Publiceret 01/02 1991
0 kommentarer
Linieofficersuddannelsens indhold
Under overskriften »Officeren som debattør« fremsætter oberstløjtnant H.J. Jürgensen i Militært tidsskrift nr. 7/90 en række påstande vedrørende den tidligere og nuværende officersuddannelses utilstrækkelighed. Oberstløjtnantens udgangspunkt for påstandene er en af ham selv konstrueret målsætning for officersgrunduddaimelsen: »at give den studerende mulighed for at skabe sig et brugbart fundament af viden og holdninger, som i en verden af stadig voksende forandring sætter ham i stand til at analysere, forstå og reagere hensigtsmæssigt i enhver situation, også dem, som ikke kan forudses her og nu«. Oberstløjtnanten gør sig ikke den ulejlighed at diskutere denne målsætning, men anvender resten af sit indlæg til, gennem løsrevne citater fra Hærens Officersskoles uddannelsesplaner, at så tvivl om den tidligere og nuværende officersgrunduddannelses kvalitet.
Jeg skal indledningsvis slå fast, at jeg ikke deler de af oberstløjtnant H.J. Jürgensen fremførte synspunkter, idet det er min helt klare opfattelse, at de senere års officersuddannelser (såvel A- og B-uddannelsen som den nuværende officersgrunduddannelse/videregående officersuddannelse (OGU/VOU)) på ganske fortræffelig vis har givet de unge officerer et solidt grundlag for virket som leder og fører på delings-, kompagni- og bataljons- niveau. Jeg er mig selvfølgelig bevidst, at den nuværende officersgrund- uddannelse har nogle mangler, som snarest bør afhjælpes, men dette ændrer ikke min opfattelse af, at den uddannelse, der meddeles på Hærens Officersskole, er den suverænt bedste lederuddannelse, der kan gives i Danmark.
I et »akademisk debatoplæg« vedrørende et så alvorligt emne som den danske officersuddannelses kvalitet, bør man i sit indlæg holde sig forudsætninger og målsætninger for øje. Jeg skal dels tillade mig at henlede oberstløjtnant H. J. Jürgensens opmærksomhed på Hærens Officersskoles jubilæmnsskrift »Landkadetakademiet og Hærens Officersskole 1713- 1988«, hvori oberst Niels Berg gennemgår officersuddannelsens udvikling i perioden 1713-1988. Obersten redegør herunder bl.a. særdeles grundigt og meget kritisk for grundlaget for den nuværende uddannelsesordning (OGU/VOU mv.). Yderhgere skal jeg henvise til min egen artikel i Militært tidsskrift nr. 4/89 »Linieofficersuddannelsens fremtid«, hvori jeg redegør for en række nødvendige ændringer og justeringer, som bør gennemføres snarest. For på rette vis at »konstruere sig« en officersgrunduddannelse, må man nødvendigvis stille følgende helt centrale spørgsmål:
- Hvori består officerens centrale virke?
- Hvilke midler løser han sine opgaver med?
- Hvilke færdigheder skal officeren beherske for at kunne udøve sine centrale funktioner?
De tre spørgsmål er besvaret i »Den orange betænkning«, hvori er beskrevet »det militærvidenskabelige grundstudiums model« (modellen er detaljeret beskrevet i HO jubilæumsskrift s. 85-107). Jeg skal fra modellen kort citere svarene på spørgsmålene:
- Officerens centrale virke kan bedst karakteriseres ved de virksomheder, der betegnes som operationer og forvaltning. Da officeren i udpræget grad og ubetinget er statens tjener, når det gælder dennes potentielle eller faktiske magtudøvelse, er en dybtgående forståelse af denne del af hans rolle nødvendig. Derfor må statskundskab (politisk videnskab) være et naturligt centralt emne i hans grunduddannelse. Til disse centrale emnegrupper må føjes krigshistorien, idet de krigshistoriske begivenheder danner det empiriske grundlag for en videnskabelig behandling af krigen«.
- »De midler til opgavernes løsning, der stilles til rådighed for officeren, er mennesker og materiel. Som personelfaktor er mennesket en væsentlig del af de midler, officeren råder over til løsningen af militære opgaver. Fysiologisk, biologisk og psykologisk viden må i rimeligt omfang indgå i hans basisviden. Organisk sammenhængende hermed er pædagogisk viden og kunnen som en nødvendig forudsætning for hans virke som lærer. Materielfaktoren (våben, maskiner m.v.) er en anden væsentlig del af de midler, officeren løser militære opgaver med. Teknikken er derfor en integreret del af officerens verden. Matematik, fysik og kemi er at betragte som elementære basisfag for teknikken«.
Færdigheder nødvendige for at udøve de centrale funktioner kan deles i tre grupper:
- Fysiske færdigheder
- Fremmedsprogsfærdigheder
- Manuelle o.lign. færdigheder
Fysiske færdigheder repræsenterer et permanent krav til alt militært personel, idet de altid har været, er, og formentlig fortsat vil vedblive at være uundværlige for at udøve militære funktioner.
Fremmedsprogsfærdigheder er for officeren i et lille land uundværlige.
Ved manuelle o.lign. færdigheder tænkes på færdigheder som skydning, motorføring, fremstillingsevne, møde- og diskussionsteknik m.v.
Tages udgangspunkt i »det militærvidenskabelige grundstudiums model« er det muligt at diskutere officersuddannelsemes indhold på et akademisk sundt grundlag, idet det selvfølgelig er samfundsudviklingen og den militærvidenskabelige udvikling, der er bestemmende for målsætning og indhold af de enkelte elementer i studiet. Den danske officersuddannelse er som andre landes officersuddannelser opbygget over et antal uddannelsesforløb. Officersgrunduddannelsen er typisk placeret på officersskoler af Hærens Officersskoles art, mens den videregående uddannelse er placeret på universitetslignende institutioner som f.eks. Forsvarsakademiet. Officersskolernes primære opgave er at uddanne unge officerer til krigs- brugbare førere på underafdelingsniveau. Der er her tale om førerfunktioner, som stiller store krav til førerens faglige dygtighed, og beherskelse af »håndværket«. Den unge delingsfører eller kompagnichef skal nyde så stor respekt og tillid hos sit mandskab, at dette uden tøven følger ham i kamp. Faglig dygtighed (også på håndværksniveauet) samt den nødvendige selvtillid (selvindsigt) skal bl.a. opnås gennem den grundlæggende officersuddaimelse.
De militære »universiteters« opgave er primært at videreuddanne egnede og udvalgte officerer til at fungere på de højere og højeste »akademiske« niveauer. Det er nødvendigt at gøre sig klart, at en officer gennem sin grunduddannelse dels skal uddannes til »håndværker« og fører på underafdelingsniveau, dels skal bibringes en sådan fond af viden og kunnen, at han kan udføre sine centrale officersfunktioner (blive officer og gentleman), men at der skal en videregående uddannelse til på et senere tidspunkt, når alder og erfaring gør den unge officer moden til de allerhøjeste stillinger. Hærens Officersskole skal ikke være et universitet, men en uddannelsesinstitution, som skaber et dygtigt og effektivt ungt officerskorps, som kan uddanne og føre underafdelinger også under kritiske forhold.
Jeg har med dette indlæg om officersuddannelsens indhold forsøgt at understrege betydningen af, at vi i debatten om officersgrunduddannelsens målsætninger og indhold holder os for øje, at den primære opgave er at producere krigsduelige, dygtige førere til hærens kærne: underafdelingen. Jeg har yderligere ønsket at understrege betydningen af, at vi anerkender »det militærvidenskabelige grundstudiums model« som fundamentet for justeringen og udviklingen af officersuddannelsen.
Hærens Officersskole giver for tiden en også i civile kredse bredt anerkendt lederuddannelse. Uddannelsen har naturligvis sine erkendte svagheder. For at forbedre hærens kampkraft kræves det, at officersuddannelsen gennemgår en løbende justering for fortsat at holde den på forkant af udviklingen og dermed være så attraktiv, at Hærens Officersskole også i fremtiden kan rekruttere og uddanne det nødvendige antal dygtige officerer til at besætte leder- og førerfunktioner i underafdeling, afdeling og højere stabe.
BENYTTET LITTERATUR m.v.
»Landkadetakademiet og Hærens Officersskole 1713-1988«. Udgivet i anledning af linie- officersuddannelsens 275 års jubilæum den 26. august 1988 (udsendt til alle hærens tjenstgørende officerer).
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: