Leningrad – september 1941 til januar 1944

Anmeldt af Poul Grooss

Af Michael Jones. Udgivet af Borgens Forlag A/S i november 2008. Oversat fra engelsk ”Leningrad – State of Siege” (2008) af Jon Voss. 391 sider illustreret. Pris kr. 399 (vejledende).

Forfatteren er PhD i historie, medlem af Royal Historical Society og guide på militærhistoriske rejser til de store slagmarker på østfronten. Hans nye bog er med til at kaste mere lys over en af Den anden Verdenskrigs dunkle begivenheder. Leningrad var den by i verden, som havde de største menneskelige tab under hele krigen, og det sovjetiske system har af mange forskellige grunde været meget tilbageholdende med oplysninger. Stalin var, både under og efter krigen, meget på vagt for, om Leningrad skulle stjæle noget af hans rampelys. Mange hændelser i byen har ikke tidligere været offentliggjort, og mange er blevet rapporteret i en noget forskønnet form, som har udstillet kommunistpartiet, byledelsen, Den røde Hær og NKVD i et noget smukkere lys, end de faktiske forhold berettigede til. Forfatteren har fået lejlighed til at studere nye kilder og tillige talt åbenhjertigt med nogle af de overlevende, og det er barsk læsning.

Bogen tager sit udgangspunkt i den tyske militære fremrykning fra det tyske angreb på Sovjetunionen søndag den 22. juni 1941. Den tyske hær rykkede i hastigt tempo gennem de baltiske lande og stod et par måneder senere ganske nær Sovjetunionens næststørste by Leningrad. For Hitler havde byen en enorm symbolværdi. Det var her Lenins revolution havde fundet sted, og byen var opkaldt efter Lenin. Planen om at erobre byen blev hurtigt opgivet af tyskerne. Den skulle omringes og udsultes. Indbyggerne måtte ikke komme ud og overgive sig. De skulle tilintetgøres, og det var nemmest ved at holde dem inde i byen og stoppe for tilgangen af fødevarer. Til det brug indhentede Hitler udtalelser fra videnskabsmænd om, hvor længe en sultende bybefolkning kunne holde ud. I den mellemliggende tid blev byen udsat for artilleribeskydning og flyangreb. Efter udsultningen af byens befolkning var det Hitlers tanke at jævne denne by, ”jøde-bolshevismens vugge”, med jorden.

Propagandaminister Goebbels skrev i sin dagbog efter et møde med Hitler i ”Ulveskansen” den 18. august 1941: ”Der vil uden tvivl komme til at herske et vist kaos blandt byens millioner af indbyggere – men bolshevikkerne er jo selv ude om det. Luftwaffes første angreb skal rettes mod Petersborgs vandværker, kraftværker og benzinstationer”. Både Hitler og Goebbels brugte betegnelsen Petersborg for byen.

Der er flere nye aspekter af krigen på østfronten i denne bog. For det første fremgår det helt klart af indledningen, at dele af den tyske hær deltog i grusomhederne mod de jødiske og de sovjetiske befolkningsgrupper. En del af generalerne var overbeviste nazister, men der var også højtstående officerer, som misbilligede de tyske voldsorgier. Det andet er dokumentationen af den fantastisk inkompetente politiske og militære ledelse i Sovjetunionen i krigens start. Specielt ofrer forfatteren megen plads på forsvarsminister, marskal Voroshilovs inkompetence. Han har brugt ti år på at holde den største sovjetiske militærteoretiker, marskal Tjukachevsky, nede. Nu da fjenden er ved at løbe storm på Leningrad med sit overlegne samvirke mellem infanteri, kampvogne, artilleri og fly, giver forsvarsministeren følgende råd til sine troppeførere: Gå ind på Eremitagemuseet og find, hvad I kan af sabler, dolke og jagtvåben og del dem ud til byens befolkning!

Byens politiske ledelse træffer de mest håbløse beslutninger og undlader at træffe de mest fornuftige, blandt andet at evakuere alle kvinder, børn og gamle. De såkaldte Badajev-fødevarelagre i byens sydlige udkant rummer alle byens madreserver. De bliver bombet af tyskerne tre uger inde i belejringen, og hermed er byen praktisk talt helt uden forsyninger frem til november, hvor man herefter kan benytte en vej over Ladogasøens is og skaffe visse forsyninger frem. De bliver dog lagt på lager i stedet for at blive delt ud til befolkningen. I de følgende måneder dør der på de værste dage op til 20.000 personer om dagen af sult. Samtidig kan befolkningen følge med i, at der absolut ikke er mangel på noget som helst i partihovedkvarteret, og man kan simpelthen se på bogens fotos, at uniformerne ikke just hænger på lederne, og de ser heller ikke ret hulkindede ud.

Såvel den sovjetiske politiske som den militære ledelse udviser en fantastisk foragt for menneskeliv. Det demonstreres ved flere lejligheder, blandt andet da general Zhukov dukker op med en lap papir i lommen fra Stalin, som giver ham kommandoen over Leningradområdet, og som sender Voroshilov retur til Stalin. Zhukov får organiseret forsvaret, men byledelsen er håbløs inkompetent og afstumpet, og det samme gælder NKVD, det hemmelige politi.  Zhukovs indledende angreb koster tusindvis af soldater livet, men resultaterne er meget begrænsede. Tyskerne har informanter gående rundt i byen og ved ret detaljeret, hvor slemt det står til med befolkningen, og hvorledes fødevaresituationen påvirker udviklingen. De kan i kraft af deres informationer rette artilleri- og flyangreb mod byens mest sårbare mål. Det er en meget oplysende bog, og så bliver læseren skam også introduceret til Vladimir Putins far, som bliver såret under nogle af de indledende kampe i 1941, som general Zhukov iværksætter.

Det fremgår af bogen, at folk, som blev evakueret fra Leningrad og som kom til Moskva, hverken til pressen eller til privatpersoner måtte omtale, at befolkningen i Leningrad havde lidt så forfærdeligt af sult, og at mange hundrede tusinde simpelthen var døde af sult. NKVD beslaglagde dagbøger med sultbeskrivelser, og derfor findes der ikke så mange af den slags kilder tilbage. Stalin nævnte også til nogle af sine nærmeste, når talen kom på Leningrad, at krigen også havde været ret voldsom andre steder. Folk i Leningrad skulle ikke tro, at de var noget særligt. Beskrivelsen af den sultende befolknings oplevelser grænser til det ufattelige. Der ligger lig i gaderne, i lejlighederne, i baggårdene og alle vegne. Der er talrige eksempler på kannibalisme, og NKVDs oplysninger om kannibalismen har nu været tilgængelige for forfatteren. Samtidig er der denne voldsomme kontrast til magthaverne og deres familier, som har mad i overflod, og som stiller sig uforstående over for at andre mangler mad.

Bogen er forsynet med en bibliografi og et stikordsregister, og den er tillige forsynet med gode kort og fotos samt en kort historisk oversigt, som dækker perioden fra krigens start til ophævelsen af belejringen af Leningrad efter 872 dage. Det er en udmærket bog, som giver en mere sandfærdig beskrivelse af forholdene i Leningrad under krigen, end tidligere bøger om samme emne har givet. Den er meget nøgtern, men det er barsk læsning. Når en bybefolkning på flere millioner pludselig står uden fødevarer og brændsel om vinteren i krigstid, så giver det anledning til kreativ tænkning hos folk med lav moral. Bogens helt er general, senere marskal, Leonid Govorov, som er Sovjetunionens dygtigste artilleriofficer. Han samler en enorm ildkraft og organiserer udbruddet fra Leningrad i januar 1944, hvor der alene i den indledende ildforberedelse på to og en halv time affyres 500.000 granater og raketter mod de tyske stillinger.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

 

Del: