Luftforsvar og Hawk-systemet - En kommentar

Foranlediget af major K. Rasmussens artikel i maj-nummeret om HAWK-luftforsvarssystemet, har chefen for Flyvestation Værløse s Nærluftforsvar, major C. U. Heilmann, Kronens Artilleriregiment, skrevet nedenstående kommentar.

 

Major K. Rasmussen har i sin artikel fremført mange gode og - selvfølgelige synspunkter, som henset til problemets alvor fortjener en bred opbakning, omend denne (ifølge sagens natur også må blive en gentagelse af trivialiteter. At enhver kampenhed/våbensystem med begrænset rækkevidde og manglende passive beskyttelsesmidler skal besidde den størst mulige bevægelighed for optimal effekt, er en tusindårgammel erkendelse, der for luftvæmsartilleris vedkommende bl.a. er fastslået af General Frederick Pile i bogen »ACK-ACK«,(* Udgivet 1949 af Georg G. Harrap and Co. Ltd., High Halbom 82, London W.) som henset til sin lødighed og den i øvrigt sparsomme litteratur om luftværnsartilleri forudsætes bekendt af enhver troppefører.
 
HAWK-batterier (og i øvrigt også NIKE-batterier) kan og skal naturligvis være mobile. Hvorledes denne mobilitet bør opnås, vil jeg senere vende tilbage til. - Hvorledes og på hvilket tidspunkt mobiliteten skal udnyttes er derimod et spørgsmål, der henset til politiske og sikkerhedsmæssige aspekter, er uegnet til offentlig drøftelse, og i øvrigt går udover grænserne for militær husflids mulighed for kvalificeret besvarelse. I det efterfølgende skal der, idet major K. Rasmussens artikel lægges til grund for rækkefølgen fremsættes nogle kommentarer til de fremførte synspunkter, da enkelte detailler kræver nærmere belysning og korrektion.
 
I artiklen hævdes, at en HAWK eskadrille i virkeligheden er betydelig hurtigere at bringe i stilling end Hærens 40 mm L/70 luftvæmsbatterier. En sammenligning mellem HAWK-batteriet og Luftvæmsbateri L/70 er naturlig og rimelig, men bør retfærdighedsvis også indeholde oplysning om, at L/70-materiellet, der er et sammenbragt barn med deraf følgende tekniske vanskeligheder i modsætning til HAWK-systemets fuldbårenhed, indtil nu på de fleste felter er blevet betjent af værnepligtigt personel med for kort uddannelse, medens HAWK-batterieme har stammandskab med betydelig uddannelse og erfaring.
 
Endelig må det erindres, at L/70-batteriet uden hjælp af radarstyring i løbet af radarstyring i løbet af få minutter er i stand til at engagere luftmål, men naturligvis med en betydelig ringere sandsynlighed for træfning. Til forslagene om gennemførelse af HAWK-mobilitet skal anføres, at kun den bedste løsning med tildeling af stamkøretøjer er acceptabel for bevarelse af mobilitet i krig, og dette må nødvendigvis gennemføres uden samtidig lammelse af andre operative enheder. Her gives ingen billige løsninger. En anskaffelse er nødvendig. At man så muligvis må vælge den billigste type trækkraft, som overhovedet er anvendelig, er en anden sag.
 
En berøvelse af L/70-batteriernes nuværende 100 % mobilitet, uanset disses eventuelle fremtidige mere stationære anvendelse, ville være en gentagelse af den kortsynede sparemani, som Hærens semimobile (1/4- 1/6-mobile) L/60-batterier har lidt under, med mindre man da er parat til at drage den fulde konsekvens af en modsat opfattelse, hvilket kræver en virkelig feltbefæstning med overlevelsesmuligheder (og den bliver dyr), samt i given situation afskrivning af mulighed for evakuation af materiel og personel for anden anvendelse. En organisationsændring med oprettelse af selvstændig HAWK-afde- ling lyder besnærende, men med 10. Luftværnsafdelings transformering til Luftvæmsgruppen in mente bør der dog advares mod ukritisk at oprette flere stabe med indbygget evne og trang til formering.
 
Major K. Rasmussen forekommer ikke begejstret over Hærens anskaffelse af Red Eye og postulerer, at systemet er vanskeligt at kontrollere taktisk. Forudsat at det nødvendige signalmateriel stilles til rådighed, og at uddannelse af betjeningsmandskabet, der bør være håndplukket, får et højt kvalitetsniveau, må vanskelighederne være begrænsede. Hertil kommer, at man nødvendigvis må acceptere en vis risiko for egne fly. Denne risiko kan i givet tilfælde udtrykkes i tørre tal. Hæren foregiver ikke at opnå et såkaldt attritionsforsvar. Ved at anvende Red Eye i en spredt opstilling opnås et attritionsforsvar, hvilket også var ønsket og årsag til valg af Red Eye. Det er formentlig velkendt, at Hæren også agter at anskaffe selvkørende »rørvåben«, når et egnet system og de nødvendige pengemidler er til rådighed. Et sådant våbensystem skal naturligvis ikke være multi-purpose, men 100 % luftværnsartilleri, der kun som sidste udvej og i selvforsvar anvendes til skydning mod »bløde« mål på jorden. At anvende disse våben med held til bekæmpelse af panser er umuligt, og beror på misforståede erfaringer fra 2. Verdenskrig, hvor forholdet mellem effekten fra tyskernes berømte 88 mm luftvæmskanon og daværende pansertykkelser var et ganske andet.
 
Major K. Rasmussen har skrevet en sørgelig historie om et våbensystem. Måtte den få en »happy end«. En anden sørgelig historie kunne skrives om Hærens Luftværnsartilleri, hvis skæbne til forveksling ligner den, der er overgået fregatten »Jylland«. Historien er dog for ny og kendt af alle implicerede og ansvarlige til at gøre krav på spalteplads. I majorens artikel synes en vis mistillid til højere stabe at komme til udtryk, men det må stå for egen regning. Personlig har undertegnede over mange år og på forskellige niveauer, herunder også på undera fd e- lingsplan ved adskillige lejligheder arbejdet sammen med enheder og personel fra andre værn uden andre vanskeligheder end de af foresatte skabte. Tanken om fælleskurser evt. enhedsvæm er derfor nok ikke så ringe endda.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_102_aargang_nov.pdf
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.