Løvendal - Ludvig XV’s danske general

Anmeldt af Kjeld Hald Galster

”Løvendal - Ludvig XV’s danske general” af Kjeld Stabell. Udgivet april 2008 af Hinnerup Eksperimental Forlag (www.eksperimentalforlag.dk). ISBN 978-87-91142-57-4. 209 sider. Pris kr. 249.

 

Foto: gucca.dk

Værket er stramt disponeret og fremtræder let læseligt i et smukt, grammatisk korrekt og varieret dansk, der dog nok af yngre læsere vil blive opfattet som en smule arkaisk. Der er kælet for detaljen i en sådan grad, at mange bipersoner bliver biograferet langt ud over, hvad der kræves for forståelse af hovedpersonens handlinger og skæbne. Dette kan virke distraherende, men gøres generelt velafrundet og uden at den røde tråd tabes af syne. I næstsidste kapitel, p. 161, giver forfatteren selv en plausibel forklaring på dette bevidste valg, idet han anfører, at ”i nærværende bog er bevidst benyttet lejligheden til ved hver præsentation af en højerestående militærperson at redegøre for vedkommendes tidligere engagementer i andre lande, og som det vil ses, har de fleste gjort tjeneste i adskillige lande, ofte med skift fra et land til dettes tidligere krigsmodstander.” Hensigten har således været at påvise, at den omstændighed, at Løvendal som dansk undersåt på intet tidspunkt tjente i sin egen konges væbnede styrker, hverken er odiøs eller usædvanlig for tiden.

Bogen har indledende kapitler, der indeholder forord, en god karakteristik af hidtidig og ret beskeden litteratur om emnet samt en redegørelse for hovedpersonens familiære baggrund (han var oldebarn af Frederik III af Danmark). Baggrundskapitlet giver også et fint indblik i personkredsen, som kom til at præge Løvendals liv og karriere: August II (den Stærke) af Sachsen, dennes uægte søn Morits greve af Sachsen [Maurice de Saxe], Prins Eugen af Savoyen m.fl.

Centralt i værket står hovedpersonens virke i fransk tjeneste og herunder navnlig hans belejring og indtagelse af Bergen op Zoom i 1747, hvilken indbragte ham den for en udlænding ganske sjældne titel af Maréchal de France. Men inden læseren når så vidt, må hun/han arbejde sig igennem Løvendals opvækst, krigstjeneste i østrigsk (tysk), sachsisk og russisk sold samt hans ægteskabelige forviklinger og personlige bekendtskaber. Alt dette er udførligt beskrevet og giver udover viden om hovedpersonen også en glimrende indføring i de politiske forhold i Europa i perioden omkring Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-48).

Hovedvægten i skildringen af Løvendals meritter ligger på hans virke for Louis XV af Frankrig og samarbejdet med Morits under operationerne i Nederlandene i Den Østrigske Arvefølgekrig; og Stabell deler sin beskrivelse og analyse mellem to tematiske områder: På den ene side fæstnings- og belejringskrigens metodik, og på den anden jus in bello [krigens sædvaneret og konventioner]. Mens den første er beskrevet dels ved hjælp af velvalgte ”principskitser” af fæstningstværsnit og belejringsforløb dels af løbende ”situationsrapporter”, er den sidste taget under behandling ved hjælp af beretninger fra begge sider om de plyndringer og mishandlinger, der angiveligt fandt sted i kølvandet på stormen på Bergen op Zoom, og logiske betragtninger over Løvendals personlige bestræbelser for at hindre eller i hvert fald minimere overgreb.

I de sidste to kapitler beskrives på overskuelig og kortfattet vis Løvendals eftermæle og efterslægt, og bogen rundes af.

At bogen ikke er skrevet af en historiker har ingen negativ indflydelse haft på dens narrativ eller dens analyser og vurderinger, men afslører sig ved forskellige metodiske besynderligheder – som f.eks. opdelingen af noterne i forklarende fodnoter og henvisende slutnoter – måden der citeres på, hvor originalsprog og oversættelse er blandet uden logisk konsekvens, samt nogle skarpsindige juridiske overvejelser, der afslører forfatterens stærke fundering på lovens område.

Hvad militærhistorisk indsigt angår, er boget stort set uden væsentlige fejl og mangler, om end der p. 92 ses en antydning af ukendskab til visse af datidens militære vanskeligheder. Der anføres, at ”Løvendal holdt også streng disciplin” og lod flere henrette på grund af plyndringer. At tidens største disciplinære problem snarere var desertation nævnes ikke i denne forbindelse, om end dens betydning for kampkraft og moral var betydelig (til gengæld ofres dette fænomen senere en vis opmærksomhed (pp. 97 og 103)).

I en generelt overbevisende sproglig håndtering af navnlig franske, men også både tysk-, flamsk- og engelsksprogede kilder, ses dog her og der fejl, der kunne tyde på manglende korrekturlæsning. Således ses på p. 162 vendingen ”krige . . . blev ikke ført som kampe ’á outrage’  . . .” [outrage betyder ’fornærmelse’/’forhånelse’ og har ingen plads i sammenhængen]. Der menes selvfølgelig ’á outrance’ [til det yderste]. Tilsvarende nævnes p. 137 ”Krigskassen og . . . generalers og prinsers . . . chatoller. . . ,” hvilket ingen mening giver. Der er formentlig tale om en fejloversættelse fra tysk (Schatulle = stats/pengekasse).

Måden at citere på er navnlig i begyndelsen ordret fra originalteksten med oversættelse i en fodnote, mens der hen igennem bogen i stigende omfang citeres i oversættelse uden at det dog anføres, om der citeres fra et oversat værk, eller om der er tale om forfatterens egen tolkning og fortolkning. Det må i den sammenhæng noteres at Stabell sprogligt sætter sig mellem to stole, idet han i forordet p. 14 bemærker, at han vil fastholde de originale stavemåder ”eksempelvis ’Løwendal, Lovendal, Leüendal’ etc.,” men at han ikke desto mindre flere steder citerer gamle tekster med tilsyneladende oprindeligt ordvalg, men med moderne retskrivning. Brugen af stednavne følger i det store og hele stavemåden i den beskrevne periode, hvilket synes rimeligt, om end man kunne have ønsket sig en parentes med oplysning om betegnelsen anno 2009 (som f.eks. Belgrad/Beograd).

Løvendal: Ludvig XV’s danske General er en grundig, velskrevet og kritisk beretning om en bemærkelsesværdig militærperson og dansk undersåt, hvis hele virke kom til at foregå under fremmede monarkers faner. Forfatteren anfører – med rette synes det – at en så betydelig hærfører fortjener at blive kendt i det land hvis konge også var hans, om end han aldrig kom til at udøve sin metier i dennes tjeneste. Det er en bog, der tjener forfatteren til stor ros for sin grundige kildekritik og levende episke form. Den er både historisk oplysende og litterært berigende at læse.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

Del: