fod- marcherende, idet der ikke organisatorisk er tildelt/udskrevet køretøjer til enheden og ikke på det foreliggende grundlag er udsigt til, at en sådan tildeling vil ske 6). Gruppen skal kunne løse et antal primære opgaver omfattende: a) overvågning, b) sikring og bevogtning og c) modstand. Om det sidste skal bemærkes, at modstanden gennemføres ved:

  • at indrette et anvist modstandsted - ofte i forbindelse med hindringer - og herfra sinke eller hindre fjendens fremrykning,
  • afbryde kampen og vige ud og
  • bekæmpe pansrede køretøjer med panserværnsvåben og -midler.

Endvidere et antal sekundære opgaver omfattende: d) angrebsvis indsats, e) gerilja, f) vejvisning/trafikregulering, g) bevogtning af krigsfanger, h) pionerarbejder, i) signaltjeneste og j) faglig tjeneste.

Uddannelse til løsning af disse opgaver sker inden for hjemmeværnslovens 7) rammer i princippet 24 timer om året, når de første tre års uddannelse på hhv 100, 50 og 50 timer er afviklet. Uddannelsen sker reelt på et helt frivilligt grundag uden anvendelse af sanktioner såfremt de kontraktlige forpligtelser ikke overholdes. Uddannelse på 84 mm dysekanon M/65 og 66 mm panservæmsraket M/72 gennemføres med hhv 16 og 10,5 timer.8) Der uddannes 12 timer i pansernærbekæmpelse. Med i uddannelsesbilledet hører et personelgennemtræk på 10-12 % om året på landsplan. For så vidt angår den føringsmæssige uddannelse af føreren for en almindelig hjemmevæmsgruppe sker denne i to perioder á 6 dage, ialt 12 dages skoling som baggrund for at kunne og skulle føre en enhed af variabel størrelse i kamp og under fredsforhold.
Gruppen er henvist til - idet den skal kunne løse de ovenfor nævnte opgaver i vilkårlig rækkefølge - at bære sig selv, sin standard- og funktionsudrustning med alt, hvad dette sidste omfatter af håndvåben, panserværnsvåben (dysekanon), ammunition hertil, signalmateriel, sanitetsmateriel, forplejning m.v. Regnes dette om i kilo pr. mand og lægges hertil kamppladsens almindelige stressende faktorer så bliver slutresultatet en lille enhed, der bogstaveligt er ved at segne under byrderne. Spørgsmålet kan derfor med rimelighed rejses, hvorvidt en sådan enhed reelt har overskud til også at kæmpe.

8. Mørkekamp, materiel hertil og uddannelse heri
er et særligt kapitel, som fortjener nogen omtale. Materiel til en heldig gennemførelse af mørkekamp som, for Hjemmeværnets vedkommende burde være en regel snarere end en undtagelse, eksisterer i begrænset omfang på afdelingsniveau i form af IR-udstyr, projektør M/67 og sigtekikkert M/66. Lysforstærkningsmateriel findes ikke, ligesåvel som håndvåbnene ikke er forsynet med sigtemidler til skydning i mørke. Men hensyn til enhedens mulighed for at belyse kamppladsen, subsidiært sløre denne, så er mulighederne indskrænket til, hvad der kan opnås med alarmblus, signalpistol og røgdåse/røgbombe. Muligheder og midler for levering af lys og røg ud på den kritiske afstand 1000 meter eksisterer i øjeblikket ikke. Uddannelsesmæssigt levner den beskedne uddannelsestid ikke mulighed for en egentlig mørkekampuddannelse. Øvelser foregår i mørke, men må snarere vurderes som en dyd af nødvendighed end som en afslutning på og kontrol af et uddannelsesforløb. Til sammenligning bør anføres, at den potentielle modstander dels bruger halvdelen af uddannelsestiden til mørkekamp og dels har udviklet og anvender mørkekampudstyr (IR, lysforstærkningsmateriel, infanteriradar m.v.) i et omfang, som bevirker, at natten i visse henseender »skabes om til dag«. Det er i denne forbindelse nødvendigt at bemærke sig de synspunkter, der kommer til udtryk i vurderingen af Hjemmeværnets militære opgaver i 1970’em e9). Det hedder bl.a. her, at Hjemmeværnet - på trods af modstanderens tilbøjelighed til operationer om natten - på trods af alle tekniske fremskridt stadig har støre mulighed for angrebsvis optræden end om dagen. Det er ikke umiddelbart klart, hvorpå denne optimisme bygger.
9. En foreløbig konklusion
synes at vise, at der opereres med en lille taktisk enhed som fodmarche- rende, med kortvarig uddannelse, belæsset til bristepunktet med materiel og udrustning, taktisk immobil og uden mulighed for at sløre egne bevægelser eller belyse kamppladsen inden for den kritiske afstand, skal sættes ind mod en stærk pansret modstander og her optage kampen med de våben, der er til rådighed på afstande på mellem 350 og 500 meter. »A fight at odds.«

10. Materielmuligheder
Idet det forudsættes, at operative kommandoer fortsat pålægger Hjemmeværnet at yde et bidrag til panserbekæmpelse, så synes der - med Feltreglement H .l in mente - at være følgende muligheder:

a. Modifikation af 84 mm dysekanon M/65 CARL GUSTAV.
b. Indførelse af et nyt panserværnsvåbensystem, eksempelvis DRAGON eller tilsvarende europæiske våben.
c. Tildeling af 106 mm dysekanon M/56/65 i hjulaffutage i takt med udfasning af 75 mm dysekanon M/50.

Ad a. Det er i dag muligt - med en rimelig økonomi - at modificere 10) 84 mm dysekanon M/65 CARL GUSTAV. Forenade Fabriksverken i Eskilstuna (FFV) har konstrueret panservæmssystem FFV 550, hvori indgår 1) en optisk-elektronisk sigtekikkert og 2) et nyudvik- let ammunitionssystem omfattende panser, brisant, røg og lysammunition. For panserammunitionens vedkommende øges afstanden mod kørende mål til 800 meter, med brisant og røg ud til 1000 meter og med lys ud til 2000 meter. For at kunne række på disse afstande er hver granat forsynet med en raketmotor til fremdrift. Pris for sigteoptik andrager ca. 6000 svenske kroner og prisen pr. granat stiger med ca. 100 kr. pr. stk.
Uddannelsesmæssigt vil en modifikation af kanonen kun betyde en uvæsentlig udvidelse, væsentligst i brug af det nye sigteudstyr, idet selve kanonen ikke ændres. Vedligeholdelsesmæssigt skønnes problemerne at kunne varetages med den echelonstjeneste, der er etableret allerede i dag. Modifikationerne løser »afstandsproblemet« i nogen grad for såvidt angår panserbekæmpelsen og fuldstændig med hensyn til brug af brisant, røg og lys, og det vil da være muligt at gennemføre den ønskede mørkekamp. Modifikationen vil - såfremt man anskaffer hele ammunitionsserien - stille større krav til logistiksiden lige såvel som det taktiske mobilitetsproblem ej- heller løses. En udskrivning af køretøjer til disse panserværns- enheder vil formentlig kunne afhjælpe manglerne.

Ad b. DRAGON 11) er et amerikansk enmandsbetjent engangs-panserværnsvåben med en rækkevidde på op til 1000 meter. Gennem et optisk sigte styres raketten mod målet sålænge skytten blot fastholder sigtebilledet. 60 små raketter leverer den fornødne fremdrift. Våbnet er for nylig blevet afprøvet i en række troppeforsøg og påregnes udleveret i begyndelsen af 1975. Forsøgsresultaterne er klassificerede indtil videre, men efter det foreliggende meget lovende. Prisen på våbnet kendes ikke. 

Indførelse af et nyt våbensystem i måske kun en del af forsvaret (in casu Hjemmeværnet) vil stille meget store krav til økonomi, uddannelse, logistik og vedligeholdelse. Det løser problemet om rækkevidde op til 1000 meter for såvidt angår panserbekæmpelse. Anvendelse af brisant, røg og lys er ikke mulig med dette våben. Skal mørkekamp gennemføres må det ske ved anvendelse af andre våben til levering af (røg og) lys, eksempelvis morterer. Herved belastes systemet yderligere.
Ad c. Dysekanon M/56/65 12) i hjulaffutage vurderes som en velegnet mulighed for anvendelse i Hjemmeværnet til afløsning for 75 mm dysekanon M/50, idet førstnævnte må påregnes at være i tjeneste mange år endnu herhjemme. Den er - på verdensplan - fremstillet i et meget stort antal og med hensyn til ammunition vil denne evt. kunne fremstilles indenlands. Kanonen rækker på den ønskede afstand (1000 meter -)-), den er robust og enkel at betjene. Den vil med indskydningsgevær og suppleret med lysforstærkningsmateriel, subsidiært IR-materiel kunne anvendes også i mørkekamp. Kanonen stiller krav om køretøj til fremføring, formentlig en let lastvogn for at det taktiske mobilitetsproblem er løst. For såvidt angår uddannelse kan denne - efter det foreliggende - sættes til ca. 35 timer. Logistik og vedligeholdelse kan udføres inden for rammerne af det nuværende system. Kanonen tænkes anvendt opstillet på afdelingsniveau (Hjemmeværnsdistrikt) i eksempelvis to sektioner á to kanoner.

11. Et forsøg på en slags konklusion
Det må vurderes som nødvendigt, at Hjemmeværnets militære opgaver i 1970’erne - for så vidt angår deltagelse i panserværn - tages op til revision således som anført i problemformuleringen. Den nuværende situation må - måske specielt som følge af forsvarsforligets personelreduktioner - vurderes som uholdbar, idet Hjemmeværnets personel må påregnes at skulle bære væsentligt større byrder end hidtil, indtil hæren og forsvaret i øvrigt er sammendraget og; opstillet. Pålægges opgaven fortsat må de af Hjemmeværnets enheder - der skal deltage i egentligt panserværn i en brohoved- og modstandsfase - gives så optimale m u lig h e d e r gl0m vel muligt. Det indebærer modifikationer af i brug værende materiel eller tildeling af materiel, således at kravet til den kritiske afstand kan opfyldes. Udenlandsk filosofi går i samme retning. Omvendt må »ambitiøse« planer om deltagelse i et samlet dansk panserværnssystem - udover selvforsvar - skrinlægges medmindre der iværksættes modifikationer. Dfet foreslås sluttelig, at der i denne forbindelse nedsættes en arbejdsgruppe af Forsvarskommandoen til kulegravning af hele problematikken. »At present (the Infantry) can hardly be said to have an agressive anti-armour capability. A ll its anti-tank weapons are short range self-defence ones and could only be used successfully in very suitable terrain and visibility by very brave or unimaginative soldiers.« 13

B. A. Hartmann-Madsen

 
Enhedsbeskrivelse, almindelig gruppe:
  1. Enheds Nr.: 1.
  2. Betegnelse: Almindelig Gruppe
  3. Forkortet betegnelse: Alm Grp.
  4. Tilhørsforhold: Indgår
    - normalt i almindelig deling
    - undtagelsesvis som enhed direkte under hjemmeværnskompagni.
  5. Organisation

  • PV-holdet kan også normeres med DYKN M/65 eller RS M/51 og består da af NK/GRP, PVS K og PYHJ (i den maksimale GRP yderligere en PVFS).
  • Såfremt PV-holdet er normeret med DYKN M/65 eller RS M/51, indgår 1-2 stk. M 72 i GV-holdet.
  • Personellet i GV-holdet kan tildeles specialfunktioner såsom gruppepioner og gruppesanitetsmand.
  • GF er normalt ved MG-holdet.
Kilder:
1. En forsvarsdoktrin, Kaptajn Hesselbjerg, Millitært Tidsskrift, marts 1974.
2. Feltreglement H. 1, Hjemmeværnets anvendelse og kamp.
3. Taktisk Ordbog.
4. Chefen for Hjemmeværnets skr. 0.180-1590 af 1 NOY 1972.
5. Samme.
6. Bestemmelser for Hjemmeværnets forsyning med motorkøretøjer.
7. Lov om Hjemmeværnet, lov nr. 289 af 23 MAJ 1973.
8. Bestemmelser for uddannelse ved Hærhjemmeværnet, HHV-BU 2.
9. Rapport afgivet af den af Forsvarsministeriet den 28 SEP 1970 nedsatte arbejdsgruppe vedrørende undersøgelse af hjemmeværnets organisation, uddannelse m.v.
10. Anti-tank system FFV 550, Forenade Fabriksverken.
11. DRAGON TESTING, Infantry Magazine, March-April 1974.
12. Reglement for 106 mm dysekanon M/56/65.
13. A British View Of Antitank Weapons, Major John C. Langlands, Infantry Magazine, January-February 1974.
 
Notits:
De i artiklen fremsatte synspunkter fremstår naturligvis for forfatterens egen regning og risiko og behøver ikke nødvendigvis at deles af foresatte myndigheder.
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_103_aargang_okt.pdf

 

Litteraturliste

Del: