Løsning af hærens opgaver - nok en replik

I oktobernummeret af Militært Tidsskrift reagerer oberstløjtnant af reserven Ebbe Juul-Heider ved en replik på et af de udfald mod sine kammerater, som brigadegeneral Michael Clemmesen i tidsskriftets juninummer leverer i sin ”skitse fra sidelinien” til ”de danske væbnede styrker i fremtiden”.

Oberstløjtnant Juul-Heider føler sig ilde til mode ved i indlæggets bagudskuende del at få påduttet, at hans livslange indsats i den danske hær skulle være ”for sjov”. Det er fuldt berettiget, at oberstløjtnanten er blevet fortørnet, og skønt vor organisations formand i sin vægtige replik i samme oktobernummer på elegant vis har turneret pointen, finder jeg, at der er behov for at en af hærens faste officerer, der lige så vel er omfattet af brigadegeneralens formulering, reagerer og bekræfter oberstløjtnanten i mindst to ting:

For det første i at bidraget fra vor udsendte linievogter på en række områder indeholder interessante betragtninger. Efter min mening både i sine bagudskuende og i sine fremadfamlende observationer. For det andet i at linievogteren er gået over stregen. Flere eksempler kunne fremdrages; men lad os holde fast ved det ene: At insinuere, at arbejdet i hærens enheder gennem årtier var ”… domineret af magelige ”for-sjov”- holdninger..”, er anvendelse af en unødigt uakademisk, provokerende sprogbrug.

I vor tid som afdelings- og tjenestedschefer valgte vi at forsøge at planlægge og uddanne blandt andet for løsningen af en række nationale forsvarsopgaver under udnyttelse af de rådige ressourcer.

Vi var ikke markant mere blåøjede, end Michael Clemmesen var. Vi vidste selvsagt godt, hvor vore midler og løsninger var utilstrækkelige; men vi brugte vore kræfter på at holde hinanden fast på, at truslen mod os var manifest. Indtil den forsvandt - blandt andet fordi vi viste vilje til at imødegå den. Hverken vi eller vore soldater var lejesvende - og vi blev det aldrig. Vi var børn af en besættelse og voksne under en ny trussel mod vort territorium. Vi ødelagde ikke hinandens moral ved at lamentere over, at politisk uforstand efterlod os med for få ressourcer til optimale løsninger.

Michael Clemmesen kan - som nogle før ham har gjort det - bebrejde os, at vi ansporede vore undergivne i stedet for at tage vort tøj og gå; men det kommer i kategori med historieforfalskning at beskrive vor opgaveløsning som ”for sjov”.

Det forekommer indlysende, at der nu er behov for nytænkning i alle hjørner af hæren.

Det kræver sobre og troværdige oplæg, der er befriet for provokationer.

Af hjemsendt oberst N.C. Eigtved.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.4_2003.pdf

Litteraturliste

Del:

Emneord