Life-Line Lost. The Rise and Fall of Neutral Sweden's Secret Reserve option of Wartime Help from the West

Anmeldt af Michael H. Clemmesen

Robert Dalsjö: ‘Life-Line Lost. The Rise and Fall of Neutral Sweden’s Secret Reserve Option of Wartime Help form the West’. Santérus Academic Press, Stockholm 2006, 303 sider. 295 Svenske kroner.

Foto: Forsvaret.dk

Bogen er en gennemarbejdning af Robert Dalsjös Ph.D.-afhandling til King’s College, London. Den vil i mange år herefter forblive den mest nuancerede og derfor mest troværdige beskrivelse af udviklingen af Sveriges sikkerhedspolitik under den kolde krig. Forfatteren beskriver, hvorledes den bestandig mere markante forskel mellem den officielle stadig mere fundamentalistiske neutralitetspolitik og de diskrete, pragmatiske forberedelser til militært samarbejde med Danmark, Norge, England, USA og NATO gjorde de sidste stadig mere politisk risikable. Det blev for sensitivt at opretholde den. En afsløring kunne true socialdemokratiets troværdighed og dets totalt dominerende rolle i svensk politik.

Færre og færre af de militære nøglepersoner blev inddraget i forberedelserne. De drøftede dem ikke længere indbyrdes. Allerede tidligere havde man opgivet at forberede generalstabsofficererne gennem planøvelser og spil. Efter chokket fra ubådskrænkelserne i begyndelsen af 1980’erne kom afslutningen, selv om man ikke kan påvise en direkte forbindelse. Krænkelserne kunne opfattes som en sovjetisk reaktion på virkeligheden. Efter et par år var dokumenterne på forsvarschefens initiativ i alt væsentlig ødelagt. Når man personligt har oplevet Olof Palme i 1982 på klods hold i international sammenhæng og har måttet leve med den svenske demonstrativt osende hellige selv- og bedrefølelse i begyndelse af 1980’erne, er tesen indlysende troværdig. Man skal helt frem til den nuværende amerikanske præsidents første embedsperiode for at finde en politik, der er ligeså missionerende hellig, som datidens svenske. Man må samtidig konstatere, at Sverige i modsætning til USA jo ikke er endt i en konflikt, der fremmer en effektiv udvikling mod ædruelighed.

Forfatteren følger i bogens første del udviklingen i den åbne, deklarerede neutralitetspolitik, idet han lægger det afgørende skel i 1969-70. Her skiftede udviklingen fra en pragmatisk mod den missionerende form, der efterhånden blev en central del af den svenske nationale selvforståelse. Derefter følger han udviklingen i forberedelserne til militært samarbejde med Vesten fra disses rødder i samarbejdet under 2. Verdenskrig og de efterfølgende skandinaviske stabsdrøftelser. Fra 1954 til 1966 blev forberedelserne udvidet og uddybet. Derefter blev de kun vedligeholdt for til sidst at dø ud. Meget af stoffet er kendt fra tidligere publikationer, men Dalsjö har et totalt overblik over kilderne, herunder væsentlige ikke tidligere anvendte. Dette gør det muligt for ham at bidrage med nye og klarere tolkninger samt konklusioner.

 Bogen viser, hvor vanskeligt det er at opretholde troen på en trussel gennem lang tid, når intet rent faktisk sker. I både Sverige og Danmark kollapsede viljen mere eller mindre omkring 1968, påvirket af en kombination af den internationale afspænding, Vietnamkrigen og det begyndende indenrigspolitiske generationsskifte. Da Øst-Vestkonfrontationen blev intensiveret omkring 1980, reagerede begge landes socialdemokratier mod denne udvikling på en stadig mere ideologisk måde, i Sverige dog forstyrret, forvirret og forsinket af undervandsbådskrænkelserne. Man så i stadig mindre grad militære foranstaltninger, nationale og med allierede, som et svar på tidens sikkerhedspolitiske udfordringer. Den kolde krig syntes at ville forsætte evigt, nu måtte man gøre den mindre farlig ved en afstandtagen fra begge parter, herunder ved ensidig nedrustning.

 Begge lande blev reddet fra de mulige virkninger af deres udenrigspolitiske udvikling af forløbet i Sovjetunionen fra 1985, der gjorde den neutralistiske ’3. Vej’ anakronistisk. Imidlertid forgifter begivenhederne i 1980’erne og datidens holdninger stadig indenrigspolitikken i de to lande. Når man erindrer den tid og ser på udviklingen af svensk politik i de efterfølgende 25 år, kan man få den kætterske tanke, at det måske ville have været bedre for landet selv og omverdenen, hvis sandheden var kommet frem omkring 1980, uanset de sandsynlige dramatiske virkninger på svensk indenrigspolitik.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_136.aargang_nr.2_2007_copy.pdf

Del: